Nyhedsbrev nr. 1 januar 2006

Danmarks Blindehistoriske Selskab

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

Side 2. Redaktionelt.

Side 2. Selskabets bestyrelse

Side 3. Meddelelser, herunder indkaldelse til generalforsamling

og indbydelse til erindringsværksted.

Side 4. Hvad man dog kan ønske sig? Erindringsartikel af Johanne Refer.

Side 6. Radio og TV i Danmark samt blindes licensbetaling i historisk

perspektiv. Artikel af Poul Lyneborg og Gudrun Bjerregård.

Side 16. Finale

Redaktionelt

Med dette første nummer af nyhedsbrevet i 2006, er det næppe for sent

at minde vore læsere om, at vi siden sidste nyhedsbrev, har passeret et

årsskifte. Bestyrelsen vil derfor gerne bringe et ønske om, et rigtig godt

nytår til alle vore læsere. Blindehistorisk set, vil 2006 bringe ganske

mange spændende arrangementer. Når dette nyhedsbrev udkommer, har

der allerede været afholdt et spændende arrangement. I januar fejrede

DBS’s amatørteater sit 60 års jubilæum. Det blev markeret den 18.

januar ved en festforestilling, med Bjarnhofs teaterstykke: „Den korte dag

er lang nok“. Arrangementet vil blive omtalt i næste nyhedsbrev.

I marts måned arrangeres et erindrings værksted og en generalforsamling,

begge dele på Fuglsangcentret. Der er også planer om en historisk koncert

i foråret. Efter sommerferien vil der blive endnu et jubilæum, nemlig

blindehistorisk museums 25 år. Det vil blive markeret over 2 omgange,

dels med en blindehistorisk vandretur i København, med indlagt spisning

på en historisk restaurant, og senere med en speciel rundvisning på

museet. De nøjagtige datoer vil blive meddelt senere. vi beder i øvrigt

vore læsere lægge mærke til annoncering af de enkelte arrangementer,

både her i nyhedsbrevene og i DBS’s medlemsblade. Velkommen til et nyt

blindehistorisk år og til dette nyhedsbrev.

BESTYRELSENS sammensætning:

Formand:

René Ruby, 36307768

Kasserer:

Arne Krogh, 45859419

Bestyrelsesmedlemmer:

Karsten Ahrens, Aage Michelsen og Kurt Nielsen.

Suppleanter:

Else Ahrens og Bente Krogh

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

3 3

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

Meddelelser

Indkaldelse til ordinær generalforsamling.

Søndag den 26. marts 2006 afholdes der ordinær generalforsamling på

Fuglsangcentret i Fredericia. Eventuelle forslag der ønskes behandlet,

bedes sendt til formanden senest 8 dage før. I næste nyhedsbrev følger

årsberetning, regnskab m.m. Læg venligst mærke til yderligere annoncering

med endelig dagsorden som bringes, både her i nyhedsbrevet og i

DBS’s medlemsblad.

Indbydelse til erindringsværksted. Allerede dagen før generalforsamlingen,

altså lørdag den 25. marts 2006, arrangeres et spændende erindringsværksted

også på Fuglsangcentret. Vi kan godt love nu, at det bliver et

rigtig spændende arrangement, som også vil strække sig over søndag

formiddag. Det endelige program, er ved redaktionens afslutning, endnu

ikke færdigudarbejdet. Se derfor også om dette arrangement i næste

nyhedsbrev og DBS’s medlemsblad.

4 4

„Hvad man dog kan ønske sig“.

Erindrings artikel af Johanne Refer.

Ja, der er mangt og meget, man kan ønske sig her i – Blindhedens verden.

Jeg har engang hørt en blind mand sige, at nej, han kunne ikke ønske sig

synet. Nu havde han sin verden i blindheden, og så var det altså sådan.

Jeg kan jo slet ikke følge ham. Jeg, så kun kort i mit liv, og synet var

meget svagt, men hvor jeg husker glæden ved at se. Et lille uheld tog synet

af mit øje. Jeg husker, hvordan jeg sad på mors skød og så, at hendes

ansigt gled ud i intetheden. Hun har vel grædt, men jeg kunne intet se for

mine egne tårer. 5 år var jeg, og jeg husker nok de voksnes ansigter som

noget lyst. Jeg så mundene, når de smilte, og læberne bredte sig ud. Jeg

så, hvordan ansigterne skiftede facon, når nogen græd, og en voldsom

mimik tog fat. Men blikke fik jeg aldrig lov at se. At se en dybt i øjnene,

holde et blik fast, og læse varme, vrede, sorg glæde eller løgn, det ville jeg

gerne have kunnet. Når min lille dreng lagde sine små arme om min hals og

sagde – „Jeg elsker dig i hele verden, mor.“, så ville jeg gerne have kunnet

se ind i de glade øjne. Når en anden af mine drenge fandt en død fugl på

vejen til børnehaven og sagde „Bare den fik andre øjne, så kunne den nok

have levet igen“. Han mødte det brustne blik. Jo, jeg ville gerne have haft

lov at kigge ind til sjælen, den lille tankemager, der ser gemmen sit spejl.

Den sommer, jeg mistede min lille rest syn, forsøgte jeg med Vorherre,

men det kom der ikke noget ud af. Jeg gik om bag vores vaskekedel i

bryggerset der hjemme. Man skulle gå i løndom, når man skulle bede, det

vidste jeg. Jeg knælede ned og bad, og jeg rejste mig i min fulde femårige

højde, og ud i middags stilheden mellem de svirrende fluer sagde jeg

resigneret – „Nej, jeg tænkte det nok“. „Alt hvad I beder om i mit navn,

det skal I få“. Jeg kunne nok, så lille jeg var, huske, at nogen havde læst

det i biblen. Men det var så ikke til at regne med. Nej, jeg må nok hellere

gå ind i eventyrland her lige før H. C. Andersens store fødselsdag. Jeg

møder så nok en god fe, som vil spørge mig om, hvad mit største ønske er

og efterfølgende opfylde det. Jeg vil se igen – og hvad ville jeg så gøre.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

5 5

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

Jeg ville glæde mig over mine tre raske drenge, som jeg jo aldrig har set

og over en flok glade børnebørn. Jeg ville gå rundt og veksle blikke med

folk. Jeg ville gå på museer og se på alle de berømte malerier, som alle

snakker om, jeg ville gå på bibliotekerne, tage en bog ud, som mit øje

faldt på, sætte mig og lade øjnene glide over side efter side. Jeg ville gå

om i ukendte byer, i ukendte landskaber. Jeg kan gå på mine kendte veje.

Jeg kan klare mig ved det til mine daglige fornødenheder, men nu ville jeg

gå hvor alt var nyt, ukendt. Jeg ville tage min cykel, og så stærkt som mine

ben og min lungekapacitet tillod det, ville jeg tage km, efter km i besiddelse.

Ja, jeg ville selvfølgelig også sætte mig i min bil. Jeg ville give alle

idioterne fingeren, og efter hvad jeg forstår, så skulle der en del fingerfærdighed

til. Jeg ville nok træde på speederen, men naturligvis passe på, jeg

ikke blev indrulleret i førnævntes flok. Jeg ville prøve motorvejen med 130

km, ja, jeg tror sandelig, jeg ville over grænsen, og jeg ville prøve den frie

hastighed i Tyskland. Jo, hvor var der meget, jeg skulle nå, mens jeg var i

eventyrland. I hverdagen går jeg naturligvis ikke og ønsker noget, der

aldrig kan blive. Jeg har haft et godt liv uden synet. Jeg har oplevet meget.

Jeg har trådt kædedansen med en mængde mennesker. Jeg har mødt

dejlige, sjove, kloge mennesker, som har bragt tanker til mig, som jeg

måske aldrig selv var kommet på. Jeg har aldrig følt bitterhed over min

skæbne, bitterhed, som vil have forsuret livet for såvel mig som mine

omgivelser.

Men, men det er nu ligegodt ærgerligt, at vi ikke kan se det strålende spil –

farverne er mit tab.

Farverne, som blev berøvet mig, da jeg mistede mit 1/60-dels syn, eller

hvor meget det nu var. Ja, farverne, dem savner jeg, selvom det snart er

70 år siden,de forsvandt. Når man frejdigt snakker om noget, man ikke

har begreb om, så snakker man som den blinde om farverne. Det gør jeg

ikke. Jeg har dem helt præcist for mit indre øje, altså i erindringen. Solen,

når den er rød, når den er gul, skyerne når de er hvide som lammeuld eller

tordenblå i uvejret. De små bitte lysprikker, der kommer og går, når

stjernerne blinker på den natsorte himmel. Min sjæl er, med alt sit

tankemageri, glæden ved at være mit indre øje.

6 6

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

Radio og tv i Danmark samt

blindes licensbetaling i historisk

perspektiv

Artikel af Poul LYNEBORG og Gudrun Bjerregård.

3. august 2001.

RADIOENS HISTORIE

Den 6. oktober 1922 kom radioen for alvor til Danmark.

Det var den danske ingeniør og opfinder Waldemar Poulsen (1869 – 42),

der stod bag den for os alle betydningsfulde opfindelse. Men ikke allermindst

har radioen været af overordentlig stor betydning for formidlingen

af viden til blinde og stærkt svagsynede og må siden midten af 20erne

anses for at være det væsentligste kulturelle medie for denne gruppe af

borgere.

I Dansk Blindesamfund vakte radioen da også overordentlig stor begejstring.

Således skrev Martinus Christiansen, der var Dansk Blindesamfunds

formand i perioden juli 1923 -marts 1928 følgende i Medlemsbladet

nr. 9 af 2. maj fra 1925 i et indlæg under overskriften „Radio til

blinde og dansk radiofond“:

“ Radiofonien er vel nok en af vor tids største opfindelser. Dette, at man

ad usynlig veje kan komme i forbindelse med omverden, lyder som et

eventyr, men er en virkelighed, som jo nu allerede et almindelig kendt og

benyttet“

Martinus Christiansen, som selv havde anskaffet sig en radio og derfor

kunne tale med om spørgsmålet af egen erfaring ilede da også med „at

sige det straks“, at han var“ overordentlig begejstret derfor. Det er ikke

7 7

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

alene underholdning, der gør det betydningsfuldt, men i første række den

kulturelle betydning, det har at kunne høre foredrag om forskellige emner

og af de bedste foredragsholdere på bestemte områder, opera og anden

musik, såvel her hjemme fra som fra udlandet og på gode apparater, der

er så fuldkomment, at ingen del af tale eller musik går tabt“ Efter hans

mening burde, alle blinde derfor have radio. Havde Dansk Blindesamfund

nok økonomiske midler til rådighed, så ville det heller ikke have været så

vanskeligt, skrev han.

I 1936 da Dansk Blindesamfund fejrede sit 25-årsjubilæum den 9, juni

ville Martinussen sikkert med stolthed – hvis han havde været formand på

dette tidspunkt – have fremhævet, at foreningen nu fremstod så centralt i

offentlighedens bevidsthed, at begivenheden, der blev fejret ved et landsstævne

i København under deltagelse af 900 blinde med ledsagere, og

blev markeret ved en åbningshøjtidelighed, der fandt sted kl. 9, var blevet

radiofoneret.

AD . 1.1 RADIOENS DANSKE OPFINDERE

Waldemar Poulsen blev i 1893 ansat ved Københavns Telefon Aktieselskab

på baggrund af sit store kendskab til elektronik. Her blev han leder

af fejlafdelingen og her dyrkede han sin eksperimentelle interesser som

førte til opfindelsen af telegrafonen – et genialt elektromagnetisk apparatur

til optagelse og afspilning af lyd.

Omkring 1899 indledte han et livslangt samarbejde med fysikeren Peder

Oluf Pedersen (1874 – 1941), professor ved Polyteknisk Læreanstalt (det

nuværende Danmarks Tekniske Universitet) Hvor Poulsen var den kreative

opfinder var Peder Oluf Pedersen teoretikeren, der klarlagde de

dybere sammenhænge.

I 1902 eksperimenterede Waldemar Poulsen med den „syngende lysbue“,

som omdanner jævnstrøm til vekselstrøm. Hans eksperimenter førte til

udviklingen af en effektiv højfrekvensgenerator, der siden er blevet kendt

8 8

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

som Poulsen-buen. Waldemar Poulsen gennemførte efter udviklingen af

den „syngende lysbue“ en række eksperimenter fra en sendestation i

Lyngby i de efterfølgende 10 år. Det er denne sendestation, som siden er

blevet til Lyngby Radio,

Det var imidlertid Peder Oluf Pedersen, der videreudviklede den elektriske

lysbue som svingningsgenerator, hvilket var en forudsætning for at

sende radiofoni vha. kontinuerte radiobølger.

Poulsens og Pedersens samarbejde fik stor betydning for udviklingen af

radioteknik, således at der over hele verden blev bygget radiotelegraf- og

telefonanlæg efter Poulsen-systemet. Men det var dog først efter den

9 9

italienske fysiker Guglielo Marconis (1874 – 1937) eksperimentelle

indsats med transmission af radiosignaler i 1894, at der kom rigtig gang i

udviklingen af radioen som formidler af information.

Marconi modtog i 1909 Nobelprisen for udviklingen af radiotelegrafen.

Waldemar Poulsen blev i 1929 udnævnt til æresdoktor ved Polyteknisk

læreranstalt ved dennes 100-årsjubilæum i 1929.

AD. 1.2. TILBLIVELSEN INDTIL STATSRADIOFONIENS

DANNELSE

Den 6. oktober 1922 var en skelsættende dag for radioen som et medie i

Danmark, idet Ikke mindre end 2 forskellige og konkurrerende radioklubber,

Dansk Radioklub og Dansk Radio-klub, blev dannet på samme

dag.

Før denne dato var radioen forbeholdt en lille skare uorganiserede radioamatører,

der med hjemmebyggede apparater forsøgte at opfange signaler

fra England og Tyskland.

De 2 radioklubber og andre interesserede grupper havde alle det samme

mål, at få etableret en radiofoni, der var i stand til at sende regelmæssige

udsendelser, men først fra efteråret 1924 kom der gradvist ordnede

forhold på radioområdet og den 1. april 1925 lykkedes det den socialdemokratiske

minister for offentlige arbejder, Friis-Skotte, at skaffe flertal

for et prøveår med delvis statslig finansiering. Den 13. marts 1926 blev

ordningen gjort permanent med „Lov om radiospredning“ , og fra 1. april

1926 var Statsradiofonien en realitet.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

10 10

Ad. 1.3. RADIOEN I KULTUR- OG SOCIALPOLITISK

BELYSNING

Den 25. marts 1926 resulterede den nye interesse for radioen i oprettelsen

af Arbejdernes Radioklub i København. Den 1. august 1926 blev klubben

landsdækkende og skiftede navn til Arbejdernes Radio Forbund (ARF)

Dannelsen af ARF indebar et radikalt skift i Socialdemokratiets holdning til

radioen. Fra 1926 sker der en eksplosiv stigning i antallet af teoretiske

analyser, avisartikler og kommentarer til radioen, dennes udvikling, fremtidige

benyttelse og placering i det socialdemokratiske verdensbillede.

Ledende socialdemokrater anså radioen for at være et væsentlig middel i

en kulturkamp, hvis mål det var at udjævne de kulturelle uligheder, der var

mellem arbejderklassen og borgerskabet. Sammen med Arbejdernes

Oplysningsforbund, der var dannet i 1924, Arbejdernes Teater fra 1925

og Dansk Arbejder Idræt fra 1929 arbejdede ARF på, at kulturen skulle

tilhøre folket.

Det at gøre mediet tilgængeligt for så mange som muligt havde 2 strenge:

– Den ene var den tekniske bistand.

At høre radio var nemlig en kompliceret affære i radioens barndom.

Derfor blev en indsats på det tekniske område en naturlig del af ARFs

arbejde.

Krystalapparater, der i begyndelsen var det mest udbredte apparat var

ganske vist billig i anskaffelse og brug. Det kunne fås for en tier og så

brugte det ikke strøm. Ulempen ved apparater var først og fremmest, at

det kun kunne bruges med hovedtelefoner, hvilket betød, at radiolytning

var en individuel foreteelse, som man ikke umiddelbart kunne dele med

andre.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

11 11

Efterhånden som krystalapparatet blev afløst af lamperadioen (radio med

rør og højtaler) blev radiolytning til en fælles aktivitet for hele familien.

De lokale klubber fik da også tilknyttet en tekniker, der kunne rådgive og

vejlede medlemmerne i de lokale klubber, når de fik problemer med deres

apparater og flere af de større klubber fik indrettet laboratorier til afprøvning

af materiel. Ud over den tekniske bistand sørgede ARF også for, at

medlemmerne kunne få en antenneforsikring og senere en billedrørsforsikring

på meget favorable vilkår.

– Den anden streng var den social- politiske indsats.

Forbundet havde allerede i 1920erne kæmpet for licensfritagelse for

pensionister og arbejdsledige, og det lykkedes ret hurtigt at få gennemført

fritagelsen for afgift for de svagest stillede. Det var et rent politisk spørgsmål.

Men for at sikre, at de også kunne få en radio måtte man tage andre

midler i brug. På kongressen i 1928 vedtog ARF at arbejde for oprettelsen

af en hjælpefond, som skulle skaffe radioapparater til enlige, gamle,

kronisk syge og andre, der ikke havde råd til at anskaffe et.

Op gennem 1950erne var der meget at gøre for hjælpefonden. Der var

flere ansøgninger end der var apparater til rådighed og derudover var der

opgaver forbundet med at reparere nedbrudte apparater og ombygge

ældre modtagere til vekselstrøm, så de fortsat kunne bruges

Produktionen blev udvidet og der åbnedes filialer i flere provinsbyer, men i

1953 begyndte det at gå tilbage for Arbejdernes Radio Kooperation

(ARAKO) , som ikke magtede at omstille sig til produktionen af fjernsynsapparater

og måtte stoppe i 1958.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

12 12

AD. 1.4 HJÆLPEFONDEN

I 1929 stiftedes Dansk Radiohjælpefond med det formål at indkøbe og

udlåne radioapparater og senere fjernsyn til enlige og ubemidlede ældre.

Fonden tjente penge ved i samarbejde med Statsradiofonien at afholde

velgørenhedskoncerter, der blev transmitteret i radioen og ved at sælge

hjælpefondsmærker til 25 øre.

Priserne på radiodele og færdigbyggede radioer var højere i 1920erne og

i bestræbelserne på at omgå grossisternes store avancer og sikre arbejderne

billige radioer af en god kvalitet, blev Arbejdernes Radio Kooperation(

ARAKO ) dannet i 1932 med egen butik og værksted i København.

Fonden voksede støt, men var kun i stand til at tilgodese 12-13% af

ansøgningerne. Det var imidlertid først, da flere af arbejdernes radioklubber

begyndte at samle penge ind til nye og brugte radioer, som blev

uddelt lokalt, at der kom rigtig gang i hjælpefondsarbejdet fra 1939.

Dette arbejde har haft stor betydning og der er gennem tiderne blevet

afholdt – og holdes fortsat – masser af lotterier, bankospil og lignende,

hvor overskuddet går til indkøb af radioer og tv. ARAKO var frem til

starten af 1950erne i fuld vækst.

I 1986 begyndte Dansk Radios Hjælpefond at leje tv-apparater frem for

at købe dem. Det viste sig imidlertid at være en meget dyr løsning og i

1996 var fondens pengekasse tom og måtte dreje nøglen om.

ARF prøvede dog uden succes at lave en ny fond, som skulle erstatte

Dansk radio Hjælpefond. I stedet blev hjælpefondsarbejdet fortsat på

lokalt plan og mange klubber og kredse er stadig engagerede i at skaffe

gratis tv-apparater til de lokale plejehjem, sygehuse mv.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

13 13

AD. 1.5 FONDEN TIL HJÆLP FOR BLINDE

I 1925, da Dansk Blindesamfund talte omkring 800 medlemmer ( i dag er

tallet ca. 12.000) overvejede forretningsudvalget muligheden for at skaffe

blinde radio og kom i den forbindelse i kontakt med Dansk Radioklub.

To af dennes repræsentanter, direktør Buschholm og ingeniør Gerald

havde taget initiativ til et møde med Dansk Blindesamfund, idet Dansk

Radioklub havde besluttet at søge et fond oprettet til anskaffelse af radio

til blinde – enten gratis eller for moderat betaling – for som det udtrykkes i

Medlemsbladet nr. 23 af 28. november 1925 så har man indenfor „Dansk

Radioklub allerede tidligt haft opmærksomheden henvendt på, at radiosagen

ikke har varmere tilhængere end blinde“

Fundatsen for Radiofondet for Blinde og Vanføre, som den benævntes er

optrykt i Medlemsblad nr. 7 af 4. april 1925. Fondets formål er „at hjælpe

blinde vanføre og andre, der kan stilles lige med disse, til anskaffelse af

radioapparater“, som det formuleres i paragraf 1 med datidens sprogbrug.

Fondens midler består af en kapital på 10.000 kr., som er indsamlet af

Dansk Radioklub „og af eventuelt senere forsørgelser ved gaver og

tilskud. „

I Medlemsbladet nr.9 fra 1925 udtrykker den daværende formand for

Dansk Blindesamfund, Martinus Christiansen, da også meget stor taknemmelighed

for den fond, som Dansk Radioklub har oprettet under navnet

„Dansk Radiofond.“

For at så mange blinde hurtigst muligt kunne få gavn af fondens midler

besluttedes det på et møde i april at indlægge radio i Hjemmet for

arbejdsføre blinde kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg og på

hvilehjemmet“ Elisabeth Staus blindehjem“ i Lyngby.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

14 14

Den 29. oktober viste fondens bestyrelse med berettiget stolthed resultaterne

frem for pressens repræsentanter og bad samtidig om hjælp til at

føre arbejdet videre, oplyses det i Medlemsbladet nr. 23 af 28. november

1925. Pressen var meget interesseret og „løsenet, som der står,“ er nu:

Hver blind sin radio.“

Med henblik herpå oprettede radio-blindefonden en postgiro-konto nr.

3204, hvorefter bidrag kunne indbetales på ethvert posthus samt på

fondens kontor i Haraldsgade 6.

Et apparat til provinsen, hvorpå alle danske stationer ville kunne høres,

som det udtrykkes med datidens sprogbrug og fremgår det af Medlemsbladet

nr.9 ville med alt tilbehør koste 150 a 175 kr. Et apparat i København

ville koste 40 á 50 kr. Men med datidens målestok var der tale om

et stort beløb, hvorfor forfatteren til artiklen da også opfordrede til „at det

ville være af stor betydning, om ansøgerne selv kunne afholde noget af

udgiften, så mange blinde vil få gavn af fonden.“ Derfor skulle det i ansøgningerne

bemærkes, hvor en stor del af udgiften, man selv ville kunne

afholde.

Af medlemsblad nr. 18 af 19. september 1925 fremgår imidlertid, at når

det drejer sig om eftersyn og vedligeholdelse af apparaterne skal blinde

ikke forvente, at sådant kan bekostes af Radiofonden. Begrundelsen er

den, at man går ud fra, at radiofonien nu er så udbredt, at der alle steder

vil være nogen, som foreningens medlemmer kan henvende sig til og få

den fornødne vejledning og hjælp. Dog vil det i særlige tilfælde kunne lade

sig gøre, at få Radiofonden til at foretage eftersyn af apparaterne, „men

der må forinden korresponderes med vort kontor“, som det meddeles.

Først i 1932 lykkedes det fonden at skaffe rabat på radiodele til foreningen

medlemmer, fremgår det af „Dansk Blindesamfunds historie“ ved

Peter Ommerbo. På et repræsentantskabsmøde i Dansk Blindesamfund

den 20. -21 juni 1933 besluttedes det af Dansk Blindesamfunds midler at

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

15 15

bevilge 4000 kr. til radio, hvoraf de 2000 kr. bruges til indkøb og de 2000

hensættes til en særfond (Ommerbo s. 99). På repræsentantskabsmødet

den 9. december 1935 besluttede repræsentantskabet at hæve beløbet til

indkøb af radioapparater til 15.000kr. I 1936 afsattes der på mødet den

12.- 13. juni 4000 kr. til radio.

Dansk Blindesamfund stillede helt frem til 19 …? gratis radio til rådighed

for nye medlemmer. Derefter betragtedes radioen som et almindeligt

forbrugsgode, som de fleste selv havde mulighed for at erhverve.

Vanskeligt stillede medlemmer bliver dog fortsat tilbudt legatstøtte til

anskaffelse af et radioapparat, der er let at betjene for en blind.

Om den sidste problematik – som i dag er om end endnu mere aktuel med

de moderne designede apparater – skrev pensioneret lærer Hjalmar

Høgsbo og medlem af Dansk Blindesamfund følgende i Medlemsbladet nr.

17 af 5. september 1925: „Skulle vi ikke være enige om at opfordre vort

Forretningsudvalg til i højeste grad at virke for at få indrettet radio til

blindes brug – så særlige som muligt netop os blinde – Jeg har med stor

tak og glæde modtaget hjælp til en radio, men har gjort den erfaring til

dato, at den må kunne indrettes mere let brugelig for blinde end tilfældet er

og at endogså andre apparater til seende skal være lettere at betjene.

Dette er jo den omvendte verden. Der må kunne laves langt tydeligere

følelige mærker til indstilling, og så må der være plads til, at vore fingre

kan komme til at føle uden at måtte berøre andre skruer samtidigt…“

Radioen som det vigtigste informations- og nyhedsmediet er jo som

bekendt siden hen blevet afløst af fjernsynet omend radioen i dag stadig er

et langt vigtigere medie for blinde og svagtseende.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006

16 16

Finale

Det var så alt hvad vi havde mulighed for at bringe i dette nyhedsbrev. Vi

glæder os til at se rigtig mange af vore medlemmer ved de kommende

arrangementer. Som det er fremgået af foranstående, er der i årets løb,

rigtig meget og forskelligt at samles om.

Næste nyhedsbrev er planlagt udsendt ultimo februar måned. Stof, der

skal med i det nummer, skal være redaktøren i hænde senest 1. februar

2006.

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2006