Danmarks Blindehistoriske Selskab
OKTOBER 2004
Side 1/forside
Nyhedsbrev NR.3
Indhold
Redaktionelt
Set i bakspejlet: Vellykket blindehistorisk seminar på Fuglsangcenteret Historien bag blindes færdselsmærke.
Erindre De, — det var i Kongens have?
Indbydelse til 10 års jubilæums reception.
Side 2
Redaktionelt
Så gik den sommer, den vil ikke gå over i historien, som den bedste i mange år, snarere tværtimod.
Vi kan se tilbage på det første halvår af 2004, med hele 3 spændende og vellykkede arrangementer inden for selskabet. Der var først generalforsamlingen, så besøget i Kjædeordenens hus og endelig et særdeles vellykket blindehistorisk seminar på Fuglsangcentret. Derefter fladede aktiviteterne ud hen over sommeren. Det er ikke for ingenting, sommertiden kaldes’ agurketid. Seminaret gav anledning til, at vi fik en lille: håndfuld nye medlemmer i selskabet, rigtig hjertelig velkommen til jer. Vi kan kun påskønne, at flere og flere bliver opmærksomme på vores selskab og melder sig som interesserede medlemmer. .
Nu ser vi hen til jubilæumsreceptionen i november, læs mere herom senere i nyhedsbrevet.
Danmarks Blindehistoriske Selskab
Bestyrelsen
Formand Thorkild Olesen, telefon 86 16 19 08 Næstformand Karsten Ahrens, telefon 59 29 32 92 Kasserer Arne Krogh, telefon 45 85 94 19 Sekretær Rene Ruby, telefon 36 30 77 68
Redaktør af Nyhedsbrevet Aage Michelsen, telefon 98 18 52 88 Suppleanter: Else Ahrens og Bente Krogh
Side 3
SET I BAKSPEJLET:
Vellykket blindehistorisk seminar på Fuglsangcentret
Af Aage Michelsen
I tiden fra den 4. til 6. juni 2004, afviklede selskabet et særdeles vellykket seminar på Fuglsangcentret i Fredericia. Omkring et halvt hundrede medlemmer, havde taget imod indbydelsen og var mødt frem fredag den 4. juni til middag kl. 18.30.
Kl. 20.00 åbnedes seminaret af selskabets formand Thorkild Olesen. Derefter var der præsentation af program og deltagere. Kl. 20.30 foredrag ved Heidi Nielsen om synshandicap og identitet, som efterfølgende gav anledning til en god debat.
Lørdag d. 5. juni formiddag, var der 3 blændende gode foredrag. Først kom emnet Handicaphistore og handicaphistorisk forskning, ved etnolog PHD Edith Mandrup Rønn. Derefter bevægede vi os over i emnet Integration af handicappede, ved professor Lars Von der Lieth, og endelig som det tredje foredrag, lagde forfatteren Gerhard Kaimer op til en drabelig debat om, blindes kulturhistorie og blinde som kulturfænomen.
Efter frokost og resten af eftermiddagen, blev deltagerne opdelt i 4 workshops, med hver sine blindehistoriske emner, og det var ganske spændende hvad der skete i grupperne.
Kl. 18.00 var der festmiddag og efterfølgende underholdning ved komponist og organist Henning Ruser, som på blændende vis fortalte historier om blinde musikere og spillede deres musik. Søndag d. 6. juni formiddag, samledes alle i et forsøg på at finde nogle konklusioner og perspektiver i gårsdagens foredrag og workshops.
Efter endnu en herlig frokost, drog alle hjem med følelsen af, at være blevet beriget på mange måder.
Side 4
Indbydelse til
Jubilæumsreception
I år er det som bekendt 10 år siden, gode kvinder og mænd tog initiativet til, at stifte Blindehistorisk Selskab. Det er der naturligvis mange gode grunde til at fejre, og det har vi allerede gjort, eksempelvis i forbindelse med blindehistoriske seminar på Fuglsangcentret i sommer.
Stiftelsen af selskabet fandt sted den 18. november 1994, og på samme dato i 2004, vil der blive arrangeret en reception, Sæt derfor allerede nu kryds i din kalender. Altså torsdag den 18. november fra kl. 14.00-17.00.
Dansk Blindesamfund har været så venlig at låne os lokaler på Thoravej 35. Der vil blive serveret lidt let at spise, og lidt godt at drikke.
Vi glæder os til at hilse på rigtig mange af selskabets medlemmer med eventuelle ledsagere, og nogle særligt inviterede venner af selskabet. Rejseudgifter i forbindelse med receptionen, er helt for egen regning.
Bestyrelsen
Side 5
Historien om det gule armbind
Indledning
Da landsformand Poul Lüneborg for et par år siden bad mig skrive lidt om historien bag det gule armbind, sagde jeg straks ja, for jeg mente, at det ville være en nem lille sag at ordne.
Det har imidlertid vist sig, at blindeorganisationerne tilsyneladende enten har fået arkiverne ødelagt ved krigshandlinger eller måske ved skødesløshed.
Hans Kaltvasser fra den tyske blindeorganisation har fundet en hel del, blindehistorisk museum i Stockholm har også hjulpet. Videncenter for Synshandicap har været „på nettet og fundet noget, bl.a. en interessant oversættelse af et engelsk værk, en oversættelse foretaget af mobilyinstruktør Erik Østergaard.
Dansk Blindesamfunds medlemsblad er dog den mest givende kilde, en understregning af, at færdselsproblemer og færdselsmærker altid har haft medlemmernes store interesse.
Tak til alle, der „fulgte og bar”.
Januar 2001, Svend Jensen
I 1984 blev der holdt to generalforsamlinger i Riyadh, Saudi Arabiens hovedstad. De to generalforsamlinger blev holdt på samme tid – på samme sted og med stort set de samme deltagere. De to organisationer, der afholdt generalforsamlinger, varde to verdensorganisationer, der hver for sig forsøgte at varetage blindes interesser på verdensplan.
Årsagen til „sammenskudsgildet” var, at man ville forsøge at få de to organisationer til at smelte sammen til én stærk verdensorganisation. Projektet lykkedes, ved at man nedlagde begge de eksisterende organisationer, og op af asken steg så den nye organisation World Blind Union
Side 6
Den universelle eninghed, der lå bag denne skelsættende beslutning, kom også til udtryk på anden måde. Bl.a. besluttede man at gå ind for et særligt mærke, der kunne fortælle omgivelserne, at bæreren var stærkt synshandicappet. Mærket var en stiliseret mand med en hvid stok. Mærket skulle altså lanceres i alle lande, men som det så tit sker, kom det ikke til at gå hurtigt alle steder.
Som bekendt præsenterede Dansk Blindesamfund først det „nye” mærke i 1998. Så skete det til gengæld med en stor kampagne, og foreningen kunne glæde sig over, at manden med den hvide stok blev meget positivt modtaget i medlemskredsen.
Hvorfor skal vi have et mærke?
Når personer med et svært synstab færdes omkring på gader og veje, i offentlige bygninger, med offentlige befordringsmidler, er det vigtigt at blive synlig som en person med et synshandicap, fordi andre så bliver i stand til at vise nødvendige hensyn og eventuelt give en hjælpende hånd.
Mærket hjælper naturligvis også seende til at forstå, hvorfor en reaktion – for eksempel i trafikken – kan være helt anderledes end forventet. Sådanne uventede reaktioner kan i værste tilfælde medføre skader og ulykker, og der findes i øvrigt eksempler på, at blinde har fået pålagt ansvar helt eller delvist i forbindelse med ulykker.
Hvordan begyndte det så?
Ja, hvis man vil beskrive situationen fra „verdens skabelse”, kommer man til kort, for det må jo antages, at blinde altid har givet sig særligt til kende, for behovet herfor har naturligvis altid været til stede.
I parantes bemærket er den hvide stok helt fra middelalderen, dog ikke som færdselsmærke. I bogen „Gud Fader bevares – hvad er det dog vi siger”? skriver Judith Vogt: „Går vi fallit, bringes vi til tiggerstaven, jfr. tysk: „Mit dem weissen stabe zum Tore hinausgehen”. Den hvide stok var i ældre tid kendetegn for tiggere, for bandlyste og landsforviste, for alle de arme syndere, der var udelukket fra retsfællesskabet”.
Side 7
Nu er den hvide stok hvid, fordi det antages, at det gør den mere synlig, måske. De signalfarver, vi ser i trafikken i øvrigt, er først og fremmest gule og orange farver.
Nå, men tilbage til selve sagen.
Det er imidlertid en anden side af sagen, som også må med i billedet, nemlig blindes rent praktiske mulighed for at bevæge sig omkring på en rimelig sikker måde.
Her er det nærliggende først og fremmest at pege på den personlige bistand fra andre, ikke mindst ses mange billeder fra gamle dage, hvor blinde bliver ledt på vej af børn, men også hunden kommer tidligt ind som hjælper.
I vore dage er vi så nået til, at ønsket om at markere sig og ønsket om rent praktiske muligheder for at færdes kan kombineres i et og samme middel, nemlig en stok med særlige egenskaber og særligt udseende. Det er ofte antaget, at brugen af en stok som færdselshjælpemiddel er lanceret efter 2. Verdenskrig, og rigtigt er det jo, at begrebet mobility er af nyere dato.
Mobilityinstruktør Erik Østergaard har imidlertid oversat en engelsk tekst udgivet allerede i 1872, hvori er beskrevet en række forskellige teknikker ved brug af en stok som færdelshjælpemiddel.
Det drejer sig om en stor afhandling skrevet af W. Hanks Levy med titlen „Blindhed og blinde”.
Mr. levy har virkelig sat sig grundigt ind i sit stof Han skriver:
13. mosebog kapitel 19, vers 14 står følgende „Du skal ikke bande den døve, og ikke lægge stød for den blinde”.
Videre finder han i 5. Mosebog følgende:
„Forbandet være den, som kommer en blind til at fare vild på vejen”. Mr. Levy konkluderer herefter følgende, der stadig har fuld gyldighed:
Side 8
„Disse passager er en slående irettesættelse til disse åndsforladte filantropister, som ønsker at forhindre de blinde i at færdes alene, og derved afskærer dem fra personlig frihed, og således forværrer lidelsen ved tabet af synet”.
Ærindet er i dette kapitel at beskrive behovet for og muligheden for blinde at kunne færdes alene, og her følger en beskrivelse, der både indeholder teoretiske overvejelser og praktiske anvisninger ved brug af en stok som færdselshjælpemiddel. Mr. Levy var selv blind, og det er selvfølgelig forklaringen på den meget præcise beskrivelse af stokkens brug byggende på egne erfaringer.
I tiden efter udgivelsen af„Blindhed og Blinde” kunne man se en meget frugtbar international udvikling på blindeområdet med afholdelse af talrige konferencer og udstillinger. Daværende forstander Johannes Moldenhawer, Det kgl. Blindeinstitut i København spillede en særdelesfremtrædende rolle i denne udvikling, og han holdt en lang række foredrag både i Tyskland, Frankrig og England. Han må altså have kendt de fleste betydende personer på området, men i de kortfattede omtaler af begivenhederne, man kan læse i hans bog „Det kgl. Blindeinstituts historie”, udgivet i 1905, omtaler han hverken W. Hanks Levy eller hans „mobility-system”.
Den hvide stok
Mr. Levys stok var ikke hvid og behøvede principielt ikke at være det. Formålet med denne stok var nemlig ikke at gøre den blinde genkendelig i gadebilledet, men alene at tjene som hjælpemiddel.
Da ideen om den hvide stok opstod, var udgangspunktet derimod alene, at en sådan stok ville gøre den blinde synlig for andre trafikanter, og det er derfor klart, at denne idé kom frem i de år, hvor biltrafikken udviklede sig.
Ideen om en hvid stok er tilsyneladende opstået flere steder i verden, men noget tyder på, at amerikanerne kom først. Lions Club i Los Angeles
Side 9
forærede i 1921 en hvidmalet stok til en blind, tidligere fotograf med det formål, at han ved at signalere med stokken skulle kunne advisere bilister om, at han ønskede at krydse gaden.
Denne begivenhed skulle have fundet sted i 1921, og det var netop i 20 ‘erne, at man her i Europa tog fat på diskussionen om et særligt mærke for blinde i trafikken.
Det gule armbind
Medlemsbladet for blindeorganisationen i det tidligere DDR bragte i nr. 6/1977 en artikel om det gule armbind. Her anføres det bl.a. at armbindet skulle være opstået i Schweiz i 1916. Dette har imidlertid ikke kunnet bekræftes, hverken fra den schweiziske blindeorganisation eller fra det schweiziske trafikministerium.
Den nuværende tyske blindeorganisation har herefter med udgangspunkt i ovennævnte medlemsblad oplyst følgende:
Efter 1. Verdenskrig aktualiseredes spørgsmålet om et særligt „blinde- mærke” sig i Tyskland, for i 20’erne oplevede man en stadig stigende trafik. Mange krigsinvalider, blinde og gamle, blev ramt af trafikulykker. Både blindeorganisationerne og trafikeksperterne overvejede derfor, hvordan man kunne beskytte ikke mindst i trafikken ved hjælp af et særligt kendemærke.
Der fremkom de mest forskellige forslag. Nogen foreslog, at man i situationer, hvor man behøvede hjælp, skulle svinge med et lille flag. Flaget skulle udformes på en måde, der gjorde det muligt at have det i lommen. Andre foreslog et mærke, der kunne bæres som et emblem. Emblemet skulle vise et hvidt kors på rød bund. Et tredje forslag gik på at anvende et armbind med gul baggrund og tre sorte prikker. Dette tegn, sagde han, var allerede internationalt bekendt. Emblemet derimod viste jo i realiteten det schweiziske flag, og dette kunne skabe komplikationer. Dertil kom, at emblemet kun var synligt forfra, og det var derfor ikke til nogen hjælp, når man skulle krydse en gade.
Side 10
Det tyske blindeforbund afholdt sin 5. kongres i august 1924 i Stuttgart. Her var sagen på dagsordenen, og debatten blev afsluttet med afstemning. Resultatet blev 61 stemmer for armbindet, 46 stemmer for emblemet, mens 38 undlod at stemme. Der faldt altså — måske forståeligt nok — ingen stemmer på forslaget om et flag.
Det gule armbind blev herefter lanceret i offentligheden, og allerede i 1926 kom det med i færdselsloven. Armbindet blev imidlertid her godkendt til brug af både blinde, døve og fysisk handicappede.
De krigsblinde ville ikke samarbejde med de civilblinde, og var derfor modstander af det gule armbind. Krigsblinde havde imidlertid lige så meget brug for et færdselsmærke som de civilblinde, og man konstruerede derfor et armbind, hvor der midt mellem de tre sorte prikker blev vist omridset af jernkorset.
Udviklingen i Danmark
Selvom den teknologiske udvikling måske ikke forløb slet så hurtigt i Danmark som i de store industrilande, så var vi dog midt i 20′ erne nået op på at have indregistreret små 50.000 biler (i dag ligger tallet på omkring 1,7 mill.). Trafikken oplevedes dengang som særdeles voldsom, og i Dansk Blindesamfund drøftede man da også, hvordan man kunne skabe større sikkerhed for blinde.
I medlemsblad for DBS, nr. 2 og nr. 3, 1924, finder vi således to artikler, der beskæftiger sig med førerhunde. I den første fortæller redaktør Peter Ommerbo om tyske førerhunde, og i den anden giver organist Rosenqvist anvisninger på, hvorledes man selv kan afrette en hund.
Medlemsblad for DBS
Udgivet af foreningen „Dansk Blindesamfund”, nr. 2, 26. januar 1924
Side 11
Førerhunden
Allerede for mange år tilbage har blinde benyttet hunde som ledsagere, og forskellige racer har været anvendt; men under krigen begyndte man i Tyskland systematisk dressur af hunde til ledsagere for blinde, og at møde en blind, ledet af en hund, er nu ganske almindeligt der. Det er mest schæferhunde, man anvender i Tyskland til dette øjemed. St. Bernhardshunden er på grund af sin størrelse for kostbar for de fleste at holde. — Hundene opfødes og dresseres i særskilte anstalter, hvor de er under det nøjeste tilsyn og lærer at vise en blind vej. Hvis man ønsker at anskaffe sig en førerhund, må man besøge anstalten og tage undervisning i hundens pasning og pleje og samtidig gøre sig nøje kendt med den udvalgte hunds individuelle karakteregenskaber. Man må forblive ved anstalten et par uger eller også besøge den en time daglig i flere måneder, inden tiden er kommen, da man kan tage sin følgesvend i brug. Det er af stor vigtigthed, at hunden mødes med venlighed, da det bedste forhold må råde mellem dyret og dets herre, om denne skal kunne betro sig til sin firbenede Cicerone. Da en Nürnberger demonstrede sin hund for mig, fortælles der i „De blindas Veckoblad” førte den mig langs fortove og over gader efter mit ønske. Den var aldeles uanfægtet af trafikken og undgik nøje lygtepæle og andre forhindringer, samt gjorde holdt et øjeblik ved alle fortovskanter, for at man ikke skulle snuble. Hunden ville ikke ledsage nogen anden end sin herre, og denne, som havde dameselskab, måtte hele tiden holde sig tæt bag efter mig og hunden og nu og da bekræfte mine tilråb „Foran, Kasper!” for den skulle følge mig. Hundenes almindeligste opgave er at følge deres herrer til og fra arbejdspladsen, og ved de store fabrikker, hvor blinde er beskæftigede, findes særskilte hundestalde, hvor hver hund har sit aflukke, hvis dør er mærket med et punktskriftbogstav sort kendetegn for hundens ejer. Man må være godt lokaliseret, om man skal have nytte af
Side 12
hunden på tilfældige spadsereture, for så kan den selvfølgelig ikke vise vej, men bare advare mod hindringer. — Hundens sele består af to læderringe, af hvilke den ene går rundt om halsen, og den anden rundt om kroppen bag forbenene. Ringene er forenede ved hjælp af to tværremme, hvoraf den ene løber langs brystet og den anden langs ryggen. I den øverste del af den bagerste ring er fæstet en lang, bøjelig læderrem, hvis frie ende kan fastknappes i en ring bagved den anden, så tømmen bliver dobbelt. På en sådan dobbelt tømme kan man uden besvær mærke hundens bevægelser og rette sig efter dem. Selen er så bevægelig, at den ikke besværer hunden. Men det er som Sir Artur, den kendte engelske blindesagsforkæmper, har sagt: „Man må ikke glemme, at hunden ikke har samme værdi som et menneske”. Og som en tysker har tilføjet: „Man må altid erindre, at førerhunden bare ligesom låner os sine øjne”. — Man kan altså ikke gå ud med hunden og lade tankerne blive hjemme.
Medlemsblad for DBS
Udgivet af foreningen „Dansk Blindesamfund” Nr. 3, 9. februar 1924
Førerhunden
Hvorfor mon der er så få blinde, der benytter en hund som fører? Det er jo ikke noget nyt, at en blind bruger en hund som hjælper. Jeg husker f.eks. i min første engelske læsebog en historie om „The blind Begger” (Den blinde tigger). Der var også et billede af en mand med en stok i hånden, og en hund sad foran ham med en lille træskål i munden til at lægge penge i til dens herre. Mon det er den gamle fordom, at en blind, når han ledes af en hund, er en tigger, der virker lidt afskrækkende på blinde? Eller er det fordi man ikke rigtig har tro på, at en hund kan hjælpe en? For der er vel ikke dem, der mener, at en førerhund absolut skal være en tysk schæferhund, der er afrettet i en særlig anstalt? Hvis der er nogen, der tror dette, så kan jeg oplyse lidt om min erfaring med min hund som ledsager.
Side 13
En lille hund kan ikke så godt anvendes, og jeg tror, at man har mere gavn af hunden, jo større den er, for man mærker tydeligere en stor hunds bevægelser end en lilles. Jo højere hunden er, jo kortere snor behøver man, og jeg lader i reglen ikke min hund få længere snor, end at dens bagben er i linien med min tå, når jeg sætter foden frem. En stor hund æder jo en del, så af den grund kan man være nødt til at holde en mindre, men det er også det eneste, der kan være årsag til at foretrække den mindre hund for den større. Skatten på hunden er dobbelt så stor for de store hunde, men enhver blind hundeejer, der bruger sin hund som hjælper, vil efter ansøgning sikkert blive fritaget for hundeskat. (Denne skat tænker man for tiden på at forhøje til 30 og 60 kroner, så en ansøgning om fritagelse kan nok betale sig). Jeg har tidligere altid betalt hundeskat, og nu skulle han skrive en ansøgning til byrådet om fritagelse. Jeg fik kort tid efter meddelelsen om, at jeg var fritaget for skat af min hund. Min hund, Tryg, varen broholmer, også kaldet den gule danske hund. Den var et ualmindeligt klogt dyr, og j eg har haft megen nytte af den.
Her i byen må ingen hunde gå løse på gaden. Jeg vænnede derfor min hund til altid at gå på min venstre side lidt foran, og den valgte som regel at gå på den venstre flise, hvor der var to. Efterhånden som mit syn forsvandt, vænnede jeg hunden til at gå mere bestemt, hvor jeg ville have den. Når jeg var i nærheden af den gadedør eller butik, jeg ville ind i, så sagde jeg blot „her!” og rykkede lidt i snoren. Jeg plejer ikke at tage hunden med, når jeg kommer ud for at stemme klaver; man kan ikke vente, at folk holder af det; men et sted, lidt udenfor Esbjerg, ville man gerne se min hund, når jeg hvert halve år kom for at stemme. Hunden førte mig lige ind ad havelågen og op foran døren, og det gentog sig hvert halve år. Jeg kan fortælle bunker af små træk om min hunds intelligens, og om hvorledes den har hjulpet mig; men anskaf Dem selv en hund, så vil De erfare noget lignende. Da Tryg blev lam i sine bagben sidste sommer, måtte jeg desværre lade den kloroformere. Jeg har nu fået en Grand Danois (stor dansk) hund; men då den kun er et halvt år
Side 14
gammel, er den jo endnu ikke til så meget nytte. Jeg må dog sige, at jeg går meget tryggere med den end uden den. Hunden behøver ikke at være en racehund, men De skal dog sørge for at få nogenlunde „ren” hund. De skal ikke tage en langhåret hund, da de i regnvejr bliver så tilsølede af gadesnavs på hele bugen.
Der skal tålmodighed til ved opdragelsen af en hund, men det lønner sig, og jeg kan ikke forstå, at alle blinde, der er ene, ikke har en sådan firbenet ven, en ven, man kan stole helt på; dens kærlighed er ægte.
Hvis der er nogen, som ønsker råd ved køb af en hund eller vejledning ved dens dressur, så skal det være mig en fornøjelse at give oplysninger pr. brev. Skriv blot til mig.
Organist Rosenberg, Esbjerg
Indførelsen af et egentligt færdselsmærke blev også drøftet, men der synes ikke at have været særlig interesse for armbindet.
Som det ses af efterfølgende artikel, var det opfattelsen, at et færdselsmærke kun skulle vises ved behov for ikke at såre blindes følelser, og der var tilsyneladende ingen der tænkte på, at mærket også ville være til nytte for medtrafikanterne som signal om at udvise agtpågivenhed og hensyn.
Medlemsblad for DBS
udgivet af foreningen „Dansk Blindesamfund” nr. 8, 17. april 1926
Færdselsmærke for blinde
Spørgsmålet om indførelse af et sådant, bliver for blinde og andre, der på grund af invaliditet eller svagelighed har besvær med at færdes på gaderne, mere og mere aktuelt, efterhånden som trafikken bliver større. Sagen har ofte været drøftet, såvel herhjemme som i udlandet, og sine steder har man blandt blinde besluttet at bære et synligt mærke, der skulle angive, at man i vanskelige situationer kunne ønske lidt assistance.
Side 15
Tanken om, at blinde skulle bære et sådant, enten i hatten eller om armen, har også været fremme her i landet, men blandt blinde vakt absolut modstand ud fra den betragtning, at det varen skiltning med blindheden, som ville være generende.
Blinde er taknemmelige for hjælp, når forholdene gør det nødvendigt; et synligt mærke, der over for andre mennesker angav, at her kom en blind, ville imidlertid uværligt føre en hel del hjælpsomhed, hvor den ikke var nødvendig og derfor ikke ønskedes. Vi blinde har alle været ude for en sådan elskværdighed, men upåkrævet hjælpsomhed fra seende medborgere, og med den følsomhed vi er i besiddelse af overfor alt, hvad der sker omkring os, har vi ofte ønsket denne af et godt hjerte ydede hjælp foruden. Nu vil jeg bede vore seende venner, som læser dette, om ikke forarges derover; de vil sikkert forstå den tanke, der ligger til grund.
Den tiltagende trafik, særlig af cykler og biler, har bevirket, at blinde, som af hensyn til deres beskæftigelse må færdes på gaderne, far deres nerver ødelagte, selv om de er i besiddelse af god orienteringsevne, og for dem, der ikke færdes meget på gaderne, eller hvis orienteringsevne er mindre god, er færdsel uden ledsagelse snart umulig.
Derfor er det nu påkrævet, at vi søger en fornuftig og for blinde antagelig løsning af sagen. Jeg har bragt i erfaring, at hr. politiassistent Tvermoes, Nordre Frihavnsgades Politistation, der er ekspert i færdselsordningen her i Kobenhavn, har beskæftiget sig med spørgsmålet om et færdselsmærke for blinde og andre, der har besvær med at færdes på gaderne.
Mærket skulle ikke bæres synligt, men være nemt tilgængeligt for de pågældende, hvad enten det er kvinder eller mænd. Der har været tale om, at mærket formedes som en hånd og ved at vise det, skulle det angive, at man ønskede en håndsrækning i den givne situation; det kan være på gaden, ved sporvognsstoppestder, ved jernbanestationer og
Side 16
færger, kort sagt ved enhver lejlighed, hvor hjælp er nødvendig. Ved tilstrækkelig offentlig omtale af et sådan mærkes indførelse, kan det sikkert indarbejdes i offentlighedens bevidsthed.
Det forekommer mig, at Hr. Tvermoes tanker er værd at overveje, ja, ikke alene overveje, men også søge realiserede.
Det er muligt, at der er nogle af medlemmerne, som sidder inde med gode ideer til denne sags løsning; jeg henstiller da til disse om at fremkomme med sådanne ved de forestående kredsmøder, hvor spørgsmålet så kan drøftes, og forretningsudvalget blive gjort bekendt med de eventuelle beslutninger, og endelig stilling blive taget på repræsentantskabsmødet i sommer.
Martinus Christiansen
Opfordringen til at drøfte sagen på kredsmøderne blev fulgt, og repræsentantakabet bemyndigede på sit møde den 29.-30. juni 1926 forretningsudvalget til at søge tanken om et færdselsmærke realiseret.
Det blev nævnt, at det ville være en fordel, dersom mærket kunne blive internationalt, ligesom man pegede på, at mærket burde fremstilles i et materiale, der gjorde, det synligt om natten.
Forretningsudvalget gik så i gang med opgaven, og i blad nr. 6 af 19. marts 1927 præsenteredes resultatet af anstrengelserne.
Medlemsblad for DBS
udgivet af foreningen „Dansk Blindesamfund” nr. 6, 19. marts 1927
Færdselsmærket
Spørgsmålet om indførelse af et færdselsmærke for blinde blev som bekendt behandlet på kredsmøderne og på repræsentantskabsmødet i fjor, og der var overvejende stemning for at søge sagen realiseret
Nu står den umiddelbart foran sin løsning.
Side 17
Den første tanke var at lade mærket have form af en hånd; men jeg fik den ide, at man måske kunne anvende en Alladin Lampe, der jo på en måde er vort bomærke, som vi har anvendt ved vore landsindsamlinger.
Ved beredvillig og elskværdig imødekommenhed fra hr. billedskærer- mester Christensen, lærer på Skolen for Vanføre, forarbejdede han to kunstfærdige og smukke træmodeller, en hånd og en lampe, som ved et møde på vort kontor blev forelagt en komité, bestående af de herrer fhv. forsvarsminister L. Rasmussen, forstander O. Wüstenberg, stabslæge Norrie, arkitekt Rasmussen, formand for de vanføres forening, og politiassistent Bach, Københavns Politis 4. afdeling.
Denne sagkyndige forsamling drøftede nu sagen og til min skuffelse, det erkender jeg, kasserede man straks Alladin lampen, og dernæst den kunstfærdige hånd, idet man holdt for, at mærket skulle være så enkelt som muligt.
Resultatet af mødet blev, at man besluttede at holde sig til en mindre kunstfærdig hånd eller om muligt, ved den praktiske udformning af sagen, et endnu enklere mærke, og det er det, vi nu har fået frem, og trods min kærlighed til Alladin lampen er det sikkert det rigtige.
Det er hr. bandagist og fabrikant Camillus Nyrop, der har fremstillet mærket efter forhandling med os, og det består af en oval metalplade, der på den ene side er hvid, og hvorpå er malet: Færdselshjælp. Underneden står vor forenings signatur: DBS Pladen kan påsættes et rundt håndtag, der danner hylster for et lille tørelement af dem, der bruges i cykellygter. Ved at slutte en kontakt, der sidder på siden af håndtaget, tændes en lampe, som kaster lyset op på pladen, således at den tydeligt kan ses om aftenen.
Det hele kan man nemt have i en lomme eller dametaske.
Der står nu kun tilbage at få mærket indarbejdet i offentlighedens bevidsthed. Derfor vil der om få dage blive afholdt et møde med pressens repræsentanter for at få sagen omtalt i ladene. leg tror, vi har fået en
Side 18
god løsning af dette spørgsmål, og at mærket vil kunne udfylde sin mission: At påkalde færdselshjælp for blinde.
Med den stedse tiltagende trafik på gader og veje er der sikkert mange af medlemmerne, som vil benytte mærket og derved skaffe sig hjælp under en vanskelig situation, der meget nemt indtræffer, når blinde færdes ude uden ledsager.
Danmarks Blindehistoriske Selskabs hjemmeside: http://www.dkblind.dk/Om_foreningen/blindehistoriskselskab/
ISSN: 1398-0238. – Nøgletitel: Nyhedsbrev. – Blindehistorisk Selskab
Side 19
“Erindre De, — det var i Kongens have?”
AF AAGE MICHELSEN
Midt i en „KrØnnike tid`; — vi får jo heldigvis flere afsnit af den populære TV-serie, —
lØber tankerne somme tider af parallelle spor.
Det er forår og vi skriver 1948. Det er 3 år siden 2. verdenskrig sluttede. Jeg var elev på Det kongelige blindeinstitut på Kastelsvej i København. Jeg var 17 år og det var synd at sige, at jeg følte TUTTEN som et skønt sted befinde sig. Vi var da også nogle stykker, som forsøgte lidt oprør imod de voksnes tryk.
Piger og drenge måtte ikke mødes, i hvert fald kun under opsyn af voksne. Det kunne f.eks ske efter middagsmaden, hvor man kunne mødes i haven. Her var det tilladt, at piger og drenge måtte gå med hinanden under armen, altså kun dem der havde brug for en ledsager. Vi gik rundt i haven ad de flisebelagte gange. Man kunne vælge at gå den store runde, eller den lille runde.
Fra hoveddøren gik man mod højre, altså rundt i haven imod urets retning. I haven stod der, som et levn fra krigens tid, et stort tørveskur, der var opført således, at et gammelt gråpæretræ voksede op gennem taget. Ikke langt fra tørveskuret stod ringspillet. Det varen galgelignende genstand, hvor der hang en kæde, hvori der var anbragt 3 metalringe. Det gjaldt så om, for de deltagende spillere, at kaste kæden frem mod stolpen, hvor der var anbragt en krog, som det altså gjaldt om at få så mange af metalringene som muligt, til at blive hængene på. Den der først kunne nå til eksempelvis 50 eller 100 sammentalte ringe var vinder. Man havde hver gang 3 forsøg.
Der blev ofte spillet om enten øl, der kun kunne nydes i smug, eller „Maksere”. — Maks Hansen snitter. Det varen meget populær kage,