Blindehistorisk Selskabs nyhedsbrev nr. 3 / 2026

 

Indhold

1. Hilsen fra formanden
2. Invitation til fødselsdagsarrangement med foredrag af Sven Mogensen, Blindmotion.dk, under overskriften ”Et lyst liv i mørke”
3. “At vokse op i Det Blinde Scenarie” af Flemming Georg Meier
4. Artikel om Richard Thorlev af Poul Lüneborg
5. Anmeldelse af “Brilleaben”, roman af Ove Olsen ved Rudi Kurt Gert-Jørgensen
6. Redaktionel note om forfatteren Ove Olsen ved Poul Lüneborg
7. 2 anmeldelser af John Heilbrunns kriminalroman “Med en fod i afgrunden”

– ved professor Birgit Kirkebæk og ved bestyrelsesmedlem Rudi Kurt Geert-Jørgensen

8. Anmeldelse af Bjarne Hesselbæks biografi: “Den forhærdede idealist. Niels Erik Bank-Mikkelsen og kampen for udviklingshandicappedes ret til et normalt liv” ved Lisbeth Riisager Henriksen i magasinet POV International
9. Mindeord om Henning Østrup Rasmussen af Poul Lüneborg
10. Mindeord om Hanne Kassandra Skipper af Ove Gibskov
11. Bestyrelsens kontaktoplysninger

 

 

1. Hilsen fra formanden

Efter at have læst artiklerne til dette nyhedsbrev, sidder jeg tilbage og funderer over baggrunden for blindes lyst til at skrive om egen situation, og om de livsvilkår, som et alvorligt synshandicap stiller den enkelte overfor. Er det ønsket om at blive anerkendt og respekteret på lige fod med seende medborgere, som har været afgørende? I årene op til stiftelsen af Dansk Blindesamfund i 1911, og i de efterfølgende år, var dette ønske helt sikkert af den allerstørste betydning, hvilket Jørgen Marius-Hansens tekst fra 1915 til “Danske Blindes Nationalsang” klart vidner om. For andre har det blot været ønsket om at fortælle om livet på godt og ondt, helt på linje med tilskyndelsen, som mange seende skribenter har baseret deres udgivelser på. Der er imidlertid ingen tvivl om, at den sociale indignation bag kampen for en plads i tilværelsen har spillet en stor rolle for mange forfattere. Læsningen af nogle af de seneste udgivelser fortæller imidlertid, at dette forhold er af aftagende betydning. Spørgsmålet er om dette er en valid iagttagelse. Kan der være tale om en selvovervurdering af egne evner? Endelig kan man forestille sig, at nogle forfattere, har ønsket at fremstå som en rollemodel for andre i samme situation. Disse og andre mulige bevæggrunde må nøje overvejes, hvis det skal være muligt at bidrage til formuleringen af en opdateret grundfortælling om Dansk Blindesamfund, da en sådan ajourføring overvejes for tiden.

Vi har i Blindehistorisk selskab grund til at glæde os over de mange udgivelser, som gennem de seneste mere end 130 år bidrager til belysning af vores historie. Blandt de ældste forfattere, som var henvist til at benytte Guldbergs skriveramme og punktskrift, hvis de ikke var i besiddelse af en brugbar synsrest eller rådede over seende bistand, vil jeg nævne Kresten Uhrskov, Jørgen Marius-Hansen, Peter Ommerbo, Carl Bjarnhof, Ove Olsen, Gerhard Kaimer, Palle Hejslet, Jesper Holger Nielsen, Jørgen Kidmose, Rune T. Kidde og Henning Eriksen. De blev, efter at blinde fik rådighed over en computer, efterfulgt af Rita Cicilie Varmby, Ove Gibskov, Peter Frederik Hansen, Carl Peter Nielsen, John Heilbrunn og Birgit Cornelia Larsen. Flertallet af disse udgivelser baserer sig på personlige erindringer. Der er imidlertid også blandt disse forfatterskaber skønlitterære udgivelser, det gælder navnlig for Peter Ommerbo-, Karl Bjarnhof-, Ove Olsen- og Gerhard Kaimers vedkommende. Når dette er sagt synes jeg, at der er grund til at notere sig, at de erindringsbaserede fremstillinger i de seneste 20 år er blevet suppleret med historiske fremstillinger af blindes levevilkår skrevet af René Ruby Larsen, Finn Amby, Leif Martinussen og mig selv.

De mange bogudgivelser er suppleret med et meget stort antal artikler, hvoraf flertallet bygger på personlige erindringer. Det gælder navnlig artikler skrevet af blinde, som har været elever på Refsnæsskolen og Blindeinstituttet. I selskabet har vi opfordret til, at også synshandicappede, som har været integreret i det almindelige skole- og uddannelsessystem, fortæller om deres erfaringer og oplevelser. Det er glædeligvis sket i adskillige tilfælde. Disse artikler er med til at dokumentere udviklingen gennem de seneste knap 50 år.  I nærværende nyhedsbrev fortæller bestyrelsesmedlem Flemming Georg Meier, om de første mange år af sit liv, med et damoklessværd hængende over sit hoved, i form af risikoen for at blive blind på grund af grøn stær. Det er en modig og inspirerende fortælling.

Min artikel om Richard Thorlev fra Langeland er en fortælling om en forfatterdrøm, som led skibbrud. Det kan der sikkert siges meget om til forklaring. Beretningen om hans liv er tillige en fortælling om vilkårene for blinde i 3 generationer, som alle klarede sig gennem tilværelsen, i kraft af at ernære sig som selvstændige børstenbindere.

I selskabet vil vi gerne sætte fokus på blinde forfattere, som meget få kender i dag. I den anledning anmelder Rudi Kurt Gert-Jørgensen Ove Olsens roman “Brilleaben”. Anmeldelsen er suppleret med en kort omtale af Ove Olsens forfatterskab.

Fra det ukendte bevæger vi os til nutiden med anmeldelser af John Heilbrunns kriminalroman “Med en fod i afgrunden”, en bog som har en blind hovedperson. Der er tale om 2 anmeldelser skrevet af 2 læsere med vidt forskellige udgangspunkter.

Nyhedsbrevets anmeldelser afsluttes med en omtale af en meget væsentlig biografi om Niels Erik Bank Mikkelsen skrevet af journalisten Bjarne Hesselbæk. Niels Erik Bank Mikkelsen var et fyrtårn i bestræbelserne på at føre principperne om normalisering og integration af mennesker med psykisk udviklingshæmning, ud i livet som afslutning på 70-ernes socialreform.

Der er i nyhedsbrevet også blevet plads til mindeord om Hanne Kassandra Skipper og Henning Østrup Rasmussen. Personligt vil jeg anbefale at læse bind 3 af Henning Østrup Rasmussens familiekrønike “Da lyset blev mørkt – Jacks dagbog”, det er en bog, som man bliver i godt humør af at læse.

Til slut i denne hilsen vil jeg blot udtrykke håbet om, at rigtig mange dukker op torsdag den 26. november 2026 fra kl. 14.00 til 17.00 på Blindeinstituttet i Hellerup, hvor selskabets 32-års fødselsdag fejres, med et oplæg ved Svend Mogensen fra organisationen “Blindmotion”. Ud over foredraget og diskussionen bliver der god mulighed for socialt samvær med bekendte.

Jeg ser frem til at møde mange ved fødselsdagsarrangementet.

 

2. Invitation til fødselsdagsarrangement med foredrag af Sven Mogensen, Blindmotion.dk, under overskriften ”Et lyst liv i mørke”

Hans fortælling og rationalet bag ideen kan man høre torsdag den 26. november 2026, hvor han, i forbindelse med markeringen af Blindehistorisk Selskabs 32-års fødselsdag, blandt andet fortæller om, hvordan han, inden for rammerne af Blindmotion og sammen med højskolernes sekretariat i november 2025, har præsenteret et 3-årigt projekt med følgende introduktion:

Projektet ‘Blindmotion på højskole’ skal skabe bedre muligheder for, at personer med synshandicap kan deltage i højskoleophold, hvor fysisk aktivitet og fællesskab er i centrum. Projektet Blindmotion på højskole skal bidrage til, at flere med synshandicap bliver fysisk aktive ved at deltage i et højskoletilbud. En deltagelse, der gerne skulle bidrage til en mere aktiv deltagelse i samfundet generelt efter højskoleopholdet. En deltagelse, der gerne skulle bidrage til at mindske ensomhed og mistrivsel hos personer med et handicap.

Samtidig vil han, i tillæg til højskoleprojektet, fortælle om de mange øvrige events, som Blindmotion har stået for og kommer til at stå for. Han vil også her fortælle om baggrunden for, at Blindmotion blev stiftet som en støtteforening til Synshandicappedes Motionsfond. Og før det, vil han gerne fortælle hvem den person er, som står bag stiftelsen af begge enheder.

Fødselsdagsarrangementet finder sted kl. 14.00 – 17.00 i mødelokale M 3 på IBOS, Rymarksvej 1, 2100 Hellerup. (Linje 21 kører næsten til døren, ligesom Hellerup Station både byder på S-tog og fjerntog).

I bestyrelsen håber vi meget, at rigtig mange medlemmer sammen med familie og venner vil være med til at fejre selskabet på dagen. Der vil blive serveret noget at drikke i form af vin, øl, vand, kaffe og te samt frugt og kager.

Programmet vil omfatte:

– Velkomst ved selskabets formand
– Foredrag ved Sven Mogensen
– Mulighed for spørgsmål og kommentarer til Svens oplæg
– Hyggeligt socialt samvær
– Afslutning kl. 17.00 ved formanden

Det er ikke nødvendigt på forhånd at tilmelde sig. Men hvis du er sikker på at komme, hører vi gerne herom, af hensyn til bestilling af drikkevarer mv.
Besked kan sendes til kasserer John Heilbrunn mobil 23 40 92 18 – mail jdh@oejenhoejde.dk.

 

3. “At vokse op i Det Blinde Scenarie” af Flemming Georg Meier

Jeg er født i 1959. Fra starten, og også mens jeg endnu ikke var født, havde jeg Grøn Stær på begge øjne; men jeg var ikke blind. På fotografier fra dengang ses det helt tydeligt: En baby med unormalt store øjne, der kigger opmærksomt. Jeg kunne altså stadig se med begge øjne, men det høje tryk i øjnene havde medført, at mine øjnes linser fra starten var løse. Så allerede i 2-3 årsalderen fik jeg to par briller, så jeg kunne se ting tydeligere både på tæt afstand og længere væk. Min far elskede senere at fortælle anekdoten om, hvordan jeg, da vi kom ud fra optikernes forretning, udbrød: ”Nej se! Der går også nogen på den anden side af gaden”.

I 1961 fik jeg en lillebror. Mine forældre blev skilt i slutningen af 1961 – relativt kort tid efter, at min lillebror var blevet født. Han havde helt raske og normale øjne. I 1963 mødte min mor så en ny mand, som vi flyttede sammen med i Odense. Det betød, at jeg kom til at vokse op på Fyn fra 1963 til 1974.

Jeg var altså slet ikke blind dengang, men mine forældre og andre voksne var meget opmærksomme i forhold til det scenarie, at jeg når som helst kunne blive blind. En vis ængstelig opmærksomhed kom dermed til at præge min opvækst. Når jeg tænker tilbage på det nu, i mit 68ende år, så var det en blanding af advarsler, om ikke at overanstrenge mig eller gøre farlige ting, som kunne skade mine øjne. Samtidig med at de var meget aktive med og opmærksomme på at stimulere mig sprogligt og adfærdsmæssigt inden mit syn forsvandt.

Jeg ved, at min mor grundlæggende var optaget af og måske en vis grad også ængstelig i forhold til, hvordan jeg ville kunne udvikle mig som synshandicappet eller helt blind. Det var derfor vigtigt for hende at udvikle de sider af min person, som ikke nødvendigvis krævede et godt syn; men måske endnu vigtigere betød hendes ængstelse, at jeg i min barndom tit blev advaret mod at spille fodbold og overanstrenge mig og gøre andre ting, som kunne påvirke trykket i mit øje eller på andre måder skade mine øjne. Så det der med at kravle i træer og til en vis grad også spille fodbold var no go.

Det var først ret sent i mit liv, at jeg faktisk blev alvorligt synshandicappet. Men de voksnes opmærksomhed, og min øjensygdom i sig selv, kom til at betyde meget for min opvækst og det liv, jeg fik skabt i løbet af slutningen af det 20. århundrede.

Det første forhold, jeg vil trække frem i den sammenhæng, er, at jeg allerede fra 5 – 6 års-alderen hvert år tilbragte adskillige uger på Odense Amts og Bys Sygehus (OABS). Lægerne opererede i 4 – 5 år gentagne gange i mit højre øje, med det sigte at mindske det forhøjede tryk i øjet. Det lykkedes ikke rigtigt, så da jeg var 10 år, blev jeg efter en operation blind på højre øje.

I et nutidigt tilbageskuende perspektiv var det vigtige ved disse hospitalsophold ikke operationerne, men mere alt det andet, jeg oplevede og fik blik og sans for under hospitalsopholdene.

Det gælder samtalerne med læger og sygeplejersker om øjets fysiologi, som jeg synes var dybt fascinerende allerede som 7 – 8-årig. I forbindelse med de mange undersøgelser, trykmålinger og synstester udviklede jeg en særlig fascination af teknikkerne og apparaterne og ikke mindst det lægerne kunne gøre med dem. Hvis jeg kunne få en læge til at beskrive, hvad han / hun kunne se inde i mit øje, var det for mig en god undersøgelse. Og så var der også samtaler om, hvad jeg skulle passe på med. De støttede mine forældres advarsler om ikke at udsætte mig for hårde fysiske anstrengelser – eller deltage i lege, hvor jeg risikerede at få noget i øjet.

Et andet vigtigt forhold ved hospitalsopholdene var, at jeg kom i kontakt med voksne synshandicappede og blinde. Jeg talte med dem, om det med at blive og være blind, hvilket bidrog til en god afdramatisering af mit blindescenarie. En anden vigtig ting var, at jeg blev inviteret til at lytte med, når de voksne lyttede til lydbøger. Dette bidrog til, at da jeg først havde lært at læse i skolen, så begyndte jeg at læse meget hele tiden. Så de blinde var med til at gøre mig til en bogorm 🙂

Jeg husker tydeligt, at jeg sad i en stol ved siden af en ældre blind mands hospitalsseng og lyttede til ”Broen over floden Kwai”, en krigsroman skrevet af den franske forfatter Pierre Boulle. Det var en helt anden slags historie end dem jeg selv læste på det tidspunkt. Jeg var 8 eller 9 det år, så det var Krumme-bøgerne, Astrid Lindgren og Flemming-bøgerne jeg var vant til.

Da jeg kom hjem efter endt hospitalsophold, fortalte jeg min mor, om de bøger jeg havde lyttet til sammen med de blinde. Og så begyndte hun også at læse højt for mig af Steinbeck og Hemingway. Og måske endnu vigtigere for vores fællesskab, og min gryende fornemmelse for samfundsforhold, læste hun Billie Holidays erindringer højt for mig. Og sidenhen var det at lytte til Billie Holidays sange noget vi nød sammen. Jeg kiggede selv min mors bogreol igennem, og udvalgte De 3 Musketerer som næste højtlæsningsbog. Jeg har stadig de tre slidte bind stående.

I de følgende år blev jeg så den her bogorm. Når jeg og min bror i ferier var hos vores far, var det første, jeg foretog mig at kigge hans og hans kones bogreol igennem. Det betød blandt andet, at jeg som 12-årig begyndte at læse Ole Grünbaum, Sartre og Dashiell Hammett. Jeg fandt også vej til det lokale bibliotek i Odense, hvor jeg tilbragte mange timer med at kigge i mange forskellige bøger om alt fra kunst, kemi, politik og historie til Charles Chaplins erindringer. Min mor var særligt glad for dette; for så spillede jeg ikke fodbold eller legede andre vilde lege. Det betød dog også, at jeg blev en énspænder og ikke udviklede særligt tætte venskaber med andre børn. Dette ændrede sig dog markant i slutningen af 1970-erne.

I årene der fulgte, det vil sige i 1970’erne og 1980’erne var jeg politisk aktiv i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Det betød, at jeg mødte en masse andre unge og udviklede tætte venskaber, hvoraf nogle stadig udfolder sig her 50 år senere. I 1978 blev jeg smidt ud af gymnasiet – for meget fravær, fordi jeg lå hjemme på kollegieværelset og læste Tolkien og en masse Science Fiction. Så tog jeg afsted til Moskva et halvt år sammen med 7 andre unge kommunister og studerede politisk økonomi og læste Kapitalen. Da jeg kom hjem, tog jeg en HF og blev hvirvlet ind i en hel masse aktivisme omkring BZ, gadeteater og fredsbevægelse. Og samtidig havde jeg forskellige ufaglærte jobs; avisbud, lagerarbejder og pædagogmedhjælper. I 1986 startede jeg så på min universitetsuddannelse (cand.techn.soc), som jeg afsluttede midt i 90’erne. Forinden var jeg i 1990 blevet far til min vidunderlige datter. Nåede at rejse meget i 1990’erne, og i 2001 fik jeg og min kone nummer to, vores dejlige søn.

I løbet af 1990’erne og 00’erne arbejdede jeg med statistisk analyse, arbejdsmiljø, uddannelsesforskning, universitetspædagogik og ledelsesrådgivning. Og jeg oplever selv, at mit liv var præget af spændende udfordringer, gode resultater og masser af glæde.

I alt dette var Det Blinde Scenarie altid til stede og med mig. I baghovedet, i samtaler, i små hensyn, i finansiering af min studietid (revalideringsydelse), i samtaler om fremtiden og i samarbejdsrelationer. Jeg tog altid overblikket, læseriet, informationssøgningen og præsentationerne. Skriveriet hadede jeg og mange detaljer overså jeg.

Omkring 2008 begyndte det så at gå ned ad bakke med mit syn på venstre øje. Det var det år jeg læste den sidste bog på papir: ”Mænd der hader kvinder”, af den svenske forfatter Stieg Larsson – det var den svenske udgave, jeg læste, og jeg vidste godt det ville blive den sidste. Året efter holdt jeg op med at køre på cykel – jeg havde gudskelov aldrig fået taget et kørekort. Og i 2017 fik jeg så endelig taget mig sammen til at ringe til IBOS, kom på nyblindekursus, fik mig en blindestok og forskellige andre hjælpemidler og meldte mig ind i DBS og frem for alt Blinde og Svagsynedes Interessegruppe om Erhverv og Uddannelse.

4. Artikel om Richard Thorlev af Poul Lüneborg

Richard Thorlev blev født den 4. september 1918 og døde den 1. december 1998. Han levede næsten hele sit liv i Henninge syd for Rudkøbing. Richard Thorlev drømte som ung om et kunstnerliv, men endte som børstenbinder. Han havde et indgående kendskab til sin elskede ø Langeland.

1. Indledning.
   Hvorfor skrive en artikel om Richard Thorlev? Som formand for Blindehistorisk Selskab har jeg gennem de sidste 10 år interesseret mig for blindes historie. I denne egenskab falder det naturligt at berette om blinde personligheder, som har gjort sig gældende med en særlig betydning, i kraft af deres erhvervskarriere, gennem en helt usædvanlig indsats indenfor sport, kunst og kultur eller gennem deres virke indenfor Dansk Blindesamfund. Richard Thorlev kan ikke henføres til nogen af disse kategorier. Det er imidlertid nogle helt andre bevæggrunde, som er baggrunden for, at jeg har valgt at fortælle hans historie, som jeg vil forsøge at udfolde i det følgende.

Hans navn dukkede op allerede i mit første år som formand for Blindehistorisk Selskab. Det var hans niece Signe Lynglund, som gjorde mig opmærksom på hans eksistens i forbindelse med bestræbelser på at beskrive, hvorledes den arvelige øjensygdom Retinitis Pigmentosa nåede til Danmark. Hun skrev i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3 fra 2012 en artikel om, hvorledes denne øjensygdom kan spores gennem generationer i familien tilbage til 1600-tallet. Signe Lynglund forsynede mig med et ganske omfattende baggrundsmateriale om hendes morbror Richard.

Et nærmere studie af det modtagne arkivmateriale i form af dokumenter og lydoptagelser afslører, at han i sine yngre år drømte om at blive forfatter og tilmed, som han selv udtrykte det: “En Morten Korch nr. 2”.
Det har været denne hans drøm om et kunstnerliv, som gennem årene har tricket min nysgerrighed. Jeg betragter hans historie som en sand Morten Korch fortælling. Gennem et langt liv med slid, hårdt arbejde og skuffelser endte han som 70-årig med at konstatere i et lydbrev fra den 9. december 1990: “Efter at jeg fik en god invalidepension, har jeg selv kunnet klare mig økonomisk, og da jeg for 4 år siden lærte Liselotte at kende og blev forlovet med hende, er jeg jo kommet på den rigtige side af det, der kaldes at være lykkelig.”

 

2. Familieforhold.
   Richard Thorlev voksede op i en familie, hvor øjensygdommen retinitis pigmentosa gik i arv gennem generationer.

Herom skriver Signe Lynglund blandt andet i sin ovennævnte artikel:

“Jeg har øjensygdommen Retinitis Pigmentosa, i daglig omtale RP. Man fødes med natteblindhed og hurtigt et meget begrænset synsfelt. Man ser rimeligt i barndom, ungdom og begyndende voksenliv, men efterhånden som årene går, bliver det sværere at klare sig og mange søger pension omkring 35 til 40-årsalderen. I et sent forløb af livet indtræder blindhed i en glidende overgang.

Min mor Emilie, født Thorlev stammer fra Langeland. Hun og hendes bror, Richard Thorlev havde begge RP. Min morbror kaldte sygdommen for svagsynethed. De havde arvet denne RP fra deres far Hans Christian Thorlev. Han havde 7 søskende, hvoraf de 5 havde RP plus ham selv, altså 6 ud af en søskendeflok på 8. Deres far Martin Christian Hansen havde RP som han havde arvet fra sin mor osv.

 

3. Om Richard Thorlevs farfar Martin Christian Hansen.
   Han blev født i 1844 i Lejbølle beliggende i den nordlige del af Langeland. Richard Thorlev fortæller i ovennævnte lydbrev til sin niece, at hans farfars synsnedsættelse på et tidspunkt var så alvorlig, at han ikke længere kunne påtage sig arbejdsopgaver som hidtil. Derfor valgte han omkring 1890 med støtte fra lokalbefolkningen at tage til Det Kongelige Blindeinstitut i København for at lære faget børstenbinderi.

Den faglige oplæring som børstenbinder strakte sig over 2 år med 36 timers ugentlig undervisning. Blindeinstituttet var først og fremmest en skole for børn og unge under 18 år, men institutionen optog også ældre blinde med henblik på en faglig optræning, indenfor de traditionelle fag for blinde. De ældre blinde blev blandt andet undervist af børstenbindermester C.C. Petersen. Denne virksomhed blev økonomisk støttet af Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed oprettet i 1862 på initiativ af Blindeinstituttets forstander Johannes Moldenhawer.

Martin Christian Hansen vendte i 1892 hjem til sin familie, som boede i Stoense beliggende mellem Snøde og Lohals på Nordlangeland. Han ernærede sig resten af livet som børstenbinder. Det fremgår af årsberetningerne fra Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed, at han modtog økonomisk støtte til køb af materialer i alle årene fra 1893 til hans død den 7. december 1910 med beløb varierende fra 30 til 50 kr. i de første år til 15 kr. i de sidste år. Hvis man lægger inflations- og prisindexet til grund svarer 30 kr. i 1893 til mellem 2.800 – 3.000 kr. i dag. Der var således tale om en ikke ubetydelig støtte.

Investeringen i hans uddannelse som børstenbinder kom, som det fremgår af det følgende, til at få den allerstørste betydning for familien, idet Martin Christian Hansen oplærte sin søn Hans Christian Hansen i børstenbinderfaget. Den faglige viden og erfaring, som Hans havde erhvervet, lå efterfølgende til grund for hans egen søn Richards oplæring.

Signe Lynglund fortæller endvidere i sin artikel, at familien hed Hansen til efternavn. Da min morfar Hans Christian blev voksen valgte han og hans bror Thorvald, at købe efternavnet Thorlev.  Disse to brødre blev begge købmænd.”  … “Min morfar Hans Christian valgte at bosætte sig i Kædeby Haver, ude på landet på Sydlangeland. Her købte han et lille hus som lå lige overfor den lokale kirke, Kædeby Kapel. Her blev min mor Emilie døbt i 1920, kun få måneder gammel.

Hendes bror Richard blev født 2 år tidligere i 1918. Der var desværre ikke kunder nok dér på landet, så i 1922 måtte min morfar dreje nøglen om. De flyttede til Sdr. Longelse, hvor de flyttede ind i et halvt dobbelthus.

Min morfar fik arbejde på Faarevejle Gods som havemedhjælper. De tilbød ham et fæstehus i byen Henninge, som han og den lille familie flyttede ind i. Dog varede det ikke længe før han besluttede at følge i sin fars fodspor. Han indrettede et værksted i den ene ende af huset og arbejdede derefter som børstenbinder.

 

4. Om Richards skolegang, uddannelse og arbejde.
   Han gik i skole i Skrøbelev og blev konfirmeret i Skrøbelev kirke. I de første år efter konfirmationen blev han som anført oplært af sin far i børstenbinderfaget. Dette arbejde var sæsonbestemt. Om sommeren sled han i det som gartnermedhjælper, mens han om vinteren hjalp sin far. Derudover bistod han med at sælge børsterne. Han drog afsted på cykel, så det blev til lange arbejdsdage, når turen gik til Gulstav og Bagenkop. Når han var på Nordøen, overnattede han som regel hos sin bedstefar. Cyklen blev pakket med en kurv foran med de mindre børster, mens gårdkostene måtte stritte ud fra bagagebæreren. De bedste aftagere var husmændene, hvor han efterhånden fik en god kundekreds.
   Af og til kunne han være så heldig at have solgt hele varelageret ved middagstid, men det var imidlertid ikke ensbetydende med, at arbejdsdagen var slut. På særligt hårde vinterdage måtte han opgive at komme afsted med børster på cyklen, men så lavede han og faderen varer til lager i stedet. I mange år var arbejdstiden fra fem morgen til ti aften, for børstenbinderiet var ingen guldgrube.
   Hans søster Gudrun har til Langelands Lokalarkiv fortalt, at han ca. 20 år gammel forelskede sig dybt i en pige, der desværre døde af lungebetændelse. Han glemte hende aldrig og passede hendes grav på Skrøbelev Kirkegård, indtil den blev sløjfet.

I 1928 købte han et husmandssted i Kurvemose for at forsøge sig med eget gartneri. Han ansatte sin søster, Gudrun, som husbestyrerinde. Det varede dog kun kort tid, idet hun forelskede sig i sin kommende mand. Det gik ret hurtigt op for ham, at det ikke kunne løbe rundt. Så han fik solgt ejendommen i tide med skindet på næsen, for han ville ikke risikere at gå fallit, som hans far engang havde gjort. Han flyttede hjem igen, og boede hos sine forældre, hvor han blev boende resten af sin tid.

Da faderen døde, førte Richard faget videre. På et tidspunkt blev det forbudt at sælge varer ved dørene hos folk. Men Richard fik kontakt med forskellige forhandlere herunder virksomheden Blindes Arbejde, som aftog hans varer.”

Efterhånden som Richard Thorlevs syn svandt mere og mere, måtte han gradvis afvikle arbejde som landarbejder, og gjorde derfor børstenbinderiet til sit egentlige erhverv. I slutningen af 1950-erne mistede han synet helt. Årsagen hertil var en tragisk hændelse. En af hans bekendte var blevet ordineret en salve for en øjenlidelse. Da vennens gener var kureret, tilbød han Richard at bruge resten af salven i håb om, at det måske kunne forbedre også hans syn. Det modsatte blev desværre resultatet. Selv efter at han var blevet helt blind fortsatte han arbejdet som børstenbinder ved brug af sin føle- og lugtesans, og sin erhvervede viden og erfaring med materialer og brug af værktøj. Det mistede syn resulterede i, at han i 1970 fik tilkendt invalidepension, som sikrede ham økonomisk. Men arbejdet som børstenbinder fortsatte han med livet igennem. Således fortæller han i et interview i Fyns Amtsavis i anledning af sin 80-års fødselsdag: “Jeg har netop afleveret 100 børster til strigling af heste til min aftager, Blindes Arbejde, men det havde taget lang tid at få dem færdige. Kræfterne er ikke de samme som tidligere, men der er også blevet tæret på dem gennem et langt liv.”

 

5. Personlige interesser frem til 1950-erne.
   Personer, der kendte Richard, beskriver ham som en mand med et rigt indre liv, stor arbejdsomhed og en stærk selvstændighed.

Han var langt mere end håndværker. Han havde gennem hele livet en stærk interesse for naturen, litteratur og historie. Selv om han aldrig fik sit egentlige litterære gennembrud, fortsatte han med at skrive. Hans gode ven Erik Bendixen skriver i sin dagbog følgende om ham:

“Richard var 37 år, da jeg lærte ham at kende i 1955, altså 20 år ældre end jeg selv. Richard var høj og slank (han oversteg min højde, men ikke min slankhed). Richard havde stort, mørkt og krøllet hår. Ansigtstrækkene var ret skarpskårne, men han havde også et drømmende væsen. Richard var præget af, at han led af et mindreværdskompleks.
Richards interesse for at skrive havde ikke indbragt penge, men havde kun været en kær fritidsbeskæftigelse. Længe før vi lærte hinanden at kende, havde Richard også malet mange akvareller. Richard havde deltaget i Nørups kursus for vordende forfattere, det var jo det, der bragte os sammen. Richard havde – forgæves – skrevet mange noveller og romaner, hvoraf jeg læste en del. Jeg mente mig endda kompetent til at være Richards kritiker, selv om jeg selv var temmelig uskolet. Vi kom meget på besøg hos hinanden. Så gik snakken om vores fælles interesser for at skrive, og flere gange var vi på cykeltur sammen.”

Deres fælles interesse for litteratur og for at skrive førte til, at de begge uden held forsøgte at blive optaget på Skårup Seminarium for at slå sig på lærergerningen.

Om denne side af tilværelsen fortæller han selv i interviewet i Fyns Amtsavis, at “Det har været en stor skuffelse for ham, at hans kunstneriske åre ikke kunne bære mere end til skrivebordsskuffen. Som ung tegnede og malede han meget, mest landskabsbilleder for, som han fortæller, var det som at befinde sig i en helt anden verden, når han sad ude i naturen med sit male- og tegnegrej.
Men min far var forbitret på mig. Han mente, jeg sløsede tiden væk, så derfor måtte jeg holde op og koncentrere mig om børstenbinderiet.
Richard Thorlev har både skrevet digte, noveller og flere romaner, og forsøgt at få dem udgivet, men de blev til hans store skuffelse gang på gang afvist af forlagene. En af bøgerne, som han kaldte ’Tro, Håb og Kærlighed’ handlede om en fattig bondemand og hans liv med hustru og kristendom, mens andre beskrev episoder fra bondelivet, ofte med enten ulykkelig eller lykkelig kærlighed som tema. Da han endnu engang, i 1959, fik afslag fra et forlag, gav han op og skrev siden, så længe synet rakte, kun for sin egen fornøjelse. En enkelt gang havde han dog lykken med sig, da han i 1952 fik udgivet Novellen “En dårlig kammerat” på 9 sider i hæftet ”Den lille historiebog” udgivet af Grønvald-Fynbos Forlag / Aarhuus Stiftsbogstrykkeri A/S. Den viser hans sans for fortælling og hans stærke optagethed af moral, retfærdighed og menneskelig anstændighed.

Langelands Folkeblad trykte desuden gennem årene flere af hans digte. Blandt disse skal nævnes en hyldestsang om Rudkøbing i forbindelse med byens 700-års jubilæum i 1987. Rita Varmby, der selv er børstenbinder og musiker komponerede senere en melodi til teksten og indspillede hyldestsangen på en CD, som findes i Byarkivet for Langelands Kommune.

Til illustration af Richard Thorlevs litterære stil og begejstring for Langelands natur, skal her citeres de 2 sidste vers 5 og 6 fra hans hyldestsang:

” 5.
7 mile lang
15 møller engang
15 sogne her har tiden ændret
Nu har gamle tiders romantiske virke
Fra hovbondens stund til vor kirke
Dog det bedste kan ingen fra os tage
Fuglesang
skøn natur blir tilbage

6.
Sommerdags hvil
nær ved vindhærget pil
mindes årenes gang
her til slut i min sang
her på øen hvor længselen higer
her på øen blandt de skønneste piger
og en tak så alvorsfuld den veje
øen har vi i evig arv og eje.”

Rita Varmby skriver følgende om ham i sin artikel “Sådan som jeg husker ham” i Blindehistorisk Selskabs Nyhedsbrev nr. 3/2017:

“Richard ville gerne være forfatter. Jeg synes han var en glimrende fortæller med mange naturbeskrivelser. Lokalhistorien samt danmarkshistorien var 2 af hans kæpheste, hvilket hans romaner og digte bar præg af. Desværre har jeg ikke noget af det længere. Han fortalte mig, at han altid havde været en læsehest. Hans interesser for bøger var klassikerne. Han holdt meget af romantikkens forfattere, hvor det historiske indslag var et vigtigt element af fortællingen. Sømandsromaner og rejsebeskrivelser fra gammel tid var han også meget glad for. Derfor tror jeg, han holdt meget af forfattere, hvor Morten Korch, Jules Verne og Alexandre Dumas den ældre er værd at nævne.

Som det kan ses i min beskrivelse af ham, var han et romantisk gemyt, som ikke interesserede sig så meget for sin samtid.”

 

Hans interesse for slægtshistorie var ligeledes betydelig. I ovennævnte lydbrev fra den 9. december 1990 fortæller han detaljeret om familiens historie gennem mange generationer. Hans evne til at huske navne, årstal, slægtskaber og livsforløb var ganske imponerende.

Trods sin alvorlige synsnedsættelse var Richard usædvanlig aktiv. Som yngre cyklede han lange ture på Langeland og kendte efterhånden øens veje og landskaber næsten bedre end de fleste seende.

Herom skriver Signe Lynglund:
“Ind imellem kørte Richard lange ture på sin cykel og besøgte familie og venner. Han kendte hele Langeland, hver en afkrog, som sin egen bukselomme. Han havde en lille sejlførende smakkejolle som lå trukket op på land ved Henninge Nor, vil jeg mene, som han brugte ind imellem. Han tog cyklen med i jollen og sejlede til de omliggende øer, f.eks. Tåsinge. Han kunne godt lide at opholde sig i naturen flere dage i træk. Her nød han at være sig selv og samle indtryk.”

Omkring 30-årsalderen gennemførte han en bådtur rundt om Langeland på et tidspunkt, hvor hans syn allerede var stærkt reduceret. Herom fortæller han i et lydbrev fra den 19. april 1993, hvor han gengiver erindringsbilleder af Langelands natur, efterhånden som han bevæger sig fra Møllebugten i Henninge Nord på øens vestside som udgangspunkt, ned omkring sydspidsen, op langs østsiden til Lohals og videre tilbage langs vestsiden forbi Rudkøbing tilbage til Møllebugten.

Det var et projekt som strakte sig over en længere periode. I båden medbragte han sin cykel. Hvis han ikke kunne overnatte hos venner / familie, tøjrede han sin lille jolle og cyklede hjem for at overnatte.

6. Personlige interesser efter at han helt mistede synet.
   Han levede beskedent i det gamle stråtækte hus i Henninge sammen med sin mor gennem mange år. Hans værksted var centrum for både håndværk, fortælling og fordybelse. Her arbejdede han ofte om natten, lyttede til lydbøger og vedligeholdt det håndværk, som havde været familiens levevej gennem generationer. Efterhånden som han indrettede sig på sin nye situation efter at han helt mistede synet, tog han som medlem af Dansk Blindesamfund initiativ til at korrespondere med andre blinde pr. bånd. Herom skriver Rita Varmby:

“Jeg lærte ham at kende i 1977 via en artikel i medlemsbladet. Han søgte at finde nogle mennesker, som han kunne båndkorrespondere med. Han havde i en årrække været med i adskillige båndkorrespondancegrupper med en der hed Svend Åge Bagger. Ham kendte jeg ikke, men jeg hørte en del om ham. Richard Thorlev ville selv lave en gruppe, så det blev gjort med forskellige mennesker rundt om i landet. Vi var 4 mennesker på et spolebånd. To personer på hver side af båndet. I reglen kørte vi på hastigheden 4,75 cm, så pladsen blev udnyttet mest muligt. Vi fortalte om vores hverdag. Fortællingerne blev suppleret med musikalske indslag. Det var rigtig sjovt med de båndgrupper. Det fortsatte op i firserne, men i halvfemserne uddøde det fuldstændigt. Den bedste tid, som jeg husker, var fra 1977 til 1980, hvor Richard og jeg var med i flere båndgrupper. I 1980erne, hvor spolebåndet blev fortrængt af kassettebåndet, måtte en båndgruppe bruge 2 kassetter fremover. Der var ikke den samme plads at boltre sig på med de mange indslag, som vi præsenterede for hinanden. Det var ikke det samme med kassetterne, som det var med rundspolebåndet, som Richard kaldte det.” Rita Varmby anfører afslutningsvis:

“Det ville have været alle tiders, hvis der var lavet et interview til folkemindesamlingen, fordi Richard talte et gammeldags sprog med en bred langelandsk dialekt. Han gjorde meget ud af sin diktion til perfektion i båndgrupperne.”

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de 2 nævnte lydbreve, som han selv indtalte, findes i digital form på Byarkivet for Langelands Kommune, de 2 CD’er illustrerer hans dialekt og personlige stil.

Korrespondance i grupper tog for alvor fart i slutningen af 1800-tallet med udviklingen af de nationale postselskaber. Blandt blinde i Danmark blev denne idé først taget op i januar 1943 af Alfred Jensen fra Tarm, der foreslog oprettelsen af “De Blindes Korrespondanceklub”, hvor 6 til 8 medlemmer udvekslede synspunkter om et givet emne ved at lade et brev cirkulere mellem dem. Denne virksomhed var primært baseret på brugen af punktskrift. Den 6. januar 1973 tog Svend Aage Bagger, Fredericia, initiativ til at oprette bånd­kontakten »Stafetten« med det formål, at skabe »bånd­korrespondance« med alle, der er interesseret i denne form for korrespondance.

Ideen med at korrespondere pr. bånd var tilsyneladende noget som optog Richard Thorlev i årene efter 1977, hvor han frem til 1984 indrykkede flere opfordringer i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad om at melde sig til denne form for korrespondance blinde imellem.

Han levede meget isoleret, hvilket formentlig var en af årsagerne til interessen for båndkorrespondancen.

Der er imidlertid grund til at antage, at hans deltagelse i disse båndkorrespondance-grupper, gav ham mod til at deltage i aktiviteter arrangeret af Dansk Blindesamfunds Fynskreds. Repræsentanter for kredsen fortæller, at han i løbet af 1980-erne fra tid til anden deltog i nogle af kredsens arrangementer. således indrykkede han i et medlemsblad fra 1987 følgende indlæg:

” TAK FOR TUREN TIL GARDASØEN
Jeg vil på denne måde gerne takke Fyns-kredsens arrangører af udflugts­turen til Gardasøen for den veltilrette­lagte tur og de dejlige dage, vi tilbragte i Norditalien. Og også tak fordi jeg som blind fik en trofast hjælper med på turen. På turen kørte vi gennem Syd­tyskland og Tyrol med alpebjerge og dale. Gennem Sydtyrol kom vi til den store Gardasøen, hvor vi i flere dage op­holdt os i det herligste skønne sommervejr, og der var daglige udflugter bl.a. til den gamle by Venedig. Vi var ude at sejle på Gardasøen til byen Le- Mone, og vi besøgte flere andre steder. På hele turen var der et dejligt sammenhold blandt deltagerne. Højt humør over hele linjen. En udmærket guide og chauffør. De 8 dage gik alt for hurtigt. Atter skulle vi hjemad til det gamle Danmark.”

Rita Varmby anfører sluttelig, at “Det må have været et kulturchok for ham, når han fx var i hovedstaden, der er så meget anderledes end livet på Langeland, hvor han havde boet i hele sit liv. Han havde boet på Søndrelandevej 14 i Rudkøbing, siden han var 6 år gammel. Derfor tror jeg at han slet ikke kunne flytte på plejehjem. Det tog simpelt hen livet af ham.”

Han var indstillet til at skulle flytte til Skrøbelev plejehjem.

Naboen som var gårdmand og boede overfor, på den anden side af vejen, var taget til Rudkøbing for at hente medicin til Richard, da han kommer tilbage, finder han Richard liggende på gulvet mellem stue og soveværelse. Han har været på vej ind i seng, men nåede det ikke.

 

7. Afsluttende bemærkninger.
   Richard Thorlev efterlod sig ikke et stort forfatterskab, men han efterlod sig spor i form af noveller, lydoptagelser, sange, erindringer og menneskers minder. Hans liv fortæller historien om en mand, der trods et alvorligt synshandicap fastholdt sin nysgerrighed, sin skabertrang og sin tilknytning til Langeland. Han repræsenterer en generation af mennesker, som med beskedne midler skabte sig en selvstændig tilværelse baseret på flid og kreativitet.

Jeg har gennem de mange år, hvor notater, mails og artikler om Richard Thorlev har ligget på min computer været i tvivl om, hvorvidt hans historie kunne bære en artikel til selskabets nyhedsbreve. Jeg må imidlertid erkende, at jo mere jeg har gravet mig ned i stoffet, er jeg blevet overbevist om, at hans liv og virke har været et inspirerende bekendtskab – i sandhed en Morten Koch fortælling, i dette begrebs bedste betydning. Det er en konklusion, som mine læsere af denne artikel forhåbentlig også når frem til.

 

Kilder:

Ud over de i artiklen anførte skal nævnes:

– Dagbog af Erik Bendixen for årene 1953 – 1957.

– Artikler fra Dansk Blindesamfunds Medlemsblade nr. 2/1943, nr. 11/1944, nr. 3/1973, nr. 9/1975, nr. 3/1977, nr. 1/1982, nr. 3/1983, nr. 8/1984 og nr. 20/1987.

Oversigt over dokumenter mv. i Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

Avisartikel 29 08 1998: Gammel mand med gammelt håndværk Fra Fyns Amtsavis ved journalist Bo Trolle.

Nekrolog af Erik Bendixen, Humble, i Fyns Amtsavis fra 07 12 1998.

Årsberetninger for årene 1889 til 1910 fra Foreningen til Fremme af Blindes Selvvirksomhed.

 

5. Anmeldelse af “Brilleaben”, roman af Ove Olsen ved Rudi Kurt Gert-Jørgensen

Brilleaben er en bog, der aldrig er udkommet, da forfatteren anså den for ufærdig og derfor lod den ligge. I dag er der fra blindehistorisk side opstået interesse for den – og jeg er ved at finde ud af, om den er læseværdig – det er den.

Del 1.
Den starter som et socialrealistisk billede af drengen Jørgen. Jørgen er stærkt svagsynet og bliver derfor en outsider, og moppeoffer fra både store og små.

Vi får fortalt om Jørgens fattige familie, der lever på samfundets bund. Hvordan han kæmper for anerkendelse, så man næsten kommer til at tænke på Torry Gredsted og Paw-bøgerne. Vi får historien om Jørgens familiebaggrund. Hans fars selvmord. En ny lærer på hans skole opdager hans forsømte skolegang, og så er vejen banet, for at han kan få den nødvendige hjælp, og komme på Refsnæsskolen.

Her foregår Del 2.

Jørgens tilværelse er nu delt i to. Det gamle liv, der var derhjemme hos moderen og hendes umulige liv med tre børn, hvoraf den ene er handicappet, og det nye liv på Refsnæs.

Livet på Refsnæs er en næsten Morten Korch’s idyl. Tag ikke fejl, Morten Korch er ikke nødvendigvis dårlig litteratur. Jørgen træder ud af sin barndom, han skal til at være voksen.

Del 3.
Så skal vi på Kastelsvej 60. Det er her 3. del foregår. Jørgen bliver børstenbinderelev så absolut mod hans vilje. Der er ikke mange fag for blinde at vælge mellem, så det er tvang. Jørgen ønsker sig en boglig uddannelse. Og her gennemlever han puberteten især belyst gennem forholdet til kæresten Agnethe. Her bliver det en rigtig ugebladsskildring.

Der kommer en ny lærer på instituttet, der forstår Jørgen, som gerne vil være boglig. Han begynder at læse.

Preben, Jørgens onde ånd fra fortiden, er under krigen, (2. Verdenskrig der er bagtæppe i romanen), blevet blind. Nu bliver historien meget dramatisk. Preben viser sig at være en skurk efter alle kunstens regler.  Han bliver en kile mellem Jørgen og kæresten. Både Preben og Jørgen involveres i krigen; og her bliver fortællingen kulørt. Agnethe dør under dramatiske omstændigheder og Jørgens tilværelse falder sammen.

Del 4.
Jørgen er knust, han bliver smidt ud af instituttet. Hans mentor, en forstående lærer, forsøger at hjælpe ham; men han er for ærekær til at tage imod.

Han klarer sig ved at handle på den sorte børs, det er jo under krigen. Han er ved at forsumpe i druk. Skurken får sin velfortjente bekomst. Ebba der er ulykkeligt forelsket i Jørgen, griber ind, og hans bedste ven får ham overbevist om, at han må binde børster. Nok bogens mindst troværdige afsnit.

Del 5.
Sidste del er kampen med at finde tilbage til sig selv.
Jørgen rejser tilbage til sit barndomshjem, for at pleje sin alvorligt syge mor og begynder lidt efter at arbejde som børstenbinder. Men der er for meget at passe, så moderen får ansat Inger en gammel barndomsveninde. De forelsker sig og bliver gift! Men da Inger bliver med barn, tager hans psykiske traumer over. Med Jørgens psykiske kamp ender romanen. Hvordan det ender må man læse bogen for at få at vide.

Det er på mange måder en god bog, men at den svinger i kvalitet, kommer man ikke uden om. De fleste af personerne er noget farveløse. Ebba har, selv om hun ikke optræder meget – karakter. Lad ham da få hende, tænker man. Bogens hovedperson udvikler sig hele tiden og, da han er omdrejningspunkt, løfter det fortællingen.

Der er rigeligt med banaliteter her og der! Men som helhed er bogen velkomponeret. Med lidt korrektur er den bestemt værd at udgive.

 

6. Redaktionel note om forfatteren Ove Olsen ved Poul Lüneborg

Der er grund til, at Blindehistorisk Selskab, når lejlighed bydes, giver plads til omtale af blinde forfattere, som de færreste i dag kender.

En sådan forfatter er Ove Olsen fra Køge. Han var som instruktør og tekstforfatter en drivende kraft bag de mange revyer, som Dansk Blindesamfunds Amatørteater præsenterede i årene 1959 til 1977.

Derudover var han forfatter til en række skønlitterære udgivelser. I dette nyhedsbrev kan man læse Rudi Kurt Gert-Jørgensens anmeldelse af hans roman “Brilleaben”, årstallet for romanens udgivelse er ukendt. Derudover skal nævnes:

Novellesamlingen Skibbrud, N. Wolmer, 1945.

Refsnæsminder, 1948.

novellerne ”Rene lagner” og ”Skaar fra Vild Hvede”, 1951.

Efter evne, digte fra 1967.

Erindringer, fra 1969.

Tandembog for Midtsjællands Tandemklub af 1977.

På godt og ondt, erindringer fra 1995.

Hans søn Hans Erik har sørget for, at selskabet i sit arkiv råder over elektroniske versioner af de fleste bøger, noveller og digte, som Ove Olsen har skrevet. Disse er ikke udgivet på noget forlag.

Denne omtale rummer ikke plads til et egentligt CV, men til slut skal anføres:

Ove Olsen blev født i Vedskølle, Herfølge Sogn den 14. juli 1924 og døde den 20. juni 1998. Kirkebogen fortæller, at hans fulde navn var Niels Ove Wolmer Olsen.

 

7. 2 anmeldelser af John Heilbrunns kriminalroman “Med en fod i afgrunden”

– ved professor Birgit Kirkebæk og ved bestyrelsesmedlem Rudi Kurt Geert-Jørgensen

John Heilbrunn (2026): Med en fod i afgrunden. Krimi. Forlaget Indblik. 243 sider. Pris: 159,95 kroner.

Anmeldelse af Birgit Kirkebæk

 

John Heilbrunn er blandt meget andet – jurist, musiker, lydmand og forfatter. Vi har tidligere anmeldt hans bog ”Det bliver aldrig helt mørkt” fra 2023 i Handicaphistorisk Tidsskrift. Nu er han tilbage med endnu en bog – denne gang en krimi.

Hvor bagsideteksten til Heilbrunns første bog var ”Erindringer i blinde” kunne det denne gang være ”en sanset fortælling”. I krimien er hovedpersonen blind, som Heilbrunn selv er det, hvorfor alle indtryk, beskrivelser og observationer er renset for synsindtryk, mens alle andre sanser i bogen fungerer på højeste gear. Egentlig tror jeg, at bogen ville virke endnu bedre som lydbog, så ens egne synsindtryk af ord og bogstaver var væk. Men jeg ville nu nødig undvære forsidebilledet: En ældre mand med skæg – i trenchcoat med gammeldags hat, en hånd i lommen og en blindestok i venstre hånd. Man ser ham i profil med en markeret næse og et lyttende udtryk, Øverst i højre hjørne er med et billede markeret, hvad han lytter efter. Det kommer vi tilbage til.

”Danskeren”, som han bliver kaldt af indbyggerne i en lille spansk landsby ved navn Villanueva de la Sierra, har købt et lille byhus i landsbyen, hvor han periodevis opholder sig.

”For den blinde dansker er landsbyen Villannueva de la Sierra normalt indbegrebet af harmoni: lyden af fjerne kirkeklokker, duften af tør jord og smagen af modne avocadoer fra Carmens baggård. Men denne ferie bliver alt andet end fredelig […] ”med en fod i afgrunden” er en intens krimi om de hemmeligheder, der gemmer sig bag de hvidkalkede mure, og om en mand, der ser mere end de fleste – selvom han lever i mørke”, står der i bagsideteksten.

Hovedpersonen er – som mange andre beskrevne hovedpersoner i krimier – en halvgammel, lettere alkoholiseret mand, ensom med frustreret seksualitet, der lever på ydersiden af samfundet – alene med kontakt til få bekendte, som han føler sig tryg ved.

Da ”danskeren” denne gang kommer til sit hus og vil gå sin faste tur i landsbyen, rammes han af en forfærdelig stank fra en kloak. Han får nogle bekendte til at hjælpe sig med at opklare, hvad der gemmer sig bag denne frygtelige lugt. Og man fandt liget af et spædbarn.

Fra det punkt rulles historien op. Den handler om, hvordan den lille spanske by bliver overtaget af to brødre, som vil lave turisme på en ny måde, og som bruger alle midler til det. Den handler også om udnyttelsen af kvindelig østeuropæisk arbejdskraft på de restauranter og barer, brødrene opretter – og det handler om et fællesskab i landsbyen, der er under forandring. Alt dette bliver hovedpersonen, der har tidligere erfaringer som undercover agent, involveret i på grund af sin nysgerrighed. Han lytter, han snuser, han opsøger steder, han spørger naivt, han spiller gode venner – også med dem, han mistænker. Samtidig fatter han ikke, at også ikke mistænkte øvrighedspersoner kan fejle.

Billedet i øverste højre hjørne på forsiden af bogen viser et par i omfavnelse. En af hovedpersonens laster – udover brandy – er, at han går ture i natten med en stok, hvor spidsen er svøbt i gaze, så den bliver lydløs. Han hører efter lyde af seksuelle samvær i natten for at blive pirret lidt. Men ikke alle lyde i natten er gode lyde. Der forekommer lyde, der bør opklares. Hvem bor i huset med de frygtelige lyde, hvilke personer er indblandet, hvad er på spil? Lysten fortoner sig brat, og fra nu af bliver hovedpersonen agenten, der modigt følger et spor med store personlige omkostninger.

Det originale ved bogen er, at man som læser pludselig oplever en verden uden syn: Lugten af cigaretrøg ved hovedpersonen hus. Hvorfor opleves den så tit? Den lokale politibetjent og hans korpus, der kan opleves via dennes åndedræt, sved og fylde i rummet, mure der kan mærkes etc.

Bogen forsøger i dække af krimien at udmønte beskrivelser, som har en handicappolitisk kant. I stedet for at beskrive, hvad det vil sige at være blind, bliver vi selv ”blinde”, når vi læser bogen. Vi er i vores sansers vold!

Og det – og bogen – er spændende!

 

Med en fod i afgrunden.

Krimi af John Heilbrunn.

Anmeldt af Rudi Geert-Jørgensen.

John Heilbrunns krimi er en fascinerende bog med en ret ukompliceret handling. Skurkene er skurke og de andre er gode nok. Personerne virker egentlig noget tegneserieagtige og det er faktisk ikke negativt ment. Det er ikke historiens personer, der fanger mig mest – næh, det er det faktum, at hovedperson og fortæller er blind og det hele er oplevet gennem hans sanseapparat. Det fungerer fantastisk godt. Der er mange og overbevisende detaljer. Han går meget rundt alene og orienterer sig med hørelsen og lugtesansen og flittig brug af blindestokken. Danskeren som han kaldes, holder ferie i sit spanske hus i Villanueva (hvor det så ellers ligger) Han fremstår ret anonym, men efterhånden som historien, der er fortalt af ham, kommer frem kommer hans personlighed mere og mere frem, og det virker virkelig godt. Folk der ikke i forvejen ved noget om blinde får virkelig noget at vide her. Sproget i bogen er meget varieret og ordrigt til tider lidt knudret.

Man er godt underholdt med både humor og spænding. Godt gået.

 

8. Anmeldelse af Bjarne Hesselbæks biografi: “Den forhærdede idealist. Niels Erik Bank-Mikkelsen og kampen for udviklingshandicappedes ret til et normalt liv” ved Lisbeth Riisager Henriksen i magasinet POV International

Anmeldelsen er fra 23 09 2026. Bogen udkom på Gads Forlag, 2026, 476 sider

Bjarne Hesselbæks nye biografi Den forhærdede idealist følger åndssvageforsorgschefen og arkitekten bag normaliseringsprincippet i ”Åndssvageloven” fra 1959, Niels Erik Bank-Mikkelsens kamp for udviklingshandicappedes ret til et værdigt liv. Biografien er også relevant i dag, hvor retssikkerhed og specialisering på handicapområdet igen er til debat.

“Det er muligt at kæmpe imod den, at dreje udviklingen”, skriver Hesselbæk. Men bogen vil også for meget.

Der er i de seneste år kommet en række udgivelser om livet for mennesker med udviklingshandicap (udviklingshæmning) i 1900-tallet – det, der tidligere hed ”åndssvage”, ”evnesvage” og ”mentalt retarderede”. Det er værker, der typisk lægger vægt på at formidle historien om et samfundssystem, hvor eugenik (racehygiejne), sterilisationer, indespærringer, anstaltsliv og tvang herskede, vurderer Bjarne Hesselbæk, der er historiker og journalist. Som helt ung arbejdede han i Statens Åndssvageforsorg i 1972 og senere i mange år som kommunikationschef for blandt andet Socialpædagogernes Landsforbund.

Nu har han fået udgivet Den forhærdede idealist. Niels Erik Bank-Mikkelsen og kampen for udviklingshandicappedes ret til et normalt liv (2026). Det er den mest omfattende biografi, der findes om Niels Erik Bank-Mikkelsen, åndssvageforsorgschefen og arkitekten bag normaliseringsprincippet i ”Åndssvageloven” fra 1959. Den kombinerer en fremstilling af hans private livshistorie med en fremstilling af hans arbejdsliv, handicaphistorie og politisk historie.

Hesselbæk skriver i sit forord: ”… der findes en anden og sideløbende historie, nemlig den om modstanden mod dette system og de mennesker, der gjorde en afgørende forskel (…) … [D]et er afgørende ikke kun at vise elendigheden, men også at det er muligt at kæmpe imod den, at dreje udviklingen. Måske er det endda i særlig grad afgørende i en tid, hvor landets regering giver udviklingshæmmede en undskyldning, samtidig med at stat og kommuner systematisk afvikler de værdier og resultater, Bank-Mikkelsen kæmpede for og delvist opnåede.”

Han henviser til den afspecialisering og smuldrende retssikkerhed, som blev nogle af konsekvenserne af strukturreformen i 2007, hvor man blandt andet flyttede det specialiserede socialområde fra amterne til de nye kommuner.

Et liv præget af krig og modstand

Niels Erik Bank-Mikkelsen blev født i Skjern i 1919 og voksede op med en grundlæggende kristen opfattelse af alle menneskers ligeværd. I juni 1944 blev han cand.jur. fra Københavns Universitet, parallelt med at han deltog i modstandsbevægelsens illegale presse i tilknytning til Dansk Samling.

Det blev meget begivenhedsrige år for ham: Danmark blev besat af tyskerne, hans mor døde, han blev gift med Birthe, og de fik deres første barn, Ole. Han gennemgik en alvorlig maveoperation. Fra maj 1944 måtte han, Birthe og lille Ole gå under jorden.

I november 1944 blev han taget til fange af Gestapo. Først blev han interneret i en tysk afdeling af Vestre Fængsel, derefter deporteret til Frøslevlejren. Her frygtede han for sit liv og vidste, at hvis han blev videresendt til en tysk kz-lejr, så ville han ikke overleve det. I marts 1945 fandt den britiske fejlbombning af Den Franske Skole sted, og lille Ole, som gik i børnehave der, blev mirakuløst reddet. Senere blev Niels Erik befriet fra Frøslevlejren. Birthe fødte deres anden søn Nis. Niels Erik blev igen taget af tyskerne, men sat fri kort tid efter. Flere af hans venner fra modstandskampen døde i kampen, og selv fik han efter sin befrielse PTSD-anfald.

I 1950 fik Birthe deres tredje barn, Birgitte. Niels Erik Bank-Mikkelsen døde i 1990, 71 år gammel.

Bogen vil for meget
Bogen har dog det problem, at den vil fortælle to lige vigtige, men perspektivisk væsensforskellige historier – hans private historie og hans historie med åndssvageforsorgen. Der er altså to grundlæggende væsensforskellige blikke og perspektiver på spil. Det er ikke fuldstændig lykkedes at lave en syntese af dem, og jeg tror heller ikke, det er muligt at forene dem i ét værk.

Måske derfor er bogen også næsten for informationstæt til, at man kan kapere den som ét værk. Jeg synes, han forfølger de private spor lidt for omstændeligt, og at de godt kunne have været beskåret.

I min anmeldelse har jeg valgt at fokusere på hans historie med åndssvageforsorgen.

En historie med nutidig relevans
Bogen er særdeles relevant ind i den socialpolitiske virkelighed i dag, hvor dele af handicaphistorien ser ud til at gentage sig i en eller anden grad.

Den er blandt andet relevant for dem, som arbejder politisk med at påvirke lovgivning om og forvaltning af lovgivningen for mennesker med handicap. Det er den, fordi man bliver klogere af den, og fordi den oplyser om utroligt mange parametre, der historisk spiller sammen i forhold til, hvordan politik og forvaltning kan foregå.

Hesselbæks fremstilling er troværdig, fordi han bygger på utroligt mange direkte skriftlige vidnesbyrd fra Bank-Mikkelsen og andre kilder. Blandt andet bygger han på dr.pæd. og professor emerita Birgit Kirkebæks centrale værk Normaliseringens periode – Dansk åndssvageforsorg 1940 – 1970 med særligt fokus på forsorgschef N.E. Bank-Mikkelsen og udviklingen af Statens Åndssvageforsorg 1959 – 1970 (2001).

Han viser et imponerende overblik over de kilder, deres informationer og indbyrdes tråde. Han har selv tidligere udgivet Befrielsen – de udviklingshæmmedes historie i Danmark (2020).

Den åndssvageforsorg, Bank-Mikkelsen overtog
Fra 1946 fik Niels Erik Bank-Mikkelsen ansættelse i Arbejds- og Socialministeriet, hvor han blev tilknyttet åndssvageforsorgen.

Han kom til en åndssvageforsorg præget af blandt andre K.K. Steincke, der som kontorchef ved forsørgelsesvæsenet på Frederiksberg og socialdemokratisk landstingsmedlem havde udgivet bogen Fremtidens forsørgelsesvæsen (1920). Heri havde Steincke fremført sine tanker om, hvordan socialpolitikken i Danmark burde se ud, herunder fremstillet mennesker med handicap som ”undermålere”, ”minusindivider” og ”defekter” og fremført det synspunkt, at der var behov for eugeniske foranstaltninger, for at beskytte staten imod ”den slags”. Eugeniske principper var blandt andet en del af hans socialreform fra 1933 og af Europas første sterilisationslov (1929, 1934 – 35).

Frem til 1933 blev åndssvageforsorg drevet af private og filantroper. Hvis familien ikke kunne betale, trådte kommunens fattigvæsen til. Men i 1933 oprettedes en særforsorg ved siden af den almindelige sociale forsorg. Staten finansierede særforsorgen, mens kommunerne betalte udgifterne til den almindelige socialforsorg. De såkaldte åndssvage blev lagt ind under særforsorgen, som også rummede vanføre, talelidende, epileptikere, døve, hørehæmmede, blinde og svagtseende.

Denne udgiftsdeling gav kommunerne økonomiske incitamenter til at hæfte betegnelsen åndssvag på mange børn, som vi i dag måske slet ikke ville betegne som udviklingshæmmede – med tvangsforanstaltninger til følge.

Og som bagtæppe havde Hitlers naziregime mod syd systematisk ombragt mere end 100.000 mennesker med fysiske eller psykiske handicap fra 1939 til 1941 i Aktion T4 – Tysklands hemmelige eutanasi- og massemordsprogram over for dem, Hitler betragtede som ”livsuværdige”.

Fra embedsmand til forsorgschef
I 1950 fik Bank-Mikkelsen, ud over sin stilling i Arbejds- og Socialministeriet, ansættelse som sekretær i Østifternes Åndssvageanstalters Hovedkontor – den statslige organisation, som organiserede åndssvageforsorgen i Østdanmark. I den forbindelse besøgte han en lang række institutioner:

”Niels Erik er chokeret over de elendige – og ofte nærmest retsløse – forhold for de åndssvage på de store, lægestyrede anstalter.

Han møder et ringe uddannet personale, der klæder de dårligst fungerende af og på, fodrer dem og ellers lader dem sidde ubeskæftigede hen og rokke i en stol. Og han møder de bedst fungerende, der knokler i køkken, gartneri, vaskerum og landbrug, og hvis eneste mulighed for at slippe ud af anstalten er, at de indvilger i at komme ’under kniven’, altså blive steriliseret.

Uden for anstalterne møder han børn og voksne, hvis pårørende på grund af pladsmangel ikke kan få dem placeret på anstalt, og i mangel på hjælp ikke ser anden udvej end at planke dem inde i stalde og udhuse. Dertil oplever han en systematisk udnyttelse af mange af dem, der er blevet udskrevet fra anstalterne til private familieplejer, efter at være steriliseret.”

Han var med til at forberede ”Åndssvageloven” fra 1959. Med den oprettedes Statens Åndssvageforsorg, og han blev udnævnt til chef og bestyrelsesformand for den. Staten overtog alt økonomisk ansvar.

Loven byggede på hans normaliseringsprincip: at de åndssvage skulle have samme ret til et menneskeligt og værdigt liv i Danmark som alle andre. Forsorgen skulle være frivillig. Børn skulle vokse op hos deres forældre og have ret til at gå i skole og tage en uddannelse. Som voksne skulle de kunne flytte i egen bolig og have ret til arbejde, parforhold og sex. De, der ikke var i stand til dette, skulle have mulighed for at bo på institutioner, som var så hjemlige og frie som muligt, og som havde et pædagogisk omsorgspersonale.

Loven ændrede blandt andet forsorgsledelsen fra et magtfuldkomment, enerådende overlægeregime til en ledelse fordelt på fire faggrupper.

I 1970 oprettedes Socialstyrelsen under Socialministeriet, og Statens Åndssvageforsorg blev lagt ind under denne. I 1980 blev Statens Åndssvageforsorg nedlagt, og særforsorgen udlagt til amter og kommuner. Bank-Mikkelsen var forsorgschef i Socialstyrelsen frem til 1982.

Normaliseringsprincippet blev en del af FN’s handicapkonvention.

Etik og menneskesyn
Centralt i bogen står normaliseringsprincippet, herunder en udfoldelse af, hvad det menneskelige og værdige liv egentlig er. Det overvejer man jo kun, når menneskelig og værdig omgang med andre ikke er nogen selvfølge.

Derudover udfolder bogen Bank-Mikkelsens optagethed af specifikke etiske emner som f.eks. åndssvages ret til fri sex, fri abort, fosterdiagnostik og aktiv dødshjælp. Der findes f.eks. et kendt udsagn fra ham i Politiken i 1964, hvor han i en debat om aktiv dødshjælp skrev: ”Slipper vi troen på menneskeværdet over for menneskets uhjælpelighed, er der ingen grænser for, hvor vi havner. Hvis vi ikke føler solidaritet med vort mest ynkelige medmenneske, er vi på vej ind i et menneskesyn, som havner i nazismens gaskamre.”

Dette er noget af det allerfineste ved bogen: at den konkret og i dybden viser, hvordan menneskesyn griber grundlæggende ind i hele et samfund og omgangen mellem mennesker.

Bank-Mikkelsen forstod det politiske spil
Ud over det meget væsentlige fokus på menneskesyn og etik er det særligt interessant og inspirerende for mig at læse om det politiske spil, han agerede i som forsorgschef: et spil mellem blandt andet aktører i Socialministeriet og Finansministeriet, overlægerne og de pårørende, herunder Landsforeningen for Evnesvages Vel fra 1952 (i dag Lev). Hesselbæk samler og formidler på imponerende vis den mangefacetterede, holistiske forståelse, der gjorde Bank-Mikkelsen i stand til at navigere i åndssvageforsorgens komplekse net af interessenter og magtfaktorer, også i en international kontekst. Det har gjort dybt indtryk på denne anmelder.

Bank-Mikkelsen gik konkret foran og viste vejen frem. Han insisterede på, at det var nødvendigt at rejse rundt i landet og besøge de forskellige institutioner, møde ansatte og skabe alliancer. Han insisterede på selv at vise folk, blandt andet gennem medierne, hvordan det så ud på de gamle anstalter, og hvor uværdigt de såkaldte åndssvage blev behandlet, for at overbevise ministre og offentligheden om, at forholdene skulle ændres.

Han fremstillede de åndssvage som mennesker – nogle, vi alle kunne være blevet.

For ham var det vigtigt at få ændret lovgivningen i en human retning, men det var ikke nok. Lovændringer skulle også forberedes, og efter vedtagelsen skulle man følge op og vedholdende holde politikerne fast på deres ansvar.

Bjarne Hesselbæk har videregivet en vigtig opfordring til nye generationer om at fortsætte kampen for en mere menneskelig og værdig fremtid og et håb om, at det kan nytte noget – også i dagens Danmark. Hermed min anbefaling af Den forhærdede idealist.

 

9. Mindeord om Henning Østrup Rasmussen af Poul Lüneborg

Henning Østrup Rasmussen blev født på Amager den 16. februar 1943, han døde den 2. september 2025. Igennem de seneste år af hans liv boede han i Skodsborg nord for København.

Selskabet er i dette efterår blevet opmærksom på hans bortgang, derfor bringes først nu disse mindeord om hans liv og forfatterskab.

Henning Østrup Rasmussen har siden september 2017 været et engageret medlem af selskabet. Han blev lige som sin far Egon Rasmussen medlem af Dansk Blindesamfund på sine ældre dage.

Han afsluttede i 1961 sin skolegang med realeksamen fra Højdevangens Skole på Amager og blev efterfølgende uddannet indenfor bilbranchen, arbejdede et par år som privatchauffør og butler i New York City, for at tilbringe de sidste 21 år af sit arbejdsliv indenfor landbrugsmaskinebranchen. Det var ikke ham selv, der bemærkede en forandring i synet, men hans sekretær påpegede på et tidspunkt usædvanlig mange tastefejl. Hun fik ham overtalt til at opsøge en øjenlæge, der kunne konstatere forandringer i nethinden på grund af tør AMD. Efter 5 år gik han i 2006 på efterløn, da han ikke længere kunne køre bil.

Jeg lærte Henning Østrup Rasmussen at kende i forbindelse med en række samtaler om hans beslutning om at skrive og udgive en familiekrønike i 3 bind, der dækker en periode på ca. 130 år.

Hennings energi og engagement var usvækket i 2021, da han skrev til mig:

“Det er jo en mærkelig tid vi lever i.

Kan vi da for pokker ikke snart få den vaccine, så vi igen kan få gang i de forskellige aktiviteter vi er vandt til at deltage i. Med nedlukningen, udover fritidsaktiviteter man ikke kan foretage sig, kan man ikke se familie og venner i større omfang, komme på shoppetur eller gå ud på restaurant.

Nå, selvom det er en hård og negativ periode vi er inde i, siger man jo:

          ”At intet er så galt, at det ikke er godt for noget andet”

Dette gælder i den grad for mit vedkommende!

Vi har ved flere lejligheder talt om mit bogprojekt. Det har strakt sig over rigtig mange år, faktisk ”on and off” siden 2006.

Krisen har bevirket, at jeg nu har tilendebragt projektet, sat det sidste punktum. Det er blevet antaget af Forlaget Mellemgaard, som udgiver det hele i 3 bind.”

1. bind ”Ud i Verden og retur – fra Østrup til Amager”, 292 sider, udkom april 2021.

Som det fremgår af titlen, startede det hele i Glud Sogn, nærmere betegnet i en lille flække Østrup. Marius var søn af Søren og Bodil Johanne Rasmussen og forfatterens farfar. Marius kom ud at tjene som vogterdreng, 7 år gammel. Han kom aldrig siden til at bo fast hos sine forældre. Han valgte som 14-årig et liv på søen, stiftede senere familie på Amager, hvor familien boede hele livet.

2. Bind ”Den unge Verners lidelser og glæder”, 348 sider, udkom september 2021.

Hovedpersonen Verner ligner langt hen ad vejen hans far, men har flere personligheder gemt i sig og handler om faderens og en gruppe venners tilværelse under besættelsen. Den handler om, hvordan de trods mørke tider har udfyldt livet med kærlighed og glæder”, dette kapitel har været et tabu i familien, da hans far har holdt lav profil om, hvordan han var involveret i modstandsbevægelsen.

3. Bind “Da lyset blev mørkt og Jacks dagbog”, 210 sider, udkom maj 2022 – En humoristisk fortælling om at blive blind, og hvordan omgivelserne opfatter ens synshandicap. Det er Henning Østrup Rasmussens far, som er hovedpersonen, da han blev blind som 52-årig på grund af våd AMD. Bogen er skrevet fra faderens perspektiv og handler om, hvordan han som blind møder nye mennesker. Han havde en meget klog førerhund, Jack, som skrev dagbog om sin ejers gøren og laden.

Alle 3 bøger kan lånes på Nota som Daisy lydbøger.

Efter udgivelsen af familietrilogien fortalte Henning Østrup Rasmussen mig, at det havde været en fantastisk oplevelse og rejse at dykke ned i familiens historie. ”Det er med en enorm glæde og tilfredsstillelse når jeg sidder med bøgerne i dag” siger han. ”Jeg er også stolt på min fars vegne. Jeg har fuldført det, som han startede på” – idet hans far forgæves havde kontaktet flere forlag med ønske om at få udgivet erindringerne.

Henning Østrup Rasmussen har med udgivelsen af familiekrøniken ydet et væsentligt bidrag til belysning af vores samfunds historie gennem familiens seneste 3 generationer. Hertil kommer, at 3. bind af udgivelsen tillige er et engageret og humoristisk bidrag til fortællingen om blindes liv og hverdag fra begyndelsen af 1980-erne.

Æret være Henning Østrup Rasmussens minde.

 

10. Mindeord om Hanne Kassandra Skipper af Ove Gibskov

Hanne, som gennem mange år var min og min kone Ullas nære ven, sov stille ind i sit hjem den 11. august i en alder af 75 år. Hun fik desværre sidste år konstateret en tumor i hjernen; og efter en operation begyndte kræften igen at brede sig.

Hanne har doneret sit legeme til forskning, og afslutningen af hendes liv blev markeret med en meget smuk mindestund, hvor der deltog omkring 60 familiemedlemmer, venner, bekendte og tidligere kolleger, og hvor der kom mange eksempler på den store spændvidde i det, Hanne var engageret i.

Hun blev uddannet lærer og underviste i 7 år, indtil hun i 1982 mistede synet pga. diabetes. Men allerede få år efter hun blev blind, tog Hanne en uddannelse som afspændingspædagog og vendte næsten samtidig igen tilbage til sin store interesse for undervisning og formidling.

I ca. 10 år var hun en dygtig og vellidt leder af kurser for senblinde, hvad mange kursister fortalte, når Hanne bad mig som blindfødt om at bidrage til undervisningen.

Hun begyndte tidligt at interessere sig for blindes historie og var i en periode medlem af bestyrelsen for Blindehistorisk Selskab, hvor hun faktisk ind til sin død også var revisorsuppleant. Dette skyldtes hverken interesse for tal eller økonomi, men når det var svært at få besat en post et af de steder, hvor Hanne engagerede sig, trådte hun flere gange til.

I forbindelse med blindes historie er det oplagt for mig at nævne et af hendes initiativer, som i den grad er kommet mig selv og forhåbentlig også mange andre af Dansk Blindesamfunds medlemmer til gode: Da DBS i 1986 fyldte 75 år, blev jeg med min baggrund som journalist engageret til at lave en lydmontage baseret på foreningens historie. Da vi så nærmede os 2011, kontaktede Hanne vores daværende formand Thorkild Olesen og foreslog, at jeg også kunne lave 100-års udgaven. Det sagde han ja til, og det privilegerede ønskejob er jeg dem begge meget taknemlig for.

Hanne blev også flere gange valgt ind i DBS’s Fritids- og Kulturudvalg. Her var hun med til at etablere Den Blindehistoriske Arbejdsgruppe, som består af medlemmer fra både dette udvalg og Blindehistorisk Selskab. I Fritids- og Kulturudvalget tog hun desuden initiativ til at få forskellige teatre til at gøre deres programmer tilgængelige for blinde.

Men også udenfor blindeverdenen var Hanne engageret vidt forskellige steder. F.eks. som frivillig på Linjen, hvor psykisk syge og sårbare mennesker kunne ringe ind og få en samtale. og den daværende leder, som gennem Hanne er blevet ven med Ulla og mig, har givet stærkt udtryk for, at hun var virkelig god til både at lytte og stille væsentlige spørgsmål til dem, der ringede.

I mere end 10 år var Hanne formand for Ejerforeningen i det hus med ejerlejligheder, hvor hun boede, og hun bød altid nye beboere velkommen med blomster. Det har vi selv lært at gøre af hende og oplevet, hvordan det kan skabe god kontakt til nye naboer.

Næsten til sin død var hun med i Menneskebiblioteket, hvor mennesker fra minoritetsgrupper kan blive lånt ud og fortælle om deres tilværelse.

Hanne og jeg mødte hinanden i 1983 i Blinde og Svagsynedes Interessegruppe for Erhverv og Uddannelse, hvor hun også har været formand. Vi fik i løbet af få år et nært venskab, som også kom til at omfatte Ulla. Ligesom nogle af Hannes venner senere blev venner med os, er det omvendte også tilfældet, og det betød meget for hende at få sagt ordentligt farvel til dem. Det nåede hun heldigvis også kort før sin død, hvor vi havde intense oplevelser med sange og god snak med plads til både alvor og humor. Humor har altid betydet meget for hende. Sammen har vi bl.a. under Kulturmødet på Mors optrådt med foredraget ”Blindehumor lige i øjet”, som i høj grad handlede om at overskride tabuer og nedbryde fordomme.

Det mindedes Ulla og jeg over et par glas vin under Kulturmødet i år. Sådan vil flere andre gode oplevelser med Hanne uden tvivl pludselig dukke op, og vi er mange, som vil savne hende resten af livet.

 

11. Bestyrelsens kontaktoplysninger

Formand Poul Lüneborg
Lille Fredensvej 1C st. tv.
2920 Charlottenlund
Mobil +45 30 44 44 36
Mail: poul.luneborg@gmail.com

 

Næstformand Lena Bang
Solnavej 19, st. th.
2860 Søborg
Mobil +45 20 41 88 67
Mail: lenabanglb@gmail.com

 

Kasserer John Heilbrunn
Gyldenløvesgade 16 3.tv.
1369 København K
Mobil +45 23 40 92 18
Mail: heilbrunn@mail.dk eller jdh@oejenhoejde.dk

 

Sekretær Karen Marie Pedersen
Overmarken 106, Skærbæk
7000 Fredericia
Mobil +45 23 35 82 62
Mail: karen.marie.pedersen@blind.dk

 

Bestyrelsesmedlem Flemming Georg Meier
Odensegade 7, 3. sal til højre
2100 København Ø
Mobil +45 22 16 13 79
Mail: meier@edu.au.dk

1. suppleant Rudi Kurt Geert-Jørgensen
   Borreparken 3
   2800 Kgs. Lyngby
   Mobil +45 28 69 27 12
   Mail: rudikurt44@gmail.com

 

2. suppleant Henrik Jensen
   Ramsingvej 20 3.th.
   2500 Valby
   Mobil +45 20 81 63 53
   Mail: henrikjensen2711@gmail.com