Danmarks Blindehistoriske Selskab
Nyhedsbrev nr. 2, juli 2008
2. Nyt fra Danmarks Blindehistoriske Selskab 1
3. Bestyrelsens navne og adresser: 2
4. Dansk Blindesamfunds 5 første år, som det tegner sig i foreningens medlemsblade 3
1. Redaktionelt
Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet.
Bestyrelsen håber, at vore læsere nyder den varme og meget tørre tid, som i skrivende stund har varet utrolig lang tid.
Det var meningen, at vi skulle have bragt referatet af selskabets ordinære generalforsamling den 30. marts 2008 i dette blad, men på grund af indtrufne tekniske vanskeligheder, er det ikke muligt at opfylde denne hensigt for øjeblikket.
Som I ser, bringer vi et indlæg fra formanden, bestyrelsens navne og sammensætning, og derudover kan I blandt andet læse en levnedsbeskrivelse fra et af vores medlemmer samt en artikel om Dansk Blindesamfunds første år.
Hvis nogle af vore læsere kunne tænke sig at blive medlemmer af selskabet eller skulle komme i tvivl om, hvorvidt de har betalt det årlige kontingent, er fremgangsmåden i begge tilfælde den samme. Man henvender sig til formanden eller kassereren.
2. Nyt fra Danmarks Blindehistoriske Selskab
Af Hans Erik Olsen, formand for selskabet
Lørdag den 29. og søndag den 30. marts 2008 havde vi et arrangement på Fuglsangcentret i Fredericia, som afsluttedes med den ordinære generalforsamling.
Vi var 35 af selskabets medlemmer der mødte til en rigtig dejlig festmiddag, som vi nød i centrets opholdsstue.
Derefter fik vi et par fantastiske oplevelser for ørerne, idet først organist Willy Egmose holdt et virkelig interessant foredrag om de blinde musikeres kår før, nu og i fremtiden. Efter foredraget havde selskabet i samarbejde med Dansk Blindesamfund arrangeret en live-koncert, hvor vi hørte kompositioner af den tidligere lærer ved Blindeinstituttet Ernst Bruun Hansen, fremført af vore egne musikere Thorvald Kølle, Kurt Nielsen, Lars Svaneborg, Flemming Nørregaard, Willy Egmose og Per Espersen. Det var en virkelig stor oplevelse igen at høre de meget flotte og velgennemførte musikalske arrangementer.
Søndag var der generalforsamling, og denne sammensatte følgende bestyrelse. Hans Erik Olsen, formand.
Arne Krogh, kasserer. Bestyrelsesmedlemmer: Kurt Nielsen, Karsten Ahrens og Elin Andreasen. Suppleanter: René Ruby og Inge Gibskov.
At være medlem af Danmarks Blindehistoriske selskab koster kun 150 kr. årligt, og du får virkelig nogle blindehistoriske oplevelser både i form af vores nyhedsbrev og ved deltagelse i vores arrangementer.
Så grib telefonen, støt den gode sag og ring til formand Hans Olsen, tlf. 56 21 75 86.
E-mail: hans.e.olsen@blindsigtmail.dk.
3. Bestyrelsens navne og adresser:
Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig således:
Hans Erik Olsen, formand, Holmebækhuse 14, 4681 Herfølge.
Tlf. 56 21 75 86 og mail: hans.e.olsen@blindsigtmail.dk
Arne Krogh, kasserer, Abildgårdsvej 16, 2. th. 2830 Virum.
Tlf. 45 85 94 19 og mail: abkrogh@mail.dk
Kurt Nielsen, næstformand, Bakkedraget 29, 3460 Birkerød.
Mail: kurt.nielsen@pc.dk
Karsten Ahrens, redaktør af nyhedsbrevet, Højvangen 15, 4470 Svebølle. Mail: karsten.ahrens@webspeed.dk
Elin Andreasen, sekretær, Spøttrupvej 5, st. tv. 2720 Vanløse.
René Ruby: suppleant. Mail: rene.ruby@parkmail.dk
Inge Gibskov, suppleant. Mail: inge.gibskov@mail.dk
4. Dansk Blindesamfunds 5 første år, som det tegner sig i foreningens medlemsblade
Af Henning Eriksen
Artiklen handler om arbejdet med at tilgængeliggøre Dansk Blindesamfunds medlemsblade for årene 1911-1920. Medlemsbladene findes kun i punktskrift i dag.
Henning Eriksen arbejder med at oversætte disse tekster fra punktskrift til sortskrift og overvejer samtidig, hvad de afspejler set fra de blindes synspunkt.
Først lidt om mig selv. Jeg er synshandicappet. Mit primære læsemedium er punktskrift. Jeg er ikke uddannet til at beskæftige mig med historie. Men jeg er historisk interesseret. Denne interesse har ført mig til at arbejde som frivillig på ”Blindehistorisk museum” – herefter betegnet Museet.
Den historie, jeg vil fortælle, begyndte sommeren 2006. Da fik Museet bud om, at ”Danmarks blindebibliotek” – herefter forkortet til DBB – nu ville nedlægge sin samling af punktbøger. baggrunden for det var den tekniske udvikling. Nu er det blevet billigere for DBB, at opbevare deres bøger i elektronisk form og så skrive dem ud på papir til de, læsere, der ønsker en bog på papir, end det er at registrere udlån og modtage returbøger. Disse bøger skal nemlig ikke returneres.
Museet var interesseret. DBB.s bogsamling var allerede grundlagt i 1883 af den private forening ”Danmarks blinde”. Der var derfor god grund for os på Museet til at kikke på DBB.s bogsamling, før den blev kørt bort som affald. Da jeg er den medarbejder på Museet, der er mest kyndig i punktskrift, blev det mig, der blev sat på opgaven. Jeg havde et udmærket samarbejde med DBB ved bibliotekar Lene Harder.
Museet havde allerede mange punktbøger i sin samling. Vi kan ikke indsamle alt. Jeg skulle altså vælge bøger ud, der supplerede vor samling. Under dette arbejde blev det oplyst, at DBB havde ”Dansk blindesamfunds” – herefter forkortet til DBS medlemsblade i punktskrift fra foreningens stiftelse i 1911 til hen i halvfemserne. Denne samling udtog jeg straks i sin helhed til Museet. DBS.s medlemsblade er unikke kildeskrifter. De afspejler alt det, der er sket i blindeverdenen i næsten 100 år. Når de så tilmed fandtes i punktskrift gav det også blinde punktlæsere mulighed for at studere kildeskrifter og således at få mulighed for at arbejde med deres egen historie uden seendes hjælp.
Samlingen, jeg havde udtaget, blev kørt ud til Museet. Så fulgte arbejdet med at skaffe plads til alle bøgerne – punktskrift fylder meget – og få dem registreret. Under dette arbejde fandt vi ud af, at Museet havde alle DBS.s medlemsblade i sortskrift – det er blindes betegnelse for den skrift, der skal læses med øjnene – fra 1920 til i dag. Nu havde vi imidlertid muligheden for at fuldstændiggøre denne samling, således at alle kunne gøre brug af dette materiale. Det er ikke så mange, der kan læse punktskrift, heller ikke blandt de blinde.
De første årgange af DBS.s medlemsblade skulle altså tilgængeliggøres for ikke punktskriftslæsere. Denne opgave påtog jeg mig at udføre. Det kunne kun gøres ved at skrive dem af.
Jeg har indtil nu afskrevet 5 årgange nemlig foreningens første medlemsblad fra juli 1911 til decembernumret 1916. Det er ret besværligt at overføre tekst fra punktskrift skrevet på papir til sortskrift. Jeg havde punktbogen liggende på venstre side af computeren. så skulle jeg flytte venstre hånd fra tastaturet over til bogen, finde dertil i teksten, jeg var kommet til, læse en sætning, flytte hånden tilbage til tastaturet, skrive den læste sætning, og så forfra igen.
Der kom et blad hver måned. hvert blad var på 12 små punktskriftssider. Hvert blad har altså været på små 3 A4-sider. Denne størrelse på bladene lå helt fast. Hvis en artikel gik ud over de 12 sider, blev den afbrudt, og resten blev så bragt i næste blad. Det fremgik ikke af materialet, hvorfor man havde valgt netop denne størrelse. Bladene blev finansieret ved annoncetegning. disse annoncer blev bragt i de første medlemsblade. Men denne praksis blev hurtig opgivet. Hvorfor fremgår ikke af teksten.
Bladene var det første år skrevet i fuldskrift. Derefter valgte repræsentantskabet, at det skulle skrives i en reduceret lille forkortelse. Dvs når et bogstav stod alene, skulle det læses som et ord.
DBS blev stiftet 8. juni 1911. Allerede en måned senere udkom det første medlemsblad. Bladet blev forestået af en valgt bladleder. Det var repræsentantskabet, der valgte bladlederen. Det skete samtidig med, de valgte foreningens ledelse. Det første halve år var det en københavner ved navn Peter Ommerbo, der var bladleder. Derefter overgik bladledelsen til en mand fra Jebjerg i Østjylland ved navn Karl Hansen. Han beholdt hvervet resten af tiden, denne artikel omhandler. Han var samtidig både formand og sekretær i Århuskredsen.
DBS blev stiftet med 2 mærkesager. den ene var at skaffe ubemidlede blinde en offentlig hjælp, der ikke havde fattiglovens virkninger i form af tabte borgerlige rettigheder. Den anden mærkesag var at oprette et hjem for syge og gamle blinde. Det fremgår af de første blade, at DBS omgående tog fat på at løse disse opgaver. Der blev bragt megen information om det politiske lobbyarbejde, der gik forud for at den offentlige hjælp til blinde uden fattiglovens virkninger faktisk blev vedtaget af Rigsdagen i 1914.
DBS tog også straks initiativet til en landsindsamling, der skulle skaffe penge til at opføre hjemmet for syge og gamle blinde. De første numre af medlemsbladet er fulde af information om, hvordan landsindsamlingen gik.
DBS.s medlemsblad var tænkt som et kontaktorgan medlemmerne imellem, og imellem medlemmerne og ledelsen. Sådan virkede det også. Der bragtes mange annoncer og meddelelser fra medlemmerne. Der var mange annoncer om blinde håndværkere, der kunne få arbejde. Det kunne for eksempel være som børstenbindersvende hos en børstenbindermester, eller salg af værktøj efter en afdød blind håndværker. Der var annoncer, hvor svagsynede piger, der kunne påtage sig at føre hus for blinde håndværksmestre, kunne få plads som husbestyrerinder. Der var også annoncer, hvor blinde piger blev tilbudt ophold hos enker efter blinde mænd mod betaling.
Der blev bragt mange meddelelser om personlige begivenheder. Forlovelser, bryllupper, sølvbryllupper, jubilæer og dødsfald. Ofte var de, der meldtes døde, ret unge. Det var ofte folk i trediverne efterladende sig enker og små børn. Der bragtes også meddelelser om dødsfald af medlemmer med måneders forsinkelse, fordi kredsformændene først sent fik besked om dødsfaldene.
Der bragtes mange meddelelser om kredsarrangementer. Det var især de årlige kredsmøder. Men kredsene stod også for andre arrangementer. For eksempel musikunderholdninger med blinde musikere, hvor overskuddet tilfaldt kredskasserne. Der var også annoncer om baller. Det var dog kun i København, blinde havde den fornøjelse.
I bladene blev der ivret for flere ting, nogen syntes, at blinde burde være med i.
Især ivrede en af de markante kvindelige skikkelser i den ny forening, DBS var, for, at blinde burde lære sig Esperanto. Redaktøren gjorde en hel del propaganda for, at blinde skulle tage på højskole.
Det var let at finde ud af, hvilke erhverv blinde havde. Alle, der skrev i bladet eller bare blev omtalt i bladet, blev tituleret med deres erhverv. Alle havde et erhverv. Jeg er ikke stødt på folk, der ingen titel havde. Der var, som man kunne vente, børstenbindere, kurvemagere og skomagere. Der var også organister og ganske få klaverstemmere. Disse fag var også at vente. En ikke helt lille gruppe tituleres som musikere. Hvad disse mennesker egentlig beskæftigede sig med indenfor musiken, fremgår ikke af teksterne. Der var også overraskelser. Der var således blinde massører. Ligeledes var der blinde, der passede landcentraler. Endelig var der i al fald 2 blinde, der underviste på lærerseminarier. Det var henholdsvis i Nørre Nisum og Haslev. Hvad de underviste i fremgår ikke af bladenes tekster.
Allerede i DBS.s første år oprettedes der lokalkredse. I bladene fremgår det, at kredsbestyrelserne efterhånden får mere og mere greb om tingene. Den del af deres aktiviteter, som læserne hørte mest om, var deres bestræbelser for at skaffe penge især til kredsenes hjælpearbejde. Der viste sig en stigende kreativitet efterhånden som tiden gik. Det handlede for eksempel om koncerter, hvor blinde musikere rejste ud i landet og underholdt godtfolk med kredsene som arrangør og dem, der fik overskuddet. Men der blev også arrangeret udstillinger, hvor blinde håndværkere udstillede deres arbejder, og hvor der bortloddedes blindes håndværksprodukter.
Endelig fandt de i København på at arrangere store baller – et om året – hvor medlemmerne opfordredes til at deltage og at tage familier og venner med. Det ser ud til at disse baller har været en gedigen succes. De blev i al fald fortsat de følgende år.
DBS.s medlemsblad var fra begyndelsen også tænkt som et organ, hvor blinde kunne debattere ting, der lå medlemmerne på sinde. Denne del af bladets formål blev der gjort megen brug af. Der førtes lange debatter med mange indlæg. Det er bemærkelsesværdigt så velformulerede de blinde debattører var. Disse mennesker havde lært at læse og skrive på Blindeinstituttet. Men de havde ikke meget at læse i. ”Danmarks blinde” havde påbegyndt opbygningen af et bibliotek af punktskriftsbøger i 1883. Men dette arbejde foregik mest ved frivillige afskrivere. Bogsamlingen har næppe været stor i 1911. De fleste af bøgerne fandtes tilmed kun i 1 eksemplar.
Skrivning var heller ingen let sag for datidens blinde. Al privat skrivning af punktskrift foregik dengang på punkttavler. Her blev tegnene skrevet ved at prikke punkter i papir med en pren prik for prik. Hvert tegn består gennemsnitlig af 3 punkter. Da punkterne prikkedes ind fra bagsiden, skulle teksten altså skrives spejlvendt. Det var altså forbundet med stort besvær at skrive et indlæg til medlemsbladet. Dog kunne medlemmerne aflevere deres tekster til bladlederen i punktskrift.
En anden bemærkelsesværdig ting ved de førte debatter var det, at debatkulturen normalt var meget høj. Emnerne, der blev skrevet om, var væsentlige. Man diskuterede for at skabe løsninger, der kunne føre til bedre forhold for blinde, ikke for at få ret for enhver pris.
De debatter, der optog mest plads i bladene, var debatter om blindes erhvervsmuligheder. Der blev fremsat tanker om nye beskæftigelsesmuligheder for blinde. Der førtes debatter mellem blinde håndværkere. Men de mest interessante og de sjoveste debatter førtes mellem blinde organister. En længere debat handlede for eksempel om, hvorledes blinde organistaspiranter kunne gøre sig bemærket, så præsterne ville vælge dem, når der skulle besættes organistembeder. Der blev ikke lagt fingre imellem. Alle skrev det, de tænkte. Alle debattørerne var enige om, at organistembeder ikke blev besat efter ansøgernes kvalifikationer alene. En af debattørerne foreslog, at blinde organiststuderende skulle gå ind i KFUM, og der altid stille sig til rådighed, når der skulle spilles. Argumentet var, at der ville de træffe unge teologistuderende, der siden hen ville blive præster. Til den tid ville de så nok huske på de dygtige unge blinde musikere, de havde truffet i KFUM.
Da DBS blev stiftet var det ikke den første og eneste forening, der virkede til gavn for de blinde. Der var 2 andre foreninger. Den ene var ”Danmarks blinde”. Den drev et blindeskriftstrykkeri og et bibliotek. Den anden var ”foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed”. Den støttede blinde håndværkere især med at etablere sig. Den drev også et beskyttet værksted i København, som tillige solgte råvarer til blinde håndværkere ude i landet. Ligeledes drev den en butik, der forhandlede blinde håndværkeres produkter.
DBS kom altså ind som en ny spiller på en i forvejen befolket bane. Det ser dog ikke ud til, at det har vakt den store misnøje hos de eksisterende foreninger. I en sag fra 1916, hvor et privat hjem for blinde var ved at gå fallit, blev der holdt et møde i Kolding om sagen. Til dette møde var alle 3 foreninger indbudt til at deltage. I referatet fra mødet, som blev bragt i medlemsbladet i sin fulde længde, kan det læses, at DBS efter aftale repræsenterede de andre foreninger i denne sag.
Der bragtes naturligvis referater fra det årlige ordinære repræsentantskabsmøde. Det optog hele julinummeret. Disse referater gav ofte anledning til kommentarer fra medlemmerne med efterfølgende debat. Før repræsentantskabsmødet blev der holdt kredsmøder rundt i landet, hvor forslag skulle drøftes. De skulle senere behandles og vedtages på det efterfølgende repræsentantskabsmøde. Disse forslag blev offentliggjort i medlemsbladet før kredsmøderne. Resultaterne af valgene på kredsmøderne blev bragt i medlemsbladet. Her kan det ses, at det nok ind imellem i visse egne af landet kunne knibe med at få kandidater nok til alle bestyrelsesposterne. Ofte indtog kredsformanden flere poster. For eksempel sekretærposten og var også kredsens repræsentant i repræsentantskabet. I Vestjyllandskredsen var formanden repræsentant, kasserer og sekretær. Han var en af de mere markante personer i foreningen i DBS.s første år. Fattigdommen blandt DBS.s medlemmer var stor og udbredt. Der blev derfor bragt opslag om legater, det var muligt for blinde at søge. DBS formåede også at oprette egne huslejelegater. De var på 50 kr. De blev annonceret i sensommeren. Der var 1 legat pr. kreds undtagen København, der fik 2. Det var meget små beløb, både DBS og medlemmerne rådede over. Det var det, selv om pengene var meget mere værd dengang end nu.
I de første medlemsblade blev der gjort forsøg på at bringe en liste over alle foreningens medlemmer. Det blev dog opgivet. Der blev kun bragt navne og i hvilken kreds medlemmet hørte til. Skulle adresserne med, ville det fylde for meget, blev der argumenteret med.
Det er dog ikke alt, hvad der foregik i DBS, det er muligt at få ordentligt belyst ved læsning af medlemsbladene. Sagen om Carl Cohn springer i øjnene. Han var musiklærer på Blindeinstituttet. Han var uden tvivl hovedarkitekten ved dannelsen af DBS. Han var manden, der tilsyneladende lå inde med alle informationerne. Han var også manden, der havde en så høj kultur, så han ubesværet kunne færdes blandt og påvirke politikerne i Rigsdagen og regeringen.
Han blev da også valgt som foreningens første formand. Her iværksatte han med stor energi en landsindsamling. Men allerede i november 1911 må repræsentantskabet samles til ekstraordinært møde. Begrundelsen var, at bestyrelsen ikke kunne arbejde sammen. Referatet i decembernummeret af DBS.s medlemsblad af dette møde, var ikke meget oplysende. Men Carl Cohn var nu ikke længere foreningens formand. Han var i stedet blevet præsident for repræsentantskabet. Han fortsatte sit arbejde med at skaffe blinde en offentlig ydelse, uden fattiglovens virkninger.
Et par år senere, blev han tilsyneladende stemt ned i repræsentantskabet i en sag om at skaffe hjem til blinde. Det har ikke været muligt at se af det, der blev bragt i medlemsbladet efter dette møde, hvad der egentlig skete. Det blev blot meddelt, at det nu var forretningsudvalget, der havde overtaget denne sag. Her mangler et ordentligt referat.
Dette nederlag fik Cohn til at trække sig fra repræsentantskabet. Dette igen affødte et helt år med en hård og meget bitter debat i medlemsbladene, der ofte var yderst følelsesladet. Den var også meget personlig. Carl Cohn havde også sine tilhængere.
Det kom så vidt, så hele bestyrelsen i Københavnskredsen trak sig. Denne demonstration kom der nu kun det ud af, at der blev valgt en ny bestyrelse, der, så vidt det kan ses af bladet, fik styr på situationen og viste sig efterfølgende at være sprængfyldt med nye idéer for foreningens virke.
Det var således denne bestyrelse, der påbegyndte at holde månedlige medlemsmøder i vinterhalvåret. Disse havde altid et kulturelt eller oplysende indhold. De var dygtige til at skaffe højt kvalificerede underholdere. Bestyrelsen var også dygtig til at sælge sig selv. Medlemsbladene rummer efter hvert møde en udførlig omtale af det, der skete på sidste medlemsmøde. Ifølge disse referater var det udelukkende succeser.
Medens striden for og imod Carl Cohn rasede brød ”Den første verdenskrig” ud. Den satte sig i begyndelsen kun et par spor i medlemsbladene. En ældre blind ved navn Christen Uhrskov, der var grundtvigianer af den gamle skole, skrev et indlæg, om at debattørerne skulle skamme sig ved at føre denne debat, når Europa omkring os brændte. Denne henstilling havde dog ingen virkning. Der var senere et forslag om, at blinde skulle arrangere musikalske underholdninger og give overskuddet til hjælpearbejdet blandt krigens ofre. Meningen var, at skaffe sig goodwill. Dette forslag blev dog ikke realiseret.
Siden blev krigen mere synlig i medlemsbladene. Der blev vareknaphed, og der var inflation. Det afspejlede sig i medlemsbladet, der nu bragte prislister på håndværkernes råvarer. Det planlagte blindestævne i 1916 blev aflyst som følge af krigen og de dermed usikre tider.
På repræsentantskabsmødet i 1916 blev det vedtaget, at medlemsbladet nu både skulle udgives i punktskrift og i sortskrift. Denne beslutning medførte indsigelser fra medlemmer. En af debattørerne anfører, at når seende nu kunne læse det, der blev skrevet i medlemsbladet, så ville blinde ikke længere føle, at de kunne udtrykke sig frit i deres eget blad. Svaret var, at en tredjedel af medlemmerne ikke kunne læse punktskrift. Denne oplysning var en overraskelse.
Min opgave med at tilgængeliggøre DBS.s ældste medlemsblade for Alle sluttede med årgangen fra 1916. DBS har nemlig i sit arkiv alle bladene i sortskrift fra de begyndte at udkomme fra juli 1916 til i dag. Med mit nu afsluttede arbejde med at afskrive de ældste medlemsblade er samlingen af DBS.s medlemsblade komplet og læselig for alle sortskriftslæsere. Der er her et unikt materiale til belysning af blindes levevilkår, kultur og meget andet i de sidste næsten 100 år.
Henning Eriksen
Artiklen har tidligere været bragt i
Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 17 (i vinteren 2008).
5. En beretning om tiden på det daværende Kongelige Institut for Blinde og Svagsynede i Kalundborg.
Af Flemming Egedal
En meget tidlig morgen midt i august måned i 1961, rejste jeg sammen med mine forældre med tog fra Vejle til Århus, og herfra videre med færge til Kalundborg, hvor vi ankom ved middagstid.
Da jeg er født synshandicappet, skulle jeg ude på Refsnæs fortsætte min skolegang i 6. og 7. klasse, efter jeg havde gået 6 år i en kommuneskole i Vejle. Her lå og ligger stadig en kostskole for blinde og svagsynede børn, som var oprettet i 1898.
Skolen hed dengang: Det kongelige Institut for Blinde og Svagsynede børn, i dag Synscenter Refsnæs. Skolen havde dengang ca. 100 elever fra 1. til 7. klasse, som var fordelt på 12 klasser. Fra 3. til 7. klasse, var der på hvert klassetrin 2 klasser.
En for svagsynede, hvor undervisningen var i sortskrift. En for blinde og børn med meget svagt syn, og her var undervisningen i blindeskrift, punktskrift.
Skolen ligger ca. 3 km. vest for Kalundborg på nordsiden af fjorden, kun adskilt fra stranden af Kystvejen. Den starter inde ved byen, og fortsætter ud forbi det daværende Kysthospital, der siden hen er nedlagt, og kort efter ender vejen ud i Røsnæsvejen.
Skolen ligger spredt over et større område, der siden min skoletid, er blevet meget udbygget. Skildringen af skolen er fra den tid, hvor jeg var elev.
Skolen havde egen skolebygning med 12 klasseværelser, gymnastiksal, svømmehal og en asfalteret gårdsplads. Der var 4 boenheder tilknyttet skolen og de lå i hver sin bygning.
En boenhed var for voksne kvinder, kaldet Værnehjemmet, som ikke kunne klare sig i egen bolig, uden daglig hjælp. Det var før vi fik den gode hjemmepleje, som vi har i dag. I kælderen var der indrettet en vævestue, hvor kvinderne i hverdagen sad og vævede viskestykker. Der var også et børnehjem for ikke skolepligtige med ca. 12 børn. Mange af disse børn kom fra meget dårlige sociale hjem, mens andre var anbragt der, fordi deres forældre ikke magtede i hverdagen at have et synshandicappet barn i hjemmet. Når børnene nåede skolealderen, blev de flyttet over på en boenhed for skoleelever.
Den 3. boenhed var, Østskolen, en stor 3-fløjet bygning i 2 etager. I hovedfløjen boede alle piger, og i stueetagen lå spisesalen og opholdsstuer. På første sal var der sovesale, lægestue og tandklinik. I den ene sidefløj var der i stueetagen 2 administrationskontorer og et stort lokale til undervisning i naturhistorie, anskuelse og sang. På første sal var der sove- og opholdsrum for drenge fra 1. til 3. klasse. I den anden sidefløj var der i stueetagen skolekøkken, bibliotek og personalerum. På første sal var der sygeafdeling og bolig for afdelingssygeplejersken. I tagetagen lå skolens tøjdepot og en del mindre boliger til skolens personale.
Den sidste boenhed var Vestskolen, hvor drenge fra 4. til 7. klasse, i alt 35 boede, og det var her jeg skulle tilbringe min tid, når der ikke var skoleundervisning.
Herudover var der rundt på området, en del servicebygninger. Fælles køkken, varmecentral, vaskeri med videre. Der var også til skolen et mindre landbrug til dyrkning af korn og kartofler. En staldbygning til opfedning af svin til eget brug. Et gartneri og en frugtplantage.
Vestskolen var en lang enetages bygning, som var bygget ind i en bakkeskråning, hvorved den ene del af kælderen lå fri med almindelige vinduer. Her var der i den ene side spisesal, og i den anden side sløjdsal. I stueetagen var der foruden boliger til plejemor og 2 kvindelige plejeassistenter og 4 ærelser til køkkenpersonale, flere større og mindre opholdsstuer for os drenge. En stue var udelukkende forbeholdt drenge, som gik i afgangsklassen, som var 7. klasse.
I en anden stor stue var der en række små skabe, hvor drenge fra 4. til 6. klasse kunne have deres private ejendele, legetøj, slik og så videre. Skabene var altid aflåset, og nøglerne blev opbevaret af personalet, som man skulle henvende sig til, hvis man ønskede at få sit skab åbnet. På afdelingen var der 3 klaverer, da mange synshandicappede er ret musikalske. Der var også mulighed for at få klaverundervisning. Der var ikke meget at more sig med. Et bordtennisbord, bobspil, skak, dam og kort, mere var der ikke.
I tagetagen var der i den ene ende en lejlighed til lærer Ditmann og hans familie, og i resten 9 soverum, hvor de 7 havde fra 4 til 6 senge i hver rum. Heroppe fandtes det eneste badeværelse med 2 brusere til 35 drenge og det var ikke meget. Dittmann var en slags husfar, som skulle træde til, når det kvindelige personale ikke kunne styre de større drenge. Vi havde stor respekt for Ditmann, og han fik som regel hurtigt genoprettet freden, men samtidig var vi meget glade for ham.
Det var så lidt om selve skolen.
Som tidligere skrevet, så ankom vi til Kalundborg ved middagstid og gik ind på jernbanehotellet for at spise til middag. Da den var overstået, tog vi en taxa ud til skolen, hvor vi henvendte os på administrationskontoret. Herfra blev vi straks vist over til Vestskolen, hvor plejemor frøken Høtoft og plejeassistenterne frøken Kammer og frøken Olesen tog imod og bød velkommen På afdelingens kontor, hvor i øvrigt husets eneste telefon befandt sig. Frøken Høtoft gav en kort orientering om det daglige liv på skolen, og ikke mindst om husets ordensregler, og dem var der mange af. Som noget af det første, der skete, var at jeg fik et nr. 25. Det synes jeg var underligt, men frøken Høtoft forklarede, at når alle drenge havde hver sit nr., var det lettere at styre i hverdagen, ikke mindst vores tøj.
Da samtalen var slut, blev vi vist rundt i bygningen. Jeg synes det var mærkeligt, at jeg fremover skulle dele sovesal med 5 andre drenge. Hjemme skulle jeg blot dele værelse med min lillesøster.
Vi gik derefter en tur rundt på skolens område. Alt det tøj, jeg skulle medbringe hjemmefra, blev afleveret på tøjdepotet.
Eftermiddagen var efterhånden gået, og tiden nærmede sig, hvor mine forældre skulle tage afsked og rejse hjem igen. Jeg tog afsked med dem ved skolens indkørsel. Da jeg stod og så dem forsvinde ud i det fjerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det ville vare lang tid førend jeg atter så dem igen. Der gik faktisk 4 måneder før jeg genså min far, familie og kammerater i Vejle. Uden jeg vidste det, havde min mor aftalt med skolen, at jeg skulle tilbringe efterårsferien sammen med hende hos noget familie i Hvidovre. Jeg har siden hen aldrig kunnet forstå hendes handling.
Det var en tung vej tilbage til Vestskolen, men det var jo bestemt, at jeg skulle være der i de næste 2 år.
Inde på Vestskolen, blev jeg vist ind på en opholdsstue og præsenteret for en mindre flok drenge. Jeg havde aldrig i Vejle været i kontakt med synshandicappede. Hjemme var jeg vant til, at det altid var mig, der ikke kunne være med i alle former for lege på grund af mit dårlige syn. De fleste af de elever, jeg nu her mødte, havde et meget ringe syn og der var også flere blinde imellem. Nu var jeg pludselig kommet i den situation, at jeg var en af de elever, der havde det bedste syn. Det var en helt ny fornemmelse.
Næste dag begyndte hverdagen. Vi blev vækket kl. 7 og så var det om at få lettet sig, hvis der ikke skulle blive ballade med de voksne. Plejeassistenterne påså nøje, at alle blev vasket og fik børstet tænder, og det med en tandpasta der smagte frygteligt.
Morgenmaden var skiftevis havregrød eller øllebrød. Hertil et halvt stykke rugbrød med leverpostej og et med ost. Det var noget værre hundeæde, og det varede ikke længe, førend jeg fandt ud af, hvad man gjorde ved ædelsen. Man lagde simpelthen de 2 stykker brød sammen og puttede dem i lommen, for senere at skille sig af med dem, uden at personalet opdagede noget.
Efter morgenmaden skulle vi selv rede vore senge, og nogen af de store drenge fik hurtigt den pligt overstået i en fart. De forsvandt ud af bygningen og bag om nogen store buske over til det gamle nedlagte hønsehus, for at ryge tobak inden skolen skulle starte.
Rygning var strengt forbudt, og det skete jævnligt, at det blev opdaget. Så blev tobakken konfiskeret og de formastelige måtte ikke forlade Vestskolens område i en uge.
Jeg røg ikke selv dengang, og da jeg havde mulighed for at komme til købmand, kunne jeg sørge for ny forsyning til de karantæneramte. Man skulle gemme tobakken godt på kroppen, helst i ærmet. Det hændte af og til, at personalet undersøgte mine lommer, men de fandt aldrig noget.
Lidt før 8 skulle vi stille op på rad og række, uden for Vestskolen, og sammen med frøken Høtoft gå i samlet flok ned til sanglokalet, hvor alle skolens elever skulle være til stede for at synge morgensang med musikledsagelse af Wølk, en blind musiklærer, der underviste i klaverspil. Efter morgensangen bad frøken Kjellerup fadervor, hvorefter vi gik ud i vores respektive klasser.
Engang under morgenbønnen opstod der en morsom episode. Wølk havde fået en førerhund, der altid under morgensangen lå under flyglet. Midt i lokalet hang der i loftet en udstoppet havmåge med udspredte vinger. Midt under frøken Kjellerups bøn, begyndte mågen at dreje sig, på grund af varmen. Det så hunden, som begyndte en voldsom gøen. Det afstedkom, at de fleste elever brød ud i en højlig latter og frøken Kjellerup brast i gråd og morgenbønnen blev ikke fuldført.
Jeg kom i 6. svagsynsklasse, hvor vi var 7 elever, 5 drenge og 2 piger. Det var helt andre forhold end som hjemme i folkeskolen, hvor vi til tider kunne være op til 35 elever i klassen.
Undervisningen var ikke anderledes end som i normale skoler. Vi havde de samme fag og nogen var dygtigere end andre, men sådan har det jo altid været. Vi havde 2 ugentlige timers undervisning i svømning, men jeg lærte aldrig at svømme, da jeg er vandskræk.
Middagspausen var på 45 minutter, så vi kunne nå at spise vores varme middagsmad. I spisesalen var vi fordelt på 5 borde med en voksen ved hvert bord. Den voksne spiste med, og skulle sørge for god ro og orden, og lære os gode manerer, spise med kniv og gaffel og så videre.
Skoledagen sluttede som regel kl. 14.30, hvor vi fik eftermiddagste. En gang om ugen, havde min klasse, derefter undervisning i sløjd med Ditmann som lærer. Han var en lærer, der ikke tillod, at vi drev den af, så det kunne godt ind imellem være en lang dag.
Fra mandag til fredag var der lektielæsning i skolebygningen fra kl. 17 til 18 og det under opsyn af en lærer.
Om lørdagen sluttede skolegangen kl. 12.
Vores aftensmad var rugbrød med pålæg og det var en rimelig kvalitet vi fik her.
Kl. 21 skulle vi i seng undtagen om lørdagen, der måtte vi være oppe til kl. 22, og så fik vi endda aftenskaffe med kage.
Vi havde en ugentlig badedag og det var fredag eftermiddag under opsyn af varmemester Petersen.
Da vi kom i 7. klasse, fik vi indført, at vi kunne bade mandag og onsdag morgen. Da denne ordning havde kørt i en tid, måtte vi klage til Ditmann over det kvindelige personale. Når vi var i bad, kom de uden at banke på, brasende ind i badeværelset, og vores blufærdighed blev herved krænket. Ditmann gav os ret, og siden hen kunne vi bade i fred.
I fritiden måtte vi selv finde ud af, hvad vi skulle beskæftige os med. De voksne lavede aldrig fælles aktiviteter. Vi måtte ikke uden tilladelse forlade afdelingens område.
I en periode var det moderne at løbe på rulleskøjter. Dette skulle foregå på gårdspladsen, som lå op til Østskolen.
I 13 til 14 års alderen var vi begyndt at interessere os for det andet køn. På gårdspladsen havde vi mulighed for at komme i kontakt med pigerne, men vi kunne være vis på, at der et eller andet sted var en personale, der nøje overvågede at kontakten ikke blev for tæt. Skulle det imidlertid ske, så blev vi drenge jaget hjem. Der blev brugt meget tid på at holde kønnene adskilt.
I 6. og 7. klasse, kunne vi drenge, som havde fået en skriftlig tilladelse fra vore forældre, få lov til at forlade skolen uden ledsagelse af voksne. Alle øvrige elever måtte ikke, uden ledsager, forlade området, heller ikke de store piger.
Mellem Kystvejen og stranden, lå der en langstrakt strandmark, som hørte til skolen. Her tilbragte vi meget tid. Det var blot træls, at når vi skulle over Kystvejen, skulle en voksen føre os over vejen. Når vi så havde været der i en tid, måtte vi vente på, at en voksen kom og førte os tilbage. Ventetiden kunne engang imellem blive meget lang.
Jeg fik efter nogle måneders ophold, en skriftlig tilladelse fra mine forældre, til at jeg måtte færdes uden for skolens område uden ledsagelse. Den frihed jeg her fik, blev tit udnyttet. Nu kunne man selv besøge købmanden, der lå ca. 2 km. fra skolen og gå i biografen. Alt foregik til fods. Der var ikke mange af os, der havde særligt mange penge. Frøken Høtoft var vores bank og 2 gange om ugen var der udbetaling af penge til dem, som havde nogen. Til hver den første fik vi lommepenge og så var humøret højt. Der var også nogen, der fik lidt penge hjemmefra, og de skulle altid afleveres til frøken Høtofts bank.
Vi var 3 kammerater, der altid fulgtes, når vi skulle i biografen eller blot en tur til Kalundborg, hvor vi engang imellem gik på grillbar, og det var strengt forbudt. Når vi var ude på egen vej, var der altid sat et tidspunkt, hvornår vi skulle være tilbage.
Et andet sted vi kom tit var i Kysthospitalets anlæg og da købmanden lå i nærheden, blev der købt tobak og øl. I skal huske på, at vi var uden for kontrol.
Ellers havde vi de almindelige lege. Cowboy og indianer, dåseleg og boldspil. De helt blinde kunne ikke af naturlige årsager, deltage i den form for lege. Deres fritid var rent ud trist, og der var da også forældre der beklagede sig i medierne over den manglende aktivering, men intet skete i min tid.
I 7. klasse skulle vi konfirmeres og pastor Norup fra Raklev kirke kom en gang om ugen for at forberede os i den kristne tro. Selve konfirmationen foregik i Raklev Kirke. Alle vore forældre var til stede, men ingen af vore søskende.
Middagen blev indtaget i den ene halvdel af gymnastiksalen, der i dagens anledning, var blevet flot udsmykket og den anden halvdel var omdannet til dagligstue med bløde møbler.
Fra skolens side havde man gjort alt for at give os en god dag, og det var også lykkedes.
Vi var også heldige at komme på konfirmationsrejse i maj til Bornholm. Der var 2 lærere med på turen. En mandlig og en kvindelig. På rejsen havde vi det utroligt frit. Alle regler var blevet hjemme.
Vi var der i en uge, og fik det meste af øen at se. Selv en tur til Christiansø blev der tid til. Det var noget af en sejltur derover. De fleste af os blev søsyge, men det slap jeg heldigvis for.
Tiden nærmede sig nu, hvor min skolegang på Refsnæs var til ende, og jeg skulle efter sommerferien fortsætte på blindeinstituttet i København.
Når jeg tænker tilbage på min tid på Refsnæs, var det en form for anbringelse. Skoleundervisningen var udmærket, men resten er noget man helst vil glemme. Der var ingen form for privat eller familieliv. Det viste sig også, at vores plejemor frøken Høtoft, ikke kunne fordrage drenge, og det kunne vi godt mærke. Der var ingen, der fik et godt forhold til hende. De øvrige plejeassistenter var altid søde og rare, og havde altid tid til at lytte til et problem, og prøve at løse dette.
Efter at have været sammenlagt 5 år på blindeskoler, er der en ting, der desværre har fulgt mig lige siden. Jeg har altid haft det svært ved at komme ud med personlige problemer. Når det en gang imellem sker, er det altid på en overfladisk måde, og jeg ved udmærket godt, det er en fejl, som jeg aldrig kommer af med.
Jeg slutter min beretning her. Jeg håber, at læserne får et indblik fra en tid, som ikke altid var lyserød.
Det var min mor, der i samråd med vores øjenlæge fik mig indskrevet på blindeskolen.
Vi havde ferie 4 gange om året, påske, sommer, efterårs- og juleferie. På en eller anden måde var det slut med almindelig familiesammenhold. Man følte sig som en fremmed i sit eget hjem, selvom mine forældre gjorde alt for, at jeg skulle få nogle gode ferieoplevelser, men de lange adskillelser gjorde, at man ikke følte sig som en del af livet i barndomshjemmet.
Flemming Egedal
6. Finale
Det var, hvad vi valgte at bringe denne gang. Vi planlægger, at næste nummer vil udkomme i løbet af efteråret 2008. Vi er altid meget glade for at modtage artikler med videre, og derfor oplyser vi, at sidste frist for indsendelse af indlæg er 1. oktober 2008.
Med venlig hilsen.
Karsten Ahrens, bestyrelsesmedlem og redaktør