Blinde Kvinders kultur gennem 90 år.
Blinde kvinders Kultur gennem 90 år er udgivet af en Kvinde projekt
gruppe, med økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund via projekt Nye
Veje, kommuner i Vestsjællands og Storstrøms amter samt Kulturministeriet.
Og i samarbejde med Blindes Båndcentral i Kalundborg og Refsnæsskolen.
Interview med Gunhild Clausen
v/ Heike Michelsen
Jeg er født d. 22.8.1929 på Frederiksberg, på Godthåbsvej, født der hjemme for dengang var der ikke noget der hed at man kunne føde på sygehus. Der boede vi de første år har jeg fået fortalt. Men så havde min mor besøg af en læge til mig og min tvillingebror, og lægen sagde at vi skulle flytte ud på landet. For vi havde sådan noget med kirtler og noget andet. Så flyttede vi til Hvidovre – det var på landet dengang – og min far arbejdede på Trifoleum. Vi boede i Hvidovre i et hus og flyttede derfra da jeg var 5 år.
Så flyttede vi til Amager på Cypernsvej og min mor gik hjemme og passede hus. Og vi kom meget sammen med en fætter til min mor og hans kone der boede i Hesselsgade på Amager, og det var ikke så langt fra hvor vi boede. Og der var vi tit ovre. Hun var også min gudmoder. Jeg var også hos dem på ferie en gang imellem. Og jeg nød det. – Mor fortalte engang at jeg var derovre, siger min gudmoder: ”Gunhild, nu kan du få noget Havregrød. Jeg har lavet det til dig. Og så kan du spise det mens jeg gør stuen i stand.” – Så gjorde hun stuen i stand, og kom ud i køkkenet og sagde: ”Jamen, har du ikke spist det?” – Nej, for jeg har aldrig kunnet li Havregrød. Jeg fik det også somme tider derhjemme hos mor, men der knækkede jeg mig af det. Og så sagde mor, at det skulle jeg aldrig have mere.
Så flyttede vi til Bevtoftegade og havde nogle dejlige år der.
Hvordan var din skolegang?
Jeg kom på Svagtsynskolen. Jeg er født blind har jeg fået at vide. Men jeg fik synet igen ved et chok engang. Og det chok skyldtes, at jeg skulle have vasket hår. Og mor lagde mig på køkkenbordet, og så da jeg skulle have håret ned i vasken for at få det skyllet – og det vand skvulper, så skriger jeg. Og min mor kalder så på min far og siger: ”Kan du ikke komme ud og holde hende, hun er helt balstyrisk,” og det gjorde min far. Og så fik jeg synet på den måde.
Er det noget du kan huske eller er det noget du har fået fortalt?
Det er noget jeg har fået fortalt.
Men jeg startede på Svagtsynskolen da jeg var 7 år i København ude på Rosenvængets Hovedvej. Min mor fulgte mig i 7 år hver dag. Så var jeg hjemme i 1½ år, for det var under krigen. Så i 1945 kom jeg på Blindeinstituttet og var der i 1½ år. Jeg skulle lære at væve, men det kunne frk. Düssel ikke lære mig. Så der lærte jeg ikke noget.
Så kom jeg til Kalundborg, for de mente jeg skulle have fred og ro. Og kom på Refsnæsskolen og Hestehavehus. Og det var dejligt. Vi havde et godt kammeratskab derude.
Fik I lært noget?
Ja det gjorde vi. Jeg var i køkkenet og hjalp til. Vaskede op og vi vaskede også gulv i stuerne.
Så kom der på et tidspunkt det der med revalidering på et værksted nede i Skibbrogade, men det ville jeg ikke. Så jeg fik lov til at blive. Senere kom jeg så ud på Klintegården og vævede derude et stykke tid, og kom så på Kærhus og vævede der.
Hvor boede du?
Jeg boede på Hestehavehus indtil jeg flyttede herop i min lejlighed. Og du kan stole på, at det var noget af en omvæltning, for jeg var jo vant til at gå mellem så mange.
Var det noget du selv ønskede, eller var det noget du skulle?
Halvt om halvt var det noget jeg ønskede, men jeg ville gerne. Så den 23. februar 1973 flyttede jeg herop. Og fik mit eget. – Og jeg kan gå her og sige: Den og den ting er mit eget. I stedet for at skulle være på institution, hvor det er deres.
Fik du møblerne på en gang?
Nej, jeg har selv suppleret rundt omkring. Men da jeg flyttede ind, fik jeg 2 sofaer, en lænestol og så fik jeg bordet her som jeg har endnu. Men alt andet er skiftet ud. De første ting jeg fik, betalte jeg af på, da vi fik et lån når vi flyttede ud.
Da du flyttede ud i lejligheden, var der så nogle tilbud du kunne komme til?
Der var en klub der hed Enigheden ude på Refsnæsskolen. Og den gik vi til en gang om ugen.
Så holdt vi op med det. Og så kom tandemklubben, hvor jeg og Karl Mørk var med. Den var der nogle år. Men det var ikke lige gode oplevelser vi havde der. Karl og jeg cyklede ikke så godt, for vi havde ikke kræfterne i benene. Så snakkede de en aften om piloterne. Så var der en der sagde: ”Hvem vil køre med rosset?” – Og ved du hvem der var rosset – det var Karl og mig.
Og det blev jeg ked af den aften.
Holdt du så op?
Nej ikke lige den gang.
Så var der en gang vi skulle til Solgave løb, og der var en af piloterne som havde drukket sig så smadrende fuld, så han ikke var til at have med at gøre. Så havde jeg en ven der hed Karl Olson ovre fra tandem klubben ovre fra Fyn, som jeg havde lovet at tage mig af, for Solgaveløbet skulle holdes på Refsnæsskolen og han skulle bo hos mig. Og vi kom derud og så på løbet. Dengang cyklede jeg ikke. Så om aftenen var der fest derude med middag og alt. – Så sagde Karl Olsons pilot hen på aftenen: ”Karl skal pisse”, og jeg tænkte: Hvad sidder han og siger? Jeg skal da ikke hjælpe Karl på WC. Og det sagde piloten flere gange. – Så var der en anden af piloterne der sagde: ”Så kan du vel hjælpe ham!” Nej, det ville han ikke, ja han var rigtig modbydelig. Men så hjalp den anden pilot Karl. – Så da vi kom hjem, bestemte jeg, at der ville jeg ikke komme mere.
Og der var mange der efterhånden meldte sig ud, og nu er den helt stoppet.
Du har haft andre aktiviteter siden du holdt op i tandemklubben – f.eks. dans,hvornår begyndte du at gå til dans. Hvordan begyndte det?
Det begyndte efter jeg havde været på Højskoler. Jeg var første gang på Brandbjerg Højskole i 1973, samme år som jeg flyttede ud. Der var jeg igen året efter og så i 1975 var jeg på Unge Hjems Højskole i Bråde. Og der havde de folkedans på programmet, og jeg tænkte: Jeg skal prøve en gang. – Så da jeg kom hjem begyndte jeg at gå til folkedans her. Og fik bevilget Taxa af kommunen for at komme til det. Det gjorde jeg så i nogle år. Så var der nogle damer – den ene boede hernede på første sal. Og de kørte med. Så havde jeg været på højskole, og da jeg kom hjem ringede de fra kommunen, og spurgte om jeg havde kørt til Solgården en søndag. Nej, det havde jeg ikke, sagde jeg. Så sagde hende fra kommunen, at de så ville slette den Taxa regning, og at jeg ikke mere ville få bevilget Taxa. Så der stoppede den. Så en dag mødte jeg en af de damer, der havde kørt med mig, og hun spurgte om vi ikke snart skulle køre i Taxa igen. Jeg sagde så at der ikke blev nogen Taxa mere, og hun blev vred.
Siden har jeg selv betalt.
Du har ikke søgt kommunen senere?
Nej – aldrig.
Så begyndte jeg at gå til seniordans i begyndelsen af 90’erne. Så var det her for nylig, at jeg havde bestilt en Taxa dertil. Jeg sagde til chaufføren, at jeg godt ville bestille ham til at komme og hente mig kl. 15.45. Han skulle nok komme og hente mig, men der kom ingen. Jeg stod nede ved trappen og ventede og det var i november. Så gik jeg op for at vente inden døre. Så kom der en sygeplejerske og spurgte om hun kunne hjælpe med noget? Hun sagde så, at han nok var blevet forsinket. Så gik jeg ned igen og stod. Så da der var gået et kvarter og han ikke var kommet, gik jeg op igen og stod. Så kom der en anden sygeplejerske, og spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Så forklarede jeg det og hun sagde: ”Det kan jeg ikke hjælpe med!” – Så kom der en ældre dame i kørestol og spurgte hvad jeg skulle have hjælp til. Så fortalte jeg det. Hun sagde at vi kunne gå ind til en beboer der havde telefon og han ringede. Og så kom de da klokken var 16.30. – Og det er noget svineri.
Det kan jo ske, men du klarede det
Ja, for det kan jo ikke nytte noget, at sætte sig på bagbenene og tude.
Men jeg er glad for at gå til dans.
Hvilke andre aktiviteter deltager du i?
Jeg kommer i Blindesamfundets klub og i Visens Venner. Så tar jeg på Højskole og på Fuglsangcentret, hvor jeg holder Jul og Nytår. Og der traf jeg en af mine gamle skolekammerater, Birthe Narvig. Og jeg har også fået hilst på Alice Thomsen, som også er en af mine skolekammerater, og en der hedder Åge Kristiansen som jeg også har gået i skole med.
Kender du nogen her i Kalundborg?
Nej ikke så mange. Det er kun Gerda og Annemarie som jeg er sammen med her i byen. Men jeg kender mange, f.eks. fra døv-blindekurser og fra jul og nytår på Fuglsangcentret.
Men det er vel også på grund af kammeratskabet du tar på Højskole og Fuglsangcentret?
Ja, det kan du stole på. For ellers gjorde jeg det ikke. Hvis der ikke var kammerater var der ikke noget at tage ud efter. Men det viser sig Gud ske lov, at jeg kan. For det er vigtigt at have nogen man kender.
Kender du naboerne her?
Her i opgangen kun hende nede på 1. sal. Og hun har også været her, hvis der har været et eller andet. Så kan jeg altid henvende mig til hende.
Og så er der Gerda som du besøger!
Ja, det gør jeg. Det er min bedste veninde. Vi har altid kommet godt ud af det sammen. Men jeg har snydt hende nogle gange, fordi jeg ikke har kunnet høre. Men hende går jeg over og besøger. Hun kommer ikke herover, fordi børnene har nogle gange taget hendes stok, så det vil hun ikke. For så står hun bare der og kan ikke komme videre.
Du har fået høreapparat nu. Hvordan opdagede du, at du ikke kunne høre?
Det var Ingrid og så Gerda. En dag jeg var nede hos Ingrid i Munkesøparken opdagede hun det. Hun snakker jo ikke så højt, så jeg sad bare og sagde: Nååh, ja og Amen som man gør, når man ikke ved hvad der bliver sagt.
Så en dag ringede Ingrid til mig. Hun havde gået og spekuleret på at jeg vist ikke kunne høre ret meget, og det var blevet værre og værre med min hørelse. Hun havde tænkt sig at snakke med Gudrun Nielsen, der var hos hørepædagogen, og det gjorde hun så. Og så kom jeg til ørelægen og blev henvist til Hørecentralen i Slagelse. – En uges tid efter var jeg igen nede hos ørelægen, og viste ham et brev jeg havde fået fra Slagelse om, at jeg skulle vente i 14 måneder. ”Nej, det skal du ikke, nu skal jeg rykke for det!” sagde han. Og så fik jeg en tid 14 dage efter og blev kigget i ørene. Fik taget aftryk til høreapparat og en måned efter fik jeg høreapparatet.
Hvornår kom du ind i Dansk Blindesamfund?
Det må være tilbage fra begyndelsen af 70’erne. Det var Karen Christensen, der var omsorgskonsulent dengang. Hun havde en dag spurgt Gerda, om hun kendte nogen der kunne tænke sig at komme i Dansk Blindesamfund. Og så nævnte Gerda mig, og så kom jeg ind der.
Havde i et mødested dengang i Dansk Blindesamfund?
Ja, vi mødtes i Roskilde. Alle store fester holdt vi der. Forårsfest, julefest og holdt også generalforsamling der. Og så var der dans bagefter generalforsamlingen. Men det gør vi jo ikke mere.
Så var vi også i Holbæk, og der flettede jeg en stor kurv. – Den skal du se!
Hvor er den flot, det var måske noget vi skulle gå i gang med i klubben her i Kalundborg! – Bruger du den til garn?
Nej ikke mere, for jeg gider ikke, for jeg kan kun strikke grydelapper, håndklæder og vaskeklude. Og det kan man ikke sidde og strikke på hele livet.
Men du deltager også i turene til Fuglsangcentret!
Ja, det gør jeg hvis Esther kan tage med. For der er ikke så meget ved at tage på udflugter, hvis man ikke kan manøvrere sig. Jeg skal helst have en med der kan fortælle mig, for ellers kan det jo ikke nytte noget, hvis jeg tager til Silkeborg søerne eller til Tyskland.
Hvad med din besøgsven – kan hun ikke tage med?
Nej hun bryder sig ikke om at komme ud blandt andre, hvis der er for mange mennesker. Hun vil kun med ud i byen om fredagen. Der var f.eks. noget en dag her i byen med Birthe Kjær der skulle synge. – Nej det ville hun ikke. Så det dur ikke – at man har en glasdukke som ledsager. Hun er sød og meget hjælpsom. Om fredagen går vi ud og køber ind så jeg har til hele ugen. Og så går vi i Medborgerhuset og spiser, de har dejlig mad der.
Det vil sige, at om fredagen har du besøgsven, og om torsdagen går du til dans – er der andre ting du går til?
Nej, jeg er hjemme resten af ugen. For der er ikke sådan noget jeg kan gå til, og jeg får sagtens tiden til at gå. Jeg får blade, hører musik og hvis der er noget i fjernsynet som er værd at høre gør jeg det. Og keder jeg mig, tar jeg bare telefonen og ringer. Og så kommer Esther hver mandag. Det hedder sig nok at man bare kan gå en tur, men det bliver bare lidt ned ad stierne udenfor, for når man ikke kan se nogen mennesker er der ikke meget ved det. Jeg skal helst sludre. Og når jeg ikke kan se nogen mennesker, vil jeg helst blive hjemme.
Du har ikke prøvet at være med i Pensionistforeningen her i Kalundborg?
Det har jeg, men de er seende alle sammen. Så man bliver sådan lidt i baggrunden. Jeg har også en gang været i Pensionistforeningen i Gørlev. For der kunne man danse. Men så gad de ikke det mere, og dansede kun med hinanden. Og så får man bare lov til at sidde og glo, og jeg gider ikke det med at sidde og glo. – Iihh – jeg kan sige dig, jeg får simpelthen bare nerver af det og så kan man lige så godt holde sig væk.
Det er jo i år du bliver 70 år, har du store planer med det?
Jeg har ikke tænkt så meget over det. Og der er ikke så mange jeg kan invitere.
Har du ikke noget familie?
De kommer jo ikke. De kom ikke en gang da jeg fyldte 60, så hvorfor skulle de så komme nu! Her kender jeg kun Gerda, Annemarie, Esther og dig Heike. Så Jer vil jeg invitere.
Men det falder lige når der er højskole, så der kan jeg ikke komme. Men jeg har tænkt mig at tage over til Nordisk visesang på Fuglsangcentret, så det vil jeg gøre i stedet for højskole.
For den dag jeg fylder 70, vil jeg gerne være hjemme.