Nyhedsbrev nr. 5 december 2018

Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 5 / 2018

Indhold

1. Hilsen fra formanden

2. ”Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge”, anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, ved Thorvald Kølle.

3. Invitation, program og forslag til dagsorden for generalforsamlingen d. 16. februar 2019 på Fuglsangscentret, ved Poul Lüneborg.

4. Barndomserindringer – del 2 – ved Flemming Egedal.

5. Erindringer 1. del, ved Jørgen Svendsen

6. Bestyrelsens kontaktoplysninger

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg

Året 2018 går på hæld, og det indebærer, at vi nærmer os jul og nytår. Det betyder samtidig, at selskabets 25 års jubilæum er nært forestående. Selve jubilæumsdagen er jo som bekendt mandag den 18. november 2019. Markeringen af den halvrunde fødselsdag vil blive koncentreret omkring næste års generalforsamling lørdag den 16. og søndag den 17. februar 2019 samt i forbindelse med et særligt jubilæumsarrangement på Fuglsangscentret i dagene mandag den 25. og tirsdag den 26. november 2019. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen ud for disse dage. Den nedsatte jubilæumsgruppe arbejder ihærdigt på at kunne præsentere det samlede program inden længe, jeg kan dog allerede nu afsløre, at der er noget at glæde sig til.

Siden udsendelsen af sidste nyhedsbrev den 1. oktober har arbejdet med udviklingen af selskabets nye hjemmeside www.blindehistorisk.dk lagt beslag på en del opmærksomhed. Gå gerne selv ind på siden og se hvad der er sket. Ud over indholdet som vi har kendt gennem de seneste par år, er vi nu færdige med at opdatere menupunktet med ”Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”, der er i alt 13 begivenheder, som kan aflyttes. Dernæst kan man i ”Lydarkivet” under menupunktet ”Instituttet for Blinde og Svagsynede” finde 12 spændende montager dækkende årene fra november 1958 til 2018. Der er, som det kan ses på hjemmesiden, meget mere på vej under menupunktet ”Lydarkiv”. Den nye hjemmeside skal for fremtiden være stedet, hvor vi i selskabet for alvor forfølger ordene i vedtægternes § 2 stk. 1 om at udbrede kendskabet til blindes historie.

I dette nyhedsbrev er der atter grund til at glæde sig over den ihærdighed flere af selskabets medlemmer lægger for dagen med henblik på at nedskrive deres erindringer til glæde for alle os andre. I sidste nyhedsbrev efterlyste jeg på bestyrelsens vegne ikke blot beskrivelser om ophold på Refsnæsskolen, men tillige beretninger fra medlemmer, der har gået i den almindelige folkeskole. I dette nyhedsbrev fortæller Flemming Egedal om sin opvækst og skolegang i Vejle inden hans synshandicap førte til, at han blev elev på Refsnæsskolen. I den anden artikel er problemstillingen lige omvendt, her fortæller Jørgen Svendsen om hans første tid som elev på Refsnæsskolen og hans efterfølgende overflytning til den kommunale skole hjemme hos forældrene i Ulstrup. De skal begge have stor tak for deres åbenhjertige skildringer af deres oplevelser, som i begge tilfælde giver stof til eftertanke og til fra tid til anden at trække på smilebåndet. Disse konstateringer kunne man i høj grad tillige hæfte på Hans Erik og Henrik Olsens erindringscauseri den 25. oktober 2018 med titlen ”Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge”, som selskabets sekretær Thorvald Kølle har anmeldt nedenfor.

På de seneste bestyrelsesmøder har vi naturligvis også været inde på de nye regler om databeskyttelse. På den nye hjemmeside vil der fremover være en beskrivelse af selskabets privatlivspolitik. I den forbindelse er bestyrelsen blevet gjort opmærksom på at Synscenter Refsnæs og Instituttet for Blinde og Svagsynede i den nærmeste fremtid agter at afvikle deres papirarkiver med personsager. De der har været optaget på en af disse institutioner og som ønsker sig en kopi af deres sag skal derfor snarest rette henvendelse til institutionen herom. Bestyrelsen er indstillet på at hjælpe medlemmer med råd om en sådan henvendelse.

Selskabets næste nyhedsbrev udkommer i januar måned næste år med alt om den kommende generalforsamling og vort jubilæum.

For mig er der blot til sidst at ønske god læselyst, glædelig jul og godt nytår.


2. ”Fra børnehjem på Refsnæsskolen til blinde forældre i Køge”

anmeldelse af medlemsarrangementet den 25. oktober 2018, af Thorvald Kølle

Hans og Henrik Olsens foredrag foregik på plejehjemmet Johan Krohnsvej 8 i Valby.

Der var 36 fremmødte medlemmer ved dette arrangement. Hans og Henrik havde virkelig forberedt sig godt. Det blev en rigtig dejlig og varm oplevelse at være sammen med dem og høre foredraget om deres tid på Refsnæs.

De læste op af deres grundigt gennemarbejdede manuskript, som de, ved fælles hjælp, havde brugt 5 weekender på at udfærdige, garneret med sjove historier.

Foredraget var en fint balanceret kreation mellem oplæsning og improviserede beretninger kombineret med lydoptagelser.

Vågemod og risikovillighed må siges at være en væsentlig del af Hans og Henriks væsen.

Smilet lå hele tiden lige bag hele forestillingen. Det er mit indtryk, at alle, som var til stede denne eftermiddag, var glade for oplevelsen, som brødrene gav os. Tiden var godt og meningsfuldt brugt denne eftermiddag. Foredraget begyndte kl. 14 og sluttede kl. 17.30.

Foredraget var indrammet af Jørgen Emborgs store digt ”På Refsnæskysten” eller ”Refsnæssangen”, hvor af de startede med at synge de 2 første vers og afsluttede så med det sidste vers, som de sang med deres ru stemmer. Det var bevægende i sit udtryk.

Hans og Henriks fine erindringscauseri findes som 2 lydfiler på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk under menupunktet ”Lydoptagelser fra medlemsarrangementer”.

3. Invitation, program og dagsorden til generalforsamling 2019, af Poul Lüneborg

Det er for mig en stor glæde på bestyrelsens vegne, at kunne byde alle medlemmer velkommen til næste års generalforsamling, som finder sted på Fuglsangscentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra lørdag den 16. til søndag den 17. februar 2019.

Vi forventer, at deltagerne ankommer til Fredericia, så indkvartering kan ske omkring kl. 13.00.

Hvis du ønsker at spise frokost på Fuglsangscentret inden arrangementet, skal du for egen regning bestille dette måltid ved henvendelse til centret på tlf. 76 20 21 00 eller på mail: fuglsang@blind.dk

Selve generalforsamlingen begynder kl. 14.00 og varer sandsynligvis frem til kl. 17.00, afbrudt midtvejs af en kaffe- / tepause.

Efter generalforsamlingen serveres kl. 18.30 festmiddag i Opholdsstuen, så deltagerne kan fortsætte hyggeligt samvær efter middagen samme sted.

Bestyrelsen har besluttet at dække merprisen på 75 kr. pr. deltager for festmenu i separat lokale for at skabe de bedst tænkelige rammer for en underholdende og inspirerende aften. Bestyrelsen arbejder på at sammensætte et program for denne festaften, hvor vi tager fat på fejringen af selskabets 25 års jubilæum. Nyhedsbrev nr. 1/2019, som udkommer i løbet af januar næste år, vil indeholde nærmere information om aftenens program. Enhver deltager i den kommende generalforsamling, er forud for arrangementet meget velkommen til overfor bestyrelsen at foreslå bidrag til den fælles underholdning, så disse kan indarbejdes i programmet.

Søndag morgen serveres der morgenmad fra kl. 7.00 til 9.30.

Kl. 10.00 Jubilæumsprogram i anledning af selskabets 25 års fødselsdag, nærmere information herom vil også fremgå af nyhedsbrev nr. 1/2019.

Under formiddagens program, som forventes at vare frem til kl. 11.30, vil der blive serveret kaffe / te.

Kl. 12.00 serveres der frokost i restauranten.

Arrangementet slutter kl. 13.00, hvorefter hjemrejse kan planlægges.

Prisen for deltagelse i arrangementet er 450 kr. Bindende tilmelding sker ved, senest fredag den 1. februar 2019, at indbetale beløbet til selskabets bank – reg. nr.  1551 konto nr. 0501697, beløbet kan også betales via Mobilepay på selskabets nummer 44678. Hvis du har brug for et girokort til indbetalingen, skal du henvende dig til kasserer Ole Brun Jensen, Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J, tlf. +45 86 72 55 72 mobil +45 40 62 11 23, mail: ole@obj.dk

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at kontingentet for 2019 på 150 kr. skal være indbetalt til selskabet inden generalforsamlingen, for at kunne deltage i denne. Bestyrelsen planlægger at udsende opfordring til indbetaling af kontingent i løbet af den første uge af januar 2019.

Der er foreløbig reserveret 30 værelser på Fuglsangscentret, som vi naturligvis håber bliver besat. Jeg kan derfor kun opfordre dig til hurtigst muligt at tage stilling til din deltagelse i arrangementet. Tilmeldingsfristen den 1. februar 2019 er fastsat, så bestyrelsen kan tage stilling til det endelige deltagerantal 14 dage før arrangementet og fremsende den endelige deltagerliste til Fuglsangscentret til trykning i punkt og sortskrift.

Her følger til slut forslag til dagsordenen for generalforsamlingen. Dagsordenen skal, ifølge vedtægternes §7 stk. 5, indeholde en række punkter. Disse er alle indeholdt i det efterfølgende forslag. Endelig skal det nævnes, at generalforsamlingen ifølge vedtægternes §7 stk. 3 og 4 skal indkaldes med 4 ugers varsel og afholdes i årets første kvartal. Selskabets vedtægter er senest revideret på generalforsamlingen den 17. februar 2018. De gældende vedtægter blev udsendt til alle medlemmer sammen med Medlemsbrev nr. 2/2018 udsendt den 18. maj 2018, vedtægterne kan tillige ses på selskabets hjemmeside www.blindehistorisk.dk.

Dagsordensforslag:

1. Åbning og velkomst ved formand Poul Lüneborg.

2. Navneopråb, præsentation af deltagerne.

3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent.

4. Godkendelse af dagsorden.

5. Vedr. godkendelse af referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 17. februar 2018. Referatet blev godkendt af bestyrelsen den 23. februar 2018 i henhold til vedtægternes paragraf 7 stk. 16 og efterfølgende offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2018, som udkom den 18. marts 2018.

6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning til godkendelse. Beretningen bliver offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2019.

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2018 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse.

Regnskabet og revisionsprotokollen bliver offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 1/2019.

8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr.

9. Indkomne forslag. (Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde, i et tilgængeligt medie, senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse).

10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant.

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

a. Kasserer Ole Brun Jensen, valgt for 1 år i 2018

b. Thorvald Kølle valgt i 2017 for 2 år

c. Rita Cicilie Varmby valgt for 1 år i 2018

d. Suppleanterne Leif Martinussen og Allan Fohlmann, valgt for et år i 2018

e. Revisorerne Kurt Nielsen og Henrik Olsen, valgt i 2018 for 1 år

f. Revisorsuppleant, Thorben Koed Thomsen blev valgt for 1 år i 2018

11. Eventuelt.

Bestyrelsen håber at se rigtig mange medlemmer til generalforsamlingen, som helt sikkert bliver noget særligt i anledning af selskabets jubilæum. Det endelige program følger i det næste nyhedsbrev.

4. Barndomserindringer, del 2, af Flemming Egedal

Som børn havde vi mange gode lege. Vi legede meget tit cowboys og indianer i naboernes haver, men da min mor var en meget stor antimilitaristisk kvinde, måtte jeg ikke få legetøjspistoler, så jeg måtte altid låne en pistol af Torben, altid den ringeste.

Men om søndagen var det i kirketiden total forbudt at lege indianere og cowboys, og der var ingen pardon.

Vi legede da også dåseleg. Det vil sige, at en stod ved dåsen, og så skulle vi andre gemme os. Den der stod ved dåsen skulle så finde os og nå først hen til dåsen, og sige hvem der var fundet.

En gang gik det dog helt galt.

Den der stod ved dåsen, genboens Bent, var ikke hurtig nok, da han opdagede Torben, som nåede først frem, hvor man så måtte sparke til dåsen, og det gjorde han da også så eftertrykkeligt.

Resultatet blev, at dåsen strøg lige ind ad et vindue til nr. 9, og ih du forbarmende, hvor blev Peter Lorensen dog tovlig. Han var lidt af et hysterisk stykke mandfolk, hvor lussingerne godt kunne sidde løse på hænderne.

Vi spillede også tit rundbold, og da Torben og jeg var nogle af de ældste børn på vejen, var vi altid på hvert sit hold. Det var særdeles irriterende, at Torben var meget dygtig til at gribe en tennisbold, så jeg blev altid grebet tidligt ud af spillet, men når det var mit hold, som var ude i marken, kunne jeg ikke følge tennisbolden i luften som følge af mit dårlige syn, så vi tabte altid.

Vi spillede også en del fodbold på vejen, da vi var mange børn, og her måtte Torben nødtvungent erkende, ikke særlig glad for det, idet han var en dårlig taber, at her var jeg ham overlegen, og mit hold vandt næsten altid.

En anden leg vi spillede tit, var med hønseringe, som vi kaldte esser, hvor der var tegnet en cirkel med kridt på asfalten, så skulle vi på en passende afstand prøve at ramme cirklen.

Den som var nærmest, måtte så med pegefingeren prøve at skubbe de andre esser ind i cirklen, og jo flere man havde skubbet ind i cirklen jo bedre, men hvis ikke alle var skubbet ind, blev det den næste som fik chancen, og havde herved vundet hele puljen, hvis det lykkedes at gøre rent bord.

Vi kunne også kaste disse esser ind mod rendestenen, og de som lå nærmest, havde så ret til med pegefingeren at skubbe de andre ind mod rendestenen, og her var reglen den samme, jo flere som muligt, havde man vundet de andres esser.

En anden leg var stikbold, hvor det gjaldt om at ramme hinanden, men blev bolden grebet, så var man ude af spillet, men jævnligt fløj bolden ind i haverne, og hos Nielsens i nummer 16 fik tulipanerne ikke lov til at stå længe, inden hovederne var slået af.

Det kunne også hænde, at man uforvarende kom til skade. En gang sad jeg på fortovet op ad hækken til genboen i nummer 14. Det mente sønnen, Erling, at jeg ikke havde lov til, så over hækken inde fra haven slog han mig oven i hovedet med en hammer, og hvor det dog gjorde ondt, men hjerneskallen holdt da heldigvis. Her satte min mor nu grænsen for, hvad hun ville finde sig i, og da hun overværede episoden, var hun blevet ophidset.

Hun gik over og ringede på døren til nummer 14 og beklagede sig over Erlings handling, og han blev trukket ned i kælderen, hvor han fik en fortjent endefuld, som kunne høres af os andre ude på vejen.

Det var også i nummer 14, at jeg ved et uheld baldrede et vindue i kælderen, som min mor sagde, ”den må du selv betale af dine lommepenge”, og da vi kort efter skulle på skoleudflugt til ”Kongebrogården” ved Middelfart, fik jeg ingen lommepenge med.

Kun den tokrone, som jeg fik af min bedstefar.

Som tidligere omtalt kom jeg jo i første klasse den 1. april 1955, og der var 3 klasser som startede dette år, og jeg kom i A-klassen, og vi gik i skole om eftermiddagen, hvor der var 32 elever i klassen.

I de første 5 år havde jeg frk. Inga Hansen, i daglig tale, når hun ikke hørte det, ”hageløs”, som klasselærer, men hun var noget af en strigle.

Det var meget træls at skulle gå i skole om eftermiddagen, men skolen havde ikke nok klasseværelser.

Min mor mente ellers, da jeg skulle begynde min skolegang, at jeg også skulle gå på den private Christine Seligmanns skole, som lå helt nede i Vejle by, men her slog min far bremsen i.

”Jeg har selv gået i Søndermarksskolen, som var en folkeskole, og den skal Flemming selvfølgelig også gå i”, og herved blev det.

Jeg fik plads i dørrækken, hvilket ikke var særligt heldigt, da jeg havde meget svært ved at følge linjerne i skrivebogen, og havde min mor ikke streget linjerne op, var det gået helt galt.

Jeg blev så sendt til skolepsykolog. Der måtte jo være noget i vejen med lille mig, når jeg ikke kunne finde ud af at følge linjerne ordentligt, men den flinke skolepsykolog fandt da ret hurtigt ud af, hvad årsagen hertil var.

Skolepsykologen fandt ud af ved hjælp af en IQ-test, at jeg var fuldt ud normal, flink mand. Han fandt ud af, at jeg skulle sidde i vinduesrækken på første række, så jeg også kunne følge nogenlunde med på tavlen, selv om det kneb en hel del om vinteren, da belysningen dengang ikke var så god i klasseværelserne.

I anden klasse var vi en periode 36 elever i klassen. Det var den vinter, hvor der var en kighoste-epidemi, hvor kun 8 elever gik fri, og heriblandt også jeg.

I de første år af skolegangen var jeg meget heldig med de fleste lærere, da de ikke brugte tavlearbejde særlig meget.

De vidste jo, at jeg af og til ikke kunne læse, hvad der var skrevet på tavlen, medmindre jeg skulle gå der op for at læse, hvad der stod, og den slags kunne afstedkomme en vis mobning i frikvarteret fra de øvrige klassekammerater, og det vidste lærerne jo godt.

I de første 2 klasser blev der kun brugt blyant, når vi skulle skrive i skrivebogen, men i tredje klasse skulle vi lære at skrive med pen og blæk, da kuglepenne dengang var bandlyst, og måtte ikke forefindes på skolen.

Det med at skrive med pen og blæk var ikke det letteste uden at komme til at svine papiret til, da pennen skulle dyppes i et blækhus, der stod midt på skolebordet. Og herefter så skrive så meget, som der nu var blæk til, og så forfra igen, men heldigvis var der noget som hed trækpapir, som kunne suge blækklatterne op, men ikke fjerne alle pletter.

I fjerde klasse måtte vi så heldigvis bruge fyldepen, og den svinede ikke nær så meget som pen og blæk.

Jeg startede med at låne min mors fyldepen, da hun ikke havde råd til at købe en til mig, men den var rigtig god.

Nogle af de lærere jeg fik, havde min far også haft, da han også gik på Søndermarksskolen fra 1933 til 1940, og de kunne da også fortælle mig røverhistorier fra hans tid på skolen, ikke mindst, da han havde kastet snebolde efter Tiufkær rutebilen, som medførte, at hans opførselskarakter fik et ordentligt dyk nedad.

Når jeg kom hjem med karakterbogen, var det første min mor så på karakteren for min opførsel, og stod der ikke ug, så gik hun helt ud ad koncepterne, og karakterpenge blev der ikke udbetalt, og her var hun ikke til at snakke med.

Min mors barndomshjem lå på Søndermarksvej, men da hendes storesøster skulle i skole i 1927, også på Søndermarksskolen, blev min morfar uvenner med skoleinspektøren.

Dette resulterede også i, at min mors skolegang, da hun skulle i skole i 1934, var på Christine Seligmanns skole nede i Vejle by, en privatskole, som morfar ikke havde råd til, men var han først blevet uvenner med en person, kunne det tage adskillige år, inden han blev god igen.

Dette skete først, da min mors yngste søster skulle i skole i 1942, og hun kom da så på Søndermarksskolen, men det varede ikke så længe, idet tyskerne beslaglagde skolen som hovedkvarter i Vejle.

I de første 3 klasser, mens jeg gik i skole, havde piger og drenge fælles gymnastiktimer, og det med at komme i bad efter disse timer kunne jo ikke af naturlige grunde lade sig gøre.

I fjerde klasse var vi udelukkende drenge, og i sommerhalvåret blev der spillet fodbold på ”Vejle Kammeraternes” fodboldbane, som lå på den anden side af skoven op mod Grønvang, da Søndermarksskolen ingen stor fodboldbane havde, kun en bane til rundbold og langbold.

Når vi havde rundbold, kunne de bedste skyde bolden helt ned i skoven, så blev frk. Hansen særdeles sur, da bolden skulle findes og dette kunne af og til tage sin tid.

Gavlen til gymnastiksalen var temmelig høj, hvor vi kunne spille en form for Squash.

Søndermarksskolen ligger på et naturskønt område, med skov på de 3 sider og en mark på den fjerde side.

Hvis der en vinter var faldet meget sne, fik vi lov til at medbringe slæder, så vi i gymnastiktimerne kunne køre på slæde ned ad den stejle bakke gennem skoven, som lå lige bag ved skolen.

Skoven var også god til undervisning i naturhistorie, når vejret var til det, og det blev den brugt meget flittigt til, da det kun tog ca. 5 minutter, inden vi var inde i skoven.

En gang om året blev alle skolens elever bænket i gymnastiksalen, hvor vi, ikke særligt interesserede, blev tvunget til at høre Horsens Byorkester, som udelukkende spillede klassiske stykker, hvilket ikke mange af os syntes om.

Da jeg kom i sjette klasse, havde Søndermarksskolen fået en ny gymnastiksal, så skolen havde derved to, og den nye var meget lys og moderne. Her kunne der spilles basketball og volleyball, som jeg også fik stiftet bekendtskab med, men som følge af min lille statur, var det uhyggeligt svært at få bolden i basketballkurven, til andres store morskab. Men begge ovennævnte spil var nu spændende, så var man da fri for den evindelige redskabsgymnastik og øvelser på gulv som der ikke var megen sjov ved.

Søndermarksskoven strækker sig fra Mølholmsdalen og rundt om den sydlige del af Vejle, helt ned til Ribe Landevej, så det er en anseelig stor skovstrækning. Den del af skoven, som ligger ikke ret langt fra mit barndomshjem, havde en gammel hulvej, som førte ned til Nissen Jøkers dambrug. Vi skulle aldeles ikke krydse Højenbæk for at komme over til dambruget, hvor der blev opdrættet ørreder, idet der var glubske hunde som vagt, og de ville bide.

Engang havde jeg sammen med nogle kammerater bevæget os over til dambruget, men da en af de glubske hunde kom farende, valgte vi at krybe op i et træ med en meget stor hastighed, og så kunne vi sidde deroppe så længe, indtil køteren blev træt at gø af os og gik hjem.

Da køteren endelig var væk, kunne vi krybe ned af træet og forsvinde op i skoven igen, og siden har vi aldrig forsøgt at komme over til dambruget ad en ureglementeret vej.

Denne hulvej var en slags serpentinevej, som var velegnet som kælkebakke, hvor slæderne rundt i svingene kørte op ad skråningerne så der kom god fart over feltet, men det var træls, at når man nåede bunden, var der langt op til startstedet igen.

Vi var jo nødt til at køre ned ad bakken i en lang række for ikke at støde sammen med nogen, som var på vej op igen.

Hele Vejleområdet er jo temmelig kuperet, og i Sønderskoven var der mange gode bakker, som også var velegnet til løb på ski.

Mine forældre købte i 1947 hver et par langrendsski.

Jeg har mange gange kørt på min mors langrendsski ned ad bakkerne i skoven, og jeg lærte da også at dreje rundt i svingene uden at komme til skade, så jeg blev lidt stolt af mine præstationer på ski.

I øvrigt har jeg stadig disse langrendsski endnu, og de er lavet af asketræ, og min søn har da også løbet på dem.

En ting min mor holdt meget stejlt på var, at når jeg skulle tiltale voksne, skulle jeg altid sige De, hvilket jeg syntes var noget underligt noget, idet hun godt selv måtte sige du, men således var det nu engang.

I skolen tiltaltes lærerne med De og efternavn, og der var så sandelig ingen elever som turde andet, så vankede der øretæver.

På skoleinspektørens kontor befandt spanskrøret sig, og det var her den korporlige straf fandt sted, såfremt en elev var gået ud over det almindelige, men dette har jeg trods alt ikke oplevet.

Til familiemedlemmer måtte jeg gerne sige du.

Min far var jo ansat ved ”De Danske Statsbaner”, og det var på treholdsskift-arbejde, en uge om formiddagen fra klokken 06 til 14, en uge om eftermiddagen fra klokken 14 til 22 og en uge om natten fra klokken 22 til 06, men indimellem var der jo selvfølgelig fridage.

Når han havde haft nattevagt skulle han altid sove om formiddagen, og hvis vi kom til at vække ham, så blev han meget sur resten af dagen, så vi lærte at liste, når vi skulle passere stuen, hvor han sov.

Den uge, hvor han havde formiddagsarbejde, var en uge som min mor altid så frem til. Så kunne hun ligge hele formiddagen og gasse sig i sengen med ugeblade og ryge tobak, og jeg skulle så sandelig også servicere hende inden jeg skulle i skole, og det med at komme op til tiden, måtte jeg selv sørge for, og så uden et vækkeur.

Jeg skulle smøre madder med kartoffel eller hvad der nu var i isskabet, helst noget lækkert, men dengang var min mor også temmelig trivelig, og min far sagde da også engang imellem til hende, ”du er lettere at hoppe over end som at gå uden om”, og denne sætning brød hun sig aldeles ikke om. Hun havde ingen humor.

Kaffen skulle varmes og så bringes ind til hende i sengen, og det skulle og måtte nås inden afgangen til skolen, ellers kunne hun blive meget utilpasset, og hun var i stand til at holde et meget langt foredrag over en lille bagatel. Det har hun altid været en mester i.

Min lille søster, Grete, var ikke særlig god til at kende klokken, og hun kom aldrig hjem til spisetid til aftensmaden, der altid blev spist klokken seks.

Så i en lang periode blev jeg sendt af sted omkring klokken fem for at finde, hvor hun nu var.

Det var normalt oppe hos Sonja på Syrenvej, hendes legekammerat, og Gertrud, hendes mor, sendte aldrig hende hjem i tide, selv om min mor mange gange havde sagt det til hende.

I starten og et langt stykke ind i halvtredserne var kul og koks meget dyre, og der måtte fyres med brænde, og jeg husker tydeligt min far tog stød op, det vil sige stubbe og rødder fra fældede træer i skoven, som man ikke gav så meget for.

Det var et større arbejde, hvor der blev brugt kiler af jern, der blev anvendt til at flække træet ved hjælp af en stor hammer, som slog kilerne gennem træet, så det flækkede i mindre stykker, men først skulle stubbe og rødder graves fri for jord, og der var ingen morskab ved at grave al den jord væk, men brænde var jo en nødvendighed til kakkelovnen og støbejernskomfuret i køkkenet, og de to havde altid behov for brænde.

Vi havde jo kakkelovn derhjemme, der blev fyret med brænde, og den var altid sulten, så jeg skulle save, når jeg kom hjem fra skolen, mens alle mine legekammerater kunne lege nok så godt ude på vejen.

I begyndelsen fik jeg min fars sav, men den var lidt for stor, så jeg havde en del besvær med at trække den igennem træet, og jeg så i ånden, at jeg måske kunne slippe for at save brænde, men her havde jeg forregnet mig.

Min far, som ellers altid har været en meget sparsommelig mand, købte en mindre sav som jeg bedre kunne trække igennem træet, og så var det bare om at komme i gang.

Han lagde jævnligt en bunke træ, som skulle saves, og det var så op til mig selv, hvor langt tid det skulle tage for at blive færdig, så jeg kunne nå at komme ud på vejen og deltage i legen sammen med kammeraterne.

Som knap otteårig fik jeg bøvl med hævede mandler, og jævnligt måtte jeg have noget lyserødt flydende stads, penicillin, som min mor havde bøvl med at få mig til at tage, og det var med alverdens former for trussel, inden jeg grædende tog dette stads. Dette var i længden ikke holdbart, da hævelsen stod for tit på.

Nede hos hals-, næse- og ørelæge Kjær blev jeg så undersøgt, og resultatet blev så, at jeg skulle indlægges på Sankt Maria Hospitalet, hvor øre-, hals-, næse- og øjensygdomme den gang lå, og have fjernet mandlerne.

Nå, jeg blev så indlagt, og blev modtaget af de søde nonner, som var sygeplejersker.

Dagen efter kom så en sød nonne, troede jeg da, og hentede mig hen til operationsstuen, jeg måtte selv gå derhen med hende i hånden. Jeg blev så lagt op på en båre, og inden jeg så mig om, var mine ankler og håndled blevet bundet fast med læderremme til båren, men så kom det værste, og det kan jeg stadig huske, efter mere end 60 år.

Uden nogen form for varsel, fik jeg en maske over ansigtet, og bedøvelsen var æter, som havde en forfærdelig lugt, og jeg følte det som om, at jeg skulle kvæles, og jeg var ved at gå i panik, men så indfandt søvnen heldigvis sig.

Om eftermiddagen kom en af nonnerne med en vaniljeis, og den gjorde godt i min ømme hals, og jeg fik kartoffelmos, som kunne glide uhindret ned i halsen.

Denne frygtelige oplevelse er nok medvirkende til, at jeg har en stor skræk for bedøvelse med en maske, selv om den i dag giver ilt.

Efter jeg har fået fjernet mine mandler, har jeg aldrig siden hen haft halsbetændelse.

I mit barndomshjem spillede min mor tit alle former for spil. Hun lærte min lillesøster og jeg at spille rommy, og hun vandt altid, men en dag lod hun dog mig vinde. Da jeg opdagede dette, syntes jeg ikke det var sjovt at spille længere.

Som 5-årsdreng fik jeg mit første matadorspil af naboen, som skulle flytte, og dengang var hoteller og huse af træ og bilerne af bly.

Det hændte også at jeg cyklede en tur ned til Vejle, men her gik det ad landevejen, selv om min mor havde sagt, at jeg skulle trække ned ad Kiddesvej, og det var der jo ikke noget ved. Når jeg så skulle hjem igen, skulle der trækkes op ad Kiddesvej, troede hun da. Man måtte da jo godt cykle op ad bakken, hvis man havde lyst, men det var en fysisk umulighed, idet vejen var så stejl, selv om nogle dengang havde gear på cyklen, men det var der få der havde, men vi andre måtte blot træde til, og man nåede ikke særlig langt før end man måtte stige af og så gå til fods resten af vejen. Dengang havde lastbiler med anhængere ikke de store hestekræfter. Så kunne man hænge sig fast i bagenden af anhængeren, og blive trukket op ad landevejen, nok ikke hel forsvarligt, men der skete aldrig noget, og min mor opdagede aldrig dette.

En gang havde min morfar set mig på vej op ad landevejen, hængende fast i en lastbil med anhænger, og han skulle jo selvfølgelig sladre til min mor, og ih du forbarmende, hvor hun blev gal i hovedet, så jeg fik noget af en skideballe, og som hun forklarede mig, ”så vil jeg ikke høre noget om, at du gør dette i fremtiden på denne måde”.

Men det var nu svært at lade være med dette, da det var en let måde at komme op ad landevejen på.

I slutningen af halvtredserne var der en pyroman på færde i Vejle, og flere bygninger blev antændt og brændte ned.

På et tidspunkt var frygten så stor for, hvad bliver det næste, og der blev holdt vagt ved mange offentlige bygninger, herunder også sygehuset, men til al held fik politiet anholdt denne pyroman.

I 1959 blev en ung attenårs pige, Ina, myrdet af en mandlig kollega.

I starten troede politiet, at hun var gravet ned i Peder Holm-skoven, som lå i nærheden af mit barndomshjem, og den blev gennemgravet, og al adgang til skoven blev spærret af for uvedkommende, og det syntes vi børn aldeles ikke om, så længe undersøgelsen stod på, men man fandt intet, og liget blev fundet på lossepladsen ved Boulevarden i en sæk, og morderen blev anholdt kort tid efter.

I Vejle var der i min barndom en selvejende institution som hed ”Børnenes Vel”, som samlede midler ind til, at børn fra første til syvende klasse, som kom fra socialt dårlige hjem eller børn fra hjem, hvor familiens indtægter var meget små, kunne få et gratis ferieophold.

Min far var jo som tidligere skrevet ansat ved DSB, og dengang var lønnen ikke særlig høj og min mor var hjemmegående, så indtægterne var ikke særlig høje.

Alle pigerne fra 1. til 7. klasse og drengene fra første til tredje klasse var på ”Børnenes Vel” på Hvidbjerg, et tidligere traktørsted, mellem Vejle og Fredericia, mens drenge fra fjerde til syvende klasse var på ”Børnenes Vel” på Endelave. Det var et tidligere gods, hvor hovedparten af jorden var udstykket til husmandsbrug, der hed ”Louisenlund”, som Vejle Kommune havde købt i 1948 med et tilliggende på ca. 150 tønder land skov, eng og hede.

Jeg var så heldig at komme i betragtning til et 3-ugers ophold på Endelave i 1959 og 1960.

Mødestedet var ved Arbejdernes Forsamlingsbygning i Vejle, hvor der holdt 2 busser for at køre de 60 drenge til Snaptun, og herfra sejle med færgen ”Ravnsborg”, nærmere et passagerskib, da der kun var plads til 1 bil, til Endelave.

Turene lededes af lærerne Lund, Mortensen og Rosendahl som kom fra andre af Vejles kommuneskoler.

Jeg havde fået min mor til at fortælle dem, at jeg var synshandicappet og tillige også mørkeblind, og som jeg havde hørt fra andre, som tidligere havde været med på turene, så var der et natorienteringsløb, som jeg af naturlige grunde ikke kunne deltage i, og det havde lærerne stor forståelse for.

På feriekolonien blev der i øvrigt ingen særlige hensyn taget til mig, idet lærerne skønnede at jeg klarede mig udmærket på trods af mit synshandicap.

Når man er god til noget, bliver man hurtigt accepteret, og da jeg altid har været en rimelig god fodboldspiller, blev der aldrig talt om mit synshandicap.

Efter ankomsten til Endelave skulle vi trave de knap 3 km ud til ”Louisenlund” med al vores bagage.

Stuehuset var opført omkring 1905, men indkvarteringsforholdene var absolut ikke luksuriøse. I tagetagen var der 2 store soverum, hvor der i hvert rum sov 28 drenge i etagesenge. Midt på bygningen var der en ”frontispice”, som vendte ud til gårdspladsen og ud mod parken, hvor der var 3 værelser til lærerne og et stort rum til 4 drenge, som havde specielle opgaver under opholdet. I stueetagen var der 2 store stuer, hvor alle måltider blev indtaget, og et bibliotek, men herudover var der en sygestue, et lærerværelse, et køkken og et rum til morgenvask, dog kun med koldt vand, så morgen soigneringen var så som så, og at børste tænder var en by i Rusland. De sanitære forhold var ikke de bedste, men det var der jo mange af os, som heller ikke havde i hjemmet.

Toiletterne var gammeldags ”Lokummer”, bræt og spand, og når man var færdig på ”Lokummet”, var der ingen rindende vand, så at vaske hænder bagefter var nok ikke det meste hygiejniske, hvilket vi ikke tog det så højtideligt med.

De 4 drenge, som havde det luksuriøse værelse, var det vi kaldte ”Slotsforvaltere”.

Det vil sige, at de hver dag skulle tømme ”Lokummerne” ned i et stort gravet hul, så der var noget af en stank, når det var varmt i vejret, og så fik de endda løn for deres arbejde.

Herudover var der 2 store udlænger: En meget stor lade med lidt halm, hvor vi legede tit i, og en meget stor kostald. Ved siden af laden lå der et lille stenhus, som blev kaldt Olsens løvehus.

I trediverne ejede Hjalmer Olsen Louisenlund, og han havde to større løveunger, der engang stak af, så de måtte skydes ude i det fri, da de havde forvoldt en del skader på beboernes fjerkræ.

På en feriekoloni var der jo selvfølgelig også faste regler der skulle overholdes til punkt og prikke. Hver morgen skulle vi stille foran hovedbygningen ved flagstangen, hvor Mortensen hejste flaget, inden vi gik ind til morgenmaden.

Vi skulle stille præcis til alle måltider, og vi blev kaldt sammen ved hjælp af en klokke, der hang i en klokkestabel på terrassen ud mod parken, og den kunne høres helt nede i skoven.

Der måtte heller ikke ryges, og blev der taget drenge i at ryge, var straffen 5 rap i den bare ende, og så hjem med først afgående færge. Dette skete det ene år. 3 drenge blev taget i at have stjålet cigaretter på lærerværelset.

Lærer Lund gik så ned i skoven og skar sig en god og solid hasselkæp, og alle vi andre blev jaget ned i den nederste ende af parken, mens afstraffelsen fandt sted.

Dette måtte vi trods alt ikke høre på.

Der var også en fodboldbane der blev brugt flittigt, selv om den var fuld af kaninhuller, da Endelave dengang var plaget af mange vilde kaniner.

En dag var vi godt i gang med en fodboldkamp, da en dreng kom med fuld fart hen over banen, men lige pludselig forsvandt hans ene fod ned i et kaninhul med det resultat, at han brækkede den ene ankel.

På uheldstidspunktet var færgen i Snaptun, og der blev rekvireret en helikopter som fløj ham til behandling på Horsens Sygehus.

Efter endt behandling blev han kørt til hjemmet i Vejle.

Hver mandag og torsdag kunne vi besøge Endelave by for at købe slik og sodavand, En travetur på knap 3 km frem og tilbage.

I byen var der blandt andet dengang 2 købmænd.

Mærkværdigvis nok var vi aldrig inde og se Endelave kirke.

På Endelave havde vi også en fortræffelig badestrand, som lå over mod Samsø. Her badede vi 2 gange dagligt under behørigt opsyn fra alle 3 lærere, så der ikke skete nogen ulykker under badningen.

Det var nok i havet vi fik ordnet det meste af vores daglige soignering.

Den gang var Endelave meget plaget af vilde kaniner. Kunne vi nu fange nogle, fik man en dusør på 50 øre pr. kanin. Vi bandt mange snarer ved deres kaninhuller, men vi fangede desværre aldrig nogen, selv om vi så mange rundt i terrænet.

Det ene år var hjemturen noget af en oplevelse, da det var et frygteligt stormvejr. Så vidt jeg husker, var vi kun 5-6 drenge, som ikke blev søsyge under turen, det slap jeg heldigvis for.

Denne dag havde skibet også en flok grise med, der skulle til slagteriet i Horsens. De larmede så gudsjammerligt, så det ikke var muligt at føre en ordentlig samtale i kahytten, der lå ved siden af, hvor grisene var.

Det første der skete, efter jeg kom hjem fra Endelave var, at min mor beordrede mig hen til vasken i køkkenet, og så tog hun håndfast gang med neglebørsten, for som hun sagde, ”så skal vi have al gravrust fjernet fra hals og knæ”, da renligheden på Endelave ikke havde været særlig god.

Jeg har været FDF-spejder, Frivilligt Drenge Forbund, fra 1956 til 1961. Hvert år var vi på spejderlejr i korpsets lejrhytte ”Rendsborg”, som lå på Hvidbjerg ved den yderste del af den sydlige del af Vejle fjord, hvor der var en særdeles god badestrand.

Ved lejrhytten var der dog træk og slip, som evig og altid var stoppet.

I gården var der et langt bord med vandhaner, kun koldt vand.

For nye spejdere, som aldrig havde været med på sommerlejren, var der noget der kaldtes ”Kanindåb” fra en robåd.

Dåben gik kort fortalt ud på, at nye spejdere blev smurt ind i ansigtet med barberskum og så sejlet ud på fjorden, hvor de så blev døbt i havet.

Jeg husker tydeligt, dengang det blev min tur. Jeg har altid været meget vandskræk, men her hjalp ingen kære mor.

Jeg måtte også gennem ritualet, men der, hvor robåden lå, var der ikke så dybt, så jeg kunne da heldigvis bunde.

På sommerlejren var der jo dagligt opgaver som skulle løses. Det kunne være et orienteringsløb, som var særdeles spændende, da der ved hver post var opgaver, der skulle løses.

Det årlige natorienteringsløb kunne jeg ikke deltage i, idet jeg er natteblind, men jeg blev aldrig drillet for det.

Om aftenen sad vi samlet ved pejsen og sang de mange gode spejdersange og lejrchefen holdt en lille aftensandagt.

Nytårsdag skulle alle byens spejderkorps møde op ved K.F.U.M.-bygningen og marchere gennem byen med ledsagelse af musikkorpsene til Sankt Nikolai kirke.

Vi skulle møde i den reglementerede spejderuniform. Det vil sige, sko, sportsstrømper, korte benklæder, uniformsbluse og skråhue.

Det kunne dog tolereres, at vi havde en varm bluse under uniformsblusen, men det var en særdeles hundekold oplevelse.

Så var det godt, at når marchen sluttede ved Sankt Nikolai kirke, hvor der var en efterfølgende gudstjeneste, og her kunne vi så komme inden døre og få varmen i kroppen igen.

Kristi Himmelfartsdag var vi altid på Munkebjerg, og turen skulle der marcheres til fods, noget af en lang travetur på 7 km.

På Munkebjerg var der lavet et orienteringsløb i Munkebjerg-Skovene, som var meget spændende, men vi fik da også hørt radiotransmissionen fra landspokalfinalen i fodbold, da en havde en transistorradio med, som også dengang blev spillet i Københavns Idrætspark.

Det var dengang Vejle Boldklub vandt et par år i træk.

De sidste tre år jeg boede hjemme i Vejle, har jeg overværet mange fodboldkampe på Vejle Stadion, og det på trods af mit dårlige syn, så var jeg i stand til at nogenlunde at følge med i kampen, bortset at det var svært at følge bolden i luften.

Det var dengang at Henning Enoksen og Tommy Troelsen var alle drenges store helte.

Jeg husker en kamp mellem Brønshøj og Vejle, hvor målmanden fik en hjernerystelse efter et sammenstød med en Brønshøjspiller, så Erling Sørensen måtte udgå i halvlegen.

Dengang kunne der ikke ind skiftes reservespillere, så Tommy måtte trække i målmandstrøjen fra starten af anden halvleg, og det gjorde han så godt, at han holdt målet rent, men desværre tabte Vejle med 1-2, som var resultatet efter første halvleg.

I øvrigt havde Vejle Boldklub fire spillere med til Olympiaden i Rom 1960, hvor tre spillere var med til at vinde sølvmedaljen, nemlig Henning Enoksen, Tommy Troelsen og Poul Jensen, mens reserven Poul Meyer desværre ikke kom i kamp.

Fra 1953 til 1966 havde jeg et feriehjem hos min mors onkel Emil, tante Johanne og deres datter, Karen Margrethe, der er 6 år ældre end som jeg, der havde et husmandssted ”Vibelund”, som lå imellem Sellerup og Børkop.

Det var et dejligt feriested, som jeg stadig kan mindes med stor glæde.

Det første år jeg var feriebarn på husmandsstedet, gik Karen Margrethe rundt, når de havde gæster med mig i hånden og fortalte gæsterne, at jeg var hendes nye lillebror, til stor fortrydelse for mine forældre.

På husmandsstedet havde de heste, køer, kvier, kalve, grise, høns, katte og en hund. De havde 2 heste, norske fjordheste, en vallak, Hans og en hoppe, Lis, som i øvrigt fik en sølvmedalje på dyrskuet i Vejle.

Lis fik jeg af og til lov til ride på, og det direkte på hesteryggen og et hovedlag.

Så gik turen hen ad vejen, men når vi havde redet omkring 300-400 meter, hvad gjorde den skøre krikke, jo, den vendte om, selv om jeg efter alle kunstens regler forsøgte at hindre det, men det ville krikken aldeles ikke finde sig i, så den gik hjem igen.

Min tante var temmelig indremissionsk, og det var hende, som lærte mig som 5-års dreng at bede mit fadervor hver aften inden jeg skulle sove, og som min tante altid sagde, når vi sammen havde bedt fadervor, ”Tak for i dag, Jesus, det har været en god dag”.

Tante var ikke særlig glad, når jeg bandede, dette havde jeg lært af min far, så sagde hun altid, ”Hør nu her lille Flemming. Du ved jo godt, at Jesus bliver ked af det, når du bander”, så tudede tante og jeg sammen og så var vi gode venner igen.

Hver formiddag skulle der altid læses et stykke fra hverdagsbiblen, og det gjorde min onkel normalt, og han startede altid med at sige, ”Nå, lille Vims, kan du så sidde stille, så længe jeg læser”.

Et fast ritual var, at der til alle måltider skule bedes til og fra bords.

Jeg husker stadig bordbønnen som onkel bad, ”I Jesu navn går vi til bord – at spise og drikke på dit ord – dig til glæde, os til gavn – så får vi mad i Jesu navn – Amen”.

Bønnen, som blev bedt, når måltiderne var slut, kan jeg ikke huske nøjagtigt, men jeg havde blot at blive siddende til bordbønnen var bedt.

Hjemme hos min morfar var det en anden version, men den blev bedt så hurtigt, at vi børn aldrig forstod, hvad han bad.

Hjemme i mit barndomshjem blev der aldrig bedt bordbøn. Hvorfor har jeg aldrig fundet ud af, selv om min mor var meget hellig, men jeg tror nok, at det var min far, som satte dagsordenen om, at der ikke skulle bedes bordbøn.

Onkel havde den holdning, at alt det jeg kunne se til, skulle jeg hjælpe med til. En af de faste jobs var at fodre hønsene og samle æg ind, men også sørge for at jage dem ind i hønsehuset for natten.

Ind imellem kunne det være temmelig besværligt at få jaget alle hønsene ned fra pæretræet, som stod midt i hønsegården, men alle høns skulle ind for natten, ellers tog ræven dem.

En ting jeg aldrig lærte at tage som en naturlig oplevelse var, at når der skulle hugges et hoved af en høne, og den så hovedløs løb rundt på gårdspladsen, så kunne jeg godt forføje mig væk i en vis fart.

Om efteråret skulle der jo slagtes en gris, og af og til en tyrekalv, hvor kødet blev brugt til eget forbrug i den daglige husholdning.

Et år jeg var på ferie, skulle disse to dyr slagtes. Så kom hjemmeslagteren til husmandsbruget en tidlig morgenstund.

Grisen blev trukket, under vilde hvin fra stalden, over til vaskehuset, som kunne høres over hele gården, hvor tante og slagteren ved fælles hjælp fik den lagt op på en træbænk, og uden nogen form for bedøvelse, stak slagteren kniven i halsen på grisen og blodet stod som en stor stråle ned i et kar, hvor der var gryn, og så blev der rørt rundt, så blodet ikke størknede, og blandingen blev brugt til blodpølser.

Bagefter blev grisen lagt op i et skoldekar, og så gik slagteren og tante i gang med at få skrabet al hår af grisen.

Når dette var tilendebragt, blev grisen parteret.

Senere på samme dag kom turen til tyrekalven. Den blev hejst op i bagbenene i en krog i loftet, hvor den sprællede som bare pokker, indtil slagteren slog den over snuden med en stor hammer, så den blev bedøvet, og så gik parteringen i gang.

Dengang havde tante og onkel ikke noget køleskab, ej heller frysekapacitet.

Men mange steder var der andelsfrysehuse, hvor der kunne lejes en fryseboks, og der havde de også en boks, og når der så manglede kød til husholdningen, cyklede man til Børkop, hvor frysehuset lå, og hentede, hvad man havde behov for.

Jeg har aldrig kunne lide at se, hvordan dyr bliver aflivet, og efter at have overværet slagtningen af gris og tyrekalv, fortrak jeg til haven.

Noget af det sjoveste var, når jeg fik lov til at ragerense mellem roe-rækkerne med en hest som forspand.

Så gik det roligt og sindigt ned gennem rækken, og når vi nåede til enden, så vendte jeg, og kørte op gennem de næste rækker.

Så var der mere fut over stepperne, når jeg kørte med hesteriven, for at samle resterne af høet op, og når der var samlet en større portion, blev der trådt på en pedal, så riven hævede sig, og det opsamlede hø lagde sig som en lille bunke, og så ned med riven igen og så derudad.

Der var trods alt en ting, jeg kun fik lov til en gang, og det var at være med til at hakke roer. Her mente min onkel, at jeg hakkede alt for mange planter op, så det blev jeg sat fra med det samme. Her var det mit dårlige syn, som var årsagen til at denne opgave ikke kunne klares, da det blev for dyrt, når planterne stod og råbte efter hinanden.

En tur til mølle i Børkop med de 2 heste og vogn var en oplevelse.

Når vi så var færdige ved møllen, som i øvrigt lå ved siden af Børkop station, sagde min onkel hyp, men dengang var der mange åndssvage i Brejning og Børkop, og de opholdte sig også i området ved stationen.

Var der nu en af disse personer til stede, havde de stor fornøjelse med at sige pruhh, og det var noget hestene lystrede, så der kunne gå en tid, før onkel fik dem i gang igen.

På landet var der også af og til torden og lyn, men skete det om aftenen eller natten blev jeg hevet ud af sengen og fik besked på at klæde mig på, og såfremt lynet slog ned, så kunne man komme ud af huset i en fart.

Dette skete heldigvis aldrig, men engang, hvor jeg ikke var på ferie, slog et lyn ned i elmåleren.

En sommerdag i 1958, da jeg var 10 år gammel, var det meget lummert, og hen på slutningen af dagen trak det op med mørke skyer, og som min onkel sagde, ”vi får nok lyn og torden i løbet af aftenen”, og det holdt stik.

Sent på aftenen stod himmel og hav i et, og det buldrede og lynede, og vi sad på sofaen, fuldt påklædt, men lynet slog ikke ned i gården.

Alle malkekøer, kvier og de 2 heste var på græs nede på mosearealet, som lå et stykke vej fra gården, og næste morgen blev jeg sendt ned for at se, om hestene var stukket af, da det godt kunne ske, når det var tordenvejr, men alt var som det skulle være.

Nede på marken ved mosen lå der to huse, hvor der i det ene boede noget af en galsindet kvinde.

Engang skulle onkel og jeg hente et læs roer dernede, og det regnede som bare pokker, så jeg sad på vognen med onkels store kavaj, så jeg ikke blev våd.

Mosekonen var ude for at hente noget brænde i brændeskuret, og mens hun var derude, så hendes børn deres snit til at låse døren.

Da mosekonen opdagede, at hun var blevet låst ude i regnvejret, brugte hun alle de eder hun kendte, og jeg, som aldrig havde oplevet noget lignende, blev godt nok bange for hende, selv om jeg ikke havde noget at gøre med det.

En gang skulle jeg hente en større kalv i indhegningen, da den skulle på stald for natten. Jeg kom ind i indhegningen, men den genstridige kalv havde andre ideer. Jeg fik da langt om længe fat i kalvens grime og tøjr, men ih du milde moses. Kalven var særdeles stærk, og selv om jeg holdt godt fat i tøjret, trak den mig baglæns indtil den stødte på trådhegnet med strøm, så sprang den frem med et sæt, og jeg holdt godt fat i tøjret.

Jeg faldt så omkuld, men havde stadigvæk godt fat i tøjret, og den kullede kalv slæbte mig gennem en frisklavet kokasse. Jeg så forfærdelig ud.

Komøg i hovedet og på tøjet, så da jeg kom ind på gårdspladsen med den kullede kalv, blev jeg smidt op i vandingstruget for at få det værste vasket af, hvorefter jeg fik andet tøj på.

Jeg har altid haft stor respekt for et trådhegn med strøm i. Jeg havde lært, at når man rørte elhegnet med et skaft af træ, fik jeg ikke stød, men en dag gik det nu alligevel anderledes.

Jeg fandt en roehakke i græsset som havde lagt ude hele natten, og lagde så skaftet på elhegnet, men det jeg ikke tog mig i agt for var, at når et skaft var blevet vådt, går strømmen igennem træet, og ih du milde Moses, hvor jeg fik et ordentligt rap, så jeg blev så forskrækket, så jeg begyndte at tude.

Helt nede for enden af deres marker kom jernbanen mellem Fredericia og Vejle forbi. Her har jeg set mange tog komme forbi, også mange damplokomotiver, men også da DSB fik de nye lyntog i 1961. Dengang kunne et godstog have op til 70 godsvogne med.

Når tante og onkel skulle sove til middag, sørgede tante altid for, at sætte mig i gang med et eller andet. Det værste var at plukke solbær, da det tog en frygtelig lang tid, inden spanden var fuld.

Så var det bedre at plukke ribs, så blev spanden meget hurtigere fuld.

Hver søndag var der obligatorisk kirkegang til Gauerslund kirke, som lå ca. 2 km fra gården, og da jeg ikke måtte cykle, blev jeg sendt af sted i god tid til fods. Så kom tante og onkel på deres cykler.

Efter gudstjenesten skulle vi altid ned og se til Poul Eriks gravsted, deres afdøde søn, der som 7-årig døde i oktober 1952 af meningitis.

Oven på mit barndomshjem boede min bedstefar, et dejligt hjertevarmt menneske. Når der var ufred i hjemmet, gik jeg blot op til ham, og han var vældig god til at fortælle om sin barndom og ungdom, som jeg var meget interesseret i at høre om.

Han kom allerede ud at tjene hos bønder, da han var 10 år.

I 1916 var han som 17-årig ud at sejle med en coaster til Rønne på Bornholm, hvor skibet undervejs mødte en tysk ubåd, og da skibet nåede til Rønne, afmønstrede bedstefar straks, idet han så sandelig havde fået nok af at sejle som sømand i hans liv, og tog rutebåden fra Rønne til København.

Jeg har i øvrigt hans gamle søfartsbog.

Han blev i 1952 indfanget af Jehovas Vidners trosretning, men han holdt dog alligevel jul sammen med mine forældre og os børn.

Han brummede dog kun med på, ”Højt for træets grønne top”.

Juleaften kl. 16 var vi altid til julegudstjeneste i Sankt Pouls kirke, Metodistkirken, hvor vi sang de gode gamle danske julesalmer.

Juleaften fik vi altid flæskesteg med rødkål og hvad der nu hørte sig til, og vi fik altid risalamande med en mandel, men gaven var altid let bitter chokolade, og det har jeg aldrig brudt mig særligt meget om.

Vi fik da også altid julegaver af bedstefar. Han købte altid julegaverne i god tid, og i mange år fik jeg Legoklodser, som jeg fik lov til at lege med før jul, men det kneb nu altid at få Legokassen ordentlig pakket sammen, så min far sagde altid, ”Nå, Flemming, du har nok leget med Legoklodserne før tiden”.

Nytårsaften hørte vi altid kongen i radioen, og senere, da vi fik TV, så vi ham, og dette er en tradition som jeg har ført videre, men nu er det jo dronningen.

En tradition var også, at vi altid fik kogt torsk nytårsaften, men hvad desserten var, har jeg glemt.

Nytårsaften samledes alle børn fra vejen, og så skulle der laves løjer.

Et år hejste vi en lokumstønde op i en flagstang, men flagsnøren var rådden, så tønden fald ned med al indhold, så vi fortrak fra åstedet.

Så var det sjovere at smide kinesere ind i haven hos Roi i nummer 8, han blev altid så tosset, og et år ringede han efter politiet, men så havde vi da haft det sjovt så længe, og vi var jo over alle bjerge, da politiet ankom.

En gang om ugen kom en af min bedstefars trosfæller for at holde bibeltime sammen med ham.

Så sad jeg på divanen og hørte den tekst, der blev læst op fra deres bibel, og hvordan Jehova havde bestemt, hvordan teksten skulle udlægges.

Det var nu spændende for en dreng at høre, og selv om jeg også har læst ”Vågn op” og ”Vagttårnet”, har jeg aldrig været forfalden til denne tro.

Som barn har jeg været i forbindelse med mange trosretninger.

En af mine bedste skolekammerater, Mogens, var Baptist, og jeg har da også været til gudstjeneste i Baptistkirken, hvor jeg har oplevet, da han blev konfirmeret.

I Baptistkirken finder konfirmationen sted som en voksendåb, når unge når en alder af ca. 14 år.

Min tante og onkel var meget indremissionske, og min mormor og morfar var meget optaget af Metodistkirken, ligesom mine forældre, dog ikke så voldsomt fra min fars side.

Så var der jo bedstefar, som var medlem af Jehovas Vidners menighed.

Det var så spredte erindringer fra min barndom.

Slut på mine barndomserindringer.

5. Erindringer 1.del, af Jørgen Svendsen

Jeg gider bare ikke sagde jeg til Kirsten. Det hele kan jo være lige meget. Jeg kan lige så godt tage mit eget liv. ”Det gør du bare ikke,” sagde hun. Jeg nikkede. ”Ved du, hvad du er. Du er ekstrem egoistisk. Det Er ikke dig, det handler om, det er din kæreste. Det er hende, der er på tapetet, hende som har det dårligt. Jeg var fuldstændig ligeglad. Når hun kunne gøre det, ja så kunne jeg også. At tage udstødningsgas ville ikke fungere. Godt nok havde vi en bil, men hvordan sætter man en slange på? Det vidste jeg ikke. Så var der hængning, men hvordan gjorde man det. Jeg var kommet frem til, at der kun var én brugbar løsning: Piller. Godt nok kunne man på apoteket kun købe få ad gangen, men hvis man gemte dem, så kunne man bare gemme over flere gange og så sluge skidtet.

Kapitel 1:

Fødslen og de første år:

Kjellerup Sygehus 29. november 1961: En 24-årig kvinde var indlagt. Hun skulle føde. Hendes navn var oprindelig Birthe Huus Christensen, men hun havde giftet sig med Hans Svendsen, der kom fra den nordjyske by Østervrå. Selv var hun fra en lille midtjysk by, der hed Ulstrup. Byen lå smukt ned til Gudenåens breder, 22 kilometer fra Randers, og 30 kilometer fra Viborg. Hun var blevet indlagt alt for tidligt. Faktisk var der 3 måneder til, at hun havde termin, og nu lå hun her. Hun havde veer, og lægerne gjorde alt, hvad de kunne for at holde fødslen tilbage, men forgæves. Klokken 04.30 den 30. november kom et lille menneskekid til verden. Køn: dreng, længde: 39 centimeter, vægt 1075 gram faldende til 975 gram efter nogle få dage. Det var altså lille mig, der havde travlt åbenbart fra fødslen. Egentlig skulle jeg hedde Morten, men alle ville have mig døbt i en fart, for der var store chancer for, at jeg ville dø. Det var jeg i færd med 2 gange, men en kvik læge, der senere fik en praksis sammen med nogle andre i Ulstrup, reddede mig. De første år husker jeg selvsagt ikke meget fra. Kun har jeg fået fortalt, at min mor kom på statshospitalet i Viborg. Hun havde, som man ville sige i dag, fået en fødselsdepresion. Jeg var jo født alt for tidligt, 3 måneder. Man var usikker på om mit hoved havde taget skade. Jeg kom selvsagt i kuvøse i nogle måneder, men da jeg kom hjem lå jeg og virrede med hovedet. Man ville checke, om jeg var åndsvag. Min storebror Carsten, som var 3 og et halvt år ældre, blev, da min mor kom på Statshospitalet, sendt op til min fars søster, som vi kaldte moster Meta. Hendes navn var Anna Meta. Jeg var ikke åndsvag, men et eller andet var galt. Jeg reagerede ikke på det, som mine forældre ville have mig til at reagere på. Jeg var efter 3 måneder kommet ud af kuvøsen, og min mor var kommet hjem. Nu skulle vi til at leve som en hel normal familie. Men altså ingen reaktion fra mig, der stadigvæk virrede og virrede med hovedet, specielt, når jeg lå i vuggen. Der måtte flere undersøgelser til, og man fandt ud at, at jeg havde fået for meget ilt i kuvøsen. Resultat: blindhed. Min virren med hovedet blev kaldt blinddisme. Det havde mange af børnene mere eller mindre. Det var noget med, at der var noget, som vi skulle have afløb for. Synshandicappede stødte ofte hovederne sammen, når de sådan sad og rokkede og virrede. Ofte vokser man fra det, hvilket jeg også gjorde.

Jeg husker selvfølgelig ikke meget fra de første år. Min far var uddannet tømrer, og vi byggede vores første hus, som altså var bygget, før jeg kom til verden. Huset lå på Vibevej. Der flyttede vi fra og boede til leje i noget der hed Kartoffelmelsfabrikken. Derfra flyttede vi ud i den østlige ende af byen på Solsortevej. Min mor kunne slet ikke bo der. Huset var omgivet af skov og det lå omgivet af mørke. Igen fik hun dårlige nerver. Vi flyttede igen til leje hos en fru Kaihøj, som vidst nok havde købt Ulstrup C entral som blev automatiseret. Min far gik i gang med vores 3. hus, som lå på Lærkevej nr. 7. Centralen lå midt i Ulstrup ved siden af kroen, købmanden og banken. Jeg var vel kun omkring 5 år, da jeg for første gang skulle hente cigaretter og cigarer til far og mor. Automaten lå ved siden af en farvehandler, som kun var 50 meter fra, hvor vi boede til leje. Specielt når der var gæster, skulle det unge par dupere dem alle. Jeg skulle trække den rigtige pakke. Intet problem. 5. rum fra venstre, trække og en pakke minigolf kom til syne. Der kan I se, sagde mine forældre, og alle var så stolte over denne blinde dreng.

Der var meget liv på vejen. Alle mødrene var hjemmegående, og der var masser af børn, man kunne lege med. Ingen tænkte over, at jeg var blind. Cykle kunne jeg jo ikke, men jeg kunne skubbe. Jeg tog simpelthen fat i skuldrene på den, der tilfældigvis sad på den trehjulede. Jeg oksede løs, mens ham-hende, som jeg skubbede, havde nok at gøre med at styre. Den vilde jagt gik gennem byen, enten på den trehjulede traktor, eller den 3 hjulede cykel. Jeg fik masser af motion. Ih, hvor jeg havde det dejligt.

Den 6. juni1968 blev en skæbnedag på kloden. Denne dag blev den anden Kennedy, Robert Kennedy, skudt. Det blev også en skæbnedag for mig. Om aftenen kom mine forældre og sagde: ”Jørgen, i morgen skal du ud på en spændende rejse. Du skal over til Sjælland og gå på en skole, hvor der er en masse børn, som du kan lege med.” Skolen hed Refsnæs. Jeg fik et chok. Jeg ville ikke på den åndsvage skole. Jeg ville være hos mor og far. Jeg græd utrøsteligt. Det er på sin plads at nævne, at blinde dengang ikke kunne gå i normal skole. Ved lov var det bestemt, at blinde børn i barneårene skulle gå på Refsnæs ved Kalundborg, og efter 7. klasse skulle overflyttes til instituttet på Kastels vej senere instituttet på Rymarksvej 1 i Hellerup.

Det første stykke tid boede jeg på børnehjemmet. Noget gammelt bras. Der lugtede altid af barnebræk og sure tæer. Vi sov på sovesale, ja endog stereoanlægget var gammelt. Vi drenge kunne grine af frække ord, og plejemor Frk. Friis var ikke glad, når vi satte den fede single med Cæsar på, ”Vild Engel” hed pladen. Der blev sunget om ryg og røv og lår. Dejlige frække ord. Lige noget for en 7-årig, som slet ikke kendte betydningen af ordene, men de var lidt forbudte, og det var det vigtigste. Pladen startede med lyden af en motorcykel, der blev startet. Fedt. Den vilde engel endte med at køre galt, da han nåede de 140. Smadrede direkte ind i en lastbil, som han ville tage indenom. Et brag og et bilsammenstød. Det kunne bare ikke blive bedre.

Men hvordan havde lille jeg det? Ikke godt. Efter børnehjemmet var jeg flyttet ind i et helt nyt hus, som de voksne kaldte for Egehuset. Her boede vi, vist nok 12 drenge og piger. Vi delte værelse med en fra samme køn, men jeg havde det dårligt. Når jeg havde besøg af mine forældre, måtte jeg holdes tilbage med magt. De måtte ikke tage mig med tilbage til Ulstrup. Ofte sagde pædagogerne: Så, nu går i, og det skal være nu. 2 gange om ugen gik jeg ind på kontoret, hvor jeg kunne ringe hjem. I en halv time hulkede jeg mig igennem telefonsamtalen med mor og far. ”Må jeg da ikke nok komme hjem? Tryglede jeg. Set i bagklogskabens lys fatter jeg ikke, hvordan voksne forstandige mennesker kunne sende små børn på 6 og 7 år væk. Ingen skal sige, at det er sundt for et lille barn, og når man så ovenikøbet tænker på, at jeg i 3 måneder på grund af kuvøsen, havde været afskåret fra mine forældre, ja så tror da fanden, at jeg havde det dårligt. Undersøgelser viser da også tydeligt, at de første år er altafgørende i et menneskes liv. Bedre blev det ikke af, at pædagogerne satte mig på værelse med den største rod og ballademager. De ville gøre mig til en rigtig dreng. En der ikke var bange. Det gik lige modsat. Nu tog drillerierne til. Drengene og såmænd også pigerne sagde: ”Jørgen, nu kommer vi og sætter ild til dit hår.” Specielt om natten var jeg bange. Ham, som jeg delte værelse med, kunne finde på de mest ondsindede ting. Når jeg var lige ved at falde i søvn, ja, så listede han musestille hen over gulvet og så trampede han i gulvet, klappede og skreg: ”ti jør ti jør ti jør, Han skreg af grin, når jeg vågnede, for 5 minutter efter at gentage det hele.

En anden dreng havde det også slemt. Han var bare 4 år og kom fra Grønland. Han græd meget, og når det skete, ja så kastede han op.

Jeg selv var syg hver anden dag, – næsten i hvert tilfælde. Jeg blev indlagt på sygeafdelingen, som jeg betragtede som et fristed, men der var ingen pjæk. Jeg blev omhyggelig passet af frk. Nielsen, og drak iskoldt mælk af blikkrus. De voksne kunne jo godt se, at det her ikke gik. Jeg blev flyttet og kom til at bo sammen med Frank. Vi børn fik hver en gave. Vi unger var begyndt at lære punktskrift, og vi fik en bog hver, som de voksne havde skrevet og som handlede om os. Min bog hed Jørgen. På forsiden var et følbart billede af en dreng. Bogen har jeg desværre forlist, men jeg kan huske to citater:

1: ”at redde seng kan jeg ikke lide, men jeg skal jo lære det.” Sengen skulle reddes omhyggeligt hver dag, og hvis vi ikke gjorde det ordentligt, ja så var det forfra. Sengen var en skibsbriks, som var så moderne på den tid. Lagnet, dyne- og pudebetrækket skulle tages af, og omhyggeligt lægges sammen. Det skulle kommes ind i en stor skuffe, som stod under sengen. Skuffen skulle køres ind under briksen, og dynen samt hovedpuden skulle rulles sammen til en pølse, som blev gemt inde under ryglænet. En dag faldt jeg over sengeskuffen. Blodet fossede fra min underlæbe og den dag i dag, har jeg et lille ar, men tænderne holdt. Det med bisserne kommer vi til. De var stærke, men derom senere.

Citat 2: ”jeg bor sammen med en anden dreng, der hedder Frank. Han har en båndoptager og selv har jeg en radio.” Med de to ting hygger vi os. Det gjorde vi virkelig. Vi hørte Jørgen Mylius og hans top ti, tyve og hvad det nu hed alt sammen, og lavede sjove hørespil, som vi optog på bånd. Jeg fik også en gave af mine forældre, som kom og besøgte mig. Min første grammofonplade. Den var med Bjørn Tidemann og hed ”Lille sommerfugl” og på b.-siden var en melodi, der hed ”Lille fugl”. ”Lille sommerfugl” gav Bjørn Tidemann et kæmpe hit. Melodien var ikke ny, den var skrevet i 1921.

Mine forældre havde hørt, at få blinde var begyndt at gå i såkaldt normal skole sammen med seende børn. De plagede og plagede forstanderen Kurt Christensen om, da ikke jeg kunne komme hjem. Det kunne der ikke være tale om, da jeg var en meget svagelig dreng. Deri havde han jo ret, men mine forældre gav sig ikke. Så en dag blev han gal og sagde, at jeg ikke kom hjem, og at de i øvrigt kunne spørge skolen. Han vidste, at skolerne på den tid var i deres gode ret til at afvise en blind elev. Men hvad Kurt ikke vidste var, at skolen var blevet spurgt og det var det bedste. Man var helt indforstået med, at lille jeg, Jørgen Svendsen, skulle starte. Den dag mine forældre sagde, at jeg skulle hjem var én af de bedste dage i mit liv. Da mine kammerater fik at vide, at netop jeg skulle hjem bredte surheden sig. Hvorfor mig? Hvorfor kunne de ikke komme hjem? Det var også på den tid, at en ung pædagog Torben Kar introducerede kassettebåndoptageren for os. Senere blev den brugt til båndbøger, men i de første år lavede jeg og mange andre blinde hørespil.

Torben Kar var gift med en pige, der hed Else. Hun var gravid, og det optog os børn meget. Hvordan fik man sådan et barn ind i maven, og hvordan kom det ud igen. Vi havde hørt lidt om en stork, som kom forbi, men vi var meget nysgerrige. Jeg vidste godt, at jeg var en dreng, der havde en sjov lille tingest, der hang og dinglede, men hvordan mon en pige så ud? Af gode grunde havde jeg jo ikke set på det andet køn med mine øjne, og mine forældre havde ingenting fortalt, så jeg spurgte Torben, hvordan man kunne kende forskel på en pige og en dreng. Han svarede mig, som man svarer en 7-årig. ”Jo, Jørgen, der, hvor du har en tissemand, ja der har piger et lille hul. Et hul, jamen hvordan kunne et barn komme ud der? Kom det overhovedet ud der? Det spurgte jeg nu ikke om. Inden jeg kom til Ulstrup, kom en ung lærer ved navn Ivan Aarup, i daglig tale kaldet Aarup, til Refsnæs. Det var dengang, man var på efternavn med lærerne. Han lærte sig punktskrift og den særlige abakusregning, som blinde brugte. Han kunne ikke læse punkt, men når han så alfabetet vidste han, hvad der stod. I de første år havde jeg ekstra timer. I starten var det med Aarup, men senere tog faglærerne, for de forskellige fag, over. Vi tog ting op, som kan være svært for blinde. F.eks. geografi, hvor vi i ro og mag gennemgik de følbare kort, og biologi, hvor der også var lavet tegninger, som man kunne mærke. Landkort var lavet på en speciel måde. Refsnæsskolen havde et materialelaboratorium, Bjerge blev lavet af forskellige typer sandpapir, og grænser blev tegnet med et liniehjul. Der blev lavet et plastsug af hele molevitten, og man havde et landkort. Men hvad var et bjerg egentlig. Det havde jeg ingen anelse om, kun at det gik højt op i vejret. Så jeg forestillede mig en lige asfaltvej, der gik lige op i luften. Jeg havde jo aldrig set et rigtigt bjerg, kun følt det skitseret på et kort. Stor blev min forundring, da klassen tog til Norge. Jeg må have været omkring de 14. Bjerge var jo noget helt andet end den asfaltvej, som jeg havde set for mit indre. Her var græs, brusende elve, som man skulle forsere, små træer, som man skulle gå udenom og store sten. Hvordan dyr så ud, var også svært at forstå. Jeg vidste, at en hjort kunne brøle, og at den havde fire ben og et gevir. Det var alt. Den dag i dag, er der ting, som jeg intet ved om. Kan du, kære læser, fortælle mig, hvordan en hyæne eller en gnug ser ud? Nej, vel.

Jeg skulle jo lære at læse, og jeg har fået fortalt, at det i starten kneb med at kende ordbillederne fra hinanden. Dertil kom så også, at Danmark var ved at gå over til et nyt forkortelsessystem. Man laver jo 28 bogstaver, ti tal og ord, der kan forkortes, så punkten ikke fylder så meget, så der var nok at huske på. Der blev tilknyttet en synskonsulent til mig. Den første hed Karen Veddel, så kom Lars Thomsen, så Hans Carl Mathisen, og igen Lars Thomsen, som fulgte mig helt til enden på gymnasiet. Disse lærere forstod den særlige blindepædagogik, og de lærte skolen smarte tricks. De arbejdede i amterne, og kom hver 14. dag senere hver 3. uge.

Aarup skal have en særlig plads. Han er den bedste lærer og pædagog, som jeg nogen sinde har haft. Som sagt gennemgik vi fagene, og når der var tid til det, ja så skulle jeg lære sansetræning. Bare ordet lød forfærdeligt: saaaaaannnnnnsetræææææning. Hvordan får man en 9-årig dreng til at forstå, at det er fedt. Joh, han tømte simpelthen sin tegnebog ud på bordet. Nu var det så min opgave helt nøjagtigt at fortælle, om det var en tikroneseddel, en hundredkroneseddel osv. Jeg havde i hånden. Det samme med mønterne. Nu skulle jeg så lægge tallene sammen og regne ud, hvor mange penge der var. Jeg skulle gætte, hvad det var for små sedler, der lå i hans tegnebog og fik fortalt, at det var papir, hvorpå huskesedler til indkøb stod, og da jeg engang havde optalt 1000 kroner, sagde han, som så mange gange efter, gooooooodt Jørgen. Sådan med et langt o. Jeg skulle vide, at han oprigtig mente, at jeg havde gjort det godt. ”Ved du hvad Jørgen. Du fortjener virkelig en belønning.” Jeg var spændt. Frem af sin taske, fremdrog dette geni to negerboller. Jeg var stolt som en pave. Hvert halve år tog han mig og sine 3 børn med til f.eks. Fyrkat ved Hobro. Her fik jeg vidst murværket på borgen, og han fortalte levende om slagene. Hans børn og jeg så alt, og jeg for min del mærkede på seværdighederne, som vi besøgte. Tangeværket, som endnu ikke var blevet den turistattraktion, som det er i dag, fascinerede Jeg fik set den kæmpestore Viborg Domkirke og meget meget mere. Først da vi blev konfirmerede holdt turene op. Aarup forsøgte at introducere mig til klassisk musik. Han havde en Tandberg 15-21, den med 3 hastigheder. Der blev sparet på båndene og indspillet på den langsomste hastighed. Han optog flittigt fra Danmarks Radio, og spillede en del klassisk for mig, også en hollandsk rockgruppe The Exception. De havde lavet kendt klassisk musik om til rock. Det var noget, som jeg syntes om. En sådan form for pædagogik kan ikke læres på et seminarium. Denne lærer havde et naturtalent. Lars Thomsen havde fået nogle bøger med hjem fra Rusland. Her var følbare billeder af biler fra siden, mennesker tegnet forfra og bagfra, samt forskellige dyr. Alt det gennemgik vi, når vi havde tid til det. Det er flot pædagogik venner. Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg igen begyndte at gå i første klasse, da jeg kom hjem. Man ville give mig et forspring. Det betød, at jeg var et år ældre end mine kammerater. Meningen med at gå om var sådan set god nok, men da jeg samtidig tidligt kom i puberteten betød det, at jeg blev drillet, da jeg nåede de tolv og vi badede efter gymnastik, råbte de andre Se, Jørgen er begyndt at få hår på pikken. De skreg af grin: Hans tissemand er større end vores. Prøv at se hans klunker de er kæmpestore. Badet efter gymnastik hadede jeg, men der var ingen vej uden om. Jeg afskyede også gymnastiktimerne. Alle de andre drenge spillede fodbold og håndbold Jeg selv blev sat på en motionscykel, hvor jeg i øvrigt kunne passe mig selv. Jeg hadede drillerierne. Bedre blev det, da vi én gang om ugen fik svømning, og det endda udendørs. Jeg svømmede fint langs kanten. Her var endelig en sport, hvor jeg næsten var på samme niveau, som de andre. Jeg var omkring de ti.

Fritiden

Min far byggede lystigt blandt andet sammen med en murer ved navn Herbert, videre på vores nye hus. En dag, vi boede stadigvæk til leje nede ved Kaihøj, kom han med kontanter til huslejen, som han altid betalte til den første. Han spurgte, hvorfor hyren fra den ene måned til den anden var steget med 50 procent og fik følgende svar: ”ja, lejen er sat op, men de må forstå Svendsen, at det her er en forretning,” ”Det kan sgu godt være, vi er dem, der er flyttet,” sagde far. Men hvor skulle vi bo, mens huset blev færdig? Mine forældre var blevet campister, og vi gjorde noget, som nok ikke var gået i dag. Vi stillede campingvogn, fortelt og et lille spidstelt op midt på marken, hvor det nye hus tog form. I et halvt år boede vi i campingvogn og et fortelt. Her havde vi et stort skab, hvor min mor havde alt sit sygrej, og jeg havde alle mine skolebøger derude. Allerede dengang fik jeg bøgerne i to eksemplarer. Et, som jeg havde på skolen, og et, som var derhjemme. Posten kom med bøgerne, som blev lavet i punktskrift på Refsnæsskolen. Én gang om året satte lærerne sig sammen og gennemgik det bogmateriale, som skule bruges året efter. Når min post var afleveret, ja så kørte ”postmand Per” ud og hentede det øvrige post til kvarteret.

Jeg legede stadigvæk på centralen, hvor mine venner boede. En sommerdag sad jeg og gyngede sammen med naboens datter. De havde sådan en fin gynge af metal, hvor vi kunne sidde lige overfor hinanden og så kom det: Jørgen, du er godt nok den sødeste af alle drengene i klassen. Jeg er da ligeglad med, at du ikke kan se.” Se det lunede jo. Snart troede alle, at vi var kærester, men det var vi ikke. Vi havde også mus i forteltet. Jeg var hunderæd for den, og min bror, som jo var de 3 år ældre end jeg, drillede mig med det. Om natten begyndte den at gnave i det store skab, som stod ude i forteltet. Det lød som om, at den gnavede af campingvognen. Snart var den oppe ved hovedgærdet af min køje, og snart nede ved fodenden. ”Nu kommer musen snart herind,” sagde min bror. Det lykkedes for min mor at fange krybet. Den blev bange og smuttede ind i den maskine, som jeg skrev punktskrift på, nemlig min perkinsmaskine. Mi mor løb højt op på marken, rystede maskinen, hvorefter musen løb ned i forteltet igen. Huset var nu færdigt, og den 14. november kom der varme på og vi flyttede ind.

Fortsættes senere

7. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg

Kålundsvej 6A, 3520 Farum

Tlf. 44 95 04 72

Mobil 23 31 05 21

Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand René Ruby

Jagtvej 14A 2. tv., 2200 København N

Mobil 29 93 09 69

Mail: rene.ruby@parkmail.dk

Kasserer Ole Brun Jensen

Skovgårdsvænget 168, 8310 Tranbjerg J

Telefon 86 72 55 72

Mobil 40 62 11 23

E-mail: ole@obj.dk

Sekretær Thorvald Kølle

Clermontgade29. 1., 4000 Roskilde

Tlf. 22 78 18 27

Mail: thorvald@cool.dk

Redaktør Rita Cecilie Varmby

Ramsingsvej 4 3.th., 2500 Valby

Tlf. 36 17 14 10

Mobil 21 43 02 23

E-mail: rcvarmby48@gmail.com

1. suppleant Leif Martinussen

Bryrupvej 55, 2770 Kastrup

Mobil 23 26 45 52

Mail: mail@leifmartinussen.dk

2. suppleant Allan Fohlmann

Løvegade 69 2. th., 4200 Slagelse

Mobil 25 53 82 43

E-mail: fohlmann@stofanet.dk