Oktober 2014: Refsnæsminder

"Refsnæsminder" Af Laus Klüwer - skrevet oktober 2014.

Forhistorie: Jeg blev født i et fattigt men trygt hjem i 1948. Mine forældre drev en fugle- og akvariehandel, far var desuden biologisk konservator, han udstoppede dyr. Deraf kom den virus som tog mit syn. Jeg blev indlagt i en alder af 1 1/2 år i 14 dage på Militærhospitalet i Århus. Ingen besøg. Efterfølgende havde jeg utroligt svært ved at være væk fra mine forældre. Det første besøg på Refsnæs fandt sted, da jeg var 3 år. Det endte i gråd og tænders gnidsel, da jeg var efterladt på børnehjemmet, mens mine forældre var til en samtale. Mine Forældre forsøgte at få mig i børnehave der hjemme, så jeg kunne vænne mig til at være sammen med andre børn. Det kunne ikke lade sig gøre. Jeg var enebarn, til min lillebror blev født da jeg var 4 år. Ellers var jeg ikke vant til børn på min egen alder, men havde god voksenkontakt. Både familie og øvrige omgivelser viste både forståelse og var villige til at vise og forklare ting for mig.

Min skolegang begyndte 3. august 1955 på Refsnæs efter loven. Blinde børn skulle undervises på et blindeinstitut, i realiteten det kgl. blindeinstitut på Refsnæs. Jeg havde glædet mig, det var jo nyt og spændende. Mor havde læst op for mig, hvad jeg skulle have med af tøj bl.a. et rigtigt sæt tøj, mit første jakkesæt samt 6 lommetørklæder, resten har jeg glemt. Jeg husker dog, at det var dyrt.

Vi ankom til Kalundborg den 30. om aftenen efter en lang rejse. Der var langt fra Fredericia dengang. Næste dag fik vi en venlig modtagelse på Refsnæs. Mine forældre var til stede indtil om aftenen hvor de pludselig var væk, uden at sige farvel til mig, efter råd fra personalet. Jeg blev dybt chokeret, og græd som pisket. Det blev den første nat, hvor jeg græd mig i søvn, men det blev ikke sidste gang. De næste dage står for mig som i en tåge. Jeg husker dog, at jeg tænkte, at det måtte være nogle forfærdelige børn, som skulle tales så hårdt til. Selv blev jeg talt venligt til i 2 dage, den tredje gik sandheden op for mig, sådan blev der talt til alle børn. kom så i gang! spis så op! se så at blive færdig! osv.

Det blev hurtigt hverdag. Refsnæs bestod af Øst- og Vestskolen. På Øst boede alle pigerne, og de små drenge, dvs. indtil 4. klasse. På Vestskolen boede de store drenge fra 10 til 14 år. Skolebygningen med klasseværelser, gymnastiksal og svømmehal, faktisk 2 gymnastiksale pigernes og drengenes. Ved festlige lejligheder kunne de slås sammen ved at skyde en væg til side, som gik på ruller hen ad en skinne. Den var så tyk, at man kunne gå ind i mellemrummet, hvor den skulle være, når begge gymnastiksale blev slået sammen. Mere herom senere. Desuden var der et børnehjem, hvor børn kunne være, fra de var 14 dage gamle. Værnehjemmet hvor nogle voksne kvinder boede, som måske havde svært ved at klare sig selv. De kaldtes aldrig andet end værnekonerne.

Længere henne ad Kystvejen lå Kærhus. Et meget skræmmende sted, hvor nogle børn, som enten var meget syge eller måske mindre begavede, blev opbevaret. Kærhus var en mindre afdeling med 10 til 20 børn. En ofte gentaget trussel var, at hvis vi ikke tog os sammen kom vi på Kærhus.

Hvis vi blev syge, blev vi indlagt på sygeafdelingen. Her herskede sygeplejersken frk. Jakobsen. En lidt spøjs type. Foruden frk. Jakobsen var der fru Pedersen, som var gift med pedellen. Hun var et elskeligt menneske, som vi alle holdt af. Jeg blev indlagt adskillige gange det første år med forkølelse. Jeg var dog ikke mere syg, end at jeg kunne nyde freden og den gode behandling Vi kunne oven i købet, ved hjælp af hovedtelefoner, høre radio, hvis frk. Jakobsen altså havde tændt sin radio. Det var vist under en mæslingeepidemi, at vi var rigtig mange indlagte, og fandt ud af, at hvis vi talte, råbte i den ene øreklap på een stue, kunne det faktisk høres i hovedtelefonerne på de andre stuer. Det gik den eftermiddag så med, indtil Frk. Jakobsen hørte det i sin højttaler. Så blev der godt nok ballade. Når vi var indlagte, holdtes der styr på vores kropsfunktioner. Havde vi et stort ærinde på toilettet, måtte vi ikke trække ned. Efterfølgende stod frk. Jakobsen så på gangen og råbte "hvem har lavet"! Når vi så gik til bekendelse, blev det ført til protokols, intet blev overladt til tilfældet. Skulle vi have medicin eller have dryppet øjne, skulle vi møde på medicinstuen. Der var medicinstue morgen, middag og aften inden aftensmaden. Jeg husker endnu, hvordan vi stod i flok og rad og ventede på, at det blev vores tur. Til at hjælpe på medicinstuen var der et par af de store piger, de såkaldte medicinpiger. Et særligt indslag var de børn, som skulle dryppes med noget, der hed Pilokopin. Det fandtes i forskellige opløsninger som for 2 eller 4 %. Når frk. Jakobsen så råbte 2 %! skulle de pågældende så træde et skridt frem, hvorefter de blev dryppet, hvorefter det lød, 4 %, hvorefter det gentog sig. Man ventede nærmest, at de så fik lov til at stå rør.

I det første år på Refsnæs, trivedes jeg så dårligt, at jeg vist var ved at ende i en slags psykose. Jeg flygtede vel nærmest fra hverdagen, og fungerede langsommere og langsommere både i skolen og i hverdagen, hvad enten det gjaldt at spise eller få tøj på om morgenen. De gentagne trusler om Kærhus hjalp absolut heller ikke. Morgenerne på Refsnæs var svære at klare. Vi blev vækket kl. 7.00. Måtte vaske os i koldt vand, klæde os på, og så var det tid til morgenmaden. Jeg var som barn tynd og splejset, nærmest et lille skravl, det ses ikke i dag, og derfor var jeg de første år nærmest på en slags fedekur. Det indebar, at jeg fik et æg hver aften, fint nok. Men til gengæld skulle jeg spise en portion øllebrød med klumper og det hele hver morgen. Desuden fik vi et kvart stykke brød med leverpostej og 1/2 stykke sigtebrød med marmelade. Det kunne jeg slet ikke klare, så det endte med, at jeg kastede op i tallerkenen hver dag. Så var jeg naturligvis stædig, og en af assistenterne havde sin daglige fornøjelse af at tage skeen ud af hånden på mig, og proppe det hele ind igen. Da jeg mange år senere mødte en pige, som havde gået i klassen over mig, var hendes første spørgsmål til mig, om det ikke var mig der kastede op hver morgen. Da jeg kom hjem på ferie, prøvede jeg naturligvis at fortælle mine forældre om det, men de troede mig ikke. Hvem ville også tro på sådan en røverhistorie. De mente, det var noget, jeg fandt på for at undgå at skulle tilbage igen. Men da jeg i en ferie fik ondt i halsen og mor skulle se mig i halsen, kunne hun jo se mærkerne efter skeen, og så skete der ting og sager. Pludselig måtte jeg selv bestemme, hvad jeg ville spise og hvor meget. Vi kunne vælge mellem havregryn med mælk, havregrød eller altså øllebrød.

Personalet var et kapitel for sig. Udover lærerne var der på Østskolen en afdelingsleder kaldet plejemor, 2 assistenter samt diverse barnepiger. Så var der naturligvis køkken– og stuepiger, som ikke betød så meget for os børn. De var absolut nederst i hakkeordenen. Over hele skolen regerede forstanderen Poul Petersen, som var et ordentligt menneske men ingen karismatisk leder. I min tid på Østskolen var frk. Zwicky afdelingsleder "plejemor" og Inga Bloch var første assistent. Hun skulle være fradømt retten til at omgås børn! Hun var vel nærmest en art sadist, ondskabsfuld var hun i hvert fald. Utroligt hvor meget skade et enkelt menneske kan volde et barn. Den anden assistent hed fru Thomsen. Der forelå ikke noget om en hr. Thomsen, det kan jeg godt forstå. De to regerede med hård hånd over os børn. Det varede ikke længe før jeg, for første gang, i spisestuen hørte ordren: "Tag brillerne af!" og slask, faldt der en kontant lussing. Brillerne som kostede penge måtte jo ikke komme noget til.

Midt i elendigheden det første år, kom der dog et lyspunkt, nemlig en ny barnepige. Hun var datter af en af lærerne, og hed Lotte Neergaard. Hun kom lynhurtigt til at betyde meget for os, og ikke mindst for mig. Tænk sig, hun holdt faktisk af børn! Hun var kun 18 år gammel og havde vel ingen uddannelse, men hvor var hun god til at omgås børn. Til trods for sin unge alder og venlige, for ikke at sige kærlige væsen, havde hun aldrig problemer med disciplinen. Vi respekterede hende langt højere end alle de andre voksne. Jeg har tit tænkt på, hvad der mon er blevet af hende. Jeg håber det er gået hende godt Det har hun i allerhøjeste grad fortjent. Hun har en stor del af æren for at jeg ikke gik helt til fra starten.

Da der var gået et år på den måde, var jeg nærmest gået i stå. Jeg glemmer aldrig en morgen i min første sommerferie. Far havde kaldt på mig, men efter 1/2 time havde jeg endnu ikke fået alt tøjet på. Far spurgte mig hvorfor, og jeg fortalte, at jeg var så bange for at bliver sendt på Kærhus. Far blev meget opbragt og lovede mig, at det aldrig ville ske, det ville han aldrig tillade. Jeg følte en stor vægt blive lettet fra mine skuldre, og fra da af gik det langsomt fremad.

Ferierne var naturligvis de helt store højdepunkter. Vi kom hjem 4 gange om året, efterårsferie, juleferie, påskeferie og sommerferie. I de første år på Refsnæs havde jeg det så dårligt, at jeg ville adskille ferierne totalt fra tiden på Refsnæs. Jeg ville ikke tale om Refsnæs, ikke høre musik, som jeg først havde hørt på Refsnæs og jeg blev meget fortørnet, da en skolekammerat fra en af de højere klasser, sammen med sine forældre kom på besøg i en sommerferie. Der skulle være vandtætte skodder imellem. Den sidste dag i ferien var ganske forfærdelig. Nu kunne jeg ikke længere skjule for mig selv, at ferien var slut. Mine forældre vidste godt, hvordan det var fat, og prøvede at mildne det på alle måder. Jeg har bestemt fået mine livretter til middag osv., men jo kærligere de var, jo forfærdeligere fik jeg det. Selve rejsedagen var forfærdelig ud over alle grænser det gør næsten ondt at genkalde mig det. Jeg fattede simpelthen ikke, at verden bare gik videre, der var kunder i butikken som sædvanligt, der kørte biler ude på gaden også som sædvanligt, musikken i radioen var den samme som altid osv. Jeg håbede til det sidste på en eller anden katastrofe, så jeg kunne blive hjemme, men forgæves. Vi kørte i taxa til banegården. Vognmanden vidste også godt, at det ikke lige var min dag. Han kørte altid selv, kom i sin nyeste bil, og prøvede at fortælle mig om den. Hvor har jeg dog mødt megen venlighed. Turen kostede dengang den fyrstelige sum af 3,65 Kr. Far betalte med en 5-kronesedel, fik penge tilbage, og så fik jeg sedlen. Jeg glemmer det aldrig. Rejsen tilbage til Refsnæs var aldeles rædselsfuld. Hvordan jeg skulle holde ud til næste ferie var ganske enkelt umuligt at forstå. Til gengæld var dagen før en ferie helt i top. Vi var nærmest euforiske. Sådan oplevede jeg det i det mindste. Senere har jeg forstået, at ikke alle var lige så glade som jeg. Husk at børn kunne være på børnehjemmet fra de var 14 dage gamle. Så var der jo kun lidt eller ingen kontakt til deres forældre. Der blev vist ikke gjort mange forsøg på at undervise os den dag. Vi havde andet i hovedet, i morgen skal vi hjem!! Jeg tror det var til påske 1956, der var Suez-krise og på grund af brandstofmangel fik vi en dag til morgensang at vide, at vi blev sendt hjem en dag tidligere. Jublen var endeløs! Der var en helt særlig stemning sådan en dag. Jeg tror vi fik længere snor end sædvanligt. I dag ville man nok sige at vi var udenfor pædagogisk rækkevidde. Jamen hvad kunne de gøre os, vi skulle jo hjem i morgen.

Og så kom selve rejsedagen. Vi blev sendt af sted i 3 hold, mod København, mod Århus og videre op i Jylland og så os som skulle til Fyn og det øvrige Jylland. Sikken en dag! Den kunne man leve længe på. Vi havde en reserveret vogn i toget, og blev endda rangeret ombord på storebæltsfærgen. Hvilken luksus! Men hvor var den rejse dog lang!

Senere har mine forældre fortalt om den bekymring, de havde angående misundelse hos mine yngre brødre. Min ældste lillebror blev født i 1952 og den yngste i 1956. Det var jo nok sådan at alt det spændende såsom familiebesøg osv. Foregik, når jeg var hjemme. Det gik nu fint nok. Vi var jo oppe at toppes ind imellem som alle andre unger, men vi havde bestemt også mange gode stunder. Min ældste lillebror Ole læste bl.a. Zarens kurer for mig. Senest var det Carsten som læste Asterix, så vi var ved at dø af grin. Der kunne NOTA lære noget.

Mit første skoleår var som sagt ikke nogen succes. Udover de almindelige skolefag, havde vi noget, som blev kaldt praktiske øvelser. Her skulle vi lære forskellige ting, såsom at sætte snørebånd i og binde sløjfer. Vi fik også et fag kaldet anskuelse. Det gik ud på at få en fornemmelse af, hvordan forskellige ting så ud. Jeg husker, at vi så en model af en landsbykirke, og Kalundborg kirke med de 5 tårne. Senere lærte vi bl.a. om en smedje, en mølle osv. Det var faktisk rigtig vigtigt for os, som var født blinde. Det gav os et godt begreb om, hvordan forskellige ting så ud, som var for store til at vi kunne overskue dem.

I naturhistorie havde vi udstoppede dyr. Der var endda et rigtigt menneskeskelet. I de første år stod det opstillet i sangsalen som det hed, hvor vi også havde morgensang. Senere kom der et fint skab, det kunne stå i. I sangsalen stod også løven. Det var faktisk en fuldvoksen udstoppet løve, som også blev brugt i naturhistorie. Mange brugte den til at ride på, hvilket forargede mig, jeg vidste jo alt om at omgås udstoppede dyr.

Vi skulle jo lære at læse og regne. Det foregik på punktskrift, som blev vores naturlige skriftsprog. Vi brugte nogle blyklodser som skulle vendes rigtigt og anbringes i en tavle, som var en slags kasse med en form for rist som skulle holde styr på klodserne. Jeg blev aldrig god til de klodser. Punktskrift bestod dengang af 6 prikker som giver 63 variationsmuligheder. Først skulle vi lære bogstaverne fra a til j, hvorefter de næste 10 bogstaver er de samme, her er der så sat en prik til nedenunder. Vi havde også en klods med 6 trækugler som kunne fjernes eller placeres efter behov, så vi kunne se, hvordan de enkelte bogstaver så ud. Tallene bestod af de samme tegn som bogstaverne fra a til j, bare med et taltegn foran. Her brugte vi også nogle gamle blyklodser og en lignende tavle. Det blev jeg heller aldrig god til. Jeg sad tit og faldt i staver i regnetimerne, hvorefter vores "gamle" tykke regnelærerinde frk. Kjellerup råbte "Laus du skal regne"! Gud hvor var det kedeligt. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at lære at læse. Jeg blev faktisk meget glad for det. Allerede dengang blev bøger en stor del af mit liv. Jeg husker især en forfatter Niels K. Kristensen, som skrev nogle meget spændende bøger bl.a. fra de slesvigske krige.

På Refsnæs var der et bibliotek, hvor vi en aften om ugen, kunne låne et bind på punktskrift. Det forslog hverken helt eller halvt. Det var hr. Ellebæk, som også var vores klasselærer, som stod for biblioteket. Jeg har mange gange næsten plaget livet af ham for at få bare lige et bind mere i løbet af ugen. Jeg var faktisk meget vedholdende. Ellebæk, som vi alle holdt af, trods hans undertiden voldsomme temperament, var naturligvis glad for min interesse. På den anden side kunne han jo ikke gøre forskel. Det endte med, at han forklarede mig det, samtidig med at han viste mig hvor nøglen til biblioteket hang. Jeg fik dog strenge ordre til kun at liste mig derind alene, og jeg måtte ikke gå ind i det inderste rum, hvor der stod film– og lysbilledfremviser. Fint med mig, jeg kom fra da af troligt hver biblioteksaften og fik mit reglementerede bind, og supplerede så op efter behov resten af ugen. Og så læste jeg ellers af hjertens lyst.

Ellebæk var også den der stod for skolehaverne, som mange var glade for. Det var et stykke jord, som var opdelt i et antal bede, som eleverne så, under Ellebæks kyndige ledelse, selv dyrkede. Græskar og rødbeder blev dyrket og senere syltet af frk. Brygger, som stod for skolekøkkenet. Ærter og radiser osv. blev naturligvis også dyrket.

Som klasselærer brugte Ellebæk båndoptageren i undervisningen. Der blev købt 2 drabelige Eltra båndoptagere, samt installeret et radioanlæg i skolebygningen, med en højttaler i hver klasse. De enkelte lærere kunne så bestille optagelser af forskellige programmer i skoleradioen, som hr. Ditmann så optog. Disse kunne så afspilles via højttaleren i klassen. Men man kunne også selv optage. Vi læste f.eks. H. C. Andersens Svinedrengen, som så blev optaget.

Den sjoveste og mest dramatiske optagelse blev dog foretaget dagen før en juleferie. Det var skik at de enkelte klasser holdt julestue, og klasselærerne hyggede så om os. Udover hvad vi fik af slik osv., husker jeg, at Ellebæk læste højt for os. En af mine klassekammerater, Anne-Grethe, var blevet syg, og var blevet hjemme hos sine forældre, og for at hun ikke skulle gå glip af det hele, blev hele seancen optaget på bånd. Vi havde en adventskrans i klassen og alle lys var naturligvis tændt. Pludselig gik der ild i båndene som den hang i, og den faldt ned i hovedet på Inge, og der var ved at gå ild i hestehalen. Ellebæk fo'r op midt i en sætning og råbte højt at der var gået ild i Inges hår, det blev dog slukket før der skete noget alvorligt. Inge blev senere kredsformand i Århus. Ingen tvivl om at Ellebæk blev forskrækket. Det var en mindeværdig optagelse, og vi hørte episoden adskillige gange. En fast tradition ved juletid var pebernøddedagen. Den dag lavede vi alle et kræmmerhus af punktpapir. Det kunne blive ganske stort, hvorefter vi i flok og rad gik over i det store køkken hvor pebernøddesangen blev afsunget. Så fik vi pebernødder i kræmmerhusene, rigtig mange som jeg husker det. Ethvert afbræk i en kedelig hverdag var jo kærkomment. Ellebæk var også ejer af en Ford A, da vi gik i de mindre klasser, og vi kunne faktisk være i den alle 6 i klassen. På den måde kunne vi besøge en keramikfabrik og flere andre virksomheder. Senere blev den erstattet af en mindre Renault Dauphine. Så måtte vi deles op, men jeg husker dog, at vi besøgte Tersløsegård, hvor Holberg som bekendt har boet.

Som tiden gik, rykkede vi op i klasserne, og da jeg kom i 4. klasse skulle jeg over og bo på Vestskolen. Her havde vi det lidt friere, og jeg trivedes meget bedre. Det er nok derfor, mine erindringer bliver tydeligere fra den tid.

I det meste af min tid på vest, regerede frk. Høtoft som afdelingsleder. Jeg har aldrig hørt nogen kalde hende plejemor, men hun var nu ellers rigtig sød. Det har ikke været let at holde styr på os store knægte. Slet ikke aftenen før en sommerferie. Jeg stod efter aftensmaden i stengangen, som kældergangen hed udenfor spisestuen, da Høtoft kom gående forbi, som sædvanlig, efter vores mening, duftende lidt rigelig af parfume. Jeg stod i mine egne tanker "Hurra i morgen skal vi hjem" osv. og mumlede, nærmest pr. refleks stinkdyr. Hvorefter hun vendte sig og ophidset spurgte mig "hvad sagde du" Husk det var dagen før sommerferien, så jeg svarede frejdigt, at det egentlig ikke var min mening, at alle og enhver skulle høre det, men hvis det var sådan, hun ville have det, så sagde jeg altså stinkdyr. Jeg kunne godt tale højt, hvis det skulle være. Så blev hun sur! og smed mig udenfor. Jamen hvad var problemet? En lun sommeraften i juni, og så skulle vi jo altså hjem i morgen? Nå men jeg skred ud af den forbudte hoveddør, men den var jo nærmest, og satte mig på siddegyngen, hvor man kunne sidde og gynge og snakke, hvis man var flere. Denne gang var jeg alene og sad og nød den lune sommeraften. Det var skik dengang, at der blev holdt lidt afslutning den aften, med kaffe og bankospil osv., hyggeligt nok. Da tiden kom, blev jeg dog siddende. Var jeg smidt ud eller hvad? Høtoft sendte en af assistenterne ud efter mig, men jeg holdt mig til at Høtoft havde smidt mig ud. Ville hun have mig ind igen, måtte hun selv komme og hente mig, og det måtte hun så til sidst, hvem vandt! Men det var nu næsten synd, som sagt var hun bestemt god nok.

Udover Høtoft, kom en Lillian Krogh Jørgensen som assistent. Hende kom vi også til at holde meget af. Under et højskoleophold havde hun mødt sin forlovede Mads Finn, hvis forældre drev en gård på den anden side af Kalundborg. Mange lørdag eftermiddage samlede Frk. Krogh, en del af os. Så gik vi ind til Kalundborg, hvor vi mødte Mads Finn eller en af hans forældre, som var tilsagt med bilen, hvorefter vi kørte resten af vejen til deres gård, hvor vi så blev sluppet løs. Vidunderlige dage, hvor vi stiftede bekendtskab med dyrene, traktoren osv. Mads Finn blev en gang sat til at køre en tur med Børge Hest og mig i sidevognen på Nimbussen. Ingen tvivl om at han holdt meget af sin Lillian. De blev da også gift til sidst, og en tid kom frk. Krogh kørende på Nimbussen i flyverdragt og det hele, når hun skulle på arbejde, men en dag gav hun os den sørgelige meddelelse, at hun rejste. Det måtte jo komme, men hvor var vi kede af det. Men hun var jo altså blevet gravid, og dengang var der ingen barselsorlov. Hun vendte senere tilbage og blev en slags rådgiver for integrerede børnehavebørn, så hun gik ikke helt til spilde. Mads Finn blev afdelingsleder på vest, men det var efter min tid.

Efter frk. Krogh kom Dagny Olesen. Det har ikke været let at følge efter Lillian, men jeg blev også glad for hende. Til al overflod kom også en frk. Kammer, hun var fra Århusegnen med dialekt og det hele, så hende tog vi vist ikke så alvorligt, selvom hun ikke har gjort nogen noget. Dagny blev senere afdelingsleder og mobilitylærer på instituttet på Rymarksvej. Jeg fik mange kopper kaffe hos hende dengang. Der var altid en voksen til stede for at holde øje med os. Vi var selvfølgelig lede ved altid, at skulle gøre rede for vores gøren og laden, men de havde jo ansvar for os, og engang, før min tid, var der faktisk en, der druknede i fjorden. En af lærerne havde "inspektion" på vest hver aften. Så blev der tit læst højt for os. Ingen kan glemme hr. Neergaards oplæsning af Melvilles Moby Dick eller hr. Emborg som læste Walter Scot' Helvedeshunden.

Det var først på vest, at jeg for alvor fik venner på Refsnæs. Jeg har aldrig været god til de større kliker med deres intriger. Det gad jeg simpelthen ikke. Per Jørgensen og jeg mødtes i vores fælles sorg efter en ferie. Det var sådan, at det var svært at finde et sted, hvor man kunne være sig selv. Udover skoletiden var der de store opholds- eller legestuer, og om natten lå vi mange sammen på store sovesale. Per og jeg mødtes i lille klaverstue, hvor der lige var plads til klaveret og et par stole. Her havde jeg ofte held til at få lidt kvalitetstid for mig selv, men altså ikke denne gang. Vi faldt dog i snak, og det viste sig, at vi havde mange tanker til fælles. Ingen af os var særlig fysisk aktive, men holdt meget af at tænke over tingene. I resten af min tid på Refsnæs var vi uadskillelige og brugte mange, mange timer på at snakke om alt muligt. Det var Per som anbefalede mig at læse Gustav Wieds Livsens ondskab. Det var en pine, som 13-årig at læse om ædedolkenes klub. Jeg var altid sulten. Per kom fra København og kom hjem i weekenderne, hvilket jeg var lidt misundelig over, men jeg var faktisk med ham hjemme flere gange og blev venligt modtaget i hans forældres hjem på Nørrebro. Sikke weekender vi så havde! Alt det kaffe vi kunne drikke, alt hvad vi kunne spise, og så havde Per en af de første B & O spolebåndoptagere, som vi brugte meget tid på at lege med. Tænk en hel weekend i et almindeligt hjem med en almindelig familie. Og så købte vi ildpastiller, som smagte af både æter og chloroform og ja, brændte som ild i munden på os. Det tænker jeg tilbage på med stor taknemmelighed. Maden på Refsnæs var lige så god, som den var tiltrængt. Jeg kunne ikke lide fisk, men da økonomaen frk. Sørensen en dag, efter kogt torsk, spurgte mig hvad jeg syntes om middagsmaden, måtte jeg jo sige, at den syntes jeg ikke om. Det blev hun ked af at høre, men da jeg sagde, at hun jo ikke kunne gøre for, at jeg ikke kunne lide fisk, var vi straks gode venner igen. Mange gange, i det store frikvarter, gik jeg over i det store køkken for at få at vide, hvad vi skulle have til middag. Jeg fik tit en frikadelle eller en skefuld budding el. lign. ved de lejligheder. Udover skolen, havde vi naturligvis en del fritid, som jo skulle bruges fornuftigt. Der var på Refsnæs dengang en æbleplantage. Jeg røber nok ikke de store hemmeligheder, når jeg fortæller at vi naturligvis gik på rov der af og til. Det gik også godt i de fleste tilfælde, men en gang imellem... Pludselig stod gartner Rasmussen foran os som skudt op af jorden, og så blev der ballade. Han kunne skælde ud! Sjovt nok fik vi lov at beholde, hvad vi havde i lommer og under bluser. Jeg har senere tænkt, at han nok tit så os, men kun en gang imellem måtte træde i karakter. Jeg har ham mistænkt for at have fået mangt et godt grin. Helt galt gik det først da vi fandt ud af at æblerne blev gemt i kasser i en stråtækt kælder. De største og saftigste lå i den nederste kasse, så jeg satte de andre til at flytte kasser så vi kunne komme til, og så kom gartner Rasmussen. Den dag fik vi en skideballe, som virkelig kom fra hjertet. Ingen tvivl om at da var vi gået over stregen. Vi blev ved med at hærge i æbleplantagen, men kælderen holdt vi os fra. Egentlig var det jo uskyldigt nok, vi skulle jo have haft de æbler alligevel, men enhver ved jo at stjålne æbler smager bedst. Rasmussen var god nok, og jeg husker ham med glæde, møgfald eller ej.

Mange af de andre elever brugte fritiden på at løbe på rulleskøjter og andre vilde gerninger. Jeg læste. Hvordan det kunne lade sig gøre at løbe på rulleskøjter som helt blind er mig stadig en gåde, men så vidt jeg husker kom ingen noget til. Rundt om skolegården var pergolaen, et halvtag som lå på runde træsøjler, som så stod hele vejen rundt, og også hen til skolebygningen. Så kunne man gå der i tørvejr. Selvom mange havde en synsrest, var der dog også mange helt blinde. De klarede sig lige så godt på rulleskøjter uden at ramme søjlerne.

Refsnæs er et sted med en dejlig natur, selvom det tit blæser en del. Luften var frisk, lidt for frisk til mig det første år. Hvis vi ikke var ude, var der på Vest mulighed for at spille skak, mølle og endda bordtennis, hvis man kunne se til det. En af lærerne hr. Ditmann organiserede årlige konkurrencer i skak, bordtennis, kuglespil og fodbold.

Så var der en opholdsstue, der hed læsestuen. Her sad bl.a. andre jeg og læste rigtig meget. Det var på den tid, jeg fik uofficiel adgang til biblioteket. Båndoptageren kom også på det tidspunkt. Det var med spolebånd, og på Vestskolen fik man en Tandberg 2, med 2 hastigheder. Vi skulle lære den at kende og faktisk have et "kørekort" til den for at få lov at låne den. Min klassekammerat Kaj Møller, fik en Philips Major med 4 spor og 3 hastigheder, kom ikke her! Et af de epokegørende forsøg vi lavede var, at optage i stereo, stereo! Det var det helt nye, så nyt at ingen af os faktisk havde kendskab til det. Men vi lavede en opstilling af begge båndoptagere, båndet løb fra den ene til den anden, og ved at optage på forskellige spor, lykkedes det os at lave vores første stereooptagelse. det var vildt! Senere købte Kaj en forlængerledning på 8 meter til mikrofonen. Det gav jo noget større bevægelsesfrihed og vi kunne gå i gang med det som skulle blive den mest dramatiske optagelse vi foretog. Som tidligere nævnt kunne skydeporten, som væggen hed, som adskilte gymnastiksalene, skydes ind i væggen. En eftermiddag fandt vi på, at den kunne køres lidt frem, så Kaj kunne gå ind i mellemrummet og trække kablet med sig, hvorefter et par af de andre så skulle rulle skydeporten ind efter ham. Når væggen så var helt inde, skulle Kaj så selv skubbe den ud igen, og til sidst klemme sig ud til vi andre. Det var Kaj selv, som havde udtænkt plottet, der var altså på ingen måde tale om tvang. Jeg skulle betjene båndoptageren, som stod på "forstærker" så vi havde kontakt med Kaj, mens han forsvandt ind i mørket med skydeporten efter sig. Da den var helt inde satte jeg den på optagelse, og vi havde ikke længere forbindelse med Kaj. Langsomt gik tiden, og langsomt, meget langsomt og i små ryk, kom skydeporten frem igen, og til sidst Kaj, heldigvis uden at være kommet noget til. Vi havde aftalt, at var han ikke kommet ud efter et kvarter, måtte vi hente hjælp og så tage skideballen. Både Kaj og vi andre var naturligvis nervøse, mens han kæmpede sig ud, hvad nu hvis kablet viklede sig om et af hjulene osv. Men alt gik jo godt og snart kunne vi, tilbage på Vest, sætte os og høre optagelsen, jeg citerer Kaj fra skydeportens mørke indre: "jeg tror sgu der er noget galt, jeg er bange for den har sat sig fast, nå, jeg prøver lige igen og sætter røven imod og trykker". Næste dag, som var en mandag, var vi endnu ikke færdige med at gå og smågrine af det. Vi spiste middagsmad sammen med lærerne, og Ellebæk spurgte hvad det var vi grinte af. Både Kaj og jeg påstod at der ikke var noget, men Ellebæk fik jo lokket historien ud af os. Det kneb for ham at holde masken, men faktisk fik han os til at tage båndet med til timen bagefter, hvor det blev afspillet under andægtig tavshed i klassen. Det viser noget om vores tillid til Ellebæk. Det lykkedes næsten for ham bagefter, meget alvorligt at forklare os, hvor farligt vi havde båret os ad, og få os til at love ikke at gentage eksperimentet, men det var en af de mere muntre dansktimer. Da vi kom i 7. klasse og jeg var 13 år, blev vi konfirmeret. Først gik vi til præst hos Pastor Norup. Det foregik på skolen, men vi blev konfirmeret i Raklev kirke, hvorefter der var konfirmationsfest for os på Refsnæs. Vores forældre var med, og den sammenlagte gymnastiksal dannede rammen. Der var også andendagsgilde dagen efter.

Og pludselig var det slut, vi skulle hjem på sommerferie og ikke tilbage på Refsnæs, men begynde i København på instituttet der, som lå på Kastelsvej, et både spændende og skræmmende perspektiv. Jeg kan huske at frk. Kammer var den sidste, som sagde farvel og på gensyn til mig. Mange tidligere elever plejede at besøge Refsnæs i en weekend, men ikke jeg. Jeg vendte mig bare om og forlod Refsnæs. Jeg har kun været der en gang siden, nemlig da der var 100 års jubilæum. Det føltes nærmest som at få uddrevet de sidste dæmoner.