Blindehistorisk selskabs nyhedsbrev nr. 3 / 2018
1. Indholdsfortegnelse
2. Hilsen fra formanden.
3. “Kunne ikke have ønsket mig en bedre start!” af Ole Brun Jensen.
4. “Blindes Arbejde 75 år – en Lydmontage”, anmeldelse v/Allan Fohlmann.
5. Barndomserindringer, del 1 af Flemming Egedal.
6. Selskabets 25 års jubilæum 2019 af Poul Lüneborg.
7. Blindskrift, artikel om den japanske designer Takahashi.
8. Interviewprojekt – hvad skete der i 1960-70-erne? af Poul Lüneborg.
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger
2. ”Hilsen fra formanden”
Fredag efter Kristi Himmelfartsdag oplevede jeg under min aftentur omkring kl. 23.00 ved Farum Sø med min førerhund Buster for første gang i år at høre en nattergal. Det er et sikkert tegn på at sommeren er på vej, hvilket de efterfølgende dage da også har bekræftet.
Det er helt utroligt så højt og varieret denne lille fugl kan synge.
Variation er der glædeligvis også i det stof, som selskabets bestyrelse har til rådighed til vore nyhedsbreve.
I dette 3. nyhedsbrev i år er hovedartiklen skrevet af et af selskabets flittige skribenter, nemlig Flemming Egedal. I artiklen tager Flemming fat på at beskrive begyndelsen af sin barndom i Vejle fra han blev født i 1948 og de følgende 7 år. Det er den samme egn af Danmark, som Carl Bjarnhof beskriver i ”Stjernerne blegner” fra 1956, om hans opvækst i årene 1898 til han kom på Blindeinstituttet i begyndelsen af maj 1912.
Flemming fastholder i artiklen sin selvironiske og humoristiske fortællestil, som han tidligere har demonstreret i de tidligere offentliggjorte beretninger om opholdet på Refsnæsskolen, tiden på Blindeinstituttet og de 43 år som telefonist på Sønderborg Kasserne. Disse artikler kan læses i nyhedsbreve fra april, oktober og december 2013 samt i nr. 3 fra juli 2017.
Kasserer Ole Brun Jensen fortæller i sin artikel om det meget inspirerende oplæg, som museumsinspektør Jacob Kjærgaard gav søndag formiddag efter generalforsamlingen. Det er bestyrelsens håb at Jacob Kjærgaard vil kunne overtales til at skrive en artikel til et senere nyhedsbrev om Den Blindehistoriske Samling baseret på hans foredragsmanuskript. Det er et ønske, som vi korresponderer med ham om.
Personligt glæder det mig at Allan Fohlmann har påtaget sig at skrive en anmeldelse af Rita Cecilie Varmbys lydmontage fra 2004 om 75 års jubilæet i virksomheden Blindes Arbejde.
Denne lydmontage kom for dagens lys, da René Ruby sidste år gennemgik og registrerede Blindes Arbejdes arkiver med henblik på indlevering af disse til rigsarkivet.
Det er for mig at se væsentligt at fortælle historien bag denne for blinde så vigtige virksomhed både i skrift og gennem lydbilleder. Denne lydmontage, som er lidet kendt, vil så snart hjemmesiden er blevet opdateret være at finde på denne. Jeg er overbevist om at mange vil lade sig inspirere af omtalen af indholdet af de 2 CD-er med lydmontagen om Blindes Arbejde. Det lykkes for Allan på baggrund af blandt andet egne erfaringer på glimrende vis at få sat Blindes Arbejde ind i et historisk perspektiv i sin anmeldelse af denne glemte jubilæumsudgivelse.
I bestyrelsen tog vi straks efter generalforsamlingen fat på at færdiggøre udgivelsen af det andet nyhedsbrev i år. Derudover har arbejdet i bestyrelsen været præget af de udfordringer, som altid indtræder, når nyvalgte medlemmer efter en generalforsamling skal introduceres til arbejdet. Da vi som bekendt har fået både en ny kasserer og en ny redaktør har der været en del at se til. Hertil kommer, at foreningsdanmark gennem de seneste år er blevet belastet af en række særdeles krævende bureaukratiske udfordringer som følge af den digitale udvikling. Her har vi tumlet med så spændende ting som Danske Banks foreningsafdeling, vores Webhotel, DK Hostmaster.dk, Nets, E-Boks og hjemmesiden virk.dk. Alle disse systemer er absolut ikke let tilgængelige for blinde!
Nu er vi imidlertid ved at være ved vejs ende med alle disse vanskeligheder og kan vende os mod mere spændende og kreative sysler.
På det seneste bestyrelsesmøde den 17. april tog vi således fat på at få sat skub i nogle af de uafsluttede opgaver, som blev omtalt i beretningen på generalforsamlingen.
3 af bestyrelsens medlemmer Rita, Ole og Thorvald har besluttet sig for at forsøge at sætte nyt liv i interviewprojektet om blindes ændrede levevilkår i gennem 1960-70-erne. Jeg har i den anledning skrevet en notits om projektet med en opfordring til interesserede medlemmer om at melde sig til at deltage i dette arbejde.
I en anden notits har vi sat fokus på det kommende arbejde i en gruppe, som skal forberede selskabets 25 års jubilæum næste år, også her efterlyser bestyrelsen med Thorvald som primus motor interesserede medlemmer, som melder sig til løsningen af denne opgave
Vi har også sammen med Hans Erik og Henrik Olsen fået fastsat næste medlemsarrangement til torsdag den 25. oktober 2018, arrangementet får titlen ”fra børnehjemmet på Refsnæs til blinde forældre i Køge”.
Endelig har vi fået sat gang i arbejdet med udgivelsen af Henning Eriksens Museumsdagbog.
I selskabet lægger vi som bekendt stor vægt på at udbrede brugen af og kendskabet til punktskrift, hvilket vi understreger i et kommende Medlemsbrev, der udsendes sammen med årets medlemsliste, de reviderede vedtægter samt mindeord om Ole Mejndor.
I forbindelse med arbejdet med dette nyhedsbrev faldt vi over en sjov artikel i dagbladet Politikens Kultursektion, der fortæller om den japanske designer Kosuke Takahashis arbejde med at skabe skrifttegn, som omfatter både latinske bogstaver og de tilsvarende tegn i punktskrift. Selv om dette kunstneriske initiativ ikke i første omgang kommer blinde til gode, så er det på en markant og fascinerende måde med til at fokusere på punktskriften. Det er der i sandhed behov for. Omtalen af denne artikel afslutter min omtale af indholdet af dette nyhedsbrev.
Jeg ønsker alle medlemmer god læselyst og en rigtig god sommer.
3. “Kunne ikke have ønsket mig en bedre start!” af Ole Brun Jensen.
I weekenden 17. – 18. februar 2018 deltog jeg for første gang i et arrangement i blindehistorisk selskab. Søndag formiddag havde selskabet inviteret museumsinspektør Jacob Kærgaard til at fortælle om sit arbejde med den blindehistoriske samling på medicinsk museion.
Jacob fangede sandelig straks ens opmærksomhed, da han fortalte om forløbet der førte til aftalen i 2009 mellem Københavns kommune og Medicinsk Museion om overdragelse af Blindeinstituttets historiske samling. Denne aftale var simpelthen kommet i stand, fordi lokalerne som rummede museet på Blindeinstituttet skulle bruges til andre formål. Alternativet til en aftale var derfor en destruktion af samlingen.
Det trak åbenbart ud med at få hentet samlingen, og det var et lykketræf, da den så herved blev reddet fra den store oversvømmelse i sommeren 2011 det var jo utrolig heldigt for de ca. 6500 genstande, som nu befinder sig i museets besiddelse.
Samlingen omfatter en del forskelligt undervisningsmateriale, diverse kort og båndoptagere, ting til kurve- og børstenbinderi og klaverstemmerudstyr samt ting til fritidsbrug.
Jeg synes, det var utrolig dejligt at høre, at der faktisk gøres et stort arbejde for at få bevaret blindes historie for eftertiden.
Jacob kunne fortælle, at registreringen og digitaliseringen af samlingens mange genstande inklusive bøger og dokumenter, nu var afsluttet. Han nævnte at samlingen også omfatter en betydelig billedsamling samt en del kassettebånd. Den samlede registratur over samlingen vil blive lagt på Medicinsk Museions hjemmeside sammen med 10-12 korte tematekster til belysning af forskellige sider af samlingen. Som eksempler på temaer nævnte han hjælpemidler til undervisningsbrug, skriveredskaber osv. Det var ham selv der havde udvalgt og forfattet disse tekster. Digitaliseringsprojektet, der er finansieret gennem en fondsbevilling på ca. 1.3 mio. kr., afsluttes med udgangen af juni måned i år. Herefter vil den blindehistoriske samling indgå i de forsknings-, undervisnings- og formidlingsaktiviteter, som Medicins Museion forestår. Registreringssystemet som er benyttet hedder Sara, det er udviklet af Kulturarvstyrelsen.
Jacobs beretning gav anledning til rigtig mange spørgsmål fra de 36 tilhørere. Han demonstrerede gennem sit engagement og store viden på området at han var meget optaget af arbejdet med samlingen. Spørgsmålet om vandreudstillinger blev bragt på banen af flere. Jacob kunne oplyse, at der indenfor den givne fondsbevilling, ikke er planlagt sådanne. Ud over de registrerede genstande rummer samlingen ca. 1500 dubletter, som vil blive brugt i forbindelse med formidlingen af samlingen overfor blinde og svagsynede. Disse genstande ville endvidere kunne tænkes brugt ved fremtidige udstillinger udenfor museet. Udlån af enkelte genstande til andre museer i forbindelse med særudstillinger finder allerede sted. Han kunne ikke sige noget om retningslinjer for udlån af arkivalier fra samlingen. Afslutningsvis kunne Jacob fortælle, at arbejdet med den blindehistoriske samling for tiden forestås af museets samlingsleder Ion Meyer, ham selv og en studentermedhjælper, hertil kommer, at museets informationschef også fra tid til anden inddrages i arbejdet.
Det spændende bliver jo så, hvorledes de indsamlede effekter i fremtiden kan blive til glæde for alle blinde og svagsynede og andre interesserede gennem udstillinger m.v. så menneskeheden kan få et bedre og mere veldokumenteret indblik i vores spændende historie.
Sådanne udstillingsaktiviteter vil jo utvivlsomt kalde mange minder frem fra glemslens dybe mørke, men også sætte ens eget liv i perspektiv.
Disse mine indtryk fra denne spændende formiddag vil forhåbentlig blive fulgt op af en egentlig artikel fra Jacob baseret på hans oplæg til dagen. Bestyrelsen har sendt Jacob Kjærgaard en opfordring herom.
4. “Blindes Arbejde 75 år – en Lydmontage”, anmeldelse v/Allan Fohlmann
Blindes Arbejde 75 år – en lydmontage, der har ligget længe i skuffen, men som nu er kommet frem i lyset.
Omtalen af montagen er skrevet af Allan Fohlmann
Det er med visse lydmontager, som det er med gode vine – de vinder ved at have ligget og lagret en tid! Hvis denne montage var kommet til offentlighedens kendskab da den blev lavet i 2004, ville den da have været spændende, men den ville også have været for tæt på rent tidsmæssigt, så i min optik er det altså godt, at den først bliver gjort tilgængelig nu.
Og hvorfor så det?
Fordi os der kender til tidligere tiders arbejdsforhold på Blindes Arbejde nu bedre kan se tingene i deres rette perspektiv, og der er sket meget dér i de små 15 år, der er gået siden montagen blev lavet. Nogle af de ting vi ikke forstod dengang står nu meget mere perspektiveret og gennemskueligt, sådan er det jo med historie, vi kan blive vældig kloge af den!
Montagen er udarbejdet af Rita Cecilie Varmby, og det er noget af en moppedreng, hun har kreeret! Den spiller i 2 timer 26 minutter og 7 sekunder, så det er praktisk at have lidt forsyninger indenfor rækkevidde, hvis man vil høre den på én gang!
Men man kan også vælge at gøre som jeg gjorde da jeg hørte den, jeg holdt nogle pauser undervejs, for at tænke nærmere over det jeg hørte, for der er meget tankevækkende stof. Der er heldigvis nogle gode og naturlige pauser undervejs, det var jeg glad for.
Rita Cecilie Varmby har haft adgang til mange spændende, gamle lydklip omhandlende Blindes Arbejde, og dem kæder hun sammen på en både let forståelig og meget spændende måde. Jeg oplevede ingen tekniske problemer undervejs, det er dog ikke alle originale lydklip der er lige forståelige, men her skal vi huske på, at den tids optageudstyr ikke var så avanceret.
Man får et meget fint indblik i ændringerne i forholdene på Blindes Arbejde i de 75 år som montagen spænder over, og man får også et fremragende indblik i ændringerne i synshandicappedes leve- og arbejdsvilkår i denne periode.
Én af de spændende ting for mig var at høre, hvordan vilkårene har udviklet sig for de ansatte – i de første år hvor Blindes Arbejde var etableret, kunne de synshandicappede ansatte faktisk leve af at arbejde på Blindes Arbejde, det kunne man absolut ikke, da de holdt deres 75-års jubilæum.
Udviklingen er gået fra, at Blindes Arbejde var en arbejdsplads med vægt lagt på egentligt lønarbejde, til at være en social engageret virksomhed. I nyere tid er der naturligvis stadig lagt stor vægt på produkternes høje kvalitet, men også – og måske især – er der lagt vægt på det sociale aspekt, medarbejderne imellem.
Jeg var selv ansat på Blindes Arbejde omkring årtusindeskiftet, og her lagde jeg mærke til vigtigheden af det sociale samvær. Men jeg lagde også mærke til, at der heldigvis stadig blev lagt stor vægt på at fremstille produkter med meget højt kvalitetsniveau, og det er givetvis det, virksomheden har overlevet på. Blindes Arbejde har et meget godt renomme blandt kunderne, og det har heldigvis været sådan, siden virksomheden startede i 1929.
Undervejs i montagen kan man også erfare, hvordan samfundet gennem tiden har ændret sin stillingtagen til synshandicappedes værdi på arbejdsmarkedet. Op gennem tiden er synshandicappede blevet mere og mere marginaliserede som ligeværdige deltagere på arbejdsmarkedet, og det er der et par fine indslag om i montagen. Det er der desværre ikke lavet om på siden montagen blev lavet, man må nærmere sige tvært imod!
Der er også blevet plads til et par musikindslag i montagen. Rita har komponeret en børstenbindervals, og den må siges at være meget relevant, når montagen handler om Blindes Arbejde.
På Blindes Arbejde er det især håndens arbejde der er i spil, og det er godt. Det er langt fra alle med nedsat syn der her har boglige evner, og de har også brug for en værdig plads på arbejdsmarkedet, og den finder de hos Blindes Arbejde.
Hvordan du får fat i denne montage? I skrivende stund er den ikke tilgængelig, men så snart vores hjemmeside www.blindehistorie.dk bliver moderniseret, vil den blive klar til download herfra, som noget af det første der bliver klar.
Som bonusinformation vil jeg lige fremhæve et direkte link til litteraturoversigten på selskabets hjemmeside
http://blindehistorie.dk/Dokumentarkiv/Litteraturoversigtens%20juli%202017.htm
her findes en oversigt over Rita Cicilie Varmbys øvrige udgivelser, og hvordan du kan komme til at læse dem.
God læselyst
Allan Fohlmann
5. Barndomserindringer, del 1 af Flemming Egedal.
Vi har nu den glæde at blive sat ind i Flemming Egedals univers. Her får vi et meget detaljeret og humoristisk indblik i hans tidlige barndomserindringer.
God læselyst.
Redaktøren.
Jeg er født på Sankt Maria Hospitalet i Vejle i slutningen af juli måned i 1948, og mine første 10 dage af mit nye liv måtte tilbringes i et ilttelt, da jeg tilsyneladende havde besvær ved at trække vejret ved egen hjælp, men jeg overlevede da heldigvis.
Da jeg blev født aftjente min far sin militære værnepligt som militær politibetjent i Nordtyskland, hvor han modtog et telegram, hvori der stod: ”Har født en dreng, 6 pund, 50 cm, Kylle”, så jeg var ikke særlig stor.
Dagen efter min far var hjemsendt fra militæret, blev jeg døbt den 31. oktober 1948 i Sankt Pouls kirke i Vejle, Metodistkirken, og jeg fik navnet Flemming, et navn fra Flemming-bøgerne af Gunnar Jørgensen, som min mor havde læst mens hun ventede mig, selv om min far hellere havde set, at jeg havde fået navnet Lars.
Min far blev i øvrigt ansat som portør ved De danske Statsbaner i Vejle den 15. november 1948.
Et par år før min far blev gift med min mor, havde han fået sig en schæfer-hundehvalp, som blev kaldt ”Bjørn”. Da jeg blev født var hunden fuldt udvokset, men der skete det, som ingen havde forudset, at hunden gik hen og blev jaloux på mig.
Såfremt hunden ikke havde været bundet, var den hoppet op i barnevognen og havde bidt mig, og den var også flere gange ved at bide min mor, og denne situation var i længden ikke holdbar, så resultatet blev, at enten måtte ”Bjørn” eller jeg aflives, men fornuften sejrede da heldigvis til min fordel.
Hunden blev aflivet til min bedstefars store fortrydelse, han boede oven på i mit barndomshjem, og han var særdeles meget glad for hunden, men der var ikke nogen anden udvej.
Mit barndomshjem lå på Irisvej 7 på Søndermarken, som min bedstefar havde opført i 1926.
Alle grundene langs Kolding Landevej var blevet udstykket fra Peder Holms gods i begyndelsen af tyverne.
I min barndom lå der for enden af vejen marker med korn, men hvor der også var græsmarker med køer fra Peder Holms gods, men senere blev godset købt af Vejle Kommune, som udstykkede al jord til parcelhuse, og i dag er al jorden bebygget.
På disse marker legede vi børn da også tit.
Det sjoveste var nu at lege skjul i kornmarkerne, hvor man rigtig kunne gemme sig, men vi kunne være evig forvisset om, hvis der kom en karl fra godset, og han opdagede os, så kunne vi forføje os væk i en vis fart, ellers vankede der øretæver, men det var nu helt fuldt forståeligt.
Dengang tænkte vi jo ikke som børn over, at vi trådte så meget af kornet ned, så det blev ødelagt, når vores leg gik al for vildt til.
Jeg var ikke særlig gammel førend min mor fik en fornemmelse af, at jeg måtte have problemer med mit syn.
Når hun forsøgte at give mig legetøj, rakte jeg ikke ud efter det på samme måde som et normalt seende barn ville have gjort.
Dette skulle jo så undersøges, og jeg har været lidt over 2 år gammel da hun tog mig med til øjenlæge Jacobsen i Vejle.
Den gang kom man ind efter tur, og så var det bare om at vente i al tålmodighed på at man blev kaldt ind til øjenlægen.
Sådan en ventetid kunne godt strække sig over nogle timer, og hvordan blev et godt 2 års barn så, når det skulle sidde stille i denne lange ventetid, jo, lille Flemming var blevet temmelig vrøvlet og meget utilpasset, og øjenlægen fandt da også ud af, at mit syn var helt normalt, men jeg var åndssvag.
Jeg ved ikke, hvordan min mor reagerede på denne diagnose, men helt tilfreds blev hun nok ikke for denne besked.
Resultatet blev da i hvert i fald, at jeg i de næste 8 år, 2 gange om året var til kontrol hos øjenlæge Fabricius Jensen i Fredericia, som fandt ud af, at jeg var født stærkt svagsynet og ikke åndssvag, men helt normal, og glad blev min mor da også for denne besked.
Vi tog altid toget fra Vejle til Fredericia, og øjenlægen havde sin klinik i Norgesgade.
På en af disse rejser til Fredericia, var vi også med passagerbåden en tur fra den gamle havn i Fredericia til Strib, hvor vi også var ude at bade, men hvor der her hurtigt var meget dybt, når man kom ud i vandet, så der skulle passes på, at man ikke druknede.
Andre år gik vi altid en tur på Fredericia-voldene, inden turen gik hjemad igen.
I 1954 var jeg indlagt i en hel uge på øjenafdelingen på Rigshospitalet i København, hvor øjenlægerne skulle finde ud af, hvad der egentlig var i vejen med mine øjne.
Dengang fik min far 12 fribilletter til DSB, og rejsen til København skulle mine forældre selv betale, men med sådan et gode var det jo gratis.
Vi skulle altid køre med almindelige persontog, men da vi skulle være fremme til et bestemt klokkeslæt på Rigshospitalet, havde min far fået dispensation til, at min mor og jeg måtte køre med lyntoget derover, men hjemrejsen skulle ske med persontog, og jeg husker denne rejse som meget lang og tidskrævende.
Øjenlægerne fandt ud af, at det var kromosomerne mellem min mor og far som var årsagen.
Dengang var man ikke så dygtige til at stille de nøjagtige diagnoser som man er i dag.
Først i 1958 kom der en ny øjenlæge til Vejle, Barfoed, som tidligere havde været øjenlæge på Statens øjenklinik på blindeinstituttet på Kastelsvej i København, og han var en dygtig og behagelig øjenlæge.
Jeg var lige fyldt 3 år, da min mormor tog mig med i søndagsskole i Metodistkirken, og det gjorde hun næsten hver søndag.
I de første år gik jeg hos ”de små lam”, hvor vi fik et religiøst billede med hjem, som var meget spændende.
Mormor tog mig også med til Metodistkirkens årlige juletræsfest, men det var der nu ikke meget sjov ved, idet mormor holdt fast på, at jeg skulle sidde pænt og stille ved siden af hende oppe på balkonen, mens de andre børn fik lov til at lege rundt omkring juletræet nede i salen.
Da jeg var blevet lidt ældre, var det min mor som sørgede for, at min lillesøster og jeg kom i søndagsskole næsten hver eneste søndag, og hun holdt stædigt på, at søndagsskolen ikke måtte forsømmes, uanset om det sneede, regnede, var sol eller var vinter.
Vi skulle gå til fods ned til byen, 2 km, hvor Metodistkirken lå, men vi fik da hver en 25 øre til bussen hjem, så vi kunne nå at komme rettidigt hjem til middagsmaden.
Det var nu spændende at gå i søndagsskole, ikke mindst når der var en lægprædikant, der var god til at fortælle historier fra biblen.
Jeg gik i Metodistkirkens søndagsskole i 10 år, og det ophørte først dengang jeg rejste til Refsnæsskolen i august 1961.
Det var en special-kostskole for stærkt svagsynede og blinde børn.
Jeg er så gammel, at jeg har oplevet, hvordan en damptromle så ud, i dag kaldes det for en vejtromle.
I starten af 50’erne skulle Irisvej asfalteres og kloakeret, og her var det damp tromlen blev brugt.
Det var noget af et stort skrummel af en maskine, som blev fyret med kul, og hvor der stod en sort røgsøjle op af skorstenen, men jeg skulle blive inde i haven, så måtte jeg se på den derfra, og det var der jo ikke meget sjovt ved når man nu engang er født nysgerrig.
Min mor mente, at jeg ikke skulle lege så meget med min kammerat, Torben, som lærte mig at bande, det havde han lært af sin far, Svend Aage, der kunne bande temmelig meget, men her havde hun taget grueligt fejl, da jeg havde lært det af min far, som også kunne bande meget.
I hvert fald blev jeg bundet i en snor, så jeg ikke kunne komme ud på vejen og lære disse frygtelige ord af Torben, og det var ikke særligt sjovt at skulle stå bundet der, uden at kunne komme ud og lege med ham, og ikke mindst når han drillede mig på afstand.
Som en godt 5 års-dreng fik jeg en grøn trædebil, som jeg var meget glad for.
Den kørte jeg tit op og ned ad Irisvej med.
En dag ville jeg køre op til landevejen for at køre min far i møde, idet han skulle komme hjem fra sit job ved DSB på Vejle station, men denne dag var han forsinket, så jeg kørte over Kolding Landevej, der dengang ikke var så trafikeret.
Herefter kørte jeg ad Søndermarksvej videre ned ad Kiddes Vej, det er i øvrigt den stejle bakke, som bliver brugt til en af Post Danmarks cykeletaper.
Kiddes vej er så stejl, at det altid, så længe jeg kan huske, har været forbudt at cykle og køre på knallert ned ad den.
Jeg kan endnu huske, hvordan jeg kom helskindet ned af den stejle bakke.
Jeg bakkede hele vejen ned, hvor jeg med trædestængerne kunne holde farten meget langsomt mede, så der ikke skete ulykker. Jeg kan huske, at jeg af og til bakkede ind i en hæk for at få bilen i stå, og turen kunne fortsættes ned ad bakken, men glæden varede kort.
Nede på Søndertorv lå der dengang en stor farvehandel, Theofil Petersen, og her mødte jeg en af min mors kvindelige bekendte fra Metodistkirken, som mente, at jeg vidst nok var kommet lidt langt hjemmefra.
Hun tog mig med ind til farvehandleren, hvor jeg fik en stor malebog, mens der blev ringet efter politiet.
Politiet kom med deres salatfad, hvor jeg og min grønne trædebil blev læsset ind, hvorefter jeg blev kørt hjem, hvor min mor blev meget gal, og min nye malebog blev konfiskeret og trædebilen måtte jeg ikke køre på i en hel uge, og bagefter fik jeg en endefuld og blev sendt i seng.
Kiddes vej var også velegnet som kælkebakke om vinteren, hvor man kunne køre ned ad bakken på sin skoletaske.
Dette gjorde min mor da hun gik i skole på Seligmanns Skole, som lå nede i byen.
Jeg har ikke været mere end 4-5 år da man byttede Irisvej nummer 8.
Det var jo noget der vakte en lille drengs nysgerrighed.
En gang kom min mormor forbi, da jeg stod med armene nede i en murerbalje med vand, og havde det lige så sjovt.
Mormor sagde jo selvfølgelig goddag til mig, og sagde, ”du har det nok sjovt, lille Flemming”, og fortsatte hjem til min mor og sagde, ”du slår ham ikke”, men for hvad vidste min mor ikke, men mormor fortalte så, hvad jeg lavede oppe ved byggepladsen, og så lød det hjemmefra op ad vejen: ”Flemming, så kan du godt komme hjem, og det lige med det samme, og det kan nok være, at hun skældte ud, selv om mormor var til stede.
Det hændte også, at vi skulle en tur til byen en aftens stund, men min mor var ikke altid lige opmærksom på, at jeg var født natteblind, og færdselsskiltet oppe på Irisvej, før landevejen, har jeg adskillige gange ramlet ind i med det til følge, at jeg fik buler i panden.
Skulle det nu hænde, at det var min far jeg fulgtes med, var han opmærksom på, at skiltet stod der, og så ramlede jeg aldrig ind i det, heldigvis.
Da jeg blev større, fandt jeg ud af at gå over på det modsatte fortov, hvor der intet vejskilt var, og så var jeg fri for at støde ind i skiltet og bulerne blev jeg fri for.
Oppe i nummer 3 boede ”gammel Petersens”, som blandt andet havde en søn, Magnus, som min far havde gået i skole med, og var en af hans gode skolekammerater.
”Gammel fru Petersen” stod tit ved havelågen, sæt nu der kom nogen forbi, som hun kunne snakke med, og det havde hun altid lyst til.
Mange af beboerne på Irisvej valgte at gå på det modsatte fortov, for at undgå at skulle tale med hende, da hun altid havde masser af god tid til at snakke, men dette havde naboerne ikke.
Når jeg passerede hende, sagde hun altid, ”god-davs Kurt”, hvortil jeg altid måtte sige, ”jeg hedder Flemming, det er min far som hedder Kurt”, men det rodede hun altid rundt i, da hun på sine gamle dage var blevet lidt glemsom.
Hun kunne godt finde på at invitere mig ind i hendes køkken og give en småkage og et glas saftevand, så fortalte hun om dengang min far var dreng.
Som seksårig stod jeg en dag oppe på taget af vores hønsehus og kastede en kæp frem og tilbage til min legekammerat Torben, som stod ovre i naboens have.
I lang tid gik det godt, men til sidst gik det nu alligevel galt.
Da Torben skulle kaste kæppen tilbage, så jeg den ikke, og den ramte mig i øjet.
Jeg kom ned fra hønsehustaget i en vis fart og strøg lige ind til min mor, som endnu ikke var stået op, da min far havde formiddagsarbejde.
Inde fra naboen, Ny Petersen, blev der ringet efter en ambulance, da vi ikke selv havde telefon, og jeg blev kørt på Sankt Marie Hospitalet, hvor øjenafdelingen dengang lå.
Øjenlæge Jacobsen så på min øjenskade, og han kunne konstatere, at jeg havde været særdeles heldig, idet kæppen havde ramt øjet i øjenkrogen, så øjet ikke var blevet beskadiget.
Det medførte en hel uges indlæggelse på hospitalet.
Øjenlægen spurgte også min mor, hvorfor han ikke havde set mig i flere år, hvortil hun svarede, at jeg gik til kontrol hos Fabricius Jensen i Fredericia, og han sagde, at jeg ikke var åndssvag, men født stærkt svagsynet, men hvad Jacobsen sagde til dette svar, ved jeg ikke.
Til mit barndomshjem hørte der en stor have, der blev udnyttet optimalt.
Det vil sige, at der var ingen græsplæne, men i hele haven blev der dyrket alle former for grøntsager, rodfrugter samt alle former for kål, ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær samt indtil flere frugttræer, et pæretræ, 3 æbletræer og 2 blommetræer samt et stor rabarberbed.
Vi havde også et stort jordbærbed som gav særdeles mange bær.
Overfloden af jordbær var så stor, at en del blev solgt til Brugsen, men da brugsuddeleren snød med afregningen, blev min far så sur, og herefter blev jordbærrene solgt til købmand Holger Jepsen.
Min mor henkogte og syltede alt der var i overflod, som kunne bruges i løbet af vinteren.
Her i blandt var der også hjemmelavet marmelade og syltetøj, saft og henkogte grøntsager, ærter og gulerødder, bønner, rødbeder, asier og drueagurker og græskar, og blommer, kirsebær, pærer og æbler.
Græskar har jeg nu aldrig brudt mig særligt meget om, men de kunne dog spises.
En ting jeg aldrig har fået i mit barndomshjem er peberrod og spinat, som jeg aldeles ikke kan fordrage.
I skellet til bagboen stod der et stort hyldebærtræ, hvor hyldebærrene også blev lavet til saft.
Oppe i baghaven var der et stort hønsehus med høns og en hane, samt tilhørende hønsegård, så vi havde æg til det daglige forbrug, og en slagtet høne i ny og næ.
Bag ved hønsehuset var der en lang række kaninbure, og en gang imellem fik vi så kaninsteg om søndagen, og min far garvede selv skindet, som blev brugt til hjemmesko.
Jeg har altid godt kunnet lide en god og velstegt kaninsteg.
Der var også et kyllingehus, hvor der blev opdrættet kyllinger, som næsten alle blev solgt, mens resten indgik i hønsebestanden.
Næsten alle husejere på vejen havde et hønsehus med tilhørende hønsegård i baghaven, og hver tidlig morgen stund i sommerhalvåret, kunne man høre flere hanegal fra alle hønsegårde.
Det var nok ikke gået i dag, men det var nu hyggeligt at høre på og dengang var man ikke så sart.
Til pinse fik vi dengang ny slagtet hanekyllinger med agurkesalat og nye opgravede kartofler.
Hjemme havde vi også en kolonihave, som lå lidt længere ude på Søndermarken.
I denne have var der 7 kirsebærtræer og 3 æbletræer.
I haven blev der udelukkende dyrket kartofler og kål samt porrer.
Når min far var på arbejde, gik jeg på kirsebærrov, og dette opdagede han aldrig.
Engang var politibetjent Larsens søn, Birger, også på kirsebærrov, men det kom min far og opdagede, og han var henne hos Larsen på Irisvej 24 og få sig en snak med ham vedrørende hans søns tyveri af bærrene, og han måtte betale erstatning til min far.
Min far var jo ansat ved DSB på Vejle station.
Når min far havde nattevagt, var der også tid til at fiske i Sønderåen, der løb under jernbanen, selv om det var strengt forbudt.
Jeg kan stadig erindre, at når man en tidlig morgen kom ud i vaskehuset, lå der friskfanget ørreder i en spand vand.
En god og velstegt ørred smagte særdeles godt, og når så den var gratis, var smagen endnu bedre.
Der var jo ikke ret mange på vejen som var velbjergede, mødrene var jo hjemmegående, så alt hvad der kunne dyrkes eller skaffes på anden vis var med til at højne levestandarden.
Der var kun en familie som havde bil, og det var maskinmester Rasmussen i nummer 14, der havde en Opel Olympia.
Den gang kom mælke- og fiskehandleren med hest foran deres vogne ned ad Irisvej, og det skete da også, at de efterlod sig hestepærer på vejen.
Man var aldrig i tvivl om, når fiskehandleren var på vej, så stimlede alle katte frem fra haver for at få fiskeaffald.
Engang havde nogle heste efterladt nogle hestepærer på vejen ud for maler Laursen i nummer et.
Fru maler Laursen beordrede mig til at fjerne disse hestepærer, og der var ingen kære moder, så jeg måtte tudende fjerne hestepærerne med de bare hænder, og bære dem ind i hendes have og lægge dem under roserne, som gødning.
Det var i øvrigt Poul Madsen fra Irisvej 11, som var mælkemand.
En gang holdt han med vognen på Kolding Landevej med front ned mod byen, og mens han var inde hos en kunde, syntes hesten at det tog for langt tid.
Hest og vogn, uden kusk, begyndte at køre ned ad bakken mod byen, hvor staldene var, men da de skulle runde det første sving, væltede vognen og alle mælkeflasker røg af, men til al held brækkede stangen, og hesten kunne så fortsætte i løb hjem til den varme stald, som lå i Odins gade nede i vejle.
Som barn havde vi ikke bil, men i maj 1961 købte min far sin første bil, en Renault 4 CV.
Der var 3 familier der hver sommer lejede et folkevognsrugbrød, så blev der kørt på en heldagsudflugt, hvor vi havde mad med til hele dagen.
Jeg fik altid lov til at sidde foran, som min far sagde, ”så kan du bedre se, hvad vi kører forbi på turen”.
Det ene år gik turen til ”Fyns Alper”, Svanninge Bakker ved Fåborg.
Det var et skønt naturområde, hvor der var et udkigstårn, hvor man kunne se ud over hele området.
Disse ture fortsatte også efter, at jeg kom på Refsnæsskolen, men dem deltog jeg, af naturlige grunde, ikke i.
Som 10-årig fik min far en motorcykel af sin onkel Anders.
Det var en Harley Davidson med sidevogn, årgang 1927, 1000 kubik.
I sommerhalvåret, når vejret var til det, kørte vi lange ture på motorcyklen.
Jeg sad på bagsædet, mens min mor og lillesøster sad i sidevognen.
En af de første ture gik fra Vejle til Kolding og videre til Skamlingsbanken, og da vi passerede Bramdrupdam, 23 km fra Vejle, læste jeg det som Amsterdam, så jeg troede vi var i Holland, da jeg dengang ikke vidste, hvor langt der var til dette land.
Dette afstedkom jo en vis morskab, som jeg har hørt mange gange for senere i mit liv.
Et sted vi kom meget tit, var på Stenhøj i nærheden af Rosenvold Slot på nordsiden af den ydre del af Vejle fjord.
Stedet var en stor skov, hvor der blandt andet i skoven lå et gammelt voldsted, Staxevold, forgængeren for Rosenvold Slot.
Så havde vi medbragt mad til hele dagen, primusapparat, så den hjemmelavede færdige middagsmad kunne varmes op, og der kunne brygges kaffe.
Mange ture gik også til Vesterhavet, blandt andet til Blåvand og Vejers strand.
Her havde mine forældre altid medbragt mad til hele dagen, men hvis primusapparatet ikke ville tændes som følge af blæsevejr, kunne min far godt nok blive meget utilpasset, så vi måtte køre ind i landet, hvor der var mere læ, så han kunne få gang i primusapparatet, og maden kunne blive varmet.
På denne måde kom jeg mange steder i Jylland og på Fyn, som kunne nås på en dagstur.
Andre ture gik også til Djursland, hvor Ebeltoft blev besøgt, og siden er jeg kommet der næsten hvert år, ikke mindst efter jeg blev kæreste med en kvinde fra denne by.
I mit barndomshjem havde vi i halvtredserne lokum i gården i et træskur, men der var dog indlagt kommunevand, dog ikke rindende vand på lokummet.
Om vinteren var der ikke til at være der for kulde.
Om sommeren var der ikke til at være der for fluer, som var en irriterende plage for rumpen, når man sad på tønden med den bare ende.
Skulle man have behov for et lille besøg på ”det lille hus”, var det ikke ligefrem en duft af roser, som man blev mødt af, når man trådte ind på lokummet, men nærmest en uhumsk stank, men sådan var det jo dengang.
Dengang kørte der jo natrenovation rundt med hestevogn om natten for at tømme folks lokummer, men hjemme var det min far, som begravede indholdet i en lang rende under rabarberne, og de trivedes særdeles godt, skal jeg hilse og sige.
De sanitære forhold var mildt sagt meget elendige, nærmest uhumske.
Vi havde intet badeværelse, så det ugentlige bad foregik i en zinkbalje på køkkengulvet, og da vi havde et gammeldags støbejernskomfur, var der en vandbeholder, hvor vi kunne tage det varme vand fra, så vi kunne få et bad, men vandet blev ikke skiftet, så min søster og jeg blev badet i det samme vand.
Jeg var altid så heldig at være den første der kom i bad.
Den almindelige morgensoignering foregik ved køkkenvasken, koldt vand, så hygiejnen var nu ikke af den bedste.
Der blev først indlagt toilet og bad i 1960, og hvis der er en ting, som jeg ikke savner i dag, så er det de dårlige sanitære forhold, som man havde dengang.
Omkring 1959/60 fik alle huse på vejen indlagt vandkloset, og det var alle nu glade for, så var man fri for de gammeldags lokummer.
En tradition var også, at min mormor og morfar med mellemrum holdt en familiemiddag.
De boede på Søndermarksvej 58, ikke ret langt fra mit barndomshjem.
Det kunne for os børn være en meget lang middag vi skulle igennem, da morfar holdt meget fast på, at børn ikke talte med ved bordet, med mindre de blev direkte adspurgt og det blev vi næsten aldrig, og da vi havde stor respekt for ham, sad vi blot der og kedede os nok så bravt.
Morfar holdt altid på, at der skulle holdes bordskik, så vi fik ikke lov til at forlade bordet før end middagen var slut og der var bedt fra bordet.
Morfar brød sig ikke særlig meget om børn fra de var fra 2 til ti år.
Nu var jeg hans første barnebarn, og jeg havde en særlig status hos ham, og han talte evig og altid om jernbaner, han var ansat ved DSB i Vejle fra 1916 til 1961.
Det er fra ham min store interesse for jernbaner blev vakt.
Jeg har da også kørt en del med de gamle lyntog, som blev taget i brug ved Lillebæltsbroen indvielse den 14. maj 1935, hvor der kørte 2 lyntog fra København til Fredericia.
Heldigvis har Dansk Jernbane Museum i Odense et af disse gamle lyntog, og så vidt jeg ved, er det køreklar.
Min mormor var noget af det sødeste, når morfar var på arbejde.
Så besøgte jeg hende meget tit, og når jeg så skulle gå hjem, sagde hun altid, ”Pas nu på, lille Flemming, når du går over landevejen”, selv om jeg var over 10 år gammel, men så bekymret var mormor altid for mig.
Inde hos naboen, Peter Lorensen i nr. 9, kom natrenovationen heller ikke.
Naboen havde et stort cementrør med et cementdæksel over oppe i baghaven, hvor de tømte deres lokumsspand, og hvor der stod et stort dejligt kirsebærtræ ved siden af.
Cementdækslet var todelt, så det kunne skydes fra hinanden, når lokumsspanden skulle tømmes.
Engang havde jeg skubbet cementdækslerne fra hinanden, mens min bedste legekammerat Torben sad oppe i kirsebærtræet, og da han slap grenen for at hoppe ned, ja, så havnede han i resterne fra lokumsspandene, og han duftede ikke lige frem af violer, da han kom op fra sumpen.
Nabokonen, Grethe Lorensen havde samme dag haft storvask af sengelinned, som hang på tørresnore ned langs havegangen, og da Torben benede hjem, kunne han jo ikke undgå at der kom en del ubehagelige pletter på det nyvaskede sengelinned.
Hans mor, Else, de boede lige over for, ville aldeles ikke have ham ind i huset, men ned i vaskehuset, hvor han blev skyllet af og fik rent tøj på, mens min mor trak af med mig og pakkede mig i seng, som straf for min forseelse.
Min mor gik tit på kaffeslabberas hos nabokonerne.
Dette gjorde hun også hos Nancy, som boede på Floras vej 8, og jeg gik i klasse med hendes datter Bente.
Hun havde en storebror, Jørgen, som havde et luftgevær, som jeg skulle prøve, men hvad jeg ikke vidste, så sad der et hagl i løbet, og jeg skød min klassekammerat Mogens i låret, som også boede i samme boligkarré, og hvor min mor blev tovlig, men det var kun et lille kødsår, men alligevel var det nu ikke særligt heldigt, hvad jeg havde lavet, og det kunne hun bruge lang tid til at holde et foredrag over.
Engang havde Søndermarksskolen bal i Håndværkerforeningens store sal, og her skulle jeg være kavaler for Bente, og min mor holdt stejlt på, at jeg skulle købe en is til hende, og dette ville jeg ikke, men her hjalp ingen kære mor, så jeg måtte nødtvungent købe denne is til hende, men ikke nok med det, jeg skulle så sandelig også danse en dans med hende, og hvor hun dog drillede mig bagefter.
Det hændte også, at drengene fra blomstervejene havde slagsmål med drenge fra Møllevangen, som var boligblokke.
Så blev der brugt alle former for slagvåben, også et luftgevær.
Det var ikke så heldigt, idet en dreng fra Møllevangen blev ramt af et hagl, så hans far meldte den pågældende dreng til politiet, og sikken ballade der blev bagefter.
En myte blandt Søndermarkens drenge var, at hvis man forvildede sig over i vestbyen, som var et rigtigt arbejderkvarter, men hvor der dengang også lå mange husvildebarakker på Sofievej, hvor boligstandarden var meget ringe.
Her lød det altid, hvis I bliver taget til fange af disse drenge, bliver I slæbt op i grusgraven, som lå på den anden side af Vardevej, og så får I neglene brændt af, men jeg har nu aldrig hørt om, at nogen har prøvet denne voldsomme straf.
I 1953 holdt mine forældre og min lillesøster, som er 2 og ½ år yngre end som jeg, og jeg ferie i Dansk Folkeferies landsby ved Middelfart, hvor hytterne lå ned til Lillebælt.
Min søster, som altid har været vild med vand, måtte bindes med en snor, ellers var hun strøget ned til vandet, som på dette sted var meget dybt.
I 1954, året før jeg kom i skole, holdt mine forældre, søster og jeg og en anden familie, Gertrud og Bruno og deres børn, Egon og Sonja, som var på alder med os, vores sommerferie, et sted, som hedder Saltbæk vig, ca. 10 km fra Vejle, på sydsiden af fjorden.
Selve hytten, ”Vægterborgen”, tilhørte metodistkirken og lå kun 5 meter fra vandet, og den lå i en lille rydning mellem jernbanen og fjorden, hvor der også lå en anden lejrhytte ”Tønder Kahytten”, men adgangsforholdene til de 2 hytter var ikke særlige gode, da der kun var adgang til fods langs stranden, uanset hvilken vej man kom fra.
Det var noget af en rejse at komme til Saltbæk Vig.
Alt skulle jo bringes med hjemmefra, soveposer, mad, tøj osv., som blev pakket i, hvad der nu var forhåndenværende.
Vi tog med bybussen fra Søndermarken ned til banegården, hvorfra vi så gik ned til havnen og ombord på Fjordbåden ”M/S Munkebjerg”, som sejlede os til landingsstedet nedenfor det gamle hotel ”Munkebjerg”, ca. knap 7 km fra vejle.
Turen videre til Saltbæk gik så til fods ad en sti ca. 1/5 km om igennem skoven til Uths hus, et tidligere fiskerhus i bindingsværk med stråtag.
Men dengang var huset blevet sommerbolig for familien Uth, hvor min far var kommet meget som barn, idet han gik i klasse med en af deres sønner, Niels Jørgen, hans bedste kammerat.
Her kunne min far låne en robåd, så vi kunne sejle de sidste ca. 1/5 km med alt vores store oppakning om til rydningen, hvor de 2 hytter lå.
Ellers skulle der traves langs med stranden, hvor der lå nedfaldne træer fra den stejle høje skråning, som lå helt ud til fjorden.
Vi kunne ganske vist krydse jernbanesporene, ikke helt lovligt, når vi skulle op til Ankjær Skovby for at købe fødevarer m.v.
Det var en travetur på ca. knap 3 km op igennem skoven.
Det var en utrolig dejlig hytte, men nok lidt primitivt efter nutidens standard, men hvor var der dog fredeligt.
Skoven lå jo helt ned til jernbanen, og det eneste, som kunne forstyrre freden var, når der i ny og næ passerede et tog, og det gjorde der jo ikke så tit dengang.
”Vægterborgen” lå så fredeligt uden for alfarvej, så der kom aldrig en sjæl forbi.
Toilettet var et lokum med bræt og spand, og vand fik vi fra et rør, som var stukket ind i skråningen, og vandet indeholdt så meget jern, så det smagte rædselsfuldt, og der var heller ingen strøm.
Hver dag, når solen skinnede, kunne vi bade i fjorden, men det skulle være med badetøfler, da fjorden var temmelig mudret og fyldt med små sten.
Min far havde som dreng lavet en model af en træbåd med sejl, som jeg fik lov til at sejle med, og med en lang snor i kunne jeg sejle med den i vandet så den ikke drev til havs.
Min far har altid været lystfisker, og han lånte en robåd ved Uths, og så fiskede han i fjorden og stangede ål, men her måtte jeg ikke komme med.
Sæt nu at lille Flemming faldt overbord, og da jeg ikke kunne svømme, og da jeg altid har været meget vandskræk, hvad kunne der så ikke have været sket, og dengang brugte man jo ikke redningsveste.
Som sagt var vi sammen med en anden familie, som havde en dreng, Egon, på min alder.
Han havde sin cykel med, og her var det, at jeg lærte at cykle.
I 1955 holdt vi ferie i D.S.U.’s sommerhus sammen med Niels Jørgen og Laura og deres børn på Skæring strand nord for Århus.
Her fyldte jeg 7 år, men jeg fik først min fødselsdagsgave, da vi kom hjem, en splinterny cykel, min første cykel.
Det var desværre en pigecykel, men som min far sagde, ”så kan lillesøster overtage den med tiden”.
Inden der i mit barndomshjem kom en tilbygning, havde vi et vaskehus.
Nå, engang skulle jeg skynde mig ud på det ”lille hus”, og det foregik på bare fødder.
Ude på stentrappen til vaskehuset stod der en mælkeflaske af glas, som jeg ikke havde set, og den sparkede jeg til, så den røg hen ad gulvet og glasset knustes, men, som sagt, skulle jeg skynde mig ud og forrette et lille ærinde på lokummet.
Så jeg tog et stor skridt hen over vaskehusgulvet.
Skridtet var ikke langt nok, så jeg trådte lige op i bunden af mælkeflasken, og det lige på den venstre fods trædepude.
Det blødte som bare pokker, selv et håndklæde kunne ikke stoppe blødningen ordentlig, og blodet gik igennem.
Inde ved naboen i nr. 5 blev der telefoneret efter en ambulance, og den kom ret hurtigt med fuld udrykning med hylende sirener, så alle på hele vejen var klar over, at der var sket et eller andet hjemme hos os.
Min mor og jeg blev kørt til skadestuen på Vejle Amts og Bys sygehus, hvor hun blev placeret i venteværelset, da hun ikke kunne tåle at se blod, ellers var hun blot besvimet.
Jeg blev ført ind på skadestuen, hvor foden blev bedøvet, og så blev der syet 8 sting i foden, så blødningen kunne stoppes, hvorefter den blev indbundet i bandage.
Jeg har stadig et stort ar på min venstre fods trædepude.
Vi var 4 børn fra Irisvej, Rita Larsen, Lone Madsen, Torben Pedersen og jeg som startede i skolen den 1. april 1955 på Søndermarksskolen og der gik jeg så de første 6 år.
Efter femte klasse blev klasserne delt således, at de boglige stærke elever blev samlet i klasser for sig selv, mens de mindre stærke boglige elever, blev samlet i andre klasser.
Jeg kom i en af klasserne for de boglige stærke elever, men i den nye klasse fik jeg udelukkende nye lærere, som ikke var uddannet til at forstå, hvordan de skulle tage det fornødne hensyn til en synshandicappet elev.
Det medførte, at mine standpunkter i løbet af skoleåret blev dårligere, jeg var ikke blevet dummere, men det var i længden ikke holdbart for mig.
Min mor og øjenlægen blev enige om at det bedste for mig ville være, at jeg skulle fortsætte min skolegang på ”Refsnæsskolen” ved Kalundborg, en specialkostskole for blinde og svagsynede børn.
Om jeg havde lyst til dette, blev jeg ikke spurgt om.
Før man kunne komme i skole, skulle man vaccineres for kopper, og det fik jeg på hos doktor Viggo Johnsen, vores familielæge, men den ene slog ikke ordentligt an, så jeg måtte på den igen, og det var en ubehagelig vaccination.
Jeg er også blevet Calmettevaccineret, dette var mod tuberkulose, men hvornår jeg blev dette, kan jeg ikke erindre, men en gang om året blev man stukket på oversiden af underarmen, og slog man ikke ud, skulle man revaccineres, men det er jeg ikke blevet.
En gang om året skulle man til skolelægen.
Her blev ens helbred tjekket, det vil sige brok, øjne og hørelse, samt om den almene helbredssituation var i orden, vægten var normal osv.
Vi fik dengang ikke taget blodprøver.
Mit største mareridt var synsprøven, hvor jeg ikke, som de andre klassekammerater, kunne se så langt ned på tavlen med bogstaverne, men det blev mærkværdigvis nok ikke påtalt, mens jeg hørte på det.
Det fik min mor at vide, efter jeg var sendt ud i venteværelset igen.
Som barn havde man 6 børnesygdomme, mæslinger, skoldkopper, røde hunde, fåresyge, kighoste og skarlagensfeber, hvoraf jeg kun har haft de 3, mæslinger, skoldkopper og fåresyge.
Fåresyge havde jeg i efteråret 1960, og siden har jeg ikke været syg af nogen særlig art, og influenza havde jeg sidste gang i foråret 1959, så jeg må, som min læge har sagt til mig, have et særdeles godt immunforsvar.
Jeg har jo selvfølgelig haft de almindelige vinterforkølelser, men ikke så voldsomt, at de har krævet sengeleje.
Op gennem halvtredserne blev jeg vaccineret mod polio 5 gange, og senere fik jeg sukker med denne vaccine 3 gange, så man må sige, at kroppen var vaccineret mod denne sygdom, så man var blevet godt og grundigt sikret.
Jeg mindes også, at vi med års mellemrum blev sendt til Vejle Sygehus’ tuberkulosestation for at få lungerne gennemlyst for at sikre, at vi ikke havde tuberkulose.
Den gang var der også skoletandlæge, men den var samlet på Damhavens skole, der lå nede i byen, hvor denne skole var opført i 1954.
Som 10-årig skulle jeg for første gang have gjort noget ved mine tænder.
En mælketand skulle trækkes ud, men ih du forbarmende, sikke en spektakel der blev.
Tandlægen, som var en kvinde, skulle bedøve mig med en sprøjte, og dette ville jeg så sandelig ikke.
Jeg blev nok temmelig utilpasset og meget hysterisk, men så knaldede hun mig en syngende lussing, men herefter blev jeg medgørlig.
Bedøvelsen fandt sted uden mere vrøvl, og tanden blev trukket ud.
Siden, når jeg kom til tandlæge, kom jeg altid ind til hende, som jeg havde fået tillid til.
Hvert år var skolen på en udflugt.
I første klasse var vi så heldige at komme af sted 2 gange, idet skoleåret i 1956 først begyndte efter sommerferien.
Udflugten lå altid i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni måned.
I 1955 var vi med fjordbådene M/S Hvidbjerg og M/S Munkebjerg til Ulbækhus, som ligger på nordsiden af Vejle fjord, hvor der var en stor legeplads.
I 1956 var vi med Vandel Banen, som i øvrigt blev nedlagt året efter, til Vingsted Centret, men det var før det blev udvidet til det store Center, som det er i dag.
I 1957 og 1958 var vi ved Bygholm Slot i Horsens, men det var der nu ikke noget sjovt ved.
I parken til Bygholm slot lå det gamle slot på en høj borgbanke, en borgruin, som man dengang ikke rigtig forstod noget af og havde interesse for.
I 1959 og 1960 var vi på Kongebrogården ved Middelfart, men det ene år måtte jeg undvære lommepenge, idet jeg havde været så uheldig at smadre en rude hos naboen, og min mor holdt på, at den skulle jeg selv betale, men min bedstefar gav mig en to-krone, selv om han ikke havde så mange penge, og det vidste min mor intet om.
I 1961 gik turen til Odense Zoo, og dengang lå der et stort tivoli i tilslutning til den zoologiske have, som var mere spændende.
Alle disse udflugter foregik altid med tog, bortset for sejlturen til Ulbækhus.
Udflugten til Odense foregik i gamle personvogne med træsæder og åbne for- og bagperroner.
Jeg havde kun gået i første klasse i en måneds tid, da jeg blev kørt ned af en bil på Kolding Landevej.
En dag stod jeg oppe ved landevejen og så på den forbikørende trafik.
Med et fik jeg øje på 2 sprittere, der stod ovre på det andet fortov og skændtes så gudsjammerligt.
Da jeg altid har været meget nysgerrig af mig, skulle jeg jo selvfølgelig over for at høre, hvad deres uenighed gik ud på, men så langt kom jeg aldrig.
Nede fra byen kom der med langt mellemrum 2 personbiler, troede jeg da, en Opel Olympia og en Folkevogn, men det jeg havde overset var, at da Opelen var passeret, havde jeg bedømt afstanden til Folkevognen forkert, da jeg ville krydse landevejen så den ramte mig med stor kraft med den højre forskærm, og derfra blev jeg slynget op på en modkørende lastbilkøler hvorfra jeg faldt ned på kørebanen.
Jeg kan stadig erindre, at jeg selv kravlede ind på fortovet og at ambulancen kom, og den ville jeg ikke med, men så husker jeg heller ikke mere, førend jeg lå hjemme i min seng, efter at have været kørt med en ambulance til behandling på Vejle Sygehus’ skadestue.
Foruden en hjernerystelse, som man ikke blev indlagt på sygehus for dengang, slap jeg med nogle hudafskrabninger i ansigtet og en på det ene knæ.
I flere måneder efter uheldet turde jeg ikke passere landevejen alene, så min mor måtte gå med op og hjælpe mig over vejen, idet min kammerat, Torben, ikke ville føre mig over.
Fortsættes i del 2.
6. Selskabets 25-års jubilæum 2019 af Poul Lüneborg
Den 18. november 2019 kan selskabet fejre sit 25 års jubilæum. Det skal naturligvis markeres og fejres på behørig vis. Det var der enighed om på årets generalforsamling den 17. februar i år.
Bestyrelsen blev opfordret til at nedsætte en jubilæumsgruppe til at forestå forberedelsen af, hvorledes vi sammen kan synliggøre og festligholde den runde fødselsdag.
Thorvald Kølle fra bestyrelsen var den, der først foreslog, at jubilæet skulle festligholdes. Det skulle ifølge Thorvald naturligvis være med musik. Bestyrelsen har foreløbig bedt Thorvald om at indgå i en jubilæumsgruppe.
På det kommende bestyrelsesmøde den 21. juni 2018 håber bestyrelsen for alvor at få sat fart i arbejdet i gruppen. Hertil behøver vi medlemmer som har ideer til markeringen af jubilæet og som eventuelt har lyst til at indgå i gruppens arbejde.
Foreløbig forestiller bestyrelsen sig, at jubilæet skal markeres i forbindelse med næste års generalforsamling lørdag aften den 16. februar og næste dag søndag formiddag med et arrangement. Derudover skal der naturligvis laves et arrangement i forbindelse med selve fødselsdagen mandag den 18. november 2019. Endelig skal jubilæet selvfølgelig også markeres på forskellig måde i de nyhedsbreve, som fødselaren udsender i løbet af det kommende år. Alt dette ligger lige for, men der kan også tænkes andre måder at markere jubilæet på. Medlemmer af selskabet som har ideer og forslag til arbejdet i jubilæumsgruppen og som eventuelt synes det kunne være spændende at indgå i gruppen bedes kontakte Thorvald på Tlf. +45 22 78 18 27 eller sende ham en mail herom på hans mailadresse thorvald@cool.dk
I bestyrelsen håber vi på mange gode forslag og tilsagn fra medlemmer om at medvirke til at den runde fødselsdag vil blive husket. Generalforsamlingen gav bestyrelsen vide rammer både indholdsmæssigt og økonomisk til synliggørelse af jubilæet, så arbejdet i gruppen har alle forudsætninger for at blive spændende.
7. Blindskrift, artikel om den japanske designer Takahashi
Alle tiders opfordring
Den nedenstående artikel, som Poul Lüneborg har fundet til nyhedsbrevet, burde være en opfordring til alle at søge et større kendskab til punktskriften. I stedet for mere eller mindre at afskaffe den pga. den digitale udvikling, bør man vise større forståelse for blindes ret til et skriftsprog. Ved mere eller mindre at afvikle punktskriften, gør man de blinde til analfabeter. Hvad ville sortlæserne sige, hvis man afskaffede deres skriftsprog pga. den digitale udvikling?
Der ville lyde et ramaskrig og vilde protester, hvis man afskaffede sortskriften.
Med denne foromtale, så læs nedenstående artikel.
Redaktøren
Nu kan alle læse blindeskrift. Ny font kombinerer braille med ‘rigtige’ bogstaver
En morgen vågnede den japanske designer Kosuke Takahashi op og stillede sig selv et umiddelbart simpelt spørgsmål: »Hvorfor kan jeg ikke læse braille?« Braille – eller blindeskrift – ses aldrig rigtigt i det offentlige rum. Takahashi mener ikke , at de, der ser normalt, går op i det, men alene i Danmark er op mod 50.000 mennesker afhængige af de små runde knopper for at kunne læse. Alligevel er det kun få seende, der kan læse eller gøre sig forståelig med de små systematisk placerede forhøjninger i papiret.
I sine nye fonte Braille Neue Standard og Braille Neue Outline kombinerer den japanske designer det latinske og japanske alfabet med det næsten 200 år gamle braille-system. Et sprog, der blev skabt af den franske blindepædagog Louis Braille for overhovedet at give blinde og synshandikappede muligheden for at læse og kommunikere.
Ved at kombinere de små prikker med streger, som man kan gøre det i malebøger til børn, har Takahashi siden 2016 forsøgt at integrere blindeskriften med bogstaver, man nemt kan læse. Blandt andet med hjælp fra en ven, der bruger braille.
Nu håber Takahashi, at blindeskrift kan blive mere almindeligt kendt. Særligt håber han på et samarbejde med de olympiske lege og ikke mindst de paralympiske lege i Tokyo i 2020. Ved at bruge de nye fonte på de mange skilte, der skal produceres i forbindelse med legene, tror Takahashi på, at man kan »skabe et virkelig universalt sted, hvor enhver kan finde den information, de søger«.
Artikel fra Politikkens Kultursektion 3. maj 2018
Artiklen er illustreret af 3 illustrationer:
1. Det danske alfabet – i hvert bogstav er indtegnet det tilsvarende bogstav i punktskrift
2. Tallene 1 – 0 hvor det tilsvarende punktskrift i 6-prikkode er indtegnet
3. De japanske skrifttegn for latinske bogstaver, hvor der i hvert tegn er indtegnet det tilsvarende bogstav i punktskrift
8. Interviewprojekt – hvad skete der i 1960-70erne?
af Poul Lüneborg
I 2013 blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Dansk Blindesamfunds Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg og Blindehistorisk Selskab.
Det vigtigste tema på møderne i denne gruppe har været den blindehistoriske samling, som i 2011 blev overført fra Blindeinstituttet til Medicinsk Museion under Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Vi har siden denne overflytning løbende i selskabets nyhedsbrev fortalt om de initiativer, som er taget for at bevare og udvikle samlingen. Her har det omfattende digitaliseringsprojekt, som er blevet finansieret gennem en fondsdonation på 1.3 mio. kr. og som forventes afsluttet med udgangen af juni måned i år, stået i centrum.
Blindehistorisk Selskab har med udgangspunkt i drøftelserne i arbejdsgruppen og med Ion Meyer fra Medicinsk Museion besluttet at supplere og opdatere samlingen gennem 2 initiativer.
For det første har vi gennem de seneste 3 år arbejdet med det såkaldte registreringsprojekt, hvor medlemmer og andre kan indsende information om hjælpemidler, lydoptagelser, tryksager m.v. med henblik på, at disse registreringer kan forelægges for Medicinsk Museion. Gennem disse registreringer har det været vores håb, at vi vil kunne medvirke til at opdatere og supplere den eksisterende samling. Det er imidlertid ikke alt som har interesse for Medicinsk Museion, da registrering og opbevaring af yderligere genstande m.v. er ressourcekrævende. Vi har til gode at få fastlagt nærmere retningslinjer på området. Hertil kommer at registreringsprojektet i en periode efter Henning Eriksens død i december 2017 har manglet en ankermand. Det har bestyrelsen taget fat på at råde bod på.
Det andet initiativ, som selskabet har taget har til formål at beskrive blindes leve-, uddannelses- og erhvervsvilkår i 1960-70erne.
Det har været et ønske fra Medicinsk Museion at få nogle personprofiler, som fortæller om de vigtige ændringer i blindes beskæftigelsesmuligheder, som tog sin begyndelse for knap 50 år siden. For at forfølge denne tanke besluttede bestyrelsen, at nedsætte en projektgruppe, hvis opgave det er at gennemføre 25 interview til belysning af blindes levevilkår m.v. i 1960-70-erne.
Projektet falder i 3 faser:
Fase 1. Fastlæggelse af interviewguide, panel på 25 interviewdeltagere og budget for det videre arbejde.
Fase 2. Gennemførelse af de 25 interview.
Fase 3. Afrapportering af projektet i form af en mindre rapport.
Arbejdsgruppen som blev nedsat for knap 2 år siden har på grund af frafald blandt sine medlemmer forklaret at man ikke ser sig i stand til at gennemføre projektet.
Nu har 3 af bestyrelsens medlemmer imidlertid besluttet sig for at tage udfordringen op og søge at gennemføre de 25 interview og sammenskrive indtrykkene fra disse i en rapport. Redaktør Rita Cecilie Varmby, kasserer Ole Brun Jensen og sekretær Thorvald Kølle ser meget gerne, at nogle engagerede medlemmer melder sig til dette arbejde.
Der er allerede lagt et betydeligt arbejde i dette projekt med hensyn til at formulere de spørgsmål som skal lægges til grund ved hvert interview. Der er tillige indhentet tilsagn fra en række medlemmer, som er villige til at lade sig interviewe.
I bestyrelsen har vi tilstræbt at give den nedsatte arbejdsgruppe den størst mulige oplevelse af ejerskab til projektet og den størst mulige indflydelse på gennemførelsen af dette.
Synes du det lyder spændende at være med til at gennemføre disse interview, så fortæl det til en af de 3 nævnte.
Rita kan kontaktes på tlf. 36 17 14 10 eller mail: rcvarmby48@gmail.com
Ole på tlf. 40 62 11 23 eller mail: ole@obj.dk
Thorvald på tlf. 22 78 18 27 eller mail: thorvald@cool.dk
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.lüneborg@gmail.com
Næstformand René Ruby
Jagtvej 14A 2. tv.
2200 København N
Mobil +45 29 93 09 69
Mail: rene.ruby@parkmail.dk
Kasserer Ole Brun Jensen
Skovgårdsvænget 168
8310 Tranbjerg J
Tlf. +45 86 72 55 72
Mobil +45 40 62 11 23
Mail: ole@obj.dk
Redaktør Rita Cecilie Varmby
Ramsingsvej 4 3.th.
2500 Valby
Tlf. +45 36 17 14 10
mobil +45 21 43 02 23
Mail: rcvarmby48@gmail.com
Sekretær Thorvald Kølle
Clermontgade 29. 1.
4000 Roskilde
Tlf. +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
1. suppleant Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Tlf. +45 32 51 35 52
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant Allan Fohlmann
Løvegade 69 2. th.
4200 Slagelse
Tlf. +45 82 43 82 43
Mobil +45 25 53 82 43
Mail: fohlmann@stofanet.dk