Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 2 / 2025
Indhold:
1. Hilsen fra formanden, af Poul Lüneborg
2. Referat af Blindehistorisk Selskabs generalforsamling på Fuglsangcentret 1. marts 2025, af næstformand Lena Bang
3. Nekrolog om Lis Vibeke Wallin, af organist Erik Bremer
4. Kronikken der aldrig kom i avisen, af fhv. overlærer Peter F. Hansen
5. Historisk Selskab for Handicap og Samfund – HSHS, af Professor Birgit Kirkebæk
6. Bestyrelsens kontaktoplysninger
1. Hilsen fra formanden
Af Poul Lüneborg
Slår man op i Dansk Blindesamfunds medlemsblade, årsberetninger og lignende vil man altid kunne pege på et jubilæum. Hvis man i år ser 100 år tilbage på 1925, er der flere forhold, som kan nævnes.
Ejendommen Folkets Gave på Østerbro på hjørnet af Randersgade og Bogensegade blev indviet den 2. december 1924, så 1925 var året, hvor foreningen for alvor skulle tage denne epokegørende nyerhvervelse i brug. Ud over at skaffe boliger til mange blinde, blev bygningen rammen om foreningens eget punktskriftstrykkeri og kontor.
Ud over arbejdet med erhvervssagen, som i dette år blev analyseret i en kommission, er der dog én sag som på helt afgørende måde skiller sig ud.
Det drejer sig om opstarten som et forsøg, den 1. april 1925 af Statsradiofonien, under ledelse af kammersanger Emil Holm, et hverv, som han bestred frem til 1937.
Denne for blinde helt fantastiske nyskabelse kom til verden i kraft af nogle meget dygtige og engagerede efterkommere af vores verdensberømte opfinder H.C. Ørsted fra Rudkøbing.
Ingeniør Valdemar Poulsen, ansat ved Københavns Telefonselskab, opfandt i 1902 sammen med ingeniør Peder Oluf Pedersen buegeneratoren (også kaldet lysbuesender), der revolutionerede den trådløse telegrafi. i 1908 præsenterede den italienske opfinder Markoni udviklingen af radiorøret, som gav helt nye muligheder for radiospredning. Opfinder Peter Laurids Jensen, tidligere medarbejder hos Valdemar Poulsen, opfandt i 1915 den første højttaler: Magnavoxhøjttaleren – eller den store stemme, som han også kaldte den. Med disse opfindelser var forudsætningerne skabt for det vi i dag kender som radiofoni.
Der er her i 2025 hvor vi fejrer Danmarks Radios 100-års jubilæum, grund til at citere Dansk Blindesamfunds formand Martinus Christiansens betragtninger ved radiofoniens fremkomst. ” Den er vel nok en af vor tids største opfindelser. Dette, at man ad usynlige veje kan komme i forbindelse med omverden, lyder som et eventyr, men er en virkelighed, som jo nu allerede er almindelig kendt og benyttet.”
Han havde selv anskaffet sig en radio og kunne derfor tale med om spørgsmålet af egen erfaring. Han ilede da også med “at sige det straks”, at han var” overordentlig begejstret derfor. Det er ikke alene underholdning, der gør det betydningsfuldt, men i første række den kulturelle betydning, det har at kunne høre foredrag om forskellige emner og af de bedste foredragsholdere på bestemte områder, opera og anden musik, såvel her hjemme fra som fra udlandet og på gode apparater, der er saa fuldkomment, at ingen del af tale eller musik går tabt.” Alle blinde burde derfor efter hans mening have en radio.
”I Foråret 1925 afholdt Dansk Radioklub en udstilling i København og i forbindelse hermed en tombola, hvis overskud skulde danne en fond for anskaffelse af radio til blinde og vanføre.
Fondens bestyrelse søgte straks samarbejde med os, og det har været præget af forståelse for sagens overordentlig store betydning for blinde, der ad denne vidunderlige opfindelses vej kan komme i kontakt med omverdenen.”
Ud over den kulturpolitiske revolution som radioen betød for blinde i årene efter 1925, blev den tillige en mulighed for blinde musikere. Det berømte triospil, som Karl Bjarnhof omtaler i sit erindringsværk ”Kølvandsstriber” fra 1968 var en trio bestående af pianisten Aksel Agerby, violinisten Christian Kjellerup og karl Bjarnhof på cello. De var ansat til at være til rådighed, når der var en pause mellem 2 udsendelser. Dengang havde man ikke mulighed for at afspille musik fra grammofonplader eller fra en båndoptager. Kendskabet til disse 3 musikere blev derfor deres store chance for at nå ud til et stort publikum.
Det forunderlige er, at radioens betydning for blinde er i dag lige så stor som for 100 år siden, til trods for informationsteknologiens udvikling.
Ud over Lena Bangs fine referat af selskabets generalforsamling den 1. marts i år, kan man i dette nyhedsbrev læse en meget smuk og tankevækkende nekrolog af Erik Bremer i anledning af organist Lis Vibeke Wallins død.
Derudover har Peter Frederik Hansen sammenfattet sine tanker om udviklingen af synshandicappedes uddannelsesmuligheder gennem de forgangne knap 50 år.
Nyhedsbrevet afsluttes med en informationsartikel af professor Birgit Kirkebæk om ”Historisk Selskab for Handicap og Samfund”, som i den grad har brug for støtte til at blive kendt i en større offentlighed.
Hermed vil jeg ønske alle god læselyst. Samtidig vil jeg håbe at se mange medlemmer med venner og familie til selskabets kommende fødselsdagsarrangement fredag den 21. november 2025 om eftermiddagen i Handicaporganisationernes Hus i Tåstrup, nærmere information om arrangementet udsendes senere, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.
2. Referat af generalforsamlingen i Blindehistorisk Selskab på Fuglsangcentret i Fredericia lørdag den 1. marts 2025
Af næstformand Lena Bang
Mødet havde følgende dagsorden:
Punkt 1. Åbning og velkomst ved formand Poul Lüneborg
Formand Poul Lüneborg bød velkommen til dette års generalforsamling.
Punkt 2. Navneopråb, præsentation af deltagerne
Deltagerne blev råbt op. Der var 26 til stede.
Punkt 3. Valg af dirigent, stemmetællere og referent
Som dirigent blev Susanne Nolsøe foreslået og valgt. Hun konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet, idet invitationen havde været bragt i årets første nyhedsbrev samt i medlemsbladet. Som stemmetællere valgtes Erik Vind Frost og Jesper Kryger, og Lena Bang blev valgt som referent.
Punkt 4. Godkendelse af dagsorden
Dagsordenen blev godkendt.
Punkt 5. Referat af sidste års generalforsamling
Dette var, efter at have været godkendt af bestyrelsen og dirigenten, bragt i nyhedsbrev nr. 2 fra 2024. Forsamlingen tog denne oplysning til efterretning.
Punkt 6. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning 2024 – 2025 til godkendelse
Formanden gennemgik hovedpunkterne i årsberetningen, idet denne havde været bragt i nyhedsbrev nr. 1 2025. Dermed havde alle medlemmer haft mulighed for at læse beretningen i sin helhed.
I det forgangne år har bestyrelsen haft følgende sammensætning: Formand Poul Lüneborg, Næstformand Lena Bang, Kasserer John Heilbrunn, redaktør Ove Gibskov, bestyrelsesmedlem Jytte Nielsen samt 1. suppleant Leif Martinussen og 2. suppleant Thorvald Kølle.
Bestyrelsen har afholdt fire møder, hvoraf de tre har fundet sted i Handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup, mens et blev afholdt på Fuglsangcentret i Fredericia. Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith har så vidt muligt deltaget i bestyrelsesmøderne.
Ved udgangen af 2024 havde selskabet 127 medlemmer. Nogle var faldet fra grundet dødsfald og andre ønskede ikke at opretholde deres medlemskab. Vi har stadig vores fem kollektive medlemmer, som er Synscenter Refsnæs, Nota, Instituttet for blinde og svagsynede, den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde og Bredegaard. Formanden understregede vigtigheden af, at flere både synshandicappede og seende melder sig ind i selskabet. Bestyrelsen forsøger at udbrede kendskabet til selskabet ved jævnligt at informere i Dansk Blindesamfunds medlemsblad under rubrikken meddelelser.
Den 5. december deltog selskabet i markeringen af 100-årsdagen for Nota. I den anledning udgav Blindehistorisk Selskab en beretning om udviklingen af blinde og svagsynedes adgang til litteratur gennem de 100 år. Beretningen indeholder blandt andet en kort beskrivelse af de ti ledere, der har stået i spidsen for virksomheden gennem alle årene. Denne kan læses på selskabets hjemmeside og lånes på Nota. Dette var en fin anledning til at sætte fokus på historiens betydning.
Selskabets medlemsliste blev udsendt til alle medlemmer med en mailadresse den 13. maj sidste år. Derefter blev den udsendt på henholdsvis Daisy, punkt og sort til de medlemmer, der ønskede at modtage listen på disse medier. Medlemslisten er udelukkende en intern liste, som kun skal bruges af medlemmerne. Derfor lægges den heller ikke på hjemmesiden. Når en person melder sig ind i selskabet, bliver vedkommende bedt om skriftligt at tage stilling til, om man ønsker at stå på medlemslisten og med hvilke kontaktoplysninger. Det enkelte medlem har selv ansvar for at ajourføre sine egne oplysninger. Formanden påpegede vigtigheden af, at medlemslisten er så opdateret som muligt for at undgå fejl.
Den blindehistoriske arbejdsgruppe mellem Blindehistorisk Selskab og Dansk Blindesamfunds fritids- og kulturpolitiske udvalg har også i det forgangne år bestået af Poul Lüneborg og Ove Gibskov fra Blindehistorisk Selskab og Karen Marie Pedersen og Dennis Bonet Aabank fra fritids- og kulturpolitisk udvalg. Denne gruppe har eksisteret siden 2014. Det seneste møde i gruppen blev afholdt den 19. august 2024. Foruden arbejdsgruppen deltog samlingsleder Jon Meyer og samlingsassistent Maria Thode Jensen fra Medicinsk Museion, Jesper Bentil Holten fra Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg samt Winnie Ankerdal fra den ad hoc gruppe, som blev nedsat i begyndelsen af 2024.
Der er blevet udarbejdet en handlingsplan for anskuelsessamlingen fra Synscenter Refsnæs, hvilket har resulteret i, at der er overdraget en stor samling billeder til Medicinsk Museion. Derudover har handlingsplanen resulteret i, at Karen Marie Pedersen og Winnie Ankerdal har foretaget en grovsortering af genstande fra Synscenter Refsnæs, som har været benyttet i undervisningen. Udover anskuelsessamlingen har det vist sig, at samlingen også rummer en del undervisningsmateriale og grammofonplader, som Dansk Blindesamfunds podcast-redaktion er interesserede i. Der arbejdes stadigvæk på at findes opbevaring af disse samlinger, idet de ikke længere kan opbevares på Synscenter Refsnæs. Det er ønsket, at samlingerne på et tidspunkt kan opbevares hos Medicinsk Museion.
Endelig nævnte formanden, at samlingsleder Jon Meyer efter 26 år var gået på pension. Dette var blevet markeret ved en afskedsreception den 4. december.
Der vil også ske ændringer i den blindehistoriske arbejdsgruppe, fordi Karen Marie Pedersen stopper som formand for fritids- og kulturpolitisk udvalg, og Ove Gibskov heller ikke genopstiller til bestyrelsen for Blindehistorisk Selskab.
Selskabets webmaster Rita Ilsted Smith er stadig godt i gang med udarbejdelsen af bogen ’Et liv i lys og skygge’, der handler om Mariendalshjemmet på Frederiksberg, et hjem for arbejdsføre blinde kvinder, som fungerede fra 1900 til 1976. Projektet forventes afsluttet i løbet af 2025. Dansk Blindesamfund har bevilget 15.000 kr til projektet og Blindehistorisk Selskab vil bevilge det resterende beløb på godt 18.000 kr.
I forbindelse med Ove Gibskovs projekt om ægteskabsloven fra 1937 gav han tilsagn om at holde foredrag om emnet på selskabets fødselsdag, der skal afholdes i november 2025. Der vil også komme en artikel i nyhedsbrev nr. 1 i 2026 samt i Handicaphistorisk Tidsskrift.
I løbet af 2024 er der udgivet tre nyhedsbreve. Dette bliver udgivet i daisyformat, mail, punkt og sort. Alle medlemmer kan således modtage nyhedsbrevet på det medie, de ønsker. Formanden takkede alle, der havde indsendt artikler af blindehistorisk karakter og opfordrede til fortsat at indsende bidrag til nyhedsbrevet.
Selskabet har afholdt følgende arrangementer:
Jazzkoncert i forbindelse med generalforsamlingen 2024 afholdt den 9. marts på Fuglsangcentret. Koncerten blev fremført af et orkester bestående af blinde musikere, der kalder sig OK24. Musikerne var: Lars Svaneborg vibrafon, Flemming Nørgaard bas, Heidi Madsen trommer, Lars Bang Andersen saxofoner (baryton, tenor og sopran) og Thorvald Kølle trompet og flygelhorn. Jazzmusikken, som blev spillet, var fra 1940erne til 1960erne. Denne koncert blev optaget af René Nielsen og kan rekvireres ved henvendelse til bestyrelsen.
Søndag den 10. marts blev der i tilknytning til generalforsamlingen afholdt et foredrag om blinde tiggere. Det blev fremført af John Heilbrunn, Jytte Nielsen og Lena Bang, der belyste emnet fra forskellige synsvinkler. Hvordan fremstår vi som blinde i et moderne indsamlingssamfund? Hvor går grænsen mellem at udøve sin kunst eller at falbyde sine evner af varierende kvalitet til egentligt tiggeri? Dette arrangement er ligeledes blevet optaget og kan høres på selskabets hjemmeside.
Fredag den 15. november afholdt Blindehistorisk Selskab sin 30-års fødselsdag. Arrangementet fandt sted i Handicaporganisationernes Hus i Høje Tåstrup i mødelokale København. Alle selskabets medlemmer var blevet inviteret. Ca. 40 personer var mødt op. Begivenheden bød på et meget spændende foredrag af medlem Arne Christensen, der på en særdeles levende måde fortalte om sin tur på ski til Sydpolen. Under hele arrangementet serverede selskabet forskellige former for snacks samt drikkevarer. Dette arrangement blev ligeledes optaget af Henrik Olsen og kan høres på selskabets hjemmeside. Efter denne gennemgang af årsberetningen satte formanden den til afstemning. Årsberetningen blev enstemmigt godkendt.
Punkt 7. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for 2024 med tilhørende revisionspåtegning til godkendelse
Kasserer John Heilbrunn gennemgik regnskabet. Selskabet kom ud af 2024 med et underskud på ca. 8000 kr. Det skyldes, at vores økonomi de senere år har været virkelig god. Det har betydet, at selskabet har fået mulighed for at finansiere forskellige projekter, f.eks. projektet om Mariendalshjemmet.
Under dette punkt fremførte Hanne Skipper, at det ikke kunne passe, at bestyrelsen fik dækket taxakørsel i forbindelse med møder og arrangementer. Hun opfordrede til at benytte flextrafik. Til det svarede René Nielsen, at flextrafik ikke altid er særligt fleksibelt f.eks. i forhold til ankomst- og afhentningstidspunkter. Poul Lüneborg nævnte, at bestyrelsesmedlemmer i princippet selv skal betale for transport i forbindelse med bestyrelsesmøder. I forbindelse med møder og arrangementer på ukendte steder kan der bevilges taxakørsel, eksempelvis mellem en station og stedet, hvor mødet afholdes. I forbindelse med kassererens ulykke, der gjorde det umuligt at færdes med offentlig transport, blev der bevilget taxa til bestyrelsesmøder. Af andre synspunkter i denne debat kan nævnes, at vore medlemmer har forskellige forudsætninger for at færdes, og at det derfor må være det at komme trygt og sikkert frem, der er det vigtigste. Det er svært at finde frivillige, så det skal ikke afhænge af, hvor dygtig man er til at færdes. Det kan være vanskeligt for nogen, hvis man kun må bruge flextrafik, idet man kun har 104 enkeltture om året. Dette medfører, at man hurtigt får opbrugt sin kvote. Med disse indspark blev regnskabet godkendt med applaus.
Punkt 8. Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsens forslag om at fastholde kontingentet på 150 kr. blev tiltrådt af en enig forsamling.
Punkt 9. Indkomne forslag
Der var indsendt to forslag fra Henrik Olsen.
Det første forslag gik ud på, at selskabet skulle halvere kørselsudgifterne til max 3.000 kr. pr. år. Dette blev debatteret under punktet godkendelse af regnskab. Forslaget blev således forkastet.
Det andet forslag gik ud på at droppe honorarer både til optagelser af arrangementer samt redigering af disse. Bestyrelsen er som udgangspunkt enig i dette, men der kan være særlige tilfælde, hvor der ydes en særlig indsats med professionelt udstyr, som eksempelvis optagelse og redigering af jazzkoncerten med OK24. Ingen stemte for forslaget. Tre undlod at stemme, mens 19 stemte imod. Således blev forslaget forkastet.
Punkt 10. Valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter, revisor og revisorsuppleant
A. Kasserer for to år. John Heilbrunn ønskede genvalg, og blev enstemmigt valgt med applaus.
B. Valg af bestyrelsesmedlem for en toårig periode. Jytte Nielsen genopstillede, og blev valgt uden modkandidater.
C. Valg af bestyrelsesmedlem for et år. Redaktør Ove Gibskov blev på sidste års generalforsamling valgt for et år. Han ønskede ikke genvalg. Som ny kandidat stillede Flemming Meier op. Han blev enstemmigt valgt.
D. Valg af to suppleanter for et år. Leif Martinussen og Thorvald Kølle var begge villige til genvalg. Leif Martinussen blev valgt som 1. suppleant og Thorvald Kølle som 2. suppleant.
E. Valg af to revisorer. Kurt Nielsen og Nete Parkov blev sidste år valgt som revisorer, og de var begge villige til genvalg. De blev begge genvalgt.
F. Valg af revisorsuppleant. Hanne Skipper blev enstemmigt genvalgt.
Punkt 11. Eventuelt
Ove Gibskov fortalte kort om Historisk Selskab for Handicap og Samfund (HSHS), hvor han sidder som repræsentant. Herefter gav dirigenten ordet til formanden, der takkede for en god generalforsamling.
Referent Lena Bang.
Bestyrelsen har den 18. maj 2025 godkendt referatet, ligesom dette er blevet underskrevet den 19. maj 2025 af mødets dirigent Susanne Nolsøe.
3. Nekrolog – Lis Vibeke Wallin 21. maj 1947 – 14. februar 2025
Af organist Erik Bremer
Lis Wallin blev født i Gedser ind i en kærlig og tryg familie, som gav hende et solidt fundament for en stabil barndom. I 1954 tog hendes liv en ny drejning, da hun forlod hjemmet for at starte på blindeskole i Kalundborg. Hendes forældre, dybt engagerede i hendes trivsel og udvikling, traf den rørende beslutning at flytte hele familien til Kalundborg, så de kunne være tættere på Lis og støtte hende i hendes skolegang.
På Refsnæsskolen blev Lis introduceret til musikkens forunderlige verden. Hun lærte at læse noder, spille klaver og blev bekendt med en række forskellige instrumenter. Ved en julegudstjeneste blev den lille pige betaget af orglets styrke, og fast i mælet konstaterede hun, at hun ville være organist! – Sådan blev det!
Lis Wallin, en talentfuld organist og musiker, indledte sin professionelle karriere som elev af den anerkendte organist Henning Riiser (1938 – 2005), hvis vejledning hun fulgte frem til sin organisteksamen i 1971. Siden udvidede hun sin horisont under Jørgen Berg (1928-2016), en respekteret dirigent og docent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvis undervisning blev en afgørende faktor i hendes musikalske udvikling. Med en kantoreksamen i 1973 cementerede hun sin position som en dygtig musiker.
Lis Wallin berigede sin uddannelse yderligere med studier i musikteori hos komponisten Erik Jørgensen (1912 – 2005), hvis arbejde var præget af indflydelser fra mestre som Bartók og Stravinsky, inden han dykkede ned i Schönbergs tolvtoneteknik.
Desuden modtog hun klaverundervisning af Egil Harder (1917 – 1997), kendt for sin melodi til “Den blå anemone”.
Vor Frue kirke i Kalundborg blev opført af Esbern Snare omkring 1170, men færdiggjort af hans datter Ingeborg og hendes mand Peder Strangesen i 1220. Kirken er enestående i verden: Dens grundplan er et græsk kors, hvor hver af de fire korsarme afsluttes med et tårn, og det femte tårn rejser sig, hvilende på fire granitsøjler, over kirkens midtpunkt. Kirkens borgagtige udseende skyldes ikke, at den har været led i byens forsvar, men det skal lede tanken hen på “Det himmelske Jerusalem”, hvor Gud og mennesker ifølge bibelen ved tidernes ende skal bo sammen.
Musiklærer på Refsnæsskolen Viggo Wøhlk Poulsen (1906 – 1974) var ansat i Vor Frue Kirke fra 1938 til 1972.
Lis Vibeke Wallin (født Sørensen) søgte den ledige stilling og spillede i de fantastiske historiske rammer fra 1972 til 1977.
Lis var en kvinde med sin egen mening, et kærligt menneske, som altid fandt sine egne veje til at løse opgaverne. Lis efterlader sig et varigt indtryk i musikkens og kirkens tjeneste, hvor hun i mange år var en uundgåelig skikkelse. Hendes liv og virke har været præget af en dyb passion for kirkemusikken og en urokkelig dedikation til sit embede.
Lis var ansat ved Sions Kirke på Østerbro i København 1977 – 2018. Som en fremragende, konservatorieuddannet organist arrangerede hun i løbet af sin ansættelse et væld af klassiske koncerter i højeste kvalitet. De store koncerter udgjorde rygraden i hendes musikalske programmer. Selvom Lis fik opfyldt flere kunstneriske ambitioner i sin kirke, end de fleste musikarrangører kan drømme om, hvilede hun aldrig på laurbærrene. Hendes stræben efter det perfekte var en konstant drivkraft.
I årenes løb kæmpede hun ihærdigt for at skaffe kirken et nyt stort orgel i verdensklasse. Bestræbelserne blev kronet med held, og orglet blev installeret, hvilket tilførte både koncerter og den daglige musikledsagelse i kirken et betydeligt kvalitetsløft. Såvel præster som kirkegængere lærte at holde af hendes sikre hånd på det nye Carsten Lund orgel, som er tegnet af arkitekt Rolf Graae og opført til kirkens 100-års jubilæum i 1996.
Lis har leveret lydsporet til et ubegribeligt højt antal højmesser, barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser – altid med en insisteren på den højeste kvalitet og et pænt nej tak til ønsker om populærmusikalske døgnfluer.
En stor skare af mennesker på Østerbro kæmpede sig stædigt gennem Den Danske Salmebog fra start til slut. Bag pulpituret i 1. sals højde, gemt bag orglet i Sions Kirke sad Lis og knoklede med salmerne. Som blind formåede hun at tilegne sig et enormt repertoire af salmer og sange fra punktskrift, hvilket var en bemærkelsesværdig præstation i sig selv. Hendes engagement i projektet ”Salmemarathon” var intet mindre end en storslået præstation. Lis var i stand til at tilegne sig flere hundrede salmer, der tilmed havde flere melodier, og hendes dygtighed strakte sig langt ud over det forventede. Hendes harmoniforståelse var inspirerende, og hun mestrede en bred vifte af stilarter, hvilket gjorde hende til en fremragende liturgisk organist. Hun havde en sjælden evne til at variere sit salmespil i takt med teksterne, hvilket gav hver gudstjeneste et unikt og personligt præg. Hendes forspil til salmerne var altid veldrejede, fyldt med følelser og nuancer, der berigede menighedens oplevelse af musikken.
Lis var også en dygtig og elsket korleder. Korsangerne mærkede hendes generøsitet og engagement. Hun havde en særlig evne til at få alle til at føle sig inkluderede og betydningsfulde, hvilket gjorde hendes lederskab både varmt og imødekommende.
Lis satte ikke blot musik til gudstjenesterne; hun gav os alle en dybere forståelse af musikkens betydning i livet. Hendes passion for musikken var mere end bare et kald; den var en livsnerve, der forbandt mennesker og løftede sjæle.
I episode 15 af “Nikolaj og Julie,” som blev sendt i prime time på DR1 i 2003, er Nikolajs far død, og han må sammen med sin mor tage sig af begravelsen. Lis spiller kirkens organist, en rolle, hun kender bedre end nogen anden. Efter en lang og anstrengende dag med mange tilstedeværende får produktionsteamet optaget de nødvendige scener. Dog vender lydfolkene tilbage et par dage senere for at indspille mere med Lis, men denne gang er kirken tom, hvilket skaber en ny situation. Kan vi i filmklippet høre, at akustikken har ændret sig? Det er vidunderligt at tænke på, at Lis er nævnt i filminstituttets database.
I adventstiden er der en særlig tradition, som mange kirker rundt omkring i landet holder i hævd: “De ni læsninger”. Denne smukke skik, der har sine rødder i England, fejres ofte som en særskilt gudstjeneste med koncertpræg. Sions Kirke og Lutherkirken ligger side om side, kun adskilt af Strandboulevarden, hvilket gjorde det let at beslutte at samle vores kræfter for at skabe en uforglemmelig oplevelse for menighederne.
Vi satte gang i planlægningen, og vores første fælles projekt blev naturligvis ”De ni læsninger”. En af de største glæder var muligheden for at samarbejde og samle vores dejlige kirkekor, hvis smukke stemmer kunne løfte arrangementet til nye højder. Det blev til to ombæringer i samme uge, og vi var fyldt med forventning og entusiasme. Lis, som tidligere havde vikarieret på Lutherkirkens gamle orgel fra 1918, tog rorpinden ved begge orgler, mens jeg fik æren af at dirigere det store kor.
Men som skæbnen ville det, blev både Lis og jeg ramt af influenza. Pludselig stod vi over for udfordringen med at planlægge og evaluere alt fra sygesengen. På trods af vores sygdom formåede vi at gennemføre prøverne og læsningerne, og den efterfølgende gløgg i Sions Kirke blev en livgivende pause i vores sygdomsforløb.
Tilbage hjemme i sygesengen, men med tankerne rettet mod vores kommende tur til Lutherkirken. Arrangementet forløb atter smukt. Efterfølgende nød koret, Lis og jeg en særlig stærk gløgg, som kirketjeneren havde tilberedt. Den lille stund på mit kontor gav os den energi, vi havde brug for, så vi begge kunne være klar til søndagens højmesse i hver sin kirke. Den uge blev et fælles minde, som vi ofte talte om.
Jørgen Gustava Brandts salmer blev udgivet i 1986 i en digtsamling med titlen ”Giv dagen dit lys”. Salmerne er karakteriseret ved, at de havde en ny og selvstændig sprogtone. Mange fandt, at der med disse salmer skete en egentlig fornyelse af sproget. Melodierne er skrevet af komponisten Ole Schmidt, som var dirigent for Århus Symfoniorkester. Vi fik overført musikken og teksterne til punktskrift og vi var klar til et nyt samarbejde i midt-halvfemserne. Atter sad Lis bænket ved orglet i Sions Kirke og spillede blandt andet til en række fællessalmer, som var ganske ukendte for menigheden. Men de klarede det over alt forventning. Jeg havde arrangeret 12 af salmerne for blandet kor, som blev sunget af min kvartet fra Lutherkirken. Sognepræst Anders Gadegaard reflekterede over salmerne og Brandts moderne digte. Endnu en dejlig erindring med Lis, der åbnede sin kirke endnu en gang for mig.
“Ode til livets du” er et smukt korværk, der blev skabt som en hyldest til Lis Vibeke Wallin i anledning af hendes 25-års jubilæum som organist i Sions Kirke. Værket blev bestilt den 25. februar 2002 af Wallin selv og blev en central del af fejringen af hendes jubilæum. Dette firstemmige korværk kombinerer kirkekorets klang med et par ekstra sangere og fanger lytteren med sin dybe følelsesmæssige resonans og poetiske tekst. Teksten blev skrevet af Gerhard Kaimer, som den 7. marts 2002 sendte sit digt til Leif Martinussen, der stod for kompositionen. I 2004 blev “Ode til livets du” inkluderet på Martinussens anden CD, hvor det blev fremført af “Unge Akademikeres Kor” under ledelse af Flemming Windekilde. På denne udgivelse fik værket en engelsk titel, “Ode to existence of You, You, You”, hvilket udvider værkets rækkevidde til et internationalt publikum. Spilletiden er ca. 4 minutter.
Tekst og musik er tilegnet Lis Vibeke Wallin.
Jeg har bedt Leif Martinussen om at skrive nogle få ord om musikken:
”Gerhard Kaimers tekst er et vidunderligt epos, hvori poesiens mangfoldige, ofte fjerlette ord, forenes i et hjertedybt ønske om nærhed omsluttet af kærlighed.
Musisk set har jeg fulgt Kaimers 3-delte tekstopstilling i en slags ABA form.
Begyndelsen af 1. og 3. del udtrykker en fra dybet opstigende grundstemning, hvorefter poesien slår sine vinger ud og udkrystalliserer kærligheden til den udkårne.
I del 2 manifesteres så længsel mod ”livets du”.
At denne tilbedelse ikke kun er et udsagn, men skal munde ud i et evighedsønske, bliver så det naturlige udtryk i korværkets sidste strofer”.
Hils, ja hils fra grunden
livets længsel efter mere liv
hjertetro og morgensol
er selve livets bro
hils det, hils det med tro
Altid – altid – evig
tid til dette nu
åbne blomsterhænder
rakt mod livets du
du som ser mig
du som ved mig
du som ler mig
ser mig, ved mig, ler mig
op til liv og sol
tankens himmelblå
tak for livets du
Tak, ja tak fra grunden
hjertets længsel efter mere du
hjertetro som sindets sol
er evig livets bro
tak det, tak det med tro
altid – altid – evigt
du!
I 1995 begyndte Lis Wallin at arbejde på NOTA (Danmarks Blindebibliotek), som korrekturlæser. Her fik hun mulighed for at anvende sine kvalifikationer inden for punktnodesystemet, hvilket gjorde det muligt for mange lånere at få noder der var løbet igennem med en løftet pegefinger. Udover sit arbejde på NOTA var Lis også aktiv fagpolitisk. Hun sad i musikerudvalget under Dansk Blindesamfund i en årrække, hvor udvalget primært arrangerede musikerkurser, hovedsageligt for organister. Hendes engagement i udvalget var præget af en dyb forståelse for de udfordringer, som blinde musikere stod overfor, og hun kæmpede for at sikre, at vi havde adgang til det materiale, vi behøvede for at kunne udføre vores arbejde effektivt.
Lis Wallin var dybt engageret i socialt arbejde og brugte sin tid hos Sct. Nicolai Tjenesten til at støtte mennesker, der kæmpede med ensomhed, sorg eller personlige kriser. Hendes tilgang var præget af ægte omsorg for dem, der følte sig marginaliserede eller ramt af livets udfordringer. Gennem telefoniske samtaler skabte hun et trygt rum, hvor hun mødte dem med nærvær, forståelse og respekt. Lis’ engagement gav de mennesker, hun talte med, en følelse af, at de ikke var alene, og hun bidrog til at mindske den isolation, mange oplevede. Hendes arbejde var ikke blot en opgave, men en passion for at gøre en forskel i andres liv.
Det arbejde, hun udførte for os blinde i København, var præget af dyb dedikation og en urokkelig tro på, at alle fortjener lige muligheder. Som medlem og næstformand i københavnerkredsen i Dansk Blindesamfund arbejdede hun utrætteligt for at forbedre vilkårene for de mest sårbare blinde. Hendes indsats strakte sig langt ud over de formelle rammer.
Privat tog hun initiativ til at skabe nye muligheder for socialt samvær og kulturel udfoldelse. Hun var med til at stifte kulturkredsen, kendt som “Sommerklubben”, hvor blinde og svagtseende kunne mødes, dele oplevelser og deltage i forskellige aktiviteter. Denne klub blev et fristed, hvor deltagerne kunne opleve glæde og fællesskab og styrke deres sociale netværk.
Derudover etablerede hun en radiospilsgruppe, hvor medlemmerne kunne spise sammen og lytte til de gode gamle hørespil fra Danmarks Radio. Dette initiativ gav os en platform til at udtrykke os kreativt og engagere os i historierne. Hendes generøse økonomiske støtte til disse projekter gjorde det muligt for initiativet at kunne blomstre og nå ud til mange flere. Hendes arbejde var ikke en professionel forpligtelse, men en passion, der kom fra hjertet. Hun troede på, at kulturelle aktiviteter kunne forbedre livskvaliteten for blinde, og hun gjorde alt for at sikre, at ingen blev ladt tilbage. Hendes indsats har haft en god indvirkning på mange menneskers liv og har været med til at skabe et mere inkluderende samfund for blinde i København.
Hendes engagement strakte sig over flere områder, og hun var ikke kun medlem, men også en drivkraft bag grundlæggelsen af “Det Danske Louis Braille Selskab”. Foreningen, opkaldt efter den berømte opfinder af punktskriften, har som mål at fremme kendskabet til og anvendelsen af punktskrift i Danmark. Hendes store økonomiske bidrag samt den tid og de kræfter, hun investerede, vidner om hendes dybe passion for at gøre en forskel. Hun donerede en betydelig sum penge til foreningen, hvilket gjorde det muligt at trykke “Kerne-salmebogen” – et projekt, der krævede over 100.000 kr. til indbindingen alene.
Hver torsdag havde vi en skøn tradition, hvor vi samledes til gymnastik. I de svedige timer, vi tilbragte sammen, fyldte hop og spring luften med en smittende energi og ubegribelig glæde. Men det, der virkelig tændte vores motivation, var den såkaldte tredje halvleg. Efter de intense anstrengelser nød vi at samles på de charmerende restauranter i København, hvor vi kunne slappe af, grine og forkæle os selv med lækker mad og forfriskende drikke. Det var netop denne perfekte blanding af fysisk udfoldelse og hyggeligt socialt samvær, der gjorde vores ugentlige møder til en fornøjelse, som vi alle så frem til.
Svømning var en anden af Lis’ store passioner; hun tilbagelagde mange baner i Blindeinstituttets svømmehal, hvor hun fandt både ro og frihed i vandets omfavnelse.
Operaen var hjertet i hendes liv, en puls, der gav hende inspiration og glæde. Hver lørdag fyldte de majestætiske toner fra de store klassiske operaer rummene i hendes hjem i Drejøgade, og hun kunne slet ikke forestille sig en verden uden denne musikalske fest. Men intet kunne måle sig med de magiske øjeblikke, hun oplevede på Det Kongelige Teater, hvor hun blev fuldstændig tryllebundet af de snørklede historier, hun kendte i mindste detalje. Hver forestilling blev en rejse ind i en verden, hvor talentet fra de medvirkende trådte frem som stjerner på en nattehimmel. De små mangler og nuancer, der kun gjorde oplevelsen mere autentisk og levende, bragte hende tættere på den kunstneriske nerve, der pulserede i rummet.
Lis var en fremragende samtalepartner, der altid havde noget klogt at sige om politik og sport. Hun fulgte med i de lokale, nationale og globale nyheder med en beundringsværdig iver. Fodbold og Tour de France nød hun med stor fornøjelse, når hun slappede af foran fjernsynet, og hun kunne altid bringe et ekstra perspektiv til diskussionerne.
Desuden var Lis en ivrig læser, der dykkede ned i stakkevis af bøger, især de store klassikere. Hun var også medlem af en læsegruppe på Frederiksberg.
Bisættelsen:
Musikken indledte højtideligheden på en fornem og stemningsfuld måde, da Sions Kirkes organist, Bo Riemer, fremførte en romantisk orgelfantasi over salmen “Her vil ties, her vil bies”. Den lyse og nuancerede klang fra orglet fyldte kirkerummet og skabte en atmosfære af både eftertænksomhed og skønhed. Riemers dygtige spil fremhævede orglets fine toner, som harmonisk udfoldede sig i det smukke rum, og bidrog til en rørende og mindeværdig start på bisættelsen.
Anders Gadegaard, Sions Kirkes tidligere sognepræst, er en gudbenådet prædikant, hvis evner førte ham til Vor Frue Kirke i hjertet af København i 1998, hvor han fik embedet som både domprovst og sognepræst. Hans karisma og dybe indsigt i troens betydning har gjort ham til en elsket skikkelse blandt menigheden.
Lis Wallin oplevede sin guldalder gennem et frugtbart samarbejde med Gadegaard, som hun ofte fortalte mig om med stor glæde. Da det blev tid til at sige farvel til Lis, var det naturligvis Anders Gadegaard, der blev betroet æren af at stå for hendes bisættelse. Med velvalgte bibelske tekster og en refleksion over hendes liv, der var både skarp og indsigtsfuld, formåede han at indfange essensen af hendes væsen. Gadegaard har altid været en stærk forsvarer for de mest sårbare i samfundet, og hans ord ved bisættelsen var et vidnesbyrd om den respekt og kærlighed, han bar for Lis og den værdighed, han ønskede at give hende i hendes sidste afsked.
”Sig nærmer tiden, da jeg må væk” er en dybt rørende sang, der bærer en stærk symbolik om livets cyklus og det uundgåelige i at sige farvel. Hele digtet fremstår faktisk som én lang refleksion eller tankerække over jegets liv.
Lis Wallin valgte denne sang af Steen Steensen Blicher til sin bisættelse, og dens ord ramte os alle med en særlig styrke.
”Nåden er din dagligdag” af Johannes Møllehave blev smukt leveret af organist og sanger Tina Christiansen sammen med multimusikeren Flemming Nørgaard på guitar. De fortolkede salmeteksten med stor indlevelse og med musikalsk overskud.
Inge Wallin havde valgt tre af de største salmer i vores salmebog. ”Far, verden, far vel” og ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” begge med tekst af Thomas Kingo. Bisættelsen sluttede med den store påskesalme ”Stat op, min sjæl, i morgengry” med tekst af W. A. Wexels.
Jeg er sikker på, at Lis ville nikke anerkendende til tjenestens forløb. Hendes ånd, som altid har været præget af varme og medfølelse, ville finde glæde i den måde musikerne sammen med præsten skabte noget meningsfuldt.
Lis var mere end bare en kollega; hun var en god ven, hvis lys har strålet klart i vores lange venskab. Hendes empati og forståelse skabte en tryg atmosfære, hvor jeg altid følte mig velkommen. Uanset om vi diskuterede arbejdsrelaterede udfordringer eller delte personlige tanker, var der altid en følelse af gensidig respekt og tillid mellem os.
I en verden, der ofte kan virke hektisk og overfladisk, var Lis en smuk påmindelse om, hvor vigtigt det er med ægte relationer. Jeg er dybt taknemmelig for at have haft hende som både kollega og ven, og jeg vil savne hende mere, end ord kan sige.
Æret være Lis Vibeke Wallins minde.
Erik Bremer, marts 2025.
Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
Jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.
Jeg skulle sjunget lidt mer måske ‑
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og stormen rev mine fjedre.
Jeg ville gerne i Guds natur
med frihed spændt mine vinger,
men sidder fast i mit snævre bur,
det alle vegne mig tvinger.
Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange;
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.
Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængselet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter.
Lyt og, o vandrer, til denne sang,
lidt af din vej du hidtræde!
Gud véd, måske det er sidste gang,
du hører livsfangen kvæde.
Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.
4. Kronikken, der aldrig kom i avisen
Af fhv. overlærer Peter F. Hansen
Kommunerne svigter de synshandicappede!
Efter mange års kamp for at få synshandicappede integreret på arbejdsmarkedet lykkedes det endelig og med stor succes i løbet af 60’erne og 70’erne at få borgere med et alvorligt synshandicap uddannet og beskæftiget. Mange blev endda ansat på almindelige vilkår.
Det tidligere Statens Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup havde i sin gyldne periode i 1970’erne et stort og bredt tilbud af uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for landets blinde og svagsynede. De fik tilbudt en højt specialiseret rådgivning og støtte samt de nødvendige hjælpemidler og studiematerialer. Der blev tilbudt lektiehjælp og anden bistand til de studerende, der modtog undervisning på almindelige studiesteder.
På Blindeinstituttet udviklede man nye synshandicapkompenserende løsninger til studerende og erhvervsaktive.
Her boede flere af de studerende. De profiterede af Blindeinstituttets mangeartede tilbud, og styrkede deres selvværd og identitet i samvær med en stor gruppe ligestillede.
Fra 1980 ophørte den gode udvikling som følge af særforsorgens udlægning og oprettelsen af landets fem regioner.
I 2007 blev ansvaret for de synshandicappedes uddannelse og beskæftigelse yderligere lagt ud til de 98 kommuner. Herefter gik det hastigt tilbage med at få synshandicappede ind på arbejdsmarkedet.
De fleste kommuner valgte, af sparehensyn, ikke længere at henvise deres borgere til Instituttet for blinde og svagsynede, og fjernede dermed det økonomiske grundlag for at bevare det landsdækkende tilbud.
Kommunerne og deres sagsbehandlere havde ikke den specielle viden og interesse for synshandicappede og kunne kun tilbyde en mangelfuld rådgivning af de nyblinde.
Det kan man blandt andet få bekræftet ved at læse Tænketanken Lucias undersøgelse fra 2023 ”Kan det virkelig passe?”. Her beretter en gruppe synshandicappede om kommunernes svigtende rådgivning omkring uddannelse og beskæftigelse af synshandicappede.
I dag kan nyblinde i deres kommune risikere at blive betjent af sagsbehandlere, der intet ved om rehabilitering og revalidering af blinde og svagsynede, og som har som målsætning at begrænse udgifterne for kommunen mest muligt.
Det er vigtigt, hvis man ønsker succes med rehabiliteringen og revalideringen, at den nyblinde får tilbudt professionel og specialiseret rådgivning og undervisning, og at personens hele liv og dagligdag bliver inddraget. Arbejdsliv, familieliv og fritid skal fungere sammen med de mange konsekvenser af et alvorligt synstab.
Blindhed er det mest omfattende handicap at rehabilitere og revalidere. Derfor kan ansvaret og behandlingen ikke kun lægges ud til en kommune, da antallet af årlige tilkommende nyblinde i den erhvervsaktive alder er ganske få. Kun en landsdækkende institution vil kunne samle tilstrækkelige resurser, kompetencer og faglige udviklingsmuligheder til rehabilitering og revalidering af en så relativt lille gruppe synshandicappede i den erhvervsaktive alder (skønsmæssigt en tilgang på mindre end 100 personer om året).
Kommunernes besparelser og nedprioriteringer af det landsdækkende tilbud til de unge blinde viste sig at være uhensigtsmæssig og kortsigtet. Det blev en meget dyr løsning både for kommunerne og de blinde.
Det har angiveligt tilsammen kostet de fleste af de 98 kommuner flere ressourcer, end hvis man havde bevaret et landsdækkende tilbud til kommunernes synshandicappede i den erhvervsaktive alder. Samtidig ville man have kunnet lette blodtrykket hos sagsbehandlerne på landets kommunale jobcentre, for hver gang der mødte en blind op i venteværelset. Skal man tilbyde førerhunden en skål vand, og hvad skal jobcentrets sagsbehandler gøre, hvis den blinde ønsker at deltage i samfundslivet med uddannelse og beskæftigelse?
Hvordan får vi vendt den negative udvikling og sikret en relevant rådgivning med uddannelsesstøtte til synshandicappede, der ønsker at deltage i samfundslivet på lige fod med deres seende medborgere?
Det kræver et institut eller akademi. En tidssvarende udgave af det forgangne landsdækkende Statens Institut for Blinde og Svagsynede. En objektiv finansiering, der ikke motiverer kommunerne til en umenneskelig besparelse, som fratager de synshandicappede mulighederne for at få en uddannelse og beskæftigelse.
Jeg vil derfor kraftigt opfordre alle relevante interessegrupper til at presse det politiske system til at tage initiativ til, at Danmark igen får et nationalt og objektivt finansieret landsdækkende tilbud om helhedsorienteret rehabilitering og uddannelse til unge og voksne blinde i den erhvervsaktive alder.
Kronikøren, Peter Frederik Hansen, er født i Holbæk i 1948. Kom i lære som blikkenslager, men måtte ophøre læreforholdet efter konstatering af en alvorlig fremadskridende øjensygdom. Blev optaget som elev på dengang Statens Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Boede her de første fire år af et ti år langt revalideringsforløb, der endte med en folkeskolelæreruddannelse. Blev ansat som lærer i 40 år.
Da jeg som 70-årig lod mig pensionere, udgav jeg i de følgende år to bøger, der indeholder fortællinger fra mit liv.
Den første bog hedder ”Blinde ferier” og skildrer på morsom vis 28 sommerhusferier sammen med tre af mine blinde venner. Vi tog hvert år en uge i et nyt sommerhus, selvom ingen af os kunne se.
Den anden bog har titlen ”Fra håbefuld bliktud til blind overlærer”. Den er en samling essays, som tager udgangspunkt i min opvækst, uddannelse og mit mangeårige arbejdsliv, og er et eksempel på en vellykket revalidering, som den tog sig ud før udlægningen af blindeforsorgen og kommunernes nedprioritering af de synshandicappedes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder.
5. Historisk Selskab for Handicap og Samfund – HSHS
Af Birgit Kirkebæk
Noter bringes efter artiklen.
Historisk Selskab for Handicap og Samfund blev stiftet den 21. februar 1986. Den første årbog blev udgivet på Psykologisk Forlag i 1987 med Svend Ellehammer Andersen som redaktør. Det var prominente mennesker, der sad i bestyrelsen: Formand var Ingvard Skov Jørgensen, der repræsenterede Rehabilitation International. Næstformand var Bent Nebelung, der var formand i Københavns Borgerrepræsentation, og kasserer var Annelise Dupont, overlæge ved Psykiatrisk Hospital, Risskov. Desuden sad Palle Vestberg Rasmussen, ekstern lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Svend Ellehammer Andersen, lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, Vagn Skovgaard-Petersen, professor i skolehistorie ved Danmarks Lærerhøjskole, N.E. Bank-Mikkelsen, Sekretariatschef i Handicaprådet, Erik Kjersgård, museumsdirektør, Den Gamle by i Århus, Svend Jensen, landsformand for De Samvirkende Invalideorganisationer og Ole Artmann, statsautoriseret revisor. Selskabets adresse var Sahvafonden. Kulturminister H.P. Clausen skrev forord med titlen ”Handicap – historie – holdning” – tre temaer som stadig er kernetemaer i selskabet.
Ser man på bestyrelsens sammensætning, rummede den både et internationalt udsyn, en uddannelsesinstitution, museumsverdenen, en interesseorganisation og myndighed i form af Handicaprådet. Gennem bestyrelsen var mennesker med nedsat syn, udviklingshandicappede, psykisk syge og bevægelseshandicappede direkte repræsenteret.
I det redaktionelle forord angiver Ellehammer Andersen formålet med selskabets udgivelse af årbøger:
”En årbog er et meget vigtigt fælles anliggende, først og fremmest for selskabets egne medlemmer.
Men årbogens ærinde: at belyse handicappedes vilkår gennem tiderne, behøver man ikke at være medlem af noget selskab for at have andel i. Handicappedes vilkår – i fortid og nutid – er et fælles samfundsmæssigt anliggende, så sandt, som det ofte er sagt, at den måde, hvorpå et samfund til skiftende tider indretter sig i forhold til sine minoritetsgrupper – som ofte, alene fordi de repræsenterer de få overfor de mange, er udsatte og svage – afspejler samfundets humanitet.
Denne ´afspejling´, denne relation mellem Handicap og Samfund er det vort håb, at Handicaphistorie 1987 kan medvirke til at formidle”.
Indholdet i den første årbog bestod af artikler vedrørende forskellige handicapgrupper, temaartikler, anmeldelser, nyt fra selskabet, forfatterprofiler og et personregister over dem, der var nævnt i artiklerne og på hvilken side, de var citeret.
Selskabet har udgivet årbøger og tidsskrifter under forskellige navne
Der udkom seks årbøger i årene 1987-1992 under navnet Handicaphistorie. De fleste bestyrelsesmedlemmer blev i perioden erstattet af andre (note 1). Flere faldt fra – eksempelvis Niels Erik Bank-Mikkelsen, der døde i 1990 – og Skov-Jørgensen, der gik på pension samme år. Andre kom til som eksempelvis Sven Gudman, der var inspektør på Skolen på Kastelsvej for døve børn. Det gjorde, at der nu blev skrevet mere om det at være døv i tidsskrifterne.
I 1991 besluttede Generalforsamlingen, at der ikke længere skulle udkomme årbøger, men der skulle i stedet satses på tidsskrifter, der skulle udkomme to til tre gange om året. Det lykkedes først fra 1993. Første nummer udkom januar 1993 under navnet Handicap & Samfund. Nu var Lasse Rydberg, skoleinspektør på Strandparkskolen, blevet redaktør, og han skrev, at det var ”hensigten, at tidsskriftet fremover vil søge at være tematisk. Samtidig vil det omfatte artikler, informationer og meddelelser, der knytter sig til selskabets arbejde”. Formand var Sven Gudman, og han redigerede dette første nummer. Et bestyrelsesmedlem var forstander for Blindeinstituttet Kirsten Jansbøl. Hun blev formand i 1997 (note 2). Mogens Bang, der var leder af Blindehistorisk Museum, var med i bestyrelsen fra 1992, og i Kirsten Jansbøls formandsperiode 1997 – 2006 var han næstformand (note 3). De to satte i høj grad deres præg på selskabets virke, arrangementer og udgivelser.
Fra 1999 hed tidsskriftet Handicaphistorisk Tidsskrift, og det har det gjort frem til nu, hvor nr. 53 netop er udkommet. Det karakteristiske sorte omslag har været brugt siden 2002.
Handicaphistorisk Tidsskrift fra 2002, nr. 8, hed ”Blindes Læsning. Et historisk rids med fremtidsperspektiv”. Det var et af mange temanumre, som udkom i regi af Handicaphistorisk Tidsskrift. Andre temanumre var eksempelvis ”Hjernen og diagnoserne” fra november 1998, ”Handicaphistoriske samlinger” fra november 2001 og ”Temanummer om etik” fra juni 2002. Også efterfølgende er der mange tematiserede artikler som eksempelvis ”Svagsynsoptikkens historie i Danmark. Da ´blinde´ blev seende” (Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 30, 2013). Tidsskriftets artikler har over årene i stigende grad haft et tematiseret indhold, der ikke alene er tilbageskuende, men også i højere grad, end det var tilfældet i årbøgerne, tager afsæt i nutidige problemstillinger, som giver anledning til historiske tilbageblik. Således var ”Magt og magtanvendelse i et handicaphistorisk perspektiv” titlen på temanummeret fra efteråret 2024 – dette relateret til nutidige lovmæssige nydannelser på det sociale område. Også enkelte særnumre blev udgivet (note 4).
Arrangementer har været en del af selskabets virke
Især i den lange periode, hvor Mogens Bang var en del af bestyrelsen, først som næstformand og i den sidste periode af hans virke som den, der arrangerede ture til diverse handicaphistoriske samlinger, byture med små oplæg og konferencer, skete der noget for selskabets medlemmer. På det tidspunkt var den nordiske handicaphistorie et levende miljø, og der var med få års mellemrum nordiske handicaphistoriske konferencer, hvor selskabets medlemmer deltog og bidrog. Således var der i nummeret fra august 2000 referat af indlæg fra en handicaphistorisk konference i Oslo (nr. 4), igen i september 2004 fra en konference i Sverige (nr. 14) og siden fra den 6. nordiske konference i Danmark maj 2007 (Nr. 17) samt fra den 7. nordiske konference i Oslo 5-6. maj 2011 (nr.26). Efter det tidspunkt blev de nødvendige økonomiske midler til selskabets virke færre – blandt andet fordi færre og færre handicaporganisationer sluttede op om selskabet i form af medlemskab. Det nordiske handicaphistoriske netværk ophørte samtidig med at eksistere, fordi unge handicaphistoriske forskere ikke kunne finde ansættelse indenfor specialet, men måtte søge andre veje. I dag er megen aktivitet centreret om to årlige udgivelser af Handicaphistorisk Tidsskrift samt årsmødet med oplæg, diskussion og generalforsamling. Men selv om der ikke sker så meget direkte for medlemmer af selskabet, er der en levende aktivitet i forhold til museumsverdenen – dette i kraft af Henning Jahns, Jonna Egø Nielsens, Else-Marie Pedersens og Bente Kermenoglous frivillige arbejde i regi af Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse. De har dels et tæt samarbejde med Forsorgsmuseet i Svendborg og andre handicaphistoriske samlinger, dels foredragsvirksomhed og undervisning af studerende. Sytter Kristensen bidrager med sin store viden om LEV og andre handicaporganisationer – samt handicapråd og fonde – til selskabets virksomhed, Henriette Mentzel repræsenterede mennesker med bevægelseshandicap, men har nu måttet udtræde af bestyrelsen. Hun havde til opgave at formidle viden om de mange netværk, der findes indenfor handicapområdet og holde kontakt til dem. Ove Gibskov er foredragsholder, formidler af avisartikler om handicap og repræsenterer blinde. Birgit Kirkebæk repræsenterer undervisningsområdet, holder foredrag og skriver artikler. Vægten er med andre ord nu lagt på den formidlende virksomhed frem for alene på oplevelser for selskabets medlemmer.
Mit håb er, at de forskellige handicaporganisationer og ikke mindst den nye aktivistiske handicapbevægelse blandt unge mennesker med handicap vil slutte op om selskabet og give det ny kraft og styrke. Og at tidsskriftet vil blive brugt på de sociale uddannelser bredt. Vi er som selskab dybt taknemmelige overfor alle dem, der gennem årene uden honorar har skrevet vægtige og vigtige artikler til tidsskriftet.
NOTER:
1. Selv har jeg været medlem af bestyrelsen fra 2001 og redaktør fra 2002.
2. Kirsten Jansbøll var forstander for Blindeinstituttet 1970-1995.
3. Blindehistorisk Museum blev i 1981 iværksat af Folke Johansen, der var lærer på Blindeinstituttet. Mogens Bang overtog samlingen efter ham. I 2008 blev museet nedlagt, og i 2009 blev en del af museets samling overført til Medicinsk Museion.
4. Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 19, 2008: Claus Nielsen: Samspillet mellem hørenedsættelse og høreapparater set i et historisk perspektiv.
Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 34, 2015: Enna Gardshorn Mikkelsen: Om nedsendelse af mennesker med udviklingshæmning fra Færøerne til Danmark i perioden 1897-1973.
Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 48, 2022: Alexander Victor Noack Milne: ”I kærlighed er vejen lagt”.” En undersøgelse af centrale danske aktørers opfattelser og behandlinger af autisters følelser mellem 1956 – 1988.
Handicaphistorisk Tidsskrift, nr. 50, 2022: Birgit Kirkebæk, Iver Hornemann Møller: Forældre, kommuner og mennesker med multihandicap.
6. Bestyrelsens kontaktoplysninger
Formand Poul Lüneborg
Kålundsvej 6A
3520 Farum
Tlf. +45 44 95 04 72
Mobil +45 23 31 05 21
Mail: poul.luneborg@gmail.com
Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Tlf. +45 39 67 00 67
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com
Kasserer / sekretær John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Tlf. +45 33 93 33 00
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk
Bestyrelsesmedlem
Flemming Meier
Odensegade 7, 3. sal til højre
2100 København Ø
Mobil +45 22 16 13 79
Mail: meier@edu.au.dk
Bestyrelsesmedlem
Jytte Nielsen
Oldenborggade 46 B 2. tv.
7000 Fredericia
66 18 29 11
Mail: jyttelouison@post7000.dk
1. suppleant
Leif Martinussen
Bryrupvej 55
2770 Kastrup
Mobil +45 23 26 45 52
Mail: mail@leifmartinussen.dk
2. suppleant
Thorvald Kølle
Clermontgade 29. st. th.
4000 Roskilde
Mobil +45 22 78 18 27
Mail: thorvald@cool.dk