Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 2 / 2026

 

INDHOLD

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab 2026 ved Lena Bang
3. Barndomserindringer 2. del, af Lena Bang
4. Esperanto – et vindue mod verden, af Lars Pilegaard og Søren Willemoes
5. Om Hedevig Haldrup Hansen, af Poul Lüneborg
6. Boganmeldelse ved Karen Marie Pedersen
7. Mindeord om Henrik Scharff Persson, af Hans Rasmussen
8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

 

1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg.

Foråret har for alvor meldt sin ankomst her i maj måned, hvor jeg skriver denne hilsen. Årets ordinære generalforsamling er vel overstået og selskabets næstformand Lena Bang har i lighed med de seneste år skrevet et meget fyldigt referat, som hermed bringes.

Valget på generalforsamlingen førte til 3 nye ansigter i bestyrelsen. Det drejer sig om Karen Marie Pedersen, som mange kender fra hendes arbejde i Dansk Blindesamfund. Dertil kommer 2 nye suppleanter Rudi Kurt Stig-Jørgensen og Henrik Nielsen. Jeg glæder mig til samarbejdet med de nye kolleger og sender samtidig en tak til Jytte Nielsen, Thorvald Kølle og Leif Martinussen for deres indsatss i bestyrelsen.

For alle som interesserer sig for blindes historie i Danmark er der grund til at hilse artiklen “Esperanto – et vindue mod verden” skrevet af Lars Pilegaard og Søren Willemoes, velkommen. Adskillige af Dansk Blindesamfunds pionerer beherskede esperanto, som gav dem mulighed for at kommunikere med kolleger i de fleste europæiske lande på tværs af sproglige barrierer. Blandt disse pionerer vil jeg nævne Peter Ommerbo, medstifter og redaktør af medlemsbladet fra 1919 til 1940 og Agnes melchior, tillige medstifter og senere udnævnt til Konsul for danske, blinde Esperantister. I forbindelse med stiftelsen af Dansk Blindesamfund holdt hun et oplæg den 10. juni 1911, hvor hun blandt andet sagde:

“Esperanto skal selvfølgelig ikke erstatte modersmålet; det skal kun benyttes som hjælpesprog. Gennem Esperanto vil blindeverdenen virkelig blive en verden. Vi kan da have fællesblade og fagskrifter og gennem korrespondancer med blinde ude i den store verden kan man lære meget. Vi må have Esperanto indført på Instituttet.” Inspiration til mange fremskridt gennem de seneste godt 100 år indenfor den danske blindesag er fremkommet som følge af drøftelser på internationale esperantomøder for blinde. Esperanto har således haft den allerstørste betydning for blindes historie gennem det 20. århundrede.

Mange nyhedsbreve som selskabet har udsendt siden stiftelsen i 1994 har indeholdt erindringsartikler om blindes ophold på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. I de senere år har bestyrelsen opfordret synshandicappede, som har modtaget deres skoleundervisning som integreret elev i Folkeskolen om at fortælle deres historie. Lena Bang har taget imod opfordringen og bringer i dette nyhedsbrev et nyt afsnit om sine erindringer fra sin skole- og fritid som integreret elev i Folkeskolen. Lena fortæller åbenhjertigt om de udfordringer en ung blind teenagepige møder i de svære ungdomsår. Forhåbentlig er Lena parat til i et senere afsnit at fortælle om hvordan hun kommer igennem disse udfordringer og finder sig til rettei tilværelsen som voksen.

Selv har jeg i dette nyhedsbrev valgt at præsentere en artikel om Hedvig Haldrup, som levede fra 1925 til 2006. Hun var som jeg beskriver en sand blind pionér, idet hun var den første blinde socialrådgiver herhjemme og den første som valgte at lade sig udsende af Det Danske Missionsselskab for at udføre et arbejde for blinde i Tanzania og Uganda. Hendes livshistorie er fantastisk og beundringsværdig. Men hendes historie indeholder også voldsomme oplevelser, som i den grad sætter sig sit præg på de sidste godt 30 år af hendes liv

Nyhedsbrevet afsluttes med en boganmeldelse og nogle korte mindeord.

Karen Marie Pedersen anmelder bogen “Når blinde får børn” af Jannie Hammershøi i samarbejde med Lotte Dalgaard. Det er en længe savnet bog. Selv deltog jeg i det første kursus tilrettelagt for blinde forældre i dagene 16.-22. oktober 1978 på Dansk Blindesamfunds tidligere Kursus- og Feriecenter i Hobro. Siden er der afholdt en række lignende kurser på Fuglsangscentret, men det er først nu der foreligger en bog, der retter sig mod blinde forældre og medarbejdere som i deres arbejde møder denne gruppe. Det er et flot og prisværdigt initiativ af Fuglsangscentrets nuværende kursusleder Jannie Hammershøj.

Det sidste bidrag til nyhedsbrevet kommer fra Hans Rasmussen, der har fremsendt nogle korte mindeord i anledning af, at Henrik Scharff Persson døde den 9. maj 2026. Han har igennem mange år arbejdet sammen med Henrik Scharf Persson i Blindeinstituttets afdeling vedr. rådgivning om hjælpemidler og informationsteknologi. Han har givet tilsagn om at fremkomme med en senere omtale af hans indsats. Henrik Scharf Persson var gennem mange år en meget afholdt afdelingsleder.

Det er bestyrelsens agt at markere selskabets 32-års fødselsdag omkring den 18. november 2026 ved et arrangement – nærmere herom senere i næste nyhedsbrev og gennem meddelelse i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad.

Jeg ønsker alle selskabets medlemmer god læselyst og en dejlig sommer.

 

 

2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk selskab 2026 ved Lena Bang

Mødet havde følgende dagsorden:

1. Åbning og velkomst, ved formand Poul Lüneborg. Han bød velkommen, og konstaterede, at han i år havde været formand for selskabet i ti år.
2. Navneopråb, præsentation af deltagerne. Der blev lavet en præsentationsrunde, og formanden udtrykte glæde over, at der var en del nye medlemmer, der var mødt op på dette års generalforsamling.
3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent. Thorben Koed Thomsen blev enstemmigt valgt som dirigent. Han kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet, idet indkaldelsen var blevet bragt i nyhedsbrev nr. 1 samt i årets første medlemsblad. Begge dele udkom i slutningen af januar, dvs. fire uger før afholdelsen.  Som stemmetællere valgtes Rudi Kurt Gert jørgensen og Jesper Kryger. Lena Bang blev valgt som referent.
4. Godkendelse af dagsorden. Dagsordenen blev godkendt.
5. Referatet af sidste års generalforsamling afholdt den 1. marts 2025 blev efter at være godkendt af dirigenten og bestyrelsen, offentliggjort i Nyhedsbrev nr. 2/2025. Referatet blev taget til efterretning.
6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2025 / 2026 til godkendelse. Formand Poul Lüneborg gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet denne havde været bragt i nyhedsbrev nummer 1 2026.

Bestyrelsen har i det forgangne år haft følgende sammensætning: Formand Poul Lüneborg, næstformand Lena Bang, kasserer John Heilbrunn, redaktør Jytte Nielsen og bestyrelsesmedlem Flemming Georg Meyer samt 1. suppleant Leif Martinussen og 2. suppleant Thorvald Kølle. Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har ligeledes deltaget i bestyrelsesmøderne. Bestyrelsen har afholdt fire møder. Et på Fuglsangcentret og tre i handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup. Samarbejdet i bestyrelsen har også i år været godt og konstruktivt. 1. suppleant Leif Martinussen afgik desværre ved døden den 10.   september 2025. Senere valgte 2. suppleant Thorvald Kølle at trække sig fra bestyrelsen grundet personlige årsager. Selskabet har stadig vores fem kollektive medlemmer. Disse er:  Blindecenter Bredegård, Den erhvervsdrivende fond Blindes arbejde, Instituttet for blinde og svagsynede (Ibos), Det kongelige biblioteks Nota service (tidligere Nota) samt Synscenter Refsnæs. I løbet af 2025 afgik 6 af vore medlemmer ved døden. Foruden Leif Martinusen drejer det sig om Allan Gravesen, Bent Harder, Karen Margrethe Pedersen, Hanne Tietgen Eriksen og Lis-Vibeke Wallin. Derudover har tre medlemmer i beretningsperioden ikke ønsket at opretholde deres medlemsskab.  Selskabet tæller her i starten af 2026 127 medlemmer. I bestyrelsen er vi til stadighed glade for, at synshandicappede såvel som seende ønsker at støtte blindehistorisk selskab gennem et medlemsskab. I lighed med tidligere år, har vi fra bestyrelsens side bestræbt os på at oplyse om selskabets aktiviteter overfor Dansk blindesamfunds medlemmer via medlemsbladet, hvor vi jævnligt har indrykket artikler under rubrikken meddelelser. Vigtigheden af, at vore medlemmer udbreder kendskabet til Blindehistorisk selskab til så mange som muligt også uden for Dansk blindesamfund kan ikke gentages ofte nok. Her skal der også lyde en opfordring til alle institutioner i det, der populært kaldes synsdanmark, til at tegne et kollektivt medlemsskab. Vi har brug for deres støtte, og vi mener i al beskedenhed, at vores viden kan hjælpe disse institutioner med at udvikle gode aktiviteter for blinde og svagsynede. I Blindehistorisk selskab udgiver vi en medlemsliste en gang om året til alle med en mailadresse. Derudover kan den rekvireres på punkt, sort og som daisycd til de medlemmer, der ønsker det. Når man anmoder om medlemsskab af Blindehistorisk selskab, bliver man bedt om skriftligt at   tage stilling til om man ønsker at optræde på medlemslisten og med hvilke personlige kontaktoplysninger. Medlemslisten er en intern liste, der kun kan bruges medlemmerne imellem. Det er vigtigt, at medlemslisten er så ajourført som muligt. Derfor opfordres alle selskabets medlemmer til at oplyse om eventuelle ændringer af kontaktoplysninger. Den blindehistoriske arbejdsgruppe mellem Dansk Blindesamfunds fritids- og kulturpolitiske udvalg og Blindehistorisk Selskab har i år eksisteret i 11 år. Gruppen afholdt sit første møde den 28. november 2014. Siden gruppens senest afholdte møde den 23. februar 2025 har der ikke været afholdt flere møder. Derimod er der nedsat en ad hoc gruppe til at beskrive og registrere genstande fra anskuelsessamlingen ved Synscenter Refsnæs. Gruppen består af Winnie Ankerdal, Bodil Gaarsmand og Mogens Johansen, der alle tre har stor erfaring inden for det synsfaglige område.  Desuden har gruppen fået god sparring af Lilian Larsen, der har været tidligere lærer på refsnæs og samtidig har stor erfaring med at arbejde med anskuelsesundervisning.   Dette arbejde udvikler sig således rigtig godt. Det kan konstateres, at sikring af anskuelsessamlingen på Refsnæs er ved at blive afsluttet. Der skal derfor tages stilling til, hvorvidt den blindehistoriske arbejdsgruppe skal nedlægges.   Fra det nyvalgte fritids- og kulturpolitiske udvalg er det kun formand Susanne Nolsøe, der har udvist interesse for dette arbejde. Vi er i Blindehistorisk selskab villige til at medvirke til nedsættelse af en ny arbejdsgruppe, såfremt der kommer et nyt forslag til en anden problemstilling, der berettiger til oprettelse af en sådan gruppe. Registreringsprojektet er endnu ikke afsluttet i denne beretningsperiode, idet der er blevet leveret yderligere materiale til Medicinsk Museion. Det skal nævnes, at Medicinsk Museion har pladsproblemer, hvilket desværre har medført, at afslutningen af projektet er blevet nedprioriteret. I selskabet håber vi på, at det vil lykkes at overtale den nye samlingsleder for Medicinsk Museion Abdi Dehayat til at overtage materialet, når det er blevet beskrevet og registreret, så projektet kan afsluttes. Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith arbejder stadigvæk med det historiske projekt om Mariendalshjemmet på Frederiksberg, der var et hjem for arbejdsføre blinde kvinder. Hjemmet fungerede fra år 1900 til 1973, og projektet har fået navnet ’Et liv i lys og skygge’. Rita Ilsted Smith har løbende orienteret om projektets forløb ved bl.a. at udsende en udvidet indholdsfortegnelse og der er ligeledes bragt en artikel om Mariendalshjemmet i årets første nyhedsbrev. Dansk blindesamfund og Blindehistorisk selskab har sammen støttet projektet økonomisk.  Det bliver nødvendigt at skaffe flere økonomiske midler til færdiggørelse samt udgivelse af redegørelsen. Bestyrelsen er indstillet på fortsat at støtte projektet, hvis der ikke kan skaffes midler fra anden side, så dette forhåbentligt kan færdiggøres i løbet af dette år. I det forgangne år har selskabet udsendt tre nyhedsbreve. Disse udkommer i fire versioner: Punkt, mail, sort og som daisy. Ud af de 127 medlemmer er der 18, der modtager nyhedsbrevet i punkt, 8, der modtager det som daisy og 4, der modtager sortudgaven. DBS står for produktion og udsendelse af daisy og den trykte udgave, samt for udsendelse og produktion af punktudgaven bistået af Nota. Den elektroniske udgave udsendes af kassereren.   Siden stiftelsen den 18. november 1994 har selskabet udgivet 82 nyhedsbreve, der alle kan findes på hjemmesiden. Der skal lyde en stor tak til alle, der i løbet af året har bidraget med artikler, og alle selskabets medlemmer er fortsat meget velkomne til at indsende erindringsartikler eller artikler, der omhandler andre emner af blindehistorisk karakter. Webmaster Rita Ilsted Smith har i løbet af denne beretningsperiode med tilslutning fra bestyrelsen gennemført en rekonstruktion af hjemmesiden www.blindehistorisk.dk. Den er således blevet forsynet med billeder, som skal gøre hjemmesiden mere attraktiv for offentligheden og ikke mindst for selskabets seende medlemmer. Bestyrelsen modtager gerne ris og ros til hjemmesidens indhold og tilgængelighed. Bestyrelsen har i årets løb fået adskillige henvendelser både fra medlemmer og andre uden for selskabet, der ønsker hjælp til blindehistoriske spørgsmål. Her er litteraturoversigten, der senest er blevet opdateret i oktober 2023, et vigtigt redskab til dette formål. Derudover ønsker bestyrelsen at oprette et menupunkt på hjemmesiden, der skal omhandle de kendte blinde komponister. I forbindelse med generalforsamlingen 2025 blev der lørdag eftermiddag den 1. marts afholdt et historisk oplæg med efterfølgende diskussion om ændring af  DBS’s synskriterier for opnåelse af medlemsskab ved Karen Marie Pedersen. Søndag formiddag den 2. marts blev der afholdt et foredrag af historiker Rita Ilsted Smith med titlen ’Et liv i lys og skygge’ om hjemmet for arbejdsføre blinde kvinder på Mariendalsvej på Frederiksberg. Fredag den 21. november 2025 afholdt blindehistorisk selskab sin 31-års fødselsdag i Handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup. Alle medlemmer var inviteret til fødselsdagsfest i mødelokale København. Ca 30 personer var mødt op. Dagen bød på et spændende foredrag ved et af selskabets medlemmer Ove Gibskov med titlen ’Da de blinde, døvstumme og talelidende slap med skrækken’. Foredraget handlede om, at regeringen i 1937 fremsatte et forslag om, at blinde, døvstumme og talelidende ikke måtte indgå ægteskab uden at lade sig sterilisere, og hvordan retslægerådet fik forhindret dette. På generalforsamlingen den 28. november i Historisk selskab for handicap og samfund gentog Ove Gibskov sit foredrag med stor succes. Han vil ligeledes fremkomme med en redegørelse af projektet i Blindehistorisk selskabs nyhedsbrev nr. 1 for 2026 samt i nyhedsbrev nr. 55 for historisk selskab for handicap og samfund, der udkommer i løbet af foråret 2026. Fra salen skal nævnes et par kommentarer: Heidi Madsen nævnte, at Det Kongelige Bibliotek har åbnet op for indslag fra DR. Hun vil gerne hjælpe med at videregive links til disse indslag. Søren Markussen spurgte til, om f.eks. hjælpemidler og andre remedier fra Blindeinstituttet kunne indgå i en anskuelsessamling. Derefter blev årsberetningen sat til afstemning. Den blev enstemmigt godkendt med applaus.                                          ¨

7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2025 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse. Kasserer John Heilbrunn gennemgik hovedpunkterne i regnskabet. Her skal det kort nævnes, at selskabets samlede indtægter udgør 59.325,00 kr. Årets samlede udgifter udgør 64.670,02 kr. Efter gennemgangen blev regnskabet sat til afstemning. En enstemmig forsamling godkendte regnskabet med applaus.
8. Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes uændret på 150 kr. Generalforsamlingen tilsluttede sig dette.
9. Indkomne forslag. Der var ikke indkommet nogen forslag.
10. Valg af bestyrelse, suppleanter, revisorer og revisorsuppleant

Følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg:

1. Formand Poul Lüneborg for en 2 års periode. Han genopstillede, og blev valgt uden modkandidater.
2. Næstformand Lena Bang for en 2 års periode. Hun genopstillede, og blev ligeledes valgt med applaus.
3. Valg af et bestyrelsesmedlem for et år. Jytte Nielsen, der var valgt for et to-årig periode ønskede ikke at fortsætte i bestyrelsen. Karen Marie Pedersen blev foreslået og enstemmigt valgt.
4. Bestyrelsesmedlem Flemming Georg Meier blev på generalforsamlingen sidste år valgt for et år – han genopstiller for valg til de kommende 2 år. Han blev enstemmigt valgt.
5. Suppleanter for et år. Rudi Kurt Gert Jørgensen, Henrik Jensen og Erik Bjerregård stillede op. Da der kun skulle vælges to suppleanter, blev der foretaget skriftlig afstemning. Da Rudi stillede op som suppleant, trådte kasserer John Heilbrunn til som stemmetæller, idet han ikke var på valg.   Der var 22 stemmeberettigede til stede. Erik Bjerregård fik 9 stemmer, Henrik Jensen fik 14 stemmer og Rudi Kurt Gert Jørgensen fik 19 stemmer. Rudi er dermed valgt som 1. suppleant og Henrik valgtes som 2. suppleant.
6. Revisorer:

Kurt Nielsen blev valgt i 2025 for 1 år, er villig til at modtage genvalg.

Nete Parkov blev valgt for 1 år i 2025 som revisor, er også villig til at modtage genvalg. Begge blev enstemmigt genvalgt.

1. Revisorsuppleant: Hanne Skipper blev sidste år valgt for et år, hun er villig til genvalg. Hun blev ligeledes genvalgt uden modkandidater.
2. Eventuelt. Fra salen blev der spurgt om, hvorledes medlemmer kunne rekvirere lydfiler fra selskabets arkiv. Til dette blev der svaret, at der kun kan sendes lydfiler via dropbox, fordi det både vil være tidskrævende og besværligt at brænde cder. Det blev foreslået at lave en blindehistorisk festival, hvor der kunne spilles forskellige lydoptagelser af blindehistorisk karakter. Herefter fik formand Poul Lüneborg ordet, hvorved han takkede for en god generalforsamling.

Tirsdag den 29. april. Referent Lena Bang.

Referatet er godkendt af bestyrelsen 11. maj 2026, og af mødets dirigent Thorben Koed Thomsen 25. maj 2026.

 

3. Barndomserindringer 2. del, af Lena Bang.

Jeg blev født på Rigshospitalet den 23. december 1973, og jeg er født blind, fordi jeg er født med for små øjne. Ja, sådan indledte jeg første del af mine barndomserindringer, der blev bragt i Blindehistorisk selskabs nyhedsbrev nr. 2 2023.  I denne artikel fortalte jeg om den gang jeg var lille og gik i børnehave, og om at starte i folkeskole. Jeg fortalte også om mine første venskaber med andre blinde børn, som jeg mødte til børnemøder arrangeret af vores synskonsulenter. Dette kommende afsnit kommer til at handle om at føle sig anderledes, om mit forhold til kammerater, både de blinde og de seende, samt om fritidsinteresser. Når jeg har valgt at indlede anden del af mine barndomserindringer på samme måde som første del er det, fordi jeg også kommer ind på mine egne refleksioner over forskellige årsager til at blive blind.

Efterhånden som jeg blev ældre, syntes jeg, at at det blev sværere at følge med mine seende kammerater. De begyndte at interessere sig mere og mere for forskellige slags boldspil, såsom rundbold. Dette kunne jeg kun være med til, hvis jeg holdt en af veninderne i hånden, så vi kunne løbe sammen. Vi spillede også noget, der hed syvstjerne. Det gik ud på, at man skulle gribe en tennisbold på syv forskellige måder. Jeg prøvede også, men som det jo nok kan tænkes var det uden held, så det endte som regel med, at jeg bare var tilskuer. Jeg hadede det, så jeg var altid lettet, når jeg blev kaldt ind til aftensmad, eller når jeg skulle ind for at læse lektier og senere i bad og i seng. Jeg sørgede for det meste for, at mit aftensmåltid trak ud. Jeg har nu altid været glad for mad, men det var i høj grad en undskyldning for ikke at skulle ud og være sammen med de andre, når de bare spillede bold. På det tidspunkt havde jeg ikke lyst til at gøre noget andet, fordi jeg alligevel gerne ville være sammen med mine veninder. Jeg tænkte, at jeg en dag nok lærte at gribe den bold, eller at vi senere fandt på at lege noget andet, hvilket da også skete en gang imellem. Vi legede også noget, der hed Jylland, som gik ud på, at jeg var moderen og mine veninder var mine børn, der gik i skole i Jylland. Det betød, at de cyklede på deres cykler, og så skulle jeg vente på, at de kom tilbage, mens jeg legede, at jeg lavede mad til dem. I starten kunne jeg godt lide den leg, men i dag tænker jeg, at det på en måde var en ensom leg. Det blev ikke bedre, da et par af veninderne begyndte at gå til basketball. Der tog jeg også sommetider med for at være tilskuer, selvom jeg jo ikke fik noget som helst ud af det. Selv startede jeg til ridning, men det var der ingen af mine veninder, der gjorde. Det var noget jeg havde ønsket mig længe, men jeg mistede hurtigt interessen. Jeg tror det skyldtes, at jeg fik eneundervisning. Det betød, at jeg hver mandag fra kl. 15 til 15.30 red rundt i et ridehus, hvor ridelæreren stod og fortalte, hvad jeg skulle gøre. Min ridelærer hed John, og jeg syntes tit, at han var skidesur. Jeg kunne nu meget godt lide at være med til at passe hestene. Der kom jeg også til at tale med nogle andre, idet der var nogle piger, der viste mig, hvordan man sadlede op samt striglede og rensede hove. Jeg kom også til at ride stævner for ryttere med handicap. Når man rider som blind, foregår det på den måde at man rider med råbere, hvor bogstaverne, der er skrevet på væggen i et ridehus, bliver råbt af en person, når man rider hen til det. På den måde ved man, hvor man befinder sig på ridebanen. Jeg klarede mig egentlig fint til nogle af stævnerne, idet jeg opnåede at komme på fjerdepladsen, herefter på tredjepladsen og endelig på andenpladsen. Nogle gange var der en af mine veninder, der var med mig til ridning. Jeg gik til ridning fra jeg var 10 til jeg var 16. Jeg prøvede også kræfter med goalball, men det var ikke noget for mig. Det var også svært i klassen, idet min bedste veninde desværre var flyttet til en anden skole, og mine klassekammerater var også begyndt at gå til fester, hvor jeg i hvert fald i starten ikke blev inviteret med. Klassen ville heller ikke have mig med, da vi skulle på Bakken dagen efter vi var blevet konfirmeret. Efter vi havde været ude at spise sagde de bare, at nu tog de alle sammen hjem, men jeg fandt senere ud af, at de alligevel var taget på Bakken efter at have fulgt mig hjem.    Efterhånden blev jeg inviteret med til deres klassefester, og det var rigtig hyggeligt og sjovt. Faktisk tror jeg også, at de syntes det var hyggeligt, at jeg var med. Gitte, der havde været en af mine bedste blinde veninder, var jeg også begyndt at vokse fra. Hun ville altid bare lege med dukker, og jeg syntes, hun hørte sådan nogle barnlige lydbøger. Jeg holdt af at læse ungdomsromaner om forelskelse og kærlighed, såsom ’Vil du se min smukke navle’ eller bøger om andre lande. Jeg gik stadigvæk til børnemøderne med de andre blinde børn jeg kendte, men det følte jeg også jeg var ved at blive for gammel til. Jeg husker tydeligt en dag til et børnemøde, hvor vi sad rundt om bordet og talte alle sammen. Pludselig kom vi til at tale om, hvordan vi hver især var blevet blinde. Jeg fortalte, at jeg havde glasøje. En af drengene råbte: ”det vil vi gerne se!”. De andre børn fik lov til hurtigt at mærke. Jeg fortalte, at jeg var blevet blind, fordi jeg var født med for små øjne, og at jeg kunne tage mit glasøje ud. Straks var der en af de andre drenge, der spurgte om man så kunne se ind i min hjerne. Jeg følte mig så flov, og jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg svarede. Jeg vidste ikke, om man kunne se mig ind i hjernen. Derefter foreslog en af synskonsulenterne at vi skulle tage en runde, hvor alle fortalte, hvordan de var blevet blinde. En efter en fortalte mine blinde kammerater at de var blevet blinde, fordi de var født tre måneder for tidligt og havde fået for meget ilt i kuvøsen. En anden af synskonsulenterne forklarede noget om noget væv i øjet, der kunne blive ødelagt pga den ilt, der var i kuvøsen. Ja, de fortalte om det, så man fanme skulle tro, at de var øjenlæger. Udover mig, der jo ikke var kuvøseblind, var der et par andre, der heller ikke var det, men det lagde jeg slet ikke mærke til. Jeg var i hvert fald den eneste, der havde glasøje, hvilket gjorde, at jeg også følte mig anderledes og udenfor blandt mine blinde kammerater. Der var især to af dem, der gav udtryk for, at de i hvert fald ikke ville have glasøje, så det blev det hele ikke bedre af. Til sidst tænkte jeg, at det da også bare kunne være lige meget, så derfor begyndte jeg at fortælle til alle, at jeg var blevet blind, fordi jeg var født tre måneder for tidligt og havde ligget i kuvøse og kun var 35 cm lang, da jeg blev født, samt at jeg vejede 800 gram. Sådan havde det været for mine kammerater, så det tog jeg til mig. Der var også nogle, der havde haft en tvillingesøster eller bror, der døde i kuvøsen, så jeg fortalte også, at jeg havde haft en tvillingesøster, der var død i kuvøsen. Jeg tror jeg fortalte den historie fra jeg var 11 til jeg var 14 år, men jeg sørgede selvfølgelig for, at min mor eller andre voksne, der jo godt vidste, hvordan jeg i virkeligheden var blevet blind, ikke hørte det. Jeg syntes selv, at det var en rigtig god historie, som jeg virkelig tog til mig og troede på. Jeg følte mig også mere som mine blinde venner, når jeg fortalte den historie.   En dag blev jeg dog afsløret. Det skete, da de andre blinde børn, som jeg kendte fra kurser og sommerskoler på Refsnæs og fra børnemøderne, og jeg selv skulle overgå til kurser på Instituttet. Vi var på et introkursus på instituttet sammen med vores forældre, og vi sad og spiste. Der kom vi også til at tale om, hvordan vi hver især var blevet blinde og pludselig spurgte en af mødrene til en af mine kammerater, om jeg var kuvøseblind. Min mor svarede jo som sandt var, at det var jeg ikke. Først tænkte jeg ups, ærgerligt at det blev opdaget. Om aftenen da vi var kommet ned på vores værelse, spurgte jeg hende hvorfor hun ikke havde sagt, at jeg var kuvøseblind, hvortil hun svarede at jeg ikke havde ligget i kuvøse. Jeg fortalte så min mor at jeg havde gået rundt og fortalt denne historie, fordi jeg følte mig udenfor pga. at alle mine blinde kammerater jo var blevet blinde på den måde. Jeg tror min mor grinede lidt og sagde noget i retning af at det jo altså var meget syge børn som ikke var ordentligt udviklede, der kom i kuvøse. Hun fortalte mig at jeg ikke fejlede noget, da jeg blev født udover, at mine øjne var for små og, at det skulle jeg være glad for. Heldigvis erfarede jeg senere at det bestemt ikke er alle blindfødte der er blevet blinde, fordi de har været i kuvøse, og i dag har jeg det helt fint med den måde jeg blev blind på. Jeg plejer at sige at jeg er så blindfødt som man kan være, fordi jeg var blind lige fra fødslen.  Heldigvis var det ikke alt, jeg var så ked af på det tidspunkt.

Jeg er og har altid været meget glad for at synge, så derfor holdt jeg utrolig meget af at synge i kor. Da jeg var 11 år i 1985, kom jeg så til optagelsesprøve til pigekoret på Københavns musikhøjskole og blev optaget som 1. sopran. Vores korleder hed Lise Steffensen, og hun gik meget op i, at vi sang rent, og at alle skulle have det godt i koret. Hun accepterede ikke mobning, eller at nogen sad og pjattede og var ukoncentrerede, når vi øvede. Vi øvede om tirsdagen fra kl. 17 til 19 i en stor korsal, der befandt sig næsten helt øverst oppe. Jeg elskede at gå op ad alle trapperne, når jeg skulle til kor. Man kunne høre, at der blev spillet på forskellige instrumenter fra de andre lokaler, og så var der sådan en dejlig duft af sæbe. Jeg tænker, at det sikkert var det rengøringsmiddel de brugte. Jeg husker også de stole vi sad på. Det var sådan nogle med bløde fløjlssæder af en slags og så havde de metalben, der gav en speciel lyd, når stolene skulle ryddes væk. I midten af lokalet stod flygelet, og koret sad i en halvcirkel rundt om det. Alterne, der er den dybeste kvindestemme, sad til højre, 1. sopranerne, altså den højeste kvindestemme, sad i midten og 2. sopranerne (den mellemste kvindestemme) ude til venstre. Jeg sad som regel mellem 1. og 2. sopranerne, fordi jeg sommetider sang 2. sopran. I dag synger jeg udelukkende 1. sopran. Korprøven startede altid med, at Lise fortalte os, hvad vi skulle synge, og så fik vi at vide, hvis der var nogen, der var syge eller af andre grunde ikke kom til kor den dag. Herefter gik vi gang med at synge op, som vi kaldte det, altså stemmeopvarmning.  Jeg husker, at vi sang meget i kanon. Især holdt jeg af en, der var skrevet af en dreng, som tidligere havde gået i koret. Teksten lød sådan: ’Der råbes vidt i verden om at holde trit og holde dom, der er et bud man flygter fra, at holde ud og holde af’. Vi sang også en del engelske og svenske sange. En af mine andre yndlingssange på engelsk var Donna donna, som vi sang trestemmigt. Den var bare så flot. Jeg lærte alle de sange vi skulle synge efter gehør. Jeg har først lært punktnoder som voksen, men jeg bruger dem ikke til indstudering i forbindelse med mit korarbejde. Jeg lærte tit de andres stemmer når vi indstuderede, hvilket jeg syntes var sjovt, og det har faktisk resulteret i, at   jeg stadig kan huske både 2. sopranstemmen samt altstemmen til mange af de sange vi sang. Jeg fik hurtigt kammerater i koret, som jeg også hyggede mig med, når vi havde pause. De var også søde til at hjælpe mig når vi sang. F.eks. var mange af dem søde til lige at give mig et lille prik på armen, så jeg kom ind på de rigtige indsatser og stoppede med at synge, når vi blev slået af. Jeg havde i det hele taget mange gode oplevelser der. En af dem var når vi skulle synge julekoncerter, hvor vi bl.a. sang i Mariendalskirken på Frederiksberg og til Dansk flygtningehjælp i Folkets hus på Enghave plads på Vesterbro i København.  Vores julekoncerter begyndte altid med at vi gik syngende ind i kirken to og to og med levende stearinlys i hånden, men Lise turde først ikke lade mig gå med et tændt stearinlys og selvom jeg sagde, at jeg havde prøvet det før, da jeg gik lucia på min skole, turde hun ikke. Derfor gik jeg med en grangren, der var pyntet med røde og guldhjerter samt lavendler, der selvfølgelig duftede godt, men jeg var alligevel ked af det, fordi jeg igen følte mig anderledes. Da vi så skulle synge julekoncert året efter, sagde jeg til mine forældre, at jeg altså så gerne ville gå med lys i hånden som de andre. Min mor sagde, at vi skulle tale med Lise, og sådan blev det. Jeg fortalte hende, at jeg havde gået lucia i skolen og havde båret stearinlys uden problemer. Denne gang var svaret, at hun ville finde ud af noget. Da min mor kom og hentede mig efter korprøven ugen efter, fortalte Lise, at hun havde tænkt, at jeg skulle gå forrest sammen med to andre piger, og de andre skulle gå bag ved os to og to, som vi plejede, og så skulle der gå tre bagest. Det blev jeg meget glad for. Der blev fundet en løsning, så det alligevel kunne lade sig gøre. Jeg tror da også, at det var fordi, at Lise kendte mig bedre end året før, idet jeg havde været med til koncerter uden problemer.  En anden god koroplevelse jeg var med til var, da koret deltog i sangerdyst fra kyst til kyst, hvor koret blev udtaget til at komme med til Århus sammen med en masse andre kor. Det foregik fra torsdag til søndag, hvor hvert kor skulle øve på de sange, de selv skulle synge lørdag aften i Århus musikhus samt fællesøvning på et stort værk, der var skrevet af en komponist, som hed John Højby. Vi opholdt os på en skole, hvor vi sov på sovesale, spiste og øvede. Jeg husker, at vi alle i hvert fald fra vores kor syntes, at maden var rigtig ulækker, men jeg husker egentlig ikke, at nogle af os var kede af det på grund af det. Vi havde det bare rigtig sjovt sammen. Vi havde det også sjovt på sovesalen om aftenen. Jeg tror vi overnattede i en gymnastiksal, fordi der var ribber langs væggene samt andre gymnastikredskaber. En aften kravlede vi op i ribberne og også rundt på de andre redskaber, men der kom nogle voksne og bad os om at gå i seng. Vi lavede en meget flot koncert, der startede med, at alle korene skulle marchere ind i musikhusets koncertsal, mens vi sang en forårsmarch, der lød sådan: ’Kammerater, kom i gang, syng med på den, det er forår igen, sol og regn, solskinsregn, ja, for verden er som ny, hvor skal vi så gå hen, vi vil skynde, og så nynne og begynde en sang, kammerater, kom i gang syng med på den, det er forår igen’. Derefter skulle alle kor synge et par sange for hinanden. Vi skulle synge en dansk sang, der hed En vej er sol, der også var den vi havde sunget for at komme med til sangerdysten. Bagefter sang vi Swing low. Koncerten sluttede med det store værk som vi alle havde øvet. Jeg gik i det kor fra 1985, til Lise Steffensen stoppede som korleder grundet sygdom i 1988.

 

 

4. Esperanto – et vindue mod verden, af Lars Pilegaard og Søren Willemoes

Hvad er Esperanto?

Esperanto er et menneskeskabt sprog, som blev publiceret 26. juli 1887 af den polsk-jødiske øjenlæge, Lazaro Ludoviko Zamenhof. 1859-1917.

Han blev født i grænsebyen Bjalistok, som rummede flere etniske nationaliteter.

De kunne ikke tale sammen indbyrdes, hvilket inspirerede Zamenhof til at opfinde et sprog, som skulle være et fælles kommunikationsmiddel.

Den første lærebog måtte han dog udgive under pseudonym, fordi myndighederne i det daværende Rusland ikke tillod andre end staten at udgive materiale.

Sproget er opbygget af enkle grammatiske regler, som det skulle være let for alle at tilegne sig. Det er bygget op af orddele, nogle kendte, internationale ord, andre blev til ved brug af sproget i litteraturen og ved møder. Endvidere kan der både føjes stavelser foran og efter orddelen, det såkaldte rodord. Således ender navneord på o, tillægsord på a, biord på e.

Verber dannes ved tilføjelse af endelser til rodordet således: nutid får tilføjet stavelsen -as, datid -is og fremtid -os. Der er også andre bøjningsformer, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Efter de 2 verdenskrige var der brug for en måde for andre at tale med udlændinge på, og selv om engelsk allerede dengang var meget udbredt, var der en vis efterspørgsel efter et fællessprog.

På Refsnæsskolen blev der ansat en leder af et nyoprettet trykkeri, Poul Glygaard, og han kunne tale esperanto. Han tilbød at undervise de elever, som havde lyst til at lære det, og han lånte et lokale på skolen. Da der efterhånden ikke var ret mange tilbage, flyttede han undervisningen til sit eget hjem.

Til sidst var der kun 3 tilbage, Jørgen Byrdal, Søren Willemoes og Lars Pilegaard. Det endte med, at vi tog det, der blev kaldt en 1. gradseksamen, hvilket dengang svarede til en realeksamen.

Da vi forlod skolen, begyndte vi at abonnere på forskellige tidsskrifter, og senere begyndte Søren og jeg at deltage i forskellige internationale møder, som kaldes kongresser. Her mødte vi folk fra mange forskellige nationer, og vi opdagede, at vi kunne tale nogenlunde flydende og gøre os forståelige. De emner, der blev behandlet, var fælles for mange blinde, og nogle lande havde forskellige løsninger. Endvidere oplevede vi en særlig hygge, hvor man kunne grine sammen over forskellige ting. Man kan jo godt sige, at det kan man også gøre herhjemme, men det kan man altså også gøre sammen med udlændinge. Det spændende er også at lære andre nationers skikke at kende, og man fik også kontakt med de østeuropæiske lande, og især efter Murens Fald deltog der flere østeuropæere.

Vi deltog senere i undervisning, denne gang under aftenskole, forestået af en mand, som hed Mogens Groth, og han var meget venlig og åben. Han inviterede os også hjem til sig, og han skaffede foredragsholdere til vores blindeforening. Denne eksisterer ikke mere, da vi er for få til at danne en forening.

Vi havde forskellige ledsagere med til de internationale kongresser, som oftest vores forældre, men også senere andre esperantister.

Esperanto har en verdensorganisation, som hedder UEA, ”Universala esperanto asocio”, hvor en del lande er tilsluttet, ligesom man også kan tilslutte sig som enkeltperson uden at være medlem af en national esperanto-organisation.

Der findes også en international organisation for blinde, LIBE,”ligo internacia de Blindaj Esperantistoj” hvor man både kan tilslutte sig individuelt og via sit lands esperanto organisation.

De arrangerer kongresser og møder internationalt i samarbejde med kongreslandets lokale forening.

Enkelte kendte blinde i Danmark har også kunnet Esperanto, for eksempel skakklubbens formand Knud Klausen, Zlata Zacho, mangeårig informatør i Dansk Blindesamfund, Karen Marie Larsen, mangeårig kredsformand og formand for Laf, landsforeningen Af Førerhundebrugere, og klaverstemmeren Aksel Gleerup.

Selv om esperanto har haft døde perioder, begyndte man at anvende sproget på Zoom, og senere også andre platforme som Jitsi og Teamtalk.

Esperantoforeningen for Danmark har en hjemmeside, www.esperanto.dk hvor man kan søge yderligere informationer. Siden er dog ikke så tilgængelig som ønskeligt, men kan sagtens benyttes.

Der henvises også til en side, der hedder www.esperanto.net, som kan oplyse om udbredelsen af sproget i verden.

Som nævnt tidligere findes der tidsskrifter og bøger på Esperanto i punktskrift.

UEA’s medlemsblad ”Esperanto”, findes også indlæst på lyd på cd-rom.

Der er også et tidsskrift, ”Monato”, som udgives på cd-rom.

Internettet er et godt sted at søge informationer om Esperanto, ligesom vi gerne er til rådighed.

Der er forskellige aktiviteter på internettet, ligesom Facebook og andre sociale medier fra tid til anden giver informationer.

Den tyske esperantoforening for blinde, forkortet Eblogo, har hver måned et arrangement på platformen Teamtalk. Det finder sted den 15. i måneden, næste gang 15. juni kl. 20. Mødet er på Esperanto, men kan måske give et indtryk af mulighederne for kommunikation.

Samme forening spiller musik og giver forskellige oplysninger gennem en radiostation på nettet.

Den har adressen: live.radio.blindzeln.org/kultur

 

 

 

5. Om Hedevig Haldrup Hansen, af Poul Lüneborg

Hedevig Haldrup Hansen var den første blinde, som gennemførte uddannelsen som socialrådgiver i Danmark. Hun var tillige den første blinde herhjemme, som engagerede sig i arbejde til fordel for blinde i den 3. Verden, ved personligt at lade sig udsende til et arbejde i først og fremmest Tanzania og Uganda. Derfor er der grund til at beskrive hendes liv og indsats, som repræsenterer et væsentligt bidrag til belysning af blindes historie efter 2. Verdenskrig.

Jeg har valgt at supplere de mange facts om hende med nogle citater fra diverse interview i dagspressen, for at give et indtryk af hendes personlighed. Hun er altid blevet omtalt med navnet Hedevig Haldrup, hvilket jeg derfor benytter i artiklen udenfor citat.

 

1. Hun blev født den 1. oktober 1925 i Brønderslev Sogn, Børglum Herred, Hjørring Amt, af forældrene Missionær Niels Martinus Hansen, født den 8/5 1887 og Ane Marie Haldrup, født den 28/8 1895. Hun blev døbt samme sted den 8. november 1925.

Hendes far var missionær, mens hendes mor var hjemmearbejdende. I hjemmet var der 3 døtre, hvor Hedevig var den ældste. Hun blev konfirmeret den 16. juni 1940 i Raklev sogn, Holbæk amt under ophold på Refsnæsskolen ved Kalundborg.

I løbet af den tidsperiode, som denne artikel dækker, flyttede familien fra Brønderslev til Aars, Støvring og Hasseris i Ålborg.

 

2. I 6 års-alderen rammes hun af meningitis. Hendes sygdom medførte et længerevarende ophold på Rigshospitalet i København. Imidlertid måtte det konstateres at hun havde mistet synet på begge øjne.

 

3. 8 år gammel begyndte hun sin skolegang på Refsnæsskolen frem til hun konfirmeres i sommeren 1940, hvorefter hun blev overført til Det Kongelige Blindeinstitut i København.

 

4. På Blindeinstituttet fortsatte hun sin skolegang og modtog undervisning i vævning i de sidste år af opholdet frem til 1944. Den Blindehistoriske Samling ved Medicinsk Museion ligger inde med et billede af Hedevig Haldrup fra 1944 hvor hun deltager i skolekomedien ”Skærmydsler” af Gustav Wied.

 

5. Hun udskrives 18 år gammel som elev ved Det Kongelige Blindeinstitut i 1944 og hjemsendes, idet det forventes at hun kan bidrage til sit ophold ved vævning.

Hun fortæller om oplevelsen af at blive hjemsendt i et interview fra december 1953: “Jeg havde jo indtil da fået alting stukket i hånden. Alt var lagt an på, at jeg var blind, og så kom jeg pludselig hjem til en verden, hvor jeg var undtagelsen …Jeg skulle pludselig anerkende, at jeg ikke kunne se. Mine to små søstre skulle til tennis og badminton og håndbold … de tog mig med, vi har altid været så nær på hinanden, vi tre, men det pinte mig, åh, hvor det pinte mig, at jeg ikke kunne være med. Det er nu ti år siden, og det har taget mig mange år at acceptere den kendsgerning, at jeg ikke er som de andre. Nu har jeg lært det tror jeg.”

Hedevig Haldrup kunne imidlertid ikke stille sig tilfreds i hjemmet. Hun stræbte efter at klare sig selv og skabe sig en stilling, og allerede et år efter tog hun tilbage til København.

Fra begyndelsen af 1946 får hun frem til foråret 1954 ophold på Hjem for Arbejdsføre Blinde Kvinder på Mariendalsvej 30 på Frederiksberg.

6. I juni 1946 ansættes hun ved Mødrehjælpen i København frem til maj 1948. Her passer hun telefonomstillingen og andre mindre opgaver. I forlængelse af dette ansættelsesforhold gennemfører hun i 1950 præliminæreksamen.

Under sin studietid varetog hun fra tid til anden opgaver på Refsnæsskolen. Herom fortæller Thorvald Kølle Hansen i en erindringsartikel i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 fra 2020 følgende:

“Der kom en blind pige, der boede på Øst. Hun hed Hedvig Haldrup. Når vi var kommet i seng om aftenen, så kom hun engangimellem og læste op for os af Junglebogen. Hun gjorde det både spændende og levende. Hun havde megen varme og kærlighed til os. Talte også med os. Det var meget dejligt og trygt, da hun også, på sin egen måde viste omsorg for os. En sjælden vare i disse tider. Den dag i dag føler jeg en varme og tryghed ved at tænke på hende.”

 

7. Mødrehjælpens leder Vera Skalts støtter Hedevig Haldrups ønske om at uddanne sig til socialrådgiver.

Vera Skalts var særdeles aktiv i sin samtid og hørte til blandt datidens indflydelsesrige personligheder. Hun blev student fra N. Zahles Skole 1923, cand.jur. 1932 fra Københavns Universitet og samme år sagførerfuldmægtig. I 1933 blev Vera Skalts sekretær i Invalideforsikringsretten og 1934 forretningsfører for den private forening Mødrehjælpen. Da Mødrehjælpen i 1939 blev en offentlig institution, blev Vera Skalts kontorchef i Københavnsafdelingen og forfremmet 1950 til direktør samme sted frem til 1976, hvor institutionen blev nedlagt. Mødrehjælpen blev den offentlige institution, som først ansatte uddannede socialrådgivere. Vera Skalts’ interesse for uddannelse inden for det sociale område førte hende ind i arbejdet med oprettelsen af en social skole, bl.a. i samarbejde med Manon Lüttichau. Fra 1937 til 1948 var hun leder af Den Sociale Højskole, samtidig med at hun var leder af Mødrehjælpen i København.

Det må således antages, at det var Hedevig Haldrups store held, at hun i 1946 i forbindelse med sin ansættelse ved Mødrehjælpen kom i kontakt med Vera Skalts.

8. I dagbladet Socialdemokraten fra den 20. december 1953 kunne man under overskriften ” Danmarks første blinde socialrådgiver ” læse følgende:

“Så møder man midt i det hele en pige på 28 år, der er så uforskammet glad, så strålende, så jublende …
For hun er lige blevet socialrådgiver. Danmarks første blinde socialrådgiver har nu modtaget sit eksamensbevis fra Den sociale skole.” Hun var én ud af 35, som det år bestod eksamen.
“- Glad, det er slet ikke ordet … jeg er lige ved at springe i luften af lykke – tænk at det lykkedes for mig – jeg kan slet ikke sige, hvor meget de år på Den sociale skole har betydet for mig, siger Hedevig Haldrup Hansen.
I hendes hyggelige værelse på Hjemmet for arbejdsføre, blinde kvinder står blomsterbuketter alle vegne. Venner og bekendte har sendt denne dygtige pige en hilsen. I den store reol står et halv hundrede tykke lovbøger. Hun må fortælle mig, hvad der er personretten, hvad der er ægteskabslov, socialreform osv. Jeg kan ikke selv se det, for alt er skrevet i punktskrift.
I går var hun så glad, så frigjort, så velafbalanceret. Men det har ikke været så let hele tiden, vel?
– Nej, det har taget mig lang, lang tid at acceptere min situation, siger hun. Og en gang imellem kan jeg endnu få tilbagefald og tænke ’hvorfor søren skulle det lige være mig, der blev blind’ … Men det at jeg i dag har min eksamen er en kolossal opmuntring for min selvtillid.”

Uddannelsen som socialrådgiver gennemførte hun med støtte fra Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde under Det Kongelige Blindeinstitut, som med forsinkelse producerede hendes lærebøger i blindskrift.

“Hvis De bare vidste, hvor enestående de har været mod mig ude på Den sociale skole.
På den anden side tror jeg, jeg tør sige, at de aldrig har gjort forskel på mig og de andre. Alene den omstændighed, at de lod mig dumpe efter det første år, er for mig nu et klart bevis på, at der er blevet krævet det samme af mig som af dem, der kan se. De kan tro, det er rart at mærke. Nu!
Og så mine kammerater … jeg har følt mig helt hjemme blandt dem, jeg ved ikke, men jeg har på fornemmelsen at de næsten ikke tænkte over, at jeg er blind!
De kan slet ikke tænke dem, hvor svimlende lykkelig jeg blev nu her under eksamensfesterne, da en af mine kammerater, godt indædt og irriteret, råbte til mig:
– Jamen du kan da også se dig for, menneske!
– Jeg taler ikke på de blindes vegne, jeg kan jo kun tale for mig selv, siger hun og glatter sin nederdel. Men åh, hvor kan det være generende at skulle være afhængig af andre mennesker, afhængig af deres hjælp. Som regel er de så flinke … Men der findes jo også dem i sporvognene, som tror de kan tillade sig mere overfor en blind end overfor en seende. Det er, som om man er udsat for mere direkte spørgsmål, når man er blind. Engang blev jeg spurgt om så meget, at jeg til sidst sagde: Nej, og jeg har heller ingen børn uden for ægteskab. Var der mere???
Så holdt han mund …

Hedevig virker aldrig bitter. Hun kan blive gal, men aldrig bitter. Hendes håb er, når hun nu kommer hjem fra juleferie i Støvring at blive socialrådgiver for blindeforsorgen.
-Måske kan jeg være god til at hjælpe de blinde med råd og vejledning, fordi jeg rent psykisk bedre må kunne forstå deres problemer end en seende …

9. Efter endt eksamen er Hedevig Haldrup Hansen beskæftiget som socialrådgiver i forskellige jobs i de følgende 16 år, først ved socialforvaltningen i Vejle Kommune i 4 år, derefter som leder af et Rådgivningskontor ved Hasseris Kirke, efterfulgt af ansættelse ved Revalideringscentret i Nordjylland og endelig ved Glostrup Amtssygehus. Især sidstnævnte ansættelsesforhold var hun meget glad for.

Det skal nævnes, at det var sognepræst Orla Møller ved Hasseris Kirke, der den 1. februar 1958 som den første tog initiativ til etablering af en kirkelig socialtjeneste. Orla Møller blev senere landskendt som socialdemokratisk medlem af Folketinget og senere minister.

 

10. De danske myndigheder får en henvendelse fra Nigeria om bistand til undervisning af blinde. Det resulterer i, at 2 lærere kommer på et 6 måneders studieophold i København. Hedevig Haldrup bliver inddraget i programmet for deres ophold i kraft af hendes ansættelse på Glostrup Amtssygehus.
11. I 1967 godkender Det Danske Missionsselskab Hedevig Haldrup til udsendelse til Den Evangeliske kirkes blindeprojekter i Tanzania efter anbefaling af biskop Ole Bertelsen, København. I forlængelse heraf blev hun sendt på et 3 måneders studieophold for udsendte i England, hvor hun blandt andet lærte sig swahili.

Om forventningerne til arbejdet som udsendt lærer/socialrådgiver af Det Danske Missionsselskab fortæller hun om i et interview i dagbladet Demokraten fra den 30. september 1969. Herfra citeres:

”Vi har det hele

-Det må være vor pligt at hjælpe vore medmennesker i lande, der ligger langt bagefter os, siger Hedevig Haldrup med et varmt smil. Vi har det hele herhjemme. Fra alle sider gøres der en indsats for, at vi handicappede skal leve et liv, der er så nær det normale som muligt. Jeg har hele min levetid fået masser af støtte. Det har ikke været svært at leve som blind, og jeg føler det som en kristen pligt at hjælpe mine blinde medmennesker i Afrika til også at leve normalt.
Meget af det, jeg har lært i Danmark, kan jeg næppe tage med og lære afrikanerne. De har ikke mulighed for at blive hjulpet, som vi har i Danmark, men jeg kan sætte mig ind i de afrikanske forhold og prøve at lære, hvordan de blinde der bedst hjælpes – så de accepteres og lever så normalt som muligt. Det er hovedsagelig sådan dernede, at at de handicappede bruges til at gå tiggergang. Beskæftigelse er der ikke mulighed for. Når de raske går arbejdsløse, kan der ikke være tale om at sætte handicappede i arbejde.

– De er uddannet socialrådgiver.
-Var det ikke svært at tage den uddannelse som blind?
– Vi er jo mange blinde, der har gennemgået socialrådgiveruddannelsen, svarer frk. Haldrup med et overbærende smil, der tydeligere end ord fortæller, at det slet ikke var så svært endda.”

“- Og de blev ikke diskrimineret, da de søgte stilling efter endt uddannelse?
– Det var ikke slemt, men jeg mærkede det alligevel på nogle måder. Jeg blev vist megen forståelse, men vi har en vis tilbøjelighed til at diskriminere handicappede, når der søges stillinger. Jeg må være ærlig og sige, at jeg nok kunne have ønsket lidt mere forståelse. Det gælder nok for de fleste handicappede, der søger ind på arbejdsmarkedet. Men lad os håbe, at den ny revalideringslov fra 1960, der siger, at handicappede SKAL i betragtning i visse stillinger, får denne diskriminering afskaffet – eller i hvert fald mindsket. Lad mig dog tilføje, at jeg er blevet behandlet som et normalt menneske ved hospitalerne i Vejle og Glostrup og ved revalideringsvæsnet i Hjørring og Aalborg, hvor jeg har været ansat.
-Hvordan fandt de på at rejse til Afrika som missionær – føler de det som et kald?
-Et kald og et kald. Hvad er egentlig et kald, siger Hedevig Haldrup eftertænksomt. Jeg føler det som en kristen pligt mod min blinde næste i Afrika – hvis man så kan kalde DET et kald.
Men for et år siden henvendte jeg mig til Det Danske Missionsselskab i København. Gennem afrikanere, som studerer blindeforsorg i Danmark, fik jeg at vide, at Afrika har behov for blinde undervisere på blindeskolerne. De mente, at en blind bedre kan fortælle ’lidelsesfællerne’ om, hvordan blinde medborgere lever et normalt liv end en seende, og jeg følte, at her var et sted, hvor jeg kunne sætte ind. Det danske Missionsselskab var yderst positivt indstillet, og jeg vil lige indskyde, at hos missionsselskabet er der ikke tale om nogen diskriminering overhovedet.
Fra missionsselskabets side gav man tydeligt udtryk for, at det var noget ganske naturligt – om end det er første gang det er sket – at en blind vil til Afrika for at undervise blinde medborgere, og jeg har fået masser af hjælp og støtte fra selskabet.
– Og de er ikke nervøs for alt det nye?
– Jeg er kun spændt. Det danske Missionsselskab har orden i forholdene. Alt er klaret på forhånd. Der er ikke noget at være bange for. Jeg ved, at jeg langt fra kan forvente at få de samme goder i Afrika, som vi har herhjemme.”

“- Kunne De ikke have udført en mission ved at hjælpe blinde medborgere i Danmark?
– Der er så mange til at hjælpe herhjemme – så fantastisk mange, at nogle af os må bryde ud og se den kendsgerning i øjnene, at vi har pligt til at hjælpe mennesker i andre lande til at leve en menneskelig tilværelse.
– De bliver ikke rig af at være missionær i Afrika …

– Jeg får, så jeg kan klare mig. Ikke mere, og jeg rejser jo heller ikke ud for at blive rig.

– Kunne de ikke have nøjedes med at binde dem for et år? Tre år er længe…
-Tre år er måske nok længe, når man går ind i noget ukendt – og måske uvist. Men jeg ville slet ikke kunne sætte mig ind i forholdene på et år, og det betyder igen, at jeg ikke kan gøre noget gavn ved blot at være i Afrika i et år.”

12. Efter studieopholdet i England blev det besluttet at udsende Hedevig Haldrup Hansen til en kostskole i den nordøstlige del af Tanzania. Der var tale om en skole for blinde piger fra 6-års alderen og opefter. Pigerne kom fra hele landet.

Skolen Irente blev drevet af den tyske Bethelmission. Inden hun påbegyndte arbejdet som lærer på skolen var hun på et sprogkursus i Nairobi.

På skolen underviste hun i skrivning og læsning af punktskrift samt engelsk og håndarbejde. De tyske missionærer, som havde oprettet skolen, leverede undervisningsmateriale i brailleskrift. Dette blev suppleret af Refsnæsskolen.

 

13. Opholdet på Irente skolen blev i 1970 efterfulgt af ansættelse på et revalideringscenter i Uganda oprettet i 1965 af engelske missionærer.

Dagbladet Østsjællands Folkeblad skrev den 27. november 1970 om denne udsendelse:

“En blind ekspert skal hjælpe Uganda med et optræningsprogram for blinde, fortæller Ulandssekretariatet Danida.

Styrelsen for Teknisk Samarbejde med udviklingslandene har bevilget for 33.000 kr. udstyr til et projekt under medvirken af Hedevig Haldrup Hansen, der siden 1967 har arbejdet som lærerinde i blindeundervisningen i Tanzania og Uganda.

I 1965 blev antallet af blinde i Uganda anslået til 100.000. Siden 1967 har regeringen oprettet 13 centre, hvor handicappede uddannes, for at de kan blive socialt og økonomisk uafhængige.

I det projekt, som frk. Haldrup Hansen skal oprette, skal blinde lære telefonpasning og maskinskrivning. I øvrigt omfatter programmet arbejdsanvisning og en løbende undersøgelse af de blindes arbejdsvilkår.”

 

Afrejsen til denne opgave blev herhjemme forudgået af en festlig markering i Hasseris Kirke søndag den 17. september 1970 under medvirken af formanden for Dansk Missionsselskab, pastor C. Rendtorft, København, og pastor Poul Berg, Hasseris.

Projektet i Uganda fik i forbindelse med en studierejse følgende omtale i Frederiksborg Amtsavis den 28. juli 1970:

“Allerede i Ugandas hovedstad havde jeg en meget stor oplevelse, siger pastor Obdrup. Vi besøgte Kl reg-centret, der som elever har 120 stærkt handicappede mennesker.

Centret bliver understøttet af Ugandas regering og omfatter systue, souvenirfabrik, paraplyfabrik, trykkeri, smede- og maskinværksted og kurvefletning. Fik disse mennesker ikke denne uddannelse var de udelukkende henvist til tiggeri.

Her arbejder den danske missionær, Hedevig Haldrup Hansen, i de blindes center. Hun er selv blind og har opnået en enestående kontakt med afrikanerne, fordi hun er afhængig af, at de hjælper hende omkring.

De føler, hun virkelig har brug for dem for selv at kunne yde noget.

Hedevig Haldrup Hansen har et enestående højt humør og færdes mellem afrikanerne som rådgiver for et blinde-center Salama, hvor 60 blinde lærer landbrug og ostefabrikation.

Desuden lærer de blindeskrift.”

Udsendelsen til Uganda varede 3 år fra 1970 til oktober 1972. Efter henstilling fra de danske myndigheder så Hedevig Haldrup sig nødsaget til at forlade arbejdet, efter at præsident Amin i januar 1972 havde overtaget magten ved et militærkup med tiltagende usikre forhold i landet til følge. Herom fortæller hun i et interview i tidsskriftet Samvirke fra marts 1980 følgende:

“Først i 1971 blev det svært efter kuppet med Amin.

Englænderne og asiaterne var rejst. Hedevig Haldrup boede alene med afrikanerne på revalideringscenteret for blinde i Uganda, og det påvirkede hende meget stærkt, når så den ene, så den anden af hendes medarbejdere sporløst forsvandt. Der var alle de våben og fulde soldater. Skuddene og råbene – og som blind vidste man ikke, hvad der skete omkring én.

– Men det var ikke min angst som blind, siger hun, det var en angst jeg delte med alle, og det gjorde det lettere. Jeg blev i Uganda indtil oktober 1972 og underviste i blindskrift og håndarbejde.”

 

14. Den 10. oktober 1972 landede Hedevig Haldrup i Kastrup Lufthavn uden at eje noget. Efter nogle vikaransættelser fik hun 1973 ansættelse som socialrådgiver ved Refsnæsskolen i en nyoprettet stilling. Hun fortsatte i denne stilling frem til sin pensionering i 1985.

 

15. Hedevig Haldrups erfaringer fra udsendelsen til Tanzania og Uganda medførte, at hun under sin ansættelse ved Refsnæsskolen flere gange af DANIDA og ILO’s kontor i Geneve blev udsendt på korte missioner til en række lande Indien, Saudi Arabien, Latinamerika, Tanzania, Uganda og Kenya. Om disse missionsrejser anfører hun i interviewet i tidsskriftet samvirke fra marts 1980:

” Jeg er brandheldig, at Danida accepterer mig i den danske stats ulandshjælp, siger hun. – Desværre er der mange blinde, som må føle, at der ikke er brug for dem Vi er heldige, som har fundet et job, hvor vi kan bruges.”

 

16. Hedevig Haldrup var en pionér på flere måder. Hun var den første blinde, som herhjemme gennemførte uddannelsen som socialrådgiver. Hendes eksempel på dette område blev først efterfulgt i 1961 af den senere kendte forfatter og radiomedarbejder Gerhardt Kaimer. Hendes engagement og deltagelse som udsendt medarbejder til løsningen af opgaver i Tanzania og Uganda var en indsats længe før tilsvarende initiativer så dagens lys blandt de nordiske blindeorganisationer. Dansk Blindesamfund nedsatte således først i marts 1981 et internationalt udvalg inspireret af en opfordring fra blindeorganisationernes nordiske samarbejde. Arbejdet i dette udvalg førte 2 år senere til, at Dansk Blindesamfund vedtog et omfattende handlingsprogram vedr. støtte til blinde i den 3. Verden, oprettede en ”Solidaritetskonto”, hvortil overførtes 1 % af organisationens årlige indtægter, og ansatte en bistandspolitisk konsulent på fuld tid til at forestå dette arbejde.

 

17. Arbejdet med at afdække Hedevig Haldrups livsforløb har efterladt mig med en stor beundring for hendes mod og livsvilje. Jeg har kun én gang truffet hende ved et møde i Dansk Blindesamfunds internationale udvalg. Der for har jeg bedt Karen Marie Pedersen, fhv. næstformand i Dansk Blindesamfund og tidligere leder af Fuglsangscentret, om at kommentere min artikel ovenfor på baggrund af hendes mangeårige bekendtskab med Hedevig Haldrup:

“Jeg har jo kendt Hedevig og besøgt hende flere gange, mens hun var socialrådgiver på Refsnæsskolen, så det gør stærkt indtryk på mig at se hendes livsforløb samlet i din artikel. Meget af det har jeg vidst i forvejen, men jeg får jo pludselig et sammenhængende billede af en person, som jeg faktisk beundrede meget, da jeg var ung. Det er typisk for hende, at hun kunne få støtte af Vera Skalts, og det fik hun jo også af biskop Ole Bertelsen, da hun ville rejse ud. Hedevig var et menneske, der ville noget med sit liv, og hun ville påvirke forholdene for både sig selv og andre blinde. Hvis det ord havde været brugt dengang, ville jeg sige, at hun var en person med et kald. Det var helt sikkert derfor, hun rejste ud.

Hun fik også en form for støtte af Blindeforsorgens daværende administrationschef Bøgh Christensen. Da hun var færdig som socialrådgiver, tror jeg, at hendes første ansættelse var i Vejle kommune, men de har nok været noget tøvende, for i de første år var hun med Bøgh Christensen på hans besøg hos blinde småbørn. Hun besøgte bl.a. min familie 1 gang sammen med ham. Jeg husker hende ikke fra det besøg, men hun gjorde indtryk på mine forældre og lagde grunden til deres første forventning om, at jeg som blind også kunne få en uddannelse og et arbejde.

Da Hedevig kom hjem fra Uganda, var hun fuldstændig rystet og meget ulykkelig over at måtte rejse hjem. Det var egentlig ikke hende, der ville hjem, som din artikel rigtigt beskriver. Det var de danske myndigheder, der ville have alle ud af Uganda, med god grund. Hedevig havde nogle meget skræmmende oplevelser, før hun rejste hjem.

Hedevigs tid som socialrådgiver på Refsnæs var ikke så nem. Hun var rystet efter sin tid i Uganda, og ofte ked af det, husker jeg, og jeg tror faktisk også, at hun havde svært ved at få lov til at udføre relevante arbejdsopgaver. Det kan skyldes, at det netop var en nyoprettet stilling, som ikke var fuldt defineret. Men det kan selvfølgelig også skyldes, at hun havde svært ved at finde fodfæste efter sin tid i Uganda. I dag ville vi nok have sagt, at hun havde PTSD, og hun ville vel forhåbentlig have fået noget hjælp. Men det fik hun så vidt jeg ved ikke dengang. Jeg tror ikke rigtig, at folk omkring hende forstod, hvad hun havde været ude for, både krig, skyderi, angst, og at måtte forlade hele sin livsverden over hals og hoved, og uden at få noget som helst med sig.”

 

17. Hedevig Haldrup Hansen døde den 26. december 2006. Efter sin pensionering boede Hedevig Haldrup Hansen i en lejlighed i Hellerup, indtil helbredet nødvendiggjorde, at hun tog ophold på Dansk Blindesamfunds ældste plejehjem Solgavehjemmet på Vigerslev Allé 117 i Valby.

 

Kilder

En række af disse er nævnt i teksten, herudover skal nævnes:

Kirkebogen fra Brønderslev Sogn 1925

Kirkebogen for Raklev Sogn 1940

Folketællingen for Københavns Kommune (Blindeinstituttet) fra 1940

Dansk Missionsblad nr. 10/1968: Omtale af Hedevig Haldrups ophold på Irente skolen 1967-1970

“Åbning af rådgivningskontor i Hasseris Kirke”, Vordingborg Dagblad 01 02 1958

Radiointerview i DR fra 1991 ved Else Elbæk

Om Vera Skalts og Orla Møller: www.lex.dk

Samtale med fysioterapeut Inge Jørgensen, Frederikssundsvej 207, 1 sal, Brønshøj

Samtale med fhv. telefonist Per Andersen, Følagercentret 15, 4. sal lej. Nr. 413, Valby

 

 

 

6. Boganmeldelse ved Karen Marie Pedersen

 

“Når blinde får børn” af Jannie Hammershøi i samarbejde med Lotte Dalgaard. Udgivet i 2026 af BOD, Books On Demand. Udgivet som lydbog med tekst af Det Kgl. Biblioteks Nota-service i 2026.

 

Dette er en længe savnet bog med nyttig viden og vejledning til fagpersonale, der møder blinde og svagsynede forældre og deres børn. Den vil også være meget brugbar f.eks. for pårørende til forældre med synshandicap, og ikke mindst for blinde og svagsynede, der enten er blevet eller tænker på at blive forældre.

 

Jannie Hammershøi skriver ud fra sine egne erfaringer og den indsigt, som kontakten med mange familier med synshandicappede forældre har givet hende. Jannie er blind og mor til tre voksne børn, og så er hun socialrådgiver, psykoterapeut og en erfaren rådgiver for mange synshandicappede forældre.

I forordet til bogen står der:

 

“Formålet med denne bog er at beskrive, hvordan man trods et synshandicap kan være en lige så kompetent forælder som andre og at give fagpersoner et indblik i udfordringerne i forhold til kontakten med synshandicappede familier. Mit budskab er, at hvis man slavisk følger direktiver og praktiserer kassetænkning, kan det nemt gå galt i mødet mellem fagperson og borger. Hvis man i stedet møder mennesker med åbenhed og nysgerrighed og går et ekstra skridt for at sætte sig ind i deres behov, så er gevinsten stor – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.”

 

Bogen indeholder samtaler med en række synshandicappede forældre med vidt forskellige livssituationer og erfaringer, men de er alle kompetente og gode forældre, som har overvundet barrierer og også mødt forståelse og hjælpsomhed. De deler beredvilligt deres erfaringer, både om udfordringer, de har haft, og om løsninger de har fundet. Der er også gode samtaler med fagpersoner, som har oplevet, at der ofte kun skal ganske lidt til for at få samarbejdet med blinde og svagsynede forældre til at gå glat i det daglige. Og endelig beskriver bogen kort nogle regler og rettigheder, som er vigtige at kende, både for fagprofessionelle og forældre.

 

Det er en gennemgående tråd i bogen, at synshandicappede forældre er lige så forskellige som alle andre, men at der er nogle specifikke problem-stillinger, som de fleste møder, mere eller mindre. Der lægges derfor vægt på, at fagpersoner må møde den enkelte med åbenhed og lydhørhed for de særlige behov. Det understreges, at vejledning skal gøres tilgængelig i alle faser, og at det er vigtigt, at der også er tid til mundtlig orientering, f.eks. om indretning på fødestuen, fødslens forløb, indretning af daginstitution, osv, osv.

 

Bogen beskæftiger sig også med synshandicappede forældres muligheder for at bidrage ligeværdigt i forældregrupper i deres børns daginstitution og skole, hvor der jo er en række praktiske problemer, der skal overvindes, og ofte en del social usikkerhed, der kræver de synshandicappede forældres aktive indspil. En af de problemstillinger, der tages op, er spørgsmålet om deltagelse i mødregruppe efter fødslen.

Samarbejdet med sundhedspersonale lige efter fødslen og i barnets første tid er naturligvis særlig sårbart, da forældrene ofte er usikre og befinder sig på fremmed grund på sygehuset. Her giver bogen en kraftig opfordring til, at fagpersoner ikke straks vurderer forældrenes kompetencer, men tværtimod giver en hjælpende hånd, dog uden at tage over. Forældrene må kunne lære deres barn at kende i tryghed og uden at føle sig vurderet. Desværre sker det ikke så sjældent, at fagpersoner eller andre, nærmest pr. automatik indsender en anonym underretning til kommunen med bekymring for et barn af synshandicappede forældre. Det er ekstremt utrygt og belastende for de synshandicappede forældre, og det skader deres tillid til mennesker omkring dem, som de er afhængige af at kunne samarbejde med. I bogen understreges det naturligvis, at et synshandicap på ingen måde gør forældre mindre kompetente, hvis de får den rette støtte som kompenserer for synshandicappet. Men det er også vigtigt, at synshandicappede forældre kan læse og høre om, at de ikke er alene om at blive kontaktet af kommunen på grund af en underretning. Der er jo risiko for, at den tvivl, der kommer til udtryk i underretningen, smitter de synshandicappede forældre og bliver til skam og usikkerhed hos dem. Derfor er det så vigtigt, at bogen kaster lys på dette, så ingen skal være alene om at bære det.

 

En anden, meget vigtig problemstilling i bogen er, hvilket ansvar børn med synshandicappede forældre kan have eller pålægges. Den klare pointe er, at de ikke skal have et større eller anderledes ansvar i forhold til forældrene end børn med seende forældre. Nogle af bogens synshandicappede forældre nævner, at de nok har været mere tilbageholdende med at give deres børn ansvar eller bede dem om hjælp, end seende forældre i sammenlignelige situationer ville have været. Det er tydeligt, at der er tale om en del af relationen mellem forældre og børn, som får stor opmærksomhed af forældrene.

 

Bogen formidler også vigtige overvejelser og erfaringer med brug af BPA-ordning, (borgerstyret personlig assistance), bl.a. om hvordan man håndterer at få en fremmed, seende voksen ind i familien, uden at denne overtager forældrenes rolle, fordi BPA’en kan gøre ting sammen med børnene, som forældrene ikke kan, eller fordi BPA’en hurtigt lige kan finde og trøste barnet, når det græder. Det er en svær balancegang, når man som synshandicappet forælder vil beholde forældrerelationen selv uden at komme til at afvise BPA’en, som vil hjælpe.

 

Ja, jeg kunne blive med med at finde vigtige og tankevækkende pointer i denne bog. Det er tydeligt, at synshandicappede forældre har mange vigtige erfaringer og kompetencer at dele med hinanden, og derfor har det stor betydning, at der findes kurser og netværk for synshandicappede forældre og deres børn, ikke mindst som tilbud fra Dansk Blindesamfund på Fuglsangcentret. Jeg kan varmt anbefale synshandicappede forældre, både at læse og bruge denne bog, og at deltage i kurser og netværk med andre forældre. Man bliver virkelig godt klædt på, og man bliver meget stærkere og mere kompetent, når man kender sine rettigheder og muligheder og ved, at der er andre, der er gået foran.

Bogen vil også give et værdifuldt udbytte for pårørende til synshandicappede forældre og deres børn.

Og endelig bør den absolut være obligatorisk læsning for alle fagprofessionelle, der som led i deres arbejde møder synshandicappede forældre.

 

 

7. Mindeord om Henrik Scharff Persson, af Hans Rasmussen

Henrik Persson, der fra midt i 80’erne var ansat på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup (IBOS) døde ganske pludseligt lørdag den 9. maj.

Henrik Persson blev 66 år.

Henrik kom gennem sit arbejde på IBOS til at betyde ganske meget for gruppen af synshandicappede, der fra midten af 80’erne stiftede bekendtskab med den personlige computer og dens muligheder for at kompensere og lette synshandicappedes arbejde, uddannelse og siden også fritid gennem anvendelsen af syntetisk tale eller forstørrelse.

Henrik blev ansat i IBOS’ skoleafdeling og var den første, der førte synshandicappede op til Folkeskolens skriftlige afgangsprøver med anvendelse af PC med syntetisk tale.

Henrik blev kendt landet over gennem sit arbejde i IBOS’ rådgivningsafdeling, hvor han på korte kurser som IT-instruktør dels lærte synshandicappede at bruge den personlige computer til arbejde og uddannelse, dels rejste rundt i Danmark og implementerede løsninger hos borgere med synshandicap.

Efter Henrik stoppede på IBOS fik han for 4 år siden konstateret Parkinson – en sygdom som han bl.a. gennem fysisk træning søgte at begrænse virkningen af.

Henriks pludselige død skyldtes en blodprop.

Jeg vil i en senere sammenfatning til Blindehistorisk Selskab beskrive Henriks og rådgivningsafdelingens arbejde omkring udbredelsen af IT og den personlige computer til synshandicappede under uddannelse og i beskæftigelse.

Æret være Henriks minde.

 

Hans Rasmussen

Tidligere EDB-konsulent

Instituttet for Blinde og Svagsynede

 

 

 

 

 

8. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Lille Fredensvej 1C st. tv.
2920 Charlottenlund
Mobil +45 30 44 44 36
Mail: poul.luneborg@gmail.com

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

Kasserer John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk eller jdh@oejenhoejde.dk

Sekretær Karen Marie Pedersen
Overmarken 106, Skærbæk
7000 Fredericia
Mobil +45 23 35 82 62
Mail: karen.marie.pedersen@blind.dk

Bestyrelsesmedlem Flemming Georg Meier
Odensegade 7, 3. sal til højre
2100 København Ø
Mobil +45 22 16 13 79
Mail: meier@edu.au.dk

1. suppleant Rudi Kurt Geert-Jørgensen
   Borreparken 3
   2800 Kgs. Lyngby
   Mobil +45 28 69 27 12
   Mail: rudikurt44@gmail.com
2. suppleant Henrik Jensen
   Ramsingvej 20 3.th.
   2500 Valby
   Mobil +45 20 81 63 53
   Mail: henrikjensen2711@gmail.com

Redaktion af selskabets nyhedsbreve forestås af formanden i samarbejde med webmaster Rita Ilsted Smith.