Januar 1996: En blind håndværker

En blind håndværker

En rebslager

Udgivet af Blindehistorisk Selskab som en nytårshilsen til medlemmerne 1996

Brailletryk DBB Danmarks Blindebibliotek

København 1996

Illustration på omslaget:

Rebslagerens vigtigste redskab, spindehjulet eller selvtrækkermaskinen. Dette var normalt lavet af smedjern, men det kunne også laves af træ. Tuschtegning af Søren Thorlacius-Ussing.

Eftertryk tilladt med angivelse af kilden.

  1. udgave, januar 1990.

Sort-tryk og udgivelse: Social- og Sundhedsafdelingen, Institut for blinde og svagsynede, Rymarksvej 1, Hellerup.

ISBN 87-986298-0-8

“Faksimile”

Indhold
Forord
Indledning
Rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum
Thomas Christian Nielsens ophold på Det Kongelige Blindeinstitut
Håndværksuddannelserne på Det Kongelige Blindeinstitut
Forstander J. Moldenhawers tanker om blindes erhvervsmuligheder
Håndværksuddannelsernes indhold
Rebslagning en blindeuddannelse
Uddannelse af rebslagere på Det Kongelige Blindeinstitut
Erhvervs- og beskæftigelsesforhold for blinde håndværkere
Beskæftigelsessituationen for rebslagere
Blinde rebslagere udkonkurreres
Omsorgen for færdiguddannede blinde håndværkere
Private beskæftigelsesinitiativer for blinde
Forsøg på at forbedre erhvervs og beskæftigelsesmulighederne
Omsorgen for de færdige blinde rebslagere
En rebslagers kamp for sit erhverv
Rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum
Rebslageriet
Medhjælpere
Blind lærling
Lærer Rützous besøg i Hornum 1907
Rebslagerforretningens udvikling
Thomas Christian Nielsens fritidssysler
Sønnen Aage Nielsen’s videreførelse af rebslagerforretningen
Afslutning
Bilag 1
Bilag 2
Bilag 3
Bilag 4
Bilag 5. Kort beskrivelse af hvordan man laver reb
Noter

Forord
I snart to hundrede år har private og senere offentlige institutioner haft som en del af deres målsætning at skabe erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder for blinde og stærkt svagsynede.

At dette til trods for store vanskeligheder i mange tilfælde førte til et tilfredsstillende resultat for den blinde eller stærkt svagsynede, som gennemgik en håndværksmæssig uddannelse, vidner den foreliggende publikation om.

Publikationen fortæller både om et erhverv – rebslagerhåndværket – og om en blind rebslager, som efter endt uddannelse i 1899 drog hjem til Hornum og etablerede en rebslagervirksomhed, som siden førtes videre af hans seende søn. Den dag i dag – snart hundrede år efter starten på rebslagervirksomheden fremstilles der stadig reb på Reberbanen i Hornum.

Søren Thorlacius-Ussing fra Blindehistorisk Museum har med dette skrift, taget et første indledende skridt til et vigtigt og spændende forskningsprojekt inden for blindesagens historie: Uddannelses- og erhvervsforhold i perioden 1811-1990.

At sigte mod med tiden at få et forskningsprojekt til at dække hele den periode, hvori der har eksisteret institutioner for blinde i Danmark, har ikke alene som mål at få beskrevet udviklingen helt fra begyndelsen, men nok så meget at betone vigtigheden af sammenhængen mellem det der foregår i dag og det der var mulighederne for ti, 50 eller hundrede år siden.

Indledning
Antallet af rebslagere i Danmark, der i dag driver håndværket på traditionel håndværksmæssig vis, kan nok tælles på en hånd. I sommeren 1988 orienterede museumsinspektør Lene Floris mig om, at hun havde arrangeret en rebslagningsdemonstration på Frilandsmuseet. Jeg tog derfor ud og talte med de to rebslagere Hanne Lala Bobé og Ole Magnus fra Tåsinge. Det var så heldigt, at de kendte til et rebslageri i Hornum i Vesthimmerland, der oprindelig var startet af en blind rebslager Thomas Christian Nielsen. Efter dennes død havde sønnen Aage Nielsen, som er seende, videreført forretningen. I november 1988 besøgte jeg rebslageriet i Hornum og interviewede Aage Nielsen.

Det materiale jeg fik med hjem samt studier i Blindehistorisk Museums arkiv, førte frem til artiklen “En blind håndværker; Erhvervs- og beskæftigelsesforhold for blinde i perioden 1811 til 1911, belyst ud fra blindehåndværket rebslagning”. Artiklen, der blev bragt i “Handicaphistorie 1990”, har været det primære grundlag for denne publikation fra Blindehistorisk Museum. Såvel artiklen som denne publikation, der fremstiller den blinde rebslager Thomas Christian Nielsens og hans rebslageris historie, kan vi takke de ovenstående fire personer for.

Rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum.

Thomas Christian Nielsen blev født 26. februar 1878 på Saltgård i Bjørnstrup i Gundested Sogn. Faderen var gårdmand, og familien levede tilsyneladende godt af gården.

I 1887 var Thomas 9 år gammel. Under leg med nogle fænghætter sprang en af disse og rev en del af hans ene øje af. Forældrene kørte ham straks i hestevogn de cirka 50 kilometer til kredslægen i Ålborg. Lægen anbefalede forældrene at lade øjet fjerne, men Thomas’ forældre syntes, at det var for stor en beslutning at tage med det samme.

Familien kørte derfor hjem til Bjørnstrup, og efter få dage gik der betændelse i det dårlige øje. Infektionen bredte sig snart til det raske øje, og Thomas mistede synet fuldstændig på det ene øje, men bevarede lyssansen på det andet. Senere fik han bortopereret det beskadigede øje og fik i stedet glasøje.

Det kan undre at kredslægen ikke insisterede på at øjet skulle fjernes. I instituttets arkivalier findes utallige lignende tilfælde, så forklaringen er nok, at viden om infektionsfaren nok ikke har været tilstrækkelig udbredt, ligesom forældrenes respekt og autoritetstro overfor lægestanden ikke har været stor nok. I nogle tilfælde kan sådanne hændelsesforløb forklares med at familien ikke havde råd til en operation, men dette var ikke tilfældet med Thomas Christian Nielsen.

Før ulykken gik Thomas i den lokale friskole i Bjørnstrup. Men hvorvidt han efter sin blindhed har fortsat skolegangen vides ikke. Sønnen Aage Nielsen mener, at faderen gik hjemme på gården indtil forældrene søgte om, at han måtte optages på Det Kongelige Blindeinstitut.

Thomas Christian Nielsens ophold på Det Kongelige Blindeinstitut.

Den 19. august 1895 blev Thomas optaget på Det Kongelige Blindeinstitut i en alder af 17 år. Han blev optaget for at blive erhvervsuddannet, og kom ikke til at gennemgå det normale forskoleforløb. Han synes ikke på noget tidspunkt at have modtaget skoleundervisning under sit ophold på Kastelsvej, men nogle af kammeraterne på instituttet kan meget vel i deres fritid have undervist ham i punktskrift. Dette var ikke ualmindeligt. Han kunne i det mindste punktskrift senere i livet.

Vi kan i dag følge Thomas Christian Nielsen i instituttets arkivalier, som befinder sig i Blindehistorisk Museum, men forældrenes ansøgning om hans optagelse har det ikke været muligt at finde. Vi ved dog, at de måtte betale 100 kroner årligt for hans uddannelse på instituttet. Thomas blev håndværksuddannet, men lærte også en del musik i sine år på instituttet. Vi kan for eksempel se at han det sidste år fik karakteren UG i rebslagning og børstenbinderi, mens han fik MG i orgelspil og fløjtespil.

I juni 1899 afgik Thomas Christian Nielsen som færdiguddannet rebslager og børstenbinder. I årsberetningen blev han dog kun betegnet som børstenbinder, eventuelt fordi man ikke forventede, at han kunne ernære sig som rebslager. Den “Separate Understøttelsesfond” havde en udgift på 150 kroner til børstenbinderrekvisitter til ham, men han blev endvidere ifølge “Hovedbogen over elever” udstyret med et husorgel, en violin og en fløjte. Faderen skulle til gengæld have lovet instituttet at anskaffe rebslagerudstyr til sønnen.

Ifølge regnskaberne i årsberetningerne for årene 1895 til 1899 blev der på intet tidspunkt indbetalt penge fra kommunens fattigkasse til Thomas Christian Nielsens uddannelse og udstyr. Det var således udelukkende forældrene der bekostede hans uddannelse.

Håndværksuddannelserne på Det Kongelige Blindeinstitut.

De første forsøg på mere organiseret at oplære blinde i håndværksfag, fandt sted i Kjædeordenens Kongelige Blindeinstitut i København fra 1811 til 1858. Kjædens institut optog et lille antal af hovedsagelig københavnske børn mellem 10 og 20 år.

Kjædens institut eksisterede fra 1811 og frem til det nye statslige Kongelige Blindeinstituts oprettelse i 1858. En kommissionsbetænkning fra 1852 fældede følgende kritiske dom over håndværksuddannelserne på Kjædens institut, som hovedsagelig bestod af oplæring i spindearbejder og strikning: De var “Nær de allerufordelagtigste beskæftigelser, og der er sikkert kun faa, som herved ere i stand til at erhverve sig som nødvendige”. Ud fra samtidens kritiske syn på de hidtidige håndværksuddannelser, er det nok ikke helt grebet ud af luften, hvis man konkluderer, at Kjædens institut aldrig nåede sin egen målsætning; at gøre blinde til “gavnende borgere af staten”.

Til forskel fra Kjædens institut modtog det nye Kongelige Blindeinstitut børn fra hele landet. Forstander J. Moldenhawer formulerede instituttets formål og dets opgaver således:

“Blindeinstituttets formaal er at give en afpasset opdragelse, almindelig dannelse og praktisk uddannelse og derved at gøre det muligt for dem med tiden at blive nyttige medlemmer af samfundet. (Opholdets varighed) indtil de have erhvervet sig saa megen dygtighed i teknisk eller musikalsk retning, at de, i alt fald med nogen understøttelse, kunne subsistere ved deres hænders gerning da eleverne i regelen ville blive optagne i en alder af 10 til 12 aar, og da det ikke kan antages, at de kunne søge sig et selvstændigt erhverv som haandværkere eller musikere før i en alder af 18 til 20 aar”.

Det var således en målsætning, som ikke var meget forskellig fra den, der gjaldt for Kjædens gamle institut. Det centrale var fortsat, at blinde skulle gøres til nyttige samfundsmedlemmer, ved at de blev uddannet til såvidt muligt at ernære sig selv.

Forstander J. Moldenhawers tanker om blindes erhvervsmuligheder.

For J. Moldenhawer var målet at føre blinde frem til et “livserhverv”. Dette sigte lå i den musikalske og frem for alt i den tekniske håndværksmæssige undervisning. Men samtidig udtrykte han:

“Uagtet den blinde kan erhverve sig baade intellectuel, musikalsk og technisk dygtighed, saa kan han dog i regelen ikke concurere med sine seende medmennesker; Navnlig er dette tilfældet med den blinde haandværker”.

J. Moldenhawers konklusion var, at en arbejdsanstalt for blinde mænd og en arbejds- og forsørgelsesanstalt for blinde kvinder var løsningen på de blindes beskæftigelsesproblemer.

En arbejdsanstalt, var et værksted, hvor de blinde fik støtte og hjælp til anskaffelse af råvarer og til afsætning af de færdige produkter, men hvor de kun arbejdede og fik deres løn herfor. En arbejds- og forsørgelsesanstalt var et hjem, hvor de blinde boede og arbejdede samtidig med at de fik fuld understøttelse.

Forstander J. Moldenhawer skelnede kraftigt mellem de mandlige og de kvindelige elevers behov, hvad beskæftigelse angår. En forsørgelse af blinde mænd ville gå disses værdighed for nær, og samtidig ville det give dem den uheldige opfattelse, at det var de seendes pligt at forsørge dem. De havde derfor behov for, men kun ringe mulighed for selvstændigt at ernære sig. De blinde kvinder derimod havde ikke de samme behov. De egnede sig bedst til at blive forsørget enten som hustruer, hvad de færreste opnåede, eller på et hjem. Forstanderens holdninger lå således helt på linie med tidens kvindeopfattelse.

Håndværksuddannelsernes indhold.

Det Kongelige Blindeinstitut syntes ikke at have haft andre optagelseskrav, end at eleverne skulle være blinde eller til nød stærkt svagsynede, samt være “sund på legeme og sjæl og ikke moralsk fordærvet”. Dette har selvfølgelig betydet, at blinde, der havde andre handicap eller var syge og svagelige, ikke kunne optages. Disse måtte blive i hjemmet, sendes på andre handicapinstitutioner eller forsørges af det lokale fattigvæsen.

En blind elev tilbragte normalt 8 år på instituttet. De første 5 til 6 år gennemgik de et forskoleforløb, som bestod af tilnærmelsesvis de samme skolefag som den almindelige skolelov foreskrev. Men udover disse fag undervistes der tillige i musik, dans, gymnastik og håndgerningsfag, som alle var tiltænkt som forberedelse til de senere håndværksuddannelser. Endvidere undervistes pigerne i husgerning og husholdning.

Efter omkring 4 år på instituttet blev det afgjort hvilken uddannelsesretning den enkelte elev skulle følge i fremtiden. Den overordnede sortering var i en musisk eller en håndværksmæssig uddannelse. Dette uddannelsesforløb blev udstukket i et “undervisningsreglement”, som næsten uændret var gældende fra 1866 til instituttet fik ny forstander med J.U. Plesner i 1905.

Fra det sjette til det ottende år på instituttet oplærtes eleverne enten i musik eller i håndværk. Musikundervisningen var inddelt i tre niveauer. Det øverste niveau var rettet mod organistembedet, som ofte var kombineret med at være musiklærer og klaverstemmer. Det næste niveau sigtede mod at give eleverne et mere indgående kendskab til et eller to instrumenter og til lidt sang. Det laveste niveau gav kun eleverne et overfladisk kendskab til et instrument. Disse tilbud gjaldt drengene, hvorimod pigerne højst blev tilbudt det mellemste niveau. Undervisning på de to øverste niveauer blev i forskellige kombinationer givet som supplement til de egentlige håndværksuddannelser.

For drengene var håndværksfagene delt i to niveauer. De mere omfattende discipliner var kurvemageri, rebslagning, skomageri (fra 1860). De mindre omfattende fag var børstenbinderi (fra 1864), måttefletning og rørsædefletning. Hvilke kriterier man fra instituttet anlagde ved valget af uddannelse for den enkelte elev, synes kilderne ikke umiddelbart at fortælle. Hver elev har sandsynligvis begyndt med de mindre omfattende fag og gået videre til mere omfattende alt efter vedkommendes evner, hvilket erindringer fra tidligere elever lader forstå. Det eneste håndværk som også pigerne blev undervist i, var børstenbinderi. Der undervistes hele dagen ugen igennem, idet undervisningen skulle minde om en arbejdsplads udenfor skolen. For de elever som også fik undervisning i musik, lå håndværksundervisningen normalt om eftermiddagen fra halv fire til halv otte. Det drejede sig især om de elever som blev uddannet til rebslagere og skomagere. Måttefletning, rørsædefletning og fra 1864 børstenbinderi blev i forskellige kombinationer givet som supplementsuddannelser til de øvrige håndværksuddannelser. Det var således et mål, at uddanne den enkelte blinde i flere håndværksfag, for på den måde at give vedkommende de fleste muligheder for at ernære sig selv senere.

Til håndværks- og musikuddannelserne optog instituttet også elever, der ikke havde gennemgået forskoleforløbet. Det kunne være unge mennesker, der var blevet blinde i en senere alder, eller blinde, der af andre årsager ikke havde gået på instituttet. Dette var for eksempel tilfældet med mange unge blinde piger, som ofte blev holdt hjemme af forældrene til de nåede en alder, hvor de var for gamle til at begynde i forskolen. Disse piger blev ofte optaget på instituttet, med det formål at lære dem husholdning og husførelse og eventuelt lidt musik.

Ud fra instituttets årsberetninger, hvor der blev givet oplysninger om eleverne, er det muligt at få et overblik over hvor mange, der blev uddannet indenfor hvert håndværksfag hvert år.

For de mandlige elever der afgik fra instituttet med færdige uddannelser fra 1862, var det de håndværksmæssige uddannelser, der dominerede billedet. Det drejede sig især om kurvemagere, skomagere og børstenbindere, og i starten også rebslagere. For de kvindelige elevers vedkommende afgik de første færdiguddannede fra 1860, og her dominerede håndarbejde og børstenbinderi klart. I bilag 1 findes en statistik over afgåede elever med erhvervsrettede uddannelser i perioden 1860/62 til 1916.

Rebslagning en blindeuddannelse.

Reb kan enten laves som husflidsarbejde med primitive redskaber, eller det kan laves mere håndværksmæssigt. Dem, der blev uddannet på instituttet, var uddannet i den håndværksmæssige tradition.

Tegning: Spinding af reb på selvtrækkermaskine. Omkring livet har rebslageren viklet en disse af hamp. Samtidig med at han går baglæns trækker snoren om livet maskinen rundt og krogen roterer. Med venstre hånd trækker han hamp ud af dissen og former garnet med højre hånd. Det er fingrene, der bestemmer hvor jævnt og tykt garnet bliver. Denne teknik har derfor ikke voldt blinde større problemer. Tuschtegning af Søren Thorlacius-Ussing.

Rebslagerens “værksted” var reberbanen, der var en frit liggende bane på et par meters bredde og en længde af op til 100 meter. Rebslagning var egentlig en spindeteknik, hvor plantefibre som hamp, blev spundet til garn og til sidst til reb, mens man gik ned ad banen. Hertil benyttedes enten et spindehjul eller geskær, som blev roteret med håndsving af en hjælper. De små håndværkere uden svende og drenge benyttede en selvtrækkermaskine, hvor de samtidig kunne trække spindehjulet og spinde garnet.

Det afgørende i spindingen var følingen med, at garnet eller rebet var spundet jævnt og så fast, som netop den pågældende type reb krævede. En væsentlig del af arbejdet lå således i fingrene, hvorfor rebslagning var velegnet for blinde håndværkere.

Uddannelse af rebslagere på Det Kongelige Blindeinstitut.

Øjensynlig inspireret af erfaringer fra udlandet optog man rebslagning som uddannelse for blinde mænd ved Det Kongelige Blindeinstituts oprettelse i 1858.

Den reberbane, man brugte i undervisningen, var øjensynlig overdækket og lå i tilknytning til instituttet. Tilsvarende lukkede reberbaner kender vi blandt andet også fra Det Kongliga Blindinstitut Tomteboda ved Stockholm fra 1825. Det er dog muligt, at man også på et tidspunkt har benyttet reberbanen ved Østervold. Den sidste lærer i faget F.V. Hasselpflug drev nemlig privat en reberbane der. Men på instituttet og på Blindehistorisk Museum har vi i dag ikke yderligere oplysninger om banen eller hvorledes undervisningen foregik.

J. Marius-Hansen var elev på instituttet fra 1890 til 1901. Han beskriver hvorledes eleverne i måttefletning blev hentet ned fra deres værksted, for at dreje spindehjulene for rebslagerne. Dette liden eftertragtede arbejde var tvungen for måttefletterne og gik på omgang mellem dem. Der var altså tydeligt en hakkeorden håndværkseleverne imellem.

Tegning: Reberbanen ved Østervold ud for stokhuset. Efter radering af Adolph Larsen 1903-04. Efter sigende skulle det være rebslagerlærer F.V. Hasselpflug, der ses arbejde på banen. Original tilhører Københavns Bymuseum.

På instituttets initiativ besluttedes det at stoppe undervisningen i 1913. Begrundelsen var, at rebslagning som erhverv var blevet udkonkurreret af maskinproduceret reb. Man påpegede, at kun enkelte blinde rebslagere på det tidspunkt kunne ernære sig ved erhvervet, de fleste måtte ty til børstenbinderi.

Antallet af rebslagere, der nåede at blive uddannet på instituttet i de 55 år fra 1858 og til 1913, var omkring 38. Uddannelsesfrekvensen var meget svingende, med 0 til 2 færdiguddannede rebslagere pr. år. De fleste har været uddannet i de første 20 år, hvorefter antallet er tyndet kraftigt ud, hvilket også fremgår af tabel 1.

Forsøgene på at kvalificere eleverne yderligere, vidner om at beskæftigelsessituationen har været dårlig i årene op til 1913. I 1901, 1910, 1913-14 og 1914-15 blev der hvert år sat en færdiguddannet rebslager til fortsat oplæring hos en mester.

Erhvervs- og beskæftigelsesforhold for blinde håndværkere.

Allerede i Det Kongelige Blindeinstituts målsætning, samt i forstander J. Moldenhawers forskellige skrifter var der tegn, som pegede på betydelige problemer med at få de færdiguddannede blinde i beskæftigelse.

Statistisk Departement gennemførte 1800-tallet igennem hyppige folketællinger og undersøgelser af forskellig art. Derudover indberettede sognepræsterne gennem provsterne og biskopperne om de blindes forhold i sognene til ministeriet. For Københavns vedkommende var det dog politidirektøren, der indsendte disse oplysninger.

Forstander J. Moldenhawer havde adgang til dette materiale, hvilket mange af hans mindre skrifter i disse år viser. Ud fra hans indsamlede materiale har jeg lavet en statistik over hvor mange blinde, der ernærede sig ved eller var beskæftiget med håndværk den behandlede periode igennem. Da der ikke var nogen indberetningspligt fra sognene, og da J. Moldenhawer ikke opgjorde tallene på en konsekvent måde, har jeg måttet bearbejde tallene. Det betyder derfor, at statistikken i bilag 2 skal tages med store forbehold.

Umiddelbart anes der i materialet en let stigning frem til 1905 i antallet af beskæftigede tidligere elever. Dette må dog sammenholdes med, at mængden af færdiguddannede naturligvis er summeret op fra år til år, men også med at instituttets elevtal netop toppede i 1898 med 100 elever. Ved inddragelse af supplerende kilder og oplysninger kan dette materiale dog kaste lys over blindes erhvervs- og beskæftigelsessituation i perioden. For rebslagernes vedkommende vil jeg senere forsøge at udnytte dette materiale.

En belysning af erhvervs- og beskæftigelsessituationen for de blinde, som aldrig havde været i kontakt med instituttet, er uhyre vanskelig at foretage. Der findes kun meget lidt talmateriale. Således er det kun tallene for 1866 og 1877, der også dækker disse blinde.

Beskæftigelsessituationen for rebslagere.

Reb blev tidligere benyttet over alt i samfundet, fra husholdningen over landbruget til søfarten. Denne håndværksfremstilling af reb fik et afgørende skud for boven ved fremkomsten af dampdrevne maskinrebslagerier.

Et indtryk af denne omstilling, som rebslagererhvervet gennemgik fra 1860’erne og til 1920’erne får man af Statistisk Departements folketællinger perioden igennem. I bilag 3 har jeg udtaget oplysningerne om rebslagere.

Tabel 3 viser at antallet af rebslagerier toppede omkring 1880 med i alt 482 virksomheder. Hvor mange af disse, der var mekaniserede og nærmere var at betragte som industrier, fremgår ikke af materialet. Fra 1890 og til 1911 mere end halveredes antallet af virksomheder, og i 1916 udgjorde antallet kun 158. I den periode, hvor der blev uddannet rebslagere på instituttet, faldt antallet af rebslagerier således til en tredjedel i forhold til antallet ved periodens start.

Antallet af beskæftigede i erhvervet faldt derimod ikke så kraftigt, men dette skyldes omlægningen til industri, hvilket den markante stigning fra 1911 i antallet af kvindelige medhjælpere indicerer.

Tabellen viser, at faldet i antallet af rebslagerier satte ind allerede i 1870’erne for byernes vedkommende, hvorimod antallet steg i landdistrikterne frem til 1890’erne. For landdistrikterne gjaldt samtidig, at der var få medhjælpere, hvilket viser at det hovedsagelig drejede sig om mindre håndværksproduktion. De forskellige krisetendenser i landet synes at have tvunget mange over i rebslagerhåndværket, sandsynligvis som en slags “Nøderhverv” for at overleve. Konkurrencen rebslagerierne imellem må derfor have vokset betragtelig. Under disse forhold har blinde rebslagere nok haft meget vanskeligt ved at klare sig.

Blinde rebslagere udkonkurreres.

Elevoplysninger fra perioden 1862 til 1905 viser at 31 af 35 færdiguddannede elever tog hjem til deres familie i landdistrikterne for at ernære sig ved håndværket. Hvis de ikke kunne ernære sig selv var de afhængige af støtte fra familien eller kommunens fattiggård. Under de betingelser var det sjældent at blinde håndværkere turde flytte fra hjemegnen. Blinde håndværkeres manglende mobilitet har således også sat dem i en ringere konkurrencesituation i forhold til deres seende kolleger.

Næsten alle færdiguddannede blinde rebslagere var 20 år, når de forlod instituttet. Samtidig er det rimeligt at antage at de var erhvervsaktive i 40 år, altså til de var 60 år. Dette betyder, at 35 af de i alt 38 uddannede var erhvervsaktive frem til 1905. Tilsvarende kan man ud fra min elevstatistik finde det samlede antal af færdiguddannede for de år, J. Moldenhawer har opgjort beskæftigelsesstatistikker. Således kan man for de nævnte år finde hvor mange, der var udenfor erhvervet.

I bilag 4 har jeg lavet en opgørelse over rebslagere udenfor erhvervet. Det fremgår tydeligt, at en voksende del af de færdiguddannede rebslagere har været udenfor erhvervet. Fra 1866 til 1889 var procenten konstant omkring 16-20 procent, men i 1905 steg den markant til 63 procent. De, som således var udenfor erhvervet, må det formodes enten slog sig på andre beskæftigelser, sandsynligvis børstenbinderi, eller de blev forsørget af familien, private asyler eller kommunens fattiggård.

Omsorgen for færdiguddannede blinde håndværkere.

Det ovenstående materiale er ikke i stand til at belyse i hvilken udstrækning blinde, som var i beskæftigelse, var i stand til at ernære sig selv. Denne side af de blindes erhvervssituation er det samtidig vanskeligt at få belyst, da den støtte, som blinde modtog, kom fra så mange forskellige sider. Det drejede sig såvel om støtte fra privatpersoner, private foreninger, organisationer og institutioner samt fra offentlige institutioner og myndigheder.

I en betænkning til instituttets bestyrelse fremhævede forstander J. Moldenhawer i 1861, at man principielt kun burde understøtte arbejdsføre blinde, i den udstrækning det stillede dem lige med seende kolleger. Man burde altså ikke egentlig forsørge dem.

På J. Moldenhawers initiativ oprettedes således i 1862 “Foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed”. Det var en i hovedsagen privat finansieret forening, hvis formål det var på forskellig vis at hjælpe blinde i deres stræben efter et “selverhverv”. Foreningen hjalp både tidligere elever og andre blinde med at få en erhvervsuddannelse og med at anskaffe sig værktøj og udstyr.

Derudover hjalp foreningen blinde håndværkere med at få billige råmaterialer samt med afsætning af de færdige produkter. Foreningen etablerede et værksted og et udsalg i Store Kongensgade 44. Her beskæftigedes for eksempel i 1905 31 blinde i forbindelse med forskellige håndværk, primært kurvemageri og børstenbinderi.

Udover denne forening begyndte også instituttets “Separate Understøttelsesfond” at hjælpe afgående elever med at etablere sig som håndværkere. Midlerne til dette fond stammede fra private og fra indbetalinger fra fattigkasserne i elevernes hjemkommuner og amter.

For eksempel kan man i årsberetningen for 1894-95 se, at Ribe Kommune indbetalte 80 kroner til en navngiven kvindelig elevs underhold samt 120 kroner til anskaffelse af materialer. Eleven fik ved sin afgang det år børstenbinderrekvisitter, en seng og sengeklæde samt penge til syv måneders ophold hos en familie og indmeldelse i en sygekasse.

Private beskæftigelsesinitiativer for blinde.

Kjædeordenen havde i 1825 oprettet en Arbejds- og Forsørgelsesanstalt for blinde. Oprindelig havde denne beskæftiget 12 ældre blinde, men senere blev antallet udvidet til 36. “Lemmerne”, som beboerne i datiden blev betegnet, fik kost og logi, klæder og lidt lommepenge. Arbejdet bestod hovedsagelig i spindearbejder. Fra 1862 optog man kun kvinder på anstalten, som fortsatte efter at Kjædens Institut var ophørt.

I København fandtes foreningen “Blindevennen for Kjøbenhavn og Frederiksberg”, hvis formål var at hjælpe blinde med at få arbejde. Disse og de øvrige initiativer skyldtes stort set velmenende filantropers indsats. Men fra 1883 oprettede en gruppe blinde en forening for dem selv, “De blinde understøttelses- og læseforening”, senere ændret til “Danmarks Blinde”.

Denne forening oprettede i 1900 “Hjem for blinde arbejdsføre kvinder”. Hjemmet var finansieret af “Danmarks Blinde”, private samt af Kirke og Undervisningsministeriet. Der boede 30 kvinder, som ved børstenbinderi, tæppefletning og maskinsyning producerede varer, der blev solgt fra hjemmet. Fortjenesten på varerne tilfaldt hjemmets beboere.

Det, der kendetegnede de fleste af disse aktiviteter, var, at de var henlagt til København. Kun instituttet og “Foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed” var i stand til ved økonomisk støtte og uddannelse at hjælpe blinde i provinsen.

Omkring århundredskiftet var der dog såvel i Fredericia, Vejle, Ålborg og på Frederiksberg tidligere elever, som enten oplærte blinde i deres håndværksvirksomhed eller oprettede pensionater, hvor især blinde kvinder kunne bo og oplæres.

Forsøg på at forbedre erhvervs og beskæftigelsesmulighederne.

Industri, handel og håndværk gennemgik i 1800-tallet en omstrukturering, der betød stordrift og øget konkurrence. Der kom flere håndværks- og industrivirksomheder, ikke kun i hovedstaden, men også i provinsen. Fra 1860’erne skød også Brugsforeninger op på landet, og det hele bevirkede store prisfald på de varer, som håndværkerne producerede og de små handlende forhandlede. Mange gik fallit og arbejdsløsheden steg 1880’erne og 1890’erne igennem.

Kriseårene betød, at de arbejdsløse og indvandrerne til byerne slog sig på småhandel og håndværk. Husflidsarbejdet steg og småhandel og håndværk blev et “nøderhverv” såvel på landet som i byerne. Under disse forhold må det have været mere end vanskeligt for blinde håndværkere at klare sig i konkurrencen. Oven i kriserne kom befolkningens fordomme mod blindes produkter. Folk skulle først lære, at blinde kunne lave lige så godt håndværk som seende.

At situationen omkring århundredskiftet var alvorlig var forstander J. Moldenhawer vidende om. Instituttets uddannelser var tilrettelagt således at eleverne forlod instituttet i en alder af 20 år. Det var de færreste elever, der i denne alder var modne og erfarne nok indenfor deres fag til at kunne tage konkurrencen op med seende.

Uvist på hvis initiativ, afstedkom dette forhold, at instituttet i 1892 fik en bevilling til at lade færdiguddannede elever med musikuddannelser gå til fortsat undervisning hos private lærere udenfor instituttet.

Efter at instituttet i 1905 havde fået ny forstander J.U. Plesner, lykkedes det også instituttet at få en bevilling til de håndværksuddannede. Eleverne kunne således i op til tre år få en fortsat håndværkslæring hos en håndværksmester, som fik betaling af instituttet, normalt 300 kroner årligt.

De færdiguddannede blinde håndværkere fik således noget, der mindede om en almindelig lærlingeplads. Herved fik de mulighed for at blive mere erfarne i deres håndværk, men også at lære hvorledes en håndværksforretning skulle drives.

Umiddelbart synes det at have været en meget stor del af en enkelt årgang, der fik fortsat undervisning. Fra tre i 1907, steg tallet til små 10 om året fra 1910. Men da instituttet øjensynlig havde vanskelig ved at finde villige mestre, har nogle elever nok måttet vente i måske op til et år før man fandt en. Mestrene var normalt tidligere elever, men også seende mestre blev benyttet.

Disse tilbud om “Lærlingepladser” blev kun givet til de mandlige elever. Ambitionen for de kvindelige elever var primært at få dem tilbage til hjemmet, hvor de kunne hjælpe til med det huslige arbejde. Hvis en elev ikke havde denne mulighed, begyndte man på det tidspunkt at betale familier for at have en eller flere blinde piger boende i en periode. Denne ordning kan betragtes som en pendant til mændenes “Lærlingepladser” og sandsynligvis også til det, man på de Kellerske Anstalter, de tidligste åndsvaganstalter, kaldte “kontrolleret familiepleje”. Dette var en anbringelse af åndsvage hos private familier, mod en årlig betaling på op til 200 kroner.

Omsorgen for de færdige blinde rebslagere.

Der krævedes en betragtelig startkapital for at kunne ernære sig ved rebslagning. Årsagen hertil var, at det var nødvendigt at opføre en overdækket bane, for at være uafhængig af vejret. Dette havde de færreste færdiguddannede rebslagere råd til. Hvor det var normalt at udstyre afgående elever med mindre stykker håndværktøj, har jeg ikke kunne finde eksempler på at rebslagere har fået andet end islandske trøjer med fra instituttet. De færdige rebslageres erhvervsmuligheder har nok været for usikre til, at man ville ofre udstyr på dem før de havde en bane.

En rebslagers kamp for sit erhverv.

I sommerferien 1889, rejste J. Moldenhawer rundt på Sjælland, Lolland Falster og Fyn for at opsøge blinde. Han besøgte såvel tidligere elever som andre blinde. En beskrivelse af denne “besøgsrunde” findes i årsberetningen fra 1889. I forbindelse med et besøg hos rebslager Gottfred Nielsen i Bulskov på Lolland, får vi indblik i mange af de problemer blinde håndværkere måtte slås med.

Gottfred Nielsen blev færdig på instituttet i 1866 og han forsøgte forgæves at leve af rebslageriet. De lokale bønder var øjensynlig ikke interesseret i hans produkter, hvilket nok kan tilskrives de i datiden udbredte fordomme mod blindes arbejde.

I 1872 tog han derfor til Jylland for at videreuddanne sig hos en blind rebslager der. I de næste år blev han nødt til at slå sig på måttefletning for at klare sig. Han forsøgte igen forgæves med rebslageriet fra 1872 til 1877. Denne gang måtte han opgive det, da han ikke kunne få fat på en drejerdreng til spindehjulet.

I 1879 arvede Gottfred Nielsen 240 kroner som han investerede i en selvtrækkermaskine og nogle nye råvarer. Således blev han uafhængig af en drejer til håndsvinget. Han drev siden rebslageriet videre, men havde fortsat store afsætningsproblemer. En væsentlig grund til dette var, at den lokale Brugsforening i Halsted gav ham kraftig konkurrence.

Som følge af dette tog J. Moldenhawer under sit besøg kontakt til en lokal godsforvalter, som øjensynlig viste interesse. Denne foranledigede, at der blev indrykket et avertissement i de lokale aviser, hvor J. Moldenhawer, som forstander for Det Kongelige Blindeinstitut, anbefalede den pågældende rebslagers produkter. Endvidere blev det arrangeret således, at buntmager Cohn i Nakskov blev Gottfred Nielsens “agent”. En kontakt til det nyoprettede udsalg for Blindes Arbejde i Maribo skulle også have været skabt.

Rebslageren på Lolland måtte således kæmpe såvel med bøndernes fordomme, manglende investeringer i ordentligt udstyr og konkurrence fra detailhandlen. Uden støtte fra J. Moldenhawer havde Gottfred Nielsen sikkert fortsat med den lidet lønnede beskæftigelse måttefletning.

Tegning: En rebslager i arbejde med sin selvtrækkermaskine. I forgrunden ses spindehjulet med krogene foroven. Dette spindehjul kunne såvel benyttes som selvtrækker med hjuldrejer, det vil sige en hjælper der drejede maskine med håndsvinget. Langs banen ses en mik, hvori det spundne garn kunne lægges over. Tuschtegning ved Søren Thorlacius-Ussing.

Rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum.

Hvordan gik det så rebslageren fra Hornum. Ved sin hjemkomst fra Det Kongelige Blindeinstitut i København, var Thomas Christian Nielsens moder blevet syg, så faderen havde i 1899 solgt gården til en søstersøn og købte en grund i den nærliggende stationsby Hornum.

I Hornum byggede familien det hus, som står der i dag. Byggeriet blev sandsynligvis påbegyndt inden Thomas kom hjem, for allerede ved sin hjemkomst var han i stand til at begynde at lave reb. Huset blev oprindelig indrettet med en butik til gaden, men er siden blevet udvidet til begge sider. Huset kostede dengang den nette sum 2000 kroner at bygge huset.

Rebslageriet.

Rebslagerforretningen blev oprindelig etableret som et kompagniskab mellem faderen og sønnen. Startkapitalen til butikken i Hornum, til værktøj og til anlæggelse af reberbanen leverede faderen, mens sønnen leverede det håndværksmæssige arbejde.

Reberbanen blev i 1899 anlagt i Søttrup Plantage cirka 1,5 kilometer øst for Hornum. Banen var 100 meter lang og lå godt i læ. Banen blev på et tidspunkt overdækket og i begyndelsen af 1920’erne blev der trukket elektricitet ud til den. Fra 1917 havde Hornum stationsby været forsynet fra et lokalt elektricitetsværk. Afstanden ud til reberbanen taget i betragtning, må det at få elektricitet til spindehjul have været en større investering.

I 1925 opkøbte rebslager Thomas Christian Nielsen en del af den tidligere markedsplads, som stødte direkte op til huset og butikken i byen. Her anlagde han den reberbane, som stadig står der i dag. Det er en 120 meter lang hvidkalket og opmuret bygning, med en lukket reberbane på 100 meter. Oprindelig genbrugte man taget fra reberbanen ude i plantagen, idet det blev delt i syv dele og transporteret ind til Hornum.

Tegning: Aage Nielsens 100 meter lange reberbane set fra spindehjulet ned ad banen. Ude langs muren ses rebene på holdere. “Mik”. Banen står stort set som da Thomas Christian Nielsen levede. Hornum november 1988. Tuschtegning efter foto ved Søren Thorlacius-Ussing.

Det værktøj og den teknik, som rebslager Thomas Christian Nielsen benyttede, svarede fuldstændig til en seende rebslagers produktionsapparat. Han benyttede såvel heglet som uheglet hamp, ligesom han også benyttede spindehjul, geskær og selvtrækkermaskine.

Han ordnede det selv således, at spindehjulet blev drejet af en elektromotor, som ved snoretræk i loftet kunne veksle mellem to gear samt afbrydes. Således kunne hastigheden nemmere styres af ham selv, hvor han ellers var afhængig af den, som drejede håndsvinget.

Medhjælpere.

Oprindelig hjalp Thomas’ fader med at køre reb ud til kunderne i hestevogn, men ellers klarede han den egentlige produktion alene. Efter at han senere blev gift og fik børn, hjalp disse til blandt andet med at dreje spindehjulet.

Aage Nielsen husker, at han sammen med sine to brødre fra de var omkring syv år hjalp faderen med at dreje spindehjulet. Han husker at de meget hellere ville ud og lege med byens øvrige drenge, der løb rundt udenfor. Aage Nielsen blev født i 1911 og må da fra omkring 1918 have hjulpet til med at dreje. Da forretningen i 1920’erne fik eldrevet spindehjul, har drengene sluppet for dette trivielle arbejde.

Da Thomas Christian Nielsens fader på et tidspunkt ikke kunne køre ud til kunderne mere, har man hvert forår fået en vognmand til dette. Fra 1925 skiftede vognmanden hestevognen ud med en bil. Aage Nielsen husker at vognmanden kom klokken syv om morgenen og sammen med faderen kørte de ud til landmænd og kunder i området. Somme tider overnattede de ude og kom først hjem efter et par dages forløb.

Fra omkring 1936 har rebslager Thomas Christian Nielsen selv haft en bil. På dette tidspunkt fik Aage Nielsen kørekort og han husker, at han kørte rundt med faderen til de faste kunder. Med krigsårene kom mangelsituationen, og kørslen til kunderne måtte ophøre på grund af mangel på brændstof. Til gengæld kom kunderne så til rebslageriet i Hornum, hvor Thomas Christian Nielsen og hans kone også solgte til lokale kunder fra butikken.

Blind lærling.

I 1909 fik rebslager Thomas Christian Nielsen en blind rebslager og børstenbinder, Anders A. til fortsat oplæring fra instituttet. Anders var i en alder af otte år kommet på instituttets nye forskole på Refsnæs ved Kalundborg. Han startede her som en af de første elever november 1898. To år efter at Thomas Christian Nielsen forlod instituttet, startede Anders i forberedelsesklassen. I 1909 havde han afsluttet sin uddannelse som rebslager og børstenbinder. Han var i øvrigt den næstsidste rebslager, som blev uddannet fra instituttet.

I 1905, 1906 og eventuelt 1907 havde instituttets lærer Rützou været på rundrejse i landet. I 1906 eller 1907 besøgte han rebslager Thomas Christian Nielsen i Hornum, og her må kontakten, der senere førte til Anders A. ophold i Hornum, være skabt. Anders var i “lære” i tre år til 1912, men han blev som svend hos Thomas Christian Nielsen indtil 1928. Han brugte mest selvtrækkermaskinen, men da Thomas Christian Nielsens ældste drenge blev gamle nok til at hjælpe til, blev han overflødig i forretningen. Efter opholdet i Hornum tog han til Brønderslev, hvor en anden blind håndværker, Hans Peder Jensen havde en større børstenbinderforretning. De to forretninger havde i øvrigt til eget forbrug en bytteforretning indbyrdes, hvor henholdsvis rebsartikler og børster blev byttet.

Lærer Rützous besøg i Hornum 1907.

I 1906 eller 1907 besøgte, som tidligere nævnt, instituttets lærer Rützou Hornum. Rützous rejse var finansieret af “Danmarks Blinde” og af “Foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed”. Formålet med rejsen var at besøge tidligere elever og indsamle oplysninger om hvorledes de havde det.

Tegning: Rebslager Thomas Christian Nielsen i sin butik i Hornum omkring 1907. Tegning ved Søren Thorlacius-Ussing efter foto, formodentlig taget i 1907 af lærer Rützou. Original foto tilhører Blindehistorisk Museum.

I dag kan vi umiddelbart kun se, at lærer Rützou mundtlig aflagde referat af sin rejse til bestyrelsen i “Danmarks Blinde” i september 1905 og 1907. Men i instituttets protokol over afgåede elever, er der for rebslager Thomas Christian Nielsen i 1907 blevet tilskrevet yderligere oplysninger. Tilsvarende tilskrivninger kendes fra årene 1905 til 1912, så min tese er, at lærer Rützou lod oplysningerne fra sin rejse indskrive i instituttets protokoller.

Af disse fremgår det blandt andet, at Thomas Christian Nielsen ved en udstilling i Års 1907 vandt en førstepræmie for sine varer. Endvidere oplyses det at han tjente 1200 kroner om året, hvilket var en pæn årsindtægt, når man tager i betragtning at rebslagere i 1889 ifølge J. Moldenhawer kun tjente mellem 100 og 400 kroner om året. Det er derfor meget sandsynlig, som lærer Rützou i 1907 konstaterede, at forretningen i Hornum var den største, som en blind rebslager havde på det tidspunkt.

Udover det ovenstående lader det også til at lærer Rützou har fotograferet på sin rejse. Blindehistorisk Museum er i besiddelse af et fotografi af rebslager Thomas Christian Nielsen i sin butik. Dette fotografi er blevet dateret til 1907, og dets vej til instituttet kan vanskeligt forklares på anden måde, end at lærer Rützou tog det i 1906 eller 1907.

Rebslagerforretningens udvikling.

De forskellige vidnesbyrd om Thomas Christian Nielsens indtægter i 1907, hans elektrificering af produktionen omkring 1920 og hans investeringer i en lukket opmuret reberbane 1925 viser at han havde en driftig forretning og levede godt af sit håndværk.

I 1930’erne gik mange lokale håndværkere og detailhandlende fallit under kriseårene, men rebslagerforretningen i Hornum gik stadig godt. Så godt at den lokale købmand under krisen håbede at Thomas Christian Nielsen ville skyde penge i købmandsgården. Men han holdt sig til sin egen forretning.

Størstedelen af produktionen blev solgt på turene rundt i området. Det var derfor primært landbrugsreb til bønderne Thomas Christian Nielsen lavede. Rebene blev hovedsagelig brugt til tømmer, grimer og tøjrereb til heste og kreaturer. I 1920’erne og i 1930’erne havde Hornum hver sommer været vært for et landsdelskendt marked, hvor blandt andet hesteopkøbere fra hele Jylland kom. Dette samt den lokale statslige forsøgsstation i Hornum havde også givet rebslageriet gode afsætningsmuligheder, som Thomas Christian Nielsen forstod at udnytte. Men med traktorernes og det elektriske hegns indførsel i landbruget efter besættelsesårene ændredes forbruget så kraftigt, at salget blev mindre og produktionen måtte omlægges.

Thomas Christian Nielsens fritidssysler.

Ud over rebslagning havde Thomas Christian Nielsen også lært børstenbinderi. Aage Nielsen kan huske at faderen engang imellem som en hobby lavede børster, men han levede aldrig af det.

På instituttet havde Thomas Christian Nielsen også lært at spille. Han spillede daglig på sit harmonium, stueorgel, i stuen, ligesom han også spillede på violin. Lærer Rützou noterede i 1907, at han var musikalsk begavet og ofte øvede sig.

Aage Nielsen husker, at der i stuen stod et bogskab med punktnodebøger. Faderen var god til at læse punktnoder, men det kneb lidt mere med den almindelige punktskrift. Han havde ellers en seende fætter, som korresponderede en hel del med ham i punktskrift. Thomas Christian Nielsen var aldrig medlem af “Danmarks Blinde” eller af “Dansk Blindesamfund”, men han benyttede sig af “foreningen til fremme af blindes selvvirksomhed” til at få punktnodebøger, som jo ikke sådan lige var til at skaffe i provinsen.

Tilsyneladende havde Thomas Christian Nielsen ikke de samme problemer med at blive accepteret og få sine varer afsat, som Gottfred Nielsen på Lolland havde. De sidste fem leveår spillede han som ulønnet organist i den lokale frimenighedskirke i Hornum, hvor han også var medlem.

Sønnen Aage Nielsen’s videreførelse af rebslagerforretningen.

Aage Nielsen og en anden bror blev oprindeligt udlært som rebslagere hos faderen. Men det var kun Aage Nielsen som fortsatte i faderens forretning og i erhvervet. Da faderen døde i 1948 overtog Aage Nielsen forretningen, og han har indtil dato videreført denne. Produktionsapparatet er i dag stort set det samme, som det faderen havde opbygget. Det er kun det gamle eldrevne spindehjul som ikke længere er i drift, men som er erstattet af en nyere maskine, som Aage Nielsen købte fra et nedlagt rebslageri i Slagelse.

Aage Nielsen arbejder ligesom faderen alene, men produktionen har måttet indrettes efter det ændrede forbrug og de ændrede markedsforhold. Aage Nielsen laver i dag hovedsagelig genbrugsreb af brugt høstbindegarn, som han enten selv henter, eller som bliver bragt til ham. Råvaren er dermed praktisk talt gratis.

Rebene forstærkes derefter med en nylontråd, og benyttes til grimer af slagterierne ved transport af dyr, samt til husholdningsreb, der sælges fra butikken og til lokale købmænd. For eksempel sælges en rebsrulle for kun 35 kroner, mens den normale produktionspris burde være 70 kroner. Årsagen til, at det alligevel kan betale sig at lave reb, er at råvaren er gratis og at produktionsapparatet er betalt og afskrevet.

Tegning: Aage Nielsens lukkede reberbane i Hornum, set mod øst ad Reberbanegade. November 1988. Tegning efter foto ved Søren Thorlacius-Ussing.

Historien om Thomas Christian Nielsens og nu sønnen Aage Nielsens rebslageri i Hornum ender, når Aage Nielsen ikke længere kan eller har lyst at lave reb. Faget rebslagning, som de drev det, har i dag overlevet sig selv. Rebslageriet i Hornum er nok af de sidste af sin art herhjemme, men det vil desværre ikke være muligt for nogen at drive det videre i fremtiden. Årsagen er at produktionsapparatet skal afskrives og indregnes i produktionens pris, hvorfor prisen ikke vil kunne konkurrere med industrien.

Afslutning.

Thomas Christian Nielsens historie er nok ikke repræsentativ for de fleste blinde håndværkeres skæbne. Hvor han aldrig fik støtte fra det offentlige eller fra private fonde og legater, har de fleste andre blinde været nødsaget til at søge denne støtte for at overleve.

Thomas Christian Nielsens uddannelse og håndværksoplæring på Det Kongelige Blindeinstitut førte til en varig og driftig erhvervsbeskæftigelse, men som såvel det statistiske materiale som forstander J. Moldenhawers rejseberetninger antyder, var det langt fra alle blinde håndværkere der omkring århundredskiftet var i stand til at ernære sig selv uden en eller anden form for støtte udefra.

En egentlig undersøgelse af blindes uddannelsesmuligheder og de erhvervs- og beskæftigelsesforhold, som samfundet tilbød dem i sidste halvdel af forrige århundrede og begyndelsen af dette århundrede, savner vi i dag. Men jeg vil vove at komme med den foreløbige konklusion: At det ikke lykkedes for Det Kongelige Blindeinstitut at opfylde sin egen målsætning i perioden 1858 til omkring 1911. Generelt set vil jeg derfor karakterisere håndværksuddannelserne som håndværksoplæringer, der ikke havde store chancer for at føre til en varig fuldtidsbeskæftigelse.

I en tid hvor blinde opfattedes som en afvigergruppe, lå en forsørgelse og understøttelse af blinde, meget fjernt fra datidens samfundsideal og politiske ideologi. Alligevel kom staten til at finansiere uddannelsen af blinde håndværkere, som alligevel senere måtte leve med støtte fra samfundet, organisationer og de enkelte familier.

Bilag 1.

Tabel 1: Statistik over afgåede elever med erhvervsrettede uddannelser i perioden 1860/62 til 1916.

Statistikken er lavet på baggrund af de årlige “beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn” fra 1876 til 1916.

Mandlige elever

År 1862- 1881-1900 1901-16 I alt

Kurvemager 18 32 38 88.

Rebslager: 19 12 7 39.

Skomager: 16 27 15 58.

Børstenbinder: 17 45 31 93.

Måttefletter: 6 7 4 17.

Rørsædefletter: 0 4 2 6.

Organister: 5 4 5 14.

Klaverstemmer: 7 6 11 24.

Musiklærer: 9 14 29 52.

Med færdige uddannelser: 94 163 118 375.

Antallet af færdiguddannede mandlige elever pr. år vil ofte være mindre end summen af tallene for de enkelte uddannelser, da flere uddannelser var supplementsuddannelser.

Kvindelige elever

År 1880-80 1881-1900 1901-16 I alt

Børstenbinder: 18 15 8 41.

Håndarbejde: 55 58 18 131.

Husligt arbejde: 9 1 4 14.

Musik: 5 2 2 9.

Uspecificeret: – – – 18.

Med færdige uddannelser: 68 86 59 213.

Gruppen uspecificeret for de kvindelige elever dækker over, at der mangler oplysninger om uddannelse. Disse kan dog skaffes fra instituttets elevprotokoller.

Bilag 2.

Tabel 2: Erhvervs- og beskæftigelsesstatistik for blinde i årene 1866, 1877, 1883, 1888-89 og 1905.

Statistikken er bearbejdet og sammensat af oplysninger fra følgende lister og statistikker udarbejdet af forstander J. Moldenhawer; 1866: “Udsigt over blindeopdragelsens historie” – 1877: “De blindes fordeling i Danmark, efter deres stilling, erhverv og beskæftigelse”. 1883: “Det nye blindeinstitut”. 1888-89: “Oplysninger om afgaaede elever af Det Kongelige Blindeinstitut, indhentet i 1888 og 89”. 1905: “Statistiske meddelelser om undervisningens praktiske resultater”. Tallene for 1866 og 1877 dækker over både blinde, der er uddannet på det gamle og det nye institut (disse ses i parentes) og blinde, der ikke har modtaget uddannelse på instituttet.

Tabellerne for 1883, 1888-89 og 1905 synes udelukkende at dække over tidligere afgåede elever.

Mandlige elever.

År 1866-1877, 1883, 1888-89 1905.

Kurvemager: 15 (13) 23 (12) 5 20 33.

Rebslager: 5 (4) 12 (12) 18 11 13.

Skomager: 1 (1) 11 (12) 13 12 22.

Børstenbinder: 12 (9) 40 (123) 11 15 48.

Måttefletter: 6 (3) 6 (3) – – 13.

Rørsædefletter: 1 – – – – – -.

Organister: 5 (3) 10 (7) 8 10 15.

Klaverstemmer: – – 1 – – 4 5.

Musiklærer: 1 (1) – – – – 4.

Musiker: 17 – 28 (12) 12 12 10.

Andet: 59 (32) 195 (21) 13 26 28.

I alt beskæftigede: 122 (66) 326 (92) 80 110 191.

Kvindelige blinde.

År 1866, 1877, 1883, 1888-89, 1905.

Børstenbinder: – (2) 4 – – 4 20.

Håndarbejde: 229 (32) 274 (63) 54 68 74.

Husligt arbejde: 100 – 38 (2) 3 2 -.

Lærerinde: 13 (1) 3 (3) 8 3 7.

Musiker: – – – – – 2 -.

Organister: – – – – – – 4.

Klaverstemmer: – – – – – – 1.

I alt beskæftiget: 342 (35) 319 (68) 65 79 106.

Bilag 3.

Tabel 3: Antal rebslagerier samt antal beskæftigede i erhvervet i perioden 1860 til 1916.

Købstæder med København ejere, medhjælpere – landdistrikter ejere medhjælpere.

Før skråstreg: mænd. Efter skråstreg: Incl. kvinder.

1860: 325/33 447 148/152 55.

1870: 290/302 378/379 175/177 78.

1880: 301/313 352 181/183 89.

1890: 275/284 343 194/195 123/125.

1911: 127/131 278/378 92/93 73/76.

1916: 90/92 256/347 68/71 43/47.

Hele landet.

Ejere, medhjælpere, i alt.

1860: 473/483 502 985.

1870: 465/479 456/457 936.

1880: 482/496 441 937.

1890: 469/479 466/468 947.

1911: 219/224 351/454 678.

1916: 158/163 299/394 594.

1987: I alt: 324.

Fra 1860 til 1890 er tabellerne opgjort på den samme måde, men fra 1911 opgøres tabellerne for henholdsvis provinsen, hovedstaden, landdistrikter og hele landet. Jeg har derfor for at kunne sammenligne tabellerne sidestillet provinsen plus hovedstaden med købstæder plus København. Endvidere opgøres medhjælperne fra 1911 i funktionærer og arbejder. Det er vanskeligt at gennemskue om disse to grupper tilsammen kan sidestilles med medhjælpere. Jeg har for at kunne sammenligne valgt at sidestille de to opgørelsesmåder. Tallet for 1987 er kun medtaget som en kuriositet.

Bilag 4.

Tabel 4: Antal rebslagere udenfor erhvervet.

År: 1866, 1877, 1883, 1888-89, 1905.

Færdiguddannede: 6, 15, 21, 25, 35.

Beskæftigede: 5, 12, 18, 11, 13.

Uden for erhvervet: 1, 3, 3, 4, 22.

I procent: 16, 20, 17, 16, 63.

Tabellen er lavet på grundlag af min statistik over afgåede elever med erhvervsrettede uddannelser og tabel 2 (rebslagere). Der er hermed ikke taget højde for, at nogle af dem kan være døde eller kan have emigreret i perioden. Dem, der var udenfor erhvervet var enten uden beskæftigelse eller var gået over i andre erhverv og fag.

Bilag 5. Kort beskrivelse af hvordan man laver reb
Rebslagerens værksted var reberbanen, som enten kunne være åben, overdækket eller helt lukket. Banens længde afhang af hvilken type reb, der skulle produceres (skibsreb krævede normalt en lang bane på over 100 meter).

Råvarerne var oprindelig normalt hamp for eksempel fra Ungarn, men også andre plantefibre kunne anvendes (herunder også genbrugsreb). Hampen skulle først tilberedes ved hegling, det vil sige den skulle gennem en stor og kraftig stålbørste, hvorved fibrene blev samlet i en retning.

Og tegninger: Spindehjul, geskære, selvtrækkermaskine.

Reb blev lavet ved flere på hinanden følgende spindeprocesser. Det væsentligste værktøj var spindehjulet (eller geskæret og selvtrækkermaskinen). Den centrale del var de roterende kroge. Rotationen blev på spindehjulet skabt ved at en drejer ved diverse tandhjulsudvekslinger med et håndtag drejede krogene. Rotationen kunne også skabes ved at rebslageren med en snor omkring livet trak et hjul rundt med en drivrem, som ved tandhjul igen drejede krogene rundt på selvtrækkermaskinen. Med geskæret overtog elektriciteten denne opgave.

Hampen blev lagt omkring livet trukket ud og fæstnet på krogen. Samtidig med at rebslageren gik baglæns blev krogen roteret, og fibrene blev spundet til garn. Denne proces var helt og holden afhængig af fornemmelsen i fingrene. Fingrene styrede hvor meget hamp der blev tilført og hvor stramt garnet blev (Se side 15).

Efterhånden som rebet blev længere, blev det lagt op i nogle holdere langs reberbanen, kaldet mikker. Når rebslageren havde omkring 3-4 garn begyndte fremstillingen af dugterne. Garnene blev alle fæstnet til en svirvel, hvilket var en krog, der kunne dreje rundt når garnene blev roteret. Dens funktion var at holde garnene udstrammet og derfor var den fæstnet til en pæl, en slæde eller til en pløk. Den anden ende af hvert garn var fæstnet til hver sin krog på spindehjulet. Når dette blev sat i rotation skød rebslageren en top ind imellem de 3-4 garn nede ved svirvlen. Toppen holdt således garnene adskilte under rotationen, og når disse var blevet tilstrækkelig snoet, gik han langsomt fra svirvlen op mod spindehjulet.

Tegninger: Garn, dugt, kordel, top, trosse.

Dugterne kunne senere slås til kordeller, ligesom garnene var blevet slået til dugter. Dog var den top, der blev anvendt væsentlig større. Svære trosser til søfart blev igen med specielle redskaber lavet af kordeller. Rigtige reb havde den egenskab, at skilte man for eksempel rebets enkelte dugter fra hinanden midt på et reb, skulle dugternes og garnenes snoninger automatisk samle rebet igen.

Til videre orientering om håndværket rebslagning henvises til de korte fremstillinger i: Georg Nellemann/Jan Danielsen: Gamle danske håndværk, Politikens Forlag, København 1971, side 225-33. – Edwind Tinus: Håndværkets historie i nybyggertiden, Forlaget Hernos, København 1966, side 115-16.

Noter.

  1. Han kan spores via (hovedbog for elever 1″, Afgående elever 1″, mandlige elever. viii” samt i “Register (journaler) over indkommende sager J 1889-1903 5”. Endvidere nævnes han i årsberetningen for 1889 og i 1908-09.

  2. Se kommissionsbetænkningen “Forslag til reorganisering af Blindeinstituttet i Kjøbenhavn” af 1852. Kommenteret i J. Moldenhawers “Det Kongelige Blindeinstituts historie 1905”, side 38-52.

  3. Se forstander J. Moldenhawers “Organisationsplan for det nye blindeinstitut af 21. september 1858”. Gengivet i hans bog “Det Kongelige Blindeinstituts historie København 1905”, side 71-73.

  4. Se J. Moldenhawer om blinde, København 1856, side 36-45. Oprindelig var det en del af et større arbejde, indgivet til Kulturministeriet efter hans udenlandsrejser 1855-56. Blindehistorisk Museum (W.VI.12).

  5. Se “Grundplan for undervisningen i Det Kongelige Blindeinstitut”. Kjøbenhavn. Blindehistorisk Museum 1866 (W.XVII.10), 1885 (W.XVII.32) og 1902. Alle af forstander J. Moldenhawer. 1885 og 1902 udgaven er identiske med minimale ændringer fra 1866 udgaven.

  6. Se Jørgen Marius-Hansens “Barndomsminder fra Det Kongelige Blindeinstitut” nedskrevet og udgivet i 1916, side 16-17. Omhandler 1890’erne. Blindehistorisk Museum (W.XVIII.16).

  7. Se de fra 1875 årligt udgivne “Beretning fra Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn”. En mere dækkende statistik, som jeg har lavet, findes i uudgiven form på Blindehistorisk Museum.

  8. Se Dr. P. Kerfstedt i “Kongl. Blindeinstitutets nya bygnader” Tomteboda vid Stockholm, Stockholm 1889, side 25 samt Opstalt og grundtegning bagerst. Blindehistorisk Museum.

  9. Indstillingen til ministeriet findes instituttets kopibog fra 13/3-12 – 26/5-15. Blindehistorisk Museum.

  10. Se statistisk tabelværk for årene 1860, K-1870, 1880, 1890 og 1916. Tabellen “Folkemængdens fordeling efter erhverv (næringsvej)”.

  11. Se “Betænkning til bestyrelsen om statens stilling til de blinde efter deres afgang fra instituttet” af 1861. Uddrag findes i J. Moldenhawers Det Kongelige Blindeinstituts historie 1905, side 121.

  12. Se for eksempel J. Moldenhawers udtalelser i “Hvilke beskæftigelser og virksomheder egne sig bedst for blinde, og paa hvilken maade kan man bedst fremme deres selverhverv” i beretning fra det fjerde abnormskolemøde i Kjøbenhavn 1898, side 256-73. Se også J. Moldenhawers “Hvilke vanskeligheder frembyde blindes opdragelse og uddannelse til selvstændige medlemmer af samfundet og deres optagelse blandt disse, og hvorledes kunne disse vanskeligheder bedst overvindes?” I beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn 1904, side 59-69.

  13. Se J. Moldenhawers “Rundrejse til blinde i sommerferien 1889” i beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn 1888-89, side 78-97. Vedrørende rebslagere se side 89-96.

  14. Fremgår af forhandlingsprotokol for foreningen “Danmarks Blinde for årene 1905-1906.

  15. Ifølge protokollen “Afgående elever af Det Kongelige Blindeinstitut” bind 1, Blindehistorisk Museum.

  16. Se J. Moldenhawer i tidsskrift for blinde, døvstumme og idiotskoler nummer 1.B 1867, side 104-08.

  17. Se J. Moldenhawer: Fremstilling af blindeforholdene i Danmark Støtte på statistiske data. 1879, side 38-52.

  18. Se J. Moldenhawer: Beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn 1883, side 44-46.

  19. Se J. Moldenhawer: Beretning om Det Kongelige Blindeinstitut i Kjøbenhavn 1888-89, side 36-55.

  20. Se J. Moldenhawer: Det Kongelige Blindeinstituts historie, 1905, side 259-66.