Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 2 / 2018
1. Indholdsfortegnelse
2. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
3. Referat af generalforsamlingen den 17. februar 2018, af René Ruby
4. Medlemsarrangementet den 23. november 2017, af René Ruby
5. “Blind Taknemmelighed”, af Kaj Elgaard
6. Efterlysning af lydbog, tidsskrifter m.v.,af Poul Lüneborg, formand
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger
2. Hilsen fra formanden
af Poul Lüneborg
Søndag eftermiddag den 18. februar rejste jeg sammen med nogle af mine bestyrelseskolleger glad hjem fra en vel overstået generalforsamling på Fuglsangscentret. Det var meget glædeligt, at hele 42 havde besluttet sig for at deltage i arrangementet.
Bestyrelsens beretning og de mange forelagte forslag blev alle underkastet en velvillig behandling, som man kan læse i René Rubys referat andetsteds i nyhedsbrevet. På trods af alvorlig sygdom havde kasserer Henning Backs fundet nogle usete kræfter frem, selv hævdede han at det var whiskysmagningen dagen før der var forklaringen. Henning fremlagde regnskabet for 2017. Bestyrelsen besluttede efter udsendelsen af det reviderede regnskab, at indarbejde udgiften på 20.000 kr. til projektet om indlevering af Blindes Arbejdes arkiv til Rigsarkivet i det fremlagte regnskab. Selskabet modtog i 2016 pengene til projektet fra Blindes Støttefond, men beløbet blev imidlertid først udbetalt i begyndelsen af indeværende år, umiddelbart efter at det blev konstateret, at beløbet som forfaldt i 2017 ikke var blevet udbetalt til Blindes Arbejde. Generalforsamlingen var enig i bestyrelsens anbefaling af at beløbet blev regnskabsført i regnskabet for 2017, hvor udgiften retteligen skulle have været betalt. Det medfører et underskud for året på godt 18.000kr. Ved vurderingen heraf skal det erindres, at regnskabet for 2016 udviste et overskud på godt 10.000kr. og at der i 2017 er afsat 5.000 kr. til udgivelse af Henning Eriksens Museumsdagbog. Ser vi på regnskaberne for 2016 og 2017 under et har vi haft udgifter på knap 3000 kr. mere end vi har haft indtægter. Det lever vi med i bestyrelsen og det kunne generalforsamlingen heldigvis også. Opgaven i det nye år bliver at forsøge at gøre dette endnu bedre. Nogen vil måske synes, at jeg har brugt lidt for mange ord på denne sag. Det har jeg gjort for at fortælle hvor svært det fra tid til anden kan være at løse alle opgaver til tiden, når alvorlig sygdom griber forstyrrende ind i en forening, der bygger på frivilligt arbejde.
Den nyvalgte bestyrelse har som omtalt i Dansk Blindesamfunds medlemsblad nr. 3/2018 konstitueret sig med René Ruby som næstformand, med Rita Cecilie Varmby som redaktør og med Thorvald Kølle som sekretær. Herudover blev Ole Brun Jensen valgt som vores nye kasserer og Leif Martinussen og Allan Fohlmann som 2 aktive suppleanter, der deltager i bestyrelsens møder. Vi skylder Henning Backs og Erik Kiørbye stor tak for deres indsats i bestyrelsen siden sidste års generalforsamling. Jeg vil ikke her undlade, at udtrykke min store beundring for den udholdenhed og livsvilje, som Henning har udfoldet siden sidste forår på trods af store helbredsmæssige udfordringer.
Som tidligere omtalt blev 2017 året hvor vi måtte tage afsked med webmaster Haakon Fløe Jensen og redaktør Henning Eriksen. Det er endnu ikke lykkedes at pege på en afløser på posten som webmaster, hvorfor alle gode forslag er meget velkomne. Derimod har vi fået en ny redaktør, der som Henning Eriksen, har en del publikationer bag sig, hvilket man kan forvisse sig om ved opslag på litteraturlisten på selskabets hjemmeside – www.blindehistorie.dk. Her tegner Rita sig for 4 titler, hertil kommer flere artikler som er publiceret i selskabets tidligere nyhedsbreve.
På det konstituerende møde dagen efter generalforsamlingen, tog bestyrelsen straks fat på nogle af de opgaver, som var blevet behandlet på generalforsamlingen. Vi har således nedsat en sparringsgruppe bestående af Kurt Nielsen, René Ruby og mig selv som sammen med Dorte H. Silver, skal forestå redaktionen af Henning Eriksens manuskript til hans Museumsdagbog. Det er forventningen at der kan informeres om dette arbejde i et kommende nyhedsbrev inden bogen udkommer i slutningen af juli måned i år.
Derudover har vi besluttet at indkalde Søren Jensen til en drøftelse af hjemmesidens fremtid på et kommende møde den 22. marts, denne sag vil der også blive informeret om i næste nyhedsbrev.
Endelig skal det nævnes at bestyrelsen forventer at kunne udsende et medlemsbrev i slutningen af marts eller i begyndelsen af april sammen med Medlemslisten for 2018 og de reviderede vedtægter.
Søndag formiddag efter generalforsamlingen kom i den grad til at sætte fokus på en af selskabets vigtigste blindehistoriske mærkesager. Museumsinspektør Jacob Kjærgård fra Medicinsk Museion i København fortalte om det arbejde, som han har forestået gennem de seneste par år med den blindehistoriske samling fra det tidligere Blindehistoriske Museum ved Blindeinstituttet.
Det er mit håb at Jacob Kjærgårds oplæg i en eller anden form vil kunne bringes som en artikel i et senere nyhedsbrev. Spørgelysten blandt deltagerne var meget stor, hvilket fortæller at Jacob Kjærgård med sit oplæg engagerede og inspirerede tilhørerne. Der var stor tilfredshed med orienteringen om samlingens aktuelle situation.
Til dette nyhedsbrev har René Ruby tillige skrevet en omtale af det fine medlemsarrangement, som blev afholdt den 23. november 2017 med selskabets tidligere kasserer Arne Krogh i hovedrollen. Dette arrangement var selskabets sidste initiativ med henblik på at fokusere på at 2017 markerede 10 året for opløsningen af Dansk Blindesamfunds Amatørteater. Gennem 60 år har denne teaterforening haft den allerstørste betydning for mange blinde.
Som opfølgning på medlemsarrangementet på Fuglsangscentret med museumsinspektør Jacob Kjærgård, planlægger bestyrelsen i maj måned et medlemsarrangement med Hans og Henrik Olsen, hvor de fortæller om deres liv og supplerer fortællingen med lydglimt fra væsentlige begivenheder og oplevelser. Arrangementet forventes afholdt i Valby på Solterrasserne. I et kommende nyhedsbrev vil der blive informeret om dette medlemsmøde.
Nyhedsbrevets blindehistoriske hovedartikel bærer titlen ”Blind Taknemmelighed” og er skrevet af Kaj Elgaard, der studerer historie ved Københavns Universitet. Kaj Elgaard henvendte sig i november sidste år og bad om råd og vejledning om hvor han kunne finde litteratur om Kjædeordenens hjem for blinde kvinder i Klerkegade i København. Her kunne vi i selskabet under henvisning til litteraturlisten på hjemmesiden anvise 11 titler. Artiklen er således et resultat af tankerne bag oprettelsen af litteraturoversigten, som allerede har været til inspiration fra adskillige studerende, som har ønsket at fordybe sig i et emne indenfor blindes historie.
Det er derfor med den allerstørste fornøjelse, at selskabet kan bringe denne artikel, som tager sit afsæt i Carl Bjarnhofs bog ”Den korte dag er lang nok”, som blev offentliggjort i efteråret 1958, samme år som forfatteren rundede 60 år. I Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 20 fra 1958 har jeg hentet følgende citat fra Jacob Paludans anmeldelse af bogen i Dagbladet Politiken:
”I grunden er det en bog om diskrimination, forskelsbehandling, et emne af aktualitet verden over, her sammentrængt i et sidegadehus; kunsten behøver ikke mere, når den råder over den lønlige perspektivskabende magi. Logebrødrenes filantropiske stiftelse, glemt af verden, glemmer man ikke for det første i dens litterære genbillede”.
2018 er således 60 året for bogens udgivelse, og samtidig året hvor Carl Bjarnhof den 28. januar ville være fyldt 120 år. Jacob Paludans betragtning er nok værd at lægge sig på sinde i år, hvor Folketinget behandler et lovforslag om forbud mod diskrimination på grund af handicap.
Nyhedsbrevet afsluttes med kontaktoplysningerne på den nyvalgte bestyrelse og en fornyet efterlysning af referatet af selskabets stiftende generalforsamling den 18. november 1994, nogle gamle punkttidsskrifter og en lydudgave af Thomas J. Carrolls bog ”Blindhed” fra 1961.
God læselyst.
3. Referat af generalforsamlingen den 17. februar 2018, af René Ruby
Dagsorden:
1. Åbning og velkomst.
2. Navneopråb og præsentation af deltagerne.
3. Valg af dirigent og stemmetællere.
4. Godkendelse af dagsordenen.
5. Godkendelse af referatet af generalforsamlingen i 2017.
6. Bestyrelsens beretning.
7. Regnskab for 2017.
8. Fastsættelse af kontingent.
9. Indkomne forslag.
Der var følgende forslag:
- Forslag angående modernisering af hjemmesiden.
- Beskrivelse af revisorernes opgave.
- Udligning af rejseudgifter til generalforsamlinger.
- Om Medlemslisten.
- Om oprettelse af en diskussionsliste.
- Om placering af medlemsarrangementer.
- Om selskabets 25 års jubilæum i 2019.
- Om skabelse af en “fremtidscontainer”.
- Om udgivelse af Henning Eriksens “Museumsdagbog”.
10. Forslag om ændring af selskabets vedtægter i forhold til proceduren for godkendelse af generalforsamlingsreferater.
11. Valg af:
- Formand
- Kasserer
- Et bestyrelsesmedlem for to år
- Et bestyrelsesmedlem for et år
- To suppleanter
- To revisorer
- En revisorsuppleant for et år.
12. Eventuelt.
Ad punkt 1: Formand Poul Lüneborg bød velkommen og glædede sig over det store fremmøde.
Ad punkt 2: Der foretoges en præsentationsrunde og det konstateredes at der var 42 til stede og heraf 39 stemmeberettigede.
Ad punkt 3: Som dirigent valgtes Torben Koed Thomsen. Som stemmetællere valgtes Gyrithe Kiørbye, Kurt Nielsen og Anne Sparre.
Ad punkt 4: Ove Gibskov foreslog at punkt 8 (Fastsættelse af kontingent) og punkt 9 (Indkomne forslag) skiftede plads, idet vedtagelse af de indkomne forslag eventuelt kunne få betydning for fastsættelse af kontingentets størrelse. Med ombytning af punkterne 8 og 9 blev dagsordenen herefter godkendt.
På bestyrelsens indstilling blev René Ruby valgt til referent.
Ad punkt 5: Referatet fra generalforsamlingen 18. februar 2017 blev godkendt uden bemærkninger til referatet.
Ad punkt 6: Beretningen for 2017 var blevet udsendt i Nyhedsbrev nr. 1 2018. Poul Lüneborg gennemgik beretningens hovedpunkter og konstaterede indledningsvist at selskabet talte 123 medlemmer ved generalforsamlingens afholdelse. 5 er afgået ved døden, 5 har ikke længere ønsket medlemskab og 12 nye medlemmer er kommet til. Der har således samlet set været en medlemsfremgang. Herefter mindedes han de aktive kræfter i selskabet som var gået bort i det forgangne år. Det vil ikke mindst sige Henning Eriksen og Haakon Fløe Jensen.
På foranledning af selskabet er Blindes Arbejdes arkiv Ligesom Blindes Støttefonds arkiv indleveret til Rigsarkivet i det forgangne år. Begge arkivindleveringer er finansieret af Blindes Støttefond.
Herefter omtalte Poul Lüneborg nyhedsbrevene, som udkom i 4 nummer i 2017, samt tiltag på hjemmesiden herunder en opdateret og stærkt udvidet litteraturliste. Sidstnævnte har resulteret i flere henvendelser fra studerende.
To projekter har måttet ligge stille som følge af manglende kræfter. Det drejer sig dels om registreringen af blindehistoriske effekter og dels om en interviewundersøgelse om blindes levevilkår i 60erne og 70erne. Begge projekter vil der blive arbejdet videre med idet omfang der findes kræfter til det.
Poul Lüneborg omtalte blandt andet også 10 året for amatørteaterets opløsning i 2007 som dels er blevet mindet gennem to medlemsarrangementer i 2017 og dels via fremskaffelsen af indtil dato 30 optagelser fra amatørteatret som vil blive lagt op på selskabets hjemmeside.
Endelig omtalte Lüneborg bestyrelsens arbejde. Dette har været godt men præget af sygdom. Henning Eriksen afgik ved døden i december efter lang tids sygdom og Henning Backs er også alvorlig syg. Trods dette var Henning Backs mødt frem til generalforsamlingen for at afleverer regnskabet. Dette resulterede i en klapsalve fra salen.
Herefter var der kommentarer og spørgsmål fra salen. Ove Gibskov indledte med at omtale samarbejdet i den blindehistoriske arbejdsgruppe mellem selskabet og Kultur- og Fritidspolitisk udvalg, som har været fremragende de forløbne to år.
Hanne Skipper roste formanden for sin store indsats i det forløbne år og foreslog herudover at der ved arrangementer engageredes seende hjælp således at nødvendig seende bistand ikke skulle hænge på de svagtseende og ledsagere. Thorvald Kølle oplyste hertil, at på Interessegruppens arrangementer er der seende hjælpere som får det til at glide uproblematisk.
Efter enkelte øvrige kommentarer blev beretningen enstemmigt godkendt.
Ad punkt 7: Kasserer Henning Backs gennemgik regnskabet for 2017. Dette viste indtægter på 31.530,00 kr. og udgifter på 50.030,60 kr., hvilket giver et underskud på 18.500,60 kr. Underskuddet skyldtes at finansieringen til indlevering af Blindes Arbejdes arkiv fra Blindes Støttefond på 20.000 kr. var indsat i 2016, men betalingen herfor forfaldt i 2017, betalingen fandt imidlertid først sted primo 2018, da den manglende betaling blev konstateret. Ved udgangen af 2017 var selskabets aktiver på i alt 169.527,46 kr.
Regnskabet blev herefter godkendt uden bemærkninger.
Ad punkt 8: Der var i alt 9 forslag fremsat af bestyrelsen eller som bestyrelsen havde samlet sammen fra generalforsamlingen i 2017.
Forslag ang. modernisering af hjemmesiden: Poul Lüneborg redegjorde for forslaget. Bue Vester Andersen har gennemgået hjemmesiden og fremlagt en redegørelse, hvoraf det fremgår at en betydelig opgradering af hjemmesiden er nødvendig hvis den skal kunne klare de forventninger man måtte have i fremtiden. Samtidig skal det gøres lettere at være webmaster på hjemmesiden. På baggrund af denne redegørelse er Søren Jensen blevet bedt om at fremkomme med bud på hvor meget en sådan opgradering vil koste. Søren Jensen har opstillet tre typer af pakker på henholdsvis 4.000, 10.000 og 30.000 kr. alt efter hvor omfattende en opgradering der ønskes og i sidstnævnte med webmaster inkluderet et efterfølgende år. Poul Lüneborg afsluttede redegørelsen for dette forslag med at hensigten med fremlæggelsen på generalforsamlingen ikke var en stilling tagen til hvilken af de tre pakker, men alene om at give bestyrelsen mandat til at gå i gang med en opgradering af hjemmesiden og at der vil blive brugt nogle penge herpå.
Den efterfølgende diskussion drejede sig primært om tilgængeligheden af hjemmesiden. Hans Olsen nævnte at Da Søren Jensen er i samme situation som os vil der automatisk blive taget hensyn hertil. Poul Lüneborg oplyste at det er grunden til at der er indhentet tilbud fra netop Søren Jensen. Samtidig vil en opgradering også gøre det lettere at finde en ny webmaster i forhold til at arbejde med det nye hjemmesideformat. Samtidig skal hjemmesiden også være et arkiv for alt det historiske materiale som selskabet ligger inde med, hvorfor en opgradering af hjemmesiden ikke mindst er vigtig. Poul Lüneborg takkede for en positiv modtagelse af forslaget som bestyrelsen vil arbejde videre med og der vil løbende blive orienteret om arbejdet hermed i nyhedsbrevene.
Forslag om beskrivelse af revisorernes opgave: Poul Lüneborg oplyste at på baggrund af sidste års diskussion om revisorernes opgave er bestyrelsen fremkommet med et forslag om en præcisering af disses opgaver. Efter enkelte bemærkninger blev de nye retningslinjer for revisorer taget til efterretning.
Forslag om udligning af rejseudgifter til generalforsamlinger: Poul Lüneborg oplyste at forslaget fremkom på sidste års generalforsamling. Forslaget vil enten betyde en kontingentforhøjelse eller en forhøjelse af deltagergebyret. Bestyrelsen kan ikke støtte forslaget, da den er af den opfattelse at et så lavt kontingent som det nuværende er ønskeligt og heller ikke gerne ser en forhøjelse af en deltagerbetaling som for øjeblikket er på 450 kr. i døgnet. På denne baggrund anbefaler bestyrelsen ikke den nuværende ordning ændret.
Forslaget gav anledning til en del diskussion og herunder nævnte Ove Gibskov at han havde kendskab til to med kun folkepensionen som på grund af rejseomkostningerne ikke deltog i generalforsamlingen. Henrik Olsen Afviste forslaget med begrundelse i det meget store arbejde, der vil ligge for en kasserer i at administrerer en rejseudligning. Ole Brun Jensen foreslog, at hvis der endelig skulle ske en ændring, så kunne det i stedet indføres at bestyrelsen kunne ansøges om et tilskud i lighed med den ordning der er i Interessegruppen.
Diskussionen endte med to forslag dels en fastholdelse af den nuværende ordning og dels forslag om at bestyrelsen arbejder videre med en eller anden form for ny ordning. Resultatet blev at 24 stemte for fastholdelse af den nuværende ordning og 5 for at bestyrelsen arbejder videre med en eller anden form for ændring. 10 stemte ikke.
Forslag om fortsættelse af udsendelse af Medlemslisten: Poul Lüneborg redegjorde for medlemslisten. Der er indført en velfungerende procedure for listen og den fungerer godt. Medlemslisten udkommer en gang om året og det er hensigten at den skal udkomme umiddelbart efter årets generalforsamling. Efter enkelte opklarende spørgsmål til listen og proceduren for listen blev det enstemmigt vedtaget at listen og proceduren for listen fortsættes.
Forslag om oprettelse af en diskussionsliste: Poul Lüneborg redegjorde for bestyrelsens holdning til dette forslag, som også var fremkommet på sidste års generalforsamling. Dansk Blindesamfunds server er for øjeblikket overbelastet hvorfor det ikke på nuværende tidspunkt er aktuelt at etablerer en e-mail-diskussionsliste. Løses dette problem på et tidspunkt kunne en diskussionsliste være et middel til at få informationer hurtigt ud. Informationer udsendes i dag på henholdsvis cd, punkt, sort og på e-mail. Det betyder at det er næsten umuligt af få informationer samtidigt frem til alle. Dette gav anledning til en række indlæg for og imod en diskussionsliste og at informationer udsendes på en sådan og at det udsendes på de øvrige medier med de forsinkelser postforsendelser indebærer. Formandens orientering blev taget til efterretning.
Forslag om en mere geografisk jævn placering af medlemsarrangementer: Poul Lüneborg redegjorde for at den hidtidige praksis har været at medlemsarrangementer enten afholdes i foråret eller efteråret og placeres i hovedstadsområdet, hvor det største antal medlemmer bor eller på Fuglsangscentret. Herudover afholdes arrangementer på andre tidspunkter eller placeringer kun hvis arrangementets karakter tilsiger det. Poul Lüneborg ville derfor ikke love at placerer arrangementer andre steder i landet eller på andre tidspunkter, fordi der ikke er kræfter eller medlemstilslutning hertil. Der var ingen bemærkninger hertil.
Forslag om markering af selskabets 25 års jubilæum i 2019: Selskabet har 25 års jubilæum i 2019 og Poul Lüneborg foreslog derfor på bestyrelsens vegne at der afsættes et beløb hertil et rammebeløb på 10.000 kr. Under den efterfølgende diskussion påpegede Ove Gibskov at 10.000 kr. var et lille beløb og ønskede at bestyrelsen havde en større buffer at arbejde med. Herudover fremkom konkrete forslag til indhold. Bestyrelsen endte med at få godkendelse til at arbejde videre med jubilæumsplanerne og med en ikke nærmere defineret buffer.
Forslag om skabelse af en “fremtidscontainer”: Forslaget har været fremsat på flere generalforsamlinger. Poul Lüneborg erklærede at forslaget ikke er droppet, men da der er grænser for hvor mange aktiviteter bestyrelsen kan påtage sig, er det udskudt på nuværende tidspunkt. Melder der sig imidlertid medlemmer som vil påtage sig et sådan tiltag vil det kunne genoptages. Bestyrelsens holdning blev taget til efterretning.
Forslag om udgivelse af Henning Eriksens “Museumsdagbog”: Poul Lüneborg redegjorde for at dette arbejde allerede er igangsat. Tidligere informationsmedarbejder på Videncenter for Synshandicap Dorte H. Silver forestår redaktionen af museumsdagbogen med en redaktionsgruppe. Selskabet har indtil nu bevilget 5.000 kr. og har fået tilsagn fra Dansk Blindesamfund om yderligere 30.000 kr. Selskabet vil forsøge at skaffe det resterende beløb op til 50/60.000 kr. til udgivelsen, men det kan blive nødvendigt at øge bevillingen på de 5.000 kr., hvorfor det nævnes på generalforsamlingen. Der var ingen bemærkninger direkte hertil.
Ad punkt 9: Bestyrelsen foreslog kontingentet uændret på 150 kr. Da der ikke var andre forslag blev dette vedtaget.
Ad punkt 10: På baggrund af forslaget på generalforsamlingen i 2017 fremsatte bestyrelsen et forslag om, at proceduren for godkendelse af generalforsamlingsreferater ændres i vedtægterne, således at generalforsamlingsreferater fremtidigt alene skal godkendes af bestyrelsen og dirigenten og ikke på det efterfølgende års generalforsamling. Forslaget følger standardvedtægterne for kredsgeneralforsamlinger i DBS. Forslaget blev vedtaget uden yderligere bemærkninger.
Ad punkt 11 Valg.
Ad punkt 11 a: Poul Lüneborg blev genvalgt som formand uden modkandidater.
Ad punkt 11 b: Eftersom Henning Backs afgår som følge at sygdom vælges kassereren kun for et år. Ole Brun Jensen blev valgt uden modkandidater.
Ad punkt 11 c: René Ruby genopstillede og blev valgt som bestyrelsesmedlem for to år uden modkandidater.
Ad punkt 11 d: Som følge af at Henning Eriksen var afgået ved døden skulle der vælges yderligere et bestyrelsesmedlem. Rita Cecilie Varmby blev valgt uden modkandidater.
Ifølge § 7 stk. 12 i selskabets vedtægter vælges formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer på lige år for 2 år. Poul Lüneborg, René Ruby og Rita Cicilie Varmby blev derfor under henvisning til denne bestemmelse alle valgt for de kommende 2 år.
Ad punkt 11 E: Leif Martinussen genopstillede og desuden opstillede Allan Fohlmann pr fuldmagt. Begge blev valgt uden modkandidater.
Ad punkt 11 F: Som revisorer valgtes Henrik Olsen og Kurt Nielsen uden modkandidater.
Ad punkt 11 G: Torben Koed Thomsen valgtes som revisorsuppleant uden modkandidater.
Ad punkt 12: Under punktet eventuelt var der enkelte bemærkninger som var blevet berørt tidligere under dagsordenen. Flere af de nyvalgte takkede for valget. Endelig takkede Torben Koed Thomsen for god ro og orden. Afslutningsvis takkede Poul Lüneborg de to afgående bestyrelsesmedlemmer Henning Backs og Erik Kiørby for deres indsats og store arbejde samt ønskede de nyvalgte velkommen i bestyrelsen. Sluttelig takkede han for en god generalforsamling og for opbakningen.
Lørdag den 17. februar 2018 René Ruby (referent)
4. Medlemsarrangementet den 23. november 2017
af René Ruby
Blindehistorisk Selskab afholdt den 23. november et medlemsarrangement om amatørteatret på Solterrasserne i Valby med 28 deltagere. Amatørteatret blev opløst i 2007 efter 60-års virke og Blindehistorisk Selskab fik overdraget amatørteatrets midler og optagelser af forestillinger.
Aftenen blev indledt med et oplæg af teaterets mange årige aktive medlem Arne Krogh. Derefter afspilledes en optagelse af teatrets opsætning af Skærmydsler af Gustav Wied fra 2000.
Arne Kroghs foredrag var præget af den karisma, som er helt kendetegnende for ham. Krogh talte om sin tid på teatret som indledtes i 1961. I 1960-erne foregik teatrets øvelser på Kathrinedalsvej i Vanløse og forestillingerne havde premiere i Bogensegade på Østerbro. Senere flyttede øvelserne til det nye institut, da det åbnede på Rymarksvej i Hellerup. Kroghs foredrag var rigt på levende beskrivelser af teatrets instruktører og livet, der omgærede teatrets virke.
Amatørteatret samarbejdede med Teaterkatten, men kom også rundt i landet blandt andet optrådte teatret på Asgård højskole. Amatørteatret var således også med til at nedbryde de fordomme seende måtte have om synshandicappede på denne måde.
Amatørteatrets storhedstid afløstes efter nogle årtier af tiltagende nedgang. Øvelsesvilkårene på instituttet blev for dårlige og det blev for dyrt at benytte instituttets faciliteter til øvelser. Samtidig kom der ikke nye spillere til. Der var heller ikke den samme publikumsinteresse som tidligere, hvor der i storhedstiden kunne være et publikum på 250 til premiererne. Alt dette sammen med de forringede vilkår på instituttet betød at teatret stoppede og i 2007 blev det endelig opløst.
Efter afspilningen af amatørteatrets opførelse af Skærmydsler var der spørgsmål til Arne Krogh ligesom andre blandt publikum, der havde været aktive på teatret fortalte morsomme anekdoter fra deres tid på teatret.
Blindehistorisk Selskab har foreløbig 30 optagelser fra amatørteatret. Disse optagelser er digitaliseret og vil senere kunne aflyttes på selskabets hjemmeside, idet omfang ophavsretsreglerne ikke stiller sig hindrende for en sådan offentliggørelse. Det samme gør sig gældende for nogle interview, som Knud Clausen lavede om teatrets start og første år. Disse interview foreligger også i digitaliseret form og vil senere kunne aflyttes på hjemmesiden.
Et stort tak til Arne Krogh for en meget spændende aften og sine beskrivelser af teatrets liv, som også gjorde det levende for os der ikke har oplevet amatørteatrets storhedstid.
5. “Blind Taknemmelighed”
af Kaj Elgaard
Inden den tankevækkende artikel, vil Kaj Elgaard selv fortælle, hvem han er, som kan ses i det nedenstående. Her får vi også baggrunden for artiklens tilblivelse.
Rita Cecilie Varmby, redaktør.
Jeg er Kaj Elgaard, 61 år gammel og bachelorstuderende i Historie på Københavns Universitet. (Nå, så var det da på tide, vi fik fremdriftsreformen, vil nogen måske sige…)
Jeg er også uddannet journalist fra DJH og har arbejdet primært som redaktionssekretær, redaktionschef eller nyhedschef på dagblade som Frederiksborg Amts Avis og B.T.
De seneste 10 år af min karriere arbejdede jeg hos Aller Media og var syn år chefredaktør på Ude og Hjemme. På grund af uenighed om den forretningsmæssige linje med bladet, blev vi enige om at gå hver sin vej, og jeg fik en rigtig god fratrædelsesaftale, som gav mig mulighed for at begynde på historiestudiet.
Blind taknemmelighed er opstået af flere forskellige elementer. Jeg var egentlig på jagt efter en historie om to forskellige former for socialforsorg. Nemlig at der i 1800-tallets København var i hvert fald to forskellige slags fattige: De rigtig fattige, hvor hver dag var en overlevelse, hvor fattighuset var en realitet, og hvor druk og prostitution var en del af dagligdagen. Den anden form for fattigdom var de pæne fattige, der kæmpede for ikke at falde ned gennem det ikke eksisterende sikkerhedsnet og ende hos de rigtig fattige. I denne forbindelse stødte jeg på Kjøbenhavns Bespisningsanstalt, der – ligesom blindehjemmet – lå i Klerkegade 10 og blev drevet af Kjæden. Jeg tror, det var i forbindelse med min søgen i Kjædens arkivalier på Rigsarkivet, at jeg stødte på Bjarnhof-sagen. Den ligger pænt pakket i sin egen arkivkasse, og er lige til at gå til.
Opgaven var en formidlingsopgave, og her var jeg jo med min journalistiske baggrund på hjemmebane. Til gengæld var der også udfordringer i at skrive en historie, der starter i 1774 med Kjædens stiftelse og slutter i omkring 1970, hvor den sidste blinde kvinde forlader Klerkegade.
Temaet med taknemmelighed kom til mig, da den kommunale valgkamp var i gang samtidig med jeg samlede materiale til opgaven. Jobcentrets ofre var meget markante i deres retorik, og det slog mig, at vi har et samfund, hvor “den forsørgede klasse” havde fået en stærk og legal stemme, der taler rettens sprog. Men taknemmelighed er blevet til noget helt andet og mere personligt. Det jeg kalder kvindeugebladenes artikler om indre taknemmelighed.
Min vejleder, Jes Fabricius Møller, mente, at vi burde skrive bogen om taknemmelighed. Muligvis. Men det bliver ikke lige nu. Lige nu kæmper jeg en ulige kamp mod historiefagets teoretiske side, som ikke er nær så spændende som at grave gode historier frem fra arkivernes gemmer.
Blind taknemmelighed
Er begrebet taknemmelighed forsvundet ud af vores liv. Eller
er taknemmelighed reduceret til at være en indre følelse, der dyrkes i kvindeugebladene på linje med tarmskylninger og glutenfri tærter? Forsvinder taknemmeligheden, når det offentlige overtager sociale opgaver? Har retten til sociale goder udryddet taknemmeligheden? Spørgsmålet tager forfatteren Kaj Elgaard fat på sin bog ”Tak skal du ha’”. I dette kapitel viser forfatteren, hvordan taknemmelighed ændrer sig fra at være en gangbar valuta, når der afregnes for social hjælp, til at være fraværende og erstattet af et princip om ret til sociale ydelser. En gruppe blinde kvinder er omdrejningspunktet.
”I den kolde februar morgens grå dæmringslys sad de langs bordets sider og ventede.
Der var tolv på den ene side og elleve på den anden. De sad tæt albue ved albue – også til venstre, hvor der kun var elleve – og en tom stol. De tav. Ingen sagde noget. De sad bare og ventede…
Om lidt ville et tårnur langt borte slå otte. Det var det, de ventede på. Måske de også ventede på deres morgengrød. Det gjorde de vel. Men når man så dem sidde der langs bordets sider – ens, eller næsten ens – med lukkede øjne og lukkede begivenhedsløse ansigter og brune, strikkede trøjer og hverdagsgrå kjoler, når man så deres tavse munde og tålmodigt foldede hænder, kunne man også få den tanke, at de bare sad og ventede på at blive født. Eller de sad og ventede på opstandelsen.”
Vi er i Blindehjemmet i Klerkegade i det centrale København. Vi ved ikke rigtig hvornår, men et godt gæt er, at scenen udspiller sig en gang i 1940’erne. Teksten er indledningen til Karl Bjarnhofs roman: Den korte dag er lang nok”. Bogen beskriver livet og hverdagen for hjemmets beboere – 24 blinde kvinder, samt lederen af hjemmet og hendes næstkommanderende. Forfatteren slår tonen an til trøstesløsheden. De 23 i lokalet – for der er netop blevet en ledig plads – sidder et sted mellem fødsel og opstandelse, og den mest opsigtsvækkende begivenhed er, at tårnuret slår. Tiden går.
Hvis fortællingens indledning er stille og begivenhedsløs, står det i skarp kontrast til reaktionerne, der fulgte da bogen og skuespillet baseret på bogen kom på hylderne i 1959. Trusler om injuriesag og gensidige beskyldninger fløj gennem luften og dagspressens spalter. Hvorfor kom dette sammenstød mellem en social filantropisk forening, der drev et blindehjem og en social indigneret reporter, der i øvrigt selv var blind?
Hjælp til de blinde
23. april 1811. Der er bestyrelsesmøde i Selskabet Kjæden. Denne gang sidder der også en gruppe mennesker rundt om et bord. De har ikke lukkede øjne og begivenhedsløse ansigter. De venter ikke på, at livet går. De får livet til at ske.
Gruppen af mænd udgør bestyrelsen – eller gouvernementet – i det hemmelige selskab ”Kjæden de tre vise af Østerland”. Den aktuelle opgave er at beslutte, hvor Kjæden skal lægge sine filantropiske kræfter i fremtiden. Bestyrelsen har spurgt logens medlemmer, og sidder nu med forskellige forslag på bordet. Kjæden er – ud over at være en loge for samfundets spidser – et socialfilantropisk selskab, der bruger sine midler på at hjælpe samfundets svage. Selskabet har for eksempel gennem en årrække stået bag Kjøbenhavns bespisningsanstalt.
Selskabet er gammelt. Hvornår det præcis er stiftet ved ingen. Men alle omkring bordet ved, at selskabet blev ”fornyet” i november 1774. I almindelig tale betyder det, at selskabet blev rekonstrueret efter at have ligget stille i en årrække. Ni af de ti stiftere var frimurere, og der er visse fælles berøringspunkter mellem de to loger. Noget, der adskiller de to hemmelige selskaber er, at hos Kjæden er kvinder velkomne som medlemmer.
I selskabet kommer samfundets absolutte spidser med den enevældige kong Christian VIII med titel af ordensherre som den mest prominente deltager. Senere indskrev Frederik VIII, prins Harald og prins Gorm sig ind som ordensherrer. Selv i dag har Kjæden deltagelse af en kongelig ordensherre personificeret i dronning Margrethes kusine, prinsesse Elisabeth. Samfundets fine har fundet sammen i Kjæden.
For bordenden ved mødet sidder overhofmarskal Adam Wilhelm von Hauch. Han er ordenens stormester – en travl herre med et talent for organisation. Ved siden af jobbet ved hoffet har han gennem tiderne adskillige andre betydningsfulde hverv. Bl.a. som chef for Det Kongelige Teater.
Hauch er beslutningstræfferen. Hans tid er ikke til snak og pjat. Medlemmerne havde fremsendt syv forslag. De seks gled hurtigt forbi hofmarskalens kritiske øjne, mens et forslag fra professor Christian Brorson fik nøjere opmærksom.
Teologen professor Christian Frederik Brorson havde som præst haft et par blinde konfirmander. Derfor gik han i offensiven for, at Kjæden for fremtiden skulle rette sin godgørenhed mod de blinde i samfundet. Brorson havde fremsendt sit begrundede forslag til bestyrelsen, og her kan man læse, hvorfor Brorson finder blindesagen værdig – og hvorfor de øvrige i Kjædens bestyrelse griber denne mulighed. Brorson er i sin begrundelse inde og røre ved hele fundamentet for, hvorfor disse travle mænd fra samfundets top i det hele taget skal beskæftige sig med social virksomhed. Svaret er ganske enkelt: Det gør dem godt.
Brorson skriver i sin indstilling til bestyrelsen: ”Velvilje skal ej blot lyde fra vore læber, men lede og besjæle vores handlinger! Vor lykke bliver sødere, når vi deler den med ulykkelige, og vi føler os mere ædle og tilfredse når vi understøtter trængende, når vi ved, de i os ser deres fædre og velgørere! Oh! Held dig ædle – dersom det måtte lykkes dig, at samle nogle lykkelige eller dog nogle mindre ulykkelige, som i dig ser en venlig skytsånd.” Taknemmeligheden fra modtagerne af hjælpen er brændstoffet, der driver socialfilantropien i samfundets øverste kreds.
Hauch er straks med på Brorsons idé. Som den gode administrator han er, får hofmarskal Hauch Brorson til at udarbejde en handlingsplan for undervisning. For hoved-ideen bag hjælpearbejdet er at sætte de blinde i stand til at forsørge sig selv. Allerede 3. maj 1811 sætter Hauch gang i arbejdet med at skaffe økonomi til det, der skal blive til Danmarks første blindeinstitut. Hauchs gode kontakter til kongehuset giver kontant udbytte. Med et personligt bidrag på 1000 rigsdaler sætter Kong Frederik VI tryk på indsamlingen. Samtidig får Kjædens initiativ lov til at bære navnet ”Det Kongelige Institut for Blinde”. Flere af kongehusets medlemmer tegner sig for personlige bidrag, så hofmarskalen har gjort sit arbejde godt på de bonede gulve.
En almindelig indsamling udenfor ordenen blev sat i gang, og 1. juni 1811 blev der holdt stiftende bestyrelsesmøde, hvor man vedtog, at ”Det Kongelige Institut for Blinde” skulle begynde sin virksomhed den 10. juni. Hvad man end måtte mene om tankesættet bag etableringen af blindeinstituttet, må man anerkende effektiviteten i arbejdet. Masser af handling på meget kort tid. Det indsamlede beløb blev på 10.900 rigsdaler. Arbejdet med at hjælpe de blinde kunne gå i gang.
En forklaring på, at Kjæden havde en forkærlighed for de blinde, kan også skyldes den almindelige opfattelse af blinde i datidens samfund. Næstformanden i Dansk Blindehistorisk selskab, historiker og ph.d. René Ruby, der selv er blind og har skrevet flere afhandlinger om blindhed, handicap og afvigelse i en historisk sammenhæng, peger på de blindes særlige stilling i samfundet: ”Blinde er en gruppe, som i særlig grad har været betragtet med sympati og en gruppe som i særlig grad havde behov for omsorg. Man ser det i middelalderlige tiggerforordninger og i fattigloven af 1708, hvor blinde nævnes som den første gruppe i første klasse, som er omfattet af adgangen til hjælp. Initiativerne op gennem 1800-tallet viser at de blinde har været handicapverdenens aristokrati. Man ser det også i den åndelige og kulturelle dannelse, som de blinde i både Kjædens- og statens blindeinstitut til tildeles – modsat andre handicapgrupper,” mener Rene Ruby.
De blinde tager scenen
De første skridt mod et blindeinstitut bliver foretaget i lejede lokaler i Aabenraa 34. Her begynder man arbejdet med at udvælge og senere undervise 12 blinde. Lærerkræfterne er en blanding af frivillige og professionelle. Brorson, der var instituttets reelle leder, underviste for eksempel i kristendom og moral.
De blinde skulle hives ud af den nedværdigende lediggang og få mulighed for at forsørge sig selv. At blive gode samfundsborgere. Ud over almindelige former for håndarbejde blev der også undervist i musik. Denne undervisning gav åbenbart så gode resultater, at udvalgte blinde fik lov til at optræde på selve det kongelige teater. Som tidligere nævnt havde stormester Hauch forbindelser til teateret. Denne kontakt blev udnyttet til at skaffe penge i kassen til instituttet, der – bortset fra et mindre statstilskud – levede for indsamlede midler.
Fra 1816 til 1847 var der en årlig gallaaften i det kongelige, hvor en blanding af teatrets kunstnere og elever fra blindeinstituttet gav forestilling med kongen på plads i logen. Set i nutidens lys lyder det ganske mærkværdigt. Imidlertid har forestillingerne haft et højt kunstnerisk stade. I hvert fald fra de professionelles side. For eksempel bliver J.P.E. Hartmanns 1. symfoni uropført ved en af blindeinstituttets aftener. Disse aftener har været et tilløbsstykke, og forestillingerne gav godt i blindeinstituttets slunkne kasse.
Forestillingerne på det kongelige får en brat ende i 1847. En blind pige var gået i stå i sit nummer på scenen. En pinlig stemning bredte sig, og da majestæten var til stede, blev det ekstra pinligt. Den form for oplevelser ønskede man ikke, så Kjædens bestyrelse sagde stop for flere forestilling på trods af de gode indtægter.
Under prøverne på en af disse forestillinger er det at professor Brorson igen tager fat på temaet med taknemmelighed. I Kjædens festskrift over logens første 100 år som understøtter af Danmarks blinde, skriver redaktør Svenn Poulsen: ”Professor Brorson sluttede prøven med en tale hvori han spåede, at Blindeinstituttet, støttet af konge og folk, fra en ringe begyndelse ville vokse sig stort gennem tiderne. Han sagde bl.a. følgende varme og smukke ord: ”Tidens strøm iler mod evigheden, og vi – ældes; men når vi da går frem som svage oldinge, skulle vi end glædes ved at være den blindes øjne; og – oh mine medborgere! Mine brødre! Mine søstre! Den blinde skal trykke vor hånd mod sin taknemmelige barm, hans barnlige kærlighed rækker os en stav, og vort gamle hjerte skal
briste roligt, også styrket ved den tanke, at vi var den blindes øje”.
Så kan det vist ikke siges tydeligere. Vi – altså de gode mænd og kvinder i Kjæden – hjælper de blinde og har som forventning, at der bliver betalt tilbage med taknemmelighed.
Blindeinstituttet på Kastelvej
Med ligelig blanding af vilje til godgørenhed, entusiasme og frivilligt arbejde driver Kjæden sit kongelige blindeinstitut. Men som det skal ske flere gange senere, bliver Kjæden overhalet af tiden og udviklingen i samfundet. Hele tiden kæmper Kjæden med økonomien. Selv om frivillig arbejdskraft og kongelige støttekroner hjælper et stykke ad vejen, skranter økonomien konstant, og staten yder kun små bidrag.
Kjæden er ikke først med erkende, at arbejdet med de blinde er utilstrækkeligt. På initiativ af professor Carl Emil Fenger og øjenlæge dr. med. Nathan Melchior blev der nedsat en kommission, der tog initiativ til at reorganisere Blindeinstituttet.
Eleverne på Kjædens institut var nemlig ikke så godt forberedte på et liv, hvor de kunne klare sig selv, som Kjædens vise fædre havde forestillet sig. En undervisning i kurvefletning, strikning og andet husflid gav ikke de store muligheder for indtægter i livet. Undervisningen på diverse musikinstrumenter kunne oven i købet have den helt modsatte effekt af den ønskede. Når eleven ikke havde talentet til at blive rigtig musiker med fast stilling på orgelbænken i kirken eller i orkestergraven i kapellet – ja så var der den ulempe ved musikken, at den kunne bruges i mere tvivlsomme sammenhænge. Som der står i kommissionsbetænkningen til reorganiseringen af Blindeinstituttet: ”… hvad Musikken angår, da er det kun ganske Enkelte, der heri have bragt det saa vidt, at de have kunnet skaffe sig en anstændig Stilling, for de fleste som have lært den, er den kun bleven et hjælpemiddel til Betleri eller en fristelse til laster.” Altså endte de blinde som spillemænd på værtshuse eller som gademusikanter.
Udgangen på sagen blev, at Blindeinstituttet overgik til staten og i 1858 flyttede aktiviteterne til en helt ny bygning på Kastelvej. Mens midlerne til driften var små, var der alligevel så mange penge i Kjædens kasse, at selskabet kunne betale for opførelse af den nye bygning. Til gengæld ville det hemmelige selskab have plads i bestyrelsen. Derfor var Kjæden repræsenteret med to medlemmer i statens blindeinstitut helt frem til 1933. Kort efter blev bygningen i Klerkegade opført med ordenssal til logen og lokaler til asylet for blinde.
100 års jubilæum
10. juni 1911. Nu er det 100 år siden, de driftige mænd i Kjæden besluttede sig for at tage de blinde ind under ordenens forsørgende vinger. Med hjemmet i Klerkegade og to repræsentanter i bestyrelsen for Blindeinstituttet har Kjæden stadig nær kontakt til blindesagen. 100-året skal fejres. Så nu skal der være fest. Køretøjer med festklædte personer af det bedre borger- og adelskab med kongen som den fornemste – ruller op foran Klerkegade 10. Festlighederne bliver bemærket i Politiken, der i sit referat konstaterer, at talerne var en lang lovprisning af Kjædens store og gode gerninger. Politiken bemærker også, at festen i højere grad var for ”Honoratiores, Kjædebrødre og Snobber”, mens de blinde blev skilt fra de fine og blev ledt ind i en sal for sig selv.
I anledning af dagen fik Kjædeordenen overrakt en mindetavle, som den dag i dag sidder indmuret i facaden på bygningen i Klerkegade. På tavlen står:
I TAKNEMMELIG ERINDRING OM HVAD KJÆDEORDENEN HAR UDRETTET I HUNDRED AAR TIL FÆDRELANDETS HÆDER OG BLINDES GAVN SATTES DENNE ÆRESTAVLE AF DANSKE BLINDE 10. JUNI 1911
Så fik de taknemmeligheden både på skrift og mejslet i sten. Ingen tvivl om, at netop denne gave har haft stor betydning for medlemmerne af Kjæden og deres selvforståelse i det socialfilantropiske arbejde. Brorsons gamle drøm om den taknemmelige blinde var fuldbyrdet.
Men er der ikke altid en slange i Paradis? Jo. Det lyder ganske uskyldigt, men da de blinde alligevel var i byen en forbindelse med overrækkelsen af gaven, besluttede de for at sætte sig sammen og diskutere noget, de havde overvejet et stykke tid. De blinde ville have et talerør. En interesseorganisation, der kunne varetage blindes interesser overfor alle parter i det seende samfund. Umiddelbart lyder det som en både god og konstruktiv idé, men historien skulle vise, at netop Kjæden og hjemmet i Klerkegade i fremtiden skulle komme til at stå som en form for modstander mod aktiviteterne i de blindes organisation.
Bjarnhofs fejde
Klokken slår. Vi runder 1933, hvor socialreformen er med til at flytte de store opgaver med understøttelsen af samfundets svage fra privat godgørenhed over til staten og finansiering over skatterne
Historikeren René Ruby ser også 1933 som et afgørende årstal for indførelse af et socialt rettighedssamfund.
”Allerede fra sidst i 1800-tallet var kravene om socialhjælp som en rettighed frem for almisser formuleret. Samtidig blev flere og flere grupper af handicappede undtaget for tab af borgerlige rettigheder på grund af fattigdom med de blinde som den første gruppe i 1914. Med socialreformen i 1933 bliver sociallovgivningen samlet i fire love, og det er rigtigt at sige, at her er rettighedstænkningen endelig slået igennem,” mener René Ruby
I 1933 er det af samme grund slut med Kjædens repræsentation i Blindeinstituttets bestyrelse. Men arbejdet med de blinde fortsætter hos Kjæden. Under samme tag, som huser logen og dens aktiviteter, bor der 24 blinde kvinder. Og de venter.
10 år senere er Fanden løs i Klerkegade. På Social-Demokratens redaktion sidder journalisten Karl Bjarnhof. Tidligere formand for dansk blindesamfund og selv blind. Han får en dag besøg på redaktionen. Tre kvinder kommer forbi på hans kontor og fortæller om Blindehjemmet i Klerkegade. Her bor blinde kvinder under forhold, som kvinderne finder stærkt kritisable. Beboerne tør ikke selv henvende sig til pressen, – de er simpelthen bange for at blive smidt ud, hvis de brokker sig, lyder det ifølge de tre kvinder. De vil gerne have Bjarnhof til at kigge på sagen og skrive om det i avisen, så der kan blive gjort noget. Sagen ligger jo lige til Bjarnhof. Social indignation på de blindes vegne. Han lover kvinderne – som han selv sagde – at se på sagen.
Resultatet er i første omgang en artikel i Socialdemokraten 4. februar 1943. Bjarnhof har dyppet pennen godt i det farverige
blæk – og en kreativ redaktionssekretær har sikker hjulpet ham
frem til overskriften:
Skandaløse forhold på Kjædens hjem i Klerkegade
De Blinde halvsulter og bliver behandlet som umælende
Væsner
Bjarnhof anerkender i sin artikel Kjædens store arbejde for de blinde, men bruger det også som anledning til at påpege, at netop den baggrund forpligter. Han gennemgår forskellige kritikpunkter. Blandt andet at maden er utilstrækkelig, og at ånden på stedet er præget af følelseskulde og frygt, så ingen af de blinde tør klage over forholdene. Når Karl Bjarnhofs kilder – de tre damer – har henvendt sig til ledelsen og påtalt forholdene, er de blevet mødt med svaret, at ”de blinde jo er lidt til en side”. Hertil svarer Bjarnhof i sin stærkt kommenterende artikel: ”Dette er saa forkert som overhovedet muligt. De Blinde paa Hjemmet i Klerkegade er tværtimod vaagne, og de har til og med et lyst Sind; de er blot kuede af den Aand, der hersker derinde, og denne Fortrykthed, denne Angst for at lade sig mærke med noget, har faaet temmeligt
uhyggelige Udslag”.
Efter nutidens standard for journalistik er Bjarnhof på tynd is. Han har ingen navngivne kilder, men benytter sig af anonyme ”damer”. Til gengæld er der fuldt navn på de angrebne personer blandt ledelsen på blindehjemmet. Han blander reportage og kommentar sammen på en måde, som det i moderne dansk nyhedsformidling kun kendes fra Ekstra Bladet. I dag ville der være en påtale på vej fra Pressenævnet alene for ikke at indhente kommentarer fra den angrebne part. Det sker først dagen efter, da Kjædens bestyrelsesformand, Kammerherre Krag, kommenterer på Bjarnhofs artikel.
Netop de blindes særlige stilling blandt de handicappede ser René Ruby som en faktor, der udløser ekstra sympati. Beskyldningerne om at blinde sultes og vantrives på Kjædens hjem, har givetvis været noget, der i særlig grad kunne bringe sindene i kog, mener han.
Efterfølgende bliver Kjæden og Socialministeriet enige om at iværksætte en dommerundersøgelse, som skal afprøve Bjarnhofs påstande. Er der noget om snakken – eller er det bare en gang revolverjournalistik uden reelt indhold?
Undersøgelsen bliver lagt i hænderne på præsidenten for Københavns Byret, byretsdommer O. Schulin. Man kan på ingen måde beskylde systemet for at handle langsomt. Den første artikel i Social-Demokraten er fra 4. februar, den sidste fra 13.februar, Schulin bliver beskikket 15. februar, og allerede to dage senere, stiller Karl Bjarnhof, flankeret af sin sekretær, Karen Foght, til afhøring på domhuset.
Schulin er en grundig og effektiv mand. Han afhører alle, der har forbindelse til blindehjemmet. Alle beboere, personale, portneren og Kjædens ledelse. Dommeren spørger ind til hver enkelt af de blinde, og kommer også med karakteristik af de enkelte afhørte i referatet. Som for eksempel, at en af kvinderne har et åndsniveau som et barn, og et andet vidne bliver karakteriseret som forvirret.
Den røde tråd i afhøringerne er, at der er en ret jævn tilfredshed med at bo på hjemmet. En stor del af beboerne giver dog udtryk for, at de savner venlighed og opmærksomhed. Hvilket får pilen til at dreje hen mod lederen af hjemmet, Frk. Nygaard og hendes højre hånd, Frk. Kemdrup kaldet Søster. Et navn der i øvrigt går igen i Bjarnhofs bog, hvor frk. Nygaard hedder frk. Roblin. Man kan også genkende kvinden med det lave åndsniveau som en af ”Småtumberne”, som de hedder i ”Den korte dag er lang nok”.
Konklusionen på Schulins undersøgelsen er – set med nutidens øjne – ret opsigtsvækkende. Byretsdommeren skriver: ”Som resultat af min undersøgelse mener jeg at kunne fastslaa, at der ikke er noget Grundlag for Redaktør Bjarnhof’s voldsomme og hadefulde angreb paa Hjemmet.”
Med sine værdiladede udtryk ”voldsomme” og ”hadefulde” var Schulins rapport blevet diskvalificeret efter dagens standarder.
Ordene er stærkt farvede og tendentiøse, og lader ingen tvivl tilbage om, hvor dommeren har sine sympatier. Lige så væsentligt er det, at dommeren helt går hen over den ret betydelige kritik af den kolde omgangsform på hjemmet. Kjæden ser det som en frikendelse og kommunikerer konklusionen ud til pressen via Ritzaus Bureau. Internt samler Kjædens bestyrelse beboerne til fællesmøde, og efter et Guds ord og lidt varm tale om, at vi ikke skal have vores uenigheder udstillet og behandlet ved domstole, men i stedet klare dem bag hjemmets fire vægge, bliver beboerne igen afkrævet troskab til Kjæden. En for en bliver de spurgt, om de er tilfredse, og om de vil blive. I referatet fra mødet opremses svarene fra de blinde kvinder, der i forskellige grader af afdæmpet begejstring fra ”Helst blive” og ”godt tilfreds”. Virkeligheden er, at der ikke var et reelt alternativ for disse kvinder. De havde ganske enkelt ikke andre steder at tage hen. Der er tale om en reel trussel. I Kjædens arkiver findes flere sager om opsigelse af beboere – alene på grund af kritiske udtalelser. Ved at sætte pistolen for panden af kvinderne får Kjæden atter en – om end noget lunken – erklæring om taknemmelighed.
Videre står der i referatet fra mødet: ”Naar alle er tilfredse og Offentligheden har fået at vide, at vi har plaget og sultet Beboerne, kan dette ikke komme fra Hjemmets Beboere, men ude fra. Vi maa alle beflitte os paa, at alt bliver som tidligere, og vi maa holde Fjenden ude, thi kommer der indre Spliid kan Hjemmet ikke bestaa.” Kjæden ser det omliggende samfund som en trussel.
Mens verdenskrigen raser, falder der ro over Klerkegade. De blinde kvinder samles dag efter dag i tavsheds rundt om morgenbordet. Et tårnur slår. På vej mod evigheden.
Injuriesagen
I 1958 har Karl Bjarnhof igen gang i skrivemaskinen. Denne gang ikke som revolverreportere med skyderen ladt med tabloidjournalistik, men som forfatter. Bjarnhof har på dette
tidspunkt en række romaner bag sig, og i 1958 udkommer ”Den korte dag er lang nok” – bogen der beskriver livet for de blinde
kvinder i hjemmet i Klerkegade. Fiktionen får langt større opmærksomhed end Bjarnhofs reportage fra virkeligheden i 1943.
Social-Demokraten, hvor Karl Bjarnhof fyrede sit første angreb af mod Blindehjemmet – skriver under overskriften: ”Trussel om injuriesag mod forfatteren Karl Bjarnhof” blandt andet: ”Indenfor selskabet ”Kjæden”s bestyrelse står man i disse dage på spring med en eller anden aktion overfor forfatteren Karl Bjarnhof. En injurieproces er ikke usandsynlig. Årsagen er de udtalelser, Bjarnhof har fremsat, efter at hans skuespil ”Den korte dag” er antaget til opførelse på Det kgl. Teater.”
”I ”Den korte dag” anvender Karl Bjarnhof det samme stof, som først er behandlet i hans fremragende roman ”Den korte dag er lang nok”, der kom i efteråret. Hverken da romanen udkom eller ved meddelelsen om, at hans skuespil er sikret af Det kgl. Teater har Bjarnhof lagt skjul på, at materialet er autentisk. Det velgørende hjem for blinde kvinder, der skildres i romanen, eksisterer i virkeligheden. De ulykkeligt stillede kvinder ydmyges og krænkes i medlidenhedens navn, mens hjemmets ledelse nyder glæden ved egen fortræffelighed.”
Videre skriver signaturen VD i Social-Demokraten: ”Det kvindehjem, der tænkes på, er nemlig selskabets hjem for blinde kvinder i Klerkegade 10, som Bjarnhof allerede for 15 år siden omtalte i Social-Demokraten. Dengang bad ”Kjædens bestyrelse socialministeriet undersøge klagerne, og efter en undersøgelse foretaget af daværende byretsdommer, greve O. Schulin, blev der afsagt kendelse om, at beskyldningerne var grundløse. Flere af Bjarnhofs klagepunkter faldt til jorden under sagens behandling, men tilbage stod, at i alt 16 af hjemmets 27 blinde kvinder overfor undersøgelsesdommeren beklagede sig over ånden og tonen på hjemmet og således gav Bjarnhof medhold.”
Kjæden og Klerkegade er hermed tydeligt identificeret. Selv har Karl Bjarnhof sagt til dagbladet Information: ”Der står ikke noget i min bog, som ikke er sket. Den institution, som bogen og altså skuespillet skildrer, eksisterer stadig, og det er mit indtryk, at ånden ikke har forandret sig.”
Kjædens bestyrelsesformand, dr.phil. Albert Fabritius, rasler med sablen, men i modsætning til i 1943 bliver domstolene ikke involveret. Faktisk er det Karl Bjarnhof selv, der lægger sagen død. Selv om det er tydeligt for alle – Kjædens bestyrelse indbefattet – at bogen handler om hjemmet i Klerkegade, så lykkes det for Bjarnhof at undgå injuriesagen. Han erklærer, at bogen ikke handler om Kjæden og Klerkegade, men om hans oplevelser med blindeforsorgen generelt gennem tiderne. Beskrivelserne af indretningen i Klerkegade, navnet Søster, antallet af beboere og alle de øvrige detaljer indikerer tydeligt, at Klerkegade 10 er stedet. Men alle stiller sig tilfredse med Bjarnhofs retræte. Kjæden ved godt, hvad det handler om. Offentligheden også. Men det rationelle synspunkt er, at så længe Bjarnhof ikke direkte siger, at det handler om Kjæden – så handler det ikke om Kjæden.
Formand Fabritius får dog fyret en sviner af mod Bjarnhof. Fabritius siger, at man ved at undlade at rejse en injuriesag har villet skåne en blind mand. Underforstået at Bjarnhofs blindhed hæmmer hans dømmekraft. Og Bjarnhof svarer, at han aldrig har gemt sig bag sin blindhed, og dermed bliver den sag hængende i luften. Der kan være en dobbelthed i Albert Fabritius’ udtalelse, mener René Ruby.
”Den holdning, Fabritius giver udtryk for, findes også i dag i ugeblade og endog indimellem i morgen-tv. Selv om de blinde var de handicappedes aristokrati, hørte de til i den nederste del af samfundet, hvor mange ernærede sig som kurvemagere og børstenbindere. Foruden blindhed har deres dårlige erhverv givetvis også fremkaldt medlidenhed. Selv om enkelte blinde som Karl Bjarnhof og H.C. Seirup, der sad i Københavns borgerrepræsentation, formåede at hæve sig op og blive karakteriseret ved andet end blindheden, er blinde generelt blevet opfattet som medynkvækkende af mange. Noget andet er, at Fabritius’ udtalelse også kan være en bortforklaring for, hvorfor han ikke ønsker at trække Kjæden ind i en injuriesag, som ville have fået stor dækning i medierne. Bjarnhof var en kendt og succesfuld forfatter, og det var næppe i Kjædens interesse med en injuriesag. Uanset udfaldet.”
Sagen vækker dog så meget interesse hos den øvrige presse, at der i de følgende dage er reportager fra Blindehjemmet. Der er stor loyalitet hos beboerne, der overfor pressen giver udtryk for, at Bjarnhof er noget af en ballademager. Men også kritiske røster. Til B.T. siger Helene Krogh, 20 år og beboer på blindehjemmet: ”Hvorfor al den barmhjertighed. Hvorfor lærer vi for eksempel ikke selv at betale vores sygekasse? Vi er voksne mennesker. Men jeg forstår godt de gamle. Hvad skal de gøre, hvis de ikke var her?”.
Helene Krogh bakker med sin udtalelse meget godt op om det billede, Karl Bjarnhof tegner i ”Den korte dag er lang nok”. I stedet for at hjælpe de blinde til at klare sig selv, som jo var Kjædens oprindelige formål, så bliver de blinde beboere holdt hen i lediggang og barmhjertighed. Selv noget så simpelt som at røre i de blindes kaffe er overladt til personalet, fremgår det både af Bjarnhofs bog og af dommerundersøgelsen i 1943.
Festlighederne i anledning af Kjædens 100 års jubilæum for Blindeinstituttet blev benyttet som anledning til at stifte Dansk Blindesamfund. På samme måde må Kjædens vise mænd og kvinder have tænkt lidt over det kontrapunktiske paradoks, da teaterforestillingen med de skarpe nålestik mod Kjæden bliver opført på det samme teater, hvor Kjæden i tidligere tider havde holdt gallaforestillinger for- og med blinde. Et lille plaster på såret har nok været, at Bjarnhofs stykke blev opført på Nye Scene – og ikke fandt vej til de fineste skrå brædder på Gamle Scene, hvor de blinde havde underholdt konger og koryfæer.
Den samfundsmæssige scene er også klar til at modtage Bjarnhofs værk. Danmark er hastigt på vej fra minimalstat til socialstat. Dansk Blindesamfund skriver i et mødereferat fra repræsentantskabsmødet i oktober 1957, at Kjæden er hyldet i forestillinger, der stammer tilbage fra oprettelsen i 1811 – og at det må være Dansk Blindesamfunds opgave at arbejde for, at hjemmet bliver overtaget af staten via en underskudsdækning.
Dette synspunkt deler Kjæden ikke. Her er holdningen, at socialt arbejde ikke kan lægges i statens kolde hænder. En privat organisation er langt bedre til at skabe ”helt andre og langt bedre Forhold for Blindehjemmets beboere end den kolde
Statsadministration”, som Albert Fabritius udtrykte det så sent som i 1961. Det er vanskeligt at undlade at nævne, at netop følelseskulde var det fremherskende angrebspunkt fra de blinde beboere ved Schulins undersøgelse i 1943, så hjertevarmen kom ikke automatisk – selv om institutionen var privat.
Den hemmelige rapport
Mens Karl Bjarnhofs artikler i 1943 blev efterfulgt af dommerundersøgelse og offentlighed omkring resultatet af den – dommer Schulins kendelse om at Bjarnhofs anklager var ubegrundede – så var der mere stilhed om, hvad der skete, efter truslerne om injuriesagen var forsvundet.
Blindenævnet bestiller faktisk endnu en undersøgelse af forholdene på Blindehjemmet. Denne gang er arbejdet lagt i hænderne på Eugenie Engberg, tidligere rektor på Den Sociale Højskole og senere særforsorgskonsulent i Socialministeriet. Hendes tilgang er en anden end Schulins. I stedet for at afhøre eller interviewe beboerne afdækker hun en række objektive forhold, som hun sætter fingeren på. For eksempel, at lederen af hjemmet er uddannet på niveau med en sygehjælper – det der i dag hedder en social- og sundhedshjælper. Der er flere konkrete forhold omkring bygningens utidssvarende tilstand og mangel på privatliv for beboerne. I den mere kuriøse afdeling påpeger Eugenie Engberg, at den tilsynsførende læge er 93 år gammel.
Tonen i Eugenie Engbergs rapport er venlig og tydelig: Kære venner. Det her går ikke i et moderne samfund. Tiden er løbet helt fra Kjæden. Det er tid til at sige farvel til det praktiske arbejde med de blinde. Denne erkendelse er Kjædens bestyrelse også nået frem til. Allerede i 1958 luftede formand Fabritius tankerne om, at man ville forsøge at ”holde den gående” frem til 150-års-jubilæet – og så overlade ansvaret til staten derefter. Selv om han mener, at den private forsorg er bedre.
Sådan går det. 1. april 1962 overtager staten ansvaret for blindehjemmet. Historien slutter dog først i 1971, da den sidste blinde beboer forlader Klerkegade 10 og lukker et kapitel i dansk blindehistorie bag sig. Også den del af historien, der handler om mødet mellem en konservativ opfattelse af godgørenhed og en socialdemokratisk version af samme.
Er denne fremstilling af Kjædens rolle i blindeforsorgen uretfærdig? Selskabet har sat masser initiativer til gavn for de blinde i værk – fulgt op af ganske betragtelige pengebeløb.
René Ruby siger: ”Historien er sjældent retfærdig overfor den, der ikke formår at følge med tiden. Tankesættet bag Kjædens engagement tilhørte jo en anden tid. Kjæden var stivnet og fastlåst i et fortidigt tankesæt.”
Kjæden er i dag stadig aktiv i arbejdet med at understøtte blinde. Det sker via afkast af formuen og lejeindtægter fra erhvervslejemål i lokalerne i Klerkegade, som tidligere husede de blinde kvinder. I denne form for socialfilantropi, har modtageren stadig mulighed for at sige tak til giveren. Hvor går man hen, hvis man vil sige tak til staten eller kommunen?
”De sidder og venter. Og hvis en fremmed kom ind i dette øjeblik, ville han måske få den tanke, at de sidder og venter på at blive født, eller at de sidder og venter på opstandelsen. Men det er nu bare deres smørrebrød, de venter på. De venter på, at Søster skal bede aftenbøn, og at de kan begynde at spise deres aftensmad.
Og sådan har de siddet altid – her eller et andet sted. De sidder der endnu.
Langt borte slår et tårnur. Knebelen rammer malmen, og for hvert slag er det, som gjorde en stor fugl sig fri af klokkeskallen. På lydløse vinger flyver de sorte fugle ud gennem glughullerne – en for en – bort over byens tage i sneen og mørket.”
Litteraturliste Blind taknemmelighed
Dagbladet Politiken, 12 juni 1911, artikel om 100-årsfesten for Kjædens arbejde med blindesagen.
Dagbladet Social-Demokraten, 4., 5. og 6. februar 1943. Artikler om Blindehjemmet i Klerkegade
Dansk Blindesamfund, Jubilæumsblad, 8. juni 1961
Houmøller, Sven: Kjæde-ordenen og Blindeforsorgen 1811- 10. juni 1961, Udgivet af Selskabet Kjæden, København 1961.
Larsen, Christian: Til Gavn for Menneskeheden og Fædrenelandet, Kjæde-Ordenen og dens blindeforsorg gennem 225 år. Udgivet af Landsarkivet for Sjælland m.m.,
Kjæde-Ordenen, Dansk Blindesamfund, Institut for Blinde og Svagsynede, Statens Øjenklinik og Blindehistorisk Selskab, ARKIVaria København 2002
Moldenhawer, Johannes: Det kongelige Blindeinstituts historie samt om blindesagens begyndelse og dens udvikling i Danmark, Udgivet med understøttelse af ministeriet for kirke- og undervisningsvæsnet, Holger Meyers Bogtrykkeri, København 1905
Poulsen, Svenn: Kjædeordenen og blindesagen i hundrede aar, festskrift udgivet af Kjædeordenen i anledning af 100 året for arbejdet med blinde. (Kongelige Bibliotek.)
Selskabet Kjæden: Kjædens historie www.kjaeden.dk/historie
Strandsberg, Niels: Blindeinstitutioner i Danmark 1858-1970, udgivet af blindeinstitutterne i København og på Refsnæs og Landsarkivet i København 1992.
Rigsarkivet: Arkivskaber: Blindehjemmet i Klerkegade, Arkivserie: Sagen vedr. Karl Bjarnhofs kritik af forholdene på Blindehjemmet
Ruby, Rene: Konstruktionen af den Blinde ca. 1850 til 1914, Handicaphistorisk Tidsskrift, December 2004
6. Efterlysning af lydbog, tidsskrifter m.v.
af Poul Lüneborg, formand
I denne notits gentager jeg indledningsvis mine 2 efterlysninger som blev bragt i Nyhedsbrev nr. 2/2016. I bestyrelsen vil vi stadig meget gerne have hjælp på disse områder og håber at der er medlemmer, som kan hjælpe med at fremskaffe et eksemplar af den lydbog, som omtales til sidst.
Det drejer sig først og fremmest om det originale referat af selskabets stiftelsesmøde den 18. november 1994 på det ”gamle blindeinstitut” på Kastelsvej i København med 70 deltagere. Dette referat mangler vi desværre stadig.
Dette referat har flere gange tidligere været efterlyst og endnu engang forgæves været eftersøgt blandt en række nøglepersoner indenfor selskabet og gennem henvendelse til hovedkontorets arkivansvarlige.
Bestyrelsen håber gennem denne fornyede efterlysning, at et af medlemmerne vil melde sig og tilbyde en kopi af dette referat.
Bestyrelsen er interesseret i alle versioner af referatet, hvad enten der er tale om et dokument i almindelig tryk i punktskrift eller på bånd. I forlængelse af denne efterlysning ønsker bestyrelsen fortsat at undersøge, om der er medlemmer, som kan fortælle noget om, hvor nogle meget gamle tidsskrifter i punktskrift eventuelt kan findes. På selskabets generalforsamling den 26. februar 2000 beklagede Knud Klausen, at Danmarks Blindebibliotek havde smidt gamle udgaver af ”Blindes Budstikke” fra før bibliotekets stiftelse ud, sammen med gamle eksemplarer af DBS’ Medlemsblad. Jeg har stor forståelse for denne beklagelse fra et af selskabets gamle medlemmer, som ikke længere lever. Disse blade savnede jeg i høj grad, da jeg skrev bogen ”De blinde Pionerer”, da de fortæller om opstarten af Dansk Blindesamfunds lokalkredse.
Jeg vil opfordre alle medlemmer med viden om eksistensen af punktskriftsudgaver af numre af Medlemsbladet fra 1913 og tidsskriftet Blindes Budstikke fra tiden omkring Dansk Blindesamfunds stiftelse dvs. årene 1908-1916 om at rette henvendelse til mig. De arkivalier, som Blindehistorisk museum nåede at indsamle omfattede desværre ikke disse blade.
Mange læsere af Nyhedsbrevet vil nok mene, at jeg er noget sent ude med denne sidste opfordring, men vis nogen desuagtet kan pege på eksistensen af disse blade, vil jeg betragte det som noget nær et mirakel.
Derudover efterlyser bestyrelsen en lydbogsudgave af amerikaneren Thomas J. Carrolls bog ”Blindhed” fra 1960-erne. Denne bog blev udgivet i USA i 1961 og efterfølgende oversat af Heinrich Meyer fra Blindeinstituttet. Den danske udgave af bogen blev efterfølgende indlæst af Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde på spolebånd. Det var en bog, som vakte nogen opsigt i samtiden. Jeg erindrer, at Dansk Blindesamfunds daværende næstformand K. V. Andersen ikke mente, at bogen var egnet til almindeligt udlån blandt foreningens medlemmer. Derfor var det kun tillidsmænd, konsulenter og informatører, der fik adgang til at læse bogen. Den blev dog senere ”frigivet” til almindeligt udlån.
Denne bog blev ved den seneste opdatering af selskabets litteraturliste på vores hjemmeside www.blindehistorie.dk optaget på listen. Så vidt jeg ved er der tale om en lydbog optaget på 4 spolebånd. Hvis der blandt selskabets medlemmer er nogen som ligger inde med et eksemplar af denne lydbog, hører jeg meget gerne fra vedkommende.
7. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand René Ruby
Jagtvej 14A 2. tv.
2200 København N
Mobil +45 29 93 09 69
Mail: rene.ruby@parkmail.dk
Kasserer Ole Brun Jensen
Skovgårdsvænget 168
8310 Tranbjerg J
Tlf. +45 86 72 55 72
Mobil +45 40 62 11 23
Mail: ole@obj.dk
Sekretær Thorvald Kølle
Clermontgade29. 1.
4000 Roskilde
Tlf. +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
Redaktør Rita Cicilie Varmby
Ramsingsvej 4 3.th.
2500 Valby
Tlf. +45 36 17 14 10
Mobil +45 21 43 02 23
Mail: rcvarmby48@gmail.com
1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Tlf. +45 32 51 35 52
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant
Allan Fohlmann
Løvegade 69 2. th.
4200 Slagelse
Tlf. +45 82 43 82 43
Mobil +45 25 53 82 43
Mail: fohlmann@stofanet.dk