Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3/2023.
Indhold:
1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
2. Officielle danske undskyldninger frem til 2023 og de forskellige måder, man har håndteret dem på, ved Ove Gibskov
3. Uddrag af kasserer i Kreds Fyn Torben Langers erindringer gennem 77 år
4. Anmeldelse af John Heilbrunns bog: ”Der bliver aldrig helt mørkt”, ved Jytte Louison Nielsen
5. Anmeldelse af Birgit Cornelia Larsens bog: ”Bakspejlet”, ved John Heilbrunn
6. Omtale af Jesper Froms artikel: ”Den døvblinde Helen Keller”, ved Lena Bang
7. Generalforsamling 2024 i Blindehistorisk Selskab, ved John Heilbrunn
8: Svend Thougaard sat i bronze med punktskrift, ved Kurt Nielsen
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden, ved Poul Lüneborg
Dette nyhedsbrev er det sidste i år, hvorfor der er grund til at notere sig nogle af årets vigtigste blindehistoriske begivenheder.
Der er for det første grund til at glæde sig over, at der siden september 2022 er udkommet 4 erindringsbøger skrevet af blinde. Et tilsvarende antal selvbiografiske bøger, udgivet i løbet af 10 måneder, med fokus på, hvad det vil sige at leve med et alvorligt synshandicap, kan jeg ikke mindes.
I september sidste år udgav Carl Peter Nielsen ”Gennem Krattet”. Måneden efter udgav Birgit Cornelia Larsen ”Bakspejlet”. Peter Frederik Hansen præsenterede et par måneder senere sin 2. udgivelse ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Såvel førstnævnte som sidstnævnte blev anmeldt i forrige nyhedsbrev.
John Heilbrunn har, til dette nyhedsbrev, anmeldt Birgit Cornelia Larsens selvbiografiske beskrivelse af, hvad det vil sige at høre til gruppen døvblinde. Jeg har selv læst bogen og de øvrige udgivelser, og kan fuldt ud tilslutte mig til Johns beskrivelse og anbefaling af bogen.
Den sidste af de 4 nævnte udgivelser, så dagens lys i juni måned i år. Jytte Nielsen har til dette nyhedsbrev anmeldt John Heilbrunns bog ”Det bliver aldrig helt mørkt”. Jeg er overbevist om, at alle der læser Jyttes engagerede anmeldelse får lyst til at læse denne bog, som i lighed med de 3 øvrige kan lånes på Nota.
Man kan med rette spørge, om der for selskabet er grund til at supplere disse udgivelser. Det har vi ikke desto mindre besluttet at gøre. Beslutningen om at udgive jubilæumsskriftet ”Det Kongelige Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord”, redigeret af Leif Martinussen, blev imidlertid taget allerede ved generalforsamlingen den 15. februar 2020. Det tager tid og stiller store krav at udarbejde et manuskript på 340 sider inklusiv billeder i anledning af, at ”Synscenter Refsnæs” – tidligere Refsnæsskolen – den 1. november i år fylder 125 år. I bestyrelsen er vi meget stolte over, at det er lykkedes at kunne udsende festskriftet i såvel en trykt som i en Daisy udgave til alle medlemmer og særligt interesserede i god tid forud for jubilæumsdagen. Jubilæumsskriftet vil blive præsenteret ved en reception den 27. oktober og overleveret til ledelsen af ”Synscenter Refsnæs” på selve dagen ved et jubilæumsarrangement på centret.
Den sidste meget markante begivenhed, som der er grund til at dvæle ved, er regeringens undskyldning til alle, som i årene 1933 – 1980 har været inddraget under én af Særforsorgens institutioner. Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil gav, ved et arrangement den 11. september 2023, en sådan undskyldning på regeringens vegne. Ove Gibskov har i en omfattende artikel beskrevet forløbet op til arrangementet den 11. september og samtidig redegjort for begrebet ”undskyldninger”, og beskrevet sådanne givet af tidligere regeringer siden begyndelsen af 1950-erne. Artiklen er et væsentligt historisk bidrag til at forstå rækkevidden og karakteren af disse undskyldninger.
I bestyrelsen har vi ved flere lejligheder efterlyst beskrivelser fra nogle af de mange synshandicappede, som uagtet undervisningspligten under Blindeforsorgen efter den særlige blindelov fra 1956, har modtaget deres skoleundervisning i den almindelige Folkeskole. Både Birgit Cornelia Larsens og John Heilbrunns beretninger er eksempler herpå. I dette nyhedsbrev præsenteres desuden en artikel om Thorben Langers livsforløb. Alle 3 fremstillinger fortæller om de mange udfordringer som en tilværelse, som integreret i det danske samfund, indebærer grundet fordomme og uvidenhed. Der er gudskelov en lykkelig udgang i alle 3 beretninger. Men i en tid hvor vi diskuterer behovet for en eventuel undskyldning for tidligere ophold under Blindeforsorgen er disse beretninger tankevækkende.
Nyhedsbrevet afsluttes med nogle mindre bidrag. Næstformand Lena Bang anmelder læge Jesper Froms artikel om Helen Keller. Kurt Nielsen fortæller om ceremonien, hvor Stenen på gravstedet for Svend Thougaard blev forsynet med hans navnetræk i punktskrift sat i bronze. Endelig opfordrer kasserer John Heilbrunn til, at alle medlemmer sætter et kryds i kalenderen den 9. – 10. marts næste år, hvor vi afholder selskabets næste ordinære generalforsamling.
Inden jeg slutter denne introduktion til årets sidste nyhedsbrev, føler jeg anledning til at nævne, at Mogens Bang, tidligere lærer ved IBOS og leder af ”Blindehistorisk Museum” gennem 25 år, er død den 12. oktober efter længere tids sygdom. Næste nyhedsbrev vil indeholde mindeord i anledning af hans død. Mogens Bang var, lige siden han i 1970-erne afsluttede sin læreruddannelse, engageret i arbejde til fordel for blinde og svagtsynede. Den anden torsdag i oktober er af” Verdenssundhedsorganisationen – WHO indstiftet som Verdens Synsdag”. Jeg kan ikke undlade, at tillægge det symbolsk værdi, at Mogens gik bort på netop denne dag.
Jeg vil slutte med at sige alle medlemmer, som har bidraget til arbejdet i selskabet i 2023, tak for indsatsen. Jeg ser frem til at møde mange ved receptionen den 27. oktober kl. 15.00 – 17.00 i mødelokale ”København” i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup. Vel mødt og på gensyn!
2. Officielle danske undskyldninger frem til 2023 og de forskellige måder, man har håndteret dem på, ved Ove Gibskov
Den 7. marts meddelte social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at regeringen nu har besluttet at give en undskyldning til alle, som var anbragt under Særforsorgen, og hvoraf mange blev udsat for både seksuelle og andre former for uhyrlige overgreb.
Undskyldningen, der efter et meget langt forløb, endelig blev givet 11. september, vender jeg tilbage til; men først kommer her en kronologisk gennemgang af officielle beklagelser og undskyldninger og de forskellige måder, danske regeringer indtil nu har håndteret dem på.
Her i landet er der kun i få situationer givet en officiel undskyldning, mens det har været mere almindeligt i lande som Sverige, Tyskland, Canada og Australien, hvor statsledere f.eks. har undskyldt for statens rolle i bl.a. folkemord og tvangsfjernelse af oprindelige folks børn.
Lisa Storm Villadsen, som er professor i retorik ved Københavns Universitet, skriver følgende om undskyldninger:
”En undskyldning ændrer ikke fortiden, men kan få os til at føle anderledes, om dens betydning for nutiden. En god undskyldning kræver typisk:
At man tager ansvaret for at have gjort noget forkert og er konkret om, hvad det er.
At man udtrykker fortrydelse eller sorg over den skade, man har forvoldt.
At man siger undskyld og evt. beder om tilgivelse.
At man forpligter sig til ikke at gentage sit fejltrin.
Det har også betydning for officielle undskyldninger, at de bliver givet offentligt, evt. ved en ceremoni, så det omgivende samfund har mulighed for at opleve undskyldningen”.
Men det har ikke altid været tilfældet – f.eks. i forbindelse med den første officielle undskyldning. I en fælleserklæring, som den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Grønlands landsstyreformand Jonathan Motzfeldt udsendte i 1999, gav regeringen en undskyldning til befolkningen i Thule og resten af Grønland. Undskyldningen kom ikke i en tale men som et dokument, der blev læst op for formanden for Thuleboernes forening:
”I Rigsfællesskabets ånd og med respekt for Grønland og Thules befolkning, vil regeringen på den danske stats vegne overbringe en undskyldning til Thules befolkning og til hele Grønland for den måde, hvorpå beslutningen om flytningen blev truffet og gennemført i 1953”.
Årsagen til denne fælleserklæring var en dom fra Østre Landsret mod staten om, at Danmark handlede retsstridigt, da befolkningen i Thule blev tvangsflyttet i 1953, for at give plads til en amerikansk luftbase. Som baggrund for undskyldningen blev det også nævnt, at forholdet mellem Danmark og Grønland ”fra begyndelsen har bygget på ligeværd, gensidig respekt og samhørighed”, og at de to lande har en fælles historie, som man skal vedstå, også når den ”viser, at menneskers selvværd er blevet krænket.”
I erklæringen blev muligheden for erstatning afvist: ”Ingen kan i dag gøres ansvarlig for tidligere generationers handlinger for snart 50 år siden.”
Undskyldningen i Fælleserklæringen adskiller sig på flere måder fra de senere officielle undskyldninger. F.eks. er den afsendt af både statsministeren som repræsentant for den krænkende part og Grønlands landsstyreformand, der repræsenterer de krænkede. Jonathan Motzfeldt erklærede, at ”Undskyldningen til hele Grønlands befolkning er en god måde at afslutte sagen på”, mens Poul Nyrup Rasmussen ikke nævnte ordet undskyldning men dækkede sig ind under, at “fælleserklæringen har sit eget tydelige sprog.”
En undskyldning uden modtagere
Den 4. maj 2005 holdt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tale i Mindelunden nord for København i anledning af 50-året for Danmarks befrielse fra Nazitysklands besættelse. Talen handlede naturligt nok i høj grad om frihedskæmpernes indsats og ofre. Mod slutningen blev fokus dog vendt imod de tyske flygtninge, der i begyndelsen af krigen søgte tilflugt her i landet men blev afvist af de danske myndigheder og sendt tilbage til forfølgelse i Tyskland. Fogh Rasmussen betegnede udleveringerne som ”skamfulde begivenheder” og kaldte dem ”værre” end frihedskæmpernes ofre og “en plet på Danmarks i øvrigt gode omdømme”.
Senere i talen sagde statsministeren: ”Jeg vil derfor gerne …. på regeringens og dermed den danske stats vegne beklage og undskylde disse handlinger.”
Her er der på flere måder tale om en udvikling fra fælleserklæringen seks år tidligere, som offentligheden ikke fik meget kendskab til, mens undskyldningen i Mindelunden blev dækket af medierne, og statsministeren brugte ordet ”jeg”, ligesom de centrale ord ”beklage og undskylde” var klart betonet.
Denne undskyldning var jo heller ikke resultat af en dom men baseret på hans kritik af samarbejdspolitikken, og hvad han opfattede som rigtigt og forkert. Mange ser den også i sammenhæng med beslutningen om at sende Danmark i krig i Afghanistan og Irak. Der var ingen risiko for krav om erstatning fra nogen af dem, undskyldningen gjaldt, da de jo ikke længere levede.
En moralsk fordømmelse uden ordet undskyldning
I 2017 var det 100 år siden, USA købte De Vestindiske Øer, og det blev grundigt diskuteret, om Danmark burde undskylde for sin rolle i slavehandel og slaveri på øerne fra 1673 til 1848.
I forbindelse med markeringen på Skt. Croix 31. marts 2017, holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale, hvor han lagde klar moralsk afstand til slaveri. Talen blev holdt på engelsk, og ifølge den officielle danske oversættelse sagde han bl.a.: ”Vi må anerkende, at det der skete i fortiden har påvirket, hvordan øerne er i dag. Vi kan ikke ændre fortiden. Hvad vi kan, er at ændre fremtiden.” Han flyttede altså fokus fra nutiden til fremtiden.
Talen blev holdt til lokale politikere og andre repræsentanter for samfundet. Så til forskel fra Anders Foghs undskyldning, som blev givet til en gruppe, der ikke længere eksisterede, talte Lars Løkke til bl.a. efterkommere af slavegjorte. Han udtrykte stor beklagelse over slavetiden, men sagde ikke undskyld. Derimod brugte han to gange ordet utilgiveligt. Men talen indeholder alligevel nogle af en officiel undskyldnings funktioner, med sin anerkendelse af overgreb i fortiden, deres betydning for nutiden og den moralske afstandtagen fra slaveri.
Statsministeren tilbød også et stipendium til lokale studerende som en lille symbolsk gestus, der understregede Danmarks ønske om at være i et positivt samarbejde med øerne i fremtiden.
Sagen om Godhavnsdrengene
Den undskyldning, som indtil nu har fået mest opmærksomhed, blev givet til en gruppe mennesker, der som børn i 1960-erne og 70-erne var anbragt på bl.a. drengehjemmet Godhavn i Nordsjælland, og her blev udsat for omsorgssvigt, misbrug og generel vanrøgt.
Godhavnsdrengene stiftede i 2005 en forening med det formål at få en undskyldning fra staten. Og i 2009 bevilligede velfærdsminister Karen Jespersen (V) en undersøgelse, der dokumenterede en række overgreb, hvoraf en del var i strid med lovgivningen.
Flere ministre er siden blevet opfordret til at give en officiel undskyldning men har afslået det. Først den 13. august 2019 skete det endelig, da statsminister Mette Frederiksen ved en ceremoni på Marienborg gav Godhavnsdrengene den undskyldning, de så længe havde ønsket.
I modsætning til de tidligere eksempler indeholder Mette Frederiksens tale i høj grad forventningerne til en officiel undskyldning. Hun nævner det, der undskyldes for ”alvorlige svigt, tæsk, ydmygelser og overgreb, afstraffelse, uhyrligheder”. ”samfundet skulle passe på jer. Men der skete det modsatte -I blev gjort fortræd”. Desuden bliver ordene undskyldning, undskylde, undskyld brugt flere gange.
Der var også den forskel fra de tidligere undskyldninger, at statsministeren forholdt sig til tre af de mest almindelige indvendinger, mod selve det at give en officiel undskyldning:
At man ikke kan påtage sig skylden for noget, andre har gjort, (nej, men hun kunne påtage sig ansvaret)
At svigtet foregik i en anden tid – (irrelevant ifølge Mette Frederiksen, for overgrebene på Godhavn var ”også forkerte dengang”)
At der ikke er tradition i Danmark for at give officielle undskyldninger”. Til sidstnævnte argument sagde hun, at det ”aldrig er for sent at gøre det rigtige”.
Talen forholdt sig dog hverken til spørgsmålet om erstatning, som heller ikke var et krav fra Godhavnsdrengene, eller til, hvad regeringen vil gøre for at sikre, at noget lignende ikke gentager sig.
Flere af Godhavnsdrengene har dog senere rejst erstatningssager, som er endt med et forlig, hvor hver af sagsøgerne fik tildelt 300.000 kroner. Dette blev muligt, fordi Folketinget I 2018 vedtog en lovændring, hvorefter sådanne krav mod offentlige myndigheder aldrig bliver forældet.
Undskyldning til de grønlandske eksperimentbørn
I forbindelse med undskyldningen til Godhavnsdrengene nævnte statsministeren muligheden for flere officielle undskyldninger, og det blev en realitet i 2020 og 2022. Da fik de 22 grønlandske såkaldte eksperimentbørn en undskyldning. De blev i 1951 som led i et socialt forsøg sendt til Danmark for at lære dansk og få gode skolekundskaber, så de kunne blive en del af den grønlandske elite og danne fortrop for udviklingen, når de vendte tilbage. Men mens de var i Danmark, mistede de bl.a. deres sprog og tilknytningen til deres familier. Flere blev bortadopteret, mens 16 vendte tilbage til Grønland, hvor de kom til at bo på et nybygget børnehjem i Nuuk. De danske myndigheder mente nemlig ikke, at børnene ville falde til hos deres familier, hvor de sociale forhold var meget forskellige fra det, de var vant til i Danmark. De havde kun lidt eller ingen kontakt med andre grønlandske børn. De fleste vendte tilbage til Danmark, og ca. halvdelen kom ud i stofmisbrug og / eller fik andre massive problemer.
I forbindelse med fejringen af Grønlands selvstyre i 2009, opfordrede grønlandske folketingsmedlemmer daværende statsminister Lars Løkke, til at give eksperimentbørnene en officiel undskyldning. Dette afviste statsministeren dog, og det har flere andre ministre også gjort, indtil 8. december 2020.
Da modtog de seks, som stadig levede, et brev fra statsminister Mette Frederiksen med en uforbeholden undskyldning. Den blev i marts 2022 givet mundtligt ved arrangementer i hhv. København og Nuuk. I sin tale sagde statsministeren bl.a.: ”I dag skal vi ansigt til ansigt sætte ord på det svigt, som 22 grønlandske børn blev udsat for…Mellem 4 og 9 år var I, da I måtte tage afsked med jeres familie og jeres land…Alle børn har brug for og fortjener tryghed og stabilitet. Det var de to ting, man tog fra jer…I var en del af noget, som aldrig skulle have været sket…Derfor siger Danmark i dag det eneste ord, der er det rigtige at sige: Undskyld”.
Efter undskyldningen er der blevet indgået forlig mellem staten og de seks overlevende, som hver har modtaget 250.000 kr. i kompensation.
Undskyldning til anbragte under Særforsorgen
Mette Frederiksen sagde jo i sin tale til Godhavnsdrengene, at der muligvis ville komme flere officielle undskyldninger, og kort tid efter tog regeringen initiativ til at få undersøgt, om nogle af dem, der oplevede svigt og overgreb, mens de var anbragt under Særforsorgen, som eksisterede fra 1933 til 1980, også skulle have en undskyldning.
Forholdene på institutionerne skulle kortlægges gennem en historisk udredning koordineret af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. Det er sket i et samarbejde med bl.a. Rigsarkivet; og det var oprindeligt hensigten, at udredningen skulle være færdig i løbet af halvandet år.
I øvrigt er det en generel opfattelse blandt forskere, at halvandet år er kort tid til en så omfattende udredning, men det har i den her sammenhæng været afgørende at tage et væsentligt hensyn til målgruppen, hvoraf mange af dem, der stadig lever, jo er godt oppe i årene og gerne skulle kunne nå at modtage en undskyldning, hvis det blev besluttet at give en sådan. Pga. covid-19 blev arbejdet dog noget forsinket, men lige før påske sidste år offentliggjorde Socialministeriet en ca. 400 sider lang udredning, som i høj grad er baseret på interviews med tidligere anbragte og pårørende samt arkivstudier. Den giver en grundig dokumentation af mange både seksuelle og andre former for uhyrlige overgreb – herunder også tvangssterilisation.
12. august kunne man så i P1 Morgen på DR høre daværende socialminister Astrid Krag sige, at der vil blive givet en undskyldning for de overgreb og den manglende omsorg, mange af de anbragte var udsat for. Desuden understregede hun, at eventuelle krav om erstatning skal håndteres af retssystemet.
Men skønt der derefter gik mere end to en halv måned, inden der blev udskrevet folketingsvalg, gav regeringen ikke den lovede undskyldning. Det kan undre, da den jo selv satte den omfattende undersøgelse i gang og som nævnt var interesseret i, at den skulle afsluttes hurtigt.
I forbindelse med udredningen blev der både lavet en film om nogle af dem, der havde været anbragt, og et ret omfattende materiale til undervisningsbrug. Men begge dele måtte ifølge en beslutning fra Socialministeriet først offentliggøres, når undskyldningen var givet; og en ny og ændret regering kan jo ikke være forpligtet af et løfte fra dens forgænger.
7. marts kom så endelig det tilsagn fra SVM-regeringen, som mange længe havde håbet på. Det betød, at der ville blive givet en undskyldning til alle, som har været anbragt under Særforsorgen. Men først 21. april meddelte socialministeren, at det ville ske 8. maj på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg – altså med kun 17 dages varsel, og hvor der højst kunne deltage 175 inkl. ledsagere. Også Danske Handicaporganisationer fik denne oplysning lige så sent som resten af befolkningen; og mange af dem, der længe havde set frem til en undskyldning, var slet ikke inviteret med. Det gjorde handicaporganisationernes formand, Thorkild Olesen, meget vred, og han fik ministeren til at udsætte tidspunktet for undskyldningen og udvide kredsen af dem, der skulle inviteres.
Datoen blev herefter ændret til 11. september, hvor arrangementet så endelig kunne finde sted på Comwell Bygholm Park i Horsens med plads til ca. 500. Det var på forhånd bestemt, hvem der kunne få ordet; så inden undskyldningen blev givet, var der taler af lederen af Danmarks Forsorgsmuseum Sarah Smed, den polioramte Hanne Klitgaard, der selv har været anbragt under Særforsorgen og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hvis far tilbragte syv år på Livø – stemplet som det, man kaldte moralsk åndssvag.
Derefter tog socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil ordet og sagde bl.a.:
”Det var ulovligt at slå de anbragte. Den historiske redegørelse viser, at der blev begået vold i hele perioden fra 1933 til 1980.
På samme vis var ethvert seksuelt forhold mellem ansatte og anbragte ulovligt i datidens lovgivning…Alligevel beskriver redegørelsen ikke blot helt upassende og ulovlige seksuelle forhold, men også deciderede seksuelle overgreb. Min pointe er, at forholdene var forbudt med DATIDENS briller. Og alligevel lykkedes det ikke at beskytte de anbragte i sær – og åndssvageforsorgen mod det. Det er et svigt fra statens side.
Staten havde i den periode tilsynspligten og har åbenlyst ikke gjort sit arbejde godt nok…Nogle af jer blev som helt små børn fjernet fra jeres familier. Det blev du, Hanne. Tak, fordi du har delt din historie i dag. Du har tidligere fortalt om at blive anbragt på et hjem, der ikke var et hjem. Om at blive overladt til kolde voksne, der aldrig skulle have haft med børn at gøre. I stedet for kærlighed og omsorg – blev I opdraget med kæft, trit og retning.
Børn, der ikke kunne spise op, blev tvunget til det. De fik stoppet havregrød og øllebrød i halsen. Til de kastede op. Og så blev de tvunget til at spise det. I stedet for tryghed og stabilitet – blev I udsat for trusler og straf. Børn med svære fysiske handicap blev tæsket på ryggen, når de ikke kunne følge med i idrætstimen. To piger blev engang straffet med otte dage i sengen. Fordi de havde vinket til en lastbilchauffør…
Kære alle. Jer, der er her i dag. Dem, der ikke er her mere. Tidligere anbragte. Pårørende. Alle, som blev svigtet, mens I eller jeres kære var i statens varetægt. Hvad der overgik jer er langt fra det Danmark, vi tror på. Hvad der overgik jer vil vi aldrig glemme. Hvad der overgik jer skal aldrig gentage sig.
På vegne af den danske stat, på vegne af den danske regering – UNDSKYLD”.
Talen kan i sin helhed høres på vores hjemmeside blindehistorisk.dk, og selskabet er desuden i besiddelse af en optagelse af hele arrangementet.
Hvor mange, der har haft behov for at få denne undskyldning, ved jeg naturligvis ikke. Men det er i hvert fald godt, at den nu langt om længe er blevet givet. F.eks. hørte jeg under arrangementet en sige, at det her var den største dag i hans liv.
Skønt talen var både meget dækkende og afleveret med engagement, har mange undret sig over, at den blev holdt af socialministeren. I alle tidligere tilfælde er det nemlig statsministeren, som har givet officielle undskyldninger. men trods adskillige henvendelser til Socialministeriet er det ikke lykkedes mig at få en begrundelse for denne ændring.
Uanset hvad årsagen så er til, at Mette Frederiksen ikke selv gav undskyldningen, bør den inspirere regeringen til at få ændret de vilkår, mange mennesker med handicap i dag lever under. Danske Handicaporganisationer har i forskellige sammenhænge påpeget behovet for markante forbedringer, og vi skulle jo nødig om 25 år læse endnu en beskæmmende udredning. Derfor må der gennemføres en reform, der både retter op på den retsløshed, mange med handicap er udsat for, og som sikrer, at der bliver tilført betydeligt flere ressourcer til området.
3. Uddrag af kasserer i Kreds Fyn Torben Langers erindringer gennem 77 år
Torben Langer voksede op med et alvorligt synshandicap, som mange af hans omgivelser først ret sent i hans liv tog seriøst. I skolen og i læreårene blev han drillet og mobbet i ganske alvorlig grad. Det førte til en selvdestruktiv adfærd i ungdomsårene, og først da han i begyndelsen af 1970-erne mødte sit livs kærlighed, Birgit, tog hans liv en ny og mere lykkelig retning. Men før den tid har Torben Langer dog også haft et meget aktivt liv, som erindringerne her giver mange eksempler på.
I 2019 blev han interviewet i forbindelse med Odense Stadsarkivs erindringsindsamling, og den følgende tekst er baseret på dette interview i en lidt forkortet udgave.
”Jeg er født den 15. juli 1946 på Frederiksberg Hospital. De første fem år boede vi på Dianavænget i Rødovre, og på det tidspunkt var ingen klar over, at jeg havde et synshandicap. Mine forældre havde ikke bemærket noget. De var unge. Hver gang jeg tog noget op til øjnene, fik jeg nogle klap over fingrene af min far: ”Hold op med det der”! Det hører jo ingen steder hjemme. Han mente, at jeg var et normalt barn. Men det var jeg ikke. De forstod ikke, at jeg ikke kunne se noget.
Noget af det første, jeg erindrer fra min barndom i Dianavænget, er, at jeg på et tidspunkt faldt ud af vinduet. Vi boede på 1. sal. Min far var på aftenarbejde og havde glemt sin madpakke, som mor var cyklet ud med. Far arbejdede som glassliber i Rødovre sammen med min onkel. Jeg havnede i underboens, fru Petersens, tulipanbed. Det eneste jeg sagde, var ”av, min fut, av min fut.” Andet kunne jeg ikke sige. Jeg var vist kun et par år.
Mine bedsteforældre, min farmor og farfar, som boede i Odense, kom af og til på besøg. De fik nok ondt af mig, og så hvordan jeg blev ved med at tage ting op til øjnene. De syntes, at det var synd, at min far blev ved med at skælde mig ud. Noget var der jo galt. Jeg har senere fået at vide, at min mor og far i foråret 1950 tog mig med til en undersøgelse på Rigshospitalet, og der fik oplyst, at jeg sikkert inden for få år ville blive blind. Det skete heldigvis ikke.
Min far sagde sit job op ved glasfirmaet for at køre mig rundt i hele København. Det er noget, han har fortalt mig senere, og som jeg selvfølgelig tror, er rigtigt. Årsagen var, at han syntes, jeg skulle nå at se alle tingene, inden jeg blev blind.
Mine forældre besluttede, at det nok var bedst at flytte til Odense, så vi kunne være i nærheden af min farmor og farfar. I 1951, da jeg var fem år, flyttede vi så til Dagmargade 6, 4. tv. Det var en lille lejlighed, vi flyttede ind i. Vi havde en bitte stue, hvor der kunne være to lænestole. Mellem stolene var der et lille bord, og i hjørnet stod dampradioen. Der var også et bord med fire stole og en kakkelovn. Der var et soveværelse med to senge og et garderobeskab. Mine forældre lå i den ene seng, mens min lillebror, Karsten, og jeg lå i den anden. Så var der et toilet, hvor vi næsten var nødt til at bakke ind, så lille var det. Der var et køkken, hvor vi puttede 25 øre i en automat til gas. I kælderen var der en stor zinkbalje. Den skulle en af os, enten min bror eller jeg, hente op i køkkenet, når det var store badedag.
På gaden var der mange drenge. Det var ikke altid lige sjovt for mig, fordi jeg ikke kunne gøre de samme ting, som de andre. Da jeg var 5 – 6 år gammel, kunne jeg dog stadig se med begge øjne, selv om synet var meget svagt. Hvad synsstyrken var på det tidspunkt, ved jeg ikke, for der var ingen, som havde undersøgt det. Jeg kom ikke til andre undersøgelser, end dem vi havde i skolen. Jeg fik sådan set aldrig skæld ud for, at jeg ikke kunne se. Men min familie og folk omkring mig forstod bare ikke, hvad der var galt. Så der skete intet.
De andre børn på gaden drillede af og til, f.eks. når jeg ikke kunne se bolden. Men det var ikke så slemt som i skolen. Det skete alligevel tit, at jeg kom op og græd, fordi jeg var ked af det.
Min barndoms største oplevelser var, når jeg om sommeren lavede ”seksdagesløb” i gaden. Det skete på den måde, at alle drengene og pigerne dannede par, og så blev der hver dag efter skole og om aftenen løbet rundt i den blinde gade. Hver aften mellem kl. 18 og 20 havde vi sendt sedler ud til alle beboerne og spurgt, om de ville hjælpe os med gaver og præmier. Det var mig, som stod for alt det praktiske i legen. Det har jeg altid godt kunnet lide, også i dag.
Vi skiftede partner, når vi kom over målstregen, og når vi kom tilbage igen. Dem, der kom først, fik point og omgange. Og det var mig, der holdt styr på pointene og omgangene.
Guderne må vide, hvordan jeg klarede alle de år, hvor jeg gik i skole. Det var absolut ikke sjovt. Ingen ville sidde ved siden af mig. Jeg havde fået nogle briller, hvor glassene var meget tykke, men der var stadigvæk ingen, som vidste præcist, hvad der var galt med mit syn, eller gjorde noget ved det. Jeg husker engang, hvor jeg blev spurgt, hvad der stod på tavlen. Det kunne jeg ikke se. Så blev lærerinden rimeligt vred, og kaldte mig helt op til tavlen. Jeg stak næsen helt ind i tavlen for at se, hvad der stod, men blev derved hvid på næsen af kridt. Det blev jeg drillet med.
Da jeg kom op i de ældre klasser, fik jeg en lærer, som endelig tog mig til sig. Det var overlærer Hjorth. Han fandt ud af, at der var noget galt. Gårdvagten var lærer Hansen. Uanset, hvad der skete i skolegården, så endte det altid med, at jeg fik skylden og blev sat op til væggen. Vi havde ham også som gymnastiklærer. Når vi havde redskabsgymnastik, sprang vi over pulte, men det kunne jeg ikke på grund af mit dårlige syn. Det endte med, at jeg sprang ved siden af eller ramte den. Hansen havde ikke erkendt mit synshandicap, og troede jeg var uartig. Han blev sur, og jeg blev kaldt ind bagved og fik tre slag i numsen med en pegepind. Det skete ofte.
I skolegården fangede de andre drenge mig og tog glassene ud af mine briller, så de kunne bruges som hinkesten. Når jeg kom hjem, vankede der ballade, for så havde jeg ingen briller i en hel måned. Brillerne blev lavet i Schweiz af et firma, som var det eneste, der kunne lave de brilleglas, som jeg brugte. Glassene var meget tykke, buede indad og havde en styrke på minus 40.
Jeg fortalte ikke om drillerierne derhjemme, da jeg var bange for at få flere øretæver i skolen, hvor jeg ikke kunne klare mig. Når min mor og far opdagede, at mine briller var væk, sagde jeg blot, at jeg havde tabt dem. Jeg turde ikke sige, at de var blevet taget fra mig. Glassene var hulens dyre!
De første gange jeg havde karakterbogen med hjemme, fik jeg 3.2 i skriftligt arbejde. Det blev min far vred over, for det var jo meget dårligt. Han lovede mig, at jeg måtte begynde at spille fodbold i B1913, som jeg altid havde ønsket mig, hvis jeg fik bedre karakterer. Jeg anstrengte mig, og fik så næsten de højeste karakterer, man kunne få dengang, 5.2. 5.1, 5.2 og også 6. Alt hvad jeg skrev i mine bøger og papirer blev simpelt hen så pænt. Det er kommet mig til gode senere i livet. Jeg har en ret god ordenssans. Jeg begyndte også at spille fodbold i B1913, men det gik knapt så godt. Efter en sæson måtte jeg stoppe igen på grund af mit dårlige syn.
I skolen var det dog også et problem, at når jeg ikke kunne følge med i timerne, fik jeg bare en eftersidning. I 5. klasse fik vi som sagt overlærer Hjorth. Det var ham, der fandt ud af, at der måtte være noget galt med mit syn, som brillerne ikke kunne hjælpe med. Når han kunne se, at jeg ikke kunne følge med i timen, sendte han mig hen til skolelægen, som skulle se på mine øjne. Det skete ikke hver dag, men det skete tit. Hver gang hun kiggede på mine øjne, var svaret, at der ikke var noget galt og jeg blev sendt tilbage i klasseværelset.
Det lykkedes mig at få en mellemskoleeksamen. Jeg lærte at regne og skrive blot ved at blive ved og ved. Jeg kunne akkurat lige se, når jeg sad med næsen helt nede i bogen. Det var meningen, at jeg skulle have haft en realeksamen og være fortsat i 1. real. Lærerinden Fru Stern fortalte dog, at der ikke var nogen mulighed for, at jeg kunne få den hjælp og bistand, som jeg havde brug for. Dermed var det afgjort, at jeg nu skulle ud af skolen.
Der var ikke meget godt i skoletiden. Jeg var ikke med til ungdomsgilder og den slags, og følte mig altid ensom og alene. Kun derhjemme på gaden i Dagmargade gik det rimeligt. Der kunne jeg nogenlunde være med. Vi flyttede til Pogestræde 31 i 1961. Det var en meget større lejlighed, hvor Karsten og jeg fik hver vores værelse. I Pogestræde boede der ikke lige så mange børn som i Dagmargade. Der boede en dreng lidt længere henne, men andre var der ikke. Skæbnen ville, at jeg en dag tilfældigt røg ind i to drenge i Tivoli. En af dem mødte jeg senere i Pogestræde. Han skulle tisse, og jeg tilbød, at han kunne låne vort toilet. Leif Kjærulf, som han hed, blev min første rigtige kammerat. Jeg kom meget ud til hans forældre. De havde seks børn, og de blev faktisk min ”anden familie”. Leif havde deltaget i de unges cykelløb, der ofte blev kørt i Hunderupskoven, tæt på Skovsøen. Han blev bidt af cykling, og meldte sig ind i Fyns Cykel Ring. Han spurgte, om jeg ikke ville med, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Der oplevede jeg min næste gode periode. I 1964 blev jeg valgt som sekretær i Fyns Cykel Ring og lærte en masse jævnaldrende at kende. Her blev jeg værdsat for første gang.
I 1963 fik jeg en læreplads i Nørregade, lige over for Skt. Hans Kirke. Her begyndte jeg en kontor- og lageruddannelse, og jeg skiftede mellem at være på lageret for at sætte varer på plads, og være på kontoret for at lave fakturaer. Det gik nogenlunde. Når jeg skulle læse noget på lageret, så kunne jeg tage tingene op til øjnene. Men der var selvfølgelig nogle ting, som smuttede en gang imellem. Jeg var også sammen med svendene, når de kørte ud for at aflevere varer til kunder – f.eks. mel, sukker, og hvad man ellers havde på et købmandslager. På min 18-års fødselsdag i 1964 var vi på kundetur i Sønder Nærå. Som lærling bar jeg de store 100 kg sække med rugmel op på loftet hos bagerne, og det skete også her. Jeg havde forinden sagt til min mor, at der var noget galt med mit højre øje. Det føltes som om, jeg havde blærer i øjet. På vej hjem fra Sønder Nærå bad jeg chaufføren om at holde ind ved Sankt Joseph Hospital. Det skulle undersøges, hvad der var galt. Men chaufføren ville ikke stoppe, hvorfor jeg truede med at springe af lastbilen, hvis han ikke lukkede mig ud. Han ville sladre, når han kom tilbage og ikke havde mig med. Det måtte han gerne, jeg vidste bare, at jeg skulle have øjnene undersøgt. Anstrengelsen ved at bære de tunge sække havde gjort det værre i mit øje.
På Sankt Joseph hospital gik der ikke mere end fem minutter, før øjenlæge Poul Martin Jørgensen, fik mig lagt ned i en seng og fik mit hoved fastspændt i en særlig støtte. Nethinden var faldet ned. Det var først her, at man konstaterede, at jeg var så kraftigt nærsynet, at mine øjenlinser var længere end i et normaløje. Det gav et større tryk mod nethinden, og anstrengelserne ved løfteopgaverne havde medført så voldsomt et tryk, at nethinden var faldet ned. Jeg lå i ”spændetrøjen”, som jeg kaldte det, i to måneder. Dengang troede man, at hvis patienten lå stille og ikke rørte sig, faldt nethinden på plads. Bagefter blev jeg overført til Rigshospitalet, hvor jeg blev opereret af professor i øjensygdomme Holger Ehlers. Mellem september til december blev det til fire operationer, og min øjenlæge fra Skt. Joseph Hospital, Poul Martin Jørgensen, var med alle gangene. Men det var professor Ehlers, som stod for operationerne, som gik godt, og jeg blev udskrevet den 23. december 1964. Men der gik kun seks dage, før det gik galt igen. Jeg blev på ny indlagt, men fik besked om, at de ikke kunne redde øjet. Du er blind på højre øje fra dags dato, lød den nedslående besked.
Efter operationen stoppede jeg med at bruge briller. De kunne simpelt hen ikke finde en brille, som passede til mit venstre øje – jeg led også af nystagmus, som er en ufrivillig, rykvis bevægelse af øjet. Øjet drønede kort sagt rundt. Det blev senere opereret, men siden 1963 har jeg faktisk ikke båret briller. Da jeg endelig vendte tilbage på lærepladsen, var det med en besked om, at de ikke kunne bruge mig længere. Jeg var fyret på grund af mit handicap.
Det blev Blindeinstituttet på Kastelsvej i København, der skulle hjælpe mig videre. Jeg fik en lille lejlighed i et kollegium for blinde og svagtseende i Kongens Lyngby, lige ved Lyngby Station. Det var fuldstændigt vanvittigt. Det var en stor gul firkantet bygning og meget kringlet. Min mor tudbrølede, da hun så huset, der absolut ikke var egnet for blinde.
Jeg kom på Linnésgades Skole. Her var det meningen, at jeg skulle tage en realeksamen. Først tog jeg S-toget fra Kongens Lyngby til Nørreport Station, og herfra gik jeg ad Nørrebrogade til Linnésgade. Det var godt at gå på skolen, hvor alle var ligestillede. Desværre ”dummede” jeg mig. Jeg fik afsluttet 1. real, men ikke 2. real på Linnésgades Skole. Jeg mødte en pige, Else, og vi besluttede os for at flytte sammen. Turen gik hjem til Pogestræde i Odense, hvor jeg stadig havde mit eget værelse på 2. sal. Men det gik slet ikke. Mine forældre blandede sig alt for meget, og mit dårlige syn gjorde ikke tingene bedre. Jeg var sygeligt jaloux, og til tider ikke sjov at være i nærheden af. Alt gik galt, forholdet endte med at gå i stykker, og hun flyttede til sin familie i Vust i Nordjylland.
Det var noget rod, men heldigvis kom jeg tilbage til cykelsporten. Her blev jeg ikke mobbet. I 1966 fyldte jeg 20 år og kom med cykelrytterne rundt i hele landet. Dengang var der en A-klasse for alle de bedste ryttere, en B-klasse og klasser helt ned til drengerytterne. Når de kørte enkeltstart, stod jeg hver søndag morgen fra kl. 4 og frem til middag for at ”tage alle ryttere hjem” – det vil sige, jeg startede dem og tog tid, når de kom hjem. Jeg kom med til nogle store landevejsløb og seksdagesløb. Blandt andet var jeg med til at føre løbsprotokol ved et stort landevejsløb i Jylland, som foregik over seks dage. Ved løbet deltog flere store ryttere, eksempelvis Jørgen Emil Hansen, Leif Mortensen, Ole Ritter og Ole Pingel.
Efter at have gået arbejdsløs siden jeg kom tilbage fra København, fik jeg i 1966 arbejde på Haustrups Fabrikkers værktøjslager. Aftalen var kommet i stand efter, at min far havde fået kontakt med en journalist, og der blev lavet en artikel i Fyens Stiftstidende, hvor der blev efterlyst en arbejdsplads til en dreng med dårligt syn. Driftschefen hed Jørgen Mikkelsen. Han var også sportschef for OBs fodboldafdeling, som min far og bror var tilknyttet og helt forgabte i. Min far havde talt med Jørgen Mikkelsen, og på den måde fik jeg arbejde.
Her blev jeg også mobbet. De to andre på lageret sad bare på deres bagdel og hyggede sig. Det var mit arbejde at udlevere værktøj og bor til svendene, som fremstillede dåser efter skabeloner. Det kunne f.eks. være et bor, som skulle måle 0,07 mm, og jeg skulle så bruge en skydelære til at finde de rigtige. Men at måle noget, der var mindre end 1 mm., det kunne jeg slet ikke se. Der gik helt kage i det. Arbejdet foregik på akkord, så de blev tossede på mig, hvis jeg var for længe om det. Der var faktisk én, som kom helt op at køre, og som forsøgte at banke mig. Jeg kan egentlig godt forstå det, for jeg var jo skyld i, at de satte penge til. Det endte med, at jeg blev væk og blev fyret.
Min far var blevet udekørende mælkehandler med hestevogn. Da jeg ikke havde noget arbejde, fulgte jeg med som hjælpende arbejdsdreng, hvilket var meget sjovt. Min mor arbejdede som syerske og var førstedame på Odense Kamgarnsspinderi på Klosterbakken. Hun var dygtig til at sy og syede også tøj til os. Hun var i øvrigt også dygtig til at lave sange og var altid den, der lavede lejlighedssange, når vi havde fester. Og så var hun fantastisk dygtig til at synge. Ja, jeg syntes faktisk, at hun sang bedre end Katy Bødtger.
Mine forældres forhold var ikke altid lige godt. Far var ikke altid så sød ved mor, og i perioder drak han nok lidt rigeligt. Sådan var det i flere år, men det ændrede sig fuldstændigt den 23. februar 1969. Den dag kom min mor op på mit værelse og sagde, at nu kunne hun ikke mere! Det var deres bryllupsdag, men efter 23 års ægteskab var bægeret fuldt. ”Karsten og jeg flytter”. Min bror var lige fyldt 18 år, men hun vidste ikke, hvad jeg ville. Det vidste jeg heller ikke. Jeg var sur, gal og ked af det. Vendte ryggen til hende. Det var det, og så gik hun. Jeg tror nok, at hun græd.
Dagen efter var jeg til møde om aftenen. Da jeg kom hjem, var der lys i stuen. Jeg havde slet ikke talt med min far efter, at min mor var taget afsted. I stuen sad far med nogle af deres fælles venner og hans nye dame. Da gik det op for mig, hvad han havde gjort! Filmen knækkede for mig, og jeg forsvandt op på mit værelse. Jeg tudbrølede.
Det blev begyndelsen på en tid, hvor jeg drak meget. Jeg kom især på Restaurant Tårnet på Rugårdsvej, som to tidligere cykelryttere, Bendy Pedersen og Kurt Rasmussen, havde overtaget. Det var nogle fantastiske kammerater, som jeg kendte fra arbejdet i Fyns Cykle Ring. Da mor og Karsten flyttede, var far og jeg alene tilbage i Pogestræde. Der var problemer med at få huslejen betalt. Far drak det hele op, og mor var der ikke til at holde sammen på tingene. Med min sparsomme invaliderente, som jeg var begyndt at få, forsøgte jeg at hjælpe, men det var uholdbart i længden. Det gik også ud over min pladesamling – jeg havde ellers samtlige plader med Elvis Presley og Cliff Richard foruden en pladespiller. Da jeg kom hjem en aften, var plader og pladespiller væk. ”Hvor fanden er de henne?”, tænkte jeg og gik ned til far: ”Jeg har sgu’ haft indbrud. Alle mine plader er væk!” ”Nå”, svarede han så. ”Bruger du dem?” Han havde solgt hele molevitten for at få penge til husleje. Jeg blev naturligvis ked af det. Og mopset. Det var slut med at støtte ham økonomisk, og til sidst blev vi smidt ud af lejligheden. Det var i 1969. Jeg havde pludselig intet sted at bo, var arbejdsløs og levede af socialhjælp. Jeg røg ned i et hul og drak fra morgen til aften. Der blev stiftet gæld hos Bendy på Tårnet, som blev betalt, når jeg fik penge fra kommunen. Jeg sov i porte, kældre, garager, og hvor jeg ellers kunne få plads. Hvis tøjet skulle vaskes, gik jeg ind i vaskeriet i Pogestræde. Jeg tog på i vægt og vejede på et tidspunkt 128 kg.
En aften spurgte Bendy, hvor jeg skulle hen, da Tårnet lukkede? Udenfor regnede det. Jeg vidste det ikke, jeg skulle bare have et sted at sove. ”Læg du dig bare ned bagerst i vores selskabslokaler, når du så vågner op i morgen, så kan du vaske op”, svarede Bendy. Det blev ikke sidste gang, jeg overnattede på Restaurant Tårnet. Somme tider fik jeg også lidt spise, og jeg fandt heldigvis også andre steder, hvor jeg kunne få nattely. I Tårnet kom der både taxachauffører og lastbilchauffører, blandt andet fra GASA. Det hændte, at jeg fik lov til at køre med på en tur sydpå, Tyskland, Frankrig eller Italien. Der var jo soveplads og varme i lastbilen. Det var sjovt.
Jeg levede som hjemløs i to-tre år. I den tid passede jeg kun min cykelsport og ikke andet. De fleste inden for cykelsporten vidste sikkert, at jeg drak. Men ingen sagde noget. Jeg passede mit og var ædru, når jeg var til arrangementer eller til cykelløb. Årene gik med druk. I slutningen af 1971 havde Bendy fået nok. Da jeg bad om en bajer og noget at spise, lød svaret, at jeg ikke fik noget, før min gæld var betalt. Han vidste godt, at jeg var blank og ikke fik understøttelse foreløbig. Gælden lød på omkring 1.000 kr. Du kan låne penge i banken, sagde Bendy. Men banken ville naturligvis ikke låne mig penge. Bendy foreslog, at jeg prøvede at gå over til Poul Nielsen i Sparekassen Fyn, som lå på hjørnet af Rugårdsvej og Store Glasvej. Poul Nielsen ville gerne hjælpe på betingelse af, at jeg skaffede to kautionister. Tilbage til Tårnet – her sad Bendy, formanden fra Fyns Cykle Ring Alex Haxgart og Kurt, som nu var blevet taxachauffør, og en af hans kolleger. De ænsede mig ikke et blik. Ingen gav mig en øl. ”Nå hvordan gik det?”, spurgte Bendy til sidst. ”Jo, det gik lidt bedre”, sagde jeg. ”Men jeg kunne ikke låne, hvis ikke jeg fandt to kautionister”. Det vidste Bendy jo godt og sagde: ”For det første Torben, så skal du holde op med at drikke. For det andet skal du lære, hvad penge er. Vi er blevet enige om, at vi (hvilket var Bendy og Alex Haxgart) vil skrive under på et kautionistbevis, så du kan låne 2.000 kr. og betale, hvad du skylder”. Det lærte mig, hvad penge er. Når man kun har en krone, så nytter det ikke noget at bruge tre kroner.
Jeg havde mødt mor, som blev forskrækket. ”Hvad i alverden. Hvordan er det du ser ud, min dreng? Dit tøj er beskidt, du er tyk, fed og dit hår er tjavset” Jeg fortalte, at jeg ingen steder havde at tage hen. Hun tilbød, at jeg kunne komme ud at bo i Lærkeparken, hvor hun boede. Min mor havde mødt en ny mand, der hed Tage. Hun havde prøvet med kontaktannoncer, som Tage havde reageret på. Det blev en lykkerus for min mor, som fik et fantastisk liv over mere end 30 år. Det havde hun også fortjent. Tage blev faktisk en reservefar for mig, og han tog sig godt af mig. Jeg var desværre nogle gange et dumt svin over for ham, og tit hørte jeg ikke efter, når han ville hjælpe mig – måske fordi jeg var blevet negligeret hele min ungdom. Nu mærkede jeg, at jeg var ved at blive voksen. Jeg var i begyndelsen af tyverne, og der var ingen, som skulle bestemme over mig. Jeg fik et værelse hos min mor og Tage. Jeg drak stadigvæk, men hun fik ordnet mit tøj, jeg blev vasket regelmæssigt osv. Tage mente dog, at jeg skulle stå på egne ben. Han skaffede mig en lejlighed i Egeparken. Det var en 1-værelseslejlighed på 7. sal. Der havde jeg en ølkasse, en gammel sofa, en gammel stol og et lille bord. Jeg havde også et gammelt Rank Arena fjernsyn med radio / pladespiller i, som jeg havde fået af en onkel i København. Det var da en start. Der var også et lille køkken med to kogeplader, men jeg manglede et job. Lejligheden blev betalt af min socialhjælp. Her trådte min ”reservefar” Tage til med en hjælpende hånd. Vi henvendte os på kommunens områdekontor i Vollsmose, hvor jeg kom i kontakt med en sagsbehandler, der hed Finn Andersen. Skæbnen ville, at ham og jeg havde gået i parallelklasse på Munkebjergskolen. Jeg fik en enestående behandling og fik at vide, at jeg som følge af mit handicap kunne søge førtidspension. Den mulighed havde jeg aldrig hørt om. I slutningen af 1971 søgte og fik jeg førtidspension med virkning fra 1972.
Mor fik i 1972 en opringning fra Arne Vedel Eriksen, der var blindekonsulent i Dansk Blindesamfund. Han ville gerne besøge os. Da de dukkede op, blev jeg vred. De skulle ikke komme og fortælle mig, at jeg skulle være medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg fejlede ikke noget. Så jeg smed dem ud til mors store vrede. Men de var standhaftige og kom igen et par gange, og så hørte jeg på dem. De havde hørt så meget om mig i forbindelse med cykelsporten. Og mit handicap var så stort, at jeg burde være medlem af Dansk Blindesamfund. Jeg havde fået foretaget en synstest, som viste, at mit syn var under 10 % af en normaltseende, hvilket var det, der krævedes for at blive medlem. Arne Vedel Eriksen fortalte, at de havde brug for en med forstand på cykelsport, da blindesamfundet gerne ville starte en tandemklub. Jeg måtte jo være den fødte til at lave sådan noget? Det kunne de godt glemme, men de var ihærdige og til sidst accepterede jeg. Jeg blev medlem af Dansk Blindesamfund, alt imens jeg havde fået et sted at bo, fundet én, som hjalp, Tage. Der var mad på bordet hver dag, og det snavsede tøj blev vasket. Jeg begyndte også at tabe mig, men den stod stadig på bajere hver dag, dog ikke i samme mængde.
I sommeren 1971 mødte jeg Birgit. Det var kærlighed ved første blik for os begge. Jeg fandt det lidt overraskende, at en pige kunne blive forelsket i mig. Hun var desværre gift og havde børn, så vores forhold blev temmelig kompliceret. Jeg havde det skidt med at skulle ødelægge et ægteskab, sådan som min far havde gjort det. Men det var svært at undvære hinanden, og en efterårsdag i september 1972 blev vores forhold opdaget, og godt for det.
Jeg kan huske, at vi bagefter lå og snakkede en hel nat. Jeg forklarede hende, at jeg måske ikke var værd at holde på. Jeg drak jo stadig. Hun svarede blot, at det kunne vel laves om. Og pludselig blev alt vendt på hovedet. Med Birgit havde jeg fundet én, som holdt af mig. Siden denne dag – den 15. september 1972 har jeg aldrig været på værtshus og holdt helt op med at drikke. Jeg blev ædru! Året 1972 blev altså et vendepunkt. Jeg fik også tilkendt invalidepension og blev medlem af Dansk Blindesamfund.
Mit engagement i Dansk Blindesamfund kom til at fylde meget. Som noget af det første blev jeg involveret i oprettelsen af en tandemklub, som blev en stor succes. I klubben kunne blinde og svagsynede komme ud i naturen og få oplevelser, mens en seende – kaldet en pilot – styrede cyklen. Der blev kørt løb både i Danmark og rundt om i Norden – og både almindelige motionsløb og mere eliteprægede. Jeg kom efterhånden med i flere udvalg og bestyrelser under Dansk Blindesamfund. I 1985 blev jeg kredskasserer, og det er en post, jeg stadig udfylder i dag. Jeg blev også meget aktiv inden for Dansk Handicap Idræts Forbund, ligesom jeg var med til at starte Blindes Idræts Klub Fyn op. Jeg har selv spillet meget goalball, som er et blindeboldspil. I 1981 deltog jeg i de uofficielle europamesterskaber i goalball i Fulda, Tyskland. Det blev til en samlet andenplads, og jeg fik den første medalje i mit liv. Senere blev det til store oplevelser ved de Olympiske Lege for handicappede i USA i 1984. Den helt store triumf kom ved de første officielle verdensmesterskaber i 1985, som blev holdt i Calgary i Canada. Sammen med det danske landshold vandt jeg VM med en finalesejr over Israel. Højdepunktet i min idrætskarriere blev dog De olympiske Lege i Seoul i Sydkorea i 1988. Det danske herrelandshold havde egentlig ikke kvalificeret sig til legene, men der blev plads til yderligere to europæiske nationer. Med støtte fra Odense Kommune og med baggrund i fejringen af Odenses 1.000 års fødselsdag, Dansk Blindesamfund og Dansk Handicap Idrætsforbund, fik jeg stablet en forolympisk kvalifikationsrunde på benene, hvor otte nationer deltog. Vi nåede finalen, og selv om vi her tabte mod Polen, blev vi udtaget til at deltage i Seoul. Det blev en helt ubeskrivelig oplevelse, som jeg vil huske så længe jeg lever.
Efter 42 fantastiske år med Birgit mistede jeg hende kort før jul i 2014. Livet var hårdt i årene efter. Savnet var stort, men jeg kom videre takket være mine arbejdsopgaver i Dansk Blindesamfund. Det er rart at have noget at stå op til hver morgen. I dag er synet stort set væk, men jeg klarer dagligdagen alene med alle de gøremål, der skal foretages. En ny operation vil ikke kunne lykkes, så på et tidspunkt må jeg se i, ja i øjnene, at jeg bliver helt blind. Heldigvis er jeg frisk, så jeg klør bare på. Livet er trods alt meningsfuldt!
4. Anmeldelse af John Heilbrunns bog: ”Der bliver aldrig helt mørkt”, ved Jytte Louison Nielsen
I bogens indledning er forfatteren på en togrejse, hvor han til sin rædsel opdager, at hans fingre er helt oprevne og opkradsede. Han havde glædet sig til at skulle sidde og læse på turen, han kan ikke nyde udsigten, da han er blind, John læser med fingrene, og punktskrift er en vigtig del af hans liv. Han havde for nylig været i gang med at nedrive et gammelt bræddeskur, som stod på sommerhusgrunden, planen var, at han ville bygge et nyt til bl.a. sin drejebænk.
Hænderne kan hele op, det ved han, men at netop bygningen af det nye skur i 2021 bliver et katastrofalt projekt for ham, kan han ikke vide. Det sker, da han er godt i gang med at save brædder ud til det nye skur, men i et øjebliks uopmærksomhed kommer fingrene for tæt på rundsaven. Fingerspidserne på venstre hånds pege- og langfinger bliver ramt og skæres løse. Det er meget slemt, venstre hånd er den han bedst kan læse med. På hospitalet får han den besked, at han aldrig vil få følesansen tilbage igen i fingrene, selv om de er syet på. Men der hvor der leves et aktivt liv, der kommer man også til skade.
Længe før denne togrejse, i bogens første kapitler, er John på en tur til New York. Han er på vej hjem til Danmark efter at have indkøbt udstyr til sit lydstudie, og han har også lige købt en elektrisk Vintageguitar. Alt dette, sammen med anden bagage, skal han have med til lufthavnen. John propper og pakker sammen i sin rygsæk. Det, der ikke kan være der, bliver hængt og bundet fast på kroppen, og så begiver han sig afsted til fods.
Det er næsten nat, før han kommer afsted, det regner og tordner og er et helt forskrækkeligt vejr. En taxa kan han ikke håbe på at få, han tror nok, at han er ved at gå forkert, han råber, men ingen svarer, bagagen er begyndt at løsne sig og falde fra ham, stokken må han holde i munden, ja man kan kun håbe på, at det er hukommelsens bakspejl, der overdriver for at fremme forståelsen. Endelig kommer han op at køre med en postbil, chaufføren hedder Bill, og således kommer de to mænd i snak med hinanden. Det bliver en lang tur til lufthavnen, Bill ved ikke noget om blinde, så han begynder at spørge om alt muligt, som seende mennesker så gerne vil vide. Først vil Bill gerne vide, hvordan John som blind forestiller sig ham, hvor gammel han er, om han er hvid eller farvet osv. Bill synes, at John ser noget hippieagtig ud og vil gerne vide mere om ham. John fortæller om sit liv i Danmark, at han er 27 år gammel, og han fortæller om det rockorkester, han har startet sammen med en ven, orkesteret hedder Kester. John fortæller videre, at han er født i Californien i 1952 og kom til Danmark som seksårig. Som barn var han spejder og dyrkede sport sammen med sin broder Bruce, som var et år ældre end ham. De cyklede også på tandem sammen og legede forskellige lege.
John blev født tre måneder for tidligt, men da han kom hjem fra hospitalet, stod det hurtigt klart, at der var noget galt med synet. Forældrene måtte indse, at deres lille dreng var blind. I 1952 kunne et kuvøseophold blive skæbnesvangert for det for tidligt fødte barn.
Vi får et indblik i, hvordan hans forældre oplevede det. Sådan et lille bitte barn, som skulle have omsorg, og en mor som var helt slået ud, der er i forvejen et lille barn. I dag ville man nok sige, at hun havde en fødselsdepression. Den så vigtige tilknytning mellem mor og barn ville ikke rigtig lykkes, men heldigvis havde hans far overskud og nærvær til at give babyen varme og berøring.
Samtalen med Bill snor sig rundt om forskellige emner vedrørende en blind mands verden. De taler om hørelsens betydning, og Bill fascineres af udtrykket lydskygger, det at blinde kan høre omgivelsernes tilbagekast og former. Bill er en enestående tilhører, han interesserer sig umætteligt for sin blinde passager. Mange erindringer kommer frem, hvordan John helt selv gik til købmanden, og om hvordan hans far lærte ham at svømme, og han lærte ham glæden ved at arbejde med træ, og han fik lov til at bruge værktøj, hammer og sav. Sommetider kunne det også godt gå lidt vildt for sig, som den gang han var lige ved at drukne, men heldigvis blev han reddet af storebror. Alt dette var naturlige ting i en rask drengs opvækst.
Det er et fint fortællergreb, at vi befinder os på en landevej midt om natten med Bill som tilhører, og forfatteren som fortæller. Der bliver virkelig spurgt ind til alt, også om noget, som John ikke rigtig synes kommer andre ved, selv en blind mand vil gerne have sit private rum. Pludselig sker der noget uhyggeligt, John syntes, at Bill var blevet så stille, han siger hans navn flere gange, men der kommer ikke en lyd fra ham. Er der sket noget med Bill, er han faldet i søvn, fået hjertestop, eller hvad? Nu siger jeg ikke mere, kære læser af denne anmeldelse, du må selv finde svaret, når du læser bogen.
Vi er dem, vi er vokset op på skuldrene af – forældre og hele familien.
Johns far hed Bruno Heilbrunn og var ud af en jødisk familie fra Norge. Bruno rejste som handelsrejsende i flere europæiske lande også i Tyskland, hvor han blev alvorligt skræmt over nasismens fremgang, så Bruno flytter med sine forældre til USA, hvor han melder sig til militæret som special intelligence. Han kunne tale flere forskellige sprog, så det var oplagt. Johns mor hed Agnes, hun var dansk og ikke jøde. Hun var ti år yngre end Bruno og født i 1920. Da de giftede sig, slog de sig ned i USA, der boede den lille familie i et hus med have. Johns forældre var klar over, at deres barn skulle lære noget. De vidste også, at blinde læste punktskrift, og da der var en konkurrence, den hed ”Dronning for en dag”, hvor kvinder kunne tilmelde sig, hvis man havde et stort ønske, som man ikke selv havde råd til. Johns mor meldte sig til med det ønske at kunne købe en punktskriftskrivemaskine til sin blinde søn, så hun kunne lære ham at skrive. Hun vandt og blev ”Dronning for en dag”. Der kom således en punktmaskine til huset, og dronningen for den dag fik andre dejlige ting med i købet.
Da tiden kom til, at John skulle i børnehaveklasse, opstod der problemer, man ville ikke uden videre optage et blindt barn i skolesystemet. Efter krigen modtog Bruno en tapperhedsmedalje, som han aldrig havde båret, men den kom nu på en måde til nytte, og på det møde, hvor forældrene fik den dårlige besked, kylede han sin medalje hen over bordet med ordene ”så kan I få min medalje tilbage”.
Da John var seks år gammel, flyttede familien til Danmark, og de kom til at bo i Gentofte Kommune, og han kom til at gå i skole på Tjørnegårdskolen som det første blinde barn i den danske folkeskole.
I postbilen sidder de to mænd nu lidt i egne tanker. John Tænker tilbage på sin skoletid med de problemer, der var med at få undervisningsmaterialer, og han skulle også lære at skrive på en almindelig skrivemaskine, regne på kugleramme osv. Han husker også, hvor gerne han ville være med til alt det, de andre børn gjorde, han var en både positiv og forventningsfuld dreng. Det gjorde ondt, når han blev lukket ude fra oplevelser som f.eks. da klassen skulle til Bornholm, skolen mente ikke, man kunne tage ansvaret for ham på sådan en tur. Skuffelsen var naturligvis stor. Han fortæller i øvrigt meget åbent og ærligt om sine oplevelser, det sociale liv i skolen er nok det vigtigste for et barn, men han må smerteligt erkende, at lige meget hvad han gør, så bliver han ikke den, der er efterspurgt, så han stiller op til lidt af hvert, voldsomme lege, hvor han næsten helt sikkert bliver taberen. Men han er i det mindste med, og der bor en gøgler i hver en blind, når der bare falder lidt småmønt i hatten. Mødet med Blindeinstituttet på Kastelsvej og mødet med andre blinde kommer på længere sigt til at udfylde det tomrum, han har følt til andre børn og unge. Han kom på Blindeinstituttet for at lære at spille på klaver, da han var åbenlyst musikalsk. Gennem et ophold på Askov Højskole, udvides hans horisont til nye og spændende emner, politik, kunst og litteratur. Han flyttede hjemmefra på kollegie. John afsluttede sit jurastudie og rejste til New York for at uddanne sig til lydtekniker, og overvejelserne gik nu på, om han skulle blive i New York eller vende tilbage til Danmark. John vendte hjem, og det blev arbejdet med musik og lyd, han fandt det gode fællesskab i. John havde eget studie, men lydarbejdet ændrede sig med tiden, da digitalisering og ny teknologi overflødiggjorde hans erfaringer og dygtighed.
Som færdiguddannet jurist havde John både gåpåmod og optimisme, han søgte mange jobs og fik lige så mange afslag, han blev mødt med fordomme og uvidenhed omkring sin blindhed. På et tidspunkt blev han dog ansat på ferielovskontoret og udnævntes til souschef og udpeget til sekretær for en ny ferielovskommission. Samtidig med arbejdet i ferielovskontoret, arbejdede han frivilligt for Dansk Blindesamfund, hvor han rejste ud til nogen af verdens fattigste lande for at hjælpe blinde til skolegang og uddannelse. Den fattigdom og armod han mødte på disse rejser gjorde et stort indtryk på ham.
I 1994 blev John fastansat i Dansk Blindesamfunds internationale afdeling, og i bogen beskriver han det bistandspolitiske arbejde, som jeg ikke kommer nærmere ind på her. Men for de interesserede kan jeg anbefale at læse bogen. Denne rejse til New York var den første udlandsrejse, som John gjorde på egen hånd, senere skulle der komme mange andre rejser. Mange år efter tænker John tilbage på Bill og forestiller sig et brev til ham. I dette fiktive brev fortsætter han beretningen om sit videre liv, og om hvordan han bærer sig ad med at færdes på egen hånd ved hjælp af GPS og blindestok, gør han det klogt, dristigt eller dumdristigt? Det er undervejs sket, at han kom ud for alvorlige hændelser. En dag trådte han ud over en perronkant og undgik på et hængende hår at blive ramt af et forbikørende tog. En gang styrtede han ned gennem et hul i kørebanen, da han gik over en gade med vejarbejde. Der skete en virkelig alvorlig ulykke, da han en dag blev ramt af en bil og fik det ene ben slemt beskadiget. Der fulgte et langt hospitalsophold, efterfølgende genoptræning og lang tids afhængighed af hjælp fra andre. Trods disse hændelser gik han uforfærdet videre på sin vej gennem livet.
Hvad kærligheden angik, så var den ikke så let at finde og slet ikke let at fastholde. Men i 1997 finder John sin nuværende kone, Nina, 20 år yngre end ham. De blev gift og som 51-årig blev han far til sin yngste søn, der var således to drenge i den lille familie. Jeg citerer her direkte fra bogen: ”Jeg lærte mig fra barns ben at klare mig som blind i de seendes verden”. Så må det føles som et pauvert resultat, i mødet med seende forældre i børnehaven. De andre forældre ser en blind far, som skal hjælpes af sin femårige søn både med at finde en stol, at aflevere bagværket på det rette sted og at sørge for, at far får noget at spise mm. Ser de andre forældre en blind, som er ligesom dem, fordi han er vokset op mellem seende? Er man en gang blind, er man altid blind. Erkendelser kommer til en af flere omgange. I sommeren 2021 sker den ulykke, som vi hørte om i bogens indledning. John er dygtig med sine hænder, han saver og hamrer, han drejer ting i træ, men der er altså lige den dag, hvor fingerspidserne på venstre hånd næsten saves helt af. Beskeden fra lægerne til ham var, at han aldrig ville få følesansen tilbage i fingrene, selv om de var syet på, men kroppen er forunderlig i sin evne til at regenerere. I dag har John fuld følsomhed i fingrene.
Forfatteren er meget åben vedrørende sin evne til nære relationer, han mangler evnen til at være stabil her. Det er en beskrivelse af en næsten gentagelsestvang, han udviser ved at afbryde med ellers både søde, kloge og helt passende kvinder. Har det noget med hans tidlige og så vanskelige spædbarnstid at gøre?
Og nu slutteligt, i begyndelsen af bogen omtales en familiehemmelighed, der vedrører Johns far, denne hemmelighed fik han først at vide efter faderens død. Om den havde betydning i Johns liv, ved vi ikke, men hvem vil ikke gerne kende en hemmelighed. Det vil du kære læser sikkert også gerne, så endnu engang, læs bogen og få svaret.
Det er en dejlig bog, godt skrevet og godt komponeret. Denne bog kan læses af alle med interesse for livshistorier, den indeholder meget vigtig materiale om at være menneske – altså ikke alene et blindt menneske.
Tak for din bog John, jeg tror, den bliver en klassiker indenfor litteratur skrevet af blinde om blinde.
Bogen er udkommet hos Skriveværkstedet 2023 med støtte fra Velux Fonden. Den er på 250 sider og kan lånes som e-bog og punktbog på Nota.
5. Anmeldelse af Birgit Cornelia Larsens bog: ”Bakspejlet”, ved John Heilbrunn
Jeg faldt over denne bog i en af Notas seneste udgaver af Inspiration.
Eftersom jeg som tillidsmand i DBS og tidligere samarbejdspartner med Birgit har arbejdet med hende i organisatoriske sammenhænge, samt i mange år har arbejdet med hendes søster Gerd, blev jeg nysgerrig efter at lære mere om Birgits liv at kende, især som døvblind, eftersom det fyldte en hel del i mit samarbejde med hende, især for at sikre en god og funktionel kommunikation mellem os som blinde / døvblinde og resten af det forum, vi arbejdede i af seende.
Bogen hedder jo ”Bakspejlet” og må derfor som udgangspunkt ses som et fortællende tilbageblik om liv og dermed grundlaget for Birgits privatliv og de præmisser hun har levet under og lever med i dag, siden hun blev født i 1954.
Bogen er meget detaljeret med mange fine beskrivelser af dagligdags gøremål og aktiviteter og navne, slægtsfortællinger, citater fra sange og masser af breve fra hendes forældre. Jeg har valgt at fokusere på de dele af bogen, som jeg vurderer har almen blindehistorisk interesse.
At der i familien på flere leder og kanter har foreligget genetiske forudsætninger, som har ført til grå stær, Retinitis Pigmentosa og nedsat hørelse med tilhørende nedsat balanceevne er tankevækkende og en rød tråd gennem fortællingerne, men ikke i min optik forudsætninger, som jeg nærmere har kunnet analysere på faglig rimelig vis.
I min gennemlæsning har jeg efter en begyndende gøren mig bekendt med del 1, som især formodes at være en del af fortællingen til Birgits familie, ment at denne del af hendes fortælling er af lokalhistorisk og slægtsforskningsmæssig snarere end af blindehistorisk interesse.
Afsnit 2 fortæller om Birgits barndom, som i høj grad var præget af hendes mange indlæggelser på Rigshospitalets øjenafdeling på Blegdamsvej i København. Her blev hun gang på gang opereret for grå stær. For et lille barn fremstår de strikse sygeplejersker, fastspænding af hænderne i tremmesengen for at forhindre hende i at klø sig i de nyopererede øjne og de daglige stuegange med voksne, fremmede mennesker som nærmest et endeløst mareridt. Adskillelsen fra moderen, der listede af, når børnene var afleveret i kælderen til omklædning til hospitalstøjet er gribende, og hendes søster, Gerd, som er den eneste trøst og opmuntring læses som det enestående lys i mørket.
Også skoletiden med alle de misforståelser, misfortolkninger, drillerier og følelser af udenforskab fremstår som en fortælling, som hun selv beskriver som en kamp for at bevare roen udvendig, mens hun indeni græd af ydmygelse og frustrationer.
Beskrivelsen af en familie, der ud fra et nutidigt perspektiv kunne karakteriseres som usentimental, hårdhændet og rå (eksempelvis faderens hang til både verbale og korporlige måder at afrette og afstraffe sin hustru, sine børn og sine jagthunde), skal vel sættes i perspektiv til krævende levevilkår på landet og et liv på grænsen af fattigdom og uden senere tiders mere pædagogiske og empatiske tankegang.
Forfatteren skriver, at ”det sværeste ikke var nedsat syn og hørelse, men det at blive holdt udenfor”, og at hendes barndom svingede imellem at føle sig lykkelig og at være meget ensom og forknyt. Omgangen med søskende og de daglige lege med dem, især med søster Gerd fremstår som drivkraften og de mindeværdigt gode sider af hverdagen.
Fortællingen er fuld af eksempler på, hvordan Birgit træffer valg i forhold til sin uddannelse, sine fritidsinteresser og sine dagligdagssysler. Hun kunne ikke deltage i nogen former for boldspil, fx badminton, fordi hun ikke kunne se og følge boldens flugt, så i stedet blev hun god til at cykle, endda mere end 12 kilometer hver vej til skolen, svømning og atletik.
Da hun kom i de store klasser, fik hun en knallert, og hendes livsudfoldelse kom både til at koste hende brækkede arme og ben.
Selv om høretabet var en realitet, som Birgit i barndommen led af, men ikke opfattede som et problem, fordi moderen også havde nedsat hørelse, hvorfor alle i hjemmet talte højt (i forvejen), var det først i 9. klasse, at man ved en høreprøve opdagede, at hun faktisk havde en alvorlig hørenedsættelse. Hun nægtede at underkaste sig den ydmygelse at skulle gå med et høreapparat.
At Birgit kom til at følge undervisningen i 10. klasse på Bogø Kostskole, på små hold med veltilrettelagt undervisning og brug af flere relevante hjælpemidler, fremstod for hende som et vendepunkt i ungdomsårene: At kunne mestre ”blindskrift” på skrivemaskine, høre og forstå alt, hvad der foregik i undervisningen og endda få rigtige venner og ikke blive udsat for mobning var helt nye præmisser for hendes liv. I dette miljø gik børn fra hjem med misbrug, hvor forældrene arbejdede i udlandet eller ret og slet, havde en eller flere funktionsnedsættelser. Hun beskriver denne omvæltning som en læringsproces, som førte til at blive en del af et fællesskab.
Et vendepunkt i det sociale liv – herunder i forhold til muligheden for at få en kæreste – indtraf, da de ”hinkestenstore” briller kunne afløses af kontaktlinser, som ikke virkede skæmmende og forbedrende hendes synsevne – deraf et afsnit i bogen med overskriften ”En dejlig sommer med kontaktlinser”.
Birgit beskriver uden filter de næste år på højskole og i samvær med unge mennesker som mere havde karakter af et slags ungdomsoprør, som involverede tyveri af køretøjer, hærværk, rygning af hash og fejlagtige oplysninger til forstanderen på den højskole, hvor hun var tilmeldt, men langtfra oplevede de succeser i kommunikation og indlæring, som hun havde håbet.
Birgits uddannelse på børnehaveseminariet beskrives både som spændende og meget besværligt. Hendes vurdering af de forskellige discipliner og aktiviteter blev målt ud fra, i hvilket omfang hun kunne håndtere, forstå, mundaflæse og suge udbytte ud af de mundtlige og sociale sammenhænge med de færdigheder, hun kunne gøre brug af. Her var gruppearbejdet med snak på kryds og tværs blandt de største udfordringer og ofte med musik i baggrunden. Hendes valg blev derfor at studere solo og gå op i emnet ”Integration af handicappede”.
Fortællingen centrerer sig herefter om Birgits to ægteskaber, først Leif, hendes børns fader, som hun giftede sig med i 1972 og blev skilt fra i 1991 og sit andet ægteskab med Jan, som blev til ved hjælp af en kvindelig ægteskabsformidler, som havde fundet 8 mulige matches, hvoraf Jan efter en periode med mange positive oplevelser, blev hendes nye ægtemand med en større familie til følge med både sammenbragte børn, bonusbørn og – naturligvis hendes egne døtre.
Ind imellem disse to detaljerede skildringer om livet som den af en kernefamilie, giver Birgit en nærmere, teknisk, men nyttig redegørelse for Den nordiske definition på døvblindhed (cirka 75 punktsider). En sådan definition blev først lanceret i 1980, og blev revideret til den nuværende gældende version fra 2016. I den forbindelse fortælles om etablering af handicaporganisationen Foreningen af Danske Døvblinde, som blev stiftet i 1987, og som har til formål at arbejde for en synliggørelse og inklusion i samfundet samt at være et ”livgivende samlingspunkt og netværk for organisationens medlemmer i hverdagen”. I dette afsnit beskrives ved mange eksempler, hvad et dobbelt handicap som døvblindhed går ud på, og hvorledes personer med døvblindhed af omverden kan være svære at forstå i detaljen.
Hun runder sin familiemæssige fortælling af med en fortælling om sin moders pensionistliv som døvblind – en slags sløjfe på familiefortællingen.
Før en tegning af sit omfattende stamtræ giver Birgit ordet til sine to døtre, der kort fortæller om deres syn på moderen, som de i høj grad opfatter som døtre ville opfatte en moder, dog med den forskel, at deres moder har været både blind og døv. Majken mener, at hun er langt mere beskyttende over for sin moder, end hun er i forhold til andre mennesker i sit liv.
Maria, den anden datter beskriver, hvor irriteret hun kan blive på andre mennesker, som agerer akavet eller tror, at hendes moder fx har drukket, fordi hun har problemer med sin balance eller i øvrigt har ondt af hende, når hun nu er så stærk og sej.
Her cementerer to livsvidner den nok så kendte sandhed, at personer, man er tæt på, opleves lige så fuldgyldige og kompetente, som andre, ja, måske endnu stærkere, selv om de udefra set har nogle store udfordringer at takle.
Bogen er udkommet hos Saxo Publish. Den er på 342 trykte sider inkl. billedmateriale, knap 500 punktsider ny stor forkortelse (bog nr. 422441) og indlæst af Milla Mølgaard.
6. Omtale af Jesper Froms artikel: ”Den døvblinde Helen Keller” ved Lena Bang
Helen Keller blev født den 27. juni 1880 i Tuscumbia, Alabama i USA i en velhavende familie. Hun udviklede sig normalt det første leveår. Var begyndt at gå og kunne også sige en del ord, men i februar 1882 fik Helen pludselig høj feber og havde ondt alle vegne. Lægerne var bange for, at hun ville dø, fordi hun nærmest var bevidstløs et stykke tid. Ingen vidste præcist, hvad sygdommen skyldtes, men formentligt meningitis eller skarlagensfeber. Feberen forsvandt, men efterfølgende kunne hun hverken høre eller se. Til gengæld følte, lugtede og smagte hun på alt. F.eks. følte hun på sine forældres læber, når de talte. Forældrene rejste rundt til forskellige læger i hele USA for at undersøge om der kunne gøres noget, men der var intet at stille op. Forældrene var meget fortvivlede, så de begyndte at forkæle deres lille datter, hvilket resulterede i, at hun udviklede sig til en udadreagerende tyran. Hun slog, bed og sparkede eller smed med ting, når hun ikke fik sin vilje, eller, hvis hun ikke forstod, hvad der skete omkring hende. Hun udviklede sin egen måde at kommunikere på. F.eks. når hun ville i hønsehuset og samle æg sammen med kokkepigens datter lavede hun bevægelser, som om hun samlede æg op, eller, når hun var sulten imiterede hun moderen, når hun skar brød. Der skete desværre også et par farlige situationer.
En dag kom hun til at vælte vuggen, hvor hendes lillesøster lå, og hun var en anden dag også ved at sætte ild til huset, fordi hun ville tørre noget vådt tøj på brændeovnen. Heldigvis fortsatte Helens liv ikke på den måde, idet hun senere fik sin lærer ved navn Anne Sullivan. Hun var en kvinde, der var vokset op hos en enlig alkoholiseret far, der udsatte hende og hendes søskende for omsorgssvigt. Indtil hun var godt 15 år havde Anne Sullivan været næsten blind, men fik det meste af sit syn tilbage pga. en øjenoperation. Hun havde derfor været elev på et blindeinstitut, hvor hun havde lært punktskrift, sortskrift samt det taktile håndalfabet for døvblinde. Alt dette lærte Anne Sullivan videre til Helen Keller. Dette medførte, at Helen Keller i høj grad fik udvidet sit ordforråd samtidig med, at hun fik brudt en stor del af den isolation hun levede i. Senere lærte hun også at tale, og hun læste filosofi på universitetet. Således var hun den første døvblinde i verden, der tog en universitetsuddannelse. Sammen med Anne Sullivan besøgte hun andre mennesker med forskellige handicaps især blinde, døve og døvblinde. Dette gjorde, at hun meldte sig ind i det amerikanske socialistparti og desuden blev en ivrig aborttilhænger. Helen Keller rejste også til flere lande. Bl.a. besøgte hun København i 1957, hvor hun modtog en statuette af H. C. Andersen. Hun har også skrevet bøgerne ”The Story of My Life” og ”My Life in Darkness”. Disse er oversat til flere sprog. ”Mit livs historie” findes som lyd- og punktbog på Nota, der også som lydbog har Hjørdis Varmers bog for børn: ”Helen kan – for hun vil”.
Helen Keller døde i 1968.
Jesper Froms artikel ”Den døvblinde Helen Keller” er offentliggjort i Dansk Medicinskhistorisk Årbog 2022. Den er på 16 sider og kan fås i en elektronisk udgave ved henvendelse til Blindehistorisk Selskab.
7. Generalforsamling 2024 i Blindehistorisk selskab
Sæt kryds i kalenderen lørdag – søndag d. 9. – 10. marts 2024 til årets generalforsamling og flere gode og spændende indslag i løbet af weekenden.
Alle medlemmer, som har betalt kontingent inviteres til dette årlige træf, hvor du for et deltagergebyr på kr. 524 vil få adgang både til generalforsamlingen, en festlig aften med jazzmusik, ved det meget velspillende ensemble af blinde musikere kaldet OK 24. Desuden – og ikke mindst en inspirerende søndag formiddag med oplæg og samtale om blinde menneskers fremtræden både som betlere, som personer i litterære værker og som aktører på den moderne mentale markedsplads. Det er jo med velfærdsstaten, at blindes sociale og økonomiske forhold løftes op, men har denne udvikling også ændret på accepten af de blinde i den kollektive forestilling?
8. Svend Thougaard sat i bronze med punktskrift, ved Kurt Nielsen
Svend Thougaard, medarbejder på Refsnæsskolen siden 1974, døde den 28. november 2022 efter længerevarende sygdom.
Punktskrift havde en helt afgørende plads i Svends professionelle liv. Svend var til stadighed optaget af at udbrede kendskabet til punktskrift og optaget af at medvirke til at udvikle punktskrift gennem sit medlemsskab af Det Danske Punktskriftnævn gennem mange år. Jeg har i punktskriftnævnet haft fornøjelsen af at samarbejde med Svend som en drivende kraft i nævnets virksomhed og i særdeleshed ved udarbejdelsen af reformen af punktskriften “Den Danske Punktskrift 1993”. Vidende og altid engageret i det efterfølgende arbejde gennem de mange år i Punktskriftnævnet. Derfor skal Svends navn sættes med punktskrift i bronze på hans gravsten i familiegravstedet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke.
Idéen til at sætte en bronzeplade blev først formuleret af Niels Ove Jørgensen, svagsynet kollega til Svend gennem mange år på Refsnæsskolen.
Den praktiske opgave med fremstilling og montering af bronzepladen blev udført af Danske Stenhuggerier ved Malene F. Christensen, afdelingen i Kalundborg. Finansieringen blev skaffet dels gennem en betragtelig rabat fra det tyske Bronzestøberfirma, der støbte bronzepladen, dels gennem monteringen af bronzepladen uden beregning af Malene F. Christensen og endelig gennem en kontant bevilling fra Dansk Blindesamfund.
Ved et besøg på gravstedet, hvor Hans Erik Olsen, Niels Ove Jørgensen, Kurt Nielsen, som alle er medlemmer af Blindehistorisk Selskab, var tilstede sammen med Malene F. Christensen, kunne vi godkende resultatet. Svends fulde navn: Svend Aage Høeg Thougaard kan læses i korrekt og tydelig punktskrift på gravstenen.
Sammenkomsten sluttede vi af med kaffe og brød på Café Trekonger i Sorø. Den samme café, som vi tidligere havde besøgt ved et mindearrangement efter Svends bisættelse i Sorø Klosterkirke.
I Nyhedsbrev nr. 1 fra i år kan man læse Hans Erik Olsens nekrolog: ”Brailleskriftens konge er ikke iblandt os længere”.
9. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Redaktør Ove Gibskov
Brombærhaven 31
8520 Lystrup
Tlf. +45 26 17 98 80
Mail: ove@gibskov.dk
Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk
1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk
One Reply to “Nyhedsbrev nr 3 / 2023”
Lukket for kommentarer.