Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 3 / 2025
Indhold:
1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Mit liv med Høne startede i september 2022, af Thorvald Kølle
3. Telefonisters storhedstid og afvikling, af Søren Willemoes Jørgensen
4. Musikkens betydning igennem mit liv, af John Heilbrunn
5. Nekrolog om komponisten og organisten Leif Martinussen, død den 10.september 2025, af Poul Lüneborg
6. Invitation til fødselsdagsfest den 21. november 2025 med foredrag af Ove Gibskov, af Poul Lüneborg
7. Obs – generalforsamlingen 2026, af Poul Lüneborg.
8. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden
Af Poul Lüneborg.
I dette nyhedsbrev bringer jeg en nekrolog om Leif Martinussen, der har været en god ven og et aktivt medlem af bestyrelsen gennem 12 år.
Nyhedsbrevet indeholder derudover 3 artikler, skrevet af 3 medlemmer af selskabet. Thorvald Kølle evner i sin artikel at udtrykke sit meget nære forhold til høns, en passion, som han har haft gennem hele livet. Artiklen giver læseren anledning til at genlæse hans bidrag i 125-års jubilæumsskriftet om Refsnæsskolen.
Søren Willemoes Jørgensen sætter, med udgangspunkt i egne erfaringer gennem 45 år, de mange blinde telefonisters arbejde ind i et historisk perspektiv. Et bidrag, som knytter sig til debatten om dette fag, i forbindelse med udgivelsen i november 2022 af ”Rapporten om nye uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i 1960’erne og 70’erne.”
John Heilbrunn fortæller i en begejstret tour de force gennem musikkens betydning i sit liv, om sin første interesse for musik i 1950’erne og de mange oplevelser frem til i dag. Artiklen er en inspiration til at læse hans erindringer fra juni 2023 “Det bliver aldrig helt mørkt”. I et kommende nyhedsbrev vil artiklen blive fulgt op af et bidrag fra et andet medlem af selskabet med en lang karriere indenfor den rytmiske musik.
Selskabets 31-års fødselsdag den 18. november markeres ved et arrangement den 21. november i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Her fortæller Ove Gibskov om et forslag fra 1938 om, at blinde kun kunne indgå ægteskab, hvis de lod sig sterilisere – forslaget blev ikke til noget. Arrangementet er nærmere beskrevet i dette nyhedsbrev. Jeg håber meget, at mange medlemmer vil være med til at markere denne mærkedag.
Endelig bringer jeg i nyhedsbrevet nogle bemærkninger om næste års generalforsamling. Bemærk tid og sted og opfordringen til at overveje at kandidere til den kommende bestyrelse.
2025 er et år, hvor der er grund til at se 100 år tilbage på begivenheder, der bør huskes. Jeg slutter derfor denne hilsen med et strejftog gennem Medlemsbladet 1925.
Lærerinde Methea Hoffmann – ansat ved Blindeinstituttet fra 1883 – 1920 – bringer i Medlemsblad nr. 14 fra den 25. juli 1925 en fin artikel, om historien bag Louis Braille punktskriftssystem, som så dagens lys for 200 år siden.
Landsformand Martinus Christiansen fortæller i Medlemsblad nr. 18 fra den 19. september 1925 om regeringens forslag, om at indføre skole- / undervisningspligt for blinde – et forslag som gav anledning til en indgående debat i de efterfølgende medlemsblade. Forslaget blev gennemført ved Lov No. 37 af 31. marts 1926 om blinde Børns undervisning.
Medlemsbladets redaktør Peder Ommerbo bragte i Medlemsblad nr. 23 fra den 28. november 1925 følgende opfordring vedr. det gule armbånd:
”På Esperantokongressen i Wien 1924 blev der vedtaget, at man skulde henstille til Blinde i alle Lande at gå med til Indførelse af et fælles Blindemærke: et gult armbånd med sorte Prikker. Dette mærke skulle man bære omkring Armen, når man på Gaden ønskede at tiltrække sig opmærksomhed hos Fodgængere, Cykler, Biler, Politi osv.
I Esperanto Legilo opfordres nu på ny til at Sagen må blive drøftet omkring i Landene, at det gule Armbånd med de sorte prikker må blive godkendt af Blindeforeningerne.”
Forslaget blev herhjemme gennemført ved en ministeriel bekendtgørelse fra 30. juni 1932.
I Medlemsblad nr. 24 fra den 12. december 1925 oplyste landsformand Martinus Christiansen på musikernes udvalgsmøde, at ”Forretningsudvalget havde besluttet Oprettelsen af et MusikerBureau fra Januar Maaned paa Kontoret. Som en Begyndelse var der tegnet Annoncer i Telefonbogen for 1926, omhandlende Anvisning af Musikere til Undervisning, Underholdning og Pianostemning”. – Funktionen ”anvisning af en blind klaverstemmer gennem hovedkontoret” eksisterer stadig.
På gensyn og vel mødt til markeringen af selskabets fødselsdag den 21. november i Handicaporganisationernes Hus.
2. Mit liv med Høne startede i september 2022
Af Thorvald Kølle
Min kone Merete og jeg bor i en ejerforening med have.
Vi har haft 3 høner af produktionsracen Isa Brown, som lægger 365 æg om året i to år, hvis de da ikke bliver slidt op, før tiden er gået, hvorefter de normalt bliver slagtet.
Vi slagtede ikke hønsene, men lod dem leve, indtil de til sidst døde af betændelse i bagkroppen. På et møde blev vi i ejerforeningen enige om ikke at anskaffe flere høns, da flertallet ikke ønskede det. Jeg selv var også imod at få flere høns, da det er svært at have en hane i byen. Mennesker generelt i dag, tåler kun den støj de selv laver, og tolererer som regel ikke hanegal. Da jeg er opvokset med høns, hvor der, naturligvis, altid var haner, syntes jeg det er en kunstig ting ikke at have haner til høns.
En dag kom der et par unge kvinder med en høne i armene.
De havde fundet den på gaden og havde ved at forhøre sig fundet frem til Merete, som nogle vidste havde høns.
Merete prøvede at finde ejerne af hønen, men selvom der blev søgt på nettet og gået rundt i kvarteret, gav det intet resultat. Ingen ville kendes ved hende.
Da vi stadig havde hønseanlægget stående, satte vi Høne, som vi kaldte hende, derind og fik ordnet det med de andre i ejerforeningen, selvom der var lidt modstand. Nu havde vi så Høne, som endnu kun var en hønnike, hvilket er overgangen mellem at være kylling og høne.
Høne var ret vild.
Hun fløj ofte rundt i æbletræet, som en anden fugl. Det virkede, som om hun legede. Da Høne var 5 måneder gammel, begyndte hun at lægge æg. Der stoppede al den flyveleg, også, da hun nu var blevet tungere og måtte bruge sin energi på at producere æg.
De første 30 æg var hønnikeæg. De var små. Men senere kom der mange store velsmagende æg. Et hver dag. Denne høne var også en Isa Brown høne. Hun var en pæn høne. Det aflange hoved, med den lille kam ovenpå. Et øje på hver side af hovedet og forrest det kraftige næb, som var skabt til at hakke i jorden efter orme, insekter og frø, øverst på en cirka 15 centimeter lang hals, der, når hun ikke spiste eller hakkede i jorden, var trukket lidt ind. Kroppen, som var aflang og med en dejlig blød og varm fjerdragt, vingerne, som sluttede om kroppens sider. Den harmonisk siddende hale, som kunne ligne noget efter en trekantet vifte, hvor den øverste kant vendte op imod ryggen. Fra hofterne gik benene med de 3 tæer på fødderne og de kraftige kløer, som brugtes til at skrabe frø, orme og insekter frem af jordbunden.
Merete havde bygget en dejlig stor hønsegård omgivet af grønt og med et sort net over, som giver hønsene tryghed, da de stammer fra den indiske skovhøne, bankivahønen, som først blev tæmmet i Indien og derefter gik verden rundt.
Da høns er meget avlsdygtige, kunne man derfor hurtigt avle en masse forskellige racer. Isa Brown hønsene er udviklet til at lægge æg. De kan ikke blive skruk og selv ruge æg ud. De fælder heller ikke og skifter til nye fjer, hvilket fuglene normalt gør en gang om året. Derfor får deres kropssystemer heller ingen pauser til at regenerere, men bliver slidt op. Man har avlet al naturlig skyhed ud af Isa Brown hønsene, så de er lette at håndtere. Derfor blev Høne meget tam. Hun går frit i haven og finder mange gode sager.
Om morgenen, når en af os kommer ud, så gør Høne højlydt opmærksom på sig selv. Nu vil hun lukkes ud i haven. Hun vil have rosiner til morgenmad. Hvis vi ikke forstår hendes højlydte appel, kan hun finde på at hakke os i benene med sit kraftige næb. Det kan godt mærkes, selvom der er et bukseben imellem.
Dagsrutinen med Høne var at lukke hende ud om morgenen, når det blev lyst.
Når jeg kom ned i haven til hende, fik hun rosiner af hånden.
Jeg havde lært hende at flyve op på en pind, hvor hun så spiste rosinerne af min hånd og fik et lille morgenkram.
Så skulle jeg rense hendes rede efter natten, da hun var udruget i en rugemaskine og ikke havde haft en hønemor, som havde lært hende at sidde på pind om natten, som andre høns gør, men sov i reden, hvor der så skulle renses. Jeg åbnede lågen. Stak hånden ind i reden og fjernede med hånden, hvad der lå af efterladenskaber efter natten. Da stødte jeg også på et stort dejligt æg, som var nylagt og varmt.
Høne manglede jo social kontakt, så vi opholdt os tit i haven, også om vinteren, for at holde hende lidt med selskab. Jeg var tit sammen med hende. Gik ud i haven og havde godbidder med, som for eksempel kunne være et par nødder eller lidt salat.
Så holdt jeg nødden i hånden, og Høne hakkede stykker af nøddekernen. Så kunne vi gå sammen i haven.
Stemningen var hyggelig. Jeg hørte Høne skrabe i de visne blade, som lå fra sidste efterår, eller hun gik og nippede græs.
Lydene fra de andre fugle, nu og da lyden af en bil, som kørte forbi. Den friske luft. Om efteråret de trækkende gæs. Så snakkede vi lidt med hinanden med hver sit næb, som man siger.
En dag fandt Høne på at flyve op i køkkenvinduet og banke på ruden med sit næb, hun gerne ville ind til os.
Da jeg selv er helt blind, blev det en dagligdags ting, at når Merete var hjemme til at samle klatter op, så fik Høne lov at komme ind i køkkenet.
Vi åbnede vinduet, og Høne kom ind i vindueskarmen, hoppede med et bump ned på gulvet og satte sig under bordet, hvor hun snakkede med os, pillede og ordnede fjerdragten, hvilket fugle bruger megen tid på. Hun lagde sig ned og dasede og snakkede lidt med en gang imellem.
Der blev også serveret lækkerier for hende, hvilket hun nød meget sammen med godt selskab.
Om aftenen, når jeg ikke var på arbejde, gik jeg ned og lukkede for hende for natten, at ikke en ræv skulle tage hende.
Så stak jeg hånden ind i reden og aede hende lidt, mærkede efter om hun havde godt med mad i kroen, som er en udposning under halsen, hvor de hårde fødeemner, som korn, ligger i blød i nogle enzymer, inden de går videre ind i kråsen, en stærk, rund muskel, som på indersiderne har en meget hård hud, der sidder foran hønens tarmsystem, og som, ved hjælp af småsten, som hønen spiser, males ved sammentrækninger af kråsen.
Høne er nu 3 år og har lige været meget syg, da hendes ægsystem er slidt op. Hun fik denne betændelse, hvor bagkroppen hæver op, så der næsten ikke er plads til lungerne, og hun fik åndenød og var meget træt. Hun spiste kun ganske lidt, men kom sig langsomt, da hun er en meget livskraftig høne, hvilket jeg altid har kunnet mærke.
Nu er Høne stoppet med at lægge æg. Har det godt igen og er blevet noget mildere af temperament.
Vi har på ny et dejligt liv her i haven.
På Refsnæs havde vi også høns. Der var nogle af drengene på Vest, som havde ansvaret for at passe hønsene, en af dem var mig.
Da lærte jeg meget om hønsene. Jeg fik nogle af de svagsynede, som jeg inspirerede til at interessere sig for hønsene, til at fortælle mig om hønsenes bevægelser, og når jeg hørte deres lyde, kunne jeg efterhånden lære om deres adfærd.
Jeg lærte, at hønsene og hanerne havde deres særlige hønselighed, hvilket jeg kalder en hønes personlighed.
Der var nogle dejlige karakterer imellem. Den trekantede hane, hvilket jeg kaldte ham, da han var søn af den trekantede høne, som var en lille wyandottehøne med et lidt udstående bryst som den nederste kant, og skuldrene som de 2 øverste kanter i trekanten.
Denne hane var vores alfahane.
Han snakkede altid hyggeligt med sine høner. Havde et godt kampdrive. Var god ved kyllingerne og passede godt på familien.
En anden høne, som jeg vil nævne, var hende, som jeg kaldte den mørke høne.
Hun var en høne, som var udruget af min egen lille dejlige dværghøne, som jeg havde i Nakskov, som var i par med en meget stolt og stærk dværghane, som jeg havde fået af forstanderen på Refnæs’ søn, som havde en fantastisk stamme af dværghøns. Ægget, som den mørke høne var kommet af, havde jeg fået af min fætter, som havde sølvrandede wyandotter.
Den mørke høne var en fyldig, rund og tung høne.
Hun havde en blid myndighed over sig, var venlig overfor de andre høns i gruppen.
Var en god skrukhøne. Rugede rigtig godt, men var ikke så god til at passe på kyllingerne, så der var ind imellem en kat som fik held til at snappe en af hendes kyllinger.
Om aftenerne ved skumring holdt jeg meget af at sidde stille i hønsehuset, både hos mormor og morfar og på Refsnæs, før hønsene kom ind i hønsehuset.
Jeg studerede, med ørene, hvordan hønsene fløj op på pindene, hvor de skulle tilbringe natten.
Så hørte man den livlige snakken og de forskellige skærmydsler, som hønsene havde indbyrdes, hvis to høns af forskellig rang kom til at sidde ved siden af hinanden. Så blev der hakket på den, der var nederst i hakkeordenen, og den måtte som regel flyve ned og prøve at finde sig en mere heldig plads.
Når de alle var fløjet på pind, begyndte fjerpilningen.
Alle hønsene pillede fjer en tid.
Jeg nød meget denne hyggelige stemning med stilheden og hønsene, som pillede fjer.
Deres rolige åndedræt begyndte, når de sov.
Min mormor og morfar havde et lille husmandsbrug. De havde cirka 30 æglæggende høns, hvoraf jeg fik tæt kontakt med nogle af dem.
Der var en lille kylling, som ikke rigtig kunne følge med flokken i vækst og udvikling.
De nye kyllinger, som mormor havde købt i foråret, var 3 måneder gamle, da jeg kom på sommerferie. Jeg passede og plejede den lille kylling, som jeg kaldte den.
Den fik mælk og ekstra godt foder og forplejning, så den kom sig helt fint og blev helt tam.
Når jeg kom ud i kyllingegården, kom den selv hen og ville gerne tages med ud af kyllingegården. Så kunne jeg pleje den og kæle med den.
Da jeg kom hjem på efterårsferie, var den unge høne stadig helt tam, endskønt jeg ikke ved, hvorvidt den kunne kende mig.
Hende kaldte jeg Pylle. Hun var blevet en voksen, respektabel høne. Af racen hvid italiener.
I mormors hønsegård var der en høne, som var blevet blind.
Hun klarede sig faktisk godt.
Når der blev smidt korn til hønsene morgen og aften, kunne denne høne åbenbart, lige som vi andre blinde, orientere sig ved hjælp af hørelsen. Det høres tydeligt, når en hønseflok spiser.
Denne høne tog jeg mig også af i den tid, jeg var hjemme hos mormor og morfar. Hun kunne ikke flyve på pind om aftenen. Når jeg tog hende i hænderne og undersøgte, hvorvidt der var korn i kroen, kunne jeg mærke at hun fik nok at spise. I Nakskov hos mine forældre havde vi også høns, hvilket jeg havde bedt mine forældre om. Der var også en høne, som jeg havde en stor affinitet for.
Jeg nød meget som dreng at stå ude i mormors hønsegård ved skumringen. Hønsene gik og skrabede i det nærliggende skovbryn. Der var stille i skoven. Nu begyndte nogle af hønnikerne at flyve op i træerne, hvilket jo er hønsenes naturlige sovested. Længere inde i skoven fløj fasanerne skogrende op. Lyden af hønsenes vinger i luften, indtil de med rytmiske lyde flaksede imellem og stødte vingerne mod bladene, indtil de fandt sig til rette. Det hele faldt til ro i stilheden.
Næste morgen galede hanen.
Jeg nød meget stemningen ved daggry, markeret af hanens galen.
3. Telefonisters storhedstid og afvikling
Af Søren Willemoes Jørgensen
Lad mig starte med at præsentere mig.
Mit navn er Søren Willemoes Jørgensen. Jeg er 67 år og er gået på pension efter næsten 45 år på arbejdsmarkedet. Jeg er blindfødt.
Som titlen antyder, har jeg været beskæftiget som telefonist i alle årene, bortset fra, at arbejdsopgaverne ændrede sig lidt i takt med udviklingen. Det lykkedes dog trods nedskæringer og fusioner at fastholde beskæftigelse.
Jeg gik i skole på Refsnæs og senere på Institut for blinde og svagsynede på Rymarksvej med afsluttet 10. klasse.
Derpå gik jeg et år på HF-enkeltfag sammen med seende kammerater på Nattergalevej, hvilket ikke var en ubetinget succes.
Der var ingen sekretærhjælp, og jeg måtte vente længe på overførsel til punkt eller lyd af diverse materialer, hvis det ikke fandtes på forhånd.
Derfor besluttede jeg at påbegynde uddannelse til telefonist efter sommerferien 1978.
Uddannelsen bestod af en teoretisk og en praktisk del. Den teoretiske del omfattede blandt andet kendskab til diverse servicenumre, fagudtryk på engelsk og tysk samt maskinskrivning.
Den praktiske del foregik hos telefoninstruktører i forskellige firmaer.
Den praktiske prøve bestod jeg i den daværende Sundhedsstyrelse, hvor jeg fik en grundig oplæring i brugen af omstillingsbordet, som var et automatisk bord med indbyggede stifter til markering af de forskellige symboler til indgående opkald, svar ikke og optaget. Det var et ret enkelt bord, som jeg husker det, men allerede forældet.
Praktikperioden bød også på mulighed for at lære andre omstillingsborde at kende, bl.a. hos Planstyrelsen, hvor jeg fik kendskab til et omstillingsbord med snore og propper til at forbinde til styrelsens lokaltelefoner. Jeg fik også kendskab til et mindre snorebord hos Danmarks Blindebibliotek, der dengang hed Statens Bibliotek for blinde.
Efter endt uddannelse fik jeg et kortvarigt vikariat ved omstillingen på Rymarksvej, hvor jeg blev kastet direkte ud i at passe telefonen. Det var en anden måde at lære på, men det lykkedes.
Jeg fik så tilbudt et vikariat gennem instituttets arbejdskonsulent, som gav mulighed for en halvtids stilling senere.
1.5.1979 trådte jeg ind ad døren til Matrikeldirektoratet på Nørrebro i København.
Her blev jeg oplært i et omstillingsbord med hjælpepult, dvs. en lille kasse, der stod ved siden af med stifter, som viste omstillingsbordets symboler. Den omtalte hjælpepult var af metal, så stifterne larmede, så de måtte dæmpes under opkald. Nogle kunder spurgte endda, hvad det var for et ur, der gik i baggrunden.
Dette omstillingsbord blev først udskiftet i 1990, da den nyetablerede Kort & Matrikelstyrelse flyttede til nye lokaler.
Kort & Matrikelstyrelsen var resultat af en sammenlægning af Matrikeldirektoratet, Geodætisk Institut samt Søkortarkivet.
Det betød også, at styrelsen blev placeret i et andet ministerium, Boligministeriet, hvor institutionerne blev flyttet til, for at sammenlægningen kunne finde sted. Hidtil var det for Matrikeldirektoratets vedkommende Landbrugsministeriet, og de to øvrige institutioner hørte til Forsvarsministeriet.
I Matrikeldirektoratet fik jeg en telefonliste på sort, som jeg så fik omsat til punkt hos det daværende studiebogsbibliotek.
Efter flytningen fik jeg og min kollega for første gang kendskab til computerteknologien. Der var nu så mange medarbejdere og telefonnumre, at det var umuligt at lære dem alle udenad.
Der blev derfor oprettet en database, som vi kunne søge i.
Omstillingsbordet blev således også fornyet, stadig med en hjælpepult, men denne var en anden type, så det var forfra med at lære et omstillingsbord at kende.
I takt med den teknologiske udvikling var vi så i midten af 1990’erne nødt til at skifte omstillingsbord til et pc-styret system kaldet OWS.
Dette system skulle vi selv vedligeholde i takt med nyansættelser, fratræden og flytning mellem kontorer.
I 1992 kom den første store strukturomlægning, som førte til omfattende afskedigelser blandt alle medarbejdergrupper. Det var blandt andet også med til at afskaffe tjenestemandssystemet, selv om det kostede …
Med støtte fra fagforening og Dansk Blindesamfund lykkedes det dog at bevare arbejdspladsen. Meget blev ændret i den periode mange steder. Som følge af den teknologiske udvikling blev opkald til omstillingen færre, fordi man nu kunne ringe direkte til en medarbejder, hvis man kendte vedkommendes telefonnummer.
Kort & Matrikelstyrelsen undergik også forandringer, særligt efter regeringsskiftet 2001, hvor Boligministeriet blev nedlagt, og opgaverne overført til Miljøministeriet. Kortsalget hos styrelsen lukkede, fordi man hellere ville satse på partnerskaber mellem det offentlige og private. Produktionen og ajourføring af land- og matrikelkort blev digitaliseret, så kort på papir blev overladt til andre at udgive.
Når omstillingsarbejdet blev mindre, blev der åbnet mulighed for andre opgaver. Med etableringen af internettet og elektronisk post blev det muligt for mig og min kollega at åbne og videresende elektronisk post til medarbejdere, hvilket gav en god indsigt i, hvad henvendelser til styrelsen drejede sig om.
Med den store teknologiske udvikling blev telefonister efterhånden overflødige, fordi der kom direkte kald og telefonmenuer til at lede ind til den korrekte afdeling. Med teknologien kom også andre typer omstillingsborde, som ikke var tilgængelige uden omfattende tilpasning, så Jaws kunne læse oplysningerne.
Jeg havde det held at kunne gøre brug af et punktdisplay, som viste sig nyttigt, fordi det lod mig læse omstillingsbordets oplysninger i ro og fred, så jeg også kunne høre hvad kunden ønskede oplyst. Brugte man talen alene, var det ikke umiddelbart muligt at få gentaget en bestemt oplysning, men punktdisplayet gemte informationen, indtil et nyt opkald tog over.
Jeg er formentlig en af de sidste telefonister, der holdt ved indtil november 2023.
En politisk beslutning gjorde, at styrelsen skulle flytte, fordi statslige arbejdspladser skal bo i statsejede bygninger.
Samtidig blev det besluttet at privatisere serviceopgaver i staten, og herved sluttede for mit vedkommende en mangeårig beskæftigelse, fordi det var umuligt at få den private aktør til at forstå, at omstillingsbordet krævede tilpasning til skærmlæser, og med tilførslen af nye afdelinger var der også en masse nyt at skulle sætte sig ind i.
Jeg er dog glad for at have haft denne mulighed for beskæftigelse, da mulighederne som blind jo er begrænsede.
Gennem mange år havde Dansk Blindesamfund et fagudvalg for telefonister, hvor man kunne udveksle erfaringer og støtte hinanden, men i begyndelsen af 80’erne blev dette udvalg nedlagt, da udviklingen gjorde sig kraftigt gældende med tab af arbejdspladser til følge. Jeg var i arbejde længe, som jeg har skrevet, og i august 2019 modtog jeg dronningens fortjenstmedalje for at have været ansat i statens tjeneste i 40 år. Jeg synes, det var en stor oplevelse at møde op hos dronningen for at modtage min medalje.
4. Musikkens betydning igennem mit liv
Af John Heilbrunn
Denne fortælling handler om, hvordan musik, som medie, kunstart og baggrund for aktiviteter livet igennem, har været så vigtig og så berigende for mig. Hvordan jeg, især i samspil med andre, har haft stor personlig glæde og samvær med andre, som har fyldt mig med smil, stolthed og begejstring.
Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor netop musikken har betydet så meget for mig, som blindfødt fra begyndelsen af 1950’erne og frem til i dag.
Musikken er for mig, og vel også for mange blindfødte, en af de vigtigste formidlingsmåder af kunst. Den modtages ufiltreret, uformidlet, og gennem ørerne og vibrationerne igennem fødderne, lige ind i knolden, ind i hjernen og rammer dermed sindet. Glæden, begejstringen, de store følelser, som fremkalder smil, glæde, tårer og en stemning af sørgmodighed. Det er hvad musikken kan, formentlig ligesom en visuel stemning, et landskabs farver, et maleris eller et billedes fremtræden kan påvirke seende igennem øjnene, helt umiddelbart og uden andres formidling.
Tænk hvordan Kongens livgarde og horn- og trommeorkester selv på lang afstand kan sende bølger til én, så man måske kommer til at gå i takt – uden at ville det …
Jeg blev født i Californien, USA i 1952, hvor AM-radioen, forløber til FM, var blevet hvermandseje. I vores hjem havde vi i mange rum en AM-radio stående på lav styrke, hvorfra man hørte big-band-musik, denne mærkværdige klang af blæseinstrumenter, som ikke kunne adskilles – jeg spurgte mine forældre, hvad det var for et instrument, som blev kaldt for big-band?
Fra 1955 og frem dukkede Elvis Presley, Johnny Cash, Bill Hailey og andre rockstjerner op, som gav den gas og råbte deres tekst ud i en helt ny form, som var anderledes end ensembler, som flerstemmigt sang pæne sange, eller Perry Como, som sang med sin bløde stemme, som smøg sig omkring os, og fik mor til at nynne med i køkkenet, når hun lavede mad – hamburgers til grillen, frisk salat, nyskrællede gulerødder og andet, som var helt almindeligt i Vestkystens madkammer, men overhovedet ikke var en del af det danske spisebord. Min mor var fra Danmark, min far fra Norge, men de havde virkelig taget the West Coast spirit ind i de år, vi boede i Los Angeles.
Min mor vandt en punktskriftmaskine i programmet ”Queen for a Day” – så hun kunne skrive til og lære sin blinde søn punktskrift, og en af de mange præmier var en stor stak 45- grammofonplader med børnefortællinger, bl.a. om Sparky, som finder en orkesterdirigents stav og sammen med dirigenten kan få både bilhorn, flygler, og alle instrument-familierne til at spille og tale til ham. Det var jo lærerigt, spændende og et trin ind i musikkens univers.
Min forældre havde, uden at være pædagoger eller specielt kyndige, en fornemmelse af, at en grammofonplade – en 78-er eller senere en 45-er – til mig og min bror ville blive værdsat. Det var mest udenlandsk musik, men også Jørgen Ingemann med ”Echo Boogie” og ”Apache”, hvor den elektriske guitar lød fantastisk flot og var med til at antænde min interesse for elektrisk rock- og guitarmusik, efter at vi var landet i Danmark i 1958.
Som tiden gik fra begyndelsen af 60’erne, gik min interesse i én retning, pop. Efter skoletid to gange om ugen i 45 minutter (ofte med de samme sange uge efter uge og de samme grupper), og da især the Beatles, hvis sange fyldte mig med smil, med glæde og fik mig til at rokke i takt, og samtidig tændte de første længsler efter kys, piger, at holde i hånd og den slags – sikke harmonier, sikke ligefremme sange, som så senere blev mere sofistikerede, finurlige, med tekster som ”Paperback Writer” og ”Rain”, om at få promoveret en roman eller om at meditere over solskin og regn. På den anden side var der klaverspillet: Mine forældre mente, at jeg skulle spille klassisk klaver, så jeg kunne underholde andre med fine stykker af Händel, Czerny og Mendelssohn. En gang om ugen på Blindeinstituttet på Kastelsvej, først hos Rützou, senere hos Holten Hansen, hvor jeg skulle øve mig og gennemgå hørelære, og helst ville lave fysiske eksperimenter med ham i hans tagværelse. Jeg lærte punktskriftnoder og sad ofte med nodebogen på skødet og sled i det med klassiske småværker, som om det var puslespil, jeg skulle sammenføje til en helhed.
Recepten derhjemme var: hvis jeg frivilligt gik til klaveret derhjemme hver dag, skulle jeg øve skalaer og stykker 20 minutter pr. dag, hvis jeg skulle jages til klaveret, 30 minutter. Så jeg var jo naturligvis vaks ved klaveret uden opfordring hver dag. Det var sejt og ikke så sjovt, ingen samspil, kun øvelser og svære puslespil med at få højre og venstre hånd til at synkronisere korrekt. Ikke sexet, ikke noget som tiltrak piger …
Når min bror og jeg var alene hjemme, fordi vores forældre var til en middag i en familie uden børn, kunne vi nærmest helt selvsuggestivt skabe en stemning af Hitchcocks uhygge ved at sætte begyndelsen af Sibelius’ ”Finlandia” på grammofonen: De truende blæsere, som kommer snigende ind, forsvinder for at blive gentaget, kunne få os til at gyse og fantasere os til det mest skræmmende – ren gåsehud! Tonernes magt og crescendo-intonationen var magtfuld dengang, som den stadig er det for mig i skrivende stund.
På et tidspunkt fik jeg sammen med min sløjdlærer bygget en trekantet guitar i finér, som ikke lød ret godt, men dog var et første trin til noget mere pop-pigtrådsagtigt. Omsider – efter megen plagen – fik jeg en spansk guitar med nylonstrenge af forældrene, så jeg kunne spille Donna-Donna af Donovan i a-mol og e-dur, samme fingerstilling blot forflyttet en strengeposition ned. Og så kunne jeg købe en mikrofon hos Brodmann og sætte den på guitaren og spille gennem min Luxor båndoptagers mikrofonindgang, så jeg lød helt pigtrådsagtig, til forældrene kom og bad mig ”skrue ned for denne larm”.
Klaver-færdighederne fik lidt anerkendelse: jeg var med i skolekomedien, vi skulle opføre ”Gjøngehøvdingen”. Jeg havde læst Carit Etlars bog og mente, at jeg sagtens kunne være en af hovedpersonerne. Det mente instruktørerne ikke, for så kunne jeg falde ned ad scenen, og måske havde jeg ikke det rette kropssprog. Men jeg kunne underholde med små stykker musik i pauserne – ikke ret glamourøst, men jeg fik dog applaus og blomster efter finalen.
Klange, store og svulmende, kunne få mig til at miste pusten – for eksempel når jeg på besøg hos tante Bitten i Oslo kunne slå helt Liszt-agtige brede akkorder an på hendes Beckstein flygel og holde sustain-pedalen nede, så akkorderne summede lige så medrivende og fulde af atmosfære som slutakkorden i ”A Day in a Life” på the Beatles’ fuldkommen nyskabende plade ”Sgt Peppers Lonely Heart Club Band”. Når guitaren kunne kobles til en forstærker og klinge flot og rent, så antændte det både drømme og pirrende følelser i mig, den unge og på så mange måde uforløste knægt.
Viden om toner, intervaller, og akkompagnement på klaveret fik en ny dimension, da jeg sammen med min klassekammerat Jarl begyndte at komponere sange og indspille dem sammen med ham – på guitar – på spolebånd. Helst for at vi kunne få sangene udgivet på et tidspunkt som en cadeau til vores – troede vi – gryende virtuositet.
I 1970 lavede vi under kyndig rådgivning af Erik Moseholm en halv times udsendelse i Danmarks Radio med fire selvkomponerede sange med titlen ”Kærlighedsepistler”. Jeg spillede akustisk og elektrisk guitar og sang kor, Jarl spillede guitar og sang lead. Grundstammen udover musikken var mange interviewede personers korte svar på spørgsmålet ”Hvad er Kærlighed?”. Vel produceret og wauw, med effekter og så sendt i radioen!
Klaveret, men mest guitaren – 6- og 12-strengede, elektriske og akustiske – var herefter min vej frem sammen med Jarl i en endeløs indspilning af sange, musicals, underholdning på Blindeinstituttet (hvor især vores fremførelse med da capo af ”Imagine” gjorde stor lykke), og optræden ude for publikum af os to under navnet Janus, guden med de to ansigter.
Drømmen var jo pladeudgivelser. Så på den ene side slugte vi musik når som helst og hvor som helst, især den udenlandske, The Eagles, Joni Mitchell, John Lennon, C. V. Jørgensen osv. osv. På udøvelsessiden indspillede vi bånd efter bånd med vores bud på kavalkader af sange. Indtil vi en dag i 1976, suppleret med en trommeslager, Mick, som også kunne harmonisere noget så Beatles-agtigt, og Kim Daugaard på bas, fik et ja til at indspille en singleplade under navnet Nuts – de gale. Betegnet som tresser-musik med halvfjerdser-tekster.
At komme i et rigtigt lydstudie hos Svend Asmussens søn med alt det, man kunne gøre med instrumenter og stemmer, var en eksplosion i mit univers – tænk at kunne modificere og male med musik på den måde og så levere et konglomerat af lyde i et produkt, som var helt Beatles-agtigt!!
Da vi nu havde udgivet en singleplade, som i øvrigt hverken blev en succes eller gjorde os til stjerner, var det tid til, at bandet Nuts, senere Kester, skulle øve og øve og samspilles til noget større. Vi fandt et ramponeret øvelokale på Åboulevarden, hvor vi øvede og indspillede demo-numre til vores første LP, vores virkelige indtog på rock- og popscenen, tænkte vi. Først her, og senere i Rantzausgade, spillede vi 3 – 4 timer to gange om ugen for at øve os, spille egne og også andres sange – måske for at kunne stå på en scene en dag, hvis vores færdigheder skulle blive gode nok.
Under vores øvelokale flyttede rockergruppen Filthy Few ind, og når de havde fester eller deltog i TV-optagelser, hamrede de på døren til vores lokale og bad os holde kæft og slukke, for vi ”skulle jo ikke have en røvfuld, fordi vi ødelagde deres fremvisninger i underetagen, vel!” ”Nej nej”, stammede vi og gik i momentant flyverskjul.
I 1978 var det tid til LP-indspilninger af en række numre med engelske tekster. Jeg kom til Werners Studio på Frederikssundsvej med hele mit arsenal af forstærkere, guitarer, effektpedaler og andet grej, og mente, at nu skulle jeg som lead-guitarist ’fyre den af’ ligesom guitaristerne i The Eagles eller Ten Years After. Men nu var det alvor, og både bandet og vores producent var ikke blødsødne: Hvis jeg ikke kunne spille præcist, virtuost, hurtigt og proff, så måtte man jo hente andre guitarister ind, som kunne levere den lyd og de figurer, vi havde i hovedet, men som jeg ikke altid kunne levere til prima kvalitet. Det var ydmygende og nedslående. Vel var jeg vigtig på mange numre, men blev sat fra bestillingen på andre. Jeg vidste, hvordan det skulle lyde, men var bare ikke i håndværksmæssig prima forfatning!
Min viden fra musikundervisningen var meget nyttig, fordi jeg sammen med Jarl kunne demonstrere de intervaller, kor og arrangementer, som sangene skulle indeholde, og da jeg først fik sat mine egne ambitioner og drømme om primastjerne under kontrol, kunne jeg nyde fuld respekt og lydhørhed hos de indhyrede studiomusikere. De leverede det, jeg og vi bad dem om, og respekterede mine ord fuldt ud (selv om jeg var blind).
Samtidig blev jeg qua min tekniske interesse langsomt og støt oplært af studioejer og producent til at håndtere optage- og mixergrejet i indspilningsstudiet. Jeg kunne i hele dage sidde bag pulten, køre 16 spors maskinen, være med ved mixningen af de færdige sange – det var som at male med lyd, hvor den enkelte fader / volumenknap var lydfarver til det færdige produkt, sangen til LP’en. Den måde, jeg blev lyttet til og behandlet på, gav mig stolthed og en følelse af fuld integration i bandet og blandt musikerne.
Min drøm, om selv at opbygge et lydstudie, voksede måned for måned. Jeg havde købt en 4-spors maskine, og her kunne jeg lave indspilninger med gruppen, som nu havde fået navnet Kester og havde lavet en LP, som – helt i tråd med dansk pop slut 70’erne – skulle have danske tekster og fik titlen ”Natparaplyen”.
I 1979 rejste jeg til London på egen hånd – på en afbudsrejse, hvor jeg delte værelse med en pensioneret bogbinder fra Christianshavn – og fik købt en mixer (tidligere tilhørende Manfred Man Band) og en 16-spors båndmaskine, uden rigtig at vide noget teknisk om detaljerne. Det virkede bare som de rigtige grundkomponenter i et lydstudie.
Jeg boede dengang – efter et par år i et fashionabelt kollektiv – i en sidegade til Ndr. Frihavnsgade, og da det indkøbte grej ankom med kran efter fragt igennem Europa, blev halvdelen af min stuelejlighed fyldt med disse kæmpemonstrummer af studieingredienser.
Jeg søgte og søgte hos venner og bekendte og fandt et lokale i et baghus – en tidligere pølsevognsgarage – i Store Kongensgade, som jeg sammen med en tømrer lidt efter lidt fik omdannet til et indspilningsstudie og et kontrolrum, hvor jeg så kunne flytte mixer og båndmaskine ind. Det var slet ikke glamourøst, men foregik i en bygning med mange kunstnere og musikere, og var dermed et eldorado for en drømmer.
Samtidig fik jeg kontakt med flere uddannede teknikere, elektronikkyndige og håndværkere, således, at både det tekniske og det elektroniske kunne bringes op på et vist professionelt niveau.
Selv om jeg havde siddet bag en pult og havde lært noget om produktioner, var jeg en amatør, uddannet jurist, en semi-professionel musiker men uden ”the real chops”, som det hed.
Jeg var på en rejse i USA i sommeren 1980 med min daværende kæreste Ann, og hun fandt en annonce i ”The Village Voice”, hvor Institute of Audio Research udbød en lyduddannelse af et års varighed. Det tændte drømmen om at blive mere tjekket og professionel, og jeg gav mig til at søge økonomisk støtte fra fonde og institutioner for at kunne finansiere et års uddannelsesophold i New York. Fabricius Bjerre fra Velux Fonden og Blindeinstituttet m.fl. skød midler ind i min rejse- og studiepulje, og jeg sparede og spinkede for at fylde kontoen op samtidig med, at jeg som mit borgerlige erhverv arbejdede som jurist i Direktoratet for Arbejdstilsynet.
I foråret 1980 var de fornødne midler indsamlet, og ansøgningen til IAR modtaget og godkendt. Ved siden af dette byggede vi studiet op i pølsevognsgaragen og indspillede nogle singleplader som fx ”Nytår i Peking” og ”Roberts Forhjul” – en nytårs- og en julesang, som skulle matche en lignende en af slagsen udgivet af The Eagles. Vi havde også lavet en LP nr. 2, hvor vi plagierede genrer og grupper, og fik et decideret hit med ”Når bare man kan logre”, som var en naturlig hundeagtig efterfølger til Shu-bi-duas ”Vuffelivov”. Vi var i TV hos Jørgen Mylius, og jeg var den eneste af Kesters medlemmer, som live sang ”Legestue”, en pastiche på Poul Kjøller – min solostemme var måske lige så jammerlig som hans, men sjovt var det, og mit mod til at optræde var nok større end Jarls, som var meget ambitiøs – så store krav stillede han, at Kester slet ikke kunne levere det show til publikum, vi egentlig drømte om.
I juni 1981 fik jeg orlov fra min arbejdsplads og drog med mange fluer i maven til New York for at lære færdigheder, discipliner og teorien bag elektronik og optageteknik.
I de næste ni måneder fulgte jeg nidkært, og med stor interesse, alle forelæsninger og øvelser på IAR, hvor jeg, som jo var ældre end de fleste medkursister og glubende ivrig efter at lære, blev både undervisernes og institutpræsidentens maskot og yndling. Nogle ville måske sige ”morakker”, men jeg havde jo fået penge for at lære og blive god, ikke for at ryge joints og slappe af!
Jeg fik i de ni måneder – jeg tog flere fag og kunne forkorte studietiden med 25 % – samtidig hørt mere fantastisk, medrivende og vildt inspirerende musik på klubber, end jeg nogensinde før og efter har fået hældt ind igennem ørerne. Frank Zappa, Joni Mitchell, John Hall, Chet Baker og Jaco Pastorius’ band. Når jeg var i min bolig i Little Italy på 4. sal – med en kinesisk nudelfabrik i stuen og en indisk syerske som nabo -, så kunne jeg høre endeløse mængder af musik via WNEW-FM-kanalen med mine største idoler. En tæppebombning af musik i alle genrer.
Jeg afsluttede studiet i marts 1982 med udmærkelse og blev – sgu – tilbudt at blive underviser i basismatematik på instituttet! Jeg var enormt stolt og tiltrukket, men også lidt angst, fordi jeg også tænkte på alt det, som skete med opbygning af studiet i pølsevognsgaragen, min fremtid som jurist – og ikke mindst den ensomhed, jeg også jævnligt følte i et pulserende, spændende, men også troløst New York.
Så jeg drog tilbage til Danmark til en ny arbejdsplads, og til den videre udvikling og finjustering af mit lydstudie, Mox Studio. Jeg tog en masse aften-sessioner med amatørgrupper for at lære fra bunden og i ”real-time”, hvordan det var at stille mikrofoner op, tilkoble ledninger og effekter for at kunne levere noget brugbart i demo-format til andre håbefulde grupper. Filmmusikken til ”Midt om natten” blev lavet i Mox Studio, og senere Clausens film ”Manden i Månen” med Lotte Rømer, Robban Broberg og andre musikere, som var supervant til dygtige teknikere, men gav mig lidt længere snor til at levere det gode og professionelle.
En hændelse, som nær havde kostet mig et mavesår, var da min kompagnon, superdygtig tekniker, ved en fejl kom til at slette et 16-spors bånd med flere numre til nævnte film. Det var kun et helt utroligt tilfælde og held, at jeg havde lavet ”råmix” af optagelserne, som vi kunne arbejde videre med – det var virkelig noget, som kunne have fået mig til at fremstå som en idiot og amatør par excellence.
I 1983 indspillede vi vores tredje LP, ”Dankester”, i Werners Studio, hvor vi stort set havde optaget og indspillet al musik siden ”Natparaplyen”. Vi drømte om en dobbelt-LP med engelske tekster på den ene, for vi var jo stadig mest påvirket af engelsksprogede grupper og kunstnere. Men pladeselskabet ønskede en enkelt-LP med dansksproget musik, og her kom jeg atter i front især som medproducent og tekniker, og også som komponist og guitarist på visse af pladens numre. Vi oplevede samme respekt og lydhørhed som tidligere hos de største kunstnere på den tid, Nanna, Halberg / Larsen, Thomas Puggaard Møller og Marilyn Mazour Douglas, for nu at nævne nogle af de mest virtuose.
Med denne plade, som jeg selv synes er supergod, men aldrig ramte stjernerne, var Kester som gruppe og som indspillende duo, det var Jarl og undertegnede, som var kernen i skriveri og instruktion, en lukket butik. Vi gik kunstnerisk hver vores vej, men musikken blev fortsat en stor del af mine drømme og aktiviteter.
Jeg samlede bands og deltog i optræden sammen med folk, jeg mødte på højskoleophold, – et ni-mands band som øvede en masse og havde et par store jobs. Men at holde sammen på så mange mennesker og få logistikken til at klappe, var i længden en stor mundfuld, som gav gnister og fik mig til at fremstå som en arrig terrier.
Jeg fik også den glæde – udover at være med i driften af studiet indtil 2005 – at spille bas i et band med tre andre blinde musikere, som kaldte sig for Længselsfuglene, da vi spillede på Færøerne, og Synsfri Sammenkobling på en række jobs på Mors, på Fuglsangcentret, på Hurdalcentret i Norge og andre steder. At spille i dette band var en stor oplevelse. Ud fra aftalte riffs, signaler, slag og toner vidste vi, hvornår vi skulle ændre modus, afslutte en solo eller slutte et nummer præcist og professionelt.
At spille i et band er tidskrævende. Det er en helt utrolig oplevelse, som nærmest kan sidestilles med elskov, og var da også noget, som trak mange veksler på min familie – hustru og to mindreårige børn. Så skulle jeg øve den aften, så skulle vi optage eller spille den weekend. Her har jeg nok, i eftertidens klare lys, trukket store veksler på familiens tålmodighed, haft mere fokus på musik i mit hoved end at prioritere gøremål og samvær i familiens dagligdag.
Ikke noget jeg tænkte over dengang, hvor jeg syntes, jeg deltog og bidrog i vidt omfang – meeeen, i eftertanken fik jeg nok en længere line, end rimeligt var.
Jeg har nu et mindre lydstudie i vores kælder, og har skrevet og spillet nogle numre til Low Vision grand prix i dansk regi, for musikken kan jeg bare ikke slippe, selv om jeg nok er blevet lidt gammel, og måske ikke længere er så hurtig på poterne end tidligere.
Men the music must go on, og det er stadig denne kunstform, som kan få mig til at føle mig henrevet til en anden og meget sanselig, rørende verden!
5. Nekrolog om Leif Martinussen, død 10. september 2025
Af Poul Lüneborg
Organist Ole Reuss Schmidt fra Korsvejskirken i Kastrup indledte bisættelsen af Leif Martinussen den 3. oktober i Allehelgens Kirke med at spille “Hil dig frelser og forsoner”, en kraftfuld og nærværende hyldest til hans afdøde kollega. En inspireret sognepræst Line Bønding fortalte om Leif Martinussens liv. Hun havde arbejdet sammen med ham i de sidste 8 år af hans virke som organist og kantor ved kirken, hvor han havde været ansat fra 1970 til 2013. Ca. 100 var mødt frem for at overvære bisættelsen med et program, der indeholdt følgende værker af Leif Martinussens:
Præludium: Krist stod op af døde, op. 32 no. 10, Præludium i d-mol, op. 25 samt “Gråt som bly er morgengryet”, solosalme ved Regitze Glenthøj.
Det var en smuk og værdig bisættelse, som var helt i Leif Martinussens ånd.
Ved den efterfølgende sammenkomst blev Leif Martinussen hyldet af organist Ole Reuss Schmidt, piano og Ida Spang-Hanssen, violin, der på ypperste vis fremførte stykket “Meditation” komponeret af den franske komponist Jules Massenet fra operaen Thais, oprindeligt komponeret for violin og orkester.
Jeg har haft det privilegium og den ære at arbejde tæt sammen med Leif i bestyrelsen for Blindehistorisk Selskab siden februar 2016. Forinden havde han været medlem af bestyrelsen i 4 år.
Leif var en usædvanlig personlighed, der i kraft af sit engagement satte sit præg på arbejdet i selskabet. Han udviste altid, som stærkt svagsynet, stor opmærksomhed overfor sine blinde kolleger på møderne i bestyrelsen. For os alle er hans pludselige bortgang et chok, vi har måttet sige farvel til en hædersmand, som vi i den grad vil komme til at savne.
I forbindelse med arbejdet i bestyrelsen tog Leif en række selvstændige, påskønnelsesværdige initiativer. Her skal nævnes, at han i 2020 leverede en illustreret redegørelse på 92 sider om blindes sport og idræt, dækkende årene 1950’erne til begyndelsen af 1980’erne. Han var i sine unge år ikke blot en ivrig sportsmand, men tillige en særdeles aktiv tillidsmand indenfor blindeidrætten. Han deltog i 1971 i etableringen af Dansk Handicap Idræts Forbund som medlem af hovedbestyrelse, forretningsudvalg og Nordisk Komite.
I 2021 skrev han en værkfortegnelse over Henning Riisers musikproduktion til indlevering til Det Kongelige Biblioteks musikafdeling.
I november 2023 forestod han udgivelsen af 125-års jubilæumsskriftet på 340 sider: “Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg fjor”. Det var tillige en dybtfølt tak til hans egen gamle skole.
Leifs pludselige død er et uvurderligt tab for blindesagen herhjemme og i det store udland.
Han blev født den 29. juli 1941 i Hobro. Han tilbragte de første skoleår i den lokale folkeskole, hvorefter det blev Refsnæsskolen ved Kalundborg og Blindeinstituttet i København, som kom til at danne rammen om hans skolegang på grund af et alvorligt synshandicap. I første halvdel af 1960’erne flirtede Leif med jazzmusikken i egenskab af husbassist for flere grupper på Blindeinstituttet. Hans bidrag i jazzens tjeneste kulminerede med hans medvirken i kvintetten OK 63, som i 1964 vandt danmarksmesterskabet i jazzmusik i en konkurrence udskrevet af Danmarks Radio.
Leif Martinussen gennemførte uddannelsen som organist og kantor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i årene 1967-1969. Fortsatte herefter med studier i Lund, Stockholm, London og Wien i fagene orgel, kor og komposition.
Han har komponeret såvel kirkelige som verdslige værker for klaver, orgel, vokal, orkester og kor og har vundet internationale priser ved komponistkonkurrencer i 1981 og 1985. Sideløbende med sit musikalske virke har han haft adskillige tillidshverv indenfor det klassiske musikområde. I 1973 var han medstifter af Amager Musikfestival, hvor han var medlem i 40 år, de første 25 år som formand og derefter medlem af bestyrelsen til 2013. I udlandet var han jurymedlem ved internationale musiker- og orgelkonkurrencer i Tjekkiet og Italien i årene 1988 – 2004.
Siden 1990’erne har der været en stadigt voksende interesse for hans musik i udlandet. Hans musik har været opført i de fleste europæiske lande samt i Rusland, Israel, Sydafrika, USA, Sydamerika og New Zealand.
Ved markeringen af Blindehistorisk Selskabs 25-års jubilæum den 25. november 2019 præsenterede Svafa Thorhallsdottir, sopran, og Tom Ernst, piano, nogle af hans værker.
i forbindelse med hans 80-års fødselsdag blev der arrangeret 5 koncerter i danske kirker, hvor den polsk-franske pianist og orgelvirtuos Lidia Ksiazkiewicz kom til Danmark for at opføre et blandet program herunder klaver- og orgelværker af fødselaren.
På hjemmesiden www.leifmartinussen.dk kan man skaffe sig et overblik over hans mange musikudgivelser.
Jeg sender de varmeste tanker til hans kæreste Nete og hans 2 sønner Morten og Peter.
Æret være hans minde!
6. Invitation til fødselsdagsfest med foredrag af Ove Gibskov
Af Poul Lüneborg
Hvad var årsagen til, at der i regeringen så sent som efter midten af 1930’erne blev stillet forslag om, at blinde, døve og talelidende skulle steriliseres, hvis de ønskede at gifte sig, og hvordan fik Retslægerådet forhindret, at dette blev en realitet?
Det er spørgsmål, som Ove Gibskov vil forsøge at besvare i sit foredrag, som han har benævnt:
” Da de blinde, døvstumme og talelidende slap med skrækken”
Han fortæller, at han under sit arbejde med lydmontagen ”100 år i lydglimt” i forbindelse med Dansk Blindesamfunds 100-års jubilæum i et medlemsblad fra 1938 fandt en artikel af den daværende landsformand Ernst Jørgensen med overskriften ”Ægteskabsforbud for Blinde, Døvstumme og Talelidende”.
Artiklen omtalte regeringens overvejelser, men gav ikke detaljerede oplysninger om, hvordan det var lykkedes Retslægerådet at forhindre et så voldsomt lovindgreb. En tilsvarende lov havde allerede i flere år været gældende for bl.a. ganske mange åndssvage, en gruppe, som i dag benævnes udviklingshæmmede.
For at belyse hele sagen, og sætte den ind i en historisk sammenhæng, har Ove Gibskov, med økonomisk støtte til seende hjælp fra Blindes Støttefond og Blindehistorisk Selskab, foretaget undersøgelser i bl.a. Rigsarkivet og Retslægerådets arkiv samt i dagspressens meget engagerede og i høj grad kritiske dækning af forløbet.
Resultatet kan man høre den 21. november 2025, hvor han, i forbindelse med markeringen af Blindehistorisk Selskabs 31-års fødselsdag, fortæller om resultatet af sine undersøgelser af de rejste spørgsmål. Foredraget vil blive fulgt op af en større artikel i det første nyhedsbrev fra selskabet i 2026.
Fødselsdagsarrangementet finder sted kl. 14.00 – 17.00 i mødelokale “København” i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2 i Tåstrup.
I bestyrelsen håber vi meget, at rigtig mange medlemmer sammen med familie og venner vil være med til at fejre selskabet på dagen. Der vil naturligvis blive serveret noget at drikke i form af vin, øl, vand, kaffe og te samt snacks og kager.
Programmet vil omfatte:
– Velkomst ved selskabets formand
– Foredrag ved Ove Gibskov
– Mulighed for spørgsmål og kommentarer til Oves oplæg
– Hyggeligt socialt samvær
– Afslutning kl. 17.00 ved formanden
Det er ikke nødvendigt på forhånd at tilmelde sig. Men hvis du er sikker på at komme, hører vi gerne herom, af hensyn til bestilling af drikkevarer mv.
Besked kan sendes til kasserer John Heilbrunn mobil 23 40 92 18 – mail jdh@oejenhoejde.dk.
Vel mødt den 21. november kl. 14.00 i Handicaporganisationernes Hus.
7. Obs! – generalforsamlingen 2026
Af Poul Lüneborg
Bestyrelsen har booket plads på Fuglsangscentret i weekenden lørdag den 28. februar til søndag den 1. marts 2026 til næste års generalforsamling. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen for disse dage. Invitation med program og forslag til dagsorden med tilhørende bilag i form af beretning, regnskab m.v. vil blive udsendt i det første nyhedsbrev i det nye år.
Ud over at gøre opmærksom på tid og sted for generalforsamlingen skriver jeg denne meddelelse for at gøre opmærksom på, at vi har behov for nogle kandidater til den kommende bestyrelse.
Vi har, som det er anført, måttet sige farvel til Leif Martinussen, efter at han siden 2012 har varetaget hvervet som 1. suppleant. Der skal derfor findes en afløser for ham.
Derudover har Jytte Nielsen tilkendegivet, at hun ikke stiller op til genvalg ved den kommende generalforsamling. Jytte har været ordinært medlem af bestyrelsen siden marts 2023. Der skal således også findes en afløser for hende.
Bestyrelsen skal ifølge de gældende vedtægter afholde mindst 4 årlige møder. Dette har gennem de seneste år været praktiseret ved at holde et møde dagen efter generalforsamlingen på Fuglsangscentret og 3 møder i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Når det har været nødvendigt, har bestyrelsen afholdt sine møder som telefonmøder. Antallet af årlige møder ligger ikke fast, men aftales løbende, hvis der er behov for mere end de 4 nævnte møder.
Meget af arbejdet i bestyrelsen foregår mellem møderne, gennem skriftlig korrespondance. Det er derfor nødvendigt som medlem af bestyrelsen at være en habil bruger af en computer.
Ved møderne serveres frokost, og alle dokumenterede befordringsudgifter til og fra møderne dækkes af selskabet.
Enhver, der kunne tænke sig at overveje at stille op som kandidat til den kommende bestyrelse, er mere end velkommen til at kontakte mig eller én af de øvrige medlemmer, for at få mere at vide om, hvad vi laver og hvorledes det foregår.
I bestyrelsen håber vi meget, at flere medlemmer vil overveje at tage imod denne opfordring.
8. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Lille Fredensvej 1C st. tv.
2920 Charlottenlund
Mobil +45 30 44 44 36
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16, 3. sal tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Bestyrelsesmedlem
Flemming Georg Meier
Odensegade 7, 3. sal th.
2100 København Ø
Mobil +45 22 16 13 79
Mail: meier@edu.au.dk
Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B, 2. sal tv.
7000 Fredericia
Tlf. + 45 66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk
Supppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29, st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk