Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Birthe Bille Hansen, Ammendrup, 4720 Præstø.
Interviewet af Birthe Person Næstved den 22.1.1999.
Jeg hedder Birthe Bille Hansen født Petersen den 2.6.32 i Hadsten, en stationsby, som ligger mellem Århus og Randers.
Min far var dyrlæge, og min mor var hjemmegående husmor, så jeg har haft en barndom, hvor jeg havde mor hjemme, når der var brug for det.
Jeg gik i børnehave 3 timer om formiddagen, og der fra har jeg en sjov episode. Når jeg skulle i børnehave, skulle jeg over en gade, men min far sagde, at hvis det havde været senere, så ville jeg aldrig været kommet over gaden, for hvis jeg så en hestevogn på lang afstand, så ventede jeg til den var kommet forbi. Den havde jo ikke rigtig gået i dag.
En dag jeg gik i børnehave, mødte jeg en pige. Der var nemlig langt til børnehave, jeg skulle nok gå det meste af en halv time. Så spurgte jeg hende, om hun ikke gerne ville med i børnehave, og det ville hun da gerne.
Da vi så kom op i børnehaven, så spurgte børnehavelærerinden, hvem hun dog var. Det vidste jeg ikke, og hun vidste det heller ikke, jamen hvad hedder du, og det vidste hun også dårligt, hun hed Bitte, men hendes far var en tyk ostemand, og det var alt hvad hun vidste.
De ringede så til min mor, og min mor anede jo ikke hvem jeg havde slæbt med i børnehaven. Det viste sig, at hun slet ikke boede der i nærheden, men de fandt altså frem til det, så hende havde jeg fået taget med i børnehave—
Jeg kom så i skole, og der havde jeg ikke ret langt, og det var den almindelige kommuneskole.
Jeg kunne se den gang. Min øjensygdom er Retinitis Pigmentosa, d.v.s. jeg var natteblind, og jeg havde ikke så stort et synsfelt. Det var jeg ikke selv klar over dengang, jeg troede alle så, som jeg gjorde.
Jeg var jo barn under krigen, der var der ikke meget gadelys, der var stort set ikke noget. Min far havde ingen benzin, vi kørte i generator biler, så vi cyklede. Jeg havde en faster, som boede 2 en halv kilometer væk ude på landet. Så en gang var det blevet tusmørke, da vi skulle cykle hjem, og så kører vi over en å med rækværk for. Der var jeg lige ved at køre ned på siden af rækværket, jeg har været en 10 11 år. Der greb far mig og ruskede mig sådan meget, og sagde, at jeg skulle se mig for. Men han havde vist alligevel fat i kraven på mig resten af vejen hjem, og det er noget, vi aldrig rigtig har kunnet snakke om. Min mor siger, at far kunne vågne op, og at han havde drømt om, at han var så ked af det der.
Senere skulle jeg så absolut lære at spille tennis. Fordi, far og mor var jo meget dygtige tennisspillere begge to, både til tennis og badminton. Hele min barndom har jeg holdt mange søndage på tennisbanen, men det var nu ikke kedeligt, vi var mange børn, der var med derude. Jeg skulle også lære det, og far indkøbte en juniorketcher til mig, og jeg var meget stolt af den.
Dvs. det var jeg ikke helt, for når jeg var så dum i skolen til rundbold og høvdingebold i gymnastiksalen, så var jeg nok også dum til at spille tennis. Og det var jeg jo, for jeg så ikke bolden. Den skulle komme sådan lige imod mig, for at jeg kunne slå til den, og det blev min far lidt irriteret over, for han var jo ude og skulle træne med mig på tennisbanen.
Så kom der en af mine skolekammerater, og han hed Jens Mikael, og han stod og kiggede ind ad hegnet. Så råbte far, vil du prøve Jens Mikael, og det ville han gerne, og han var så god til det, og enden på det var, at far sagde, du kan ligeså godt give den ketcher til Jens Mikael.
Det bevirkede så, at min søster og min bror aldrig kom til at spille tennis. Min bror gør nu, men de blev aldrig budt det, for det var så mislykket med mig, det ville de ikke udsætte sig selv for igen. I den retning har far og mor været nogle sjove nogen, fordi det kunne jo godt være, at de kunne.
Nethe var nu lykkelig for, at hun slap. Fordi hun havde også Retinitis Pigmentosa, og blev blind. Hun havde nøjagtig samme forløb som jeg, altså blev blind 5 år senere end mig, da hun er 5 år yngre.
Ligesådan skulle jeg også gå til spil, og jeg har spillet klaver i fem år. Jeg kunne måske godt se noget, men jeg var doven, det interesserede mig ikke særligt meget. Jeg kunne lære udenad, men jeg kunne ikke spille efter gehør. Det var en plage, jeg skulle øve mig, og jeg skulle øve mig, og jeg havde ikke lyst til at øve mig, og spillelærerinden både lokkede mig, og truede mig, og gav mig gaver, hvis jeg ville øve mig, ja, jeg ved ikke hvad. Nethe og Richard siger altid, at vi har aldrig fået lov at spille klaver, fordi Birthe ikke gjorde det ordentligt. Det er også rigtigt, klaveret blev solgt på trods, fordi jeg ikke ville spille klaver.
Al det min mor havde gjort, det skulle jeg også gøre, og det havde jeg ikke spor lyst til. Jeg spillede næsten 5 år hos spillelærerinden.
Så var der til gengæld det med dansen, det var så mere vellykket. Min far og mor gik nemlig også til dans, de dansede dog ikke turnering, de gik kun til dans.
Jeg blev spejder, og det gik faktisk rigtig godt, bortset fra når der var natøvelser. Jeg skvattede over bardunerne og teltene, men det var jo ikke fordi jeg ikke kunne se, det var fordi jeg var dum og klodset, og det fik jeg meget tit at vide.
Det samme var i skolen, når vi spillede bold, så blev man valgt til rundbold, og jeg blev altid valgt sidst, fordi jeg kunne aldrig finde bolden, når den kom. Derfor sagde de ofte, ”Drømmer du nu igen” og hvad tænker du på? osv., osv. Det har alt sammen været, fordi jeg ikke så, så godt.
Da jeg var 10 år, kom jeg til øjenlæge, fordi man i skolen havde sagt til far og mor, at der måtte være et eller andet i vejen med mine øjne. Jeg så altså ikke så godt.
Dengang kunne de godt have fortalt mig, hvad det var. Det gjorde øjenlægen ikke, han sagde bare, at jeg skulle have en hel masse A-vitaminer, og jeg fik briller, men det hjalp ikke særligt meget.
Jeg sad altid på det første bord i skolen, det var lidt kedeligt, men det var jeg nødt til, for at kunne følge med på tavlen. Men bortset fra det, havde jeg ikke de store kvaler med, at jeg ikke kunne se.
Jeg var som sagt barn under krigen. Jeg gik i første mellem, da befrielsen kom, og i lokalarkivet derhjemme, er der et billede, hvor jeg og Eva, som nu bor i Florida, går forrest med et flag i hånden over til kirken den 5. maj 1945, hvor min far i øvrigt blev 40 år, og man kan se, det er Hadsten bank, der står på stangen. Dem havde de jo færdige, så de blev ellers kørt ud om natten mellem den 4. og 5. maj.
Jeg blev så konfirmeret den 13. april 1947, det var så i 3. mellem, man blev konfirmeret. Der var næsten ikke tøj at få endnu, selv om vi var nået frem til 47. Jeg kan huske min konfirmation, der var meget, meget få rynker i nederdelen, og den var så enkel, som den overhovedet kunne være, fordi vores syerske skulle have så meget ud af det stof som muligt. Trods det, at min mor og far kom meget sammen med manufakturhandleren, så var det stadigvæk sådan, det var næsten ikke til at få noget. Det var lagt under disken, men alle havde trods alt hvid konfirmationskjole på, hvordan de så end havde fået fat i det. Det var ikke nogle flotte kjoler vi præsterede der i krigsårene og lige efter krigen.
Jeg fik en salmebog til min konfirmation, jeg fik den af far og mor, og så var der med guld trykt mit navn bag på, og præsten skrev ind på den første side, hvad han havde sagt i kirken, det ord man havde fået med. Mor havde så købt sådan en lille salmebog, jeg kunne faktisk ikke se, hvad der stod i den, det var så små bogstaver, og far sagde, det var noget tumpet, men mor holdt med mig, at den skulle ikke se anderledes ud end de andres. Den er ikke ret stor min salmebog, jeg har den også endnu, jeg har aldrig rigtigt læst salmerne i den. Det var et tegn på, at det måtte ikke være, at jeg ikke kunne se så godt, det ville min mor ikke have, men det kunne jo ikke rigtig være anderledes, og det forfulgte hende sådan set.
De første år jeg kom hjem, efter jeg var blevet gift, og efter jeg var begyndt at se rigtig dårligt og gik med hvid stok, så sagde mor altid, at jeg ikke behøvede at have stokken med, når hun var med, hun kunne ligesom ikke lide det. Det sagde Nethe altid, at du har altså banet vejen, for jeg har ikke haft nær så mange problemer med mor, som du har haft. Det er nok rigtigt, min mor forstod det nok ikke sådan rigtigt, men hun kom til det, og hun nåede også til at synes, at jeg kunne mange ting, men hun var meget pylret med mig, utrolig meget. Hun var også min mor, og det er nok lidt svært at sætte sig ind i det der.
Omkring min konfirmation kan jeg ikke huske ret meget, andet end at det gjorde mig så ondt, at jeg ikke kunne se om aftenen, og nu skulle jeg til at gå til ungdomsgilder. Det ville jeg nok få lidt svært ved, der var så lidt lys alle vegne, og det havde jeg altså ondt ved. Jeg har aldrig kunnet lide sådan noget hyggebelysning . Men stadigvæk var det sådan, at jeg havde godt nok været til øjenlæge, men jeg kunne alligevel ikke forstå, at jeg skulle have sådan et besvær, men det havde jeg jo altså.
Jeg husker, da jeg fik realeksamen, der skiftedes vi til at holde fester de her sommer aftener, og der var en sommeraften, hvor vi skulle ud på landet til en af vore skolekammerater, og det blev jo tidlig lyst der sidst i juni måned, hvor vi havde fået vores eksamen. Vi cyklede derud, og vi regnede også med, vi skulle blive ved, men så da klokken den blev 1, så blev vi inviteret ud i haven. Der var hængt kulørte lamper op, og jeg kan huske det endnu, og så Kaj Damgårds far og mor de var rigtige højskolefolk. Så satte de i med “Fred hviler over land og by”. Det var meget flovt, for der var ikke ret mange af os der kendte den ,vi sang med så godt vi kunne, og så blev der sagt tak for i aften.
Der stod jeg jo med cyklen, og kunne ikke komme hjem, så jeg måtte på stang hos en af drengene, og en anden tog så cyklen med, sådan var det. Man lod ikke nogen i stikken, og det har jeg tit tænkt på, sådan er det vel også stadigvæk at man er en god kammerat, når det sådan kniber.
Så kom jeg på Hadsten realskole, og der tog jeg realeksamen i 1949. Dengang var det sådan, at man skule være rustet til at komme ud. Vi havde ung pige derhjemme, så jeg skulle være ung pige der hjemme et stykke tid, for min mor ville være sikker på, at jeg kunne noget, for det havde jo ikke været de store ting jeg havde lavet. Jeg havde altid fået mine sko pudset, og mine madpakker smurt. Det gjorde vores mor for os søskende.
Min plan var, at jeg ville være husholdningslærerinde, og det har jeg faktisk vidst altid.
Da jeg var 8 år, skrev jeg til Husholdningsseminariet Ankerhus i Sorø, og spurgte om, hvordan man blev husholdningslærerinde, og jeg fik en flot brochurer der ovre fra.
Da jeg så senere kom til Ankerhus, fortalte kontordamen, som var en meget ældre dame, at det brev har vi da endnu, det havde de gemt.
Jeg kom så på en gård ovre på Mols som husholdningselev. Det var et mindre gods, hvor vi var 2 husholdningselever, der skiftede mellem stue og køkken. Det var et meget spændende sted, hvor vi fik lært meget. Jeg var der fra maj til november i 1950.
Det lå lige ud til vandet, så jeg var i vandet der lige først i maj, det var noget koldt noget, men de andre var jo begyndt at bade der. Vi havde spændende store jagtselskaber, og store selskaber i det hele taget, jeg lærte utroligt meget på den gård . Det var nemlig sådan dengang, for at blive husholdningslærer, så skulle man have været et halvt år i huset på landet, og et halvt år i huset i byen, og så skulle man have et 5 måneders ophold på en husholdningsskole, inden man begyndte på seminariet.
Nu havde jeg så taget min tid på den gård på landet. Jeg længtes forfærdeligt hjem, det har jeg altid lidt utroligt meget af, og jeg kunne kun komme hjem en gang om måneden, når jeg havde fridag. Men jeg fik så 3 fridage fordi der var så langt hjem.
Da jeg så var færdig der til november, tog jeg på husholdningsskolen i Hadsten hvor der var en statsanerkendt husholdningsskole. Når jeg gjorde det derhjemme, var det ikke fordi jeg længtes hjem. Min far og mor ville have det, fordi min far havde været i Sorø, og tale med forstanderen om jeg kunne komme ind på Ankerhus.
Jeg har som sagt fødselsdag den 2.6., og skoleåret begyndte første maj, og man skulle være fyldt 20 år.
Jeg ville så være fyldt 21 år inden jeg kunne begynde, så far tog til Sorø, og spurgte forstanderen om jeg kunne begynde det år før. Det kunne der ikke være tale om, det var staten, som bestemte sådan noget, og så kunne man jo også, hvis man havde fødselsdag 2 måneder senere og 3 måneder senere, så jeg måtte altså vente.
Forstanderen foreslog så, at jeg tog en tur til udlandet, og lærte noget sprog, fordi det kunne jeg jo altid bruge på seminariet.
Jeg tog så husholdningsskole ophold der i Hadsten, fordi vi havde håbet, at den forstanderinde der, kunne have gjort noget for, at jeg kunne komme ind lidt før, men det kunne hun altså ikke.
Der var jeg jo så tæt hjemme ved, og jeg lærte jo selvfølgelig også en masse der på Husholdningsskolen. Det har altid interesseret mig med mad og sådan noget. Det har jeg nok fra min mor, det har hun også altid gjort.
Da vi så nåede til foråret, manglede jeg det ophold med byhusholdning, og så fik jeg plads i København på Frederiksberg hos et tandlægepar, som havde 2 små børn, og der var jeg så et helt år. Det var jeg utroligt glad for.
Så kom jeg så hjem igen året efter, og så er vi nået frem til 52.
I 1952 rejste jeg så til England, sammen med en skoleveninde, og vi skulle begge over og være Au-pair piger. Der hvor jeg skulle være, var et sted, hvor der havde været flere piger fra Hadsten før. Nej, jeg var vist nummer 2, men der kom så en hel række i den plads, det var et rigtig godt hjem, og jeg fik lært en masse engelsk. Det gør man jo, når der er to børn.
Min veninde Eva var hos noget familie til dem, men et godt stykke derfra. Jeg oplevede en masse i London. Synsproblemerne begyndte lidt småt at tage til, fordi jeg ikke rigtig kunne færdes om aftenen. Jeg kunne se gadelygterne, og på den måde kunne jeg så finde hjem.
Der var så meget tåge i London, og det var rigtig slemt den vinter.
Eva og jeg var en aften ude og danse, og da vi kom til busstoppestedet, og skulle hjem. Alle sådanne danserestauranter standsede meget tidligt, fordi folk skulle nå undergrunden, busser og sådan noget hjem, så de stoppede kl. 10 eller aller senest kl. 11, men det var også sådan, at man begyndte kl. 7, og så var alle der. Det var en kæmpe dansehal, den var lige så stor som en fodboldbane, og der var alle nationaliteter, det var meget, meget spændende.
Vi gik der i små sko, og vi stod oppe ved busstoppestedet, og tænkte, det var da mærkeligt, at der ikke stod mere end os. Så gik vi over for at ville have en taxa, for der kom ingen bus. Ham der holdt der sagde, at han kørte ikke ud, for det var så tåget, så det turde han altså ikke.
Når man så kører i bus sådan til daglig, så lægger man ikke rigtig mærke til alle de veje, så vi var rigtig på den Eva og jeg. Selv om hun var fuld seende. var vi rigtig på den, men vi havnede ved den station indtil flere gange, og endelig kom der en mand med en flagermuslygte, spadserende med sin hund, og så spurgte vi, om han ikke kunne hjælpe os.
Jo! Jo! det kunne han godt, det var da forfærdeligt, at sådanne to unge piger gik ude i den tåge. Da var klokken 1 om natten.
Han gik med os, og vi var ikke så langt hjemme fra. Jeg tænkte, hvad er han mon ude på, for det var slet ikke de veje , jeg kendte, men lige pludselig var vi ved havelågen.
Da vi gik ind ad havelågen, Eva skulle sove hos os om natten, så kom Mr. John ud ad døren. De havde lagt mærke til, at vi ikke var kommet, så han var klædt på og tændt sin flagermuslygte, og skulle ud og lede efter os. Det gjorde vi ikke mere, når det var tåget, men det kunne komme meget, meget pludseligt.
Jeg holdt jul i K.F.U.K. Det med at holde jul hjemmefra var slemt, det syntes jeg ikke rigtig jeg kunne klare.
Eva og jeg var altså i K.F.U.K. og holdt dansk jul der mellem en masse vrælende danske piger, fordi vi alle længtes hjem, men vi havde altså en god jul.
Vi var først i den danske kirke, og det år lå dronning Alexandrine for døden, og hun døde enten mellem jul og nytår, eller var det lige først ind i 1953. Der blev bedt for hende, og der var mange danske i kirken, og det var meget hyggeligt.
Så tog jeg med Eva hjem, vi skulle holde juledag hjemme hos hende, og det var en ganske forfærdelig tur med bus derop til, hvor hun var.
Folk var så fulde der juleaften, det er man jo i de lande, hvor man holder julefest den 25., så bussen skulle stoppe, hvis der var en, der skulle ud og brække sig, og det tog altså hele fornøjelsen fra vores juleaften, som havde været så dejlig, men det var godt, at vi var to.
Vi var i teater. Eva holdt fødselsdag derovre, og hun fik et par teaterbilletter i fødselsdagsgave til Drue Elaine. Vi var inde at se South Pacific, det var jo meget spændende. Jeg havde fået ny kjole, og det havde Eva også, og jeg havde fået et par lange mørkeblå hansker, af fruen der hvor jeg var. Vi var rigtig udstyret med højhælede sko, og hele balladen, og så kom jeg til at sidde ved siden af en i en uldsweater med langt hår og en beskidt cottoncoat, det passede ikke sådan helt sammen. Det var vi noget forarget over, vi mente, at når folk gik i teater i Danmark, så var de pænt klædt på, men det har vist også ændret sig herhjemme.
Vi havde også fjernsyn, og når jeg så skrev hjem og fortalte, at når der kom gæster derovre hos os, så slukkede man ikke fjernsynet. Det var man vildt forarget over herhjemme, for der slukkede man da radioen, når der kom gæster.
Men jeg ved ikke rigtig, nu tror jeg også, folk kan slukke for fjernsynet, men det var en overgang, det kunne man bestemt heller ikke herhjemme, det gjorde man ikke, man fortsatte bare. Det var ikke noget de gjorde meget ud af, når de sådan fik gæster.
Det eneste jeg skulle var at passe de her børn, og når jeg så var kommet i seng om aftenen, så bankede det på døren, og så kom Mr. John, og spurgte: “Are you in bed?” Så kom han ind med en stor kop dampende chokolade, som jeg skulle have på sengen, så jeg var rigtig møg forkælet.
Resultatet var også, at jeg var fuldstændig uformelig, da jeg kom hjem.
Jeg havde også en meget sjov oplevelse. Jeg ville så gerne møde Churchill, og jeg skrev så til Downing Street 10, om jeg kunne få lov at møde Churchill. Jeg tænkte, jeg kan da være ligeglad, jeg er da udlænding, så de kan da bare svare.
Jeg har et brev endnu, hvor afsenderen er Ten Downing Street, hvor parlamentet skrev, at det kunne jeg godt, jeg kunne få en billet til parlamentet, men så kunne jeg ikke være sikker på, at det var Churchill, der var der.
Jeg nåede faktisk aldrig at komme ind i parlamentet, det kunne ellers have været meget spændende.
Men så tænkte jeg, nu havde jeg fået blod på tanden. Jeg skrev til dronning Elisabeth, det var i øvrigt i kroningsåret, jeg var der.
Hun skulle krones på min fødselsdag den 2. juni 1953, så de havde meget travlt med at stille op med bænke og stilladser, og jeg ved ikke hvad, der om efteråret. Jeg skrev til dronning Elisabeth på Buckingham Palace, om jeg kunne få lov at se dronning Elisabeth. Jeg fik et brev, som jeg også har endnu, fra hendes “lady in waiting”, altså hendes første hofdame, at den og den dag, der kunne jeg stå inde ved lågen på Buckingham Palace, så ville dronning Elisabeth og hendes børn passere der.
Jeg startede op til London, jeg havde fået et fotografiapparat, et kasseapparat til min 18 års fødselsdag, det havde jeg jo med. Jeg gik jo op foran, men der blev jeg bremset. Så gik jeg hen til en politimand, og sagde, at jeg ville op og se dronningen, ja, men det kunne jeg ikke sådan komme.
Jeg hev brevet op ad lommen, og han grinede lidt, og så sagde han, ” kom så her”, så tog han mig med, så kom jeg op og stå ved pressefolkene.
Jeg nåede også at se hende, men jeg var mere optaget af, at få taget det her billede af hende. Jeg så hende passere lågen ind til Buckingham Palace, med det resultat, at da jeg senere gik op i byen, og købte en avis, så var der et stort billede på forsiden, af dronningen og børnene, så jeg havde ikke behøvet at gøre så meget ud af det, jeg fik næsten heller ikke noget på filmen.
Sådan gjorde jeg en masse, for at opleve noget i London, og der sinkede mit syn mig egentlig ikke meget. Jeg havde jo et godt centralt syn, og jeg var altid ude om dagen, jeg passede på ikke at gå ud om aftenen.
Så kom Eva og jeg så hjem den første april, og så skulle jeg til at begynde at læse. Nu havde jeg min foruddannelse færdig. Der var rykket for en helbredsattest, som jeg skulle have, og min far havde så svaret, at den kunne de få, lige så hurtig jeg var kommet hjem fra England. Der stod på den “temmelig kraftig”, og det har vi sådan grinet af siden, for jeg var også tyk, jeg ved ikke hvor mange dobbelt hager der var, vi spiste biskuits og store chokoladekiks i lange baner, så vi var også enige om, at der var nok nogle af fabrikkerne, som nu var nød til at lukke. Engelsk mad er fed mad. Det var rigtig hvedebrød og fed stegt mad, vi levede altså godt.
Jeg var jo ovre for at lære noget, og det gjorde jeg virkelig også, og vægten fik jeg hurtig på plads igen.
Jeg mødte på Ankerhus i Sorø den 3. maj, og det var altså meget spændende, og det blev så starten på min uddannelse, som skulle vare i to år.
Det første, jeg stødte på, som jeg ikke kunne klare, det var, at vi havde Botanik. Vi skulle kende, jeg ved ikke hvor mange græsarter, det var næsten 100 græsarter.
De havde plukkede græs sat i glas, og så kunne vi gå rundt og kigge på det og skrive op, men jeg kunne ikke se det.
Det skulle vi kunne som husholdningslærer, og vi havde også lige så meget kemi, som man har til første del af lægeeksamen. Vi havde mange fag, og vi skulle have en regne- og danskkarakter, som svarede til et MG i realeksamen, så hvis man ikke havde den realeksamen, så måtte man tage et kursus i dansk og regning, de to karakterer skulle være der.
Jeg måtte så gå til forstanderen, og sige, at jeg ikke kunne tælle de her støvdragere og sådan noget på de blomster, det var mig altså umuligt.
Det blev der så taget hensyn til, jeg fik ikke den store karakter, jeg var ikke nogen ørn til det der, men det var heller ikke det, der var det vigtigste.
Der, hvor jeg klarede mig bedst, var demonstrationer i madlavning og bagning og undervisningsøvelser osv.
Vi havde også alle mulige mærkelige fag. Da vi så skulle op til kemieksamen, så blev jeg syg. Jeg havde influenza, og jeg var meget syg. Jeg havde høj feber, og der kunne ikke være tale om, at jeg gik til eksamen. Så skulle jeg til sygeeksamen, og det var jeg jo heller ikke særlig stolt af, for så skal man til at læse det op en gang til 3 måneder efter. Jeg var møg nervøs, det var jo ikke et fag, jeg var særlig god til, jeg havde stået flere nætter ved tavlen, og tegnet cykliske ringe .
Vitaminerne har nogle formler så lange, så lange, jeg kan endnu få mareridt over B-vitaminer, det har nogle tegninger, nogle sidekæder med alle mulige mærkelige bogstaver, og jeg måtte simpelthen lære det udenad, for jeg forstod det simpelthen ikke.
Forstanderen kom så op og snakkede med mig ved sygesengen, og sagde, at jeg godt måtte gå op til eksamen. Jeg kunne jo godt tåle en negativ karakter, for efter de andre fag at dømme.
Jeg kunne selv vælge, og så kunne jeg nok gå ned i dagligstuen, der hvor vi boede på seminariet.
Det kunne jeg imidlertid ikke, jeg kunne simpelthen ikke stå på mine ben, men læreren, som var en lektor inde fra Akademiet, ville godt komme op og eksaminere mig.
Jeg sad oppe i min seng, og fik en bakke med alle de her sedler på, og der var sensor og det hele med, og så trak jeg heldigvis sådan et nogenlunde rimeligt spørgsmål og fik et fint MG, og det var jeg udmærket tilfreds med.
Det var et ret svært fag for mig, og jeg har heller ikke brugt det siden, så det gjorde ikke så meget.
Det pudsige er, at jeg senere i mit arbejde i Dansk Blindesamfund traf lektor Nordal Svendsen, som blev medlem af Dansk Blindesamfund, han så også elendigt dengang, han havde nogle tykke brilleglas, og han kunne slet ikke se os nede på rækkerne, så vi kunne lave al den ballade med ham vi ville, for han kunne simpelthen ikke se os. Så han kiggede det bedste han havde lært ud af de tykke brilleglas, og jeg fik min eksamen, og da jeg så senere traf ham, så skulle vi have ham til en studiekreds i Næstved. Så gik jeg hen og sagde goddag Norddal Svendsen, jeg er gammel elev 53/55 fra Ankerhus, og tænk, så kunne han huske næsten alle dem jeg havde været sammen med. Så sagde han, “Ja, men det var jo dig, der fik eksamen på sengen i den lyserøde natkjole!” Og jeg har aldrig ejet en lyserød natkjole. Det mente han nu altså det var, så det var jo egentlig meget sjovt, så fik vi frisket det lidt op igen. Han blev helt blind, og jeg besøgte ham også senere hen.
Så havde vi også almindelig husførelse, rengøring, vask og alt sådan noget. Vi havde jo mange fag, man var faktisk all round uddannet. Den gang hed det Statsautoriserede husholdningslærerinde.
Det var dengang, da det hed lærer og lærerinder. Men vi havde ingen mandlige elever den gang. Vi havde 5 nordmænd, for de havde ikke noget Husholdningsseminarium dengang i Norge, så de kom til Danmark, når de skulle i lære.
Jeg har kendt den gamle Magdalene Lauritsen, som der har været skrevet nogle bøger om, hun var ældgammel, da jeg var der, og døde året efter. Hun underviste ikke, men vi havde hende til nogle foredrag. Hun havde startet hele husholdningssagen i Danmark sidst i 1800 tallet.
Vi skulle så søge job, da vi var ved at være færdige på Ankerhus. Nu syntes jeg snart, at jeg havde været længe nok hjemme fra, så nu ville jeg lidt hjem igen. Jeg søgte på Klank efterskole i Jylland, som ligger mellem Århus og Silkeborg, og det var en lille efterskole, som simpelthen ikke havde penge. De havde 15 elever, 15 piger om sommeren, og 15 drenge om vinteren, så det var en sommerskole for mit vedkommende.
Jeg kan endnu se forstanderen gå forbi køkkenvinduet om formiddagen. Han havde også noget landbrug, og så kunne han sige: “Kan du bruge majroer i dag Birthe?”, og så skulle man bruge det, vi havde ikke noget at gøre med. Der var to gammeldags komfurer nede i køkkenet, og hvidskuret bord og skuret gulv. Det var et skrækkeligt lille køkken, og ikke noget rigtig sted at sidde og spise, men det gik jo meget godt.
Jeg troede, at nu hvor jeg var blevet færdig, så skulle jeg ikke lave al den autoritet, som var på Ankerhus, det ville jeg lave om på, jeg ville være kammerat med mine elever. Jeg startede ud med Birthe og du og al det der, og det tog fuldstændig magten fra mig.
De kom ind på mit værelse, og så havde de været inde og hente ugeblade, og så havde de været inde og gøre dit og dat, det kunne jeg faktisk ikke styre, så jeg lærte, at lidt afstand, er der nød til at være.
Så havde jeg en elev, hun havde det sådan med at gå, når vi havde spist. Så skulle hun ud og hente brænde, eller så skulle hun på toilettet eller et eller andet. Så var der een, der sagde, at Anny ligger omme ved brændeskuret og tager solbad. Det er fint, lad hende bare ligge, og så sagde jeg til de andre, at nu måtte de gerne gå fra køkkenet og op og holde middag. De stillede sig så oppe på trappen, bare op med jer, sagde jeg, og luk dørene.
Så kom hun også svingende ind med den her brændekurv. Så sagde jeg, det er i orden, nu sætter jeg mig her, så nu kan du godt begynde at vaske op og skrubbe. Det var gryder med sort sæk, altså den der skulle ned i komfuret. “Du skal skrubbe gryder og gøre komfur rene”. Og i mellemtiden havde jeg været ovre og sige til forstanderen, at hun kom ikke til undervisning den første time, den skulle jeg nok tage om aftenen. Jeg tror de skulle have dansk, hun skulle altså blive færdig i køkkenet.
Nej, hvor var hun sur, men det skete jo aldrig mere, selvfølgelig. Så det var en måde, jeg fik hende kureret på. Det var meget skægt.
Den sommer den gik, og jeg cyklede hjem, og det gik faktisk utroligt godt med at cykle, det kan jeg ikke forstå i dag.
Mit syn begyndte så småt at drille mig, mit synsfelt blev jo mindre, men jeg cyklede altså hjem, jeg havde en 25 km. hjem til far og mor.
Så tog jeg til Århus, og så ville jeg prøve at undervise i aftenskolen om vinteren. Der havde jeg 2 herrehold og 3 damehold i F.O.F., Folkeligt Oplysningsforbund. Det var rundt på skolerne i Århus, foruden at jeg meldte mig som vikar ved skolevæsenet, sådan at jeg kunne tage nogle dagtimer, i folkeskolen og være vagt ved terminsprøver eller et eller andet. og jeg var meget glad for de aftenskolehold, bortset fra, at jeg var ikke så glad, når jeg skulle hjem om aftenen. Jeg skulle igen gå efter de her gadelygter, jeg var ikke så stolt af det, men jeg tænkte måske ikke så meget. Jeg troede nok folk kunne se bedre end jeg, men alligevel, de kunne nok heller ikke se så meget, når det var mørkt. jeg var ikke rigtig klar over alvoren i det der.
Jeg begyndte så småt at søge øjenlæge, og fik også at vide, at det var ikke så godt.
Jeg prøvede så at søge ned på Sundhedslaboratoriet i Århus, fordi min far kendte den overdyrlæge, der var dernede, og jeg kunne godt tænke mig at gå laboratorie vejen. Men det måtte jeg hurtig opgive, det kunne jeg slet, slet ikke klare.
Jeg blev klar over, at jeg skulle lave noget, hvor jeg ikke skulle bruge synet mere end højst nødvendigt. Da sagde overdyrlægen til mig, at jeg skulle være glad for, at jeg kunne se at stege frikadeller.
Han måtte simpelthen, inden jeg selv fik sagt op, kalde mig ind og sige, at det kunne ikke nytte noget, jeg kunne ikke se numrene på de mælkeprøver, der kom ind, kødprøver og sådan noget, Det var altså spændende, men det duede altså ikke.
Det var et nederlag, som jeg har det dårligt med,
Da jeg så var færdig i Århus den vinter, så tænkte jeg, at nu ville jeg gerne tilbage til Sjælland igen, og så søgte jeg til Sydsjælland.
Så i foråret 1956 der tog jeg så til Sydsjælland til Lekkende ungdomsskole. Det med at finde her ned til Sydsjælland, var noget af en opgave, men jeg havde undersøgt det, og fået at vide, at jeg skulle med “Merngrisen”, en privatbane, som gik fra Næstved til Mern, og jeg skulle stå af i Allerslev.
Jeg havde ringet til forstander Hvid Petersen, at jeg kom ved den og den tid. Ja, men jeg kunne få telefonnummeret på en taxa, og så kunne jeg komme derop.
Det var mit første indtryk, og ham syntes jeg ikke, jeg kunne lide. Når man kommer så lang vej væk fra, så kunne man ikke engang hente en, så tænkte jeg, det klarer jeg vel nok også.
Jeg kom herned med toget, og jeg havde så ringet og bestilt den her bil, og så kom taxachaufføren ind, og sagde go´daw. Så sagde jeg, hvordan kunne du vide det var mig, Jo, for du var den eneste, jeg ikke kendte. Så jeg tænkte, nu er jeg da kommet på landet. Jeg skal også have min kuffert med! Den har jeg taget, sagde han. Nåh, men ork dog, det var jo alt i orden, det var jo også den eneste kuffert, der stod der. Vi kørte, og vi kørte rundt og rundt og rundt, og det gør man omkring den hovedbygning deroppe på Lekkende. Jeg sagde, her finder jeg aldrig fra igen, så skal du bare ringe til Enghave 101, så kommer jeg og henter dig!
Jeg kom så op på skolen, og det første jeg blev sat til, det var at sætte kartofler sammen med forstanderen, de første par dage. Jeg tænkte, Hvad er det her for noget, men jeg kom i gang med at undervise.
Så gik jeg tur med forstanderens kone i dyrehaven, det er jo en smuk egn, en ganske dejlig egn. Lekkende ungdomsskole var dengang hovedbygningen, der hørte til herregården Lekkende, og som igen hørte under Ålholm på Lolland.
Der var nu efterskole, der var pigeskole hele året,. Vi gik så en tur i dyrehaven, og hun spurgte så om jeg var forlovet, nej, det var jeg så ikke, ja fordi gartneren havde altså en søn. Så jeg sagde, i leger måske Kirsten Giftekniv, så snart man kommer ind her? Nej, det gjorde hun altså ikke. Det blev så gartnerens søn alligevel.
Der var ikke meget liv der på Lekkende. Der var en skytte, og der var en bestyrer og der var gartneren, og vi var 3 lærerinder. Jeg var i køkkenet, og havde dansk, regning og engelsk, som fag ved siden af skolekøkkenet, og så var der 2 håndarbejdslærere, som også havde nogle andre fag, som gymnastik o.l. Vi havde det rigtig skægt, og sommeren gik, og der var som sagt pragtfuldt der, og så kom vi frem til de skulle hjem.
Jeg lod mig så overtale til at blive den næste vinter, og der traf jeg så Ib. Jeg havde en læsekammerat, som var på Vordingborg husmoderskole som lærer, og hun havde sagt, at hun havde sendt så mange hilsener til mig, og dem havde jeg aldrig fået. Så en dag jeg var nede i gartneriet, så spurgte jeg Ib, om det var ham, der kom på Vordingborg Husmoder skole, og det var det. Så sagde jeg, om han ikke havde nogle hilsener til mig. Jo, det havde han vist egentlig. Nå, det havde jeg så fået at vide. Så det var så det. Så snakkede vi om hvor gammel hun mon var, og det væddede vi faktisk et kilo appelsiner om.
Det var så med at få at vide, hvor gammel hun var, for jeg kunne ikke huske det, jeg vidste hun var ældre end jeg, men jeg tabte væddemålet, i hvert fald, og jeg måtte så aflevere de her appelsiner, så nu har vi snart været gift i de her 41 år, så vi har altså holdt sammen siden.
Ib kom så op på skolen i fuld åbent lys, så det vidste forstanderen godt, så jeg fæstede mig så for det næste halve år, nu trak det jo med, at jeg havde Ib derovre.
Man havde så fri til det nye hold elever kom til april, og så spurgte jeg forstanderen, om jeg kunne få noget arbejde der. Der skulle gøres hovedrengøring og forskelligt her på skolen, ellers skulle jeg være uden løn en hel måned, og det havde jeg ikke rigtig råd til, og så sagde han, at det skulle han lige snakke med sin kone om, og så sagde han, at det kunne jeg godt, og lønnen var, at jeg skulle ikke give noget for at bo der. Så sagde jeg, jeg kan også bo gratis hjemme hos min far og mor, så det havde ingen interesse.
Jeg tog hjem, og jeg var så mænd ikke mere end kommet hjem, så fik jeg et brev fra forstanderen, at de ikke ønskede jeg kom på skolen, for når deres lærere havde omgang med egnens beboere, så havde det ikke nogen interesse mere.
Far blev så vred, så han sagde, at du tager ikke derover mere, jeg har altid haft et godt og trygt hjem, jeg har altid kunnet snakke med far og mor om alle ting, og far sagde, at der skal du ikke tage over, det er da en kedelig karl.
Ja, men jeg havde jo Ib derovre, og jeg tog altså også derover igen, og Ib sagde, skal jeg gå med dig op og snakke med forstanderen. Nej det skal jeg nok selv klare, og det gjorde jeg også. Jeg sagde så bare, at det blev ikke anderledes, jeg ville så have nogle fridage om aftenen , nogle fri aftener om ugen, så jeg kunne gå ned til Ib, når han ikke måtte komme på skolen. Ja, men han var meget velkommen nede i dagligstuen, Ja, men jeg tror han betakker sig for at komme her mere.
Det blev så en kedelig sommer der. Så blev vi enige om at ringforlove os til min 25 års fødselsdag, for så var det også mere åbent overfor eleverne.
Min far og mor var derovre, da vi blev forlovet, og jeg kan endnu huske, at forstanderen gik og slog græsplæne, og far gik op over græsplænen, over imod forstanderen for at hilse på ham. Men han stoppede plæneklipperen, og gik sin vej. Det var ikke det helt gode forhold den sommer der.
Jeg begyndte at søge efter noget andet, og jeg fik et vikariat i folkeskolen. Der var en landsbyskole, som hed Faksinge skole, den ligger mellem Næstved og Præstø, ikke så langt fra Præstø, og de søgte en vikar, og jeg tænkte, det prøver jeg.
Det skulle så stå sin prøve, for det var så der, det begyndte at blive rigtig svært. Men jeg fik vikariatet, og jeg var der altså i 5 et halvt år, til skolen i Præstø byggede den store skole, og jeg var der fra oktober 57 , hvor man skulle fyre i kakkelovn, jeg skulle op næsten midt om natten, for at få varme i den store skolestue, en kæmpe kakkelovn med en stor kappe omkring. Jeg skulle hugge pindebrænde, og jeg var så ræd for at få hugget i mine fingre, så det endte med, at Ib måtte hugge pindebrænde for mig, når han kom ud og besøgte mig.
Dengang var det sådan, at når lærerinden ikke var gift, så havde hun ingen mandfolk, så jeg cyklede hjem til mine svigerforældre hver lørdag. Vi sluttede først lørdag kl. 3 på skolen. Jeg havde 2 årgange sammen, det havde jeg jo heller aldrig prøvet før, sådan havde jeg ikke selv gået i skole. Anden og tredje årgang gik sammen, og første klasse gik alene om eftermiddagen.
Jeg cyklede jo hjem, for man skulle jo ikke sige lærerinden noget på. Ib overnattede aldrig på Faksinge skole, Det havde vi altså besluttet, at mit gode navn og rygte, det skulle vi da bevare, men det var også vores vilje, at vi skulle giftes til foråret.
Vi blev så gift den 3. april 1958, og jeg fortsatte så i skolen, og jeg måtte op og spørge sognefogeden, om Ib måtte flytte ind på skolen, og det skulle de også lige holde et lille møde om, men det havde man så ikke noget imod. Det gik meget på det dengang, tænk på, det er da ikke så mange år siden.
Vi havde vandpost i gården, vi havde lokum i gården, og jeg havde en kæmpe skolehave, så hvis jeg ikke havde haft Ib, så havde den set forfærdelig ud. Jeg kunne jo ikke lave ret meget i haven, det var jeg ikke vant til, og jeg kunne faktisk heller ikke rigtig se ukrudtet længere. Til sidst måtte Ib også hjælpe mig med at rette opgaver, jeg kunne rent faktisk ikke selv.
Medens jeg var i Faksinge Skole, fik vi undersøgt arveligheden, og fik at vide, både på Øjenklinikken på Blindeinstitutet og fra øjenlægen i Næstved, at min øjensygdom var arvelig, og de frarådede os at få børn.
Det blev så ikke til noget med at få børn, Ib passede hus og have der, og jeg gik med overfrakke på i det store køkken om vinteren, og vi måtte slå hul på isen i spanden, når vi skulle vaskes om morgenen, det er ikke en gang lyv, der kunne ligge et lille lag is oven på vandspanden, så det var noget med at få isflager i ansigtet. Vi lavede vandkamp, og løb hen over skolegården med vandspanden, det var jo herligt alt det der.
Vi fik mange gode venner derude, og mange af dem har vi også endnu, og det var nogle rigtige gode år. Jeg elskede de skolebørn, og jeg tror egentlig også, de var glade for mig. Jeg har da haft forbindelse med flere, efter jeg har forladt skolen.
Så skulle Præstø skole bygges, så var det også på tide, jeg holdt op.
Vi tog til en øjenlæge i København, som hed Jens Edmund, og han var den første, der havde mod til at sige til mig, at min prognose var dårlig. I løbet af en 5-6 år, så havde jeg nok ikke mere syn. Det var et ordentlig smæk, men på den anden side set, så vidste jeg, hvad jeg havde at rette mig efter.
Vi snakkede så småt om jeg skulle søge pension, men det skulle jeg i hvert fald ikke. Det vidste jeg også, at det ville min far og mor bestemt ikke synes om, vi skulle klare os selv.
Ib var gået i lære som smed, det havde han altid ønsket sig. Han kørte ellers for sin far og solgte grøntsager, men det gav ingen ting, så han gik i lære. Vi havde faktisk ingen penge, vi havde det meget småt. Vi skulle væk fra skolen i foråret 1963, og vi købte det her hus i Ammendrup, og havde min far med her ovre og min svigerfar som var gartner på Lekkende var med og kigge på det. Vi turde så købe det, for Ib var så praktisk, han kan lave alting, så derfor turde vi godt binde an med en gammel købmandsforretning, hvor der skulle laves en masse. Det kunne vi så tage efterhånden som vi fik råd til det.
Jeg havde en svigerinde, min mands søster, som var sygeplejerske på Rigshospitalet. Via hende kom vi i forbindelse med en veninde, som var blevet skilt, og ikke vidste, hvor hun skulle være henne med en dreng på 15 måneder og en pige på 2 et halvt år.
Vi ville jo gerne tjene nogle penge, så vi tog dem herned. Vi havde jo et stort hus, det så godt nok ikke særligt godt ud, men hun var også lige glad, når bare hun havde et sted, hun kunne være med sine børn. Hun flyttede herind, og gik på arbejde om natten som sygeplejerske, og børnene var her, og de boede hos os, indtil hun fandt noget andet. Det kunne give en lille skilling til husholdningen.
Det blev bare sådan en lykke for os, børnene har været meget hos os, de har også gået i skole her, og er blevet ved med at komme her, og som voksne betragter de os nærmest som forældre, og huset her som deres hjem, og det er Ib og jeg utrolig glade for, så vi fik ligesom alligevel børn
De er blevet vores plejebørn, vi har ikke adopteret dem, men det er fuldstændig vores. De har deres mor endnu, men det er ligesom os der tæller, og det kan vi så kun være glade for.
Der var ingen der kunne vide, det skulle gå sådan, som Marlene engang sagde til Ib, vi var ude at køre, og hun var ikke uden 8 9 år: “Ja, om nogle år, så kender vi måske nok ikke jer! “Det var jo egentlig ærligt sagt, det var jo ikke sikkert, de gjorde det, men det gør de altså endnu, det var jo dejligt nok.
Ib blev så udlært, og jeg søgte så min pension, fordi min far sagde, at selvfølgelig skulle jeg det, jeg har jo betalt skat altid, så selvfølgelig skulle jeg da søge min pension, og jeg fik den da også med det samme med højeste bistandstillæg.
Jeg havde jo i mellemtiden sat mig i forbindelse med Dansk Blindesamfund, det var heller ikke noget, der var så naturligt dengang. Jeg ville lære at skrive på maskine.
Jeg havde noget aftenskole hernede på plejehjemmet for unge piger og unge drenge, det var nærmest ungdomsskole, og jeg havde også noget undervisning ude i Præstø skole om aftenen, men der måtte Ib ud og hjælpe mig om aftenen med at gøre rent efter dem, for de løb jo om hjørner med mig, de smed rundt med tingene, så Ib måtte med ud og se, om skolekøkkenet var i orden.
Det var surt tjente penge, men jeg ville jo så gerne beholde noget arbejde i min uddannelse, men det var svært, og jeg ville ikke fortælle nogen, jeg så dårligt, det måtte de jo ikke vide. De har selvfølgelig vidst det alle sammen, men det ville jeg ikke vise at jeg så, så dårligt, som jeg gjorde.
Det var mit mål, at jeg ville lære at skrive på maskine. Jeg ringede til Blindes arbejde i Næstved, men det kendte de ikke noget til, men jeg kunne da prøve at ringe til Dansk Blindesamfund. Det gjorde jeg så, jeg ringede ind til Randersgade, og de kunne så fortælle mig, at der boede en blindekonsulent i Præstø, og hende kunne jeg så kontakte.
Det var så Karen Petersen oppe i Lundegård, og hun kom her med bussen. På det tidspunkt havde vi nogle låger, hvor der var en pind i midten, hvor de her låger skulle samles, og stoppe en pjårt ned i, og det snublede Karen over. Jeg kan huske det endnu, hun snublede over det, da hun gik ind, og så tænkte jeg — Nåh! det var da egentlig meget rart, at der var andre, der kunne sådan noget end lige mig. Jeg havde også dækket her, hvor vi nu sidder til kaffe til Karen og mig, og det var en hel lettelse at snakke med en, som også så dårligt og som havde de samme problemer, det troede jeg sådan set, jeg var helt alene om i denne Verden. Karen gik meget lempelig frem, hun kunne godt mærke, at jeg ikke var moden hverken til det ene eller det andet, jeg ville bare lære at skrive på maskine, det var det eneste, der stod mig i hovedet.
Hun sagde så, at det var helt ovre i Jylland, hvis jeg skulle lære at skrive på maskine, men det skulle jeg jo selv om, men jeg ville altid kunne ringe til hende, hvis det havde interesse.
Karen var meget diplomatisk, og jeg kan endnu huske, at Ib gik og malede vinduer heromme bagved, og så gik jeg om, da Karen var taget af sted. Ib spurgte, om jeg fik noget ud af det, ja, det gjorde jeg jo, jeg kan godt komme til at skrive på maskine, men så bliver det i Jylland. Nå, jamen det vil du da ikke.
Så tænkte jeg, han ved godt jeg er et pivehoved, og at jeg ikke vil ret meget, men nu skulle jeg vise ham. Jeg ringede så til Karen, og sagde, at det ville jeg gerne.
Jeg var i mellemtiden blevet opereret inde hos Boberg Ans. Han prøvede at operere ved at tage noget muskel inde bag ved øjet, og lægge ind genne synsnerven, og se om der ville komme næring til nethinden, og det blev godt en 14 dages tid, men så var det altså slut med det. Det kostede vi selv, og det var dyrt, og det var ophold på en privatklinik, men det måtte vi så suge lidt mere på lappen for, at jeg kunne komme derind.
Jeg fik nogle blokader inde hos en dr. Nandrup inde på Dalgas Boulevard. Jeg tog bus til Valby, og så travede jeg fra Valby til Dalgas Boulevard, og jeg fatter ikke i dag, at jeg ikke kom noget til, det er så ubegribeligt. Det var lige inden, jeg kom på senblindekursus, jeg havde hverken stok eller noget, og jeg måtte somme tider stå på gaden og lytte og finde ud af, om jeg nu var uden for den dør, jeg skulle ind ad, og så prøve om det var det dørhåndtag.
Vi kørte også sommetider derind, men vi havde faktisk ikke råd til køre derind ret meget, jeg var næsten nød til at tage bussen, det var altså billigere.
Så kom jeg op til ham, og han sagde til mig, har du slet ikke noget på dig, som viser at du ikke kan se? Nej, sagde jeg. Hvad du gør ude på Bøhlandet, sagde han, det er jeg ligeglad med, men prøv en gang og tænk på, hvis nogen kører dig ned herinde i København. Du kan blive ødelagt, det er så hvad det er, men du kan ødelægge et andet menneskes liv fuldstændigt, ved at have gjort det.
Det skal jeg love for, den sad, det fik mig virkelig til at tænke overtingene. Jeg har brugt den mange gange senere mine kursister, det er jo nemlig rigtig, det er jo ikke kun os selv, det går ud over.
Jeg drog til Hobro, og Ib kørte mig til København til Lyntoget, fordi dengang skulle man jo gå ombord på færgen, det var kun lyntoget, som blev færget med, og det kunne jeg jo slet ikke finde ud af, jeg kunne jo ikke ret meget.
Ib satte mig i Lyntoget, og foran os, da vi gik ned, kunne jeg gennem tårer se, at der gik nogen. Så sagde Ib, prøv at se der, det er måske også en , der skal derop.
Det var så Kaj Agerbæk og hans kone, der havde fulgt ham til Lyntoget. Kaj Agerbæk gik sådan lige med hånden op på sin kones Ingas skulder, sådan så han vidste, hvor hun var henne. Se der er nogen, som kan finde ud af det, sagde Ib men det var jeg fuldstændig ligeglad med.
Jeg satte mig ind i Lyntoget , og jeg troede ikke, jeg var gift, når jeg kom hjem igen, jeg troede ikke jeg havde min mand, for hvad skulle han beholde sådan et skrog til, der var jo ikke meget ved mig.
Jeg tog af sted, og så kom fru Dyssel fra Instituttet igennem toget, og så spurgte hun mig, om jeg skulle til Hobro. Ja, græd jeg, det skal jeg. Hun sagde, når vi kommer på færgen, så går vi op og får en kop kaffe, og hun prøvede at gøre alt muligt for mig, jeg var ikke mange sure sild værd, og så blev jeg så glad for at være deroppe.
Det vendte jo fuldstændig op og ned , så det blev næsten for voldsomt, da jeg så kom hjem, fordi så var jeg helt over i den anden grøft, så kunne jeg faktisk alting. Jeg kunne skrive på maskine, jeg kunne læse punktskrift, jeg kunne lave håndarbejde, jeg kunne gå med den hvide stok, jeg kunne det hele, indtil jeg sådan faldt lidt ned, hvor det så skulle være.
Det var tre uger, men jeg havde jo min far og mor ikke så langt væk, så jeg tog hjem dengang på weekend. Dengang måtte man godt forlade kurset, måske ikke så gerne, men jeg fik altså lov.
Jeg var meget glad for det ophold, og det gav mig stødet til at jeg nu kunne se, at det var indenfor den verden, at jeg skulle begå mig. Det var Karen også godt klar over, så det var bare sagen.
Jeg skulle gå Mobility på Senblindekurset i Hobro, det blev jeg så betaget af, der var jeg jo heller ikke hjemme i mit eget miljø, det kunne jo ikke sammenlignes, for der var jo ingen der kendte mig i Hobro by. Da jeg kom hjem, skulle jeg til Præstø med min lange hvide stok, jeg var ikke meget for det, men jeg havde jo en herhjemme, der ligesom skubbede til mig, at jeg skulle fortsætte med at bruge den stok.
Den første dag jeg gik i Præstø med den hvide stok, da gik jeg jo op ad gaden. Jeg var ikke meget for det, jeg mente jo ellers, jeg var ekspert i at bruge den, men den hang jo i fliserne derude i Præstø. Så kom der en lille pige cyklende på sin trehjulede cykel, og så siger hun, hvorfor går du med fiskestang på gaden? Så sagde jeg, at det var ingen fiskestang, og så fortsatte jeg, og så kom jeg i tanke om, at det ikke var noget særligt pænt svar, at give sådan en lille størrelse, så jeg vendte mig alligevel om og kaldte på hende, om hun ikke lige ville komme hen til mig. Så forklarede jeg hende hvad det var, at den hverken var magisk eller noget, hvis hun smed sin cykel osv. osv. så ville det være stokken, der ramte cyklen og ikke mine skinneben. Det havde vi en snak om, og så satte hun sig på cyklen, og så vendte hun sig om, og sagde nåh! Og jeg vidste jo godt, at nu skulle hun i hvert fald hjem til sin mor, og fortælle hvad hun havde mødt, og hun glemmer det naturligvis aldrig.
En anden gang mødte jeg en dreng, der gik i første klasse, det var sne, og det var inden jeg fik hund. Der var sne på gaden og på fortorvet, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af det. Jeg skulle hen til tandlægen, og jeg gik fra rutebilen, og der hjælper mobility ikke ret meget, når der først er sne, men der var skrabet nogle steder. Så kom der en knægt og sagde, om vi skulle følges ad. Det var meget fint, sagde jeg. Skal du også hen ad Jernbanegade, Ja det skulle han, og vi gik og snakkede, og så siger jeg, hvem har fortalt dig, hvad den her stok betyder? Det har vi lært i skolen! Det var sørme fint, det må du gerne sige oppe i skolen, det var flot, nu har du hjulpet en, der ikke kan finde ud af det. Pludselig kylede han tasken over havelågen. Du bor måske her? Ja, svarede han. Jamen jeg kan godt finde hen til tandlægen, nu er der kun 3 huse, Arh! jeg må hellere gå med, sagde han. Det gjorde han så, det var bare så sødt af ham, der er børn jo så dejlige og så umiddelbare, de har ikke lært at blive generte endnu. Voksne vil også gerne, men de ved ofte ikke hvordan, de skal takle de ting der.
Jeg blev medlem i sommeren 67, og så tog jeg på senblindekursus i efteråret 67, og så kom jeg i kredsbestyrelsen foråret 68.
I april 1968 holdt H.C.Seierup op som landsformand, og Svend Jensen blev hans efterfølger.
Sjællandskredsen kreds 2, som dækkede hele Sjælland, foruden København 1. kreds, skulle nu deles op, og der skulle nogle nye kredsbestyrelse til.
Jeg husker endnu, jeg lå med influenza herhjemme, og pludselig kom der en på cykel, det var Børge oppe fra Lundegård. Vi havde ikke telefon dengang, og han kom og bankede på. Han skulle hilse fra Karen, og sige, om jeg kunne tage med til Roskilde næste dag til et møde, for de var interesserede i at bruge mig til noget.
Da Ib kom hjem fra arbejde, var jeg klædt på og det hele. Jamen du godeste er du rask, spurgte han.
Ja, det var jeg, for nu kunne de bruge mig til noget, så nu var jeg meget, meget bedre, og jeg skulle til Roskilde næste dag. Ib sagde, mon jeg ikke skal se, om jeg kan få det lavet, så jeg kan køre for jer, så han kørte for Karen og mig derop.
Vi var så to nye , den anden hed Eigild Frank, og han havde været medlem noget længere end jeg, og så var der Karl Vilhelm Andersen, som var formand for Sjællandskredsen. Vi blev så lukket udenfor, for de skulle diskutere, hvem de skulle foreslå som kredsformand.
Det blev så Eigild Frank, og jeg blev opstillet som bestyrelsesmedlem. Jeg blev så valgt i Næstved, på det der hed Vises Hotel, det lå lige over for banegården, og der holdt vi alle vores bestyrelsesmøder, og vi holdt generalforsamling, vi lavede studiekreds, og dengang kunne man godt risikere, at komme til Næstved kl. 10 om formiddagen, og så begyndte mødet ikke før end kl. 12 eller halv tolv. Der var ikke så mange forbindelser, og vi sad over på banen, eller vi gik over på hotellet. Det var der ingen snakken om, der var ikke nogen fællestransport eller noget, men det var der jo ingen, der havde, alle prøvede at klare sig selv.
Senere holdt vi vores møder henne på Kvægtorvet, det er vist også ryddet alt sammen nu, jeg blev i hvert fald valgt deroppe, ingen kendte mig, jeg var helt ny. Der var nogen lidt ældre, der var opstillet, men Karl Vilhelm snakkede godt for mig, det var meget pænt af ham. Svend Jensen var nede og præsentere sig som den her mand, som skulle være landsformand. Han var blevet valgt, men skulle først tiltræde 1. april, det må så have været sidst i marts.
Jeg var så i bestyrelsen, og jeg fik ikke faktisk ikke rigtig nogen opgaver, det var jeg lidt sur over, for jeg syntes godt, at jeg kunne lave noget, så jeg sagde så, at hvis jeg ikke kom til at få noget arbejde, så syntes jeg ikke rigtig, at det var spændende at sidde som minister uden portefølje, så gad jeg ikke rigtig .
Så fik jeg noget med undervisning, aftenskoleundervisning, og vi måtte så også have telefon, og det hjalp Dansk Blindesamfund mig til, og det syntes jeg da var meget spændende, det kendte jeg da noget til. Så skete der et eller andet, med Eigild Frank noget uoverensstemmelse med en legatansøgning, det var vist ikke så forfærdeligt meget, det var i hvert fald nok til han blev vred, han gik sin vej.
Karen og jeg blev kaldt til Roskilde igen, fordi nu skulle der altså ske noget, og det var i efteråret 1969, og dvs., jeg blev så valgt på generalforsamlingen den 9. september som kredsformand i de gamle Præstø og Sorø amter.
Der skete en kredsomlægning senere i 1980, og det blev så 11. kreds Sydsjælland, og jeg vil så sige, at jeg gik så af som kredsformand i 1997, det skulle have været den 6. september, det var så min skyld, det ikke blev den dag, for vi blev inviteret til et bryllup. Det blev så 3 uger senere, det var den 28. september, jeg så gik af som formand, så det var 28 år jeg var kredsformand. Det er nok de år, der har været bedst. Jeg har mange gode barndoms og ungdomsminder, men det er nok der, hvor jeg har viet mit liv til Dansk Blindesamfund som tillidsmand, som har givet mest. Det må jeg nok sige.
Det var så ligesom jeg skulle have lidt andet end lige det at være kredsformand, selv om jeg synes det er et fuldtids job, hvis man skal gøre det godt, det håber jeg så, jeg har.
Jeg ville gerne undervise igen i husholdning, og jeg søgte i amtet, og jeg tog et A.V.G.-kursus, som det hed dengang. og så skulle man have H.S, men det mente jeg ikke var nødvendigt, når jeg havde eksamen som lærer, og det var det så heller ikke. Bent Vedsø var dengang i amtet, og han skrev en ansøgning til undervisningsministeren, om jeg kunne få lov til at undervise som blind i husholdning. Det fik jeg så lov til, så det var meget sjovt, jeg var nok den første og måske nok den eneste uddannet husholdningslærer, som har undervist som blind.
Jeg har undervist lokalt i Næstved på Kildemarksskolen der har jeg undervist i ca. 20 år. Andreas Andersen og jeg oprettede vores eget oplysningsforbund i 71 tror jeg, det første år havde vi Næstved kommunale aftenskole, men så fandt vi ud af, at vi ville lave vores eget. Vi var også et af de første amter, der lavede pårørendekurser, det var jeg også med til at lave. Det var meget spændende, det lavede vi på vandrehjemmet i Næstved bl.a.
Jeg har som sagt haft min egen undervisning og jeg har tilrettelagt megen undervisning i kredsen, og jeg har som følge deraf siddet i hovedbestyrelsen i alle de mange år.
Jeg har siddet i en masse udvalg, jeg har redigeret noget, det man den gang kaldte Husmoderbladet, det der hedder Den Sorte Gryde nu, og som hed Mad og Strik i mellemtiden, det redigerede jeg i mange år. Jeg har siddet 8 år i Den Sociale Ankestyrelse, som beskikket medlem. De første 8 år var jeg beskikket medlem, man kunne sidde to perioder a 4 år, og jeg kan huske, da Svend Jensen ringede og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at blive indstillet til det gennem DSI, så sagde jeg, det er jeg da ikke klog nok til, med alle de paragraffer og al det. Nej, sagde han, du skal være beskikket medlem, og dvs. at du skal tage de menneskelige aspekt ind, og det er derfor vi spørger dig, og det var så rigtignok.
Så havde jeg en søster Agnethe Larsen, som blev almindelig folkeskolelærer med husholdning som speciale fra Gedved Seminarium. Hun var 5 år yngre end jeg, desværre fik hun lungekræft for nogle år siden. Hun boede i Kolind på Djursland. Hun oprettede sådan set senblindekurserne i Århus amt, det var hende, der startede de lokale senblindekurser op, som endnu går vældig godt, men hun døde for snart 4 år siden af lungekræft, og det var et stort tab for mig. 2 år i forvejen døde min far, Nethe døde i 95 og min far døde i 92, han var da godt nok gammel, han var født i 1905, men det var som jeg syntes, at far og mor dem kunne jeg da slet ikke undvære. Min mor overlevede så Nethe, og det rejste hun sig aldrig rigtig fra, at hun mistede sin datter, og det er der ikke spor at sige til, det har været meget svært for hende.
Jeg mistede så mor, det er snart et år siden, mor døde i februar 1998, men alligevel kan man sige, dengang var jeg 65 år, det er flot at have sin mor, når man er så gammel. Det har jeg så også nydt altid, men hun var gammel og svag, og det var godt mor slap.
Jeg har så en bror, der er 10 år yngre end jeg, og som ikke fejler noget på øjnene. Han er ingeniør, og har været ved Dansk Shell i mangfoldige år, han er nu i et andet firma. Ham og hans kone var udstationeret i Grækenland i 3 år først i halvfemserne, der var vores dreng Søren og hans kone og jeg nede at besøge Ulla og Richard, som min bror hedder og det var en stor oplevelse. Jeg blev slæbt på Akropolis og jeg ved ikke alle de steder hen. Det var meget spændende, og Søren er utrolig dygtig til det der, han har altid forstået at være ledsager, og ligesådan på Bornholm har vi haft ham med. Marlene er noget af det sødeste, men hun er ikke så god en ledsager som Søren. Søren er god til at man oplever en masse, man skal røre ved alting osv. Vi nærmest løb op og ned ad Akropolis, og det er kun ham, der kan det der. Han har bare sådan et styr på det hele, så jeg var glad for, at de var med dernede. Der er nemlig sket det inden for de sidste 8 10 år, at Ib har fået Sklerose, og går derfor ikke så godt. Det er trist, vi syntes vi har haft nok i handicap, det var det så ikke, så det må vi tage med også. Han kunne ikke døje at tage med til Athen, han havde slet ikke lyst, når han ikke kunne være med til al det her vandren, så ville han slet ikke med, så derfor tog de andre to med mig derned. Det var en stor oplevelse.
Jeg har også rejst utroligt meget for Dansk Blindesamfund. Jeg har været formand for det der hed udvalg 5, det var teknik og miljø i sin tid, da de her udvalg blev startet op.
Jeg har været i Italien, jeg har været i Strassburg, og jeg har været i Øst Berlin, i Vest Berlin, jeg har været i Stockholm, jeg har været i Norge ind til flere gange for Dansk Blindesamfund, både på Hurdal centret og på deres gamle center , ja jeg har rejst rigtig meget for Dansk Blindesamfund, og det har været meget, meget spændende.
Jeg har været på Island, det var første gang, jeg var ude at flyve. Torben Koed Thomsen var også med derop, vi var mange, og vi sad så i flyveren, og jeg fortalte ham så, at det var første gang, jeg var ude at flyve, og så ville han fortælle mig, at det her til venstre for mig var en nødudgang. Så kom der en stewardesse, og hun sagde, kan i ikke se? Nej, det kunne vi ikke. Gud! så må i ikke sidde her, og så sagde jeg, at nej, jeg tænkte nok, at vores liv ikke var så meget værd som andres . Det skulle jeg ikke have sagt, for det blev hun jo stødt over, men vi måtte ikke sidde der ved nødudgangen, så kan folk jo ikke komme ud hurtig nok, så det var min luftdåb. Det var smadder skægt at være deroppe i Island.
Jeg har truffet mange sjove blinde udlændinge, jeg har haft et utroligt rigt liv i Dansk Blindesamfund, det har jeg altså.
Jeg er ikke den, der har meget rejselyst, men for sagen gjorde jeg det. Der har jeg så altid haft ledsager med.
Senere blev jeg så formand for det udvalg, som hed 2, og det er det der hedder social og arbejdsmarkeds politik i Dansk Blindesamfund, det var også utrolig spændende. Åge Michelsen og jeg var så til kongres i Sverige, det var noget af det sidste jeg lavede.
Når man er kredsformand i Dansk Blindesamfund, så er man også formand for det eventuelle Solgave plejehjem, der ligger i ens kreds. Næstved var det anden sidste plejehjem, som Dansk Blindesamfund var bygherre for. Vi byggede i alt 6 plejehjem,
og Næstved var det anden sidste, og det blev taget i brug i 1976, så der er snart jubilæum.
Byggegrunden, som Dansk Blindesamfund købte, den blev beset og faktisk købt , den dag jeg kom ind i bestyrelsen sidst i marts 1968, så der gik jo altså en del år, hvor Kaj Kramer og jeg diskuterede om vi skulle dyrke kartofler på grunden og så sælge dem på torvet, og hvad vi ellers kunne finde på af sjov. For naboerne klagede over al det ukrudt, så de fik ukrudtsfrø ind i deres haver og sådan noget. Vi kunne ikke få byggetilladelsen i orden, og så kom der nogle restrektioner, så vi måtte tage noget fra byggeriet, og nogle andre konstruktioner, som ikke var lige så dyre. Så skulle vi have det tilbage igen, men det lykkedes så sådan, så vi kunne tage det i brug i 76.
Jeg var til adskillige byggemøder, det så man gerne i forretningsudvalget. Jeg tog op og viste mig, jeg havde ikke ret meget forstand på, det de snakkede om håndværkerne imellem, med arkitekten og konduktører og sådan noget, men jeg har skam siddet i skurvogn mange gange med alle de her håndværkere, og det var virkelig sjovt. De var nu altid søde og rare, og de viste mig rundt, når der var noget som der var så meget færdig, så man kunne opleve noget af det. så der har jeg så siddet som formand i den bestyrelse lige til jeg gik af som kredsformand.
Det er et meget velfungerende plejehjem, og vi har i hvert fald sagt i mange år, at det var flagskibet, det er et flot byggeri, og et velfungerende plejehjem.
Haslev hørte også med til de gamle Præstø Sorø amter, og derfor var jeg med dengang, vi byggede huset i Haslev, med de 24 lejligheder, og det var meget spændende. Jeg var med og mure grundsten, og det var i juni måned 1971. Der blev lagt mønter i et rør, og det blev loddet til og lagt ind, det var meget højtideligt, jeg havde aldrig været med til sådan noget før. Det regnede, og det regnede, der var trukket presenninger, nærmest som et telt henover, og medlemmer var inviteret til at komme med, og vi fik et eller andet at spise. Jeg tror det var socialudvalgsformanden i Haslev kommune, og så var det mig og så var det Svend Jensen, der murede grundstenen. Jeg kan huske Svend stod og sagde, om jeg kunne mure. Jeg aner det ikke, sagde jeg, jeg havde prøvet lidt herhjemme, for vi var ved at få lavet noget. Mureren var her, for vi var ved at få lavet en mur herude til vores terrasse, der fik jeg lov at prøve lidt med den. Det var ikke noget særligt effektivt, men Svend forklarede mig, at hans morfar var murerarbejdsmand, så han kunne i hvert fald mure.
Min sten sidder altså også skævt, Ib sagde bare, at den sidder smask skævt. Da jeg havde sat den på. Så skulle vi udtrykke nogle gode ønsker for byggeriet.
Det hjalp nu ikke ret meget, det har egentlig givet os ret mange kvaler i Dansk Blindesamfund, både økonomisk og med det flade tag, som var utæt. Ib og jeg har kørt derhen mange aftener, og har stillet baljer op og sådan noget.
Det var noget værre noget, men det er nogle dejlige lejligheder, det har det altid været. I hvert fald sad stenen pil skævt, vi kan ikke finde den nu, vi har været gået rundt om hele huset, og Ib ved også godt nøjagtig, hvor det foregik, men de må have rettet den , da vi var taget derfra. Det var måske også meget godt, for den var meget skæv. Så fik man prøvet det også, det var da meget morsomt.
Jeg har skam været til mange forhandlinger med Haslev kommune, og haft det hyggeligt og rart. Jo jeg har været i forbindelse med mange spændende mennesker.
Der gik jo også et 25 års jubilæum ind i mellem al det her, det slap jeg jo ikke rigtig for. Det var jeg da også glad for, at de gerne ville holde jubilæum for mig, så det var blevet 94. De havde sat alle sejl til den kære bestyrelse, det er jo klart, jeg har haft mange forskellige i bestyrelsen igennem så mange år. Det blev holdt nede på hotel Kirstine i Næstved med en reception, hvor jeg havde den glæde, at der kom kommunal og amtsfolk. Der kom selvfølgelig mange medlemmer, og det var jeg utrolig glad for og jeg var også glad for, der kom nogen officielle, som jeg har haft megen berøring med. Jeg har siddet i synscentralens bestyrelse i indtil flere perioder, og jeg har siddet i det amtslige brugerråd i 12 år, jeg har siddet i Ankeudvalget for trafikselskabet i 12 år, det var jeg i øvrigt med at starte op, så jeg har haft mange opgaver, det ene har været mere spændende end det andet.
Nu har jeg tilbage Folkeoplysningsudvalget i Præstø kommune, og så har jeg en lille omsorgsklub i Præstø, hvor vi er 12 14 stykker, og det nyder jeg meget ,det er meget hyggeligt.
Det er sådan, hvad jeg syntes, jeg har lyst til. Så har jeg mine senblindekurser på Fuglsangscentret i Fredericia, hvor jeg fortrinsvis underviser i det der hedder dagligdagen i køkkenet, det er der jeg har min styrke. Og det sociale med kursisterne, det er også noget , jeg er utrolig glad for. Men det lakker jo mod, at jeg skal se at tænke på, at trappe endnu mere ned. Jeg bliver som sagt 67 til sommer, og det kan de ikke være tjent med.
Jeg syntes, så længe jeg har det godt, har jeg ligesom også lyst til at blive ved, det er svært at holde op, når det er ens kæphest.
I øjeblikket arbejder vi meget med de nye ældre. Efterhånden som årene går, er de der bliver ældre nu meget anderledes, det kan vi allerede mærke, det slår igennem. Det er ældre, som kender deres ret for det første, men de kender også mål og deres muligheder, og de forstår at stille krav. Vi har ikke den der ydmyge type, så meget mere som vi har haft, fordi mange af dem har været på arbejdsmarkedet, og de ved godt hvad det handler om. De kommer og siger, jeg vil gerne lære det og det, og når de har lært det, så er det det, og det er en hel ny måde at undervise på. Det er meget spændende og en stor udfordring. Nu er det også kun på 14 dage, så er man altså også brugt.
Jeg har førerhund, jeg har nummer 3 førerhund nu, en schæferhund. Først fik jeg en Østtysker i 77, der hed Cati, og i 86, der fik jeg så Niki, en schæfer han, og så har jeg så Clyde nu, som jeg fik i 93, og han er så dejlig. Han er bare lidt gal på andre hunde en gang imellem, men han er ellers dejlig. Han er en kærlig hund, så jeg kommer godt omkring med førerhund, men de jo ikke sådan at have med til udlandet.
Apropos Ankerhus, der havde jeg 40 års jubilæum for snart 4 år siden. Så blev der skrevet til mig, at der var jubilæum. Det blev jeg forbavset over, for jeg havde droppet forbindelsen, kappet det hele over, fordi når jeg var blevet blind, så havde jeg ikke interesse i at snakke med nogen af dem , og det fik jeg aldrig taget op igen. Ja, det passer ikke helt, jeg havde haft forbindelse med en veninde ovre i Vestjylland, hvor Marlene rejste over med mig på Staby Efterskole, hvor vi besøgte Hilda der. Hun havde så samlet nogle få stykker af jyderne, hvor jeg så rejste mig og sagde, som det var gået mig, men det var kun nogle ganske få stykker, så var det ligesom jeg havde tabt det igen. Da var Marlene ikke andet end en stor pige 10 12 år eller sådan noget, da vi rejste derover.
Så havde jeg 40 års jubilæum, og så kom der bud rundt, om man havde lyst til at være med til det, og det blev så holdt på dagen før Ibs 65 års fødselsdag. Så sagde jeg, åh, det var ærgerligt Ib, men han svarede, at jubilæet kommer ikke igen, det gør mine fødselsdage forhåbentlig, så det skulle jeg tage af sted til.
Det skulle så holdes i Jylland, fordi en af vores kammerater er på en efterskole, Egå efterskole, og hun måtte låne hele skolen, bare hun ville lave det, når eleverne var taget på sommerferie. Vi lånte hele skolen gratis, det var jo pragtfuldt. Ud af 42 elever, der mødte 26, og det syntes jeg var flot. 6 7 stykker er døde, der var også nogle af nordmændene, der kom derned.
Jeg kørte sammen med en, der bor henne ved Gisselfeld, hende fik jeg så forbindelse med, og så tog jeg toget tilbage, for jeg skulle jo tilbage tidligt næste morgen, så jeg kunne komme hjem og holde fødselsdag.
Det jeg var spændt på, det jeg egentlig vil fortælle med det, det er hvordan ville mine kammerater møde mig, hvordan ville jeg møde dem, ville jeg kunne kende dem osv. osv.
Ved i hvad, jeg var stort set den der kendte flest, for stemmer forandre sig ikke ret meget, men det gør udseendet. Nogle var blevet tykke, nogle var blevet højere, nogle var blevet gråhåret, nogle var blevet hvidhåret, andre skiftet frisure og helt anden påklædning , og nogen lignede bare sig selv i påklædningen osv. osv., men stemmerne, det var ikke altid jeg kunne sætte navn på dem, jeg vidste hvor de havde boet henne på seminariet, og det havde vi meget sjovt med. Jeg kunne næsten ikke sige noget, da jeg kom hjem næste dag. Vi havde snakket og grinet, og snakket hele dagen og hele natten, det havde været så sjovt, og de andre åndede lettet op, at jeg var stadig dem Birthe, de kunne snakke med og grine sammen med.
Vi var blevet bedt om at tage albums med, og det sagde jeg med det samme, nu håber jeg ikke, i gør det for langvarigt, det med de album, for det gider jeg ikke at være med til. Og sådan kørte vi tonen hele tiden.
Vores gamle lærer fik en omgang. Nej, Nej, Nej, hvor var det sjovt, men det er pudsigt, at man så alligevel kan kende nogen, og man kan lære de andre at sige, du er godt nok blind og det er ikke særligt spændende, men det kan lade sig gøre, og være sammen med andre mennesker og al det der, og det syntes jeg var en rigtig dejlig oplevelse.
Så nu er jeg selvfølgelig på julekort og al det med dem, og da jeg havde været i Florida, havde Marlene sørget for, at det kom i avisen. Jeg måtte så lave et interview med mig om min Amerikarejse, fordi den havde været lidt kompliceret, og det avisudklip ringede hende fra Gisselfeld, om hun måtte tage kopier og sende dem rundt til alle de andre Ankerhusere, og det syntes jeg da var meget skægt, så det har jeg fået en masse reaktioner på til jul i år, så det er da sjovt.
Den her Eva, som jeg nævnte, jeg var i England sammen med, vi har haft forbindelse altid. Hun kom til Nato i Oslo, og blev forelsket i en amerikansk soldat, og giftede sig også med ham og flyttede til Florida. Hun har så tit spurgt, om jeg ikke kom til Florida, og jeg sagde ork jo, ork jo men det var jo slet ikke noget, jeg troede på. Da jeg så skulle holde op som formand, så sagde Ib til mig, Nu syntes jeg, medens du har kræfterne, og har mod på det, så vil jeg give dig turen, så du kan rejse over og besøge Eva.
Jeg skyndte mig at sende hende et bånd med det samme, “nu kommer jeg altså”, så hun havde også nær tabt båndoptager og det hele, det troede hun slet ikke på. Der rejste jeg så over lige efter min mors død i marts 98, og var i Florida i 14 dage, og rejste med en masse besvær, men jeg kom derover, og jeg rejste alene derover, og det syntes jeg nok også var noget af en udfordring, at jeg selv tog af sted, og måtte klare mig med det engelsk, jeg nu efterhånden ikke bruger så tit mere. Da det begyndte at knibe med forsinkelser, og mit fly var væk ved Amsterdam, og al sådan noget, så kunne jeg lige pludselig en masse engelsk, så måtte jeg til at brokke mig. De ville lokke mig på hotel, men det ville jeg ikke, for som blind kan man ikke tåle, at det som bliver planlagt ikke fungerer. Man har svært ved, at der lige pludselig sker en masse andre ting. Jeg har talt med en masse erfarne blinde, de ville også have nægtet det, så de måtte finde på en anden flyvemaskine. Jeg kom med een en anden vej og jeg nåede jo frem til hende med 7 en halv times forsinkelse.
Vi havde 14 pragtfulde dage derovre, og der ved de også godt, hvad den hvide stok er. Det er utroligt som den bliver respekteret, fuldt så meget som i Danmark, og de er utrolig opmærksomme på blindheden i Florida, det var de altså virkelig.
Da jeg kom hjem igen, stod vores barnebarn Marie Louise i Lufthavnen og tog imod mig med en langstilket rose, og sagde “welcome home Bedstemor”, og da var jeg endnu rigere på minder end jeg havde været hidtil, og det er dejligt.
Egentlig har jeg ikke så meget andet at sige, end jeg kan håbe på, at jeg stadigvæk kan blive ved med at lave noget for Dansk Blindesamfund, så jeg kan give noget mere væk af erfaring til andre. Jeg er ikke informatør, men der er af og til nogen der spørger fordi jeg er lokal, om jeg har lyst til at komme og fortælle, og nu her i februar måned, skal jeg ud og fortælle om, hvordan det har været at være tillidsmand , og hvordan det sådan i det hele taget er at være blind. Det er jo ikke noget, man kan sætte andre ind i, hvordan det er at være blind, men kun erfare ved selv at være det.
Det er jo rart, at der endnu er nogen som kan bruge en til noget.
