Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 4 / 2018
1. Indhold
2. Hilsen fra formanden
3. Status over den blindehistoriske samling v/ Jacob Kjærgaard
4. En blindehistorisk festdag. Anmeldelse af arrangementet på Lyngby stadsbibliotek 11. september 2018 v/ Karen Marie Pedersen
5. Hvor langt er registreringsprojektet nået? v/ Poul Lüneborg
6. 50-års jubilæum for akustiske trafiksignaler v/ Poul Lüneborg
7. ”Om min mester klaverstemmer Carl Hansen,” v/ Thorvald Kølle
8. Om at gå i specialskole i provinsen, interview med Henning Laursen fra Viborg, hvor han fortæller om sin skoletid på undervisningscenteret i Herning v/ Rita Cecilie Varmby
9. Dansk Blindesamfunds amatørteater v/ Poul Lüneborg
10. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne den 25. oktober v/ Rita Cecilie Varmby
11. Selskabets stiftende generalforsamling m.v. v/ Poul Lüneborg
12. Historien om danske båndamatører v/ Poul Lüneborg
13. Bestyrelsens kontaktoplysninger
2. Hilsen fra formanden v/ Poul Lüneborg
Dette nyhedsbrev fortæller om en milepæl i selskabets historie. På hovedbestyrelsesmødet den 18-19. juni 1994 i Dansk Blindesamfund gav selskabets første formand Jørgen Eckmann, på vegne af en arbejdsgruppe, en orientering om tankerne bag oprettelsen af selskabet, og pointerede i den forbindelse, at bevarelsen af museet og samlingen ved Blindeinstituttet, ville være foreningens primære opgaver.
Der blev derfor, på den stiftende generalforsamling den 18. november samme år fra forsamlingen, talt meget om nødvendigheden af, at bevare Det Blindehistoriske Museum ved Blindeinstituttet, og om at udbrede kendskabet til dette.
Museumsinspektør Jacob Kjærgaards artikel nedenfor, om afslutningen af registreringen og digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion, vidner om, at det nu – efter knap 25 års anstrengelser – er lykkedes at realisere målet om samlingens bevarelse. Denne sag har der været talt og skrevet meget om i selskabet gennem årene.
Med hensyn til at udbrede kendskabet til samlingen, så har arrangementerne med Jacob Kjærgaard i forbindelse med årets generalforsamling, og det blindehistoriske arrangement på Stadsbiblioteket i Lyngby den 11. september i år, sat fokus på at udbrede kendskabet til samlingen.
Karen Marie Pedersen har i sin anmeldelse af mødet i Lyngby, se nedenfor, bidraget til, at information om Jacob Kjærgaards indsats når ud til en endnu større kreds af interesserede. Disse bestræbelser vil yderligere blive forstærket, når registranten over samlingen bliver tilgængelig på Medicinsk Museions hjemmeside.
Når der åbnes for offentlighedens adgang til registranten på hjemmesiden, vil bestyrelsen informere herom i et kommende nyhedsbrev. Der er i sandhed grund til at glæde sig over, at det nu er lykkedes at sikre samlingen for eftertiden gennem arbejdet, der er udført af Medicinsk Museion i kraft af den økonomiske bistand, der er tilvejebragt af Dansk Blindesamfund.
Sammen med Dansk Blindesamfund bliver det i den kommende tid en meget vigtig opgave for selskabet, at sikre Anskuelsessamlingen og den tilbageværende blindehistoriske samling ved Synscenter Refsnæs. Det er en opgave som arbejdsgruppen mellem selskabet og repræsentanter fra DB’s Fritids- og Kulturpolitiske Udvalg, for alvor tog fat på at behandle på sit møde den 1. juni sidste år, og som blev fulgt op på gruppens seneste møde den 11. september i år, med henblik på at give denne opgave højeste prioritet.
Ovenstående betragtninger er delvist muliggjort ved, at referatet af selskabets stiftende generalforsamling er blevet fundet, efter at det har være eftersøgt gennem mange år. Det var vores næstformand René Ruby, der fandt referatet, det har jeg omtalt i en særskilt artikel nedenfor.
Værdien af Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion står og falder med, at denne løbende bliver suppleret og opdateret. Det har vi i selskabet taget fat på med vores registreringsprojekt. I bestyrelsen konstaterer vi med tilfredshed, at der er ved at komme skred i dette projekt, hvilket jeg har søgt at belyse i artiklen om projektet nedenfor.
Gennem årene har vi i nyhedsbrevene bragt en række erindringsartikler, hvor medlemmer af selskabet fortæller om deres oplevelser som elever ved Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. I dette nyhedsbrev fortæller selskabets sekretær Thorvald Kølle, på en levende og tankevækkende måde, om den betydning hans læremester Carl Hansen ved Blindeinstituttet har haft for ham under hans uddannelse som klaverstemmer.
Bestyrelsen ønsker at supplere de mange beretninger fra medlemmer om deres oplevelser på blindeinstitutionerne med beskrivelser fra medlemmer, der har haft deres skolegang som integrerede elever i Folkeskolen. Interviewet med Henning Lauersen fra Skive er et af de første bidrag i denne forbindelse. Det er vort håb at kunne bringe flere beretninger over dette tema i kommende nyhedsbreve.
Uanset dette ønske, sættes der fokus på erindringer om Refsnæsskolens betydning for 2 af selskabets medlemmer, dette sker torsdag den 25. oktober kl. 14.00. Bestyrelsen har på opfordring af et af selskabets medlemmer arrangeret et medlemsmøde, hvor Hans Erik og Henrik Olsen kommer og fortæller om deres liv. Rita Cicilie Varmby har i invitationen nedenfor givet en kort beskrivelse af programmet for dette års andet medlemsarrangement. Det er mit håb, at rigtig mange af selskabets medlemmer med familie og venner vil møde op til denne spændende eftermiddag i salen på Solterrasserne i Valby.
I år kunne det akustiske trafiksignal den 17. april fejre 50-års jubilæum, hvilket blev omtalt i en kort notits i DBs medlemsblad nr. 6 fra 9. maj. Min artikel nedenfor har til formål at give en beskrivelse af dette jubilæum i et historisk perspektiv.
Siden august i år har vi i bestyrelsen arbejdet på at forny selskabets hjemmeside. I vort næste nyhedsbrev vil der blive givet en bred orientering herom. Et af vore ønsker med den opdaterede hjemmeside, er at bringe så mange lydfiler som muligt fra selskabets arkiv.
Dansk Blindesamfunds Amatørteaters digitaliserede forestillinger udgør en væsentlig del af disse lydfiler. I artiklen om amatørteatret har jeg givet en beskrivelse af, hvad vi forventer at kunne bringe på hjemmesiden om teatrets historie og virksomhed gennem dets godt 60-årige levetid, fra 1946 til 2007.
Nyhedsbrevet afsluttes med en orientering om udgivelsen den 26. juni i år af historien om ”Danske båndamatører 1959-1976”, udgivet af Institut for lydarkæologi.
God læselyst.
3. Status over den blindehistoriske samling v/Jacob Kjærgaard
Den 18. februar i år havde Blindehistorisk selskab besøg af museumsinspektør Jacob Kjærgaard fra medicinsk museion. Besøget var en del af det arrangement, som selskabet havde på Fuglsangscentret. Han fortalte om de ting som er indsamlet gennem tiden.
Vi fik en kronologisk gennemgang af blindemuseets tilblivelse samt om dets omskiftelige tilværelse indtil nu.
Det er derfor, vi nu kan præsentere artiklen, som kan ses nedenfor.
”Indlemmelsen af blindesamlingen i Medicinsk Museions samlinger”
af Museumsinspektør ved Medicinsk Museion Jacob Kjærgård.
Vi er her på Medicinsk Museion ved at være ved vejs ende i vores arbejde med at registrere, kuratere, affotografere, digitalisere og nedpakke samlingen fra det blindehistoriske museum. Projektet er muliggjort med midler doneret af Den Bøhmske Fond.
Tilgængeliggørelsen af den blindehistoriske samling giver nu mulighed for en styrkelse af forskning og formidling af normale og unormales syn.
I forbindelse med dette projekt var jeg den 18. februar 2018 blevet inviteret til Fuglsangcenteret i Fredericia af Blindehistorisk Selskab i forbindelse med selskabets årsmøde, for at holde et oplæg om mit arbejde med kurateringen af den blindehistoriske samling. Det følgende er hovedtrækkene fra oplægget.
Samlingens historie.
I anledning af blindeinstituttet på Kastelsvejs 100 års-jubilæum i 1958 blev der arrangeret en udstilling, som man håbede ville ”give et indtryk af blindeforsorgens udvikling og nuværende stadie”. Udstillingen indeholdt en lang række hjælpemidler til de blindes erhvervsudfoldelse og undervisning.
Efter omlægningen af særforsorgen i 1980 var Statens Institut for Blinde og Svagsynedes samling endt under Københavns Kommune.
Den 18. september 1981 åbnede Dansk Blindehistorisk Museum dørene for offentligheden og det blev indviet med taler af både forstander for IBOS Kirsten Jansbøl, Socialborgmester Pelle Jarmer og formand for Dansk Blindesamfund Svend Jensen. I indbydelsen til åbningen stod der, at formålet med samlingen var: ”at indsamle og opbevare genstande, hjælpemidler og oplysninger af enhver art, som kan tjene til belysningen af den kultur- og socialhistoriske udvikling af forsorg for blinde og svagsynede i Danmark, gennem en specielt indrettet permanent udstilling at give den synshandicappede en mulighed for at opleve den blindes tilstedeværelse i et historisk perspektiv (…) og at virke som inspirationskilde for undervisere af blinde og svagsynede, og som socialhistorisk oplysningscentral om forsorgen for synshandicappede”.
Efter Folke Johansens bortgang i 1986 blev museet overtaget af lærer ved instituttet Mogens Bang, der sammen med den tidligere elev Henning Eriksen forestod driften af museet, og opdatering af samlingens indhold helt ind til museets afvikling.
Museet afvikles.
I begyndelsen af 00’erne begyndte Københavns Kommune at sondere terrænet for at skille sig af med samlingen, da kommunen ikke længere ønskede at drive eller bidrage med lokaler til den fortsatte drift af museet. Mogens Bang arbejdede hårdt for at finde en aftager til museets samling, således at den ikke endte på lossepladsen, som det efterfølgende er sket med blandt andet Skolemuseet.
Det endte med, at Medicinsk Museion indvilgede i at overtage ejerskabet af samlingen fra Københavns Kommune.
Den blindehistoriske samling ville komme til at indgå som et stærkt supplement til Museions allerede eksisterende samlinger på andre, tilstødende områder, såsom den oftalmologiske samling fra Statens Øjenklinik, og en samling undervisningsmateriale fra Refsnæs, som Museion modtog i 2009, samt Museions andre store handicaphistoriske samlinger, som den anseelige samling af ortopædiske hjælpemidler og proteser.
I 2009 overtog Medicinsk Museion dermed samlingen fra Københavns Kommune, og da kommunen ikke længere ønskede at drive eller bidrage med lokaler til den fortsatte drift af museet. Overtagelsen af samlingen blev berammet til at tage to år.
Grundet skybruddet i sommeren 2011 og de deraf følgende vandskader på Museion, blev den endelige afhentning af samlingen fra kælderen på Rymarksvej udskudt til sommeren 2013.
Sådan er arbejdet forløbet
Samlingen var registreret på blå museumsregistreringskort ført på skrivemaskine, og i en række håndskrevne protokoller. Endvidere var store dele af de bøger der indgår i samlingen registreret elektronisk, det samme gjaldt en stor del af billedmaterialet.
Samlingens registrant var ført med et nummereringssystem for alle forskellige typer af objekter; genstande, bøger, fotos, malerier, tryk og arkivalier. Samlingen bestod af i alt 6500 registreringsnumre, der fordeler sig således: 4.200 genstande, 800 billeder, fotos og malerier, 700 punktbøger, 100 reliefbøger og 700 sortskriftbøger.
Indledningsvis blev de blå registreringskort OCR scannet (Optical Character Recognition), hvorved vi fik alle informationerne fra kortene som data i xml-format. Derefter blev alle registreringsoplysninger fra de forskellige registranter indført i et ark med tre kolonner – en med genstandsnummeret, en med genstandsbetegnelsen og en med beskrivelsen af selve genstanden.
Herefter blev genstandene i samlingen sorteret op i forskellige emnegrupper: skrivning, regning, geografi, børstenbinderi, skomageri, kurveflet, vævning, anskuelse, afspilningsudstyr, hverdagsgenstande, mobility, billeder, punktbøger, sortskriftbøger, reliefbøger, arkivalier, fysik og øjenklinikken. Efterfølgende blev objekterne fra hver enkelt emnegruppe gennemgået fysisk, hvor genstanden blev sammenholdt med oplysningerne i registranten. Herefter blev de, såfremt det var nødvendigt, afrenset, affotograferet og nedpakket.
samlingen indeholder enkelte genstande der stammer helt tilbage fra den tidligste danske blindeundervisning på Kjædens Blindeinstitut på hjørnet af Tugthusporten og Store Helliggeiststræde – i dag Niels Hemmingsensgade og Valkendorfsgade. Dette er dog en meget begrænset del af samlingen. Den største vægt ligger i perioden efter 1858, hvor professionaliseringen af blindeforsorgen slår i gennem. De dele af samlingen der er bedst repræsenteret, er punktskrifttavler, punktskriftmaskiner, værktøj til skomageri, kurveflet og børstenbinderi, relieflandkort, anskuelsesmodeller, lerfigurer fra lersløjd, hjælpemidler til regning så som regnetavler og abacus-kuglerammer, samt en stor samling hundeseler og andre hunderelaterede genstande.
En række genstande blev udvalgt til at blive 3D-scannet. 3D-scanningen af genstandene blev foretaget på Retsmedicinsk Institut af ph.d. Chiara Villa. Da 3D-scanningerne er udført med en CT-scanner var det ikke muligt at scanne genstande, der hovedsagligt består af metal, da CT-scannere fungerer ved magnetisme. De 3D-scannede genstande er allerede nu tilgængelige på https://sketchfab.com/jacobkjaergaard
Projektets vanskeligheder.
Det var oprindeligt planen, at samlingen skulle registreres på Kulturstyrelsens registreringsplatform for kulturhistoriske museer, Regin, hvorved samlingen automatisk ville blive tilgængelig via Kulturstyrelsens offentlige klient til Regin, ’Museernes Samlinger’. Denne del af projektets gennemførelse er blevet vanskeliggjort af, at Kulturstyrelsen har valgt at erstatte den eksisterende registreringsplatform, Regin, og implementere en helt ny registreringsplatform. Den nye registreringsplatform, SARA, skulle have været funktionel i efteråret 2016, men er til denne dato stadig ikke klar, og grundet de meget forskellige datastrukturer i henholdsvis Regin og SARA, kan ’Museernes Samlinger’ ikke fungere sammen med SARA. Kulturstyrelsen skal derfor konstruere en ny offentlig klient til SARA. Det videre forløb til, hvordan det skal foregå, er endnu ikke fastlagt.
Alt dette har afstedkommet en del forsinkelser i processen. Vi er nu endt ud med, på Museion, selv at implementere en registreringsplatform med dertilhørende adgang for offentligheden, således at den blindehistoriske samling kan gøres offentligt tilgængelig. Siden forventes at være ’i luften’ i løbet af efteråret 2018. På hjemmesiden med samlingen vil der være et kommentarfelt tilknyttet hver enkelt genstand, hvor det vil være muligt for brugerne at tilføje yderligere viden til genstandens metadata.
Hvad er resultatet.
Efter gennemgangen af samlingen indgår der nu resultat af i alt 3500 genstande og 800 billeder. Disse kommer til at være tilgængelige via hjemmesiden med tilknyttede billeder. Årsagen til nedjusteringen i antallet af genstande i samlingen er, at der var genstande der ikke længere fandtes, at der var numre i registranten der var udtaget, men som aldrig var blevet tildelt genstande, samt genstande der var blevet kasseret, men som ikke var blevet endeligt udskrevet af registranten. Hertil kom en række generiske genstande og dubletter i dårlig stand, som er blevet udskrevet af samlingen i løbet af vores gennemgang af samlingen.
Der er foretaget 13 3D-scan af genstande fra samlingen. Disse vil også være tilgængelige via hjemmesiden. Registranten til de i omegnen af 700 punktbøger, 100 reliefbøger og 700 sortskriftbøger er opdateret, men bøgerne er ikke fotodokumenteret.
Samlingen må nu regnes for en af de bedst registrerede blindehistoriske samlinger i verden og vil, så snart hjemmesiden er lanceret, være den uden sidestykke bedst tilgængelige, så den igen vil kunne ”virke som inspirationskilde for undervisere af blinde og svagsynede, og som socialhistorisk oplysningscentral om forsorgen for synshandicappede”, sådan som Kirsten Jansbøl i 1981 udtrykte det.
Arbejdet er udført af:
Projektleder, cand.scient.cons. Ion Meyer
Museumsinspektør, cand.mag. Jacob Kjærgård
Konservator, bac.scient.cons. Thomas Bo Nielsen
Konservatorstuderende, stud.scient.cons. Mette Marie Reggelsen
Lektor, ph.d. Chiara Villa
Medicinsk Museion skal nok sørge for at Blindehistorisk Selskab bliver orienteret, så snart hjemmesiden er klar.
4. Anmeldelse: En blindehistorisk festdag v/ Karen Marie Pedersen
Tirsdag den 11. september 2018 var i flere henseender en minderig dag. Danske Handicaporganisationer i Lyngby havde inviteret til et offentligt møde om blindehistorie, som fandt sted kl. 17.00 til ca. 19.00 i Fennebergsalen på Stadsbiblioteket i Lyngby. Initiativtagerne var Ion Meyer, som er formand for DH-Lyngby og Samlingsleder ved Medicinsk Museion og Arne Christensen, der er næstformand i DH-Lyngby, og som selv er blind. Det var lykkedes at nå vidt omkring med invitationen, så vi var ca. 80 deltagere i mødet. Mange var naturligvis blinde og svagsynede, men der var også mange deltagere, som ikke var medlemmer af Dansk Blindesamfund.
Ion Meyer bød velkommen til mødet med sine to kasketter, dvs. på vegne af DH-Lyngby, og som projektleder for digitaliseringen af Den Blindehistoriske Samling på Medicinsk Museion, som var mødets hovedemne. Ion Meyer igangsatte en hurtig navnerunde, så alle kunne vide, hvem der var til stede. Han gav derefter ordet til Arne Christensen.
Arne gav et kort oplæg om betydningen af at komme ind i fællesskaber med andre blinde og svagsynede, når man som han mistede synet som ganske ung. Arne kom på IBOS og fik her et fællesskab med andre unge blinde og svagsynede. Han fik mulighed for at dyrke forskellige idrætter og oplevede stor glæde ved det. Han oplevede også, hvor stor betydning det har at få de rigtige hjælpemidler til rådighed, så man kan uddanne sig, og han nævnte den rivende og betydningsfulde teknologiske udvikling, der er sket på hjælpemiddelområdet. Arne sluttede sit oplæg med at fortælle kort om sin deltagelse i skiløbet Arctic Circle Race i Grønland og sin plan om at “indtage” Nordpolen på ski til næste år.
Arne ønsker at vise, at rigtig meget kan lade sig gøre, når man virkelig vil det, til trods for de ekstra udfordringer, man har som blind. Selv om det var utrolig hårdt, kunne Arne godt tænke sig at gennemføre Arctic Circle Race igen, for som han sagde, han tror, han kunne gøre det hurtigere end første gang.
Herefter fik museumsinspektør ved Medicinsk Museion Jacob Kjærgård ordet. Han har stået for projektet om digitalisering af Den Blindehistoriske Samling, som Medicinsk Museion overtog fra IBOS i 2013. Samlingen er opbygget gennem mange år af Folke Johansen, som var lærer ved IBOS, og som fortsatte arbejdet med samlingen, efter at han var blevet pensioneret. Efter Folke Johansens død i 1986 fortsatte Mogens Bang, som ligeledes var lærer ved IBOS, med at tage sig af samlingen, sammen med Henning Eriksen, som var frivillig medarbejder.
Jacob Kjærgård har gennem sit arbejde med samlingen opnået en imponerende stor indsigt i blindes historie, og han fortalte levende om en række forskellige genstande fra samlingen, og om pædagogiske overvejelser og refleksioner med hensyn til undervisning og erhvervsmuligheder for blinde.
Samlingen er nu organiseret i en række temaer, som fx skrivning, regning, geografi, undervisning, forskellige erhverv, mobilitet og hverdagshjælpemidler. Jacob Kjærgård gav i sit foredrag en række eksempler på genstande og historier, som findes under de forskellige temaer. Han fortalte fx, at blinde elever blev nødt til at lære at læse og skrive reliefbogstaver helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, til trods for at punktskriften var opfundet og havde været kendt i mange år. Skrivning af reliefbogstaver foregik med et særligt apparat, som findes i samlingen. Men det var så besværligt og langsommeligt, at man kun kunne opnå at skrive få ord på en time. Men reliefskriften var de seendes skrift, som de blinde derfor også skulle bruge. Punktskriften blev i mange år anset for at være for speciel. Den vandt dog alligevel til sidst, simpelthen fordi den beviste sin værdi som middel til at give blinde børn reel adgang til at læse og skrive. Det kan der, efter min mening, være grund til at holde fast ved i dag, hvor der i nogle kredse er tilbøjelighed til at anse punktskriften for mindreværdig eller umoderne.
Samlingen rummer også en række specielle undervisningsmidler, som umiddelbart kan vække undren. Her blev fx nævnt en pose med nogle vokssnore i forskellige længder. De har været brugt i den praktiske anskuelsesundervisning til at lære om forskellige længder, og tilsvarende har der været brikker med forskellige former og størrelser, som kunne sorteres.
Jacob Kjærgårds foredrag var fuldt af spændende historier, som ofte vakte genkendelse hos flere af os. Desværre kan jeg ikke gengive så mange af dem her, men der blev lavet en optagelse af foredraget, som forhåbentlig vil kunne findes på Blindehistorisk Selskabs hjemmeside inden længe. Jeg kan stærkt anbefale at høre eller genhøre foredraget.
Efter Jacob Kjærgårds foredrag var der en pause med kaffe / te, sandwich, kage, og diverse kolde forfriskninger, og her gik snakken meget livligt ved bordene om alle de minder, som foredraget havde fremkaldt. Når man, som vi blinde og svagsynede, er en minoritetsgruppe i et seende samfund, føles det jo som en særlig anerkendelse af vores eksistens, når vores historie som her bliver værdsat og forstået, for historien er en del af vores identitet og livserfaring.
Efter pausen var der derfor også mange spørgsmål og kommentarer til foredraget, og flere gjorde opmærksom på, at de havde genstande, som måske kunne supplere samlingen. Der blev også spurgt om muligheden for at låne genstande fra samlingen til brug i udstillinger, fx om konkrete temaer, og Ion Meyer bekræftede, at det vil være muligt, hvis man kan garantere den sikkerhed, der kræves for de konkrete genstande.
I løbet af efteråret vil information om Den Blindehistoriske Samling blive tilgængelig på sin egen platform. Her vil man kunne se de forskellige temaer for samlingen, og der vil være billeder og beskrivelser af alle genstandene. Der vil også være et kommentarfelt, hvor man kan skrive yderligere information om de ting, der vises. Der kommer information fra Blindehistorisk Selskab, så snart hjemmesiden er klar.
En vigtig milepæl med Den Blindehistoriske Samling er nået. Den er nu digitaliseret. Den er beskrevet og fotograferet, og den er arkiveret forsvarligt. Samlingen er en af de bedst dokumenterede, og når hjemmesiden er klar, også den mest tilgængelige Blindehistoriske samling i verden. Den vil være en kilde til viden og inspiration, for forskning, undervisning, – også for os, der er blinde og svagsynede. Derfor er det slet ingen overdrivelse at kalde den 11. september 2018 for en Blindehistorisk festdag.
Samlingen skal udvikles og leve videre. Det betyder, at der fortsat skal samles genstande, billeder og beretninger, også fra vores tid. Vi har det bedst mulige fundament at bygge videre på, ikke mindst takket være Folke Johansens og Henning Eriksens vedholdende og indsigtsfulde arbejde, og takket være Jacob Kjærgårds og Medicinsk Museions store professionelle engagement.
5. Hvor langt er Registreringsprojektet nået? v/ Poul Lüneborg
Blindehistorisk Selskab besluttede den 21. april 2015 at påbegynde registreringen af blindehistoriske genstande, dokumenter, billeder m.v. Formålet med en sådan registrering var at bidrage til at supplere og opdatere Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion.
Det skulle i den første tid, efter vedtagelsen af Leif Martinussens idéoplæg, vise sig forbundet med betydelige vanskeligheder at formidle budskabet om projektet. Bestyrelsen indrykkede flere indlæg i en række nyhedsbreve og i nogle medlemsblade fra DBS.
I slutningen af 2016 blev den første henvendelse registreret, og siden er der modtaget en del flere fra enkeltpersoner. Men især medarbejdere med ansvar for hjælpemidler ved Blindeinstituttet og Bredegård, har været flittige til at rapportere om genstande og billeder, som kunne være relevante at registrere.
Projektet har til dato fået tilbudt 71 genstande, billeder m.v. De modtagne henvendelser fordeler sig i følgende 23 kategorier:
1. Billeder, 2 registreringer.
2. Båndoptagere til kompaktkassettebånd m.v. 4 registreringer.
3. Båndoptagere til åbne spolebånd, 5 registreringer.
4. Bøger i punktskrift, 3 registreringer.
5. Bøger til undervisningsbrug, 1 registrering.
6. Daisyafspillere, 1 registrering.
7. Diktafoner til notatbrug, 2 registreringer.
8. Elektroniske apparater til skrivning og læsning af punktskrift m.v., 8 registreringer.
9. Farvemåler med tale, 1 registrering.
10. Lydoptagelser på spolebånd, 2registreringer.
11. Lydbøger på kassettebånd, 1 registrering.
12. Inventar fra ”Det Kgl. Blindeinstitut i København”, 1 registrering.
13. Manualer i form af digitale lydfiler, 1 registrering omfattende 53 filer.
14. Mobiltelefon og supplerende telefonudstyr, 2 registreringer.
15. Måle- og vejeudstyr til blinde, 5 registreringer.
16. Navigationsapparater med tale, 3 registreringer.
17. Noder efter blinde organister, 2 registreringer.
18. Punktskriftstavler, 1 registrering om forskellige tavler.
19. Punktskrivemaskiner, 5 registreringer.
20. Supplerende udstyr til pc, 5 registreringer.
21. Særlige elektroniske hjælpemidler til blinde, 2 registreringer.
22. Spil af forskellig slags, 3 registreringer.
23. Udstyr ved brug af magnetbånd, 7 registreringer.
Som det kan ses af de 23 kategorier er der tale om henvendelser af meget forskellig karakter. Jeg håber, at beskrivelsen inspirerer alle selskabets medlemmer til at rette henvendelse til projektet, for at registrere en eller flere ting, som har været til stor hjælp, men som ikke længere bruges. Beskrivelsen kan forhåbentlig også være til inspiration ved beskrivelse af, hvad projektet går ud på, overfor andre blinde og stærkt svagsynede.
En oversigt med en beskrivelse af de 71 registreringer blev forelagt på et møde den 11. september 2018 i den blindehistoriske arbejdsgruppe, hvor selskabet og DBSs Fritids- og Kulturpolitiske udvalg er repræsenteret. I mødet deltog desuden samlingsleder Ion Meyer og museumsinspektør Jacob Kjærgaard, der begge fandt at listen indeholdt en række genstande, som kunne være af interesse for Den Blindehistoriske Samling. Som det kan læses andetsteds her i nyhedsbrevet vil der i løbet af kort tid blive åbnet for adgang til registranten over samlingen gennem en særlig hjemmeside. En sådan adgang vil lette arbejdet med at vurdere om ting, der tilbydes til registrering, allerede findes i samlingen eller ej.
Arne Christensen, der er et af selskabets meget aktive medlemmer, har informeret bestyrelsen om, at der formentlig inden længe på Blindeinstituttet i Hellerup, vil kunne stilles en opbevaringsmulighed for tilbudte ting til rådighed for projektet.
I selskabets bestyrelse har vi hele tiden troet på betydningen af registreringsprojektet, hvilket interessen for projektet gennem de seneste måneder har bekræftet.
I den nærmeste fremtid, skal der tages stilling til de 71 modtagne registreringer. Alle der har henvendt sig vil modtage en orientering om hvorvidt de tilbudte ting har interesse eller ej. Dernæst skal samarbejdet med Birgit Christensen, der har ansvaret for Blindeinstituttets Hjælpemiddeludstilling, videreføres med henblik på en gennemgang og eventuel registrering af hjælpemidler til brug i dagligdagen. I forbindelse med dette arbejde har projektet fået god bistand af Laus Klüwer, der er medlem af selskabet, og som har stor erfaring på hjælpemiddelområdet bl.a. fra sit mangeårige arbejde i Butik KIK.
I bestyrelsen glæder vi os til at modtage mange henvendelser, navnlig om de særlige typer af genstande, som kan bidrage til at supplere og opdatere samlingen ved Medicinsk Museion. Herom vil der løbende blive orienteret i kommende nyhedsbreve.
6. 50-års jubilæum for akustiske trafiksignaler v/Poul Lüneborg
For alle blinde og stærkt svagsynede er den hvide stok, ledelinjer og markeringsfelter i byernes fortove samt akustiske trafiksignaler, efterhånden blevet selvfølgelige begreber i dagligdagen. Sådan har det imidlertid ikke altid været.
Den hvide stok, som den i dag kendes, kom fra USA til Europa efter 2. Verdenskrig, og blev i løbet af 1960-erne i stigende grad accepteret af blinde som et relevant og nødvendigt hjælpemiddel i forbindelse med al udendørs færden. Først i 1976 blev den hvide stok officielt anerkendt som blindes færdselsmærke gennem en bekendtgørelse fra den 1. april 1976, udstedt af justitsminister Orla Møller.
Bestræbelserne på at gøre byernes offentlige rum mere tilgængelige for mennesker med en alvorlig synsnedsættelse tog for alvor fart, da Folketinget første gang den 28. oktober 1998 behandlede en plan til lettelse af handicappedes fysiske tilgængelighed. Denne plan var resultatet af et omfattende udvalgsarbejde, som By- og Boligminister Jytte Andersen havde iværksat.
Den 9. september 1999 fulgte Dansk Blindesamfund op på dette regeringsinitiativ med udgivelsen af håndbogen ”Tilgængelighed i detaljen”. Hermed blev der for alvor sat fokus på at fremme den fysiske tilgængelighed for blinde og stærkt svagsynede i danske byer. Det akustiske trafiksignal for blinde er imidlertid det ældste tiltag på området, idet vi i år kan fejre 50 året for opstillingen af et sådant signalsystem i et gadekryds i København.
Under stor opmærksomhed fra presse, radio og TV, indviedes den 17. april det første akustiske trafiksignal i Danmark, og de mange reportager fortalte i tekst og billeder offentligheden om et af de blindes største problemer – at færdes i storbyens trafik.
Dette første trafiksignal med lyd blev opstillet, hvor Kristianiagade munder ud i Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro, tæt på det gamle Blindeinstitut. Anlægget blev i Medlemsblad nr. 24 fra 1968 beskrevet på følgende måde:
”Ved fortovskanterne rejses i forbindelse med et lille rækværk en stander, hvorpå man ved hjælp af en lille knap kan bringe en tone til at lyde, så længe lyssignalet viser grønt. Kristianiagade er på det sted så bred, at der mellem kørebanerne anlægges en helle, hvorpå der ligeledes rejses en stander, så man kan passere gaden i to omgange, hvis det bliver nødvendigt. Falder forsøget heldigt ud, er det tanken, at dette trafiksignal skal sættes op også andre steder.”
Denne omtale af det første akustiske trafiksignal for blinde var dog ikke den første. Den forekom i en artikel i Medlemsblad nr. 22 fra samme år, hvor landsformand og forretningsfører H.C. Seierup skrev:
Lyd i lyskurvene!
Trafikken bliver et stadigt større og større problem for blinde og svagsynede. Det er derfor ikke underligt, at man rundt om i de større lande arbejder med udviklingen af tekniske hjælpemidler, der skal lette den blinde i færdslen. Der er således konstrueret apparater, der orienterer sin bærer om, hvad der måtte komme af forhindringer; apparater, som dog endnu ikke er færdigudviklede. Den hvide stok er også et hjælpemiddel, der arbejdes meget med. Dels er det her vigtigt, at stokken har den rette længde og vægt, og dels er det vigtigt, at den blinde trænes i brugen af den hvide stok. For os er det af ganske særlig vigtighed, at stokken gøres kendt, for det er den desværre ikke endnu, og det betyder, at den i stedet for at skabe tryghed afstedkommer det modsatte. Vi håber derfor, at alle vil hjælpe os med at få slået fast, at »den hvide stok er den blindes stok«.
Gadekrydsene er for alle fodgængere de store farecentre. Derfor har man fået lysreguleringen, signaler den blinde ingen glæde har af. I Sverige har man imidlertid nu konstrueret et hørbart signal, der kan tilsluttes lyssignalet, og derved kan den blinde og svagsynede trafikant orienteres om, hvorvidt man kan gå eller skal vente på grønt lys. Et komplet udstyr vil formentlig kunne fås til ca. 300 kr. og i visse tilfælde oven i købet billigere. Det er således ikke noget stort økonomisk problem.
Vi har derfor i dag rejst spørgsmålet overfor Vejdirektoratet, borgmesteren for magistratens 4. afdeling samt Københavns Politis vejtekniske kontor, og vi håber på en forhandling om spørgsmålet, idet vi naturligvis ikke forestiller os, at ethvert gadekryds forsynes med akustiske signaler, men i flere af de større byer kan der nok være brug for det.”
Når alt dette er sagt om baggrunden for opstillingen af det første akustiske trafiksignal, er der grund til at notere sig oplevelserne, fra én af de første brugere af signalet. I Medlemsblad nr. 14 fra 1968 skrev Karen Lind: ”For mig opstår der jævnligt 3 »blinde situationer« i forbindelse med signalet:
1. Det falder mig svært at finde stangen med knappen. Med stokken glider jeg langs kantstenen, men stangen står 20 – 40 cm inde på fortovet, og jeg glider tit langt forbi. Nogle gange fægter jeg med en arm eller med stokken efter stangen, er uheldig og fægter ved siden af. Resultat: seende råber til mig eller kommer løbende for at hjælpe mig – en blind situation!
2. Komisk nok har jeg to gange oplevet, at mennesker har stillet sig til hvile op ad stangen.
Når jeg fægter og famler for at finde knappen, må de enten tro, at jeg har mistet forstanden, eller at jeg gør tilnærmelser. Jeg bliver selv så forvirret, at min forklaring indskrænker sig til: »Jeg skal over gaden« – en blind situation!
3. Signalets startrytme er således, at mange mennesker passerer mig, efter at jeg har trykket på knappen, fordi jeg er kommet lidt for sent til at være med i den aktuelle trafikbølge. Der sker da det, at jeg opfører mig som en af de yngste på instituttet, som hr. Agerbæk mildt bebrejder mangel på tålmodighed. Lad mig bare tilstå, det sker, at jeg går over, uden at signalet lyder, men langt oftere sker det, at en seende overtager forældremyndigheden over mig og med et jerngreb i min arm fører mig over på den anden side. Hverken min hund eller jeg er stolt i denne »blinde situation«!
Dette indlæg er mest blevet en kritik af lydsignalet. Der er dog meget godt at sige om det, bl.a. at lyden kommer fra den modsatte side, således at man kan pejle sig frem.
Mange blinde, som i dag læser indlægget fra Karen Lind, som senere skiftede navn til Karen Hassel, vil nikke genkendende til hendes beskrivelse af vanskelighederne ved at færdes i et trafikreguleret gadekryds med et lydsignal, selv om disse teknisk set er blevet stærkt forbedret gennem årene.
Dette første akustiske trafiksignal blev startskuddet til en udvikling, som vi stadig ikke har set slutningen på. Dansk Blindesamfund tog initiativ til udviklingen af et signal, som kunne godkendes af trafikmyndighederne. Sammen med eksperter fra Polyteknisk Læreanstalt udvikledes signalet fra firmaet Dansk Signalindustri.
Dette signal opfyldte de krav, som Trafikministeriet havde opstillet i Vejregler for ikke-visuelle gadesignaler for blinde og svagsynede fra marts 1984. Det er det signal som fik øgenavnet skorstensrøret, og som gav anledning til mange klager fra naboerne til de kryds, hvor dette signal blev opstillet.
Selvom de regler, som myndighederne har fastsat siden flere gange er blevet revideret, er denne problemstilling stadig en udfordring, som Dansk Blindesamfund kæmper med at få løst sammen med de centrale trafikmyndigheder og kommunerne, her i år hvor dette vigtige hjælpemiddel for blinde runder 50 år. Der er dog, uanset disse udfordringer, grund til at lykønske jubilaren, da akustiske trafiksignaler daglig er en kæmpe lettelse for stort set alle blinde overalt i landet.
7. Om min mester klaverstemmer Carl Hansen v/Thorvald Kølle
Carl Hansen blev ansat som lærer i klaverstemning ved blindeinstituttet på Kastelsvej 60 i 1936.
Jeg var en af de sidste elever, som han førte op til fagprøven i klaverstemning i 1966. Carl Hansen var foruden at være en meget dygtig og sikker klaverstemmer også en meget engageret lærer, som også kærede sig meget om sine elevers trivsel og udvikling som mennesker. Vi var jo i den svære overgangsalder, hvilket han var meget opmærksom på. For mig var Carl Hansen en stor rollemodel. Jeg sugede til mig af hans dannede myndige og høflige optræden.
Carl Hansen havde også temperament. Det kunne ske, at nogle elever drillede ham når han færdedes i huset, og så blev han vred.
Der gik en del tid med socialt samvær og tale om de forskellige tilstande i livet. Det var vældig spændende at lytte til hans erfaringer og betragtninger.
En gang imellem kom min kæreste op på kontoret i klaverstemmeriet og hun sad stille og hørte på når vi talte sammen. Ved en bestemt leglighed, hvor hun lige var gået sagde han:
”De skulle have dem en elskerinde på 27 år”. Jeg var jo bare 18, så det var en spændende tanke.
Om formiddagen, når vi havde mødt kl. 8.00, blev Rudi sendt til købmanden efter cola. Da vi havde siddet og talt sammen en tid, så kunne der blive stille. Så kunne han eftertænksomt med et lille smil sige: ”Og Albertsen, hvad skal det blive til med Albertsen”. Det var Rudi han talte om. Det viste sig da også, at Rudi droppede ud. Han fik aldrig fagprøven.
Carl Hansen havde stor menneskelig indsigt og intuition. Han havde rigtig mange kunder i byen. Dengang var der mange flere klaverer i hjemmene. Carl Hansen gjorde meget ud af at fortælle os, hvordan man skulle opføre og begå sig, når man kom ud i hjemmene.
Carl Hansen havde en meget korrekt omend undertiden en stiv optræden. Derfor var han også opmærksom på, hvordan vores kropsholdninger var.
Carl Hansen var helt blind, så han rørte ved os. Formanede os og løsnede vore skuldre ved at massere og vippe med vores arme, så vi slappede af.
Undertiden spillede han på klaver for os. Så kunne han fortælle om, hvordan han bedårede kvinderne. Hvis han syntes at de var tarvelige eller simple benævnede han dem som en Jeppe, jepper i flertal. Refrænsangerinder kunne han som regel ikke lide. Så kaldtes de bævregeder. Carl Hansen var en stor beundrer af kvinder, der havde stil.
Engang, ved en middag på instituttet, løb det af med ham. Vi sad til bords med Villy Egmose og hans mor. Pludselig rejste Carl Hansen sig hurtigt op og proklamerede højt: ”Fru Egmose jeg må sige dem, de er en pragtfuld kvinde”. Hvorefter han straks igen satte sig ned.
Carl Hansen var meget agtet. Han var også medlem at Odd Fellowlogen.
Han tog os med ud forskellige steder, hvor nogle af Odd Fellowbrødrene havde virksomheder, hvor vi kunne snakke med folk der, og lærer om livet.
Blandt andet var vi ude på en minkfarm, hvor vi fik tykke læderhandsker på, og fik lov til at holde en levende mink.
Dengang var der ikke spærret af ved vejarbejder i København, og når Carl Hansen færdedes rundt i byen og bemærkede, hvor den var gal og en blind kunne falde i udgravninger, kom han nogle gange op på kontoret efter en tur i byen.
Så ringede han straks som det første til alle de blinde, som han kendte i kvarteret og informerede dem om situationen.
Når vi så havde siddet og talt sammen i omkring halvanden time efter mødetid om morgenen, sagde Carl Hansen pludselig og veloplagt:
”Nå, så går vi til den”
Hvorefter han rejste sig energisk og brat. Så var der energi og arbejde. Som nybegynder kunne man kun stemme cirka halvanden time, men senere blev tiden udvidet gradvist. Når vi skulle slutte for denne dag, kom Carl Hansen energisk ind i rummet og spurgte:
”Nå, hvordan gik det”?
Så lyttede han og kommenterede klart, venligt, direkte og uden omsvøb, hvad man havde lavet. Så rettede Carl Hansen med let forståelige kommentarer og eksempler, hvor han viste i ord og toner, hvad han mente.
Han sluttede altid arbejdstiden med ordene:
”Så stiller vi sammen”. Det betød at vi satte klappen, som dækker tangenterne og overrammen, som dækker mekanik, strenge og nagler på, så klaveret er lukket.
Carl Hansen markerede altid meget tydeligt arbejdstid begyndt, og arbejdstid slut.
Det var meget trygt for mig at opleve, at Carl Hansen som menneske var meget medfølende og intuitiv, og en meget spændende og nuanceret person, hvor han som lærer altid var den samme. Han var altid korrekt og opmærksom.
Carl Hansen gjorde aldrig forskel på os elever, men behandlede os så vi alle forstod forskellen i den måde, han underviste den enkelte på.
En dag tog han mig med ned, for at jeg skulle lytte og kommentere hans stemning af et klaver. Jeg skulle sige, når strengene stemte når han drejede på stemmenaglerne med stemmenøglen. Et par gange spurgte han: ”Er den der nu”? Jeg sagde ja, hvorefter han i et lettere brøsigt tonefald spurgte: ”Hvorfor sagde de det ikke”?
Når Carl Hansen skønnede, at eleverne var blevet rutinerede og dygtige nok, skulle vi på fabrik. Dengang var der adskillige gode klaverfabrikker i Danmark. Blandt andet Brødrene Jørgensen, Hornung og møller, Zwicki og Andreas Christensen, og jeg kom blandt andet til Andreas Christensen. Det var meget spændende og anderledes for mig at komme ud i en virksomhed, men jeg klarede mig godt der.
Eleverne blev sommetider inviteret til middag privat hos Carl Hansen. Vi fornemmede, at det var et rigtig pænt hjem. Fruen var meget venlig. Der var stil over det hele ved disse sammenkomster.
Som institutionsanbragte børn og unge, var det en meget rar og inspirerende oplevelse at komme privat hos vores mester.
Carl Hansen var ansat i omkring 30 år ved blindeinstituttet.
Da jeg gik videre i livet efter endt uddannelse, mistede jeg kontakten med Carl Hansen, men Carl Hansen har betydet meget i mit liv.
8. Om at gå i specialskole i provinsen, interview med Henning Laursen fra Viborg, hvor han fortæller om sin skolegang på undervisningscenteret i Herning.
Artiklen er bygget på noter fra Henning Laursen fra Viborg, samt samtaler med Rita Cecilie Varmby.
Som bekendt af mange af nyhedsbrevets læsere, så var det helt almindeligt at blinde og svagtseende børn gik på Refsnæsskolen i 1950-erne og langt op i 1960-erne.
Et af de tiltag til den senere integration var specialskolerne der lå i Herning, og som Henning Laursen vil fortælle om i nedenstående artikel.
Henning Laursen blev født den 15. maj i 1954 i Ulfborg Kirkeby.
Han er født 6 uger for tidligt, hvilket medførte, at han måtte i kuvøse for at overleve. En af følgerne af det blev, at han fik grå stær på grund af for meget ilt.
Dengang var det ret almindeligt, at øjnene blev beskadiget, da man havde for lidt viden om, hvor meget ilt, der skulle til for at overleve i en kuvøse.
Henning boede hos sine forældre fra ganske lille af. Der var ikke problemer med at bo hjemme, så man regnede heller ikke med, at han ville få problemer med det manglende syn senere hen.
Da det var tid til skolegang var Henning og hans familie nabo til den lokale folkeskole, hvor han gik i de første 2 år.
En af hans lærere hed Jan Michel, der mente, at Henning nok skulle kunne følge med i klassen, på betingelse af at han fik lov til at sidde på den forreste række.
Efter 2. klasse viste det sig at det alligevel ikke gik som man havde håbet, fordi det trods de gode intentioner var svært for Henning at følge med i undervisningen pga. det nedsatte syn. Derfor blev forældrene kontaktet af Refsnæsskolen i Kalumborg, hvor man havde den nødvendige ekspertise til undervisningsbrug for blinde. Alligevel blev Henning ikke henvist til Refsnæsskolen, fordi forældrene bestemt ikke ønskede det, da han ikke skulle væk hjemmefra. Det var den gang almindelig kendt, at hvis forældrene modarbejdede et tilbud om at komme på Refsnæsskolen, så blev de truet med børneværnet, hvis de ikke ville samarbejde, hvilket også var tilfældet for Henning og hans forældre. De skulle sørme nok selv finde ud af, hvordan det skulle gribes an.
1960-erne var en brydningstid, hvor mange nye ting var på vej, hvilket også gjaldt skoleundervisningen for handicappede.
På daværende tidspunkt, hvor vi skriver 1964, var det blevet muligt for de svagtseende elever at modtage specialundervisning i Herning.
Henning påbegyndte sin skolegang i 3. klasse hvor han og hans kommende skolekammerater blev transporteret i bus og tog hver dag. Det tog et par timer hver vej da der var 50 kilometer frem til skolen og 50 kilometer hjem igen.
På grund af den lange transporttid frem og tilbage, så var det begrænset, hvad børnene fik ud af det pensum de skulle igennem.
Henning og hans kammerater blev undervist på et kvistværelse på vestervangsskolen i Herning, hvor alle blev undervist på forskellige klassetrin. Der har nok været 6-8 elever i Hennings klasse.
Den gang var det også almindeligt, at man gik i skole om lørdagen.
Henning gik på Vestervangsskolen fra 1964 til 1969.
Da han havde gået på nævnte skole i tre år, hvor han og kammeraterne blev transporteret i tog og bus blev de kørt i bil, hvilket tog kortere tid for dem at komme frem og tilbage. Man gik over til den nye transportform, da eleverne skulle transporteres til to-tre forskellige specialskoler i byen. I skrivende stund skal det nævnes, at der også var en specialskole for døve i samme by.
Henning havde kammerater på sin hjemegn, men i skolen var det småt med sociale relationer, fordi den begrænsede tid, man havde sammen skulle bruges til undervisningen.
I 1969 Blev Henning og hans kammerater delt op i 2 klasser på en ny skole som hed Sønderagerskolen.
Der gik han i den store klasse sammen med Finn Nordbø Sørensen fra Kjellerup, som nogle af nyhedsbrevets læsere måske har kendt.
På det mindre klassetrin gik der 4-6 elever. På det store klassetrin var der 2 elever.
Hennings klasselærer hed Grethe Åby. En af de andre lærere hed Margerit Sørensen, som var nordmand.
Derudover havde man som øvrige lærere Svend Hansen og Daniel Risager.
Fra 1970 og til 1973 gik Henning i 8-10 klasse på Ulfborg bys lokale skole, hvor han havde fået udlånt hjælpemidler for at klare de problemer, der måtte være at gå som integreret i en almindelig folkeskole.
Han boede cirka tre kilometer fra den sidstnævnte skole, hvor forløbet gik rigtig godt, da der ikke skulle bruges tid og kræfter på den lange transporttid. Dengang var der ikke så meget trafik, så Henning cyklede til og fra skole. I dag ville det have været utænkeligt, da det er uforsvarligt at køre pga. den stærke trafik.
I hele skoleforløbet boede Henning hjemme hos sine forældre, som boede i den samme by i hele hans barndom.
Som man kan se i Henning Laursens beretning var man på daværende tidspunkt parat til nye tiltag i undervisningen. Det var en brydningstid, hvor nye veje skulle afprøves, hvilket også gjaldt handicapundervisningen.
Selskabets bestyrelse håber, at der vil komme flere beretninger om, hvordan det har været at gå som blind og svagtseende i en almindelig folkeskole.
9: Dansk Blindesamfunds Amatørteater v/ Poul Lüneborg
Den 18. januar 1946 afholdtes på Dansk Blindesamfunds kontor i Randersgade på Østerbro i København et møde på initiativ af daværende hovedkasserer H. C. Seierup. Foreningens medlemsblad havde forinden informeret om planerne bag mødet. Som gæst var forfatteren Kaj Nielsen inviteret. Tanken med mødet var at undersøge interessen for at starte en form for teatervirksomhed blandt medlemmerne. Kaj Nielsen kunne på stedet fastslå, at antallet af fremmødte, var tilstrækkeligt til at besætte rollerne i 4 enaktere, som han havde medbragt. Entusiasmen blandt de fremmødte var så stor, at de 4 stykker med Kaj Nielsens medvirken 2 måneder senere den 23. marts 1946 kunne præsenteres ved et arrangement. I løbet af efteråret blev teatervirksomheden organiseret i en forening med bestyrelse og man kunne tage fat på opsætningen af det første egentlige teaterstykke, som blev præsenteret for offentligheden i begyndelsen af 1947. Det blev Gunnar Benjamin Hansen – kaldet Benja, der fra starten kom til at tegne bestyrelsen for amatørteatret, han varetog hvervet som bestyrelsens formand i flere omgange gennem næsten 25 år.
Ovenstående er en meget kort beskrivelse af starten på Amatørteatret, som i de følgende 60 år fik den allerstørste betydning for mange af Dansk Blindesamfunds medlemmer. I teatrets storhedstid i 1960-erne kunne en præmiereforestilling trække mere end 200 tilskuere. Teatret hørte til et af de første landsdækkende amatørteatre i Danmark og var i mange år et aktivt medlem af Dansk Amatør Teater Samvirke – DATS.
I løbet af 1990-erme dalede interessen for teatret mere og mere og den 18. januar 2007 opløstes amatørteatret ved en ekstraordinær generalforsamling. I forbindelse med teatrets nedlæggelse blev det besluttet at formuen på knap 27.000 kr. skulle overgives til Blindehistorisk Selskab sammen med 81 DAT bånd med de mange teaterforestillinger, som gennem årene var blevet optaget på lydbånd.
2017 var derfor året, hvor vi i selskabet gjorde os umage for at markere og yde et bidrag til bevarelsen af teatrets historie, idet det var året, der markerede 10 året for amatørteatrets nedlæggelse.
Vi står i en slags taknemmelighedsgæld til denne forening, som følge af den generøse donation vi modtog, da amatørteatret besluttede at opløse sig selv.
Markeringen bestod i to medlemsarrangementer. For det første fortalte Hans Erik Olsen, sammen med sin bror Henrik, om Amatørteatrets kabaretter fra 1963 – 1965 og præsenterede uddrag i form af lydoptagelser fra disse af sketches og viser, skrevet af deres far Ove Olsen. arrangementet fandt sted den 18. maj.
For det andet fortalte Arne Krogh, ved et arrangement den 23. november, om amatørteatrets historie, og om hans eget engagement som amatørskuespiller. Som afslutning på programmet afspillede Hans Erik Olsen Gustav Wieds ”Skærmydsler” opført af amatørteatret i 2000. Begge arrangementer var velbesøgte og foregik i salen på Solterrasserne i Valby.
Vi har i bestyrelsen, ud over disse 2 medlemsarrangementer, indsamlet arkivmateriale om amatørteatret og dets medlemmer med henblik på at oprette et særligt menupunkt på selskabets opdaterede hjemmeside. Menupunktet vil forhåbentlig inden længe omfatte et dækkende materiale om amatørteatrets betydning, dets historie og lydoptagelser af forestillinger, som gennem årene er blevet optaget.
I forlængelse af dette arbejde har vi fra teatrets sidste formand Eva Berdiin modtaget en omfattende scrapbog, der belyser amatørteatrets virksomhed gennem dets 60-årige levetid. Scrapbogens 3 ringbind indeholder materiale om forestillinger, opført i årene 1979-2006, i form af programmer, billeder og omtale af de enkelte forestillinger. Desuden indeholder scrapbogen en liste over personer, der har været aktive i teatret i årene 1946-2002. Endelig findes en fortegnelse over 82 forestillinger, der er blevet optaget på lydbånd. Det viser sig, at amatørteatret har taget båndoptageren i brug fra dennes tidligste barndom, således findes der optagelser helt tilbage fra 1958.
Selskabets forhenværende. Formand Hans Erik Olsen har påtaget sig at digitalisere forestillingerne, som er optaget på de 81 DAT bånd, dette arbejde er endnu ikke afsluttet. Her følger en oversigt over de 31 forestillinger, som i dag findes i selskabets arkiv.
Lydfilerne over forestillingerne er anført efter tidspunktet for opførelsen/optagelsen, dernæst følger stykkets titel og forfatterens navn. Årstallet i parentesen efter forfatterens navn er årstallet for hans/hendes død, dette årstal efterfølges af oplysning om forfatterens nationalitet m.m.
En given forestilling kan i henhold til ophavsretsreglerne først offentliggøres 70 år efter forfatterens død. Denne grundregel i de gældende regler om ophavsret på området er blevet bekræftet gennem kontakt til Dansk Amatørteater Samvirke. Indtil videre kan vi derfor kun offentliggøre amatørteatrets egne forestillinger og forestillinger skrevet af forfattere som er døde i 1948 eller tidligere. Det betyder endvidere, at 10 af de nævnte forestillinger ikke for tiden kan offentliggøres på selskabets hjemmeside.
1958 04: Der ligger et hus af Madelene Bingham (1988 – engelsk, original titel: The Man from the ministery).
1958 10 19: Den gamle præst af Jakob Knudsen (1917).
1959 05 02: Amatørteatrets Forårskabaret 1959 (til offentliggørelse).
1961 02 11: Pygmalion, af Bernard Shaw (1950 engelsk).
1963 05: Amatørteatrets Forårskabaret 1963 (til offentliggørelse).
1963: Kabaret Ove Olsen 1963 (til offentliggørelse).
1964 01 18: Københavnskredsens Nytårsrevy 1964 (til offentliggørelse).
1965 05 28: Amatørteatrets Forårskabaret 1965 (til offentliggørelse).
1966 10 28-29: Amatørteatrets kabaret Vor By (til offentliggørelse).
1967 04 29: Fysikerne, af Friedrich Dürrenmatt (1990 – Schweiz).
1967 09 29: Fysikerne, af Friedrich Dürrenmatt (1990 – Schweiz).
1968 05 18: Fred på jorden af Svend Lindum (stadig aktiv).
1969: Amatørteatrets forårskabaret – Rejse og Ferie (til offentliggørelse).
1971 09 18: Amatørteatrets kabaretkavalkade 1971 (til offentliggørelse).
1976 01 16: Frøken Nitouche, af Henri Meilhac & Albert Millaud (1897/1892 – fransk).
1976 04 30: Regn, af W. Somerset Maughan (1965 – engelsk).
1977 04 23: Dansk Blindesamfunds Amatørteater – forårskabaret 1977 (til offentliggørelse).
1978: Kabareten Mølposen (til offentliggørelse).
1979 02 02: Den rejsende uden bagage, af Jean Anoui (1987 – fransk).
1979 09 21: Dansk Blindesamfunds Amatørteater – Kalejdoskopet (kabaret til offentliggørelse).
1979 11 23: Gæstespil i 3 afsnit med teatrets venner (til offentliggørelse).
1980 03 21: Insektliv, af Joseph og Karel Cape (1938 – tjekkisk, uddrag i radioudsendelse).
1981: Amatørteatrets teaterkursus (radioudsendelse ved Ove Gibskov).
1982 05 01: Amatørteatrets kabaret – Collage (til offentliggørelse).
1987 03 06: Fysikerne, af Friedrich Dürrenmatt (1990 – Schweiz).
1987 10 02: Amatørteatrets Kabaret 1987 (til offentliggørelse).
1989 01 21: Tummelumsen, af Gustav Wied (1914).
1992 10 31: Gaslys, af Patrik Hamilton (1962 – engelsk).
2000: Skærmydsler, af Gustav Wied (1914).
2002 06 15: Privatliv, af Noel Cowards (1973 – engelsk).
2006 01 21: Den korte dag er lang nok, af Karl Bjarnhof (1980).
Ovenstående oversigt vil løbende blive opdateret, i takt med at selskabet modtager yderligere digitaliserede versioner af amatørscenens optagne forestillinger fra Hans Erik Olsen, eller fra medlemmer, som ligger inde med sådanne.
Derudover vil der, på det kommende menupunkt på hjemmesiden, kunne høres et interview med Knud Klausen, der fortæller om Amatørteatrets historie og hans egen deltagelse i en række forestillinger. Knud Klausen interviewes af Per Andersen.
10. Fra børnehjemmet på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge, causeri med Hans Erik og Henrik Olsen på Solterrasserne den 25. oktober 2018. Annonce v/ Rita Cecilie Varmby.
Blindehistorisk selskab slår dørene op for et arrangement på Solterrasserne Johan Krohnsvej 8, 3. den 25. oktober fra kl. 14.00 til kl. 17.30.
Hans Erik Olsen og Henrik Olsen vil fortælle om deres barndomsliv på Refsnæsskolen, som starter med deres tid på børnehjemmet. Imens de var på Refsnæsskolen blev de adopteret af Linda og Ove Olsen, som begge var blinde. Den gang var det usædvanligt at blinde ægtepar kunne adoptere. Det, samt meget andet, vil tvillingerne fortælle om i deres causeri. For at gøre fortællingen mere levende, vil vi blive præsenteret for lydoptagelser fra deres liv på Refsnæsskolen.
For dem, der ikke har den store kendskab til Refsnæsskolens historie, så blev den stiftet i 1898. Det blev en forskole for de mindste børn i den skolepligtige alder.
Før den tid kom blinde børn på det Kgl. Blindeinstitut i København fra 1858 i en alder af 10-11 år.
Forskolen på Refsnæs fik med tiden flere funktioner. Undervejs blev man klar over, at man ikke havde et sted for de børn, som var i alderen fra 0-7 år, da mange småbørn med et synshandicap, af forskellige sociale årsager, ikke havde et blivende sted.
På foranledning af Dansk Blindesamfund oprettede grosserer Cornelius Stau et privat børnehjem i Ballerup i 1916. I 1918 måtte børnehjemmet flytte til en villa i Lyngby, hvor det fra 1921 blev et hvilehjem for blinde kvinder, hvilket varede til 1963.
I 1921 overtog staten børnehjemmet. Grosserer Cornelius Stau købte til gengæld en nabogrund til Refsnæsskolen, som blev det kommende børnehjem, der kunne rumme 20 børn i alderen fra 0-7 år. I samme periode blev der plads til nyttehaver, frugtplantager og husdyr, hvilket var med til at udvide det blinde barns horisont.
I 1970, hvor der var sket mange forandringer på Refsnæsskolen, måtte børnehjemmet holde flyttedag, så den eksisterende bygning kunne blive kantinebygning.
Det nye børnehjem blev af gode grunde opkaldt efter Cornelius Stau, så derfor kom det til at hedde Stausgården. Bygningen fra 1970 blev senere kursusafdeling.
Det gamle børnehjem fra 1921 eksisterer stadigvæk, men hvad det bruges til i dag vides ikke.
Med denne historiske gennemgang håber Blindehistorisk selskabs bestyrelse på, at mange af vore medlemmer får lyst til at deltage i det spændende arrangement. Ved arrangementet vil der blive serveret kaffe/te og kage for deltagerne, ligesom der vil være mulighed for at købe øl og vand.
Absolut sidste frist for tilmelding er den 21. oktober.
Ved tilmeldingen skal man henvende sig til Rita på tlf. 36 17 14 10 eller på mail, som er: rcvarmby48@gmail.com. Man kan også tilmelde sig hos Thorvald på tlf. 22 78 18 27 eller på mail, som er thorvald@cool.dk
På gensyn den 25. oktober på Johan Krohnsvej 8 3. sal fra kl. 14.00-17.30.
11. Selskabets stiftende generalforsamling m.v. v/ Poul Lüneborg
Én af de første opgaver, som jeg kastede mig over sammen med bestyrelsen, efter at jeg på generalforsamlingen i 2016 blev valgt som formand, var at skaffe klarhed over, om selskabets arkiv rummede alle udsendte nyhedsbreve, årsberetninger og referater af generalforsamlinger.
Det gjorde vi for at sikre os alle disse dokumenter, imens vore forgængere stadig var i live og aktive medlemmer, og denne indsats gav straks gode resultater. Men der var dog et dokument, som ingen kunne hjælpe os med til trods for flere efterlysninger i nyhedsbreve samt skriftlige og telefoniske henvendelser til mange medlemmer.
Det drejede sig om referatet af den stiftende generalforsamling afholdt den 18. november 1994 på Det Gamle Blindeinstitut på Kastelsvej 60, på Østerbro i København.
Vi har i bestyrelsen imidlertid på intet tidspunkt opgivet håbet om at finde dette referat. Det blev nemlig året efter uddelt i en punktskrift- eller trykt udgave til alle, der deltog i generalforsamlingen, der blev afholdt den 26. februar 1995 på Refsnæsskolen ved Kalundborg. Vi mente derfor, at det nok på et eller andet tidspunkt ville dukke frem. Det skulle vise sig, at vi ikke skulle vente længe, idet vores næstformand René Ruby på bestyrelsesmødet den 13. juni i år kunne uddele seks eksemplar i punkt af det efterlyste referat, som han havde fundet på loftet i forbindelse med eftersøgning af andre dokumenter til brug i en anden forbindelse. Det vagte naturligvis stor glæde på mødet.
Rita Varmby og Allan Fohlmann har sammen produceret en elektronisk version af referatet, som nu findes i vort arkiv.
Det betyder at når selskabets opdaterede hjemmeside ”går i luften” vil man på denne kunne finde referater af de første 25 afholdte generalforsamlinger. På generalforsamlingerne frem til 2002 blev der kun forelagt mundtlige beretninger, derfor finder man på hjemmesiden kun korte notater som erstatning for disse beretninger, for de første 7 beretningsperioder. Efterfølgende er der aflagt skriftlige beretninger på generalforsamlingerne fra 2002 og frem til i år i alt 17 beretninger. Endelig vil man på hjemmesiden kunne finde alle 57 nyhedsbreve, der til dato er udsendt. Nyhedsbrevene fra de første ca. 10 år findes i dag i elektroniske dokumenter takket være en stor indsats fra selskabets tidligere formand Hans Erik Olsen, der har overskrevet disse fra punkt.
Denne succes med at finde referatet af den stiftende generalforsamling i selskabet, giver os i bestyrelsen stadig et spinkelt håb om, at også den lydbog og de tidsskrifter, som tidligere er blevet efterlyst, vil komme for en dag. I Nyhedsbrev nr. 2 fra i år tilkendegav jeg på bestyrelsens vegne ønsket om fortsat at opfordre alle medlemmer, og andre med kendskab til den danske blindesag, om at hjælpe os med at finde, hvor nogle meget gamle tidsskrifter i punktskrift eventuelt kan findes. På selskabets generalforsamling den 26. februar 2000 beklagede Knud Klausen, at Danmarks Blindebibliotek havde smidt gamle udgaver af ”Blindes Budstikke” fra før bibliotekets stiftelse ud, sammen med gamle eksemplarer af DBSs medlemsblad. Disse blade savnede jeg i høj grad, da jeg skrev bogen ”De Blinde Pionerer”, da de fortæller om opstarten af Dansk Blindesamfunds lokalkredse.
Jeg vil opfordre alle, som måtte få viden om eksistensen af punktskriftsudgaver af numre af Medlemsbladet fra 1913 og tidsskriftet Blindes Budstikke fra tiden omkring Dansk Blindesamfunds stiftelse dvs. årene 1908-1916, om at rette henvendelse til selskabet. Man kan fortsat forestille sig, at disse blade ligger gemt på et loft et eller andet sted, og at deres eksistens gennem de mange år er gået i glemmebogen.
Mange læsere af Nyhedsbrevet vil nok mene, at jeg er noget sent ude med denne sidste opfordring, men hvis nogen desuagtet kan pege på eksistensen af disse blade, vil jeg betragte det som noget nær et mirakel.
Derudover efterlyser bestyrelsen en lydbogsudgave af amerikaneren Thomas J. Carrolls bog ”Blindhed” fra 1960-erne. Denne bog blev udgivet i USA i 1961 og efterfølgende oversat af Heinrich Meyer fra Blindeinstituttet. Den danske udgave af bogen blev efterfølgende indlæst på spolebånd gennem Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde – nu Nota. Det var en bog, som vakte nogen opsigt i samtiden, bogen blev ved den seneste opdatering af selskabets litteraturliste på vores hjemmeside optaget på listen. Så vidt jeg ved er der tale om en lydbog optaget på 4 spolebånd. Hvis der blandt selskabets medlemmer er nogen som ligger inde med et eksemplar af denne lydbog, hører bestyrelsen meget gerne fra vedkommende.
12. Historien om Danske båndamatører v/ Poul Lüneborg
Den 4. april 2017 modtog selskabet en henvendelse fra Jonas Olsen, der fortalte, at han arbejdede på en bogudgivelse, der skulle beskrive den danske båndamatørbevægelse.
Det han var særligt interesseret i var optagelser, der indeholdt elektronisk musik, lydcollager, eller på anden måde ‘kreative’ båndværker.
For at udtrykke selskabets støtte til projektet kunne man i Nyhedsbrev nr. 3-2017 læse en kort orientering om den planlagte udgivelse. Artiklen i nyhedsbrevet indeholdt en beskrivelse af projektet, og bestyrelsens opfølgning på henvendelsen gennem henvisning til en række blinde båndamatører og musikere, som har offentliggjort deres kompositioner. Desuden opfordredes interesserede om at kontakte Jonas Olsen eller bestyrelsen om deres eventuelle bidrag til projektet.
Som følge af selskabets interesse for projektet modtog vi en orientering om, at Institut for Dansk Lydarkæologi den 26. juni 2018, ville afholde en reception til markering af udgivelsen ”Båndamatørerne – et glemt stykke dansk musikhistorie”, med en række båndværker og elektroniske kompositioner, skabt af folk, der havde båndoptageren som hobby. Der er tale om en LP-udgivelse med titlen: ”Danske Båndamatører 1959-1976”.
Denne udgivelse præsenterer et udvalg af danske båndamatørers eksperimenter fra perioden 1959-1976. Værkerne på pladen er alle bidrag, der har været indsendt til danske båndamatørkonkurrencer, men ingen af værkerne har tidligere været udgivet. Samlingen viser et udsnit af et hidtil overset og glemt stykke dansk lyd- og musikhistorie, hvor folk eksperimenterede med båndoptageren og skabte lydcollager og elektronisk musik i deres fritid.
Udgivelsen indeholder en 12-siders booklet med billeder og et længere essay af Jonas Olesen, der opruller historien om båndamatørerne.
LP-pladen kan købes gennem hjemmesiden tilhørende Institut for Dansk Lydarkæologi
Denne udgivelse gav anledning til en del omtale i de elektroniske medier i dagene efter lanceringen overfor offentligheden. Så vidt vides er der ingen blinde båndamatører blandt bidragyderne på pladen, en anmeldelse af et af selskabets medlemmer vil blive hilst velkommen.
13. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand René Ruby
Jagtvej 14A 2. tv.
2200 København N
Mobil +45 29 93 09 69
Mail: rene.ruby@parkmail.dk
Kasserer Ole Brun Jensen
Skovgårdsvænget 168
8310 Tranbjerg J
Telefon 86 72 55 72
Mobil 40 62 11 23
Email: ole@obj.dk
Sekretær Thorvald Kølle
Clermontgade29. 1.
4000 Roskilde
Tlf. 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
Redaktør Rita Cecilie Varmby
Ramsingsvej 4 3.th.
2500 Valby
Tlf. 36 17 14 10
mobil 21 43 02 23
E-mail: rcvarmby48@gmail.com
1. suppleant Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant Allan Fohlmann
Løvegade 69 2. th.
4200 Slagelse
Tlf. 82 43 82 43
Mobil 25 5382 43
E-mail: fohlmann@stofanet.dk