Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med:
Kirsten Andersen
Født den 16. august 1907 i Randers. Født Mikkelsen og gift i 1936 med Arnold Andersen.
Interviewet af: Informatør Birthe Hermansen
Jeg blev født meget svagsynet i Randers i 1907, og mine forældre toldassistent Poul Vagner Mikkelsen og Ragnhild Mikkelsen besluttede, på grund af mine dårlige øjne, at flytte i nærheden af Blindeinstituttet, så vi flyttede ind på Østerbro i Marstalsgade, hvor vi boede til 1933.
Jeg havde nogle dejlige fornuftige forældre, der nok var klar over, at de på en vis måde skulle passe på mig, men de skulle heller ikke ødelægge mig, så jeg blev uselvstændig og ingen ting kunne.
Vi boede i en dejlig ejendom, med en pæn og rolig gård. I Gården sad gerne de store piger på 12-13 år med deres sytøj, og de ville gerne have småpiger omkring sig, som de kunne tage sig lidt af, så der fik jeg lov til at komme ned og være sammen med de andre børn fra ejendommen. Da vi blev lidt større, rendte vi også ud på gaden.
Hvor meget syn havde du den gang?
Jeg syntes selv, jeg så vældig godt, men øjenlægerne sagde, du må ikke kalde det syn, du har en stærk udvidet lyssans, som du har lært at benytte.
Jeg fik nogle knubs af og til, men det tog jeg ikke så tungt, og jeg har leget med andre børn lige siden jeg var helt lille.
Noget af det mest dramatiske ved min barndom var nok, en gang der var ildebrand. dengang kørte de med hestesprøjter, og så kom sprøjten ned af Ndr. Frihavnsgade, som er en meget befærdet gade, og de andre børn løb efter den, og det gjorde jeg også, og vi løb helt ned i Frihavnen, hvor jeg først krydsede Ndr. Frihavnsgade, så Strandboulevarden og Østbanegade og ind gennem porten til Frihavnen. Dernede var der nogle spor til godstogene, og der havde jeg en gang fået foden ned i sådanne spor, så det var jeg bange for, så da jeg nåede til disse spor, turde jeg ikke løbe med længere, og så gjorde jeg noget dumt, for jeg vendte om, og løb selv alene hele vejen tilbage.
Jeg var selv klar over, at det nok ikke var så godt, det jeg havde gjort, og jeg løb op til min mor, og hun spurgte forfærdet, hvad er der dog sket? Og jeg fortalte hende så det hele. Hun skældte heldigvis ikke ud, hun fortalte senere, at hun var så lykkelig over, at det var gået godt.
Var din far toldassistent nede i Frihavnen den gang?
Nej, han kunne godt have været der, men dengang var der mange toldsteder i København, og man skiftede ca. hvert kvartal, for ikke at blive ensidige.
Jeg var det første barnebarn i familien, og i 7 år var jeg alene om at være hele familiens kælebarn. Det gjorde nok, at jeg aldrig har følt mig til overs, det er jeg blevet klar over senere, at det er der mange blinde børn der har gjort. Efter 7 år fik jeg så en lillebror, og næsten samtidig fik min faster en søn, så var vi da 3 børn, men det har altid været en lille familie. Det er så mærkeligt, for jeg har rendt på gaden, og der er ikke sket noget, men da min lillebror var 5 år, blev han kørt ned og døde.
Det var ganske forfærdeligt, men livet skal jo gå videre.
Da jeg var 7 år skulle jeg i skole, men mine forældre ville meget nødigt have mig til at bo på Blindeinstituttet, men forstander Plesner sagde, at jeg skulle i hvert fald ned på Refnæsskolen, det var de ikke særligt glade for, for normalt var børnene der i 4 år, hvor man kun var hjemme i sommerferien.
Vi fik så gennem forstanderen på Blindeinstitutet fat på frøken Melcher, i øvrigt søsteren til sangeren Laurits Melcher. Hun var blind, og hun blev engageret til at komme og lære mig skolebegyndelsen. Hun lærte mig punktskrift, og hun fortalte mig en hel masse bibel- og Danmarkshistorie, og i det hele taget gav hun mig en masse grundlæggende skolelærdom til at leve videre på, så jeg kunne slippe med 2 år på Refnæs, og det gjorde hun så godt, at jeg kom på Refnæs i september 1916 hvor det var meningen, at jeg skulle gå i tredje klasse, men de blev hurtigt klar over, at jeg havde lært så meget, at jeg kunne begynde i 4. klasse,
Jeg var ellers glad for at være på Refnæsskolen. Mine forældre tog mig hjem i både i efterårsferien og i juleferien, men det var ikke normalt for de andre børn, de kom kun hjem, hvis forældrene betalte rejsen selv. Der var mange, som holdt jul dernede, de havde både juletræ og julefest, det var kun i sommerferien, at det var almindeligt at man kom hjem til forældrene.
Da det blev pinseferie, ville jeg ikke hjem i ferien. Jeg skulle dette år forlade Refnæsskolen for at komme på Blindeinstituttet, så nu var jeg jo på afgangsholdet, og der skulle ske en masse festligheder. Jeg ville holde pinse sammen med de andre. Vi skulle over og spise hos inspektør Rytchau, og vi skulle op til en af lærerinderne, og der var mange andre forskellige ting, vi skulle.
Jeg var kun et år på Refnæsskolen og efter pinse, skulle jeg så begynde på Blindeinstituttet i København. De 3 første måneder måtte jeg bo på Blindeinstituttet, for det var ikke så nemt at få lov til at bo hjemme og så gå på skolen om dagen, men mine forældre fik alligevel snakket så meget med instituttet, at jeg fik lov til at bo hjemme.
I den første tid sov jeg på Blindeinstituttet, men jeg blev ikke indlogeret på sovesalen, men kom til at bo sammen med nogle af de lidt større piger. Sovesalene lå på første sal. Når man kom ind ad hovedindgangen var der en meget flot opgang med en trappe op til hver side og en stor bred gang. Drengenes sovesal lå for enden ad den højre trappe, og pigernes ad trappen til venstre. På hver sovesal kunne der sove nogle og tyve elever, og resten af eleverne var delt ud på mindre stuer, med 5-6 senge på hver stue, de 3 ældste piger, havde et lille værelse for dem selv. Der boede man så, og man havde en seng, og ved siden af sengen stod der en lille stol, som kunne lukkes op, og der havde man tandbørste, sæbe og hvad man sådan skulle bruge, og det var det eneste man havde. Nede i opholdsstuen for pigerne stod der et meget stor skab, som havde 40 rum, med hver sin nøgle til, der kunne man have sine skoleting. Med hensyn til tøj, havde man kun en søndagskjole og en hverdagskjole, Hverdagskjolen gik man med til hverdag, og søndagskjolen hang helt oppe på kvisten, hvor der var en gammel blind dame, som udleverede dem til os lørdag aften. Hun havde levet hele sit liv på Blindeinstituttet, hun lærte bl.a. også pigerne at strikke, og det var hun forbavsende god til, det er ellers noget der kan være vanskeligt, for lærer og elev vil gerne føle på arbejdet samtidigt. Hun forstod sådan at forklare hvordan man skulle. Hun havde et lille værelse helt oppe på kvisten, og der sad hun og lavede sutsko, som hun syede af lister og solgte, og det tjente hun lidt ved.
Jeg havde det jo lidt anderledes, jeg fik ren kjole på, når min mor syntes det var nødvendigt.
Efter at jeg er blevet voksen, kan jeg godt se, at disse børn har haft en utrolig trist barndom. Hvis forældrene ikke havde vilje eller råd, til at få dem hjem i løbet af året, så kom de kun hjem i sommerferien. Det medførte jo, at de ikke rigtig kendte det at have voksenkontakt og omsorg. Lærerinderne havde godt nok inspektion, men det var jo ikke det samme. Om aftnerne, var der nogen af dem, som læste højt, men det for et barn at have nogen man trygt kunne søge til, det var der jo ikke, og det tror jeg jo nok, at det kom til at præge mange. Der er ingen tvivl om, at de børn, der voksede op i den tidsalder, de blev meget institutionspræget. Sådan er det heldigvis ikke mere, for nu går de fleste i normalskolen, så de lærer livet at kende som andre børn, og oplever hvordan man lever et familieliv.
Mine forældre skulle følge mig til skolen, og jeg skulle så være der hele dagen, for undervisningen var jo lagt til rette på den måde, at man boede der, så der var undervisning fra kl. 8 til kl. 18,30.
Det varede ikke længe, før jeg kunne gå til skolen selv, men om aftenen, når det var blevet mørkt, så hentede de mig.
Hvad brugte du af færdselsmarkering, brugte du hvid stok?
Nej jeg fik ikke stok før jeg var 22 år, og jeg brugte heller ikke armbind der var ingen, der kunne se, at jeg var næsten blind.
Der var ikke den trafik, som i dag, og jeg havde også den lille smule syn, som har en vældig betydning for orienteringen. der skete mig aldrig noget og det kan jeg ikke lade være at tænke på, at min lillebror, som havde normalt syn, skulle køres ned.
Jeg gik til præst hos pastor Storm sammen med de andre blinde børn, og jeg skulle konfirmeres i Kastelskirken hvor Blindeinstituttet hører til. Det var for svært at blive konfirmeret i Lutherkirken, som jeg hørte til, for det skulle jo passes til med undervisningen.
Jeg blev så konfirmeret i Kastelskirken, og jeg havde en lille konfirmationsfest bagefter, som det er normalt, og vi havde fri fra skole et par dage. I sommerferien, lige før min konfirmation, var jeg på ferie hos min familie i Randers, og der var en skarlagensfeber epidemi. Jeg havde ellers flere gange været udsat for smitte, men der var ikke sket noget, men på ferien blev jeg angrebet og kom på epidemi sygehuset i Randers. Det gjorde, at jeg ikke kom hjem og heller ikke til præst før midt i september, og da jeg skulle konfirmeres den 2. oktober, blev der ikke megen tid til at gå til præst, så den tid har jeg ikke nogen særlig strålende minder om. Da præsten skulle konfirmere mig i kirken, kunne han ikke kende mig, så han måtte spørge, om det var Kirsten Mikkelsen, og det havde jeg det ikke godt med, at han ikke kendte mig. Jeg kan huske, at jeg havde en flot hvid kjole, som var model efter en prinsesse Marie, som lige var blevet gift, og den havde to nederdele, hvor den ene sad uden på den anden, og min moster havde broderet nogle flotte små medaljoner, der blev sat ind på nogle små tunger i ærmet. Jeg fik også en flot andendagskjole.
Jeg var også ligesom andre børn med til at lave nogle gale streger. Da jeg var ca. 13 år, fik jeg en raptus at vi skulle ryge. I automaten på den anden side af Kastelsvej kunne man trække en pakke af de aller billigste cigaretter, “flag” tror jeg de hed, og sådan en pakke med 5 i kostede 5 ører. Om eftermiddagen havde vi et længere frikvarter, hvor lærerinderne drak kaffe, og der gik vi ned i haven, hvor vi så røg vore cigarretter. Efterhånden blev vi mere og mere frække, så en dag satte vi os ind i opholdsstuen og røg, og det gik ikke godt. Vi fik så at vide, at vi skulle gå op til inspektør Hviberg, han skulle så snakke med os og give os en eller anden straf, som i reglen bestod i, at man i en uge skulle gå i seng lige efter aftensmaden. Da jeg kom op til ham, vidste jeg, at den straf kunne han ikke give mig, men han var en flink og stilfærdig mand, og han havde en dejlig kone, som så aldeles frit på tilværelsen, så han sagde, at det kunne vi vel nok forstå, at det måtte vi ikke, og så sagde han, det gør i aldrig mere vel?
Og det lovede vi, og det gjorde vi heller ikke.
Vi havde også en høj vippe, som var sat op nede i haven, og den kunne man ikke nå at vippe ned, og der kunne så sidde en i den ene ende og tre i den anden, og så aftalte man at løbe på en gang, så den der sad tilbage, faldt ned i en susende fart, og det kunne godt være farligt. Men det kom vi da heldigvis godt fra.
En lille smule idræt blev det da også til, vi havde en lang alle, hvorpå der på siden kunne spændes to stålliner på 150 meter, og på hver af de liner sad et håndtag, som lignede en ketcher, og for at få nogen motion, kunne man løbe frit frem og tilbage. En af de dygtigste kunne løbe turen på 26 sekunder, så det var spændende, om man kunne komme til at løbe hurtigere. Der stod som regel en lærer, som tog tiden.
Vi havde også en gymnastiksal, hvor drengene og pigerne gjorde gymnastik hver for sig.
Adskillelsen gjaldt også i haven, der havde vi også hver sin afdeling. På et tidspunkt, da vi fik ny forstander, blev der lavet en lille fælleshave, som vi fik lov at benytte på visse tidspunkter. Før der blev lavet fælles have, skulle pigerne passere stien ind til drengenes afdeling, og der kunne det godt forekomme, at man stoppede op og snakkede, selv om det var forbudt.
Det samme skete inde i bygningen, hvor drengenes gang og pigernes stødte sammen i et hjørne og der stillede man sig også op og snakkede, det blev kaldt det glade hjørne men en dag var det slut, for så blev der sat en svingdør op. Der blev sagt, det var for trækkens skyld, men ‑‑‑‑
Vi skulle alle lære et eller andet stykke håndværk. Mandlige elever lærte som reglen at flette kurve, eller binde børster, og nogle enkle lærte skomagerfaget.
De mest fingerfærdige af pigerne lærte at væve, ellers lærte vi at strikke og senere, jeg tror jeg var omkring 17 år, da kunne vi også lære at strikke på maskine. Men der var jo ikke rigtig noget af det man kunne leve af. Nogle af væverne, blev virkelig dygtige, og vævelæreren på blindeinstituttet tog ud til de meget dygtige væversker, og hjalp dem med at sætte nye væve op. Jeg havde en meget god veninde Ella Buck, som først kom på Blindeinstituttet som 16-17 årig, for hun så noget, men alligevel ikke nok til at kunne klare sig, hun kom til at væve, og blev meget dygtig til det.
Var der ingen, der lærte musik?
Jo de mandlige elever lærte at spille klaver, og de fik en uddannelse, så de kunne tage en eksamen fra Københavns Organistskole. Men pigerne kunne ikke lære sådan noget.
Det var netop, da jeg var sådan en stor pige, at det blev bevilliget, at piger godt måtte få lidt musikundervisning. Vi fik en gammel lærer, han var egentlig orgellærer, han var rigtig gammel, og han kunne ikke kende forskel på os piger. Efter nogen tid fik han et apoplektisk tilfælde, og kom helt væk. Så kom jeg til at spille hos den lærer, som drengene ellers havde.
Da jeg var en 14-15 år, spurgte han mig om jeg var tilfreds med min erhvervsundervisning. Det var jeg ikke, for det første kunne jeg aldrig komme til at leve af at væve, og for det andet, boede vi i en stor etageejendom, og store væve laver jo en kæmpe spektakel, så vi vil blive sagt op, hvis jeg begyndte på det. Han spurgte mig så, om jeg ikke hellere kunne tænke mig at lære at synge og spille, og nu hvor vi havde klaver hjemme, behøvede jeg ikke at øve mig på instituttet, men kunne gøre det hjemme. Han sagde også, at jeg iøvrigt havde en god sangstemme, så han syntes jeg skulle interessere mig lidt mere for musik. Jeg skulle gå hjem og snakke med mine forældre, de ville ellers gerne have haft, at jeg blev massøse, for det var også et job, man kunne leve af, men på fysioterapeutskolen var man bange for de blinde massører, vi har nok haft den fordel, at vores hænder var mere følsomme, så de lukkede for tilgangen af blinde elever.
Jeg blev så enige med mine forældre om, at jeg skulle lære at spille klaver og også lidt orgel, og det ville blindeinstituttet betale, men sangundervisningen skulle mine forældre selv betale, for det kunne først startes, når man var omkring 18 år, for først i den alder er sangstemmen udviklet, og så var man jo ude af skolen.
Min spillelærer hed Cohn Haste, han var jøde, og han stammede fra Nakskov. Der har været en del jøder i Nakskov, for der var en Synagoge, det var der ikke i ret mange byer, og han var også blind.
Jeg begyndte så at lære at spille, og jeg spillede lidt orgel hos Mogens Wøldike, men efterhånden blev han så kendt, og han fik så meget arbejde, så han havde ikke tid til os. Vi fik en ny orgellærer Gotske Nielsen.
Efter et par år spurgte jeg min lærer, om jeg ikke ligesom drengene, kunne blive uddannet som organist, og få en konservatorieeksamen, og han sagde! Jo, hvorfor skulle du egentlig ikke også kunne det, så jeg fik en orgellære og CohnHaste som teorilærer, og det var han rigtig dygtig til. I den tid, hvor han lærte Blindeinstituttet elever op til konservatorie eksaminer, der tog de nogle utrolig flotte teorieksaminer, det har jeg også selv gjort, jeg fik UG‑minus.
Med hensyn til den praktiske orgelundervisning, fik jeg undervisning på blindeinstituttet, og jeg øvede mig hjemme om eftermiddagen. og jeg tog samtidig ud i byen til sangundervisning, så jeg havde nok at gøre.
Min første sanglærer var også blind, hun hed Vilhelmina Nielsen, men senere kom jeg til at gå til privatundervisning hos Kristina Lindemand, som var lærer inde på Konservatoriet. Den sidste tid, jeg var i København, gik jeg hos Poul Metling, hvis bror var skuespiller Svend Metling. Han var meget interesseret i det tekniske ved sangen, han havde været i Italien og studeret hvordan Italienerne brugte deres stemmer, hvad der gjorde, at deres sangstemmer lå så løst og let, og det er noget med vores strubehoved. Jeg ville en gang synge en sang for ham, så han kunne høre om den var rigtig sunget, men da sagde han, at det kunne jeg ligeså godt selv høre, for det var ikke det han tog sig af.
Jeg tog så min organisteksamen i 1932, Jeg var inde på konservatoriet 2 dage, hvor jeg skulle lave teoriopgaver, man fik stukket en opgave ud om morgenen når man kom, og den skulle så løses på nogle ganske bestemte måder, jeg skulle sidde på et værelse, som jeg ikke måtte forlade, og når jeg skulle på toilettet skulle jeg ledsages af portneren. Man kom ikke fra konservatoriet, før man havde afleveret sin opgave til portneren.
Konservatoriet lå inde på Vester Boulevard, det er omtrent nede ved Langebro.
Jeg fik så min organisteksamen, og jeg klarede den da meget fint, jeg fik som sagt UG‑minus i teori, MG i kirkespil, MG.minus i kunstspil, som er store orgelværker, og det har aldrig rigtig været mig, det har heller ikke interesseret mig. Jeg kunne vældig godt lide at spille til en gudstjeneste, men jeg bryder mig ikke om at lave soloorgel.
Min senere livsledsager Arnold, kom på blindeinstituttet som 22 årig i 1928, han var kommet til skade under sit arbejde som maler, hvor han havde fået kalk i øjnene, som tog hele hans syn.
Da han blev spurgt om, hvad han ville lære børstenbinderi eller kurvefletning, havde han den frimodighed at svare, at han kun ville lære at spille.
De mente, at det var han for gammel til, men han havde spillet kornet i Herning byorkester, så han var vant til musik, så hvis han ikke måtte lære at spille, ville han ikke være der, så skulle han nok selv finde ud af at sørge for at blive noget i tilværelsen.
Han lærte så at læse punktskrift og punktskriftsnoder og alt hvad der hører sig til det, og så begyndte han at spille, og der lærte jeg ham så at kende.
Vi mødtes tit på forskellig vis, og vi kom til at synes godt om hinanden. Jeg havde ellers bestemt, at jeg aldrig skulle giftes, for jeg ville ikke have en mand som var blind, og som hele sin tid havde boet på institution, og jeg ville heller ikke have en som kunne se, jeg ville så føle mig underlegen. Arnold var blind, og heldigvis ikke opvokset på institution, så en dag fortalte jeg mine forældre, at Arnold og jeg betragtede os som forlovede og vi ville følges ad i tilværelsen. Jeg tror nok de følte sig lidt betænkelige, fordi han var ikke kommet så forfærdeligt langt på dette tidspunkt, men han forklarede, at han ville også have en konservatorieuddannelse, men det kan jo godt vare nogle år, og han fik så sin eksamen i 1936.
Jeg fik som sagt min eksamen i 1932, jeg havde noget familie i Maribo, og jeg kendte domorganist Ringberg, som var domorganist i Maribo domkirke, og som også selv var blind.
Der var død en gammel lærer som havde passet organistembederne i 2 små landsbykirker ude imellem Maribo og Sakskøbing, Slemminge og Fjelde, og i den anledning havde min familie talt med præsten, som sagde, at de kunne ringe til deres niece, og sige, at hvis hun vil, så er embederne hendes.
Jeg spekulerede meget på det, for jeg havde ikke rigtig lyst til at flytte fra København. Jeg snakkede med mine musiklærere, og de forklarede, at på de små embeder inde i København på 2400 kr. om året, kunne der godt være op mod 100 ansøgere, og i sin tid, da vi kom til Nakskov, var der 46 ansøgere, jeg kunne godt se, at det ikke var så nemt at få det første det bedste organist embede. Min lærer sagde, at hvis jeg tog jobbet, ville jeg få nogen erfaring, som ville komme til at betyde noget for mig, så jeg sagde ja, og jeg havde jo familien, som jeg kunne ty til, hvis der var noget.
Jeg blev indlogeret hos en dame, hvis far havde haft embedet før. Han var gammel lærer, og han havde bygget huset, da han kom på pension. Han blev ved med at spille i kirkerne, indtil han døde, og hun stod så der med det hus, og det kunne hun ikke leve af, så jeg fik tilbudt 2 værelser, hvor jeg betalte husleje, så problemet med at bo, blev løst på denne måde. Hun sørgede også for mig med kost, så jeg boede i helpension hos hende.
Jeg passede så de to embeder, og jeg fik nogle elever i fritiden, så jeg klarede mig fint. og jeg var alene der i 3 år.
I 1936 fik Arnold sin konservatorieeksamen, og vi blev enige om at gifte os.
Vi lejede så hele huset, og frøken Rasmussen fik en stilling på håndværkerhøjskolen i Nykøbing, hvor hun sørgede for madlavning.
Vi fik en lille pige, som hed Elin, men som desværre ikke blev mere end 7 år, hun fik mæslinger, og der stødte noget andet til, som vi aldrig rigtig fik at vide hvad var, måske var det nok noget galopperende tuberkulose, og hun døde. Så fik vi Birgit, som jeg har endnu, jeg fødte dem begge på sygehuset i Sakskøbing, hvor jeg heldigvis havde en læge, som meget fornuftigt sagde, at jeg skulle ikke føde hjemme, det var alt for upraktisk, når min mand også var blind.
Birgit blev født i 1941 og Elin i 1939. I 1946 blev vores søn født i Nakskov, og han kom til at hedde Poul Wagner.
Omkring den tid med barnefødslerne, røg så mit sidste syn, så nu var jeg også helt blind.
Efterhånden var det mest Arnold, som passede organistembederne. For det første fordi vi havde fået børn, men vi var også enige om, at det blev ham, der skulle søge fremover, for det ville være fjollet, hvis jeg søgte organist embede, når jeg også havde en mand, som også kunne spille orgel. Med den tankegang man havde den gang, ville man finde det mærkeligt, hvis det var mig, der havde job.
Jeg har en sjov historie fra den tid. I Holbæk søgte de en organist, men der var 2 betingelser, det måtte ikke være en kvinde, og heller ikke en blind, så der ville jeg ikke have den ringeste chance. Det grinede mine kammerater meget af.
Så blev embedet i Sct. Nikolaj kirke i Nakskov ledigt. De havde gennem temmelig mange år haft en blind organist, helt fra 18 hundrede og nogen og firs, og i 1912, var der en gammel organist som hed Lowsou, efter ham kom der en seende organist, til 1926, så kom der igen en blind organist Marius Hansen, og han har været meget aktiv i med stiftelsen af Dansk Blindesamfund. Han døde ganske pludseligt i efteråret 1939, hvor Arnold så søgte, men han fik det ikke. Det var en seende, og det var noget med en minister, som havde en nevø, som skulle placeres. Det var ellers en trist historie, for det var under krigen, hvor der ikke var så megen varme, og han havde dårlige nyre, så han døde, og så blev embedet ledigt igen, og så fik Arnold det. i 1942, og der var han organist til 1975, han var der i 33 år. Det vil sige, at vi kom til at leve hele vores liv der, vi kom til at føre en fuldkommen normal tilværelse. Først boede vi i en lejlighed, i et stort nyopført hus med 16 lejligheder, på noget der hed Bregnevej i Nakskov. Det var en udmærket lejlighed, men for indkomstens skyld var vi nød til at have musikelever, det var lejligheden ikke rigtig indrettet til,og beboerne ovenpå, var også begyndt at gøre vrøvl, så det kunne vi godt se, vi kunne få en del problemer med.
Vi så os så om efter et hus, og i 1944 købte vi så vort dejlige hus, og jeg nåede lige at bo der i 50 år.
Det lå i Skovvænget 7, det ligger ud af Svingelsvej og man drejer til højre forbi kirkegården, så til venstre af Rosenvænget hvor der var en sti ad parkvænget til Skovvænget.
Huset var et velbygget hus fra 1937, det var bygget af noget godt materiale. Det var et udmærket hus, men det var i 2 etager, og der var 6 trin op, når man kom udefra. Der var en stenmur på hver sin side af trappen, og den første førerhund vi havde, kunne godt lide at få derud på muren og lægge sig, for der kunne den se ud over det hele.
Vores tilværelse skilte sig ikke meget ud fra andres, vi havde vore to døtre, og efter Elins død fik vi en søn.
Vi havde også en have, som vi skulle passe. Den fik vi indrettet, så der var mindst mulig pasning, men alligevel skulle den være et fristed for børnene, hvor de kunne lege, og vi fik sat en gynge og en trapez op. Vi havde 2 store træer og en del græs, det blev aldrig en prydhave men den var da meget pæn, og vi havde en mand til at komme og slå græsset og tage ukrudt op.
Vi fik også bygget en dejlig terrasse. Vort hus lå 6 trin op, og deroppe var der en åben terrasse, da vi købte det, og den fik vi lavet med tag over og vinduer i siden, som kunne lukkes op, så der kunne blive luftet igennem, og så var den altid åben fortil, og der sad vi meget,
Nogle år senere fik vi lavet badeværelse nede i kælderen, hvor jeg samtidig havde vaskekælder og fryser, og da vi fik centralvarme stod fyret også dernede, så der var dejligt tørt. Toilettet var i stueetagen, det var lidt besværligt til sidst, da soveværelset lå på første sal.
Arnold arbejdede så som organist, og jeg var hjemmegående med vore børn. I starten havde Arnold en del elever, men så startede Nakskov kommune en musikskole, skoleinspektøren var Cornelitse, som var neger. I starten var der kun violinundervisning af Cornelitse, men senere kom der klaverundervisning, og der blev min mand også knyttet til, og det gjorde så, at der blev så mange, så jeg også måtte overtage nogle af dem. Jeg kunne godt have et par elever hjemme, medens han var nede på musikskolen. Der var en overgang, hvor vi havde op til 30 elever.
Det gik desværre en del ud over børnene..Især i eftermiddagstimerne, hvor vi underviste begge to, forsømte vi dem. Når de kom hjem fra skole, vidste de, at vi var der, men de vidste også, at de skulle være stille, når vi havde elever. Det var mest børn, der kom og spillede om dagen, hvis det var voksne, var det gerne om aftenen. Da vores børn voksede til, og de blev jævnaldrende med eleverne, kunne der godt blive en værre palaver nede i gangen. Sommetider sloges de, og der var en snakken. Vi havde et dejligt musikværelse på første sal med klaver, og harmonium og stor gammeldags skrivebord, og store bogreoler, så musikeleverne behøvede ikke at komme ind i stuerne.
Udover musikelever, havde jeg også nogle voksne blinde, som skulle undervises i punktskrift, og der var også elever, som skulle lære punktnoder. Det var ikke altid de kunne komme til mig, så jeg måtte tage ud til dem.
I 1948 startede min mand et blandet sangkor, der var en som spurgte, om han ikke kunne starte et herrekor, men det sagde han nej til. Han ville gerne starte et blandet kor, og det dirigerede han selv i nogle og tyve år, så var der en fra koret Knud Hansen, som førte det videre, og det nåede at holde 40 års jubilæum, hvor vi også deltog.
Havde du tid til at dyrke andre interesser end børn, hjem og musikundervisning?
Nej, du ved lige som jeg, når man som blind skal lave noget, tager det altid længere tid, der kan jo gå megen tid, når man skal lede efter noget, som, som reglen ligger lige for næsen af en, og man skal også koncentrere sig mere om, hvad man gør og hvor man lægger de forskellige ting.
Vi fik ligesom andre mennesker en omgangskreds, som vi også sommetider spiste middag sammen med. Det ene ægtepar lærte vi allerede at kende, da vi flyttede i lejlighed. De kom fra Roskilde, hvor manden var landmåler hos en landinspektør, de havde en søn, som var på alder med vores Elin, og de begyndte at lege sammen, og så begyndte vi mødre også at snakke sammen. Det var under krigen, hvor der var en masse spærretider, hvor man ikke måtte gå nogen steder, så begyndte vi at komme sammen og drikke en kop erstatningskaffe, og igennem dem traf vi et andet ægtepar, hvor manden var assurandør og havde kontor ude på Rødbyvej, de to familier kom vi meget sammen med. Vi lærte så igennem dem at kende et andet ægtepar, hvor manden var ansat i sparekassen. Vi var 4 par, som kom en del sammen. Det kan være vanskeligt som blind at finde en omgangskreds. For nogen spiller det ingen rolle at være sammen med en blind, men andre kan slet ikke, de kunne ikke se bort fra det, det er ikke til at holde ud, at de hele tiden tænker på, at vi ikke kan se. Jeg siger altid til folk som udbryder, undskyld jeg glemte du ikke kan se, så siger jeg, åh hvor er det godt, jeg skal nok selv sige til, hvis jeg behøver hjælp.
Vi fik som sagt nogle ret gode venner, og senere hen blev vi venner med et ægtepar hvor manden var politimand, han hed Brant Jørgensen, og hans kone kommer jeg stadig sammen med. Vi kom også sammen med en maskinmester Petersen fra elektricitetsværket, og fru Petersens søster Emmy Bonde som ret tidligt blev enke har passet en gammeldags telefoncentral, og hende kommer jeg også stadig sammen med. Hun er også blevet meget dårligt seende, og hun søger også om at komme ind her på Solgaven. Hun har snakket med forstander Ingrid Fugl, som lovede hende plads, og hun sagde også, hvor var Ingrid Fugl dog et dejligt menneske at snakke med, og det gav jeg hende selvfølgelig ret i.
Mit syn forsvandt hel, da jeg fik børn, og jeg har faktisk hele tiden haft et menneske, som kom et par gange om ugen og hjalp med rengøringen for der er altid nogen ting, man ikke kan se, og en af de damer, som kommer og besøger mig her på hjemmet, er en som har hjulpet mig gennem 22 år, du kan godt tænke dig, det bliver noget andet en hushjælp.
Havde du noget med blindesamfundet at gøre?
Ja, det havde jeg jo en del. Det startede i 1937, hvor jeg ved et kredsmøde lod mig vælge til suppleant til bestyrelsen, det kunne jeg vel nok klare, det er vel ikke så farligt, men domorganist Ringberg i Maribo var kasserer, og der var et eller andet som han var blevet vred over, så han ville ikke være med længere, så blev en anden i bestyrelsen kasserer, og jeg måtte så ind. Dengang hed det 3. kreds, som dækkede Lolland Falster. Senere skete det, at Organist Marius Hansen, som var tidligere organist i Nakskov blev formand, og så blev jeg næstformand, og den nye kasserer hed Liljedal. Da Marius Hansen døde i 1939 om efteråret, så blev jeg formand, og var det et par år, det var medens vi boede i Slimminge, og krigen kom, med alle de vanskeligheder med transport, man kunne ingen steder komme, der var ingen ordentlige forbindelser, og det kunne jeg ikke klare, jeg havde jo et barn, da jeg blev formand og hurtigt efter fik jeg et til, så det var alt for svært. Der var så kommet et nyt bestyrelsesmedlem, som hed Peter Olesen Jensen, “Peter Ole”, som vi kender ham under, og han blev så formand. I 1945 ville kasserer Liljedal ikke mere, så min mand blev valgt til kasserer, og det var han til 1969, hvor Poul Beck afløste ham.
Jeg blev formand igen sidst i tresserne, hvor Peter Ole tog en pause, men jeg stoppede helt i 1970.
Vi havde dengang inde i København en forening, som var startet i 1891 det var en forening af blinde og seende, den kom til at hedde noget lignende som Danmarks blindes Læseforening, de begyndte at udgive et lille blad på punktskrift, som hed Budstikke, og det blev en temmelig velhavende forening. Der var så en bestyrelse for den, og der skulle være valg, så kom de fra hovedforeningen og spurgte mig, om jeg ikke ville lade mig opstille, Glygård var med til at presse mig. I 1958 fik vi den sammenlagt med Dansk Blindesamfund, og alle midlerne blev overført til legatfonden.
Efter at Danmarks Blinde var ophørt, og legaterne var overgivet til Dansk Blindesamfund, blev Blindenævnet oprettet.
Blindenævnet bestod af Særforsorgsdirektør Leuning og, som var leder. Så var der administrationschefen for de to blindeinstitutter Bøgh Christensen, og fra Dansk Blindesamfund H.C.Seierup, Carl Bjarnhof, Einer Wulf og Kirsten Andersen. Yderligere var der Forstanderne fra Blindeskolerne, forældrerepræsentanter, og Jørgen Plenge fra Statens Bibliotek for Blinde, restformand Hartmann fra Invalideretten plus embedsmænd, vi var i alt 14 medlemmer i Blindenævnet.
Blindenævnet var nedsat af Social ministeriet, men det var kun rådgivende, og det skulle tage nye initiativer. Det startede i 1956 og selv om vi ikke skulle være besluttende, havde vi alligevel fået en stor opgave, og det var at give dispensation for blinde børn, som ikke ville gå på blindeskolerne, men som ville gå i almindelige folkeskoler. Det var også i denne periode, hvor man besluttede at bygge det nye Blindeinstitut på Rymarksvej.
Nu kommer jeg i tanker om, at i 1938 startede vi noget som hed Blindes erhverv, og vi ville på en eller anden måde finde ud af, at bevise, at blinde kunne komme ud i erhverv, de behøvede ikke at hænge i de såkaldte blinde erhverv, man kunne godt lave noget andet. Vi fik så fat på nogle seende mennesker, som havde forstand på disse ting, vi fik fat på en værkfører og så kom der en ingeniør fra Siemens fabrikker, som var rådgivende. Af blinde var det var formand Ernst Jørgensen og Henry Rasmussen som havde været håndværker, så var der Andresen og mig. Vi fik startet et værksted, hvor man kunne lave låse, og det var lige på den tid, hvor man ikke kunne indføre låse på grund af krigen. Vi havde hidtil indført låse fra Belgien, som hed Difa, og så kaldte vi vores for Blifa, og vi blev så eksdimeret, vi solgte masser, og vi havde sådan håbet, at vi kunne føre det videre, men det var vi alligevel ikke stærke nok til. Da udlandet igen kunne sætte ind, så måtte vi altså opgive det, og så blev det lavet om til beskyttet værksted.
H.C. Seierup var i opposition, da han var ung, han ville gerne vælte Ernst Jørgensen, det havde været meget synd, for Ernst var en rigtig dygtig mand.
Du skal have en lille historie. Vi skulle have kredsmøde i 1940, og så skrev Seierup ned til mig, at han og en til ville komme til vort kredsmøde, for de ville vælte Ernst Jørgensen, men jeg skrev tilbage, at det skulle de ikke bryde sig om, de var ikke velkommen. Så senere sagde Sejerup, for vi blev meget fine venner, “Vi kom ikke derned, for Kirsten sagde fandeme nej”.
Men så gjorde Ernst Jørgensen noget klogt, du ved, at hvis man har en modstander, og man så kan trække ham ind i arbejdet, så lukker man jo munden på ham, så Ernst Jørgensen gjorde H.C.Seierup til Dansk Blindesamfunds hovedkasserer, og han blev i høj grad vores mand.
Hvor længe var du med i Dansk Blindesamfunds arbejde?
Jeg kan huske, at da jeg holdt op, havde jeg været med i 33 år. Foreningen havde været styret af repræsentanter fra kredsene. Store kredse havde et par repræsentanter, København havde 3 og små kredse havde kun 1 repræsentant. De mødtes en eller to gange om året til repræsentantskabsmøde, og de skulle drøfte foreningens arbejde, og beslutte hvilke initiativer, der skulle tages.
Den 1. april 1968 blev det lavet om til et forretningsudvalg med en hovedbestyrelse. Da jeg på det tidspunkt også var formand i Lolland Falsterkredsen, så kom jeg med i hovedbestyrelsen. Jeg var i hovedbestyrelsen et par år. Da vi så nåede op til 1970, og jeg selv ikke ville al det vrøvl mere, så holdt jeg op.
Hovedbestyrelsen var nu foreningens højeste myndighed, og der blev lavet flere kredse, så vores kreds blev nu 9. kreds, og senere er det blevet til 12. kreds. På den tid var Blindekonsulenterne også startet, og i 1968 blev omsorgskonsulentordningen oprettet.
Arnold stoppede også ved den tid med sit kassererjob i 9. kreds, og han blev efterfulgt af kasserer Beck, hvis kone led meget af gigt og sad i kørestol. Hun var vældig sød, men det var en svær sygdom, og hun er også død nu. Beck er kommet her på hjemmet, og i starten kom han og snakkede med mig, men han er nu meget dement, så jeg kan ikke komme i forbindelse med ham.
I 1946 døde vores ældste datter i januar måned, og så fik vi en lille søn inden jul. Vores datter har ikke helt uret når hun siger, at hvis Elin ikke var død, havde jeg aldrig fået min lillebror.
Hun kom til at holde forfærdelig meget af sin lillebror.
Poul Wagner, som han kom til at hedde, bor i Nykøbing Falster og er ansat i arbejdstilsynet under Amtet. Vores datter er sygeplejerske og bor i Solrød. Hun hedder Birgit Jacobik, og hendes mands familie stammer fra Polen. De kom herop før første Verdenskrig, hvor der kom en del Polske arbejdere til Lolland, og arbejdede med sukkerroer. Jan, som Birgits mand hedder, var gode venner med Poul, og kom meget i vort hjem som ung, Pludselig en dag i 1967 kom Birgit og sagde, at hun havde forlovet sig med Jan. På dette tidspunkt var hun færdig som elev, og var ansat på Glostrup sygehus. De blev så gift i 1969. Først boede de i København, til Jan var færdig udlært som maskinmester. Jan kom in i et vandværksfirma, og det endte med, at han blev bestyrer for alt hvad der hedder vand i Køge. Poul, som også var udlært som maskinmester, blev ansat i arbejdstilsynet i Nykøbing Falster.
Birgit og Jan har to børn, Kristina og Anders, og Poul har 3 børn, Josefine, som bor i London, en søn som hedder Jacob og Louise på 17 år. Så jeg har 5 dejlige børnebørn.
Arnold gik af som organist på grund af alder lige før han fyldte 70 år, hvor Henning Riiser overtog hans stilling.
I fyrrerne begyndte lægevidenskaben at transplantere hornhinder, og Arnold kom i forbindelse med professor Ehlers, som syntes, at han skulle prøve en hornhindetransplantation. Det ene øje var så ødelagt, at der ikke var noget at gøre, men det andet mente han godt, at det kunne transplanteres en ny hornhinde, og det fik han så gjort i 1947. Det lykkedes noget så fint, han kunne se så godt, at han kunne få kørekort, hvis han ville, men det holdt desværre kun i 3 måneder, så kunne han ikke se mere. Det var fordi, de endnu ikke havde lært at holde hornhinden levende, så den blev afstødt. Det var en frygtelig stor skuffelse.
Lige i starten kunne jeg ikke lide, at han pludselig kunne se, for han havde jo ikke set mig før, og hvad nu? Og det generede mig indtil det gik op for mig, at det ikke gjorde nogen forskel i vores forhold, Han fik også set Poul og Birgit.
En dag sagde øjenlæge Vesterlund her i Nykøbing, at nu var han ved at komme så vidt, at han godt kunne hjælpe Arnold. Man ved godt nu, hvad man skal gøre, for at få hornhinden til at leve. Så prøvede Arnold igen, og fik også et vældigt godt syn, set fra min side, men det blev altså ikke til kørekort. Han kom til at se så godt, at han cyklede rundt nede i Nakskov. Det holdt i ca. 14 år, men så kom der så mange komplikationer, at synet forsvandt igen.
Vi nød rigtig at Arnold kunne se, og vi tog ud at rejse, det var nogle skønne år. For det første var vi forskellige steder i Danmark, vi boede ovre ved Silkeborg, oppe ved Esrum sø, og så var vi en tur i Østrig med Dansk Blindesamfund, og vi var en tur i Italien med en familie, hvor manden var orgelbygger.
Vi havde lært orgelbygger Due at kende, de boede lige udenfor Nakskov i Græshave. Han var uddannet orgelbygger i et stor orgelbyggerfirma Robenius, og han havde rejst meget i Frankrig og i Sverige. Han kom fra en gård, og da hans far døde, og der ikke var nogen til at føre gården videre, opgav han sit orgelbyggeri og passede gården. Han fortsatte med at holde orgler ved lige i området hvor han boede.
Dem lærte vi så at kende, og vi rejste sammen med dem til Italien, og det var nogle rigtig dejlige venner. Nu kan han ikke høre mere, men jeg har dog forbindelse med dem. De bor jo helt i Nakskov, og sidst jeg så dem, var for 2 år siden, da de havde diamantbryllup, da var jeg derovre til fest.
I den periode, hvor Arnold kunne se, fik han overtalt menighedsrådet til at se efter et nyt og bedre orgel. Han rejste sammen med menighedsrådet rundt og så på orgler, og i 1968 fik vi så et nyt orgel. Det var et virkelig fint orgel, og når Henning Riiser var nede at besøge os, skulle han altid i kirken og prøve orglet, og han sagde, at når Arnold søger sin afsked, måtte vi endelig sige det til ham. Han var organist inde i Hellerup, men han ville så gerne ned og spille på det nye orgel. Det er det samme med den organist som kom efter Henning Riiser, han kom af samme grund.
Orglet blev indviet i juni 1968, og Arnold fratrådte til december 1975, og i de 7 år havde vi mange koncerter, og mange organister kunne lide at komme og spille, og der har været organister fra Frankrig, og Tyskland og endog Amerikanske organister. Det var meget spændende år.
Da Arnold holdt op med at arbejde, havde han også mistet sit syn, men jeg er lige ved at sige, jeg syntes næsten, at det blev den bedste tid af mit liv. Vi kunne ikke rejse længere, men vi fik en god tilværelse i mange år, så fik Arnold desværre en cancer i tarmen, og han blev opereret, og fik ført tarmen ud gennem siden, men selv med det levede han ganske godt i nogle år. Han var så dygtig til selv at skifte disse poser, så det gik i grunden udemærket indtil 1993.
Vi havde imidlertid fået førerhunde. Jeg fik den første i 1957, for på det tidspunkt var jeg begyndt at blive lidt usikker, nå jeg skulle færdes. Jeg havde hidtil fulgtes med mine børn, men de var der jo ikke altid, så derfor søgte jeg førerhund. førerhundekonsulent Krogsgård sagde også, at hvis jeg fik en førerhund, så var jeg ude over alle de problemer.
Jeg fik en dejlig labrador, som ikke var kastreret, men det gav kun problemer sommetider, jeg er ved at sige, at det er den dygtigste førerhund jeg har haft. Han var så fantastisk til at se sig til rette med mange ting, og tage en beslutning om et eller andet problem. Jeg kan huske en gang på Svingelsvej, hvor der var megen trafik, og jeg stod med Bulli, som min hund hed, og jeg skulle over på den anden side, så var der en buschauffør, som havde set mig, han fortalte Arnold: “Jeg vil sige dig, din kone og førerhunden, det var imponerende, der var sørme ingen tid, hvor man kunne komme over vejen, men der var lige et hul, hvis jeg havde stået der, så var jeg også gået over på dette tidspunkt.” Der viste Bulli mig så lige, at nu kan vi godt gå. Tænk, jeg havde sådan en tillid til ham. Han var så dejlig, han var ikke mere end halvandet år, da jeg fik ham, og jeg havde ham fra 1957 sidst på året til først på året 1969, så jeg havde ham længe. Men han ville aldrig gå med bøjle, jeg gik altid med ham i snoren. Han havde ikke bøjle på, for hvis han fik det, så trak han, så jeg ikke kunne følge med. Mine børn sagde, det er noget så dejligt, for du ser ud som enhver anden, der kommer gående med sin hund.
Bulli kunne godt lide at snuse langs hækkene, men hvis der så stod en trillebør, så gik han tæt hen til mig, og skubbede mig uden om. Ja, han var fantastisk, og han havde bare lært hos en politibetjent inde i København, der i øvrigt også hed Mikkelsen.
Efter Bulli fik jeg en meget smuk tysk Schæferhund, som hed Ola, Krogsgård sagde, du kan ganske roligt sige til dig selv, når i går nede i byen, at jeg går med Nakskovs smukkeste Schæferhund. Hun var bestemt også en dygtig hund, men hun havde haft syge mandler, så hun var opereret, og til at begynde med turde hun kun spise mad i meget små bidder. Det var fordi hun havde været så syg i halsen, de sagde, at hun havde været så syg, så hun en overgang kun måtte få vand. Hun blev også senere syg og blev opereret, og jeg havde hende da i 9 år, og hun ville godt gå med bøjlen. Jeg kan huske, at da jeg fik bøjle på hende, så sagde jeg, at jeg kunne godt mærke, at det var en lettelse, frem for at gå med hende i snoren. Hun blev syg, og vi måtte lade hende aflive i 1978. Så fik vi en tysk Schæfer til, der hed Dunja, og det var en meget stor type Schæferhund, men den var meget rolig, hun kunne tage en hånd helt ind i munden og slikke den, som om hun sagde, at jeg kan godt lide dig, hende har jeg savnet meget.
Da jeg havde Ola, forsvandt Arnolds syn, og jeg sagde til ham, at han skulle prøve at gå en tur med Ola, men det troede han ikke at det kunne lade sig gøre, men det gjorde han så alligevel. Han sagde selv, jeg tror, at lige til at begynde med, at hun kiggede op på mig, som om hun ville sige, det her skal du da ikke, men det accepterede hun meget hurtigt. Med den næste førerhund var det ikke noget problem, for den lærte jo lige med det samme, at han ikke kunne se.
Den sidste hund vi fik hed Kassan, vi blev trænet til at gå med os begge to.
Vi fik faktisk pensionistårene til at gå godt, også sammen med vore hunde. I 1986 havde vi guldbryllup, det var den bedste fest vi har haft. Der blev taget et billede af os, vore børn og børnebørn og hunden, og vi havde en æresport så flot, jeg kan ganske roligt sige det, for der var et par stykker i Nakskov der havde sagt til nogle andre, kør lige op og se æresporten hos Organisten, den er så flot. Det var børnene, som havde lavet den.
Vi nåede frem til 1994, så blev Arnold pludselig meget syg, og kom på Nykøbing sygehus, der var så ikke mere at stille op, så han kom hjem, og fik en EL‑seng og døde så 3 måneder senere,
så kom jeg på Solgaven her i Næstved i oktober måned. Vi havde begge 2 søgt om at komme herop, fordi Arnold ikke var rask og jeg havde efterhånden så svært ved at komme op og ned af trapperne, jeg havde fået slidgigt, og mine knogler var også begyndt at falde lidt sammen, så inden vi nåede at få plads, så døde Arnold.
Var det svært at flytte fra huset til Solgaven?
Jeg har egentlig ikke været særlig trist over flytningen og min tilværelse, og når jeg nu tænker tilbage på mit lange ægteskab og på vores alderdom, så er det alle de gode ting og alle de gode minder som jeg tænker på, efterhånden som der er mange ting man ikke kan, så kan man da altid prøve, jeg ved godt, at her kan jeg sige, at de skal komme og klæde mig af og på, men det gør jeg ikke, selv om jeg har svært ved det. Jeg kan jo ikke så godt stå, jeg er faldet nogle gange, men der er heldigvis ikke brækket noget.
Jeg tog ikke min førerhund med, og Jeg har også savnet ham, men han har det godt, og jeg har ikke set ham. En dag var han inde i huset sammen med fru Olsen, som har hjulpet mig, og hun fortalte, at så snart han var kommet ind ad døren, så sprang han hen til den sofa, som jeg plejede at sidde i, og da jeg ikke var der, så gik han lige så stille hen og lagde sig der, hvor han plejede at ligge, og der har han nok tænkt, hvor var jeg henne, så jeg syntes, det er lige så godt, vi ikke ses.
Så kom jeg på Solgaven i november 1994, og fik dette dejlige værelse, hvor jeg må indrømme, at det er en dejligt stor stue, og et dejligt badeværelse, men jeg syntes jo nok at der burde nok lige have været 2 rum, det ville man nok have bygget i dag, men det er 22 år gammelt, og det er jo fint indrettet. Her er jo så dejligt, og jeg går også med min rollator her på gangene, jeg har jo lært at finde rundt her, jeg kan gå op i terapien, og jeg kan gå op i kiosken, og spisestuen, og i pejsestuen og vinterhaven, og det hele er så dejligt indrettet, her er ingen trapper, ingen dørtrin, og der må ikke stå noget ude i siderne, alt bliver stillet midt på gangen, så vi kan gå langs væggene og håndtagene.
Kathe, som lige ringede, er en dame som jeg kender fra Nakskov. Hun har gået til musikundervisning hos mig, og hun er på alder med min datter. Hun er nu flyttet til Næstved, og hun ringede og spurgte, om jeg ville med til julekoncert i Sct. Peders kirke på søndag, hvor der skal opføres Backs jule ovatorium, hun har undersøgt om jeg kunne komme derned i kørestol, og det kan godt lade sig gøre, så kommer hun kl. 2 med en julekage, og så skal vi have kaffe inden vi tager af sted. Hun har som sagt spillet klaver hos mig, og den gang knyttede vi et godt venskab, fordi hun havde lidt forskellige bekymringer, og dem kom hun med, og drøftet dem med mig, det er som om jeg har fået en datter til.
Hvordan går din hverdag her på Solgaven?
Jeg har en væv i terapien, hvor jeg om formiddagen væver viskestykker, men da jeg var ganske ung, da begyndte jeg så småt at væve, og jeg syntes allerede dengang, det var et morsomt arbejde, men jeg kunne godt se det havde ingen fremtid. Nu har jeg en væv, som jeg skal betjene med hænderne, mine ben kan ikke holde til at træde, og den er heller ikke nær så stor, og så har jeg fundet ud af, hvis den bliver lavet til som på en stor væv, hvor der skal være mønster, så kan jeg altså godt væve mønster. Det er mest for min egen fornøjelses skyld, for om viskestykker har mønster eller ej, det kan være forholdsvis ligegyldigt.
Personalet kommer gerne ind ved 8 tiden med min mad, på det tidspunkt vil jeg meget gerne høre klassisk morgenmusik, og jeg hører til dem som helst skal have en kop kaffe, nå jeg begynder på min dag. Bagefter hører jeg morgenandagten, og så følger jeg gerne programmet indtil kl. 9. I øjeblikket handler det om Det Kongelige Teaters historie, det har jo 260 års jubilæum i denne tid. I morgen aften er der stor festkoncert inde i radiohuset, Det Kongelige Kapel kommer og spiller.
Det Kongelige Kapel fejrer 550 års jubilæum i år, det vil sige, du skal tilbage til 1448 det er før barokmusikken, det er ren middelaldermusik, der har været spillet dengang. Det er ganske vist heller ikke begyndt som det Kongelige Kapel, men det begyndte som et musikkorps, og så er det endt med at blive det Kongelige Kapel. Det er det ældste orkester i Verden, der har fungeret uafbrudt op gennem hele tiden. Der skal som sagt være stor jubilæumskoncert i morgen aften, og det bliver transmitteret i program 2.
Om formiddagen går jeg i terapien og væver, og så går jeg hjem kl. 12 og spiser, derefter tager jeg mig en middagslur. Ved 2 tiden får vi kaffe, så er der lidt forskellige aktiviteter. Mandag er der altid oplæsning, der kommer jeg ikke, men jeg ved de har læst om dronningen, om tirsdagen kommer præsten en gang om måneden, en tirsdag har vi fællesmøde, altså beboermøde, hvor vi kan snakke lidt om hvad der sker her. På de andre tirsdage er der noget quiz eller lignende, og om onsdagen er der 2 gange om måneden banko, det deltager jeg aldrig i, det interesserer mig ikke. Torsdag er det gerne noget med musik, det må jeg med skam melde, det deltager jeg heller ikke i, så vil jeg hellere lege med min egen musik. Om fredagen er her næsten altid fra september til juni foredrag, og det går jeg faktisk altid til.
Jeg kan godt lide at strikke, så jeg sidder og strikker sokker for tiden. Der er flere, som godt kan lide at gå med hjemmestrikkede sokker, og så hører jeg samtidig nogle af mine mange Cd‑plader, jeg har CD i min radio ved min seng, og ligesådan her ved min stol, og i aftes havde jeg taget en Cd med Schumans klaverkvintet, efter min mening et pragtfuldt stykke musik, og den ligger på min CD-afspiller ved min seng. Lå i morges, da der var klassisk morgenmusik, så spillede de den samme, medens den lå ovenpå Cd’en, det kunne jeg ikke lade være med at grine af.
Jeg spiser kun i spisesalen når der er fest. Jeg kan bedst lide at spise her på værelset, og jeg må selv vælge, hvor jeg vil spise. Sommetider tænker jeg, det er egentlig tosset, at de skal gå og bære mad ind til mig. Jeg kan jo sagtens gå op i spisesalen med min rollator. Men jeg sætter stor pris på samtidig at høre rådhusklokkerne i radioen, så jeg kan høre om mit ur går rigtigt, og jeg skal høre radioavisen.
Jeg kan også forstå, at somme tider har de lidt knurren på snoren oppe i spisesalen, for det er min plads, og det er ikke min plads, og så siger jeg, det gider jeg da ikke.
Den anden onsdag i hver måned har vi hyggeaften, og der går de fleste i spisestuen. Der får vi sommetider en lille sild, og andre gange en varm anretning, det er altid noget forskelligt, som vi sidder og hygger os med. I denne måned havde vi Mortens aften, og det var omtrent lige på dette tidspunkt, så springer vi det over, og i næste måned skal der være en stor julefrokost i tiden før jul, men når vi kommer over jul, så er der nogle måneder hvor der ikke sker så meget, så har vi vore hyggeonsdage igen.
Jeg er med i beboerrådet, og netop fordi jeg er formand for rådet, så er jeg også med i husets bestyrelse. Det er derfor, jeg fik sendt dette referat, som ligger her på bordet, fra Susanne Tarp som er med fra forretningsudvalget. Hun er en vældig sød pige, og Lone Gudmanson fra 11 kreds, som ligeledes er rar er også med. Det medførte, at jeg her i forsommeren var med på Fuglsangscentret, som repræsentant for en af de 6 beboerråd fra Blindesamfundets 6 plejehjem, og de mødes i Fredericia hvert år.
Hvordan kom du så derover?
Det var ganske nemt, Arthur, som er vores chauffør, kørte mig til Ringsted. Jeg var i kørestol, og der blev sendt bud til de forskellige stationer hvor jeg skulle skifte. Man bliver hejset op i toget af personalet, og det var jeg ikke spor betænkelig ved, og så havde jeg yderligere en plejeassistent, der hed Kirsten Hulbæk, som skulle sørge for mig, og i Fredericia kom der nogen og kørte os til Fuglsangscentret. Det var dejligt kan du tro, det var sjovt at komme derover igen, for jeg havde været der før. Medens Arnold endnu havde det helt godt, var vi over og holde ferie, sammen med vores søn Poul.
Her på Solgaven er personalet også flinke til at beskrive ting, og sige deres navn, når de kommer ind på værelset.
kl. 17,30 får vi så vores aftensmad, og ved 8 tiden får vi aftenkaffe, jeg kan godt klare selv at gå i seng og tage tøj på. Om sommeren kører vi som reglen på en tur ud i landet, hvis vejret tillader det. Jeg var også med på udflugt hos Birthe Bille, som har været kredsformand i 27 år. og jeg har været sammen med hende flere gange igennem arbejdet under Dansk Blindesamfund.
Jeg kan kun sige, at hvis folk skal på plejehjem, så tror jeg nok de kan stå sig ved at komme her.