Danmarks Blindehistoriske Selskab
Nyhedsbrev nr. 3, oktober 2005
Side 1/ forside
Indholdsfortegnelse:
Side 2: Redaktionelt
Side 3: Nyt fra bestyrelsen
Side 6: Digitalisering af båndsamlinger
Side 7: Temaudgivelsen
Side 7: Kommende arrangementer
Side 10: Set i bakspejlet
Side 13: Det gule armbind
Side 2
*Redaktionelt
Så fik vi lagt sommeren 2005 bag os. September måned hører jo til efterårets måneder. Ofte kan også september være ganske sommerlig, men alligevel, det er blevet køligere. Blindehistorisk set, bød sommeren på et særdeles spændende arrangement, nemlig besøget på Bredegård. Læs mere om dette besøg lidt senere i nyhedsbrevet.
I dette nummer bringer vi sidste halvdel af Svend Jensens artikel om det gule armbind. Det skulle have været bragt for længe siden, men af forskellige årsager, har det ikke været muligt.
Læg også mærke til punktet Kommende arrangementer. Velkommen til læsning af nyhedsbrev nr. 3 og god fornøjelse.
Side 3
*Nyt fra bestyrelsen
Af René Ruby
I en periode blev bestyrelsesreferaterne bragt her i nyhedsbrevet. Dette blev imidlertid opgivet på grund af omfanget og den ringe interesse disse måtte have. Nu har vi i stedet besluttet ved mellemrum at informere om bestyrelsens arbejde. Punktet vil ikke omhandle arrangementer, da såvel oplysninger om afviklede som kommende arrangementer omtales andet steds i nyhedsbrevet. Denne gang skal et par af de områder der har været taget fat på det forløbne halve år siden generalforsamlingen blive omtalt.
Museumssagen
I april måned afholdtes et Øde mellem bestyrelsen og Blindehistorisk Museum. Hensigten med Ødet var en drøftelse af hvorledes Blindehistorisk Selskab mere aktivt kan støtte op om museet i fremtiden. Mødet var meget konstruktivt og tegner godt for et nærmere samarbejde. En af de ting der blev drøftet var de to samlingers ejerforhold (Refsnæs samlingen og samlingen på Blindeinstituttet) og disses situation i forhold til den kommende kommunalreform. Samlingerne tilhører de pågældende institutioner, hvilket reelt vil sige henholdsvis Københavns amt og Vestsjællands amt. Samlingerne eksisterer imidlertid ikke juridisk som samlinger. Det vil sige at der intet krav er om fortsat bevaring eller om tålelige opbevaringsforhold. I forhold til den kommende kommunalreform ændres institutionernes tilhørsforhold, hvilket giver denne problematik yderligere aktualitet. Vores drøftelse mundede ud i, at det ville være ønskelig, at de blindehistoriske samlinger etableres som en selvejende institution med
Side 4
egen fundats og bestyrelse. Samlingernes fysiske forbliven på de respektive institutideer skal der ikke nødvendigvis ændres ved. Derimod er hensigten alene at samlingernes status juridisk bliver fastslået som samlinger så de ikke blot figurerer på henholdsvis Blindeinstituttets og Refsnæsskolens inventarlister. Herved vil ansøgninger om eksterne midler til samlingerne også blive lettere at argumentere for.
Efter mødet med museet rettede vi en henvendelse til landsformand Jens Broman og forelagde problematikken omkring samlingerne. Jens Broman reagerede meget positivt på ideen om etableringen af en selvejende museumsinstitution og ville forelægge sagen for Kulturministeriet med henblik på at få samlingerne tilført økonomiske midler. Efterfølgende henvendte Broman sig til henholdsvis Blindeinstituttet og RefsnæsskolenNestsjællands amt med henblik på at få udarbejdet et notat om samlingernes situation. Museumssagen vil blive behandlet på et møde med ministeriet i september. Henvendelsen til Jens Broman har også resulteret i at Museumssagen er sat på DBS’s handlingsplan for 2005 til 2006. Under afsnit F, som omhandler kultur er punkt 1 etableringen af Blindehistorisk Museum som selvstændig institution.
Herefter rettede vi en henvendelse til Historisk selskab for handicap og samfund (HSHS) ved formand Kirsten Jansbøl med forespørgsel om et samarbejde mellem HSHS, DBS og Blindehistorisk Selskab om afholdelse af en høring om etableringen af de blindehistoriske samlinger som selvejende institution når noget sådan var i udsigt. Svaret var meget positivt og samtidig oplyste Kirsten Jansbøl at HSHS netop havde rettet en formel henvendelse til den nye organisation Danske Museer med henblik på at denne vil tage spørgsmålet om de handicaphistoriske samlingers indplacering på danmarkskortet op overfor Kulturministeriet.
Side 5
Samtidig med disse henvendelser rettede Mogens Bang en forespørgsel til museumsdirektør Jørgen Selmer Københavns Bymuseum, som er den øverste museumsansvarlige i Københavns kommune hvorunder Blindehistorisk Museum sorterer som del af en institution i Københavns kommune. Hensigten hermed var at få afklaret muligheden for økonomisk støtte ad denne vej. Jørgen Selmer forelagde sagen på et møde i kulturforvaltningen i København, men resultatet heraf var at der ikke umiddelbart var udsigt til noget sådan. Jørgen Selmer er dog af den opfattelse at Blindehistorisk Museum afgjort er bevaringsværdigt. For at få koordineret den videre strategi for hvordan museet sikres for fremtiden forventes der at blive afholdt et møde i løbet af efteråret mellem Jørgen Selmer, Blindeinstituttet, Blindehistorisk Museum, Historisk selskab for handicap og samfund, Dansk Blindesamfund og Danmarks Blindehistoriske Selskab.
Som det fremgår af ovenstående er der bred interesse for museumssagen. Imidlertid forelægger der dog nok endnu et stykke arbejde før de gode intentioner også udmønter sig i en fremtidsrettet løsning af samlingsforholdene.
Side 6
*Digitaliseringen af båndsamlinger
I marts fik Blindehistorisk Selskab meget generøst overdraget afdøde Tage Poulsens båndsamling af enken Hjørdis Poulsen. På generalforsamlingen i februar tilbød Hans Olsen at stå for digitaliseringen af samlingen, hvilket naturligvis er blevet udnyttet. Samlingen består af 129 spolebånd med blandt andet optagelser af historiske begivenheder indenfor DBS, Blindeinstituttet, m.v. helt tilbage fra 1930.erne. Men her foruden rummer samlingen også optagelser fra Dansk Blindesamfunds Amatørteater og Teknisk Båndklub. Denne del vil blive tilbudt udlånt til overføring til de pågældende foreninger. Hans Olsen er nu i gang med overføring fra spolebånd til MP3-format. Dette er et tidskrævende arbejde, da eventuelt støj m.v. skal søges afhjulpet lige som pauser og oplysninger om spoleskift skal fjernes. Fra bestyrelsens side skal der derfor lyde et stort tak for Hans Olsens store arbejde, energi og entusiasme med overføringen.
Vi har fået tilladelse til at lægge optagelserne op som lydfiler på vores hjemmeside som befinder sig på DBS’s hjemmeside. Herved vil optagelserne blive tilgængelige for alle med internetadgang. Foreløbigt har vi en rammetilladelse på op til 200 timer. Dette vil der blive taget fat på i løbet af det kommende år. Digitaliseringen af udvalgte dele af Tage Poulsens båndsamling er imidlertid kun en begyndelse. Der findes flere andre båndsamlinger af blindehistorisk interesse, eksempelvis et stort interviewmateriale indsamlet af DBS’s informatører i starten af 90.erne, som også bør bevares og gøres tilgængeligt. Endvidere vil der blive indrykket en efterlysning i medlemsbladet med opfordring til medlemmer der måtte ligge inde med optagelser af blindehistorisk interesse til at kontakte os. Der er således arbejde til nogle år ud i fremtiden. Men det er en stor tilfredsstillelse at bevaringen gennem digitalisering og tilgængeliggørelse af disse unikke optagelser nu omsider er igangsat.
Side 7
*Temaudgivelsen
Udlægningen af særforsorgen
Afslutningsvis skal temaudgivelsen om 25 året efter udlægningen af særforsorgen også berøres. Arbejdet med udgivelsen kom først i gang i februar og herefter trak det lidt ud
med at få den økonomiske finansiering på plads. Udefra støttes udgivelsen økonomisk af DBS, DBSU, Blindeinstituttet, Synscenter Refsnæs, Videncenter for synshandicap og Selskabet Kjæden. Bidragsyderne er imidlertid nu i fuld gang med at skrive. Udgivelsen vil rumme artikler af aktører som var engageret i kampen for eller imod integreringen af synshandicappede børn i folkeskolen, hvilket udmundede i udlægningen af særforsorgen i 1980. Herudover vil der være interviews med såvel integrerede folkeskole – som Refsnæs-elever i dag samt en artikel som ser på de fremtidige perspektiver ikke mindst i forhold til kommunalreformen.
Temaudgivelsen eller temaudgivelse nr. 1, som den optimistisk vil blive nummereret, vil udkomme inden jul. Dette vil ske ved en reception, men da vi er lidt i tidsnød er denne endnu ikke datosat. Der vil derfor følge mere herom senere.
*Kommende arrangementer
I løbet af det kommende efterår og vinter er der foreløbigt planlagt 5 arrangementer. Flere af dem er dog endnu ikke datosat. Informationer om kommende arrangementer som ikke rettidigt kan bringes i nyhedsbrevet vil i stedet blive
Side 8
annonceret i DB – S -s medlemsblad. Medlemmer som ikke modtager medlemsbladet vil blive informeret om arrangementer pr. brev.
Udgivelsesreception
I forbindelse med temaudgivelsen om 25 året efter udlægningen af særforsorgen vil der blive afholdt en reception hvor udgivelsen vil blive fremlagt. Receptionen vil antagelig finde sted på DBS-s hovedkontor. Da arbejdet med udgivelsen er tidspresset er datoen for receptionen endnu ikke fastsat.
Dansk Blindesamfunds Amatørteater har 60 års jubilæum
Danmarks Blindehistoriske Selskab inviterer hermed interesserede medlemmer til at overvære festforestillingen, der finder sted på stiftelsesdagen den 18. januar 2006 kl. 20 i Blindeinstituttets festsal på Rymarksvej i Hellerup. Skuespillerne opfører „Den korte dag er lang nok”, af Karl Bjarnhof, og forestillingen varer ca. to timer. Som ved tidligere arrangementer vil Selskabet finde en restaurant, hvor man for egen regning vil kunne indtage en lille middag inden aftenens forestilling. Det vil selvsagt blive nødvendigt med en tilmelding til arrangementet. Bestyrelsen vil vende tilbage med konkrete oplysninger vedrørende alt det praktiske.
Blindehistorisk Museums 25 års jubilæum
Den 18. februar 2006 fylder Blindehistorisk Museum 25 år. Museets betydning for bevarelsen og formidlingen af blindes historie gør at denne begivenhed naturligvis må markeres. Men nærmere herom vil følge senere.
Side 9
Erindringsværkstedet 2006
I forlængelse af generalforsamlingen i februar drøftede vi indholdet af et erindringsværksted. Arbejdet med dette arrangement er nu i fuld gang og erindringsværkstedet vil finde sted i weekenden 25. og 26. marts 2006 på Fuglsangscentret. Program m.v. vil følge i næste nyhedsbrev. I forlængelse af erindringsværkstedet vil Blindehistorisk Selskabs generalforsamling blive afviklet søndag den 26. og det er naturligvis muligt at vælge kun at deltage i sidstnævnte.
Koncert i Kjæden
Rune Most, solofløjtenist og ansat ved Odense musikkonservatorium, har netop indspillet en cd med blandt andet en fløjtekoncert af komponist og organist Niels Peter Jensen. Niels Peter Jensen var elev på Kjædens blindeinstitut og blev som den første blinde i Danmark ansat i et offentligt embede i 1838 som organist ved Sct. Petri kirke i København. Niels Peter Jensen skrev ud over værker for fløjte også klaversonater, kantater m.m. I 2006 vil Rune Most udgive den første af to cd’er med musik kun af Niels Peter Jensen. Udgivelsen vil blive markeret med en koncert. Koncerten er kommet i stand gennem et samarbejde mellem Blindehistorisk Selskab, Kjæden og Blindehistorisk Museums Venner. Koncerten vil finde sted i Kjædeordenens hus i Klerkegade i København. Rune Most vil fremføre udvalgte værker af Niels Peter Jensen, men herforuden vil der blandt andet også være et foredrag om blinde musikere gennem tiden. Der er kontakt til Danmarks radio med henblik på optagelse. Koncerten skal markere udgivelsen af cd’en, men det nøjagtige udgivelsestidspunkt foreligger endnu ikke.
Side 10
*Set i bakspejlet:
Spændende besøg på Bredegård ved Fredensborg.
Af Aage Michelsen.
Ved middagstid torsdag den 16. juni 2005, var vi 34 medlemmer af selskabet samt nogle seende ledsagere, der mødtes på Hillerød station. Lidt senere fortsatte togrejsen frem til Fredensborg, hvor ledende ergoterapeut på Bredegård Jane Walther tog imod gruppen på stationen. Vejret var pragtfuldt, og Jane guidede os ad blomsterduftende villaveje, den nærmeste vej til Bredegård, en spadseretur på et kvarterstid. Straks efter ankomsten til Bredegård, blev vi budt velkommen i spisesalen, hvor en kop kaffe-te med to slags hjemmebagt kage stod på bordene, der var smukt arrangeret med blåternede duge. Efter kaffen bød forstander Peter Overmark velkommen til Bredegård, og fortalte i et spændende indlæg om institionens historie. Oprettelsen af Bredegård skete i 1933 bl.a. i et samarbejde med foreningen Blindes selvirksomhed. Der var dengang plads til 16 mandlige beboere, som spiste og boede på institutionen, som var oprettet i nogle tidligere landbrugsbygninger. Den første leder var forstander Kjeldgård, der sammen med sin kone og et par medhjælpere, udgjorde hele personalet. Beskæftigelsen af beboerne var fortrinsvis ved lettere landbrug, som dyrkning af grøntsager, kartofler samt bæravl. Der blev også dyrket pil, som anvendtes i kurvemagerriet, og der blev trukket børster. Produktionen var fortrinsvis til eget brug, men en eventuel overskudsproduktion blev solgt på egnen. Ud over kost og logi, fik beboerne en meget beskeden løn, nærmest det man vil betegne som en almisse. Kjeldgård ledede institutionen frem til 1961, hvor Erik Hansen tiltrådte som ny forstander. Omtrent samtidig begyndte man at tænke i nye beskæftigelses muligheder. Der blev ansat pædagoger og en ergoterapeut. Dette medførte bl.a. at man nu begyndte at fremstille samlearbejde til industrien m.m. og landbruget blev nedlagt.
Side 11
I 1970’erne gennemførtes en modernisering såvel af værksteder som beboelsesbygninger. Disse fremtræder faktisk stadig, som værende af meget høj standard. Idag er beboerne både kvinder og mænd. De bor i boligblokke med 8 beboere i hver. Der er et lille køkken i hver afdeling, hvor den daglige mad tilberedes. 11978 tiltrådte Peter Overmark som forstander, og moderniseringerne, især af værkstederne er fortsat op gennem årene. Idag bor der 36 beboere på Bredegård, hvoraf 6 er døvblinde. Der er idag ansat et personale på ialt 66 personer.
Efter Peter Overmarks spændende indlæg, fik Ole Hansen, søn af den tidligere forstander Erik Hansen ordet. Han fortalte om sin barndom og ungdom på Bredegård, om livet som det levedes sammen med beboerne op gennem 1960erne. Derpå fik Frank Thomsen, som er nuværende beboer på Bredegård, mulighed for at afspillle et par historiske optagelser, med nogle tidligere beboere. Derefter blev gruppen delt op i nogle mindre enheder, som med gode guider, medarbejdere på Bredegård, blev vist rundt i beboelser, værksteder, terapi samt i det smukke parkanlæg, der er indrettet som en sansehave. Der var også mulighed for, at købe nogle af de smukt forarbejde ting, som fremstilles på værksteder og i terapien, hvilket ganske mange benyttede sig af. Til slut samledes man ved glaspavilionen i parken, hvor der blev taget afsked med de mange, der havde været guider.
Selskabets formand René Ruby gav i sin takketale udtryk for stor taknemlighed over, den megen gæstfrihed, som alle på Bredegård havde udvist, overfor gæsterne fra Danmarks blindehistoriske selskab. Sluttelig overrakte han et gavebrev til institionen med pålydende tekst: — 1 års gratis medlems- skab af Danmarks blindehistoriske selskab, som Jane Walther med tak tog imod. Derefter spadserede hele gruppen gennem Slotsparken forbi slottet til Fredensborg centrum,
Side 12
hvor der var truffet aftale om en spisning på en kinesisk restaurant. Det var en rigtig god mad, som var med til at sætte punktum på en oplevelsesrig dag. Ved 21 tiden var de fleste klar til at tage toget tilbage mod Hillerød og videre til København.
Side 13
*Her fortsættes historien om
„Det gule armbind”
Fortsat fra nyhedsbrev nr. 3, oktober 2004
Et færdselsmærke indføres
Berlingske Tidende den 5. maj 1927 De blinde og trafikken
I et af rigsdagsværelserne præsenterede en komite os i går for det omtalte færdselsmærke, der skal yde blinde og svagelige mennesker beskyttelse på befærdede steder.
Det består af et metal skilt med påskriften „færdselshjælp”, og skiltet er sammenføjet med en slags lommelygte, ved hvis hjælp pladen kan belyses, når det er mørkt. Meningen er ikke, at den blinde eller svagelige – til stadighed skal gå med skiltet synligt, men at han skal kunne trække det frem, når han er i trængsel eller på anden måde føler sig usikker og enten vil have bistand eller blot vil sikre sig fri passage.
Ved mødet i går i rigsdagsbygningen lovede politiassistent Mellerup, at politiet skulle gøre alt muligt for at hjælpe de med færdselsmærket forsynede personer tilrette. Politiassistent Bach har for øvrigt været med i det forberedende arbejde. På de blindes vegne udtalte forstander Wüstenberg sin glæde over det resultat, man var kommet til, og hertil sluttede sig forretningsfører Christensen fra Dansk Blinde samfund og formanden for Landsforenignen for Vanføre og Lemlæstede, arkitekt Rasmussen. Også forhenværende krigsminister Laust Rasmussen og hr. Camillus Nyrop var tilstede ved det lille møde i går, hvor „færdselsmærket” blev knæsat.”
Side 14
„Medlemsblad for D.B.S.°
udgivet af foreningen „Dansk Blindesamfund” nr. 10, 14. maj 1927
Færdselsmærket
Når dette blad kommer medlemmerne i hænde, er den reform, der har været under debat indenfor vore rammer, først på kredsmøderne og derefter på repræsentantskabsmødet sidste sommer, en kendsgerning.
Meningerne om det formålstjenlige ved indførelsen af et færdselsmærke har været delte. Medens den unge mand med god orienteringsevne ikke mener det nødvendigt, vil den ældre, hvis nervesystem lider under den tiltagende trafik, anse det for et gode.
Vi kan ikke prale af at være foregangsmænd på dette felt; adskillige steder i udlandet har man i flere år kendt til mærker, der tilkendegav, at dets bærer er blind – f.eks. i Tyskland ved et armbind. Denne metode har aldrig tiltalt os danske, og derfor har vi nu faet et færdselsmærke, som ikke pennanent skal anvendes, men kun i de situationer, hvor vi ønsker en hjælp fra vore seende medborgere, og sådanne tilfælde har vi sikkert alle været ude for.
Jeg skal nævne et eksempel blandt mange:
En pianostemmer er ude på en villavej i byens periferi, hvor der ikke er mange fodgængere og derfor kun ringe adgang til at spørge sig for; han hører en fodgænger på det modsatte fortov, men forhindres i at gå derover af en kommende bil, må derfor vente, og fodgængeren er passeret.
Side 15
I et sådant tilfælde ville vort færdselsmærke sikkert opfylde en mission ved at tilkalde den ønskede hjælp.
Det ville jo være meget lettere at indarbejde et permanent mærke i offentlighedens bevidsthed end vort, der kun anvendes ved de givne lejligheder, men herfor er der gjort et forarbejde.
Den stand, der i første række vil komme til at yde sin hjælp, er politiet, og da især i København; derfor har vi under hele sagens behandling haft forbindelse med dette og mødt den største forståelse af sagens betydning, såvel fra Københavns politidirektør som fra de herrer politiinspektør Mellerup og politiassistent Back, der har haft med den praktiske side af sagen at gøre og foranlediget, at samtlige københavnske politistationer er gjort bekendt med mærket, forinden det officielt toges i brug.
Det er ikke hensigten, at mærket udelukkende skal anvendes af blinde; men at der også gives andre mennesker, som af en eller anden årsag har vanskeligt ved at færdes på vore stærkt trafikerede gader, adgang til at benytte det; dog kan sådanne ikke købe mærket uden en læges erklæring eller politiets tilladelse, da der jo må våges over, at misbrug ikke finder sted.
Blinde kan uden nogen som helst rekvisition købe mærket hos fabrikant Camillus Nyrop, Købmagergade 43, København K, og prisen er som meddelt for mærket med elektrisk lys 4 kr. og uden lys 3. kr. 35 øre.
På et møde, der afholdtes onsdag den 4. maj i et af Rigsdagens lokaler på Christiansborg, blev færdselsmærket forevist pressen. Jeg redegjorde her for de forhåbninger, blinde
Side 16
nærer til dette mærke, som en hjælp i en af de mange vanskeligheder, der møder os i vor virksomhed: Færdslen på gader og veje. Men for at det kan blive, hvad vi har
håbet , må sagen omtales således, at den store offentlighed, der altid har vist en overordentlig hjælpsomhed mod os, bliver kendt med mærket og dets betydning.
Som sædvanlig stillede pressen sig imødekommende og lovede at bidrage sit til sagens belysning.
Nu har vi altså et dansk færdselsmærke uden forbillede andet steds fra. Dommen over det må vi vente med at afsige, til vi har erfaret dets betydning i det praktiske liv.
Sluttelig bringer jeg en hjertelig tak til alle, der har været os behjælpelige i denne sag.
Martinus Christiansen”
Det nye færdselsmærke skulle altså tjene som redskab for den blinde i situationer, hvor man havde brug for assistance, og det varet udgangspunkt for diskussionerne også udenfor Danmarks grænser. Det måtte derfor også være vigtigt, at den hjælp man efterspurgte blev ydet på den mest hensigtsmæssige og bedste måde. Det er det, vi i dag forsøger at sige noget om ved hjælp af brochuren “Når du møder en blind”.
Allerede i 1929 kunne man i vort medlemsblad læse efterfølgende artikel om dette emne. Det er interessant at se, at teksten udover at give en række praktiske anvisninger og råd, også klart udtrykker blindes krav om ligebehandling og ligestilling. Det er ikke meget nyt under solen.
Side 17
”Medlemsblad for D.B.S. udgivet af foreningen ”Dansk Blindesamfund” nr. 11, 25. maj 1929.
Et Dusin ting, som seende ikke bør gøre overfor blinde
Nedenstående artikel blev oprindelig offentliggjort i det engelske blindesags-propagandablad „The Beacon”. Vi gengiver opsatsen efter det store amerikanske blinde- tidsskrift „The Mathilde Ziegler Magazine for the Blind”, hvis redaktør Mr. Walter G. Holmes (seende), tilføjer nogle bemærkninger i parentes, skriver „Blindesaken”, hvorefter nærværende er aftrykt.
1. Se ikke på de blinde som abnorme. Snak aldrig til en blind som om han var døv. Det faktum, at han ikke ser, er ikke det samme som, at han ikke kan høre. Betragt aldrig den blinde som et barn, til hvem du må henvende dig gennem en anden.
- Tal ikke om blindheden som et kors. Den er bare en hindring. Udtal aldrig medlidenhed med en blind, når han selv hører derpå.
- Prøv ikke at løfte eller bære en blind, som skal stige op i en vogn, på et tog, krydse en gade eller gå op ad en trappe. Når det gælder trapper, er det nok, at hans hånd bliver lagt på rækværket. Skal du føre en blind til en stol, behøver du kun at vise ham stolryggen. Til anden hjælp trænger han ikke.
4. Kryds ikke hid og did, når du skal følge en blind over gaden. Gå lige over, hvis det er muligt. Ellers kommer den blinde ud af sine beregninger og har vanskeligt ved at finde sig til rette igen. Skub ham aldrig foran dig. Lad ham føre ved armen, så følger han dine bevægelser.
Side 18
- Tro ikke, at en blind gest er en alvorlig og ansvarsfuld ting, at han vil forstyrre hjemmets hygge, og at han behøver nogen til at påklæde sig eller endogså til at made sig. Det er naturligvis overflødigt at vise ham hvor den elektriske lyskontakt eller spejlet er. (Jeg tror, det er godt for den blinde at få at vide, hvor lyskontakten er, for jeg har ofte set blinde tænde lyset, når seende er til stede eller kommer ind.)
- Spørg ikke ledsageren, om en blind bruger sukker i teen. Henvend dig direkte til den blinde, og lad ham selv svare. En blind mand fortalte mig engang, at ingen ting sårede ham mere, end når værtinden spurgte hans datter: „Skal deres far have sukker i teen?”.
- Anstreng dig ikke under samtale med en blind for at undgå at bruge ordet „se” og anvende „høre” i stedet. Betænk dig ikke på at bruge udtrykket „blind”, når du taler med folk, som har denne hindring. Men grib ikke til dette emne for at undgå at snakke om vejret.
- Glem ikke at tale – om så kun et eneste ord – når du kommer ind i et værelse, hvor der er en blind. Det gør ham opmærksom på din tilstedeværelse, og han vil lettere kunne kende dig igen. Tag ham altid i hånden, når du møder eller skilles fra en blind ven, for et håndtryk kan fortælle lige så meget som et ansigt, og det erstatter venskabssmilet. (Og, vil jeg lægge til: Præsenter altid den blinde for alle i værelset, eller fortæl ham, hvem der er der, hvis han kender dem fra før.)
- Udbryd ikke: Mærkværdigt! Vidunderligt! fordi den blinde kan udføre ganske almindelige ting, f.eks. at sige, hvor mange klokken er ved at rådføre sig med sit ur. Heller ikke er enhver blind mand, du støder på, musiker eller pianostemmer. Blinde kan også meget andet.
- Snak aldrig om en egen sans eller en særlig erstatning og så holde hårdnakket fast på den vildfarelse. Det såkaldte mirakuløse er kun udvikling af slumrende, tidligere ubrugte evner.
Side 19
11. Begræns ikke dit kendskab til og din interesse for blinde til hovedsagelig at gælde gadesælgere og gademusikanterne, som ofte er samfundsparasitter efter eget valg.
12. Optræd ikke nådigt beskyttende overfor blinde. Vær altid ganske naturlig imod dem. Husk, at de blinde i alt væsentligt er lig dig selv. 19 å 10 tilfælde er de ikke født blinde.
Note. Lad aldrig en dør stå halvåben i et hjem eller på et kontor, hvor der er en blind. Hold den lukket eller slå den helt tilbage på væggen. En halvåben dør er det farligste, en blind kan tørne imod. Du, som har dit fulde syn, du, som i mørket har kollideret med en halvåben dør og slået panden mod den skarpe kant, du vil sikkert forstå nødvendigheden af denne henstilling. (Og, vil jeg tilføje: Efterlad aldrig for ham ukendte ting, der hvor en blind skal frem, eller i det hele taget på steder, hvor der færdes blinde).”
I Medlemsbladet for den 17. januar 1931 kunne man nu læse, at man i Sverige havde indført et færdselsmærke for blinde, nemlig det gule armbind med otte sorte prikker.
Der opstod imidlertid hurtigt diskussion om armbindet kontra en hvidmalet stok, og allerede i 1937 blev det besluttet på
De Blindas Foreningskongres at gå ind for en hvid stok som færdselsmærke.
I februar kunne man løse en lille notits fra S. Bokelund med følgende ordlyd:
“Nedenstående fremkommer på grund af et par artikler i dagspressen om to blinde, der var ved at blive kørt ned, fordi det var umuligt at observere, at de var blinde.
Jeg besidder selv en del erfaring angående færdsel her i byen, og jeg mener, at tidspunktet nu er kommet til alvorlig
Side 20
drøftelse af en nyanskaffelse af et færdselsmærke. Jeg foreslår et armbind hvidt med blå prikker”.
Der fandtes dengang en officiel færdselstavle, hvid med tre blå prikker stillet på spidsen i en trekant. Tavlen signalerede giv agt.
Da nu aviserne var så optaget af det nævnte færdselsuheld, nedsatte københavnskredsen et udvalg med børstenbinder- mester Vermund L. Mølfer som formand for at få problemerne omkring blindes færdsel drøftet grundigt igennem. Dette udvalg fik lejlighed til at aflægge beretning på foreningens repræsentantskabsmøde 29.06. – 01.07.1931, og repræsentantskabet bad herefter forretningsudvalget arbejde videre med sagen med henblik på at finde en endelig løsning.
Meget belejligt skulle færdselsloven til revision i Folketingssamlingen 1931/32, og man rettede derfor en henvendelse til politikerne i sagen. For at give henvendelsen mere slagkraft blev den udformet i samarbejde med tunghøreforeningen og døveforeningen.
Der blev herefter indsat en særlig bemyndigelse i færdselsloven, hvorefter justitsministeren kunne fastsætte særlige regler om et færdselsmærke for blinde m.v.
Denne bemyndigelse blev udmøntet i en bekendtgørelse som følger.
„Bekendtgørelse om færdselsmærke for personer, der mangler synet eller hørelsen eller har særlig svagt syn eller hørelse.
I medfør af den Justitsministeren ved § 2, i færdselslov nr. 129 af 14. april 1932 givne bemyndigelse fastsættes herved følgende:
Side 21
Som færdselsmærke for personer, der mangler synet eller hørelsen eller har særlig svagt syn eller hørelse, anvendes gult armbind af en bredde på mindst 8 cm. med 3 cirkelrunde sorte pletter, hvis diameter er mindst 2 cm., og som er anbragt i trekant. Mærket bæres på venstre arm, eventuelt tillige på højre arm.
Overfor personer, der bærer sådanne mærker, skal der, hvad enten de er til fods eller på cykel, udvises særlig agtpågivenhed og hensynsfuldhed.
Mærket må kun benyttes af de forannævnte personer. Uberettiget anvendelse af mærkerne straffes efter færdselslovens § 38 med bøde.
Justitsministeriet, den 30. juni 1932
Zahle”
Dansk Blindesamfund kunne herefter i Medlemsbladet af 17. juli 1931 meddele, at det nye nu godkendte gule armbind med tre sorte prikker kunne købes på foreningens kontor formedelst 75 øre pr. stk.
Som et – viste det sig – foreløbigt punktum for debatten om et færdselsmærke, skrev landsformand Ernst Jørgensen en lille artikel i Medlemsbladet af 27. august 1932, hvori han kraftigt argumenterer for at alle nu bruger armbindet. Ernst Jørgensen selv holdt trofast ved armbindet indtil sin død, da han var over 80 år gammel.
Medlemsblad for D.B.S.
Udgivet af foreningen „Dansk Blindesamfund” Nr. 17,27. august 1932, 17. årg.
Et par ord om færdselsmærket.
Selvom færdselsmærket nu er en kendsgerning, vil det dog sikkert interessere mange at høre lidt om det arbejde, der er
Side 22
gået forud, og navnlig agende de synspunkter, der har været bestemmende for mærkets endelige form.
Lige så længe færdselsmærket har stået på dagsordenen, har to grundprincipper vedrørende dets anvendelse delt de interesseredes opfattelse:
Det ene, at hensigten kun var at tilkalde hjælp, når denne af mærkets indehaver skønnedes påkrævet, har tidligere fået sin løsning i det lille skilt med lampe.
Det andet gik ud på, at mærket ved stadig at blive båret synligt ikke blot skulle betyde en større sikkerhed for bæreren, idet han i så tilfælde kan blive advaret mod uforudsete farer, såsom opgravninger, indkørsler og lignende, men også en advarsel til gavn for den øvrige færdsel.
Denne sidste betragtning, der har været så absolut herskende blandt medlemmerne i det til sagens løsning nedsatte udvalg, har nu fået sit udtryk i det af justitsministeren stadfæstede gule armbind med tre sorte prikker. Når man foretrak dette for f.eks. den hvide stok, skyldes det i første række, at vore nabolande, Tyskland og Sverige, allerede anvender et sådant armbind.
Om færdselsmærket skal blive til gavn for os selv og andre, afhænger selvfølgelig af den udstrækning, hvori og den måde, hvorpå det bruges, og jeg vil i denne forbindelse opfordre alle vore medlemmer til at anvende mærket. Husk, at det i vor tid med den store og stadig voksende trafik ikke gælder om blot at værne sig selv, men også om at advare andre! Selvom mærket ikke er obligatorisk, vil det dog med rette kunne bebrejdes den, der ved ikke at gøre brug af den givne mulighed for at gøre opmærksom på sin egen defekt, forårsager et uheld.
Side 23
Sikrest vil det være at bære et bind på hver arm, så man derved advarer færdslen fra begge sider; nøjes man derimod med at bære det på venstre arm, er det en nødvendighed at anbringe det på underarmen og, når man har passeret midten af kørebanen, da at strække armen frem for at advare den fra højre kommende færdsel.
Armbindet vil i den nærmeste fremtid blive fremstillet af lakeret voksdug, der har den fordel, at det kan holdes rent ved blot at blive vasket over med en fugtig klud.
Sluttelig ønsker jeg at erindre om, at enhver af vore medlemmer, der anvender armbindet, ved at vænne publikum til synet heraf gør sit til, at dette for vor sikkerhed så uvurderlige gode ikke forfejler sin hensigt.
Ernst Jørgensen
Efter 2. Verdenskrig fik den hvide stok så sit gennembrug. Herved opnåede man at få et færdselsmærke, der opfyldte flere formål. For det første kunne stokken, men den nødvendige undervisning og træning, anvendes som et egentlig hjælpemiddel i færdselen, den kunne signalere behov for bistand, og den kunne signalere behov for agtpågivenhed fra omgivelserne.
Hvad skulle man nu vælge, stokken eller armbindet. Ja, det snakkede man meget og længe om, men endelig i 1976 var der så megen enighed til stede, at justitsminister Orla Møller kunne udstede en ny bekendtgørelse til afløsning af bekendtgørelsen fra 1932.
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 93 af9. marts 1976.
Bekendtgørelse om et særligt mærke til handicappede trafikanter.
Side 24
I medfør af færdselslovens § 24, stk. 2,jfr.lovbekendtgørelse nr. 123 af9. marts 1973, fastsættes følgende:
- Justitsministeriet godkender herved et gult armbind af en bredde på mindst 8 cm med 3 cirkelrunde sorte pletter som mærke for personer, der lider af en legemlig mangel eller sygdom, som er til ulempe for dem i færdslen. Bindet, der kan være reflekterende, bør bæres på begge arme.
- Justitsministeriet godkender samtidig en hvid stok som kendetegn for, at bæreren lider af svækket syn.
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1976
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 195 af 30. juni 1932 om færdselsmærke for personer, der mangler synet eller hørelsen eller har særlig svagt syn eller hørelse.
Justitsministeriet, den 9. marts 1976 Orla Møller I R Wiese
Det gule armbind lever altså videre, og det bruges stadig af blinde enten alene eller sammen med den hvide stok.
Udviklingen på området synes imidlertid ikke at standse, for nu har vi jo så fået vores nye emblem i forskellige udgaver, men alle visende manden med den hvide stok.
Finale
Det var alt, hvad der var plads til denne gang. Næste nummer af nyhedsbrevet vil udkomme i januar 2006. Stof til dette nummer skal være redaktøren i hænde senest 1. december 2005. Husk du altid er velkommen til at indsende indlæg med et eller andet blindehistorisk indhold.
2