Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med Gerda Petersen, Grevinge,
Interviewer Heike Michelsen.
Jeg er født d. 13. februar 1938, og født på et lille husmandssted ude på landet i udkanten af Grevinge, en lille by der hedder Engelstrup. Og jeg er født med grå stær.
Blev det opdaget fra du var helt lille?
Jeg ved ikke hvor tidligt man har opdaget det. Jeg kan kun huske fra jeg var omkring de 4 år. Fra den tid kan jeg huske, hvad der begyndte at melde sig med hensyn til mit syn. Men om jeg har haft det helt fra fødslen eller om det er dukket op for mig efterhånden, det ved jeg ikke. Men man var i hvert fald helt klar over da jeg var omkring de 3 år, at jeg absolut ikke kunne se noget. Jeg blev opereret som 4-årig på Rigshospitalet.
Og så kan jeg huske at min far afprøvede mit syn. Vi boede langt ude på en jordvej, og så skulle jeg se, om jeg kunne se en villa inde ved hovedvejen. Og det har jeg så tit tænkt på, at det var en meget primitiv måde at afprøve mit syn på. For det gav ikke så meget.
Du vidste jo også hvor den lå?
Ja og jeg kunne jo godt skimte omridset af den der røde villa. Og det var jo ikke nogen fornemmelse af, hvor meget jeg kunne se. Men min far og mor, var nok klar over, at jeg ikke så så godt, efter jeg var blevet opereret. Og jeg er kun blevet opereret den ene gang.
Og så gik tiden jo, og jeg husker ikke ret meget om hvilke vanskeligheder, jeg stødte ind i. Det var først da jeg skulle i skole, at jeg begynder at erindre om dem. Der var skolepligt fra det syvende år. Jeg var så 7 år i 1945, men min mor gik til vores præst. Det var dengang, at det var præsten, der var formand for skolekommissionen. Hun sagde til ham, at hun gerne ville beholde mig et år mere hjemme. Præsten sagde, at det ville blive på hendes eget ansvar, for hun måtte regne med, at jeg ville blive indkaldt til eksamen, hvis hun holdt mig hjemme. Men det tog hun meget roligt. Og hun beholdt mig hjemme, så jeg blev 8 år før jeg kom i skole.
Hun underviste dig ikke?
Nej, det gjorde min søster. Hun lærte mig bogstaverne og hun lærte mig også at skrive dem. Og lærte mig også tallene.
Var du den eneste af jer søskende der ikke kunne se?
Det var jeg jo ikke. For vi var 3 søstre, og en anden af mine søstre kunne heller ikke se ret godt. Men hun så betydeligt bedre end jeg kunne se. Og det var trods alt hende, der lærte mig de ting der, så hun kunne trods alt se mere. Men hun var også kommet et år senere i skole end jeg var, så hun ventede på den tredje søster, jeg havde og som ikke fejlede noget. Så de fulgtes ad, og klarede det igennem på den måde.
Var du så den yngste af jer 3?
Ja, jeg er den yngste. Men det vi har er en familiestær, og den kan spores mange steder i vores familie. Min farmor havde det. Og min morbror og min moster havde det, og når det var på begge sider af familien var det fordi min fars mor og min mors far var søskende. Og så bliver det ligesom doblet op, ved at far og mor er fætter og kusine. Men min far og mor havde ikke noget af det. Så det har simpelthen sprunget et led over. Jeg havde en morbror som var helt blind, og som levede af at binde børster. Så det er en familiestær, og ikke bare sådan en grå stær som ældre mennesker får.
Men de må da have vidst det! – De holdt dig jo hjemme.
Ja, og det var da heller ingen god måde at løse problemet på. Jeg synes da hellere, at man skulle have gjort noget ved det. Men det var ikke noget, man havde lyst til at tage op. Min mor havde i hvert fald ikke. – Den der nok gjorde mest for at skubbe mig i gang, det var nok en faster jeg havde, som boede inde i København. Hun var meget opmærksom på, at jeg ikke kunne se. Og det var hende, der pressede min mor til at jeg skulle til øjenlæge, for at se om der ikke kunne gøres noget og fik mig opereret som 4-årig.
Har du nogen fornemmelse af, at din mor bare ville have dig hjemme?
Jeg ved ikke om det var det – eller hun bare ville skåne mig for de vanskeligheder jeg kunne komme ud for.
Men så kom vanskelighederne da jeg kom i skole. Og jeg blev jaget til øjenlæge den ene gang efter den anden. – Og der sagde øjenlægen i Holbæk til hende, at jeg skulle gå i skole på Refsnæs. Men det ville hun i hvert fald ikke acceptere. Og hun gik til vores egen læge. Og han støttede hende, og sagde at det var der ingen, der kunne tvinge hende til. Det har jeg siden gået og tænkt på. Jeg tror da ikke at, der var nogen, hverken lærere eller læger, der i dag ville se gennem fingre med sådan noget.
Det var nok i den tidsalder, hvor man både kunne tvinge eller helt lade være med nogen foranstaltninger for handicappede børn?
Ja måske, men jeg blev i hvert fald hjemme og gik i almindelig skole. Uden at kunne se en dyt.
Du kunne slet ikke se?
Nej – ikke noget i bøgerne der havde nogen som helst betydning. Jeg fik det ene par læsebriller efter det andet, men kunne ikke læse med dem. Kunne ikke skelne bogstaverne og jeg kunne i hvert fald ikke skille dem ad. Og tallene i regnebøgerne – de der trykte vi havde dengang – dem kunne jeg heller ikke se.
Hvordan klarede du det så i de skoleår?
Ja, det kan jeg heller ikke forstå. Og det jeg vil vende tilbage til er, at det tror jeg ikke man ville springe op og falde ned på i dag. Men det gjorde man dengang. Men min søster skrev regnestykkerne i en kladde med så store tal, at jeg kunne se dem. Så det gik nogenlunde. Men så skulle vi have noget der hed ekstra opgaver- altså noget man ikke kunne forberede sig på hjemmefra – noget man lige pludselig fandt på oppe i skolen. Så var jeg på den igen. Alt hvad der skulle læses, og alt hvad der stod på tavlen, det kunne jeg slet ikke deltage i. – Så var jeg der bare
Var du ked af det? – Var du interesseret i skolen, og hvad gjorde du i stedet for?
Ja, men jeg gjorde ikke noget. Men jeg tror på, at når man ikke kan følge den almindelige undervisning og udvikling der følger med – så tror jeg at man udvikler sig på en anden måde.
Da jeg var 14 år var jeg ikke som de andre på samme alder. Jeg var tilbage og ikke så fremmelig.
Lukkede du af når du kedede dig, eller lyttede du meget?
Nej, ørene fejlede ikke noget. Så alt hvad jeg kunne sluge med ørene, det gjorde jeg. Jeg lyttede meget opmærksomt. Du kan godt se, at når man får skrevet 5 – 6 opgaver op på tavlen, og sidder og du ikke kan lave en eneste af dem – så kan du godt se, det ikke er særlig udviklende. Det er ret så ubrugeligt. Og vi havde eksamen en gang om året, hvor vi skulle fremlægge, det vi havde lært for sognerådsformanden. Og der syntes jeg også, det hele var noget pjat. Og vi havde jordens flinkeste sognerådsformand, og hvad tror du han gjorde? Han gav mig bare ug-minus i det hele.
Men det kan jo også være du var bedre end de andre? Og der havde måske aldrig før været et barn i skolen som var blind?
Nej, og jeg har tit tænkt på at sognerådsformanden gjorde det af hensyn til min far og mor, men jeg følte det meget forkert. Jeg syntes det var modbydeligt, når karaktererne blev læst op. Jeg var da god til hovedregning og til dansk genfortælling. Men jeg kan aldrig glemme, da han gav mig ug-minus i læsning. Jeg kunne jo virkelig ikke læse. Og de troede måske bare at jeg skulle igennem det. Men jeg gik der i de 7 år, som skolepligten var dengang.
Der var vel nogle fag som du var glad for?
Det var der, men jeg kunne jo ikke gøre noget ved dem.
Genfortælling var jeg f.eks. blændende til for det kom ind gennem ørene, så det kunne jeg sagtens klare. Men fik jeg så til opgave, at skulle læse 3 kapitler af en bog, så var jeg på den. Jeg kunne jo kun bruge min høresans og fik derved noget andet ud af det, end de andre gjorde i klassen.
Geografi var f.eks. helt håbløst. For sådan et landkort, og det blev trukket ned ved tavlen. Så stod læreren der med sin pegepind og sagde: ”Det og det ligger der!”, ja det kunne jeg slet ikke være med til. Jeg kunne slet ikke skille noget af det fra hinanden. Så det var slet ikke noget værd.
Begyndte du at tænke på, at du skulle have haft en anden skolegang?
Jeg var jo ikke så gammel dengang. Men min mor ville slet ikke have, at jeg skulle derned på Refsnæsskolen. Og dengang protesterede jeg slet ikke.
Men da jeg var 15 år, blev jeg konfirmeret, og dengang var det almindeligt at man tog pladser i maj og november ude. Og så begyndte jeg at sige til min mor, at nu var jeg 15 år og skulle have en plads. Men hun sagde: ” Det skal du ikke!” – Og det var nok første gang jeg blev rigtig tosset! Og det har jeg tænkt på tit. Den gang snakkede man meget om teenagere, og hvor vanskelige de var sådan nogle unge. Og jeg har aldrig været særlig rar. Men det var første gang jeg rigtig gjorde modstand mod hende. For jeg følte, at nu bandt hun mig. Og så tænkte jeg – nu får hun også gennemført, at jeg ikke skal have noget job uden for hjemmet! Og jeg kan huske lige så tydeligt, at jeg sagde til mig selv: Får hun nu også gennemført, at jeg ikke kan få et arbejde uden for hjemmet – så finder jeg det selv! For jeg ville ikke gå derhjemme lige som min søster. Og det var fordi min søster havde været ude og fået plads efter sin konfirmation. Hun var kun ude et lille halvt års tid. Og så kom hun hjem igen, og man sagde, det var fordi hun havde hjemve. Det kan da godt være, hun har haft det. Det havde jeg ikke sanset. Men en ting jeg havde sanset, det var, at hun var kommet hjem igen. Det var hende der også havde dårlige øjne. – Og så tænkte jeg NEJ. Nu har hun gået hjemme siden hun var 14 og hun er 9 år ældre end jeg. Det vil sige, da jeg var 15 år så var hun 24. Og havde bare gået og nusset rundt, og det ville jeg altså ikke. Og mor gik så med til at få fæstet mig til den plads min søster var rejst fra for 9 år siden. Det var jeg sådan set ligeglad med. For jeg var ligeglad med, hvor hun jagede mig hen! Bare jeg kom ud af døren. Og det var en elskelig gammel kone jeg kom til at være hos. Hun boede på en stor gård og der var 2 hjemmeboende sønner. Det var ikke nogen stor husholdning, så det kunne jeg ikke få besvær med. Og hun var god til at lære mig, hvordan jeg skulle gøre tingene. For jeg var ikke særlig god til nogen ting hjemmefra. Det fik jeg aldrig lejlighed til. Og det var nok også, fordi jeg havde en storesøster til at gå derhjemme. For hun lavede det hele.
Hvor længe var du hos den gamle dame?
Jeg var der et år og jeg lærte uendelig meget af at være der.
Så traf jeg tilfældigt en dame henne hos købmanden, og hun sagde at jeg kunne få en plads hos hende. Hun boede på en gård ude i den anden ende af byen. Og så tænkte jeg: Du skal nok prøve noget andet end at gå hos den gamle dame. Og vi fik aftalt at jeg skulle komme der til 1. maj. Og det gjorde jeg så. Hun havde 4 børn og en mand, og det var noget helt andet.
Kan du huske hvor meget du fik i løn?
Jeg tror jeg startede med at få 150 kr. om måneden og kost og logi. Og så havde jeg fri ½ eftermiddag om ugen og så hver anden weekend. Det var sådan almindeligt dengang.
Det var en ung kone. Hun var en meget ihærdig sjæl selv. Og det jeg ikke kunne det kunne hun i hvert fald selv. – Jeg blev betroet mange ting. Jeg blev også betroet at passe hendes lille dreng på 1½ år da jeg kom dertil. Og det var jeg utrolig glad for. Jeg havde jo ikke haft nogle små søskende selv. Og jeg kom godt ud af det med hele familien.
Du var så ikke generet af dit syn der?
Det ved jeg ikke om jeg var. For det er ikke de daglige ting, jeg er så generet af det. Men hver gang der er noget papir, der skal læses, og når jeg skal se langt. – det er sådan noget, der er problemet. For når jeg skulle gøre ham ren og bade ham, var der ikke noget problem. Det var noget jeg havde tæt på, og godt kunne klare. Det gik utrolig godt i de 1½ år jeg var der.
Så jeg var vel blevet 17 – ja næsten 18 år. Og så blev jeg ringforlovet, og så gik det hverken bedre eller værre, at jeg snart skulle have det ældste af mine børn. Og så måtte vi se at blive gift. Og det blev vi da. Og vi fik lejlighed, og det gik så nogenlunde godt, indtil jeg efterhånden blev mere og mere moden og voksen. Og vi havde også et lille barn. Men da der var gået 1 eller 2 år besluttede jeg, at nu ville jeg ikke mere. Og det var mens jeg ventede barn nr. 2. Så jeg besluttede at jeg ville skilles. Så den sidste var ikke født før jeg gik fra ham.
Det var modigt gjort dengang!
Ja, og havde jeg vidst, hvad jeg kom ud i, var det nok slet ikke sket!
Og så da jeg havde fået barn nr. 2 – det var i foråret 1958 – så var jeg på den. For nu kunne jeg godt se, at nu havde jeg i hvert fald fået et problem. For jeg kunne ikke se, havde ikke noget sted at bo, for det hus vi boede i hørte med til den gård, hvor min mand arbejdede – og så måtte jeg flytte.
Hvor var du så?
Ja, det var sådan at min mor ikke smed mig ud, selv om hun gerne så, at jeg forsvandt. Så jeg boede hjemme til jeg fik barn nr. to. Og det barn fik jeg ude på Holbæk Centralsygehus, og der var jordens flinkeste oversygeplejerske. – Og jeg sagde til hende, at jeg ikke havde noget sted at bo. Så sagde hun: ” Ta’ du hjem, og se om du kan finde noget at bo i. Så beholder vi barnet herude imens.”
Den ældste pige jeg havde, var hjemme hos min mor og far. Så jeg tog hjem og gennem pløjede aviserne for at finde noget. Men der var ikke noget, men fandt så en plads som husbestyrerinde hos en fuldt seende mand i Højby. Så jeg flyttede derind. Han havde en lille dreng på 5 år, og konen var død. – Så flyttede jeg ind og fik mit lille barn hjem. Og ham jeg var husbestyrerinde for var meget rar. Han gjorde ikke en kat fortræd, og han accepterede at jeg havde et spædbarn og så den store. – Men jeg havde ikke været der mere end en halv snes dage, så kom nabokonen og sagde: ”Ja, det er ikke fordi jeg vil blande mig i noget – men her skal du ikke være!” ”Nåh,” sagde jeg så – ”hvad skal det sige?” ”Ja, her skal du ikke være med 2 små børn. Vi ved manden var sindssyg – og du skal ud herfra! – Men jeg har en bror som har et hus i Nykøbing, og han kan godt få plads til dig der. Og han er alene.” Nåh, tænkte jeg, skal hun bestemme over ham? – men det gjorde hun. Og så gik der ikke mere end et par dage, og så var jeg der. Han forlangte ikke andet, end at jeg skulle lave en gang varm mad om dagen i husleje. Og der boede jeg ½ års tid. Men han var forlovet med en dame ude i byen. Og de ville flytte sammen på et tidspunkt, fortalte han mig. Og skulle de bo i huset, var der ikke plads til mig og børnene. Så jeg så mig om efter en lejlighed i Nykøbing og fik en. – Og så var der kun et at gøre, det var at finde et arbejde. For nu havde jeg husleje og almindelige udgifter. Så jeg søgte job ude på Amtshospitalet, og det var almindelig rengøring. Og jeg var ikke glad ved det. For det er ikke nemt, når man ikke ser så godt. Jeg følte at jeg havde alle de andre damers øjne i nakken, selv om der ikke var nogen, der sagde noget.
Hvem passede så dine børn mens du var på arbejde?
Jeg havde nogle venner inde i Nykøbing, som hørte til den mand, jeg havde boet i hus hos. Men, så søgte jeg job inde på sygehuset i Nykøbing. Der havde man dengang noget der hed gangpiger, og jeg blev ansat. Da jeg havde været der en 14 dages tid, kom oversygeplejersken hen til mig og sagde: ”Ved De hvad! Hvorfor har deres læge ikke søgt invalidepension til Dem for længe siden?” – Og det vidste jeg virkelig ikke. Så sagde hun: ”Gå til ham, og sig han skal søge pension til Dem!” Og det var meget svært at acceptere. Det var ikke lige, hvad jeg havde tænkt mig. Der var jeg vel 23 år og var ikke meget for det. Men kunne godt se, at det her ikke var holdbart.
Det var da godt du kom et sted og nogen tog sig af dig. Havde du slet ikke tænkt på at søge pension?
Jeg havde slet ikke skænket det en tanke. Det havde slet ikke været på tale. Men det var mit held at søge pension. Men det havde da været bedre, hvis jeg havde fået en uddannelse jeg kunne bestride. For det kunne jeg godt, hvis jeg havde fået en ordentlig skolegang, og var kommet den rigtige vej rundt. Men det var jeg jo ikke. Og boede nu i Nykøbing. Og det var ikke min læge fra min barndom, jeg skulle henvende mig til. Men til en læge i Nykøbing, der ikke havde kendt mig gennem livet. Men han var ikke dummere, end han kunne se, at det var noget nyt for mig.
Han ordnede i hvert fald papirerne for mig og søgte pension. Og det fik jeg da også.
Blev du sagt op fra dit arbejde?
Nej, jeg blev der måneden ud og holdt op til den første. For det er bund utilfredsstillende at være et sted, hvor man ved, man ikke kan udføre det halve af det, man bliver sat til. Og der kunne jo også være en risiko ved det. – Vi skulle f.eks. slå termometre ned, inden de skulle bruges. Og jeg kunne jo ikke se, om de var slået ned. Så det var ikke et sted, hvor jeg kunne være. Og jeg kunne heller ikke se, hvad der stod på de små tavler, der sad på sengene. Jeg kunne ikke skrive på dem, og kunne ikke se hvad patienterne hed. Og kunne ikke se hvad temperatur de havde haft. Så det var bestemt ikke et sted for mig. Men det var godt jeg kom der, for det var oversygeplejersken, der opdagede det. Og som slog i bordet og sagde det var helt ved siden af. Og hun havde jo ret, for der gik jo ikke så lang tid, før pensionen blev tilkendt.
Og det gjorde så det, at den læge jeg havde i Nykøbing sagde, han havde en bekendt, en øjenlæge i København, som han syntes jeg skulle tage ind til. Jeg havde jo kun været hos øjenlægen i Holbæk. Og ham i København var rystet, og sagde det ikke var hans bord. Og han jog mig straks ind på Statens Klinik for Blinde. Og det var i Skydeskovs tid. Han undersøgte mig så, og sagde jeg skulle tage børnene med. – Det gjorde jeg så, men der var heldigvis ikke noget med dem. For han havde i tankerne, at det også kunne have ramt dem. Men han arbejdede på det, og fik så heldigvis lavet det sådan, at jeg kunne få et par læsebriller. Og det havde jeg jo aldrig prøvet før. Det var en helt utrolig lettelse. Jeg kunne læse mine egne breve og kunne læse en bog. For det var ikke fordi jeg ikke kendte bogstaverne. Jeg kunne bare ikke se dem.
Det var et held at du kendte bogstaverne!
Ja, det var et held at jeg havde lært dem. Men, så kan man sige at jeg selvfølgelig ikke var hurtiglæser i starten, men det kunne jeg selv træne mig op til at blive.
Var det lup briller eller tykke briller?
Det var en meget stærk linse til det højre øje lige i midten, for det var det eneste jeg kunne læse med. Det venstre øje er slet ikke noget værd. Og de briller gjorde så meget at bogstaverne blev skilt ad. Det er ikke så meget om de er høje, men det er at jeg kan skille dem ad. – Så jeg var omkring de 25 før jeg kunne læse og det var ikke for tidligt når jeg skulle have dem.
Og så fik jeg pensionen. Og jeg har da kunnet leve af den og så de børnepenge, jeg skulle have. Og det gjorde jeg så indtil 1960, hvor jeg blev gift. Og min mand var seende og det rettede jo noget op på skuden. Så har jeg fået 2 børn siden, men den ene er desværre også medtaget af den der familie stær. Og vi klarede os indtil 1977. Min mand fik også pension. Det var fordi han havde Epilepsi, og det gjorde, at han var meget træt indimellem. Man kan nærmest betegne ham som et B-menneske. Han var fin om aftenen og kunne såmænd være oppe hele natten, men var meget træt om dagen og han fik selvfølgelig også noget medicin. Ud over det var han ikke generet af det. Men arbejde kunne han ikke have. Han kunne ikke koncentrere sig om noget ret længe ad gange. Kontorarbejde kunne han ikke klare og heller ikke legemligt arbejde.
Så i 1977 fandt vi på, at nu ville vi have noget at lave. Børnene var efterhånden også blevet store. Så jeg fik et rengøringsjob, og han skulle hjælpe mig. Det var nede i SuperBrugsen i Asnæs. Og sagde til brugsuddeleren, at jeg godt turde. For han kunne jo godt se, at jeg ikke kunne se, men min mand skulle hjælpe mig, og han kunne se det, jeg ikke kunne se. Og ved fælles hjælp kunne vi så godt klare det. Og der var vi i 9 år. Og det var ellers vældig spændende.
Og særligt når I kunne gøre det sammen
Ja, det var det. Og vi gjorde rent fra klokken halv seks til klokken godt halv ti om aftenen. Det var jo efter forretningen var lukket. De var utrolig glade for os, og det klarede vi indtil den daværende brugsuddeler skulle holde op. Og min mand havde fået noget med hjertet. Og så sagde jeg, at vi skulle holde, mens legen var god. Og så skulle der komme en ny brugsuddeler, og så ville der nok komme nogle andre skikke. Og det er også blevet et kæmpe stort foretagende i dag, og man har jo også et rengøringsselskab til at gøre rent i dag.
Så havde vi ikke rigtig noget et stykke tid derefter. Men så var der et ældrecenter som Dragsholm kommune havde hernede i Gundestrup. Og så manglede de et bestyrerpar. Vi søgte stillingen og fik den. Så solgte vi vores hus og flyttede derned. Og der var vi så desværre kun i 3 år, for så blev min mand syg og fik problemer med nyrerne og døde i løbet af 3 måneder. Så han var død i 1991, besluttede jeg at jeg ikke ville bo i det store hus alene. Og jeg kunne ikke bestride stillingen alene. Men kommunen tilbød ellers at de gerne ville holde det udvendige og passe haven. Bare jeg holdt det indvendige, men det turde jeg ikke.
Så det var i 1991 jeg flyttede derfra og her til Grevinge.
Hvornår kom du ind i Dansk Blindesamfund?
Det var i 1987, hvor det tilfældigt blev opdaget at jeg havde forhøjet tryk i øjnene. Det var øjenlægen der opdagede det. Og det betød at jeg havde grøn stær. Det gjorde jo, at jeg havde mistet endnu en bid af det dårlige syn. Og det kommer man aldrig til at genvinde. Så jeg drypper hver dag, for at holde trykket på plads. Og da han opdagede det, blev jeg henvist til Dansk Blindesamfund og blev optaget der. Jeg havde ikke noget særligt med dem at gøre, udover, at jeg fik en læsebåndoptager, som jeg har været utrolig glad for. For det var slut med at læse Magna Print, for det har jeg ellers altid kunnet. Så det var slut med at læse bøgerne, men har så siden 1987 haft dem på bånd. Og så da min mand var død i 1991 kom jeg på senblinde kursus.
Tilmeldte du dig selv til det?
Nej, det var Jonna der den gang var omsorgskonsulent som sørgede for det. Og der var jeg i 3 uger. Og fik lidt færten af at læse punkt, forsatte herhjemme og fik det lært meget grundigt af Annemarie Larsen. Og så fulgte jeg med i Dansk Blindesamfund og kom til generalforsamlinger og sådan noget. Og så i 1993 søgte jeg en stilling som omsorgskonsulent, og var så det indtil 1997.
Men du kan jo stadigvæk komme på kurser inde på instituttet
Ja, men det skulle have været før, for nu er det nærmest ligegyldigt. For jeg kan sagtens få tiden til at gå uden de store problemer. Men den gang jeg havde problemer, skulle jeg have haft noget af det der. Og i dag er jeg utrolig glad for båndene. Jeg kan slet ikke undvære dem. Jeg hører både Blindesagen og DBS informationen på bånd. – Og så alle de romaner jeg kværner igennem.
Og du læser slet ikke mere på sort?
Nej kun lige breve og hvad jeg ellers er nødsaget til. Måske en opskrift. Men det er meget lidt, for jeg kan slet ikke holde det ud. Det løber helt ud for mig.
Du har jo også andre fritidsinteresser!
Jeg har jo den der walkie-talkie klub, hvor der er forskellige bankospil og de arrangementer de kan finde på at lave. Og det er 3 gange om ugen. Og det kan man jo gøre når man er alene, og ingen andre sidder og venter noget af en´. Og jeg bruger i hvert fald et par timer om dagen 2 gange om ugen på at sælge bankokort. Jeg mangler ikke beskæftigelse.
Du har jo også dine børn!
Ja, jeg har 4 børn og 7 børnebørn. Så jeg har brug for den tid, der kan blive til rådighed. Og så Vivi, min yngste datter har desværre fået den samme øjensygdom. Hun er også opereret for den, men ikke med noget strålende resultat.
Men hun har haft andre muligheder i sin skolegang?
Ja, hun har kunnet se så meget bedre end jeg, for hun har kunnet læse under sin skolegang. Så lidt bedre end mit syn har hendes været. Og hun vil ikke bruge båndoptager, hun vil læse selv. For hvornår erkender man selv at man har et handicap? Hun ville ikke vedgå sig det før hun fyldte 17 – 18 år.
Kan hun ikke læse nu?
Jo, men hun kan ikke læse en bog. Hun kan dårligt læse et helt blad. Men hun er lige på kanten af at kunne få en båndoptager og blive medlem af Dansk Blindesamfund. – Og jeg tror heller ikke hun har tid til det i øjeblikket. Hun har også alle sine problemer med balancen og nakken, og har 2 små børn. Så hun har ingen tid til at sætte sig hen og læse. Og hun kan ikke gøre, som jeg kan, bruge de sidste par timer af aftenen, for hun har brug for at sove lige så snart hun har tid til at ligge. Og skal jo tidligt op om morgenen. Så det er nok ikke det, hun har mest brug for.
Men du har jo klaret dig fint med den smule syn du har haft og har nu – og det forandrer sig vel ikke meget?
Det tror jeg ikke, det gør, nu har det været stationært i mange år, ja siden 1987-88 har jeg ikke skiftet brillestyrke. Så nu er jeg inde i den vane, og færdes godt nok indenfor rimelighedens grænser. Jeg har da været på højskole, men der færdedes vi ikke meget. Og har da været på kurser og den slags ting. Men det er fordi jeg altid har været vidensøgende. Men næste gang, hvis jeg skal på højskole, vil jeg nok vælge nogle andre fag. Det der var mest var seniordans. Jeg vil hellere høre foredrag og få mere viden. Og på en højskole hvor der f.eks. er studiekredse. Og det skyldes nok den elendige skolegang jeg har haft.
Men det med radio du har haft i mange år – hvad hedder det?
Walkie-talkie, og det begyndte jeg på i 1985. Og man køber sådan en kommunikationsradio, hvor man kan tale med hinanden. Og når man køber radioen har man en opkaldekanal. Og der kan man kalde nogen, hvis man kender nogen, der har en – eller man kan bare ligge og lytte og høre, om der er nogen, der vil tale med en. Og vi kan tale langt omkring. Men det er ikke så meget derfor, jeg har den nu. Lige i starten havde jeg den for kontakten med
andre mennesker. Der snakkede vi jo meget på den. Men jeg taler aldrig mere på den, udover når vi spiller banko.
Hvordan foregår så det banko?
Ja, det foregår ved, at de forskellige foreninger snakker sammen, og vi har en opråber, der hvor de har deres klubhus, og så har de en der råber numrene op. Og så gentager jeg numrene fra ham i Nykøbing, så de kan komme længere ud – f.eks. til Holbæk. Og samtidig spiller vi her hos mig. Vi sidder 5-6 her omkring bordet, og jeg sidder ovre ved skrivebordet og gentager numrene. – Så det er som et almindeligt bankospil, bortset fra det er på walkie-talkie. Så det bruger jeg temmelig meget tid på. Men er nu trappet ned. For hver aften først at komme i seng ved halvtolvtiden er for meget, da jeg også helst skal høre en bog i et par timer, så bliver det for meget. Så jeg er kommet på nedtrapning, da jeg også helst vil have et par friaftener. Og jeg vil også gerne se lidt fjernsyn.
Og den klub jeg er i her, laver også andre arrangementer. Der er da julefest, fastelavnsfest osv.
Du har også andre aktiviteter – klubben i Holbæk!
Ja, men da jeg kom ind i Dansk Blindesamfund havde jeg ikke lyst. Jonna, der var omsorgskonsulent dengang, fortalte om den. Men jeg ville ikke. Så det var først, da jeg blev omsorgskonsulent i 1993 jeg begyndte at komme der. For så var jeg forpligtet til det. Og nu kommer jeg der stort set hver 14. dag. Det er meget sjældent, at jeg svigter. Men der kommer ingen unge!
Man kan vel egentlig godt forstå at de yngre ikke kommer der!
Ja, det kan man sådan set. Jeg tror kun det er et spørgsmål om tid med de klubber der.
Hvorfor det?
Som årene er gået med klubberne, 12-15 år, så kommer der nye medlemmer til, og de gider ikke sidde der. De har nogle helt andre krav, end dem vi har, der har kommet der i mange år. Der skal ske noget helt andet end det der gør i dag.
Der skal være nogle helt andre aktiviteter, så man kan lokke dem af sted. Men dem, der kommer der i dag, er utrolig glade for at komme der. Men det er også en meget ældre generation, der er der. Men de, der i dag er 50 år, vil da ikke komme til det, når de bliver ældre.
Men der foregår jo også meget på omsorgscentrene!
Ja, der foregår utrolig meget der. Og jeg kan heller ikke se, hvorfor man skal skille det ad. Det er bedre, at man er med, der hvor man bor!
Jeg har hørt at du også har andre fritidsinteresser?
Ja, jeg går også til seniordans hver fredag i vinterperioden. Jeg skal jo også have noget motion.
Det begyndte, da jeg sammen med min mand bestyrede ældrecenteret i Gundestrup. Det var Grevinge Pensionistforening, der holdt til der. Og det var dem, jeg lavede kaffe til og serverede for. Og så skulle de også have nogle aktiviteter. Og der var begyndt seniordans i Asnæs. Det var præstefruen, der var begyndt at undervise der, og det havde jeg hørt noget om. Så jeg foreslog pensionisterne, at de også skulle begynde her. Så var der nogle pensionister, der gerne ville. Og så fik vi en pensioneret danselærerinde fra Holbæk, der godt ville komme og undervise. Så vi dansede i Ældrecenteret først i 3 år.
Men så da jeg holdt op med at bestyre det, gik der et år. Og så var vi efterhånden så mange, at vi ikke kunne være der. Og vi måtte rydde den sal, vi dansede i for borde og stole, så der kunne være plads til at danse. Og det var efterhånden et kæmpe arbejde. Så vi flyttede op på Centralskolen. Og i dag er vi 44 der danser. Og vi har danset siden 1989.
Og du har ingen problemer med synet der?
Slet ikke – det er jo det, at ørene er gode nok. Og informationerne bliver gennemgået så grundigt, at det med synet ikke betyder spor. Jonna danser jo også i Nykøbing, og hun kan da næsten ikke se nogle ting.
Jeg har hørt at du udover alle dine aktiviteter også vil starte en klub op her omkring?
Ja, men det må vente et stykke tid endnu. Og det er et spørgsmål om de, der kommer her fra Odsherred, ikke vil være kede af at blive skilt fra de andre.
Men du kunne jo lave emnegrupper også med yngre, med teater, litteratur og sådan noget!
Men så skal det ikke være Dansk Blindesamfund, hvis det skal være med yngre. For det er vi for få til under 70 år. Så skulle det være en blandet førtidspensionist klub. For det savnede jeg selv, da jeg var yngre. Og man er da begyndt rundt omkring, men der er ingen tilbud til de yngre pensionister med andre sygdomme. For det er jo sådan, at når de har fået pension – så er det bare ud til højre med dem. Så må de selv finde ud af resten.
Du har da nok at komme i gang med – du har jo også alle dine børn!
Ja, det har jeg sådan rundt omkring mig, og det er rart. For selv om man ikke bruger dem, så ved man, de er der.
Aktiv er du og kan ikke nå mere!
Nej, det er det, når man er svagtseende, man skal jo bruge mere tid på at lave de samme ting som andre. Og det synes jeg er sværest. Man kan ikke lige gøre det, man har lyst til – f.eks. tage til Holbæk og høre et foredrag en aften. Og det med at være afhængig af andre når det gælder transport!
Om aftenen ser du heller ikke så godt?
Nej, det er klart, at jeg ser bedst om dagen. Men her i byen har vi gadelygter, så det er ikke det store problem. Men jeg ser nok ikke mere om dagen, end når jeg går her om aftenen, når jeg går her. Og ser kun lige der, hvor jeg går.
Du har aldrig prøvet at gå med stok.
Nej, det har jeg ikke. For jeg har ikke så stort et synsfelt, og tager ikke så meget omkring mere