November 1998: Refnæsskolen 1898 til 1998

Refsnæsskolen fra 1898 – 1998 – 100 års jubilæum————————————————————-Det kongelige Blindeinstituts Forskole på Refsnæs
1898 – 1. november – 1998
Refsnæsskolen, Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark
Forord ved Keld Stochholm

Forhistorien

Begyndelsen

Udbygning

Administration og ledelse

Eleverne

Personalet

Den daglige undervisning

Skoleliv

1966-1998

Udbygning

Administration og udlægning til amtet

Personalet

Konsulenter og hjemmevejledning

Materialelaboratoriet

Eleverne

LOG-TEXT og andre nye hjælpemidler

Refsnæsskolen gennem 100 år

Efterord

Kilder

FORORD

Keld Stochholm

Jeg sidder på Øst i den vestre længe, bygget i 1909, samme år som forstanderboligen blev opført som inspektørbolig til L. B. Rützou. Jeg skal kun gå nogle
få skridt over i mellemfløjen – så er jeg der, hvor det hele begyndte i 1898. En utrolig oplevelse at tænke på de tusinder af blinde og svagsynede børn,
der gennem tiden har været på Refsnæsskolen. Jeg synes, det er en lykke, at Refsnæsskolen stadig er på det sted, hvor det hele begyndte. Historien taler
til os i hverdagen; traditionen er vigtig for vor oplevelse af os selv i arbejdet med eleverne. Hundrede års erfaring har skabt en god og dygtig platform
for arbejdet med blinde og svagsynede børn og unge i Danmark – et arbejde, der ikke alene er anerkendt her i landet, men også uden for landets grænser.

Jeg spørger mig selv: “Er der noget, der har været karakteristisk for os gennem alle 100 år?” Nogle vil måske sige, at vi har fulgt godt med i udviklingen
fagligt og organisatorisk og har formået at placere os betydningsfuldt i forhold til samfundet, til stadighed forskelligt ud fra de politiske og samfundsmæssige
mønstre, der har eksisteret. Det er nok rigtigt, men jeg mener, at det er rigtigt ud fra en helt anden tankegang, nemlig at vi lige fra 1898 har koncentreret
os om, hvad det vil sige at være blind eller svagsynet, og så være barn. Det væsentlige har hele tiden været, at vi har arbejdet med børn, og at de skulle
tilgodeses som børn, der ikke kunne se, eller som så dårligt. De fleste af de børn, der var her i 1898, var blinde som følge af tuberkulose. Et andet karakteristikum
var allerede på den tid, at børnene ofte havde andre handicap eller andre problemer udover synshandicappet. Derfor har vi gennem alle årene taget os af
børn med synshandicap og en del med andre handicap. Debatten har været der: “Var det rigtigt, eller skulle det kun være et sted for dem, der alene var
synshandicappede?” Hver gang er resultatet blevet, at gruppen af synshandicappede med andre handicap i stadig stigende grad er kommet med i vores arbejde.
Vi har lært at forstå, at det påvirker et barns udvikling at være blindt eller svagsynet, men vi har også lært at forstå, at det giver helt særlige udviklingsbetingelser
at være barn med et synshandicap og et eller flere andre handicap. Det er synshandicappets indvirkning på barnets situation, og det er synshandicappets
indvirkning på, hvordan man kan fungere, også med andre handicap, der er grundlæggende for den pædagogik og de udviklingsmuligheder, som vi kan give barnet
eller den unge.
Vi kan i dag være taknemmelige for, at vi fik lov til at beskæftige os med alle disse børn og unge, og at vi forstod betydningen af ansvaret for at sikre
dem den bedst mulige opvækst og udvikling gennem leg og samværd, gennem undervisning og træning. Vi medarbejdere har kunnet danne grundlaget eller rammen
omkring de blinde eller svagsynede børns tilværelse. De har ofte selv måttet tage fra de muligheder, der var, og skabe indholdet. De har igennem det samvær,
de har haft, skullet danne grundlaget for den identitet og social forståelse – en forståelse, der har betydet en erkendelse af sig selv som blind eller
svagsynet i forhold til andre synshandicappede, men ikke mindst i forhold til den store gruppe af seende, hvor forskellige de så end er.
I dag har vi den bredeste kontakt til blinde og svagsynede børn nogensinde – cirka 100 bor her for længere tid, 600 kommer her på korte ophold hvert år,
cirka 1000 vejledes af vore konsulenter rundt omkring i landet. Vi er taknemmelige for den store indsats, vi kan og skal gøre, vi er taknemmelige for det
samarbejde, vi har haft med de mange forældre og de mange kommuner og amter om at løse opgaverne for den forholdsvis lille gruppe på cirka 1650 blinde
og svagsynede børn og unge, som er i Danmark. Vi glæder os til det fortsatte arbejde.
Vores historie er baggrunden for det hele, og den påvirker også fremtiden. Det er derfor en glæde at sige tak til cand.phil. Niels Strandsbjerg for at
have samlet det historiske materiale fra de første hundrede år og beskrevet det i denne bog. Det er en spændende bog for alle, der er interesseret i Refsnæsskolens
arbejde. Det er billeder af tider og metoder, adfærd og meget mere, som har ændret sig gennem tiden, og som på mange måder er uforståelige, opfattet efter
nutidens normer. Men det har været den proces, som vi har skullet igennem for at være Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark.

Keld Stochholm, forstander

Forskolen på Refsnæs før udvidelsen i 1903. Den ombyggede villa “Strandlyst” bestod kun af en fløj ud mod Kystvejen og stranden. Villaen var opført i 1881.

Forskolen på Refsnæs før udvidelsen i 1903. Den ombyggede villa “Strandlyst” bestod kun af en fløj ud mod Kystvejen og stranden. Villaen var opført i 1881
og blev anvendt som privat sanatorium og pensionat indtil statens overtagelse i 1898. På billedet ses de fleste af de 20 børn, der var plads til samt sandsynligvis
frk. Graae og frk. Mosolff. (Bilnd. Mus.)

FORHISTORIEN

  1. november 1898 ankom de første børn til “Det kongelige Blindeinstituts Forberedelsesskole på Strandlyst ved Kallundborg”, og dermed påbegyndte Refsnæsskolen
    sin foreløbig 100-årige virksomhed.

Ved åbningen af forskolen kom blinde børns skolegang for første gang til at svare til seendes, men det havde taget mange år, før man nåede så langt.

Allerede i 1811 påbegyndte Kjæde-Ordenen den første blindeundervisning i Danmark. Det var et filantropisk foretagende baseret på frivillig arbejdskraft
og frivillige bidrag. Bl.a. gav Frederik VI tilskud og gav samtidig tilladelse til at institutionen måtte bære navnet “Det kongelige Blindeinstitut”.
Trods en idealistisk indsats fra Kjædens side, blev det efterhånden klart, at en effektiv blindeundervisning krævede større ressourser og professionelle
lærerkræfter. Kultusministeriet (Kirke- og Undervisningsministeriet) nedsatte derfor en kommission, der fremkom med en betænkning i 1852.

Denne betænkning slog bl.a. fast, at blindeundervisning burde være en statsopgave, og at undervisningen først burde påbegyndes, når eleverne var 10-12 år
gamle, idet de ikke skønnedes modne nok til at begynde i en tidligere alder.

Betænkningen førte til “Lov om Oprettelsen af et nyt Blinde-Institut” af 21. januar 1857 og 5. November 1858 åbnedes blindeinstituttet på Kastelsvej i København.

Blindeinstituttets bygning blev betalt af Kjæde-Ordenen, men driften af instituttet skulle fra nu af betales af staten. Det var herved blevet slået fast
at blindeundervisning var en statsopgave, men man gik ikke så langt, at man samtidig indførte skolepligt for blinde børn, således som det var sket for
døve børn allerede i 1817. Det var fortsat frivilligt om man ville lade sine blinde børn blive undervist. Undervisningspligt for blinde børn blev først
lovfæstet i 1926.

Der stod ikke noget i loven af 1857 om elevernes alder ved optagelse på instituttet, men det forudsattes at de ligesom i Kjædens institut skulle være i
alderen fra 10-11 til 18-20 år.

Instituttet blev ledet af en forstander, der var underlagt en bestyrelse på 5 mand, hvoraf de to blev valgt af Kjæde-Ordenen. Instituttets første forstander
var Johannes Moldenhawer, der beklædte posten helt til 1905 og således også var Refsnæsskolens første forstander. Det skyldtes ikke mindst hans indsats,
at forskolen blev oprettet og at blinde børns skolegang blev påbegyndt samtidig med andre børn.

Allerede i Moldenhawers rejseberetning fra studiebesøg på udenlandske blindeinstitutter i 1856 foreslog han en aldersgrænse fra 6 år tiloptagelse på det
kommende institut i København, men som nævnt blev dette ikke gennemført fra instituttets åbning i 1858. I forbindelse med den påtænkte udvidelse af blindeinstituttet
kom i 1872 den første henvendelse fra bestyrelsen til ministeriet om oprettelse af en “forberedelsesanstalt” for små blinde børn, og derefter rejstes sagen
med mellemrum af bestyrelsen eller forstander Moldenhawer.

Forskolen blev ikke oprettet i forbindelse med blindeinstituttets udvidelse, der var tilendebragt i 1880, men til gengæld blev der forsøgsvis etableret
forskoleundervisning i privat regi. Det var atter engang Kjæde-Ordenen der trådte til. Ordenen havde i 1861 oprettet et asyl for blinde børn, der var for
unge til at komme på blindeinstituttet. I forbindelse med en udvidelse af asylet i1876 blev der forsøgsvis indført undervisning for de 6-10 årige blinde
børn. Undervisningsplanerne var udarbejdet af forstander Moldenhawer, der også førte tilsyn med undervisningen.

Undervisningsforsøget blev tilsyneladende en succes. Ihvertfald animerede det bestyrelsen til at presse på over for ministeriet, for at få oprettet en forskole
i statsligt regi. Endelig i 1890 anmodede kultusministeriet bestyrelsen om at udarbejde planer for en forskole. Som svar fremlagde bestyrelsen året efter
forslag om en forberedelses- og prøveanstalt for 40 blinde børn i alderen fra 6-7 til 10-11 år samt en anstalt for ca. 20 svagtbegavede og åndssvage blinde
børn.

Endnu en gang trak sagen i langdrag. I 1894 forsøgte ministeriet ganske vist at leje to bygninger, men planerne strandede af forskellige årsager. To år
senere fik ministeriet en ny besparende ide, idet man prøvede at overtale Kjæde-Ordenen til at etablere en egentlig forskole med statstilskud; derved mente
man at have løst opgaven, “uden uforholdsmæssig store Udgifter for Statskassen.” Desværre for ministeriet mente Kjæden også, at forskolen var en statsopgave
og sagde nej. Så var ministeriet overtalt, og i november 1897 besigtigede en af bestyrelsen nedsat kommission det private sanatorium “Strandlyst” på Røsnæs,
og denne bygning blev derefter købt af staten i vinteren 1897-98 til brug for en forskole.

En af årsagerne til at sagen trak i langdrag var vanskeligheder med at finde egnede bygninger samt tvivl og uenighed om hvor forskolen mest hensigtsmæssigt
skulle placeres. Oprindelig var det Moldenhawers tanke, at forskolen skulle ligge så tæt som muligt på blindeinstituttet på Kastelsvej, så han som forstander
havde let ved at føre tilsyn og for at forskolen kunne integreres mest muligt med det gamle institut. Flere muligheder blev nævnt og forsøgt. Bl.a. var
det på et tidspunkt på tale at udflytte Døveinstituttet, der var blindeinstituttets nabo på Kastelsvej, så de tomme bygninger kunne overtages af forskolen,
men både denne og andre ideer om lokaler forskellige steder i København måtte opgives af forskellige årsager. Allerede i 1880erne fremsattes ideen om at
placere forskolen på Refsnæs i nærheden af Kysthospitalet, men der skønnedes i første omgang at være for langt til instituttet i København. Først da øjenlægen
Eiler Hansen udgav sit statistiske værk “De unge blinde i Danmark” i 1895, blev alle overbevist om at sundheden måtte have første prioritet. I det nævnte
værk påvistes det at 36% af tilfældene af erhvervet blindhed skyldtes tuberkulose og samtidig konstateredes en uhyggelig høj dødelighed blandt eleverne
på blindeinstituttet i København. Tuberkulosen var datidens store folkesygdom, som man bekæmpede på sanatorier og hospitaler, der helst skulle ligge ved
vandet, så der var rigeligt med sund og frisk luft. På Refsnæs lå i forvejen Kysthospitalet, som var et tuberkulosehospital. Man indledte da et samarbejde
med dette hospital og lod overlægen være tilsynsførende ved forskolen.

Efter at alt dette var faldet på plads og den købte bygning var blevet ombygget til formålet, kunne Det kgl. Blindeinstituts Forskole endelig åbne den 1.
november 1898 med det formål at være “Skole, Hjem og Sanatorium” for blinde børn mellem 6 og 10 år.

BEGYNDELSEN

Det må have været en barsk oplevelse at komme til Strandlyst den 1. november 1898. Den om- og tilbyggede villa, som er den nuværende administrationsbygnings
sydfløj, lå direkte ud til kysten uden nogen former for læhegn, så blæsten havde fri adgang; men det var jo netop også meningen.

Det var ikke lykkedes, at få gennemført bestyrelsens forslag om en institution til 40 normaltbegavede børn samt til 20 svagtbegavede. Forskolen kunne fra
begyndelsen kun rumme 20 elever, og dette tal blev allerede nået i løbet af det første år.

Til at undervise og passe eleverne blev der ansat to lærerinder, frøken Graae og frøken Mosolff, af hvilke frk. Graae også var plejemoder og leder på forstanderens
vegne. Forstanderen fra København besøgte forskolen nogle gange om året, ellers foregik forbindelsen per korrespondance. Foruden at undervise eleverne,
der var delt i to klasser, i alle fagene, var lærerindernes pligter ifølge Årsberetningen fra Blindeinstituttet: “1ste lærerinde har tilsyn med Sygeplejen,
Linnedkammeret, Drengegarderoben og Husets Rengjøring, samt Regnskabet, Brevskrivning for Børnene og Dagsjournalen, 2den Lærerinde har Tilsyn med Badningen
og Pigebørnenes Tøj, fører Elevbogen og assisterer ved Regnskabet”. Men så havde de også på skift fri hver anden søndag.

I de første mange år fandtes der to slags personale på Refsnæs: Funktionærer og tyende; de første kender vi af navn, de sidste som regel ikke. Af tyendehjælp
fandtes fra skolens start en sygeplejerske, der også skulle reparere børnenes tøj, samt en hjælpepige til børnene, en kokkepige, to stuepiger og en karl.
Til at varetage skolens sanatoriemæssige opgaver var overlæge Schepelern fra Kysthospitalet tilknyttet som institutionens læge. Han besøgte skolen hver
anden dag og havde fastsat skolens sundhedsregler, der især omfattede badning og spadsereture.

Institutionens virke som hjem, skole og sanatorium fremgår også tydeligt af den første

Dagsorden:

                          Vinter                                  Sommer

Der stås op kl. 7 kl. 6½
Morgenkost kl. 8 kl. 7½
Andagt kl. 8 3/4 kl. 7 3/4
Skole kl. 9 kl. 8
Badning kl. 10 kl. 9½
Frokost kl. 10½ kl. 10½
Spadseretur kl. 11 kl. 11
Skole kl. 12 kl. 12
Middag kl. 2 kl. 2
Spadseretur kl. 3 kl. 3
Håndgerning kl. 4½

Friluftslege og havearbejde skiftevis hver anden dag kl. 4½

Fritid kl. 6-7
Aftensmad kl. 6 kl. 7
Aftensang kl. 7 kl. 7 3/4
Sengetid kl. 7 1/4 kl. 8

Således fremstår dagsordenen i Blindeinstituttets Årsberetning 1898-1899. Der findes dog også en håndskreven dagsorden fra samme tid, der er lidt anderledes
især for tiden mellem kl. 4 og kl. 7, idet dette tidsrum også omfatter sang og gymnastik. Desuden levner den håndskrevne dagsorden også eleverne lidt mere
fritid, samtidig med at sengetiden for de større børn først er fastsat til kl.9. Med små justeringer fortsatte dagsordenen nogenlunde uændret i adskillige
år. Det bemærkes, hvor stor vægt frisk luft, motion og badning er tillagt i dagligdagen. Badningen foregik om vinteren således, at piger og drenge på skift
hver anden dag fik brusebade i saltvand, som karlen havde slæbt op fra fjorden, mens de om lørdagen fik varme karbade. Om sommeren blev brusebadene afløst
af daglig badning i fjorden, der fandt sted i den periode, hvor fjordvandet var mindst 13 grader varmt. For at holde rede på hvor sunde børnene var, blev
de vejet hver 14. dag, og resultatet blev omhyggeligt ført til protokols. Foruden forskolens egne elever havde man i de første mange år også et varierende
antal elever fra blindeinstituttet i København, der af helbredsmæssige grunde skulle på rekreation på Refsnæs.

For børnenes sundhed var det også vigtigt, hvad de fik at spise. Det høje Kultusministerium havde godkendt et detaljeret spisereglement, der i en turnus
på 10 dage specificerede de enkelte retter. Middagsmaden bestod af to retter solid borgerlig kost som medisterpølse, kødsuppe, vælling, lobskovs og lignende
med rigelig mælk eller sødt øl til. Alt sammen omhyggeligt udregnet efter vægt og mængde. På papiret ser det helt fint ud, men om det også har været sådan
i praksis, er vanskeligt at kontrollere. Af tidligere elevers erindringer fremgår det f.eks. at øllebrøden, der serveredes om morgenen kunne være en særpræget
oplevelse. Et særligt træk, som også kan ses af eleverindringer, bestod i, at personalet – der spiste sammen med børnene – fik serveret en anden slags
mad. Det kunne eleverne naturligvis ikke se, men de kunne med misundelse dufte de åbenbart bedre retter.

Selve skoleundervisningen var naturligvis det vigtigste indhold i dagligdagen. Af Årsberetningen fremgår det, hvad man underviste i skoleåret 1899-1900.
I første klasse var der blevet undervist i dansk, religion, anskuelse, regning, frøbelske arbejder samt modellering, og disse fag blev fortsat i anden
klasse. I dansk skulle eleverne endnu lære latinske bogstaver i relieftryk, da forstander Moldenhawer mente, det var gavnligt. Først efter hans afgang
i 1905 gik man over til kun at anvende blindskrift. Flere af fagene må have været rent mundtlige, som når der om religion i 1. klasse står: “Bibelshistorien
fra Skabelsen til Esau og Jacob gennemgaaet 4 Gange. 9 Salmer udenad.” Ellers ligner skemaet undervisningen, som den foregik gennem mange år. Det ses,
at man allerede fra begyndelsen har lagt vægt på anskuelsesundervisning med modeller, brugt bogstavkasser, modelleret og lært forskellige småarbejder efter
Frøbels metode, der senere blev afløst af Montessori-metoden.

Foruden sundhedsmæssige og skolemæssige opgaver havde forskolen også opgaven som hjem for de små 6-10 årige børn. Eleverne kom spredt fra hele landet og
ofte fra små kår. Transporten til det fjerne Refsnæs var forholdsvis dyr. Kun i sommerferien fik eleverne en betalt rejse hjem, så kontakten med familien
kunne være sparsom. Brevskrivning var heller ikke så let, da forældrene normalt ikke kunne blindskrift, men som det fremgik ovenfor, var det en af plejemoders
opgaver at stå for børnenes brevskrivning. Det betød i praksis, at hun læste brevene til eleverne højt for dem, samt at hun efter elevernes diktat skrev
til forældrene, og senere – når eleverne havde lært at skrive blindskrift – oversatte brevene til latinske bogstaver.

Refsnæsskolens dagbog fortæller om traditioner, der blev grundlagt i begyndelsen og fortsatte gennem mange år. F.eks. den årlige udflugt til Asnæsskovene,
fejring af kongens og forstanderens fødselsdage, fester omkring juletid osv.

I det følgende vil Refsnæsskolens udvikling frem til ca. 1966 blive beskrevet ud fra de ovenfor berørte temaer: Udbygning, administration og ledelse, eleverne,
personalet, den daglige undervisning, skoleliv m.m. Frem til 1966 forløb udviklingen relativt rolig med gradvise ændringer. Det har derfor syntes naturligt
i denne fremstilling, at sætte et skel ved dette årstal.

UDBYGNING

Som nævnt var forskolen i 1898 blevet meget mindre end bestyrelsen og forstander Moldenhawer havde forestillet sig. De 20 elever, der var plads til, var
alt for få i forhold til behovet, og der var ikke meget udenomsplads. Det var man efterhånden blevet klar over i ministeriet, og allerede i 1903 blev der
bygget en østfløj til den bestående bygning. Herefter var der plads til 30 børn. I 1909 blev endnu en fløj tilbygget, således at bygningen, der senere
kaldtes “Østskolen”, fik sit nuværende udseende. Bygningen, der i dag rummer administration og materialelaboratorium, havde derefter plads til 50 elever.
Samtidig byggedes inspektørbolig (senere forstanderbolig) og kedelhus.

Fra begyndelsen havde det som nævnt været bestyrelsens tanke, at forskolen også skulle indeholde en særlig afdeling for de forholdsvis mange mere eller
mindre åndssvage elever, der sinkede den almindelige undervisning. Til dette formål anskaffedes endelig i 1916 nabovillaen “Bakkely”, der indrettedes til
hjælpeskole for 16 elever – i 1919 udvidet til 30 elever. “Bakkely kaldtes derefter for “Vestskolen”.

Hermed var et stort ønske blevet opfyldt, og for at institutionen kunne regnes for fuldt udbygget, manglede nu kun et børnehjem for 0-7 årige børn, der
af sociale grunde ikke kunne være i hjemmet. Her måtte man endnu engang ty til privat velgørenhed. I 1916 havde grosserer Cornelius Stau på opfordring
af Dansk Blindesamfund oprettet et privat børnehjem i Ballerup for 0-7 årige blinde børn. Hjemmet flyttedes i 1918 til Lyngby, men i 1921 overtog staten
børnehjemmet, der flyttedes til Refsnæs. Til gengæld for overtagelsen købte Cornelius Stau en nabogrund på 8 tdr. land, som han forærede Refsnæsskolen.
På denne grund blev opført et børnehjem – den nuværende kantinebygning – med plads til 20 børn under den skolepligtige alder. Samtidig fik skolen plads
til skole- og nyttehaver, frugtplantage, husdyr m.m. Cornelius Stau mindes i dag i navnet på det nye børnehjem, der blev opført i 1970, og som i dag rummer
kursusafdelingen, “Stausgården”.

Som hovedregel fortsatte elevernes undervisning på Blindeinstituttet i København efter endt undervisning på Refsnæs. Problemet var imidlertid, hvad man
skulle gøre ved de elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse i København, eller som efter uddannelsen der alligevel ikke havde muligheder for at
klare sig selv, eller ikke havde en familie at komme hjem til. En del af problemet løstes ved opførelsen af det såkaldte værnehjem i 1928 (fra 1967 kaldet
Fjordhøj) for 20 piger. Beboerne beskæftigedes med vævning o. lign., men nogen videre fremtidsmuligheder fandtes ikke. Det kunne ses ved Værnehjemmets
nedlæggelse i 1972, hvor de sidste beboere udflyttedes. Da var mange af beboerne de samme, som var flyttet ind i 1928.

I 1928 bestod Refsnæsskolen således af en hovedskole (afdeling Øst) med ca. 50 elever, en hjælpeskole (afdeling Vest) med ca. 30 elever, et børnehjem med
ca. 20 børn samt Værnehjemmet med ca. 20 beboere. Alt i alt en betragtelig udvidelse af institutionen i løbet af 30 år.

Fra midten af 30’erne blev undervisningstiden på Refsnæs udvidet således, at eleverne forblev på Refsnæs indtil konfirmationen og først derefter blev sendt
til København. Dette forhold vil der blive nærmere redegjort for senere; i denne forbindelse skal det blot nævnes, at en så kraftig udvidelse af elevtallet
selvfølgelig gav pladsproblemer. Efter en tid med store lokaleproblemer, lykkedes det endelig at få bygget skolebygningen samt gymnastiksalen og svømmehallen
i 1940. Hermed regnedes Refsnæsskolen for en fuldt udbygget moderne institution efter datidige forhold. Svømmehallen var forøvrigt den første i amtet,
men i første omgang fik eleverne ikke megen glæde af den. Krigen og besættelsestiden medførte som bekendt brændselsrestriktioner, så vandet måtte ikke
opvarmes.

Bortset fra købet af nabovillaen, “Strandbo”, til brug for lærerboliger i 1945, skete der herefter ingen udvidelser på Refsnæs før 1966. Især i løbet af
1950’erne og begyndelsen af 60’erne blev indtrykket af en lidt gammeldags institution med pladsproblemer og utidssvarende forhold stærkere, men det var
svært at råbe myndighederne op og først i løbet af de glade 60’ere, hvor økonomien gik stadig bedre, begyndte der at ske noget. Men så gik det også stærkt.

Dog skete der lidt med hensyn til problemet med elever, der ikke kunne sendes hjem eller videre i uddannelsesforløbet, men det skete i form af tilknyttede
institutioner. I 1938 oprettedes den private institution “Hestehavehus” under ledelse af Kirsten Larsen. Den modtog kvindelige elever udgået fra hjælpeskolen
på Refsnæs og fungerede indtil 1970, hvor den blev overtaget af Refsnæsskolen på lejebasis og senere solgt fra. En tilsvarende institution for unge mænd
blev oprettet i Viskinge i 1937, kaldet “Jydegården”. En tidligere ansat på Refsnæsskolen købte en landejendom, hvor det var meningen at beboerne skulle
beskæftiges med landbrugsarbejde, men det gik ikke særlig godt og institutionen blev lukket igen i 1944. Begge de nævnte institutioner var under tilsyn
af Refsnæsskolen. Til delvis afløsning af “Jydegården” købte staten i 1951 den gamle præstegård i Raklev, der blev til den selvstændige statsinstitution
“Raklevgården” for unge mænd udgået af Refsnæsskolen. I 1974 blev Raklevgården inddraget direkte under Refsnæsskolen. Endelig skal nævnes, at man i 1953
købte det nærliggende “Kærhus” til brug for multihandicappede.

ADMINISTRATION OG LEDELSE

Fra 1898 var Refsnæsskolen, som tidligere omtalt, Det kgl. Blindeinstituts Forskole under ledelse af forstanderen i København, der igen var underlagt en
bestyrelse, der var underlagt Kirke- og Undervisningsministeriet. På Refsnæs var plejemoder den daglige leder under tilsyn af forstanderen og overlægen
på Kysthospitalet. I 1905 blev Moldenhawer afløst af cand. theol. J.U. Plesner som forstander for Blindeinstituttet og dets forskole på Refsnæs. I 1909
udnævntes en inspektør for forskolen, nemlig cand. theol. L.B. Rützou. Han fik en lidt mere selvstændig stilling end plejemoderen havde haft, men var stadig
undergivet forstanderen i København, der også aflagde hyppige besøg på stedet.

Efter de mange udvidelser mente man endelig i 1918, at skolen skulle være selvstændig og inspektør Rützou blev udnævnt til forstander for Den kgl. Blindeforskole
på Refsnæs, som institutionen nu kom til at hedde. Det kgl. Blindeinstituts bestyrelse på 5 medlemmer fortsatte som fælles bestyrelse for de to blindeinstitutter.
Denne bestyrelse var et mellemled mellem forstanderen og ministeriet og skulle godkende fastansættelser, skoleplaner og andre dispositioner af principiel
betydning. Bestyrelsen blev nedlagt i 1934 i forbindelse med socialreformen.

Blindeforskolen, der i 1928 ændrede navn til Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs, var frem til 1924 underlagt Kirke- og Undervisningsministeriet. I 1924
blev blindeinstitutterne overført til det nyoprettede Socialministerium, hvor de forblev indtil særforsorgens udlægning til amterne i 1980 med undtagelse
af årene 1926-1929, hvor socialministeriet var afløst af et sundhedsministerium.

I 1935 døde forstander Rützou og blev afløst af lærer ved Blindeinstituttet i København K.L. Grove-Rasmussen, der også var cand. theol. Grove-Rasmussen
døde allerede i 1943, og da forstanderen på Blindeinstituttet i København netop var gået af, benyttede man lejligheden til en omorganisering af statens
blindeforsorg, idet Statens Blindevæsen, under ledelse af en administrationschef, blev oprettet med virkning fra 1. januar 1944. Det har ikke været muligt
at finde nogen lovhjemmel for ændringerne, ej heller at finde nogen cirkulærer, der omhandler omorganiseringen. Det synes at være et lidt mærkeligt tidspunkt,
at foretage et sådant skridt; det var midt under besættelsen, regeringen var gået af 29. august 1943 og det såkaldte departementchefstyre opretholdt administrationen.
Alt tyder på, at det var socialministeriets embedsmænd, der selv stod for reformen, men der må sandsynligvis have foreligget planer forberedt gennem udvalgsarbejde
over flere år. Det overordnede formål med reformen var at sikre kontinuiteten i de blindes uddannelse fra børnehave til erhvervsuddannelse, uanset hvilken
institution uddannelsen foregik på.

Administrationschefen, W. Bøgh Christensen, blev den øverste administrative leder af blindeinstitutterne, hvis nye forstandere degraderedes til inspektører
med ansvar for undervisningen. To år senere blev forstandertitlen dog genindført. Samtidig oprettedes Statens Øjenklinik under ledelse af en øjenlæge.
Administrationschefen skulle samtidig koordinere samarbejdet mellem institutterne, øjenklinikken, blindeorganisationerne og de private blindeinstitutioner.
Af den bevarede korrespondance ses det, at næsten alle sager er gået gennem administrationschefen, men kompetancen har været lidt flydende, og det har
givet vis ikke været let at være forstander, når chefen i København havde det afgørende ord. Statens Blindevæsen blev nedlagt i 1970. Gennem hele perioden
var stillingen som administrationschef besat af Willy Bøgh Christensen.

I 1944 blev lærer N.H. Ilsøe inspektør (senere forstander) på Refsnæs. Han var leder i de vanskelige år i slutningen og lige efter krigen, som der senere
skal berettes om. Ilsøe fratrådte allerede i 1949 og blev afløst af lærer ved Døvstummeinstituttet i Nyborg, Poul Petersen, der var forstander til 1966.

Frem til 1970 skete der herefter kun én markant administrativ nyskabelse. Lov af 11.5. 1956 om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede,
kaldet blindeloven, indførte Blindenævnet. Dette nævn skulle behandle principielle spørgsmål vedrørende blinde og svagsynede og være rådgivende for socialministeriet
omkring administrationen af loven samt komme med forslag til foranstaltninger, som udviklingen gjorde påkrævet. Blindenævnet bestod bl.a. af administrationschefen,
blindeinstitutternes forstandere, repræsentanter for personale, elever og forældre samt repræsentanter for Dansk Blindesamfund m.fl. Blindeloven gennemførte
forstander Moldenhawers gamle kongstanke om instituttvang for blinde og svagsynede, men åbnede alligevel mulighed for dispensation. I løbet af 1950’erne
og især 60’erne blev diskussionen om blinde elevers eventuelle integration i folkeskolen et af de spørgsmål, der virkelig skilte vandene indenfor blindeforsorgen
og ikke mindst mellem forældre og blindeinstitutterne. Det var blindenævnets opgave at tage stilling til en eventuel dispensation fra tvungen skolegang
på blindeinstitutterne, men mere herom senere.

ELEVERNE

I 1898 var det frivilligt for blinde børn at komme på Refsnæsskolen. Det var oven i købet også frivilligt om man overhovedet ville lade sine blinde børn
undervise. Først i 1926 indførtes undervisningspligt for blinde børn – 112 år efter indførslen af den almindelige undervisningspligt ! Hvor mange blinde
børn der ikke fik undervisning vides ikke, men det har næppe været mange. Præsterne havde indberetningspligt angående blinde i deres sogn, og også kommunernes
socialudvalg kunne tage affære. Ganske vist findes der beretninger om børn, der har været gemt væk i hjemmet en stor del af deres barndom, eller har henslæbt
flere år i landsbyskolen, hvor de af gode grunde ikke kunne følge med, men vi må gå ud fra, at det altovervejende flertal af blinde børn kom på Refsnæsskolen
– også før 1926.

Betingelserne for optagelse var, ud over aldersbestemmelserne, ifølge årsberetningen for Blindeinstituttet 1894-1895, som også blev gældende for forskolen:
“Adgang til Optagelse i Instituttet har ethvert Barn af enhver Trosbekendelse, naar det i den Grad er Synet berøvet, at det ikke kan se at læse og skrive,
men iøvrigt er sundt på Legeme og Sjæl og ikke moralsk fordærvet.” Dernæst følger en række betingelser om vaccinationsattester, erklæringer fra den lokale
øvrighed, medbringelse af tøj samt betaling, som nærmere vil blive behandlet nedenfor. Desuden skulle forældrene skrive under på, at de på forlangende
straks tager barnet tilbage, hvis instituttet anser det for uegnet til oplærelse, samt skrive under på at “Saalænge Barnet er i Institut, må dets Forældre
eller Forsørgere afholde sig fra enhver Indvirkning på dets Opdragelse, uden forsaavidt at de til Forstanderen kunne udtale deres Ønsker.” Det betød i
praksis, at forældreindflydelse var totalt fraværende; forældreråd og lignende hørte en fjern fremtid til. Betingelsen om sundhed på sjæl og legeme skulle
tages bogstaveligt. I elevsagerne kan man se at de to vigtigste udskrivningsgrunde i utide var “seende” eller “åndssvag”. Allerede fra begyndelsen var
det et problem med de forholdsvis mange svagtbegavede elever, men hvis man sporede bare lidt påvirkelighed for undervisning, beholdt man så vidt muligt
eleverne, og kun forholdsvis få blev sendt hjem eller overgivet til åndssvageforsorgen. Det var dog problematisk for undervisningen og de godt begavede
elever, og det var derfor en stor lettelse, da man i 1916 kunne tage Bakkely (Vest) i brug som hjælpeskole. Det satte til gengæld skel mellem eleverne;
ifølge erindringer fra tidligere elever var kammerater, der blev overflyttet til Vestskolen ganske enkelt væk og eksisterede ikke mere i de gamle kammeraters
verden. Da Vestskolen af uransagelige grunde blev lukket som hjælpeskole i 1940, blev de svagtbegavede elever igen integreret i den normale skole, men
som regel i særlige hjælpeklasser.

En ting, man skulle tro kunne afholde forældre fra at sende deres børn på blindeinstitut, var betalingen for opholdet. Især i begyndelsen kom de fleste
elever fra økonomisk ret ringe kår – tuberkulosen, som jo i begyndelsen var den store blindhedsårsag, var en sygdom, der især ramte den socialt dårligt
stillede del af befolkningen – og desuden kunne velstående folk betale privatundervisning for deres blinde børn. Det økonomiske problem var nu ikke så
stort. Ganske vist var kontingentet fastsat til 700 kr. årligt -“derunder indbefattet kost, klæder og undervisning”- , men det kunne nedsættes eller helt
bortfalde. De 700 kr. svarede i 1898 godt og vel til en ufaglært arbejders årsløn, hvis han var så heldig at have arbejde hele året. Lov om det offentlige
Fattigvæsen af 1891 med senere ændringer slog fast, at det offentliges udgifter til børns oplærelse på blindeinstitutterne ingensinde havde været anset
som fattighjælp. Staten betalte udgifterne, hvis forældrene ikke kunne udrede kontingentet, hvilket de skulle gøre opmærksom på i optagelsesansøgningen
ledsaget af en erklæring fra fattigbestyrelsen i hjemkommunen om forsørgerens indkomst- og formueforhold. Kun hvis forsørgeren i forvejen var under fattigforsørgelse,
skulle hjemkommunens fattigvæsen betale, men da kun et nedsat kontingent på 120 kr. årligt. Af regnskabsbøgerne fremgår det, at en hel del elever har betalt
kontingent, men som regel kun en del af det fulde beløb. Det kunne også været hårdt nok; der findes en del restancesager. Efter loven af 1926 om blindes
undervisningspligt var det kommunerne, der skulle betale for eleverne ophold på blindeinstitutterne, hvis forældrene ikke kunne. Kontingentet blev fastsat
til 600 kr. årligt – altså en nedgang i forhold til 1898. Hvis forsørgeren ikke kunne betale kontingentet helt eller delvist, skulle hjemkommunen betale
det manglende beløb, men stadig uden at det fik fattighjælps virkninger for forsørgeren. Fattighjælp havde jo normalt den virkning, at modtageren mistede
en række borgerlige rettigheder. Med socialreformen i 1933 blev det igen statens tur. Forsorgslovens § 69 slog fast, at det var statens opgave, at betale
for blinde børns ophold på blindeinstitut, hvis forældrene ikke havde råd. Der skulle stadig betales kontingent, men der kunne søges om hel eller delvis
friplads. Det var hjemkommunens socialudvalg, der skulle afgøre om der skulle bevilges friplads eller ej, men det var staten, der skulle betale. Dette
forhold kunne tænkes, at have haft en positiv indflydelse på socialudvalgenes velvilje. Endelig bortfaldt ved ikrafttrædelsen af blindeloven af 1956 elevbetalingen
for ophold på Refsnæsskolen fuldstændigt.

Som tidligere nævnt kunne man hjemsendes som “seende” hvis man skønnedes, at have for godt et syn til at blive undervist sammen med de blinde. I 1921 indførtes
imidlertid som et forsøg en særlig svagsynsklasse på Refsnæs, og derved påbegyndtes en målrettet undervisning af denne tidligere noget forsømte gruppe.
Der havde også været svagtseende på Refsnæsskolen tidligere, men der var ikke blevet taget specielt hensyn til dem. De måtte lære blindskrift ligesom
de andre børn ellers blev de hjemsendt. Nu indledtes en undervisning, der tog særligt hensyn til de svagsynede elevers specielle handicap, og derved påbegyndte
Refsnæsskolen sin virksomhed som institut også for alle landets svagsynede elever. Efter 1921 var der til stadighed specielle svagsynsklasser på skolen,
men i modsætning til hvad forholdet var for helt blinde børn, var det en mindre procent af landets svagsynede skoleelever, der kom på Refsnæs.

Mens Refsnæs var forskole, var eleverne som omtalt mellem 7-8 og 11-12 år; altså en aldersmæssig relativ homogen gruppe, der efter endt undervisning på
Refsnæs blev sendt til videre skolegang på instituttet i København. Som antydet i forbindelse med skolens udbygning blev elevgruppen imidlertid efterhånden
aldersmæssigt meget spredt. Da man i 1916 oprettede hjælpeskolen (Vestskolen) for de elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse i København, fik
man efterhånden nogle betydelig ældre elever, idet uddannelsen på hjælpeskolen var beregnet til at vare indtil eleverne var 18-20 år, hvorefter de så vidt
muligt blev sendt hjem. Den næste udvidelse af aldersfordelingen fik man i 1921 ved oprettelsen af børnehjemmet, hvorved også 0-7 årige kunne komme til
Refsnæs. Ved oprettelsen af værnehjemmet i 1928 fik man en ny gruppe beboere på Refsnæs. Pigerne, der flyttede ind, var ca. 18-25 år, og da der ikke skete
nogen videre udslusning, havde man på værnehjemmet en gruppe efterhånden modne damer.

I 1934 ophørte Refsnæsskolen med kun at være forskole. En nedsat kommission havde foreslået, at blindeinstituttet i København skulle være ungdomsskole og
koncentrere sig om erhvervsuddannelserne. Dette forslag blev delvist fulgt, og fra 1934 fortsatte eleverne skolegangen på Refsnæs. Det betød, at skolen
hvert år blev udvidet med en årgang, indtil den var fuldt udbygget svarende til den 7-årige folkeskole. Eleverne forblev nu på Refsnæs til efter deres
konfirmation og blev først sendt til København som 14-16 årige. Med denne udvidelse havde Refsnæsskolen 150-180 elever.

I 1944 påbegyndtes på Refsnæs en samlet registrering af alle blinde og svagsynede børn i Danmark; en registrering der stadig fortsætter. Allerede før denne
registrering var forstanderen begyndt at foretage enkelte besøg i hjemmene. Denne begyndende konsulenttjeneste, der senere fik et vældigt omfang, især
da blinde børns eventuelle integration i folkeskolen blev aktuel i slutningen af 1950’erne og især i 60’erne, vil senere blive behandlet i et særskilt
afsnit.

Hvordan har så denne brogede skare af elever i alle aldre opfattet deres ophold på Refsnæs? Opfattelsen af opholdet er naturligvis individuel, men da mange
opholdt sig hele deres barndom på skolen, må erindringen om skolegangen nødvendigvis fylde meget i bevidstheden. Der er her valgt nogle forskellige eleverindringer
fra forskellige perioder. Erindringer er en problematisk størrelse, nogle husker kun det positive og fortrænger resten, men erindringerne er den eneste
måde, hvorpå man kan nærme sig en fornemmelse af, hvorledes livet på Refsnæsskolen er blevet opfattet. Set udefra kan man forstå, at det kunne være hårdt
for et 7-årigt barn, at skulle forlade hjemmet og komme til en helt fremmed verden. Det er naturligvis ikke specielt for blinde børn, og sammenligner man
med beretninger om børnehjem og kostskoler i første halvdel af dette århundrede, har Refsnæsskolen givetvis ikke været det værste sted at tilbringe sin
barndom.

PERSONALET

Tre ting var karakteristisk for Refsnæsskolens personale langt op i dette århundrede. For det første boede en stor del af personalet indtil midten af 1960’erne
på selve institutionen. For det andet var personalet delt i 2 grupper: På den ene side lærere, plejemødre (dvs. afdelingsledere – som regel læreruddannede),
økonoma, oldfrue, sygeplejerske m.fl. – altså funktionærerne; på den anden side tyendet, senere kaldet karle og piger eller husassistenter. De første kender
vi af navn, de sidste som regel ikke. En tredje karakteristisk ting – i alt fald i begyndelsen var den massive overvægt af kvinder. Bortset fra pedellen
og inspektør/forstander samt enkelte karle var samtlige ansatte kvinder. Først i 1922 blev den første mandlige lærer ansat, og han var endda fortrinsvis
beskæftiget med kontor- og regnskabsopgaver. I begyndelsen af 1930’erne blev der ansat flere mandlige lærere.

Et billede af personalets sammensætning kan vi f.eks. få ved at se på det normerede personale, der nævnes i finansloven for 1938/39. På et tidspunkt hvor
skolen er næsten fuldt udbygget. På dette tidspunkt findes der af tjenestemænd: 1 forstander, 1 overlærer, 7 lærere, 4 læreraspiranter, 1 plejemoder og
1 pedel – i alt 15 tjenestemænd. Af ikke- tjenestemænd var normeret: 1 lærer, 1 børnehavelærer, 1 deltidsansat lærer, 2 assistenter (heraf 1 på børnehjemmet
og 1 på værnehjemmet), 2 plejemødre, 1 oldfrue, 1 økonoma, 1 sygeplejerske, 2 natplejersker, 22 husassistenter, 2 karle samt løs hjælp til vask, rengøring,
syning m.m. – altså i alt 36 plus det løse. Det er markant, at den største gruppe udgøres af husassistenterne, men de havde også mange forskellige opgaver.
Det er karakteristisk både for Refsnæsskolen og for samfundet som helhed, at der på en lang række områder har fundet en øget professionalisering sted i
personalegruppen. Oprindelig bestod personalet kun af lærere samt ufaglærte suppleret med en sygeplejeske, og det var tilstrækkeligt. Op gennem århundredet
kommer der flere nye personalegrupper til: Uddannet økonoma, barneplejersker, kontoruddannede, håndværkere og senere socialpædagoger, psykologer, socialrådgivere,
tale-høre pædagoger, synskonsulenter m.fl. Men endnu i 30’erne var der kun kommet en uddannet økonoma og enkelte barneplejersker til. Derfor gjorde husassistenterne
ikke alene rent og lavede mad, de assisterede også på afdelingerne som barnepiger og lagde børn i seng, hjalp med på- og afklædning osv. Først i 60’erne
og 70’erne blev de endelig afløst af pædagoguddannet afdelingspersonale eller forpraktikanter. Lærerne var heller ikke bare lærere, men havde også “inspektion”
på skift lørdag-søndag, hvor de skulle passe og underholde eleverne.

Et arbejde, der krævede flere hænder, var have- og landbruget. Da grosserer Stau i 1921 forærede Refsnæsskolen 8 tdr. land jord i forbindelse med opførelsen
af børnehjemmet, fik skolen mulighed for at blive delvis selvforsynende med fødevarer. De 8 tdr. land blev dels benyttet til prydhave og nyttehaver for
eleverne, men resten blev udlagt til kartoffel- og grønsagsmarker og frugtplantage samtidig med, at der blev bygget stald og kartoffelkælder. Af en indberetning
til Socialministeriet fra forstander Rützou om køkkenpersonalets arbejde fra 4. december 1934 fremgår det, at køkkenpersonalet bestod af en økonoma og
4 køkkenpiger samt en hjælpepige 2 timer daglig til hjælp ved kartoffelskrælningen (der spistes daglig ca. ½ td. kartofler, dvs. 50 kg). Foruden at tilberede
de daglige måltider blev så godt som alt pålæg og fars hjemmelavet. Råvarerne kom fra de 16 svin, der årligt blev slagtet og bagefter parteret af køkkenpersonalet.
Desuden skulle der plukkes grønsager, syltes og henkoges. Det var ret store mængder det drejede sig om. Af en senere indberetning fremgår det, at land-
og havebruget i perioden 1. november 1941 til 31. marts 1942 leverede 6 grise, 76 tdr. kartofler, 240 hvidkål, foruden rødkål, rosenkål, porrer, selleri,
grønkål og rødbeder samt 97½ snese æg. Det var således en større landhusholdning køkkenpersonalet drev, men de fik naturligvis også løn for det, omend
ikke lige meget. Lønningerne var i 1934:

Økonoma lønnes med 150 kr. månedlig

  1. kokkepige ” ” 63-70 kr. “

  2. kokkepige ” ” 50 kr. “

  3. kokkepige ” ” 45 kr. “

  4. kokkepige ” ” 40 kr. “

    Arbejdstiden var fra kl. 6.30 til 12.15, kl. 13-16 og 17-19.30 for kokkepigernes vedkommende. Men så havde de også en ugentlig frieftermiddag fra kl.
    15 samt fri hver anden søndag skiftevis kl. 9 og kl. 12. Økonomaen forventedes så vidt mulig at være konstant til rådighed uden fast fritid.

(Her indsættes uddrag af Ester Sørensens beretning fra Refsnæs-Nyt nr. 23 side 3.)

Som det fremgår af ovennævnte lønninger var der forskel på folk. Demokrati på arbejdspladsen, ligeløn og lignende var slagord fra en fjern fremtid. Hierarki
var nøgleordet; ikke bare på Refsnæs, men i samfundet og på dets institutioner i det hele taget. Øverst tronede forstanderen, og han bestemte i princippet
alt, hvad bestyrelse og ministerium tillod ham. Senere kom som omtalt administrationschefen ind i billedet, hvad der gjorde billedet lidt mere broget –
især for forstanderen. Personalet havde ikke meget at skulle have sagt, i alt fald ikke formelt. Lærerne havde indflydelse på undervisningens form og indhold,
men ikke meget der udover. Lærermøder blev indført kort efter skolens oprettelse, men det er karakteristisk, at personaleråd og samarbejdsudvalg først
bliver indført i begyndelsen af 1970’erne. Personalets indbyrdes forhold var også præget af hierarkiet. I 1934-indberetningen fremgår det at der i køkkenbygningen
fandtes en folkespisestue for syersker koner, karle, vaskeripiger m.fl., mens funktionærerne spiste i spisestuen på østskolen. Det fortælles, at endnu
i begyndelsen af 60’erne sad personalet bænket efter anceinnitet og fik serveret i samme rækkefølge.

Kun fra begyndelsen af Refsnæsskolens virksomhed kan der spores oprør mod den naturlige rangfølge. Af bestyrelsens arkiv fremgår det, at skolens 2 første
lærerinder, frk. Graae og frk. Mosollf ikke havde det godt med hinanden. Frk. Mosollf nægtede flere gange at følge plejemoderens ordrer, og til sidst gav
bestyrelsen og ministeriet frk. Mosollf tilladelse til at fraflytte skolen for at gifte sig uden at miste sin stilling. Begrundelsen var, at ” den harmoniske
Samvirken mellem Lærerkræfterne ved Forskolen, der er af saa stor Betydning, men som beklageligvis hidtil har været vanskelig at opnaa,” nu skulle kunne
lade sig gøre.

DEN DAGLIGE UNDERVISNING

Skolegangen kom straks efter skolens grundlæggelse i faste rammer. Man tilstræbte så vidt muligt, at følge den almindelige folkeskole med tilføjelse af
de særlige blindefag som anskuelse, modellering, virksomhedsøvelser m.m. Efter oprettelsen af hjælpeskolen, og især efter at skolen var blevet fuldt udbygget
i slutningen af 30’erne, fulgte man simpelt hen Københavns kommunes skoleplan. Som eksempel vil her blive gennemgået skolearbejdet i skoleåret 1910-1911,
som det formede sig, efter at inspektør Rützou havde overtaget den daglige ledelse som inspektør.

Eleverne var delt i 4 klasser samt en hjælpeklasse og fagene var: Dansk med anskuelse, religion, regning, frøbelske øvelser, modellering, virksomhedsøvelser,
papirfoldning, sandbakke, stedsbeskrivelse, sang og gymnastik. Disse fag blev der undervist i om formiddagen 21½ timer om ugen. Desuden havde eleverne
om eftermiddagen strikning for pigernes vedkommende og måttefletning og sløjd for drengenes samt en fælles ugentlig time i dans. Fagenes nærmere indhold
vil blive beskrevet med 1. og 4. klasse som eksempel:

Første klasse (9 elever):

Dansk. De fleste punktbogstaver er indøvede ved hjælp af de små trækklodser med bogstaverne på. Stavning. Tolydsord er indøvede efter Damms A.B.C.

Anskuelse. Fortalt om husdyrene, deres liv og nytte for menneskene. Gennemgået modeller af disse samt af forskellige andre almindelige dyr. Læst 9 lette
fortællinger og en del nemme smådigte.

Religion. Talt om højtiderne samt fortalt enkelte historier fra det gamle testamente. De letteste morgen og aftensange er læste.

Regning. Tælling er indøvet ved hjælp af kuglerammen og genstande. I hovedregning addition og subtraktion med tal indtil 10.

Frøbelske øvelser. Perlearbejder, væsentligt med store perler. Lette symønstre udført på pap.

Virksomhedsøvelse. Øvet i at vinde garn, snøre, binde, afklædning og påklædning. Øvelser med klodser og sortering.

Sandbakke. Øvet i at ælte sandet og danne bakke, sø, ø, halvø.

Stedsbeskrivelse. Børnene er øvet i at finde vej i hus og have.

(1. klasse havde ikke modellering, mens 4.klasse ikke brugte sandbakke.)

Fjerde klasse (12 elever):

Dansk. Af læsebogen “En Jul på Landet” er læst og repeteret første del og halvdelen af anden del. Indholdet er forklaret. Stavning efter Poulsens Retskrivningsøvelser
indtil stk. 40. 3 fortællinger og 10 digte er læste. Punktskrift: Alfabetet, ord og sætninger er skrevet.

Anskuelse. Efter modeller er gennemgået mosen, kulgruben, skibet, havnen, huset, bondegården. Der er foretaget udflugter med eleverne. De har været ombord
på et dampskib, har besøgt Kalundborg Kirke, Kalundborg Museum, et fyrtårn, en bondegård og en kæmpegrav.

Religion. Fra Moses til rigets deling. 12 salmer.

Regning. Lettere opgaver indenfor de 4 regningsarter, fornemlig hovedregning.

Frøbelske øvelser. Øvet i syning med fin tråd, pindearbejde og knytning.

Modellering. Modelleret geometriske figurer efter træmodeller. Nogle af eleverne nået de lettere, andre sværere, f.eks. 5-sidet prisme og 6-sidet pyramide.
Desuden modelleret en mængde forskellige former, såsom frugter, brugsgenstande, huse, dyr osv.

Sang. Forskellige sangøvelser. 10 enstemmige sange og salmer. 6 tostemmige og 1 trestemmig sang.

Gymnastik. Lege. Øvelserne er ledede med gymnastikkommissionens håndbog som grundlag.

(Efter Aarsberetning fra det kgl. Blindeinstitut i København og dets Forskole. 1909-1910 og 1910-1911.)

Det er tydeligt hvilken stor rolle de fag, der tilsammen kan kaldes sansetræning, har haft fra begyndelsen af skolens virksomhed. Problemet med undervisning
af blinde børn er at skaffe dem et begrebsapparat. En række begreber som rund, trekantet, oval eller størrelsesforhold eller hvordan en ko ser ud, får
et seende barn mere eller mindre lært af sig selv, der skal bare sættes ord på begreberne. Et blindt barn må lære at se med hænderne – problemet er bare,
at hænderne ikke rækker så langt som øjnene. Formålet med skolen var dobbelt. Dels skulle eleverne tilegne sig en række kundskaber svarende til indlæringen
i folkeskolen, dels skulle eleverne lære at færdes og klare sig i en verden, de ikke kunne se, og som nu engang er indrettet efter de seendes præmisser.

Især fra 1920’erne og 30’erne blev indlæringsmetoderne stadig forbedret. En række dygtige lærere opfandt og fremstillede tildels selv en lang række hjælpemidler
i form af modeller og indlæringsmaterialer. Det kunne være alt muligt, også ganske simple ting som en flaske der skulle fyldes med vand, så man kunne høre,
hvornår den var fuld, til en pose med de 4 kornsorter, klodser med tal efter størrelse eller et reliefkort med ophøjede konturer. Også ganske almindelige
ting fra dagligdagen kunne bruges til f.eks. sortering efter materiale, vægt, anvendelse osv. Efterhånden fik Refsnæsskolen opbygget en meget stor anskuelsessamling
med alt fra udstoppede dyr og fugle til modeller af kirker, smedje, havn, kulmine osv. Som det ses allerede i undervisningsplanen fra 1911, blev disse
modeller knyttet til talrige ekskursioner til virksomheder og institutioner. Tilsammen var disse ting medvirkende til at give eleverne et godt begreb om
omverdenen.

Der er ingen tvivl om, at Refsnæsskolen gennem hele perioden stod godt rustet skolemæssigt og fik givet eleverne en efter tidens forhold god uddannelse.
Der fandtes ikke nogen speciel blindelæreruddannelse. Lærerne var som regel almindelig seminarieuddannede og lærte så af erfaring og af hinanden. Ikke
mindst fordi flere lærere forblev på skolen gennem mange år, blev der opbygget en solid erfaringsmasse, men den høje anceinnitet kunne måske af og til
være en hæmsko for nye initiativer. Den opbyggede undervisningsmetode fortsatte perioden igennem, men i 60’erne og 70’erne blev der efterhånden brug for
nye tiltag. Især fordi elevklientellet delvist ændredes og mange af de kvikkeste elever blev integreret i folkeskolen.

Mange elever klarede sig godt både til eksamen og ikke mindst senere i tilværelsen, så undervisningen må have opfyldt sine formål. Måske fik ikke alle lige
meget ud af undervisningen, men den har også været krævende. Især for de lidt tungnemme elever. Alt andet lige kræver det ekstra intelligens at klare
sig som blind.

Skoleåret sluttede med den årlige eksamen, der var en blanding af alvor og fest, og hvor der allerede fra skolens begyndelse blev skabt nogle faste traditioner.
Frk. Graae skrev i dagbogen, at 5. juni 1900 havde forskolen sin første eksamen. Foruden forstanderen, sognepræsten m.fl. var også “Egnens Honoratiores”
inviterede – 20 deltog. Denne skik fortsatte hele perioden igennem. Foruden lærere fra blindeinstituttet i København og fra skolevæsenet i Kalundborg,
der sammen med sognepræsten i Raklev virkede som censorer, var der altid mange tilskuere fra egnen eller familiemedlemmer til eleverne. Der blev uddelt
flidspræmier o. lign. og det hele sluttede med en større fest. Det hele fik således et festligt præg, men for eleverne kunne det være alvorligt nok. Hvem
slap gennem nåleøjet til videre uddannelse på instituttet i København, og hvem blev erklæret uegnet til videre skolegang. Dette blev især aktuelt efter
at skolegangen på Refsnæs fra sidst i 30’erne, som omtalt, var blevet udvidet til at omfatte hele børneskolen til eleverne var 14-16 år. Afgørelsen om
overflyttelse til instituttet eller ej var nok truffet tidligere på baggrund af vidnesbyrdene, men stod man på vippen kunne eksamen nok være en nervepirrende
affære.

SKOLELIV

Opholdet på Refsnæsskolen var ikke kun præget af skolegang. En stor del af fritiden og ferierne måtte også tilbringes på institutionen. Frem til 1920 fik
elverne kun betalt hjemrejse med ledsagere i sommerferien, hvilket betød at de fleste elever tilbragte hele resten af året på Refsnæs. I 1920 blev der
også indført betalt hjemrejse i juleferien, mens hjemrejse i påske- og efterårsferien først blev indført i begyndelsen af 1950’erne. Weekend hjemrejser
blev først indført efter 1966. Naturligvis kunne de elever, hvis forældre havde tid og råd til selv at hente og bringe dem, gennem hele perioden komme
hjem i ferierne. Omvendt forblev de elever, der ikke havde noget hjem, de kunne komme til, på Refsnæs året rundt, hvis de ikke kunne komme med en kammerat
hjem på sommerferie.

(Her indsættes REFSNÆS-NYT nr. 18 side 6)

Som tidligere nævnt blev en række fester og ritualer grundlagt allerede i de første par år af skolens eksistens: Den årlige udflugt til Asnæsskovene, fest
på kongens fødselsdag, på skolens og på forstanderens fødselsdage, fastelavnsfest, juletræ m.m. samt eksamensfesten, der er omtalt. Efter 1920 blev juletræsfesten
flyttet til elevernes tilbagekomst i januar. Alle disse traditioner fortsattes og blev efterhånden også udviddet. I 1930erne erhvervedes Fyrrebakken længere
ude på Røsnæs, der kunne bruges både som udflugtsmål og til weekend ophold, og da eleverne fra slutningen af 30’erne også blev konfirmeret på Refsnæs opstod
en ny tradition. Eleverne blev konfirmeret i Raklev kirke, og forældre og pårørende var skolens gæster på dagen. Festerne havde forskelligt præg, men servering
af chokolade samt dans var allerede tidligt faste ingredienser. På store dage som kongens og forstanderens fødselsdage nævner frk. Graae i dagbogen endog
servering af vin, men om det kun var til personalet er lidt uklart.

Som et eksempel på hvordan en fest kunne forløbe bringes her et uddrag af frk. Zwickys notesbog, hvori hun beskriver arrangementet omkring forskellige fester
for at kunne huske det fra år til år. Notesbogen er for nylig fundet i et gammelt skrivebord. Frk. Zwicky var fra 1939-1952 plejemoder på Vest, derefter
på Øst (som notesbogen handler om) og fra 1959 til sin pensionering 1973, lærer og overlærer.

“Fødselsdagsfesten 14/11 1952.

  1. Jeg skal indbyde Nattevagterne og min unge Pige. Frk. Friis indbyder sin Nattevagt, Fru Olsen.

  2. Om formiddagen skal jeg dække Kaffebord til alle Voksne til om Aftenen i Pigernes Veranda, Radiostuen og Linoleumsstuen. (c. 80) er der Plads til.

  3. Endvidere skal der dækkes til Hestehavehuspigerne i Drengenes Veranda. I Aar var der 14, de sidder langs Vinduerne på Drengenes Bænke. Hvidt Papir på
    Bordene. Hestehavehus kommer også til Chokolade om Eftermiddagen.

  4. I Børnenes Spisestue er der dækket til alle Funktionærbørn, i Aar c. 25 – også til Chokolade. – Der tages 4 Bænke op fra Kælderen.-

  5. Kl. 6 spises der baade for Børn og Voksne samtidig: Middagen bestod af:

    1. 3 Snitter.

    2. Flæskesteg og Rødkaal m.m.

    3. Æbletrifli m/ 1 glas Vin til.

    4. Kaffe med en enkelt Smaakage til (smaa Kringler) – Instituttet giver ikke Røg! –

Dans til Kl. 9½ for alle Børn, derefter Is og Vafler, de Voksne fik Kaffe & The med Snitter, Lagkage og Medaljer til.

7 og 8 Holdet går saa i Seng. 9 Holdet danser til Kl. 11.”

7, 8 og 9 Holdet henviser til opdelingen af eleven efter sengetider, der var aldersbestemt.

En ting er fester og udflugter, nok så vigtig var naturligvis hverdagene og de almindelige søndage. To ting spillede en vigtig rolle i denne forbindelse.
Dels skolens beliggenhed og omgivelser, dels lærernes inspektion. Også efter, at Refsnæsskolens præg af sanatorium gradvist forsvandt i løbet af 1920’erne,
spillede stranden og strandmarken mellem Kystvejen og strandkanten en vigtig rolle i friluftslivet. Her var der plads til at røre sig, men efterhånden
som bilernes antal steg i løbet af århundredet, blev passagen af kystvejen et problem, der ikke blev løst før efter 1966. En anden fordel var de 8 tdr.
land grosserer Stau havde foræret skolen i 1921. En del var, som nævnt, udlagt til frugthave og køkkenhave, og her kunne eleverne få lov at prøve deres
evner som landbrugsmedhjælpere. En anden del var udlagt som skolehaver til eleverne. Her kunne de selv afprøve deres færdigheder inden for gartnerfaget.
Efter overleveringerne skulle de ikke altid rene grønsager have smagt usædvanlig godt, men desværre groede køkkenhaverne ofte til i sommerferien. Også
skolens nærmeste omegn kunne efterhånden udforskes på egen hånd. Efter at eleverne fra slutningen af 30’erne var blevet ældre, kunne de, når de var fyldt
12 år, få vej- eller udgangstilladelse efter aflagt prøve og med forældrenes tilladelse. Udgangstilladelsen gav lov til at færdes 2 og 2 uden for skolens
område, men kun ad nærmere beskrevne ruter. Det gav naturligvis en vældig udvidelse af den kendte verden, men man måtte f.eks. ikke spadsere ind til den
store og farlige by, Kalundborg.

Langt hjemmefra var det for eleverne naturligvis afgørende, hvordan forholdet var til de voksne, dvs. personalet. Det har naturligvis været individuelt,
hvordan elevernes forhold til den enkelte lærer har været, men der er ikke tvivl om, at lærernes inspektionsdage i weekenden har medført et nærmere forhold
end normalt mellem lærer og elev. Allerede fra skolens begyndelse sagde eleverne du til plejemoder og lærere, og det var absolut ikke normalt før 1966.
Der er mange eksempler på udflugter og andre initiativer med frivilligt arbejde fra lærernes side, og desuden var deres hjem ofte åbent for eleverne på
alle tider af døgnet. Erstatte forældre og familie kunne personalet naturligvis ikke, men der er ikke tvivl om, at mange lærere og plejemødre har gjort
en stor indsats, for at Refsnæsskolen også skulle fungere som hjem for eleverne, som det også var forudsat fra skolens oprettelse.

Her indsættes REFSNÆS-NYT nr. 29 side 4)

Et særligt kapitel i skolens historie er forholdene under den tyske besættelse af Danmark Refsnæsskolen havde de samme problemer som resten af befolkningen,
men selvfølgelig i en større målestok end en almindelig familie. Rationering og varemangel, luftalarm og transportvanskeligheder var nogle af de mest mærkbare
følger af krigen. Der blev indrettet beskyttelsesrum i kælderen, hvor elever og personale tilbragte adskillige timer med højtlæsning og lignende. På grund
af indskrænkninger og ustandselige ændringer i den offentlige transport blev hjemrejserne i ferierne et stort problem, og forstanderen måtte skrive til
forældrene, at hjemrejserne var på deres ansvar. Dette betød, at en del elever måtte tilbringe især juleferien på skolen. I det store og hele blev skolens
drift dog opretholdt med de nødvendige ændringer frem til sommerferien i 1944. Den 22. juni 1944 rejste børnene på sommerferie, og for de flestes vedkommende
kom de først tilbage i efteråret 1945. Tilbagekomsten fra sommerferien blev stadig udskudt med forskellige begrundelser. Det viste sig at tyskerne havde
overtaget det meste af Refsnæsskolen som flygtningelejr. Kun de elever der af sociale årsager ikke kunne være hjemme fik lov at blive på skolen. Det drejede
sig om ca. 13 eleverne, hvortil kom 4 finske elever, der fik ophold på Refsnæsskolen fra 1943-1945, som en gestus over for Finland. De blev samlet på Vestskolen,
mens resten af institutionen blev skilt fra. Først i september 1945 kom skolen i gang igen. Det betød, at mange elever ufrivilligt fik forlænget deres
skolegang med et år.

1966-1998

Fra 1966 skete der gennemgribende, for ikke at sige revolutionerende, forandringer på Refsnæsskolen, og det skyldtes ikke kun, at der kom en ny forstander.

I 1960’erne forandrede Danmark sig radikalt. Fra slutningen af 1950’erne vendte alle økonomiske kurver og en hidtil uset velstandsstigning tog sin begyndelse.
Baggrunden var kompleks og skal ikke nærmere omtales her, men bl.a. faldende råvarepriser og forbedrede afsætningsvilkår i en mere frihandelsvenlig verden
samt private og statslige initiativer medførte at Danmark for alvor blev industrialiseret. Resultatet blev omfattende ændringer i samfundet, både demografisk,
socialt og mentalt. Folk flyttede fra landet til byerne og byggede parcelhuse og kvinderne kom på arbejdsmarkedet, hvor der var plads til alle. Lønningerne
steg og for første og sikkert sidste gang i danmarkshistorien, var der i slutningen af 60’erne ingen arbejdsløshed. Den økonomiske vækst ville tilsyneladende
fortsætte uhæmmet og alt var muligt. Mangelsamfundet med de begrænsede ressourcer var et overstået kapitel. Autoritetstroen smuldrede, og man begyndte
at stille større krav til de offentlige ydelser. Der skulle bygges motorveje til de biler, der nu var blevet råd til, uddannelsesinstitutionerne skulle
udbygges til de store krigsårgange og de små børn skulle i børnehave, når mødrene nu var på arbejde. Også social- og sundhedssektoren mærkede de nye tider:
Moderne sygehuse og folkepension til alle var blot nogle af tiltagene. Velfærdssamfundet var på vej. Og midt i alt dette kom de nye tider også til Refsnæs.

De nye tider var man begyndt at mærke allerede før 1966. Der var ikke sket bygningsmæssige udvidelser på instituttet siden 1940. Sovesale og utilstrækkelige
undervisningslokaler var ikke længere tidssvarende, men talrige planer og ansøgninger om nødvendige udvidelser var ikke blevet gennemført af besparelseshensyn.
Måske havde man heller ikke haft gennemslagskraft fra blindevæsenets side over for regering og folketing. Desuden blev der i perioden 1958-1968 brugt mange
penge på det nye blindeinstitut i København, som man havde talt om siden 1880’erne, men som nu endelig blev en realitet med indvielse i 1968. Samtidig
var det ikke helt afklaret, om man skulle udbygge Refsnæsskolen, hvor den lå, eller flytte skolen til København.

Den manglende autoritetstro begyndte også at kunne mærkes. Blindeloven af 1956 havde indført instituttvang, men nu var der forældre, der ikke lyttede efter
sagkundskaben og forlangte dispensation, så børnene kunne bo hjemme og gå i almindelig skole. Det var man ikke glad for på Refsnæs, men tendensen mod handicappede
elevers integration i folkeskolen lod sig ikke standse. Endelig i slutningen af 1965 havde man fået afklaret diskussionen om skolens beliggenhed, og der
blev givet bevilling til at påbegyndte bygningen af nogle hårdt tiltrængte skolepavilloner, samtidig med at nye tidssvarende boafdelinger blev planlagt.
Forstanderen ville imidlertid ikke være med mere og sagde sin stilling op ved udgangen af 1965. Derefter blev Kurt Kristensen fra 1. januar 1966 ansat
som forstander. Kurt Kristensen var kun 32 år og kom fra en stilling som ledende skolepsykolog i Herning, hvor han også ledede et undervisningscenter for
alle kategorier af handicappede.

I Kurt Kristensens tid som forstander skete en vældig udvikling af Refsnæsskolen. Dels rent fysisk med nye skolebygninger, nye boafdelinger, ny børnehave
osv. Dels i form af en række nye aktiviteter. I forbindelse med handicappede elevers integration i folkeskolen skete en omfattende udbygning af konsulenttjenesten
både for skolebørn og deres forældre og inden for småbørnsområdet. Der blev ansat tale-høre pædagoger og psykologer, og materialelaboratoriet blev oprettet.
I Skibbrogade blev oprettet et træningsværksted og de ældre beboere på Værnehjemmet og Raklevgården blev efterhånden udsluset til en selvstændig tilværelse
eller blev flyttet til andre institutioner. Meget nyt personale blev ansat med mange forskellige uddannelser. Bevillingerne var stigende, og de blev udnyttet
fuld ud. Det var en helt forandret institution Kurt Kristensen efterlod sig, da han tog orlov i 1972 for at drage til Afrika og arbejde med uddannelse
af lærere i specialpædagogik til undervisning af handicappede. I 1973 tog han sin endelige afsked, hvorefter Keld Stochholm 1. februar 1974 blev ansat
som forstander fra en stilling som lærer ved Geelsgård Kostskole.

I mellemtiden var “de glade 60’ere” forbi. De sluttede brat i efteråret 1973, da oliekrisen markerede et økonomisk vendepunkt. Arbejdsløsheden kom tilbage,
og offentlige besparelser blev en stadig tilbagevendende realitet, omend niveauet fortsat lå langt højere end før højkonjunkturen satte ind.

Fra 1974 til 1978 blev de sidste planlagte byggerier færdiggjort: Kantine, ambulatorium, centralkøkken, faglokaler og festsal. Siden er der ikke sket noget
bygningsmæssigt på Refsnæsskolen. I Keld Stochholms forstandertid er kursusafdelingen blevet etableret og kursernes antal er steget. De normaltbegavede
blinde børn er efterhånden blevet fast integreret i folkeskolen, mens de interne elever på instituttet i højere grad består af multihandicappede børn
og unge. I øvrigt er instituttet fortsat i samme spor med en stadig udbygning af konsulentordningerne, flere kurser for forældre og pædagoger, observationsophold
for elever, udbygning af materialelaboratoriet osv.

En af de mere skelsættende ændringer i perioden er særforsorgens udlægning til amterne i 1980. Som tidligere omtalt blev Statens Blindevæsen nedlagt i 1970,
hvorefter blindeinstitutterne blev underlagt Socialstyrelsen. I forbindelse med socialreformerne i 1970’erne blev det besluttet, at særforsorgen skulle
udlægges til amterne. Forslaget var i første række møntet på åndssvageforsorgen, hvis store mammutinstitutioner ikke længere kunne anses for tidssvarende.
Man talte fra politisk side om decentralisering og nærhedsprincipper, men hvordan man kunne opretholde og samtidig decentralisere de to eneste eksisterende
blindeinstitutter står lidt uklart. I hvert fald blev Refsnæsskolen overført fra staten til Vestsjællands amt fra 1. januar 1980. Det var selvfølgelig
en stor omvæltning. Hvor forstanderen tidligere refererede til Socialstyrelsen, kom der nu mange instanser ind i billedet: Vestsjællands Amt og alle de
andre amter, der bruger Refsnæsskolen, foruden kontakter og samarbejde med de mange kommuner i landet.

I det følgende vil nogle af de her berørte temaer blive nærmere behandlet.

UDBYGNING

Fra 1966 til 1978 blev Refsnæsskolen udbygget til sin nuværende størrelse. Det foregik i etaper og ikke altid helt som instituttet ønskede sig. I begyndelsen
kunne der være problemer med stop for offentlige byggerier, når regeringen mente, at økonomien var ved at løbe løbsk; efter 1973 skulle man spare generelt.
Som tidligere nævnt startede udbygningen med 4 nye skolepavilloner i 1966. I 1967 erhvervedes en privat villa uden for instituttets område på Fyrrebakken,
der indrettedes til boafdeling for 10 børn under navnet “Fyrrehøj”. De 2 næste boafdelinger “Egehuset” og “Birkehuset” blev taget i brug i 1969, og i 1970
opførtes en ny småbørnsafdeling, “Stausgården”, der senere blev omdannet til kursusafdeling.

Disse udvidelser var kun første etape i en udbyggelsesplan, der skulle være afsluttet i 1972. Sådan kom det ikke helt til at gå. I 1970 indførtes byggestop
og i 1974 skulle alle budgetter barberes ned, men de fleste planer blev dog gennemført, omend i skrabet udgave og nogle år forsinket. Der skal ikke her
gås i detaljer med de enkelte bygningers opførelsestidspunkt, men gives en oversigt over byggeriet fra 1970-1978.

Der blev bygget yderligere 3 nye boafdelinger, hvor man gik uden for instituttets oprindelige areal, idet de er beliggende på Byens Mose. Desuden blev Værnehjemmet
tømt for sine oprindelige beboere og nyindrettet til boafdeling for elever under navnet “Fjordhøj”. Endelig blev de gamle afdelinger, “Øst” og “Vest”,
tømt for elever; herved forsvandt de sidste rester af den gamle institutionstid med sovesale og privatliv i et skab eller i en taburet med indbygget skuffe.
“Vest” blev efter en omfattende restaurering og ombygning genåbnet som boafdeling i 1974, men nu med kun halvdelen af de oprindelige beboere og under helt
andre vilkår. “Øst” blev indrettet til administration og materialelaboratorium.

Nu var elevernes forhold nogenlunde i orden, og man tog derefter fat på bygningen af et nyt centralkøkken (det blev forlangt af sundhedsmyndighederne!).
Dernæst fulgte et moderne ambulatorium med de nødvendige faciliteter samt to nye skoleblokke. Til sidst opførtes faglokaler og endelig en festsal, der
af bevillingsmæssige årsager ikke måtte hedde festsal, men skulle kaldes samlingssal. Samlingssalens nye orgel, der var financieret af forskellige fonde,
blev indviet ved skolens 80-års jubilæum i november 1978, og derved var Refsnæsskolens udbygning foreløbig afsluttet, og instituttet havde i store træk
fået den ydre form, det har i dag. Set udefra blev resultatet ganske vellykket med den charmerende blanding af gammelt og nyt. Selv om besparelser medførte,
at ikke alt blev helt efter ønske, havde besparelserne også enkelte fordele; f.eks. medførte de, at det gamle børnehjem fra 1921, der i dag rummer personalekantinen
og mødelokaler, blev bevaret. Efter de oprindelige udbyggelsesplaner skulle den have været revet ned. Siden er der ikke ofret de store midler på bygninger,
hvilket også i nogle tilfælde kan ses.

Også med hensyn til aktiviteter for unge og voksne blinde over den undervisningspligtige alder blev Refsnæsskolen udbygget. Tidligere er omtalt problemerne
med elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse på instituttet i København, hvorfor man i 1928 havde oprettet Værnehjemmet for (dengang unge) kvinder
og senere de selvstændige institutioner Raklevgården og Hestehavehus samt Kærhus i Refsnæsskolens eget regi. I begyndelsen af 1970’erne blev beboerne på
Værnehjemmet flyttet til Klintegården længere ude på Røsnæs. Herfra blev de i 1974 udsluset til selvstændige boliger i Kalundborg eller overflyttet til
plejehjem. Det samme skete med beboerne på Hestehavehus, da denne blev overtaget af Refsnæsskolen i 1970, og med beboerne på Raklevgården, der i 1974 blev
nedlagt som selvstændig institution; og overtaget af Refsnæsskolen. I stedet for den lidt passive beskæftigelse, der hidtil havde præget de nævnte institutioner,
forsøgte man i stedet en egentlig revalidering. I 1967 åbnede Refsnæsskolen et træningsværksted i Skibbrogade i Kalundborg. Det fungerede både som et beskyttet
værksted og som en værkstedsskole, hvor man forsøgte at oplære eleverne til egentligt erhvervsarbejde ved produktion af materialer til forskellige virksomheder.
Det lykkedes også at få enkelte ud på arbejdsmarkedet (hvilket var meget lettere i slutningen af 60’erne), men i begyndelsen af 1970’erne lukkedes værkstedet
i Skibbrogade. I stedet overflyttede man beboerne på Kærhus til en af de nye boafdelinger, og indrettede Kærhus til et beskyttet værksted samt til dagcenter;
disse aktiviteter fungerer stadig.

En nyskabelse, der gradvis kom i gang i slutningen af 1960’erne, var afholdelsen af kurser. Især efter den begyndende integration af synshandicappede elever
i folkeskolen opstod der behov for kurser for de involverede folkeskolelærere, men også pædagoger, forældre og efterhånden også elever blev tilbudt kurser.
I begyndelsen blev kurserne afholdt uden for instituttet af medarbejdere, der ad hoc blev udpeget til kursuslærere. Men i begyndelsen af 1970’erne dannedes
kursusafdelingen som en selvstændig enhed. Da Raklevgården i 1974 blev overtaget af Refsnæsskolen, blev den midlertidigt brugt som kursusafdeling, men
fra begyndelsen af 80’erne, da antallet af internt anbragte småbørn faldt, overtog man gradvis Stausgård, der i dag udelukkende er kursusafdeling. Siden
1981 har der været fast personale på kursusafdelingen, der i dag tilbyder kurser året rundt uden for skoleferierne, og som nu er en veletableret afdeling
med egen afdelingsleder, der dog stadig kan trække på instituttets øvrige medarbejdere som kursuslærere.

ADMINISTRATION OG UDLÆGNINGEN TIL AMTET

Den 1. oktober 1970 nedlagdes Statens Blindevæsen, og dermed nedlagdes også stillingen som administrationschef, der som tidligere omtalt var overordnet
forstanderne på de 2 blindeinstitutter. Nedlæggelsen var allerede blevet besluttet ved oprettelsen af Direktoratet for revalidering og forsorg i 1965,
men altså først effektueret 5 år senere. Der var vist få, der begræd nedlæggelsen af Statens Blindevæsen. I stedet blev blindeinstitutterne underlagt den
nyoprettede socialstyrelse, der som chef fik forstanderen ved blindeinstituttet i København, tidligere formand for Dansk Blindesamfund, H.C. Seierup. Denne
ordning kom kun til at fungere i knap 10 år, idet særforsorgen, herunder blindeforsorgen, pr. 1. januar 1980 blev udlagt til amterne.

Ideer om en eventuel udlægning af særforsorgen, eller dele af den, opstod allerede i forbindelse med forberedelserne til kommunalreformen i 1970, hvor kommuner
og amter fik en sådan størrelse, at det var realistisk at de kunne påtage sig en større opgave i social henseende. I forbindelse med socialreformkommissionens
arbejde, der gav anledning til den række diskussioner og initiativer på det sociale område, der prægede årtiet, og som bl.a. også medførte bistandsloven,
blev ideen fremsat igen. Derefter blev konkrete udvalgsarbejder igangsat i 1975, og disse resulterede i en betænkning om særforsorgens udlægning, der fremkom
i efteråret 1976. Herefter fortsatte udvalgsarbejderne, også på lokalt plan, og den 8. juni 1978 kom så lov nr. 257 om særforsorgens udlægning, kaldet
udlægningsloven. Formålet med loven var angiveligt, at fremme nærdemokratiet ved at decentralisere og stille særforsorgens klienter på lige fod med andre
borgere. Alle særlove for handicappede forsvandt ved denne lejlighed. Fra 1. januar 1980 skulle handicappede behandles ligesom andre, der havde behov
for kommunens eller amtets støtte, efter bistandsloven m. fl. love. Fra samme dato overtog amterne særforsorgens bygninger, ligesom personalet blev overført
til amtslig ansættelse. Dog kunne amterne fra begyndelsen ikke administrere frit, idet udlægningsloven havde garanteret, at institutionerne i de første
fem år skulle fortsætte efter de hidtidige retningslinjer. Denne garanti fra statens side var delvis en imødekommenhed overfor de kritiske røster, der
rejste sig mod udlægningen, ikke mindst fra personalets side. Mindst modstand var der mod åndssvageforsorgens udlægning, da denne særforsorgsgren var så
stor, at de fleste amter kunne oprette lokale institutioner for sine egne borgere. Anderledes forholdt det sig med de små handicapgrupper som blindeforsorgen
med kun to landsdækkende institutioner.

Fra 1. januar 1980 har Refsnæsskolen således været underlagt Vestsjællands Amtskommune, og det har ikke været helt uproblematisk. Amtet mødte måske opgaven
med de bedste intentioner, men på mange måder var amtets organisation ikke gearet til at drive en landsdækkende institution som Refsnæsskolen med dens
mange forskelligartede aktiviteter. I et par år før udlægningen havde flere arbejdsudvalg behandlet de forskellige problemer, der skulle falde på plads
ved overgangen til amtets administration med henblik på, at Refsnæsskolen skulle underlægges amtets socialudvalg. Forberedelserne var for så vidt faldet
på plads, og et arbejdsgrundlag var blevet fastlagt, men få måneder før den skelsættende dato meddelte amtet, at Refsnæsskolen alligevel ikke skulle underlægges
socialudvalget, men i stedet med undervisnings- og kulturforvaltningen ! og så var man lige vidt og kunne begynde forfra. Hvor skolen før var på finansloven
med et årligt budget og med reference til socialministeriet, skulle der nu forhandles med amtet, hvor også økonomiudvalget var naturligt inde i billedet.
Problemet var at alt for mange instanser skulle spørges, før en beslutning kunne tages. Desuden var pengene nu øremærkede til bestemte formål; det betød,
at driften blev mere ufleksibel. Det var ikke mere muligt at kanalisere pengene derhen, hvor et pludseligt behov måske gjorde det mest hensigtsmæssigt.
Desuden blev administrationen væsentlig mere indviklet. Hvor sager om elever tidligere kom direkte til Refsnæsskolen, forlangte amtet nu, at alle journaler
angående børn, som skolen var i kontakt med, skulle via amtet. Dette blev dog ikke gennemført, men administrationen udvidedes alligevel væsentligt, også
fordi børnenes hjemkommuner og amter er meget mere indblandet end tidligere og fordi betalingsreglerne også er blevet mere komplicerede. Amtet gjorde nok
den fejl, at behandle Refsnæsskolen på samme måde som amtets øvrige institutioner, uden at gøre sig klart at skolen som landsdækkende institution ikke
kunne sammenlignes med en lokal specialskole eller lignende. På et tidspunkt var forholdet mellem amtet og Refsnæsskolen mildt sagt lidt anstrengt, men
en udvikling til det bedre synes at kunne iagttages de seneste år.

Et andet problem var Refsnæsskolens fortsatte eksistens i dens hidtidige form. Landets øvrige amter skal betale til instituttet for rådgivning og vejledning
samt undervisningsmaterialer fra materialelaboratoriet efter objektive kriterier (dvs. efter indbyggertal), og desuden skal kommuner og amter betale efter
takst for elever, der bor på Refsnæsskolen, for skole og ophold m.m. Derudover skal de øvrige amter og kommuner betale 9% af udgifterne til Vestsjællands
amt til reetablering. Det kunne derfor være oplagt for flere amter selv at opbygge et apparat til varetagelse af deres egne borgeres behov, så de slap
for at betale til Vestsjællands Amt. Dette har dog aldrig været på tale. I stedet var der på et tidspunkt tanker fremme om en opsplitning af institutionen
i mindre selvstændige enheder, som det var sket med de store enheder inden for den tidligere åndssvageforsorg. Dette havde f.eks. kunnet betyde en selvstændig
skoleafdeling, en boafdeling, en hjælpemiddelcentral, en konsulentafdeling osv. Disse selvstændige afdelinger kunne i sin yderste konsekvens så være blevet
flyttet rent fysisk til andre steder i landet. Disse planer blev heldigvis stillet i bero, da de havde betydet en ødelæggelse af den samlede ekspertise
og erfaring Refsnæsskolen efterhånden har opbygget. Fordelen ved Refsnæsskolen som en samlet institution er jo netop, at eleverne ikke bare bliver visiteret
til en specialskole for synshandicappede, men får et samlet tilbud omfattende eksperttilbud inden for psykologi, fysioterapi, tale-høre undervisning, specialpædagogik,
hjælpemidler osv.

Ved udlægningen blev Refsnæsskolen også underlagt undervisningsministeriets almindelige regler for folkeskolen med hensyn til skolenævn og lignende. Tidligere
havde bestyrelsen for “Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede” gennem flere år fungeret som et uofficielt rådgivende organ, og dette fortsatte
også efter at skolenævn blev indført i 1980. Skolenævnet bestod ganske vist også fortrinsvis af medlemmer fra forældreforeningen, men nævnet kunne kun
udtale sig angående skolesager, mens det uofficielle organ, forældreforeningens bestyrelse kunne udtale sig om alle sider af Refsnæsskolens virke. Derfor
fortsatte de to organer sideløbende. I 1993 kom loven om indførelse af skolebestyrelser, men Refsnæsskolen ønskede i stedet et bredere sammensat organ,
der kunne rådgive om alle sider af instituttets virke. Efter nogle års forhandlinger, hvor skolenævnet fortsat fungerede, blev der i 1996 indført et institutråd.
Institutrådet består af repræsentanter for forældreforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner, amtsrådsforeningen, kommunernes landsforening, Dansk
Blindesamfund, medarbejderrepræsentanter samt op til tre personligt udpegede repræsentanter. Dette råd kan rådgive om alle sider af instituttets virksomhed
og virker som en slags bestyrelse med forstanderen som sekretær.

PERSONALET

Hvis man sammenligner personalesituationen i 1966 med forholdene i 1998 får man et godt billede af udviklingen på Refsnæsskolen med hensyn til arbejdsområder
og aktiviteter. Det karakteristiske for udviklingen er dels forøgelsen af antallet af medarbejdere, dels den voldsomme udvidelse af antallet af professioner
og arbejdsområder. Pr. 1. januar 1966 var der ansat: 1 forstander, 24 lærere og overlærere (inklusive musik- og børnehave- og vævelærer), 5 afdelingsledere,
9 afdelingsassistenter, 6 omsorgselever samt 23 af såkaldt “andet personale”, der dækkede så forskellige områder som den tilknyttede præst, læge, tandlæge
og danselærer samt sygeplejerske, økonoma, oldfrue, pedel, gartner, smed, kontorassistenter, syerske og diverse medhjælpere. I alt 68 personer hvortil
kom et antal husassistenter og rengøringspersonale.

Pr. 30. juni 1998 er der ansat 286 personer på Refsnæsskolen alt inklusive, også militærnægter, praktikanter, folk i jobtræning og i puljejobs samt medarbejdere
på deltid. De 286 medarbejdere dækker i alt 61 forskellige stillingsbetegnelser. En del af stillingerne har blot ændret betegnelser siden 1966, hvilket
bl.a. hænger sammen med de øgede uddannelseskrav, der f.eks. stilles til afdelingspersonalet, hvoraf en del i 1966 var uuddannede; men de mange nye stillingsbetegnelser
dækker også over de mange udvidelser af Refsnæsskolens tilbud til eleverne, der er sket siden 1966. I 1966 blev den første tale- høre pædagog ansat og
så gik det ellers slag i slag. Der er siden blevet ansat ergo- og fysioterapeuter, håndværkslærere, typografer og andre håndværkere, psykologer, socialrådgivere,
synskonsulenter, småbørnskonsulenter, inspektør, koordinerende afdelingsleder, chauffører m.v. Alt i alt en broget sammensat medarbejdergruppe, der stillede
nye krav til koordinering og samarbejde.

Efter 1966 var de tider forbi, hvor forstanderen kunne regere enevældigt. Ideer om medbestemmelse og demokrati på arbejdspladsen bredte sig – omend langsomt
– i hele samfundet. På Refsnæsskolen havde der hidtil kun eksisteret lærermødet som et kollegialt organ, og dette havde kun indflydelse i rene undervisningssager.
Som en overgangsordning fik enkelte medarbejdere møderet – men ikke stemmeret – til lærermødet, der samtidig begyndte at diskutere mere bredt om Refsnæsskolens
anliggender. Dette var imidlertid ikke tilfredsstillende for de øvrige faggrupper, der efterhånden begyndte at markere sig på instituttet. Lærerernes status
som privilegeret gruppe begyndte at blive antastet.

Som en forløber for et egentligt samarbejdsudvalg oprettede man i 1970, et kontaktudvalg, der bestod af lederne af de forskellige afdelinger samt en af
forstanderen udpeget formand. Udvalgsmøderne, kaldet kontaktmøder, blev som regel afholdt hver 14. dag, og det kunne tage alle emner op, også forslag o.lign.
udefra. Ret hurtigt blev gruppen udvidet med en repræsentant fra alle faggrupper på Refsnæsskolen, dvs. fra lærerne, afdelingspersonalet, køkkenet, gartnerafdelingen,
revalideringen, materialelaboratoriet osv. Dermed var der dannet et rådgivende, kollegialt organ, der skulle sikre, at den enkelte medarbejder fik relevant
information om, hvad der foregik på institutionen, og samtidig fik mulighed for at fremføre sine synspunkter. Kontaktudvalget blev afløst af et egentligt
samarbejdsudvalg, der blev oprettet pr. 1. januar 1974, efter at cirkulæret af 16. februar 1972 om samarbejde og samarbejdsudvalg i statens virksomheder
og institutioner havde forlangt det. Samarbejdsudvalget blev sammensat efter de almindelige regler med repræsentanter udpeget af ledelsen og de faglige
organisationer. Samarbejdsudvalget behandler i lighed med kontaktmøderne sager angående alle dele af Refsnæsskolens virksomhed, men hvor fordelingen af
budgetmidler ifølge dagsordenen fylder meget.

Oprettelsen af kontaktmøder og samarbejdsudvalg var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at imødekomme en ny tids behov for koordinering og samarbejde. Behovene
var dels opstået, fordi der var kommet mange nye medarbejdere af forskellige kategorier, dels fordi Refsnæsskolen efterhånden rummede så mange aktiviteter,
at det efterhånden blev svært at overskue helheden og koordinere indsatsen. Desuden blev det gamle hævdvundne hierarki efterhånden ødelagt. Det passede
måske til en svunden tid, men med så mange veluddannede medarbejdere med hvert sit speciale gik det ikke længere. Desuden lå det i tiden, at uddelegere
ansvar og selv have indflydelse på sin arbejdsdag. For at imødekomme behovet for information og medindflydelse oprettede man i 1971 personalerådet, der
bestod af samtlige medarbejdere, og som mødtes mindst fire gange om året under ledelse af en formand, der valgtes for to år af gangen. På møderne havde
forstanderen pligt til to gange om året at fremkomme med en beretning om instituttets virksomhed i det forløbne halve år. Derudover kunne alle sager drøftes
på møderne undtagen personforhold, og rådet havde indstillingsret til samarbejdsudvalget samt ret til at få sendt vedtagelser fra møderne med videre til
højere myndigheder. Især i de første år var der livlig aktivitet på rådsmøderne. Som et eksempel ses her dagsordenen til mødet 4. oktober 1971, hvor der
var 115 mødedeltagere:

  1. Formandens beretning.

  2. Lovændringsforslag. (forskellige ændringsforslag til rådets love, bl.a. foresloges ordet “revalidering” erstattet med “træningsgruppen for voksne”)

  3. Fra grupperne.

  4. Åbne journaler.

  5. Angående personalekurser

  6. Skal alle pædagoger på Refsnæsskolen kaldes “socialpædagoger”.

  7. Valg af festudvalg.

  8. Meddelelser fra Kurt Kristensen.

  9. Eventuelt.

Som det kan ses var der nok at tage fat på, men efterhånden viste personalerådet sig at være for uhåndterlig en størrelse. Fremmødet faldt og det blev sværere
at finde en kandidat til formandsposten. Så vidt det kan konstateres, fandt det sidste møde sted i 1979, og kort efter blev rådet nedlagt. Det betød dog
ikke at aktivitetsniveauet faldt. Som det kan ses på punkt 3 og 7 i dagsordenen, var der allerede i 1971 nedsat adskillige grupper og udvalg, og der kom
flere. Man var trådt ind i “mødealderen” – en tidsperiode vi stadig befinder os i. Fra 1971 var det personalerådet, der nedsatte kontaktudvalget, der samtidig
blev udvidet med personalerådets formand og en repræsentant for forældreforeningen. Sideløbende hermed blev der dannet en lang række andre udvalg, grupper
osv. på kryds og tværs med allehånde opgaver. Den tid var forbi, hvor forstanderen kunne deltage i alle Refsnæsskolens aktiviteter.

Samtidig blev personalet også i højere grad organiseret i fagforeninger. Lærerne havde hele tiden været organiseret – fra 1941 i Danmarks Blindelærerforening,
der som en etatsorganisation bestod til begyndelsen af 80’erne – men meget af det øvrige personale blev først organiseret i slutningen af 60’erne og begyndelsen
af 70’erne. Det betød på den ene side, at ledelsen ikke mere kunne skalte og valte med personalet efter forgodtbefindende med urimelige arbejdsforhold
og -tider, eller f.eks. afskedige en medarbejder på grund af graviditet, som det endnu kunne ske i begyndelsen af 1960’erne. Der blev nu skabt ordnede
og regulerede arbejdsforhold efter overenskomst. På den anden side betød “fagforeningsbevidsheden”, at systemet blev mere ufleksibelt. Mange medarbejdere
ville nu ikke længere deltage i fester og andre frivillige arrangementer, hvis der ikke faldt betaling efter tariffen. Det var ikke længere et kald, at
være ansat på Refsnæsskolen, men et lønarbejde. Samtidig betød den faglige organisering et øget administrativt arbejde med de mange overenskomster, som
der på et tidspunkt var 32 forskellige af. Dette tal er dog blevet reduceret siden, og det synes som om spørgsmålet om arbejdsforhold er faldet ind i et
mere naturligt leje efter de ophidsede diskussioner i 70’erne.

  1. december 1969 blev den første inspektør, med ansvar for skoleområdet, udnævnt. Det var begyndelsen på en udvikling med opdeling af Refsnæsskolen i en
    række områder med hver sin ansvarlige leder. Dels som led i en decentralisering på instituttet, dels for at aflaste forstanderen, der dog stadig var/er
    den, der står med det endelige ansvar. Senere blev der udnævnt en koordinerende afdelingsleder med ansvar for boafdelingerne samt en leder af småbørnsafdelingen.
    Som det sidste led i denne udvikling blev der i 1996 oprettet et lederteam bestående af lederne af skolen, boafdelingerne, ambulatoriet, småbørns- samt
    rådgivnings- og vejledningsområderne. Dette team, der betegner den foreløbige slutsten på en udvikling mod øget decentralisering, har som samlet gruppe
    selvstændig beslutningskompetance.

KONSULENTER OG HJEMMEVEJLEDNING

Besøg i hjemmet hos blinde børn er en gammel tradition inden for blindevæsenet. Traditionen blev påbegyndt af forstander Moldenhawer fra Blindeinstituttet
i København, der i anden halvdel af forrige århundrede flere gange rejste rundt i landet og besøgte blinde, både børn og voksne. Hørte han på en sådan
rejse om blinde børn, han ikke havde kendskab til, besøgte han dem, talte med dem og vejledte forældrene, som det kan ses af hans indberetninger fra rejserne.
Denne tradition fortsatte forstander Rützou på Refsnæsskolen. I hvor stort et omfang disse besøg har fundet sted vides ikke, kun at de forekom. Efter fremkomsten
af loven om blinde børns undervisning i 1926 troede forstander Rützou, at han kunne få tilskud til hjemmebesøgene, men på en ansøgning svarede ministeriet,
at der savnedes hjemmel i loven til et sådant tilskud. Han må dog godt foretage besøgene på egen regning. Allerede få år senere skifter ministeriet imidlertid
standpunkt, og i 1928 får Rützou bevilling til at besøge tre børn i deres hjem. I årene herefter fortsatte forstanderen med at besøge dels de få blinde
børn, der af en eller anden grund ikke kom i skole på Refsnæs, dels og navnlig børn under den skolepligtige alder. Da administrationschefen for Statens
Blindevæsen blev udnævnt i 1944, overtog han nogle af besøgene. Hvem der fik besøg og hvor ofte, forekommer lidt tilfældigt og ikke helt koordineret, men
at der var behov for hjemmevejledningen, var man klar over, og efterhånden blev ordningen udvidet. På lærermødet den 21. marts 1952 fik lærerne besked
om, at de kunne pålægges at besøge blinde børn i deres hjem, og at de fik kompetence til at afgøre om barnet kunne forblive i hjemmet, eller om det burde
overføres til instituttet. Det blev begyndelsen til en mere systematisk hjemmevejledning ved hjælp af de såkaldte rejselærere, som de rejsende lærere på
Refsnæs blev kaldt i begyndelsen. Efter indførelsen af den faktiske instituttvang ved blindeloven af 1956 blev det i første række svagtseende børn i folkeskolen
og især børn under den skolepligtige alder man tog fat på. Fra begyndelsen af 1960’erne, da man begyndte at give dispensation til at blinde børn måtte
gå i folkeskolen, kom der atter gang i vejledningen på skoleområdet. Men fra midten af 60’erne blev vejledningen delt i en småbørnsvejledning og en skolevejledning
og i 70’erne kom også specialvejledningen til. Disse tre grene af Refsnæsskolens efterhånden meget omfattende vejledningsvirksomhed vil i det følgende
blive behandlet hver for sig.

Småbørnsvejledningen

I begyndelsen af 1960’erne begyndte man lidt mere systematisk at besøge blinde småbørn i deres hjem, samtidig med at Refsnæsskolen begyndte at afholde kurser
for forældre. Besøgene foregik dog stadig sporadisk, og mange blinde eller svagsynede børn under den undervisningspligtige alder blev først sent anmeldt
til synsregistret, så man i nogle tilfælde først fik kontakt med børnene, når de nåede skolealderen. Da Kurt Kristensen blev forstander i 1966 blev der
virkelig taget fat. Allerede i april samme år indsendte han et forslag til Socialministeriet om udbygning af vejledningen for småbørn på 0-7 år, hvori
han refererede nyere psykologisk forskning, der viste, at barnets første leveår var meget væsentlige for dets videre udvikling. Kristensen foreslog derfor,
at der skulle ansættes foreløbig tre børnehavelærere, der skulle rejse rundt og besøge forældre halvdelen af ugen og resten af tiden arbejde i den interne
børnehave, der samtidig foresloges udbygget. Den daglige koordinering af hjemmevejledningen skulle foretages af Kirsten Kristensen, der også skulle være
superviser for konsulenterne. Målet var, at alle forældre med 0-7 årige blinde eller svagsynede børn i hele landet skulle have besøg hver 14. dag.

Som sagt, så gjort. I løbet af 1966/67 blev der ansat tre hjemmevejledere, der delte landet imellem sig. De besøgte ikke alene forældre, men også de børnehaver
og specialbørnehaver, hvor børnene gik. Efterhånden blev øjenlæger og andre bedre til at anmelde børnene tidligt til synsregistret, så efterspørgslen efter
vejledning stadig steg. Denne udbygning betød, at der i 1972 var ansat syv småbørnskonsulenter. Opgaven var, at rådgive og støtte forældrene i den svære
situation, de var kommet i med et handicappet barn. Det kunne være gode råd om opdragelsen af et blindt barn, udlån af egnet legetøj og hjælp ved henvendelse
til de sociale myndigheder. Samtidig foretog konsulenten en vurdering af barnets adfærdsmønster og arbejdede direkte med barnet, for at demonstrere metoder
og muligheder for barnets fortsatte udvikling. Det hele skulle udmøntes i en handlingsplan for hvert enkelt barn, der skulle sikre det optimale udviklingsmuligheder
under medvirken af både forældre og konsulent. For at sikre et ensartet bedømmelsesgrundlag nåede man efterhånden frem til et fælles iagttagelsesgrundlag,
der skulle sikre at vejledningsrapporter og journaler indeholdt de samme elementer, og derfor kunne sammenlignes. Det hele foregik som et teamwork, hvor
konsulenterne mødtes med Kirsten Kristensen en gang om ugen og udvekslede erfaringer. På den måde blev konsulentarbejdet stadig udviklet. Dels ved at man
lærte af sine egne og kollegernes erfaringer, dels ved at man videreudviklede sig ved at bruge Refsnæsskolens øvrige ekspertise, der efterhånden var blevet
udviklet. Mobilityinstruktør, fysioterapeut, psykolog og talepædagog, foruden læge og sygeplejerske, blev efterhånden tilknyttet gruppen, når konsulenterne
havde brug for eksperthjælp, så det var alle sider af barnets udvikling, der kunne tilgodeses.

Efter at børnehjemmet i 1970 var rykket ind i en ny bygning blev kun ca. to tredjedele af pladserne besat af permanent anbragte børn. Resten blev benyttet
til kortere eller længere midlertidige ophold for hjemmeboende børn. Børnene kunne dels være på aflastningsophold, når familien af en eller anden årsag
trængte til aflastning, dels kom børnene på observationsophold, så de kunne iagttages over en længere periode, hvis man var i tvivl om diagnoser og handlingsplan.
Desuden blev forældrekurser med og uden børn samt kurser for andre med tilknytning til børnene, i stadig stigende omfang afholdt på Refsnæsskolens kursusafdeling.

Det blev tilstræbt, at børnene fra 3-års alderen kom i en almindelig børnehave eller en specialbørnehave. Børnehavens personale blev så rådgivet og undervist
af småbørnskonsulenterne. Ellers var en af de vigtigste opgaver rådgivning i forbindelse med børnenes skolestart, der blev foretaget i samarbejde med skolekonsulenterne.
Skulle de gå i folkeskolen, på Refsnæsskolen eller eventuelt i en af åndssvageforsorgen specialskoler eller et helt andet sted? På grund af konsulenternes
ofte langvarige og dybtgående kendskab til børnene var og er det en kompetent rådgivning, der kunne gives forældrene i dette for børnene meget afgørende
valg. Herefter overgik børnene til skole- eller specialvejledningen.

Således begyndte og udviklede småbørnsvejledningen sig, og således er den i store træk fortsat frem til i dag, hvor den fortsat er en af grundpillerne i
Refsnæsskolens arbejde. I dag er der 12 småbørnskonsulenter, der har delt landet imellem sig, så de hver har et til to amter at dække. Konsulenterne er
nu fortrinsvis bosat i det distrikt, de arbejder i, men mødes et par dage hver måned på Refsnæsskolen Konsulenterne vejleder her i 1998 knap 500 børn
under den skolepligtige alder. De sidste 20 år har tallet på børn under vejledningen varieret fra ca. 300 til 500 med stigende tendens. Der skal ikke her
diskuteres årsager til denne stigende tendens, men en af grundene er, at børnene bliver tilmeldt synsregisteret stadig tidligere, således at synskonsulenterne
kan begynde deres arbejde med vejledningen, mens børnene er stadig yngre. Over halvdelen af børnene er i dag multihandicappede, hvad der selvfølgelig gør
opgaven vanskeligere både for forældre og vejledere.

Da man i 1970 indviede den nye småbørnsafdeling var der plads til 25 børn. Dette tallet er siden gradvist faldet, idet stadig flere af børnene bliver boende
hjemme. I dag bor kun fem til seks børn permanent på Refsnæsskolen, mens der til stadighed er ca. 11 børn på aflastningsophold af vekslende varighed. De
øvrige børn under vejledningen kommer en gang om året eller hvert andet år til Refsnæsskolen på observationsophold i en uge sammen med deres forældre.
Denne opgave løses dog fortrinsvis af kursusafdelingen.

Skolevejledningen

Som omtalt ovenfor begyndte den egentlige vejledning for skolebørn først for alvor, da det fra begyndelsen eller midten af 1960’erne blev almindeligt at
integrere blinde børn i folkeskolen. Blindeloven af 1956 havde reelt indført instituttvang for blinde skolebørn, men dog med en dispensationsmulighed,
man i begyndelsen ikke forventede ville blive brugt. Man var både fra Refsnæsskolens side og hos andre autoriteter og eksperter helt overbevist om, at
blinde børn absolut havde bedst af at gå i skole på et blindeinstitut. De meget få børn, der før 1956 af den ene eller anden grund ikke ville gå på Refsnæsskolen,
så man ikke med milde øjne på. I en sag fra omkring 1950, hvor et forældrepar ikke ønskede deres søn på Refsnæsskolen, men satte ham i en privat skole,
kan man se, hvordan forstanderen og udsendte lærere gennem flere år forsøgte at overtale forældrene. Det var forgæves, og det endte med, at Refsnæsskolen
erklærede, at den fralagde sig et hvert ansvar for drengens uddannelse. Nogen støtte til materialer og hjælp fra rejselærere fik han dog alligevel.

Efterhånden ændredes opfattelsen af muligheden for at integrere handicappede i folkeskolen. Især forældrene pressede på, og erfaringer fra udlandet var
overvejende positive. På Refsnæs begyndte nogle af lærerne at overveje om institutophold var det eneste saliggørende, men almindelig accept af integration
blev først udbredt fra midten af 60’erne (mere om dette emne i afsnittet om eleverne).

Da de første blinde skoleelever i begyndelsen af 60’erne fik dispensation af Blindenævnet – der efter Blindeloven var nedsat til at administrere loven –
til at gå i almindelig skole, gik man i gang med vejledningen fra Refsnæsskolen. Rejselærerne eller konsulenterne tog ligesom småbørnskonsulenterne rundt
i landet og besøgte forældrene og den skole, barnet gik i. Der blev arrangeret observationskurser for eleverne og kurser for de involverede folkeskolelærere.
Konsulenterne deltog i undervisningen i klasserne, og rådgav forældrene om hjemmearbejde og lignende. Opgaven blev hurtigt omfattende, efterhånden som
det blev reglen snarere end undtagelsen, at de godt begavede blinde eller svagsynede elever ikke kom på Refsnæsskolen. Allerede i 1969 gav man konsulenthjælp
til 262 børn i den undervisningspligtige alder, hvoraf 36 var punktlæsere. På denne tid blev konsulenttjenesten varetaget af 9 rejselærere eller konsulenter,
der sideløbende underviste på Refsnæsskolen. En af de vigtigste opgaver var fremskaffelsen af egnede materialer. Efter at materialelaboratoriet var blevet
igangsat i 1966, kom de fleste bøger og materialer derfra, og fra 1971 forsynede materialelaboratoriet alle blinde og svagsynede skoleelever i Danmark
med bøger og andet undervisningsmateriale ( se mere om materialelaboratoriet i næste afsnit).

Efterhånden blev det så almindeligt at ikke alene blinde, men også elever med andre handicaps, gik i den almindelige skole, at man begyndte at forberede
integration på alle punkter, også rådgivningsmæssigt. I 1966 udnævnte undervisningsministeriet en fagkonsulent for de blinde elever i folkeskolen og i
et cirkulære fra 1971 lagde samme ministerium op til, at amterne kunne ansætte synskonsulenter. I 1973 ansatte Nordjyllands amt som det første en synskonsulent
til at tage sig af amtets egne blinde og svagsynede, og de næste 10-15 år fulgte de fleste øvrige amter eksemplet og ansatte synskonsulenter – de fleste
var i øvrigt tidligere medarbejdere på Refsnæsskolen. Tilbage er nu kun Bornholms amt samt Københavns og Frederiksberg kommuner, hvor eleverne og skolerne
stadig får direkte konsulenthjælp fra Refsnæsskolen. Der er naturligvis et nært samarbejde mellem de amtslige konsulenter og Refsnæsskolen. Eleverne kommer
stadig på observationsophold på instituttet eller kommer for at lære specielle ting, f.eks. mobility, ligesom kursusafdelingen i stor udstrækning benyttes,
og ikke mindst er materialelaboratoriet stadig leverandør af undervisningsmateriel.

Kontakten mellem blinde og svagsynede elever og Refsnæsskolen varetages også af den efterhånden traditionsrige sommerskole. Sommerskolen har fundet sted
hvert år i den første uge af sommerferien siden 1968, hvor man havde 14 elever. Sommerskolen tilbyder elever i folkeskolen en uges ophold med et tematisk
program og formålet er dels, at eleverne møder kammerater fra hele landet og får en fornøjelig uge, dels bruges opholdet også til observation og eventuelt
indlæring af specielle færdigheder. Sommerskolen er gennem årene blevet stadig større. I 1998 deltog ca. 150 børn og unge. Foruden ansatte fra Refsnæsskolen
deltager også lærere og pædagoger fra børnenes hjemlige institutioner som ledere.

Specialvejledningen

Som tidligere omtalt var blindeinstitutterne oprindeligt kun beregnet for normaltbegavede blinde børn og unge. Principielt blev åndssvage blinde børn hjemsendt
som “uunderviselige” eller overgivet til åndssvageforsorgen, men som det tidligere skulle være fremgået af denne beretning, beholdt man alligevel en stor
del af dem og underviste dem på hjælpeskolen eller i særlige klasser. Der var altså en gammel tradition for at Refsnæsskolen også tog sig af dårligt begavede
børn, men grænsen for hvem man tog sig af, og hvem der kom på åndssvageanstalt eller blev hjemme, var lidt flydende. Der har altid været en forholdsvis
stor andel af de blinde børn, der på en eller anden måde var åndssvage eller psykisk handicappet, som det nu hedder. Op gennem dette århundrede er man
blevet stadig bedre til at kurere de mere banale øjensygdomme, og det har betydet, at andelen af mentalt handicappede eller multihandicappede børn er steget
markant, så de nu udgør ca. 90% af samtlige blinde børn og unge.

De blinde børn, der var anbragt under Statens Åndssvageforsorg, havde blindevæsenet før 1960’erne ikke nævneværdig kontakt med. Da småbørns- og skolevejledningen
kom i gang i 60’erne begyndte konsulenterne også at få kontakt med multihandicappede børn. Således fik f.eks. 41 børn, der blev undervist i åndssvageforsorgens
skoler, hjælp fra skolevejledningen i 1969. Hvor mange blinde børn, der var anbragt under åndssvageforsorgen, troede man, at man vidste. Siden 1944 skulle
alle blinde børn i landet jo anmeldes til synsregistret, men måske fandtes der børn under åndssvageforsorgen, der ikke var blevet diagnosticeret som blinde
eller svagsynede.

Socialstyrelsen, der var blevet oprettet i 1970, tog tidligt initiativ til at gøre noget for de blinde åndssvage. I løbet af 1970’erne igangsattes en række
undersøgelser og initiativer, hvor Refsnæsskolen selvfølgelig var en naturlig deltager. I 1971 nedsattes arbejdsgruppen om blinde åndssvage, og dernæst
gik det slag i slag med undersøgelser, konferencer og seminarer. Det hele kulminerede med blindeundersøgelsen i 1976. Ved denne undersøgelse gennemgik
man simpelthen åndssvageforsorgens institutioner ved hjælp af institutionernes eget personale, åndssvageforsorgens øjenlæge og synskonsulenter fra Refsnæsskolen.
Resultatet var at man “fandt” flere hundrede åndssvage børn med synshandicap, der ikke tidligere var anmeldt til synsregistret. Undersøgelsen viste, at
en meget større procentdel af åndssvageforsorgens klientel havde synshandicap end andre børn udenfor.

Allerede nogle år før undersøgelsen var et samarbejde kommet i gang mellem åndssvageforsorgens øjenklinik og Refsnæsskolens småbørnskonsulenter, idet øjenlægen
rapporterede til Refsnæs, når hun fandt børn, hun mente, havde behov for pædagogisk vejledning. Dette blev begyndelsen til specialvejledningen. Fra 1975
var der først én, senere to, af småbørnskonsulenterne, der udelukkende tog sig af børn under åndssvageforsorgen, og samtidig begyndte en af skolevejlederne
at koncentrere sig om børn i åndssvageforsorgens skoler. Arbejdsfordelingen blev efterhånden sådan som den er i dag. Småbørnskonsulenterne tager sig af
alle børn fra 0-7 år uanset handicap, undtagen de (meget få) børn, der er institutionsanbragte. Specialvejlederne tager sig af alle børn på specialskoler
og skolevejlederne vejleder børn i folkeskolen (sammen med de amtslige synskonsulenter). Specialvejledningen for multihandicappede foregår ligesom den
øvrige vejledning med observationsophold, kurser for forældre, lærere og pædagoger osv. De multihandicappede elevers forhold er efterhånden blevet Refsnæsskolens
største arbejdsopgave, og det skal da også i denne forbindelse nævnes, at størstedelen af de interne elever hører til denne gruppe.

I denne forbindelse må også nævnes den specialvejledning, der foregår omkring elever, der lider af Spielmeyer-Vogts syndrom. Denne uhyggelige arvelige sygdom
viser sig først som begyndende svagsynethed hos hidtil normale børn i 5-7 års-alderen og fortsætter derefter med total blindhed og efterhånden en fremadskridende
fysisk og mental nedbrydning. Det er klart, at et sådant barn medfører meget store psykiske og fysiske prøvelser for både barnet og familien. Derfor har
der siden midten af 1970’erne været ansat en specialvejleder for disse børn. Vejlederen er medlem af en gruppe af specialister, der arbejder med denne
sygdom, der ret konstant omfatter 20-30 personer.

MATERIALELABORATORIET

Da forskolen blev oprettet i 1898, fik den bøger med fra blindeinstituttet i København – både på punkt og i relieftryk. Også efter at Refsnæsskolen var
blevet selvstændig i 1918, fik den skolebøger fra blindeinstituttet i København. Blindeinstituttets trykkeri blev i 1952 udskilt som en selvstændig institution
under navnet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, der stadig fremstillede skolebøger på punkt, også til Refsnæs. Det øvrige undervisningsmateriel
på Refsnæsskolen blev for en stor dels vedkommende lavet af lærerne selv, eller efter model fremstillet af lokale håndværkere. Tidligere er omtalt den
store anskuelsessamling skolen gennem årene har opbygget med særlig henblik på blindeundervisning. Almindeligt undervisningsmateriel kunne naturligvis
købes. Det gik meget godt i mange år, men efterhånden som kravene steg til et mere differentieret materiale, og ikke mindst da integrationen af blinde
elever i folkeskolen begyndte, opstod der behov for en mere samlet og systematisk fremstilling af bøger og andet undervisningsmateriel. Den tid var forbi,
hvor man kunne benytte det samme lærebogssystem år efter år til alle elever. Derfor påbegyndtes materialelaboratoriet i 1966.

Inspirationen kom til dels fra Herning, hvor Kurt Kristensen havde fået oprettet et materialelaboratorium i forbindelse centeret for specialundervisning
for handicappede, da han var skolepsykolog der. Ideen blev flyttet til med til Refsnæs i 1966 sammen med en af medarbejderne fra Herning. Året efter blev
Dansk Blindesamfunds punkttrykkeri nedlagt. Dermed opstod en chance for at få eget punkttrykkeri på Refsnæs for en overkommelig pris. Det lykkedes, og
maskinerne og to medarbejdere fortsatte derefter deres virksomhed på Refsnæsskolen fra foråret 1968. Dermed var materialelaboratoriet for alvor etableret,
og allerede efter få år beskæftigede det 8 faste medarbejdere foruden et stort antal løsere tilknyttede personer. Det drejede sig dels om et antal af skolens
egne lærere og pædagoger, der arbejdede med bog- og materialetilrettelæggelse, dels om afskrivere, der sad hjemme og afskrev bøger til punktskrift, og
et antal civile værnepligtige. Desuden havde materialelaboratoriet en afdeling i Århus, der fortrinsvis beskæftigede civile værnepligtige, men som ret
hurtigt fik status som revalideringsværksted. Endelig blev der også beskæftigelse til fængselsvæsenet, idet nogle rutineopgaver blev udført i Kalundborg
arrest eller i statsfængslet i Vridsløse.

Materialelaboratoriet var og er et serviceorgan for Refsnæsskolen samt for blinde og svagsynede elever i folkeskolen. Laboratoriet blev administreret af
et pædagogisk kontor med en lærer som leder, der varetog koordineringen mellem teknikere og pædagoger. Derudover var det opdelt i følgende forskellige
arbejdsfunktioner: Et sorttrykkeri, der fremstillede stortryksbøger til svagsynede samt trykte alle skolens formularer, skemaer, publikationer m.v.; et
punkttrykkeri, der som navnet antyder, trykte publikationer i punktskrift; træskæreri samt plastværksted, der fremstillede reliefkort, modeller o. lign.,
og et båndværksted til fremstilling af lydbånd. Desuden tog bestillingskontoret sig af bestilling af materialer samt udlån og modtagelse af ordrer. Alt
i alt en mangesidig virksomhed der stadig fungerer efter sit oprindelige formål, men netop på dette område er der sket en kolossal udvikling i teknologisk
henseende.

I 1971 blev al fremstilling af punktbøger til folkeskolen koncentreret på Refsnæsskolen, dvs. bøger til 1.-7. klasse, mens instituttet i Hellerup, der
på denne tid også havde fået sit eget trykkeri, tog sig af bøger til senere skolegang. Senere er dette forhold ændret, så Refsnæs nu fremstiller materiel
til 1.-10. klasse, mens bøger til gymnasiet og de videregående uddannelser stadig laves i Hellerup. Med EDB’ens fremkomst og udvikling i de sidste 30 år
har bogproduktionen og arbejdsgangen med hensyn til fremstilling af punktbøger gennemgået en revolutionerende udvikling, ligesom den grafiske branche i
det hele taget. I forbindelse med opfindelsen af log -text’en (se særligt afsnit senere) gik man på materialelaboratoriet for alvor ind i Edb-alderen.
Bøger kan nu scannes og transskriberes til punktskrift på så kort tid, at man i princippet kan have dag til dag levering af bestilte bøger på punkt, hvis
det vel at mærke kun drejer sig om ren tekst. Redigering og layout foregår også elektronisk via skærm, og der er ikke mange af de gamle maskiner i brug
længere. 99% af alle skolebøger og skønlitteratur på punkt bliver ikke længere trykt, men overføres på diskette eller telefonmodem og sendes til skoleeleverne
over hele landet. Plastværkstedet og træskæreriet er også væk. Reliefkort og lignende fås nu på svulmepapir, der overflødiggør håndarbejdet og ting af
træ er enten erstattet af andre materialer eller findes billigere andetsteds. Men med hensyn til sorttryk og punktoverførsel samt båndfremstilling er materialelaboratoriet
stadig en meget travl virksomhed.

ELEVERNE

I 1963 fik de første blinde elever af Blindenævnet dispensation efter blindelovens §5, stk. 5 til at blive taget ud af Refsnæsskolen og gå i skole hjemmefra.
Denne udvikling mod handicappedes integration i den almindelige skole havde man set tidligere i udlandet, men herhjemme mente de fleste eksperter – inklusive
Refsnæsskolen – at blinde børn havde bedst af at komme på blindeskole. Initiativet til udmeldelserne kom fra forældrene. Man talte i datidens aviser om
et forældreoprør, men forældrene var absolut ikke enige indbyrdes. Fra Statens Blindevæsens side argumenterede man ikke overraskende for institutophold.
Man mente nok, at børnene kunne lære dansk og regning i en almindelig skole, men problemerne ville opstå i fag som geografi, biologi og gymnastik m.fl.,
der ville kræve specielle undervisningsmidler, og desuden var lærerne i den almindelig skole ikke trænet i at oplære blinde børn. Dertil kom, at børnene
måtte savne de specielle blindefag, man lagde så stor vægt på Refsnæsskolen som anskuelse, sanseøvelser og senere mobility. Desuden var der synspunkter,
der rakte helt tilbage til Moldenhawers argumenter for at oprette forskolen, nemlig – omend udtrykt på en lidt anden måde – at forældrene enten ville overbeskytte
eller forsømme barnet, så det blev ude af stand til at klare sig i samfundet. Omvendt mente nogle af forældrene, at det var unaturligt at fjerne et 7-års
barn fra sine vante omgivelser, at barnet ville gennemgå en mere harmonisk udvikling hos sine forældre, hvor et barn naturligt hørte hjemme, og desuden
mente enkelte af forældrene at Refsnæsskolen var en dårlig skole, og at deres barn kunne lære mere på en almindelig skole. Argumenterne var naturligvis
meget mere differentierede end her antydet, og parterne stod ikke nødvendigvis så stejlt overfor hinanden. Også inden for blindevæsenet var der folk, som
ikke var helt overbevist om, at institutionsophold var det eneste saliggørende. Blindenævnet fulgte forældrene og gav i 1963 tre børn dispensation til
at forlade Refsnæsskolen, hvorfra man erklærede, at man fralagde sig ansvaret for deres videre uddannelse.

Efter at de tre første blinde elever var begyndt at gå i skole uden for Refsnæs, fulgte de følgende år to til tre elever årligt deres eksempel, indtil det
fra slutningen af 1970’erne snarere bliver reglen end undtagelsen, at børn, der “kun” er blinde, går i den lokale folkeskole. Fra 1980, hvor særforsorgslovene
bortfaldt, blev det lovpligtigt, at handicappede har ret til at gå i almindelig skole, hvis deres handicap tillader det. Integrationen blev tilsyneladende
en succes, men det viste sig, at en del elever, når de kom i puberteten alligevel ønskede at tilbringe de sidste skoleår på Refsnæs blandt ligemænd. Det
er ikke morsomt at være tretten år og være anderledes. Til gengæld er det i de senere år blevet populært at tage de sidste skoleår på efterskole for dem,
der kan klare det.

På Refsnæsskolen vænnede man sig hurtigt til de nye forhold, omend meningerne om integration eller ej stadig var meget forskellige. Som tidligere beskrevet
kom skolevejledningen og de andre tilbud til eleverne uden for instituttet ret hurtigt i gang, men også internt skulle integrationen efterhånden vise sig
at medføre store forandringer. Fra 1960’erne til i dag har Refsnæsskolen udviklet sig fra at være en skole for normaltbegavede, samt lidt dårligere begavede,
blinde og svagsynede børn til fortrinsvis at være en institution for multihandicappede. Det skyldes ikke kun, at de kvikkeste elever er forsvundet til
folkeskolen, men også at antallet af multihandicappede børn og unge er steget markant. Dette forhold hænger paradoksalt nok især sammen med lægernes dygtighed
til at redde stadig mindre for tidligt fødte børn. Resultatet af denne praksis har været et voksende antal børn, der ikke alene er blinde, men også kan
være mentalt retarderede, have hjerneskade, være spastikere eller have epilepsi osv. i vekslende grader og sammensætninger. Også narkomani og alkoholisme
har været medvirkende til at øge antallet af multihandicappede børn. Denne udvikling af elevklientellet har naturligvis medført store ændringer på Refsnæsskolen
både hvad angår elevernes undervisning og fritidsaktiviteter.

Undervisningen

Frem til 1971 fortsatte man på Refsnæsskolen den traditionelle klasseundervisning med klasser opdelt efter årgang og efter grad af synshandicap. Fra 1966
var skolegangen på skolen blevet udvidet til også at omfatte 8. klasse. Det blev tilstræbt at følge normalskolens læseplan med tilføjelse af de særlige
blindefag som anskuelse og sansetræning. F.eks. var elevfordelingen pr. 1. september 1969 som følger: 6 elever i forskoleklassen (blandet klasse med både
blinde og svagsynede), 55 elever i 11 blindeklasser, 24 elever i 5 svagsynsklasser, 29 elever i 4 specialklasser, 7 elever i ungdomsklassen (for elever,
der ikke havde fortsat undervisningen på blindeinstituttet i Hellerup) samt 4 elever, der boede på Refsnæs, men gik i den normale folkeskole i Raklev eller
Kalundborg. I alt 125 elever. Grænsen mellem blinde og svagsynede blev som hele tiden sat ud fra om eleverne kunne se tilstrækkeligt til at modtage visuel
undervisning, dvs. om de kunne læse almindelig bogstaver, eventuelt i forstørrelse. Ellers blev eleverne punktlæsere i blindeklasserne. Selv om denne
skelnen mellem blinde og svagsynede er den samme, har grænsen alligevel flyttet sig. Ved hjælp af ny optik, bedre viden om belysningsforhold og andre nye
hjælpemidler kan langt flere svagsynede klare sig uden at skulle lære punktskrift, Denne udvikling, der især har fundet sted de sidste 15-20 år, hænger
også sammen med, at man samtidig har ændret opfattelse af de svagsynedes synsrest, som man tidligere beskyttede og ikke måtte overanstrenge, hvor man i
dag tværtimod træner synsresten så meget som muligt. De fire specialklasser var et direkte udtryk for, at elevklientellet var begyndt at ændre sig. Specialklasserne
for multihandicappede var blevet oprettet et par år før som afløsning for de gamle hjælpeklasser, men netop i 1969 ændrede man på indholdet. Hidtil havde
man så godt det nu kunne lade sig gøre prøvet at lære eleverne dansk og regning osv. ligesom de øvrige klasser, men resultaterne havde ikke været imponerende.
Nu tog man konsekvensen og indrømmede, at de pågældende elever alligevel ikke havde en fremtid på arbejdsmarkedet, men at formålet med undervisningen måtte
være at sikre dem et så godt liv som muligt. Det prøvede man at gøre ved at undervise i almindelig daglig færden, lære dem orientering samt mere hobbyprægede
ting.

I 1971 forlod Refsnæsskolen klasseundervisningen og gik over til åbenplan skolen, som var meget moderne på den tid. Man delte eleverne op i seks undervisningsgrupper
efter alder og grad af handicap, og til hver gruppe blev knyttet 3-4 faste lærere, der underviste i dansk, regning og orientering, hvortil kom en række
lærere, der underviste i de mere specielle fag som musik, formning, mobility m.fl. Fordelen skulle være mulighederne for en mere fleksibel undervisning,
hvor man i vekslende gruppestørrelser, og også med individuel undervisning, skulle kunne tage større hensyn til den enkelte elevs behov end i den mere
stive klasseundervisning med kun een lærer af gangen. Samtidig kunne enkelt elever tages ud til individuel undervisning, terapi og undersøgelser i fag
som syns- og sansetræning og mobility samt hos specialister som talepædagog, fysioterapeut og psykolog.

Dette system med eleverne inddelt i grupper er i det store og hele fortsat siden. Som regel er eleverne opdelt i fem storgrupper, der så igen er opdelt
i mindre grupper. Eleverne udgør nu en så forskelligartet gruppe, at de ikke mere undervises efter årgang, men efter en individuel handleplan selvom udgangspunktet
stadig er folkeskolens læseplaner. Undervisningen foregår som oven for beskrevet både i grupper og individuelt med de traditionelle skolefag og de særlige
blindefag. Dog synes et traditionelt blindefag som anskuelsesundervisning ikke at have samme centrale placering som selvstændigt fag som tidligere, men
forsøges nu integreret i de øvrige fag.

Et forholdsvis nyt blindefag er til gengæld Mobility, som faget hedder med en engelsk betegnelse, der kan oversættes til bevægelighed, hvilket ikke siger
ret meget. Mobility er et organiseret system af individuel træning for blinde til at færdes med mindst mulig hjælp fra andre, og det har vist sig at man
med dette system har kunnet nå længere end tidligere med at lære blinde at færdes på egen hånd. Det mest karakteristiske er den hvide stok, som den blinde
bruger til at føle sig frem med ved hjælp af pendulsving. Systemet stammer fra USA, hvor det blev udviklet til krigsblinde veteraner efter 2. Verdenskrig.
I midten af 1960’erne blev systemet kendt i Danmark, og et par år senere blev det introduceret på Refsnæs, hvor det hurtigt vandt indpas i den daglige
undervisning ved hjælp af et antal uddannede instruktører. Både de interne elever og elever, der går i skole uden for Refsnæs, bliver undervist i mobility.
De sidstnævnte afprøvet under kursusophold eller hos synskonsulenterne. Det kræver lang og hård træning for blinde at lære at færdes nogenlunde ubesværet,
og færdighederne skal holdes ved lige. Derfor er det naturligvis meget individuelt, hvor langt eleverne når, lige som for de øvrige fags vedkommende.

Elevråd og fritidsaktiviteter

Også eleverne mærkede til de nye mere demokratiske strømninger i 1960’erne og i 1966 blev der oprettet et elevråd. Man havde ganske vist allerede i begyndelsen
60’erne forsøgt at oprette et elevråd, men det kom ikke rigtigt til at fungere på grund af manglende opbakning fra lærerside. Det nye elevråds virke kom
ganske vist, som de fleste elevråds, til at ligge i småtingsafdelingen, men det fik alligevel oprettet frugtbod, afholdt fester, støttet oprettelsen af
elevforeningen, medvirket til indkøb af båd m.m. Efter godt en halv snes år forsvinder elevrådet lige så stille ud af skolens historie. Det gik som det
er set før og siden: De aktive gik ud af skolen og der var ikke nogen til at overtage aktiviteterne. I stedet har man senere forsøgt sig med stormøder
for eleverne både samlet og på boafdelingerne, hvor det fungerer bedst.

Den omtalte elevforening var foreningen “Enigheden”, der blev stiftet 22. maj 1968 af og for elever over 14 år på Refsnæsskolen samt eksterne elever fra
Kalundborg og omegn. Foreningen fungerede nærmest som en slags fritidsklub med et månedligt møde med foredrag og ekskursioner, mens det om vinteren mest
var diskoteksaftener, der stod på programmet. Foreningen blev ledet af medlemmerne selv ved en bestyrelse, men dog med hjælp fra Refsnæsskolens medarbejdere.
En anden forening til fritidsaktiviteter var tandemklubben “Refsnæs”, der blev stiftet i 1975. I denne forening var der af gode grunde også seende med,
men også denne måtte lukke for aktiviteterne af mangel på tilslutning. Således er det også gået med andre fælles aktiviteter som roklub og spejdertrop.
Det ændrede elevklientel har ikke kunnet opretholde eller været interesseret. Det betyder ikke , at der ikke sker noget for eleverne i fritiden, det er
bare andre ting. Dels i form af fælles udflugter, lejrskoler og koncertture, dels individuelt, hvor eleverne går til ridning, svømning og andre ting eller
benytter fritidsordningerne på instituttet.

Forældrene

Forældrenes indflydelse og engagement har udviklet sig en del, siden de ved forskolens start måtte skrive under på, at de frasagde sig enhver form for indflydelse
på deres børns opdragelse, som beskrevet i første afsnit. I de første ca. 50 år af Refsnæsskolens historie indskrænkede forældrenes direkte kontakt med
skolen sig til at modtage meddelelser om deres barns standpunkt, om feriers start- og slutdato og andre nødvendige meddelelser samt mulighed for at komme
til den årlige forældredag og eksamen. Efterhånden blødes forholdet til forældrene noget op, og de opfordres til at besøge skolen, når de har tid og mulighed,
og de kan som regel altid komme til at tale med en lærer eller forstanderen, men direkte indflydelse havde de ikke. Indflydelsen kom først efter, at der
i 1950 blev stiftet en fælles forældreforening for de to blindeinstitutter. Den nye forældreforening fik straks gennemført to af sine krav, nemlig en årlig
frirejse for en af forældrene til barnets institut, som allerede trådte i kraft samme år, samt gratis hjemrejse for eleverne i påskeferien, som blev gennemført
fra 1951. Hidtil havde eleverne kun haft gratis hjemrejse i jule- og sommerferien. I den store blindekommission, der forberedte blindeloven af 1956 blev
forældreforeningen også repræsenteret. Denne lov bestemte blandt andet, at der ved hvert institut skulle oprettes et forældreråd på tre medlemmer, og desuden
blev forældrene også repræsenteret i blindenævnet, der som tidligere nævnt var socialministerens rådgivende organ i forbindelse med lovens gennemførelse.
Dermed havde forældrene fået formel indflydelse, og denne fortsatte efter særforsorgslovenes afskaffelse i 1980 i skolenævn og institutråd, som beskrevet
i afsnittet om administrationen. Siden 1961 har forældreforeningen, eller landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede som den nu hedder, udgivet
bladet “Treklangen”.

LOG-TEXT og andre nye hjælpemidler

Gennem årene er der fremkommet en række tekniske hjælpemidler, der i høj grad har lettet tilværelsen for blinde, og har givet dem nye muligheder. Den første
epokegørende ting var båndoptageren, der kom frem i 1930’erne, men for alvor slog igennem i 1950’erne.. Da den senere blev videreudviklet til kassettebåndoptageren,
fik de blinde og svagsynede et praktisk og næsten uundværligt hjælpemiddel. Det næste store spring i udviklingen kom med informationsteknologien (EDB).
Blandt de mange anvendelsesmuligheder denne nye teknologi har for blinde, kan nævnes den talende computer, men her vil vi se nærmere på log-texten. Log-texten
er et lille fladt apparat med 19 taster og et display i punktskrift og et i almindelig skrift. Log-texten kan bruges selvstændigt som et tekstbehandlingsapparat,
men log-texten kan også tilsluttes en almindelig pc’er og med et særligt program virke som en terminal, så man på log-texten kan læse pc’erens skærm og
man fra log-texten kan skrive direkte til pc’eren. Dermed bliver anvendelsesmulighederne mangfoldige, idet alle pc’erens muligheder nu står til rådighed.
Den blinde skoleelev kan modtage en opgaveside fra læreren via hendes pc’er og læse den i punktskrift på displayet. Dernæst kan eleven løse opgaverne med
punktskrift og næste dag aflevere dem til læreren efter at have printet dem ud på almindelig sortskrift. Log-texten er forsynet med et særligt program,
der afforkorter den almindeligvis anvendte forkortede punktskrift, så teksten kan overføres til almindelig sortskrift. Maskinen kan også forsynes med alle
de forskellige regneprogrammer, der kan bruges på en pc’er. Desuden kan log-texten bruges som læseapparat ved at man indlægger digitale bøger som f.eks.
skolebøger og ordbøger, hvorefter betjeningen sker på log-texten, også for bøger lagret på pc’eren. Han kan også gøre det samme med en roman, tage log-texten
med i toget og læse romanen der. Skolebogen eller romanen fås fra Refsnæsskolens materialelaboratorium, hvor bøgerne på bestilling indscannes, redigeres
og sendes til eleven på diskette, eller via telefonmodem.

Log-texten er opfundet af ingeniør Poul Erik Skov, der første gang kom til Refsnæs i 1984 med sin lille blinde datter. Derefter satte han sig hjem og forsøgte
at konstruere et apparat, der kunne bruges af blinde børn. I 1987 kom Skov med den første version af log-texten, der senere er videreudviklet med nye og
forbedrede versioner. Et problem var punktskriften eller Braille skriften som den også kaldes efter den franske opfinder. Denne er traditionelt opbygget
af seks punkter, der giver 64 forskellige tegn, hvilket betyder, at man må undvære en del af sortskriftens tegn eller anvende flere punktskrifttegn for
at udtrykke det samme. Desuden passede seks punkt systemet ikke til datateknologiens ASCII tegntabel med sine 256 tegn. Man måtte derfor opfinde en ottepunkts
blindskrift, der i alt giver 264 forskellige tegnmuligheder. Dette blev påbegyndt i 1988 af Keld Stochholm og Svend Thougaard, og efterhånden som systemet
med otte punkts blindskrift var blevet indarbejdet og log-texten videreudviklet, fik man et enestående kommunikationssystem. I dag har alle blinde skoleelever
i folkeskolen en log-text og en pc’er og har således muligheder, der stiller dem helt på linje med deres seende kammerater og i teknologisk henseende bedre.
Log-texten har nu efterhånden bredt sig udenfor skoleelevernes rækker og benyttes også i Sverige, men der har været en del modstand mod det nye punktskriftsystem
især fra ældre blinde. Der er dog også udviklet et program, der kan overføre ottepunkts blindskrift til det traditionelle sekspunkts.

REFSNÆSSKOLEN GENNEM 100 ÅR

Nærmer man sig Refsnæsskolen udefra afspejler skolens hundrede års historie sig mere eller mindre tydeligt i bygningerne. Der findes vist nok 31 forskellige
bygninger på instituttets område i vidt forskellige stilarter og materialer og fra forskellige tidsperioder. Bygningerne har ikke nødvendigvis samme funktion
som oprindeligt, men alligevel giver de fornemmelsen af kontinuitet i Refsnæsskolens virksomhed. Her har blinde børn boet, leget og fået undervisning gennem
100 år. Det er ikke kun i bygningerne man fornemmer en sammenhæng gennem de 100 år. Mange af de ting, der karakteriser Refsnæsskolen i dag, kan man følge
langt tilbage i historien. F.eks. hjemmebesøg hos blinde, fremstilling af materialer til undervisningsbrug og vægtning af børnenes fysiske udvikling med
dans og gymnastik og træning i at færdes på egen hånd. Refsnæsskolens udvikling blev præget af de personer der havde deres virke her, men udviklingen er
på godt og ondt naturligvis også præget af det omgivende samfund. Udviklingen viser sig bl.a. i de officielle betegnelser skolen har haft: Det kgl. Blindeinstituts
forskole på Refsnæs (1898-1918), Den kgl. Blindeforskole på Refsnæs (1918-1928), Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs (1928-1956), Statens Institut for
Blinde og Svagsynede (1956-1966), Statens kostskole for blinde og svagsynede, Refsnæsskolen (1966-1980) til den nuværende Refsnæsskolen, Institut for Blinde
og Svagsynede Børn og Unge i Danmark (fra 1980). Det starter autoritært; de første navne skal indgyde respekt og ærbødighed, og man skal være klar over,
at det er et privilegium at komme på et kongeligt institut. I kraft af velstandsstigningen, velfærdsstatens udviklingen og et andet syn på handicappede,
bliver det efterhånden en naturlig rettighed for handicappede at komme på specialskole. De synshandicappede har dog ikke været den mest udsatte gruppe
af handicappede. Det har været et “pænt” handicap at være blind, hvilket ses både af den tidlige private velgørenhed omkring de blinde, og det forhold
at staten relativt tidligt, i 1856, fastslog at blindes undervisning var en statsopgave. Andre handicapgrupper og socialt udstødte grupper var endnu i
adskillige år overladt til privat velgørenhed eller nedværdigende fattighjælp. Dermed ikke være sagt at pengemidlerne har flydt rigeligt. Staten – og senere
amterne – har altid skullet spare, og budgetterne har været skrabede på Refsnæsskolen. Nødvendige udvidelser og forbedringer er normalt kommet sent i forhold
til behovet, og kun i en kort periode i slutningen af 1960’erne var der tilsyneladende penge nok

På trods af alle vanskeligheder og på grund af mange gode viljer og indsatser har der gennem100 år været drevet en virksomhed her, der altid har kunnet
være sit navn bekendt. Om Refsnæsskolen kan fortsætte mange år endnu under en eller anden form, der passer til blindes og svagsynedes behov, afhænger af
samfundsudviklingen i almindelighed og de bevilligende og besluttende politikere i særdeleshed, men også af Refsnæsskolens evne til at følge med tiden
og samtidig bevare de bedste af traditionerne. Men det er en helt anden historie.

EFTERORD

Den her foreliggende beretning er ikke HISTORIEN om Refsnæsskolen og heller ikke en videnskabelig afhandling om blindeforsorgens og blindepædagogikkens
udvikling gennem 100 år. Det er derimod et forsøg på at skitsere Refsnæsskolens udvikling i store træk med særlig vægt på begivenheder, udviklinger og
aktiviteter, som jeg har fundet illustrative som eksempler på skolens udvikling. Meget andet kunne være taget med, og mange vil sikkert savne et eller
andet, men historieskrivning er en selektiv proces.

Jeg vil gerne takke Refsnæsskolen for husly og ikke mindst takke nuværende og tidligere ansatte og elever for inspirerende samtaler undervejs i forløbet.
Især vil jeg takke forstander Keld Stochholm, der løbende har gennemlæst manuskriptet undervejs, og er kommet med gode råd, ideer og korrektioner, men
det endelige resultat er alene mit ansvar.

Jeg takker ligeledes forfatterne til de forskellige erindringer af tidligere elever og ansatte, der har været bragt i REFSNÆS-NYT, og som uden forfatternes
billigelse er aftrykt her i mere eller mindre forkortet form.

Billedmaterialet stammer foruden fra Refsnæsskolen fra Kalundborg Lokalhistoriske Arkiv og fra Blindehistorisk Museum i Hellerup, der takkes for deres imødekommenhed.

Kilder og litteratur

Foruden oplysninger fra nuværende og tidligere elever og ansatte er beretningen baseret på studier af Refsnæsskolens arkiv, der befinder sig henholdsvis
på Landsarkivet for Sjælland m.m. i København og på skolen. Som hovedregel findes materiale fra før ca. 1965 på Landsarkivet og materiale efter 1965 på
Refsnæsskolen. Derudover er især benyttet følgende trykte materiale:

Aarsberetninger om det Kongelige Blindeinstitut og dets Forskole. Diverse år.

Historisk Oversigt over Den kgl. Blindeforskoles 25-aarige Beståen. Ved forstander L. Rützou. Kbh. 1923.

Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs. 1898 – 1.November – 1948. U. å.

Refsnæsskolen 1966-69. (Refsnæsskolens tre- års beretning):

Refsnæsskolen 1969-1972.

Refsnæsskolen 1978. Beskrivelse af funktion.

Blindeinstitutioner i Danmark. 1858-1970. Arkivregistratur ved Niels Strandsbjerg. 1992.

Sven Houmøller: Kjæde-Ordenen og Blindeforsorgen 1811-1961. Kbh. 1961.

Johs. Moldenhawer: Det kongelige Blindeinstituts Historie. Kbh. 1905.

Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København. 1858 – 5. November – 1958. Kbh. 1958.

Love og cirkulærer.

Diverse udgaver af REFSNÆS-NYT.

Refsnæs 1998. Niels Strandsbjerg