Danmarks Blindehistoriske Selskab
Nyhedsbrev nr. 3, november 2007
Indholdsfortegnelse:
3. Generalforsamling i Blindehistorisk Selskab 2
4. Blindehistorisk arrangement 21. september 2007 2
5. “Dansen om Birgitte” af Stine Lyndgaard 5
6. Efterlysning. Ved Kjeld Andersen 13
Velkommen til den nye udgave af Nyhedsbrevet.
Denne gang bringer vi blandt andet en fortælling, som et af vore medlemmer, Kjeld Andersen har udarbejdet sammen med en af sine venner, Stine Lyndgaard. Det er en meget fin fortælling om Kjelds liv, og det vil fremgå, at den rigtige betegnelse er en levnedsbeskrivelse med romantiske toner.
Læg også mærke til indkaldelsen til selskabets ordinære generalforsamling den 30. marts med tilhørende arrangement 29. marts 2008.
Mange af vore medlemmer har benyttet sig af muligheden for at få sendt nyhedsbrevet som mail. Det gør hele processen meget nemmere og billigere, så vi vil opfordre endnu flere til at handle således. Meld jer til Hans Olsen eller Karsten Ahrens. Adresserne findes lige efter dette afsnit.
God læsning – og da der ikke udkommer flere Nyhedsbreve inden nytår, vil bestyrelsen hermed ønske alle medlemmer og andre læsere en rigtig god jul og et godt nytår.
Ad 2. Bestyrelsen
Hans Erik Olsen, formand, Holmebækhuse 14, 4681 Herfølge.
Tlf. 56 21 75 86
mail: heo@mail.dk
Arne Krogh, kasserer, Abildgårdsvej 16, 2. th. 2830 Virum.
Mail: abkrogh@mail.dk
Kurt Nielsen, næstformand, Bakkedraget 29, 3460 Birkerød.
Mail: kurt.nielsen@pc.dk
Karsten Ahrens, redaktør af nyhedsbrevet,
Højvangen 15, 4470 Svebølle.
Mail: karsten.ahrens@webspeed.dk
Elin Andreasen, sekretær, Spøttrupvej 5, st. tv. 2720 Vanløse.
René Ruby: 1. suppleant.
Mail: rene.ruby@mail.dk
Lars Bang Andersen, 2. suppleant.
Mail: larsbangand@hotmail.com
Ad 3. Generalforsamling i Blindehistorisk Selskab
Vi gør allerede nu opmærksom på, at generalforsamlingen i Danmarks Blindehistoriske Selskab finder sted på Fuglsangcentret søndag, den 30. marts 2008.
Vi starter kl. 10.00 og generalforsamlingen forventes afsluttet ca. kl. 12.
Men vanen tro, har vi også noget på programmet lørdag aften.
Vi har truffet aftale med Willy Egmose, der kommer og causerer om organistuddannelsen.
Så sæt kryds i kalenderen denne weekend.
Endelig indkaldelse med tilmeldingsfrist, program og dagsorden vil komme i februarudgaven af nyhedsbrevet.
På bestyrelsens vegne
Hans Olsen, formand.
Ad 4. Blindehistorisk arrangement 21. september 2007
Af Hans Erik Olsen.
17 af selskabets medlemmer havde valgt at bruge en del af fredag, den 21. september 2007 på at besøge Blindeinstituttet i Hellerup.
Selskabets bestyrelse havde i samarbejde med Blindehistorisk Museums leder Mogens Bang og hans assistent Henning Eriksen, og Hans Rasmussen, der er programmør og underviser i EDB ved instituttet fået arrangeret en rundvisning i museet, og et indlæg om blindes brug af computer.
Vi mødtes kl. 15, hvor vi startede med kaffe/the og kage i et lokale i Hallen. Et traktement, instituttet var vært ved.
Efter velkomst og præsentationsrunde fik museets leder Mogens Bang ordet og i en kort redegørelse orienterede han om museets situation.
Mogens Bang sagde: ”Museet har haft 25-års jubilæum, som ikke er blevet fejret, og det skyldes den usikre situation, museet befinder sig i. Situationen er stadig uafklaret. I december 2006 afholdtes et møde mellem instituttet, Dansk Blindesamfund, Synscenter Refsnæs og det tidligere Vestsjællands Amt, for at se, om der kunne oprettes en fundats, så samlingerne på Refsnæs og instituttet kunne blive slået sammen. Alle har viljen, men den juridiske enhed mangler.
Medicinhistorisk Museum kan muligvis godt tænke sig at overtage det administrativt, sådan at samlingen bliver på instituttet. Det vil være rigtig godt, for så er museet lovformelig, og så kan man ikke bare nedlægge og stille samlingen væk.
Der har været forsøgt at få oprettet et handicaphistorisk museum, men disse forhandlinger har indtil videre ikke ført til noget resultat.
Som situationen er lige nu, hænger museet på et par personer, og det er ikke holdbart.
Det er fint, at Henning er den varme linie til Dansk Blindesamfund, så der ad den vej kan blive skabt forhandling med de relevante politikere og myndigheder.
Til næste år fylder instituttet 150 år, og da ville det være rart, hvis vi til jubilæet kunne præsentere renoverede lokaler.
Der er over 5.000 genstande, og de er alle klar til at pakke i syrefri papir og kasser. Alle genstandene er nummererede, men endnu ikke registreret på EDB. Kulturvarvstyrelsen har indført nyt system, men man skal være statsanerkendt for at blive lukket ind i varmen.
Nationalmuseets konservatorer har været ude at kigge på samlingen, og det, de så efter, var, om genstandene var forsvarligt opbevarede, om der var fugt osv. Vi har modtaget en meget fin rapport, hvori der stod, at tingene var meget fint opbevaret. Men der er genstande, der efter deres skøn, ville koste 450.000 kroner at restaurere for langtidssikring. Jeg har rettet henvendelse til Jens Bromann, så vi kan få undersøgt, om der er mulighed for at søge nogle fonde. Hvis Nationalmuseet engang skal overtage samlingen, vil de plukke de bedste ting ud, og hvad der skal ske med resten, vides ikke”.
Inden vi deltes op i 2 hold, hvoraf halvdelen først gik i museet, og de andre skulle høre et indlæg holdt af Hans Rasmussen med titlen: ”Fra programmøruddannelse til allemands PC”. Han indledte med at sige, at han har det største kontor på Instituttet, men at belysningen er så dårlig, at ingen seende tør vove sig derop. Der står 3-4 moduler, der har stået der siden instituttets start i august 1968. Hans var den første, der startede på programmøruddannelsen hos IBM i juli 1967. Han har arbejdet med EDB siden, og har været med til at sætte sit store præg på udviklingen af tale til computer og andre elektroniske hjælpemidler.
Det var spændene både at høre indlægget fra Hans og få lov at se og mærke hjælpemidlerne, og ikke mindst fornemme udviklingen fra, da de var tunge, store og klodsede, og så til dem, vi kender i dag.
Også besøget i museet med Mogens og Henning som et par engagerede og dygtige guider, var meget interessant, og selskabets bestyrelse vil herigennem opfordre alle medlemmer, gerne med andre, til at besøge museet, der har åbent alle tirsdage mellem kl. 13-15, og eller efter aftale på tlf. 39 45 25 45.
Vi fik nemlig under rundturen i kælderen oplyst, at der årligt var ca. 400-600 besøgende, og ikke ret mange af dem var blinde og svagsynede.
Efter et par meget hyggelige og informative timer på instituttet, gik vi på Esthers i Hellerup og afsluttede dagen med en fællesspisning, for deltagernes egen regning og risiko.
Bestyrelsen vil gerne takke Mogens Bang, Henning Eriksen og Hans Rasmussen for, at de beredvilligt brugte en eftermiddag på os, og samtidig skal der også lyde en tak, til de, der deltog.
Ad 5. “Dansen om Birgitte” af Stine Lyndgaard
Kjeld og Birgitte er begge født med fysiske handicap. I mange af livets forhold må de leve på anderledes vis. Men deres kærlighed kan både drikke snaps og danse en brudevals.
Stedet var Osted Kro for 13 år siden. Sensommersolen brændte, og det stærke lys gjorde det kun sværere for de synshandicappede at se noget. Birgitte husker datoen. Den 21. august 1993. Anledningen var den årlige skovtur for medlemmerne i Dansk Blindesamfund. Hun håbede, at Kjeld ville være der. Det var allerede længe siden, hun første gang havde lagt mærke til ham. Det var til en generalforsamling i kredsen. Hun havde siddet så langt tilbage i lokalet, at hun ikke kunne se ham. Men hans stemme – den bemærkede hun med det samme. Han lød begavet og charmerende. Denne sensommerdag havde Birgitte endnu ikke talt med Kjeld, selvom de havde været til flere af de samme arrangementer siden generalforsamlingen. For det var svært for Birgitte at bevæge sig hen til Kjeld med sin rollator.
Misdannelserne i Kjelds ansigt betød ikke noget for Birgitte. Hun var meget opsat på at lære ham at kende, og da de denne dag tilfældigt kom til at sidde ved samme bord, tænkte hun, at det var en chance, hun ikke måtte lade passere.
Birgitte drak rødvin til maden, og efterhånden som aftenen skred frem, gjorde den hende mere og mere modig. Hun fik ham i tale. På snedig vis fik hun endda skaffet hans telefonnummer. Birgitte så sit snit til at skrive nummeret ned, da hendes veninde Lene fik nummer til sin søn.
Det blev en god aften. Birgitte og Lene var i rigtig godt humør, og de tog sig en svingom på dansegulvet. Det var ikke så tit, Birgitte dansede, for det var svært for hende at stå oprejst. Lene måtte da også holde godt fat om hende, for at sikre at hun ikke væltede. Kjeld var overrasket over at se Birgitte danse. Det havde han ikke troet, hun var i stand til. Sikke en festlig dame, tænkte han og bevægede sig nærmere på dansegulvet. De dansede alle tre, og Kjeld tog fat om Birgitte, så hun bedre kunne holde sig på benene.
I sin barndom var det en lille rød barnevogn, Birgitte støttede sig til. Hendes far havde fyldt den med mursten, for når blot vognen var tung, kunne hun støtte sig til den og gå rundt med sin dukke som alle andre små piger. Det skete alligevel, at hun faldt. Hun husker især, da hun som tiårig faldt på vejen. Musklerne i hendes knæ var helt bløde.
“Du skal selv”, havde hendes far sagt og nægtet at hjælpe hende op. Hun bad ham indgående, men han ville ikke hjælpe, og Birgitte måtte bruge alle sine kræfter på at vinde kontrollen over sine muskler i knæene. Det lykkedes hende at komme på benene, men det lykkedes aldrig for hendes far at acceptere sin handicappede datter. Måske han følte sig skyldig, har hun siden tænkt.
Spisetid
Det banker på døren. “Så er der mad”, lyder det fra entréen. Klokken er 12.15. Det er den 13. maj 2005, og Kjeld får leveret to store stålbeholdere med varmt mad af en mand i en blå trøje. Kjelds førerhund Buller rejser sig fra sit tæppe på gulvet. Han vil klappes af den nye gæst. Birgitte sidder i sin kørestol ved vinduet og læser i et ugeblad. Rollatoren bruger hun ikke længere. Kun kørestolen. Benene er blevet for svage. Om halsen har hun en lille elektronisk klokke. Den bruger hun til at tilkalde personalet, når hun er hjemme hos sig selv på plejehjemmet. Birgitte er 49 år, førtidspensionist og beboer på institutionen Solgaven. Her bor hun på et 16 kvadratmeter stort værelse. Der var ikke plads til alle hendes møbler, da hun flyttede ind, og da slet ikke når hendes kørestol, gangvogn og stålift fylder så meget. Ståliften tages i brug, hver gang Birgittes hjælpere skal dreje hende, og personalet hjælper hende mange gange om dagen. Birgitte skal hjælpes hver gang, hun skal på toilettet, i bad, når hendes ble skal skiftes, og når hun skal i seng. Når hun besøger Kjeld, er det hjemmehjælpen, der sørger for, hun kommer på toilettet. Kjeld bor i et rækkehus i Ganløse, og Birgitte besøger ham næsten hver weekend.
For Kjeld er hverdagen også blevet sværere de sidste 13 år. Hans syn er blevet dårligere, men når han er hjemme i sine kendte omgivelser, så går det godt. Han tager fat om håndtagene på Birgittes kørestol og kører hende hen til spisebordet. Der er stadig låg på stålbeholderne med mad, som står på bordet, men Birgitte ved, hvad der er i. Sprængt kam med spidskål og kartofler. Til dessert er der budding med rød saftsovs. Hver måned får Birgitte en kopi af Kjelds madseddel, så hun ved, hvad de får at spise, når hun besøger ham. Hun glæder sig til i morgen, der skal de have flæskesteg. Kjeld føler sig frem i Birgittes taske og finder hendes hagesmæk. Han lægger den på hendes bryst og knapper den i hendes nakke. Han har allerede taget bestik frem til sig selv og fundet Birgittes specielle ske. Birgitte kan ikke selv skære sit mad i mindre stykker. Derfor er kødet i hendes stålbeholder allerede skåret i tern. Ved siden af Birgittes tallerken ligger et grønt etui med fire rum. I hvert rum er der piller – piller til morgen, middag, aften og nat. 12 piller i forskellige farver og størrelser til morgenstunden, 5 til middagsmaden, 7 til aftensmaden og 5 piller til nattetimerne. Pillerne virker afslappende på Birgittes spastiske bevægelser. Hvis hun ikke tager pillerne, bliver hendes arme stive af kramper i albuerne. Birgittes spastiske lammelse skyldes en skade i hjernen, der opstod inden fødslen. “Med alle de piller hvad skal du så overhovedet have mad for”, driller Kjeld. “Så ville du også blive slankere”, smiler han. Birgitte har taget på i vægt de sidste år. Hun prøver at spise så lidt som muligt, men det er svært for hende at holde vægten, når hun sidder så meget ned. De ansatte på plejehjemmet er også efter hende. Som barn var det hendes far, der prikkede til hende og kaldte hende tykke.
“Du får ikke mad nu”, siger Kjeld til Buller. “Du har fået”, er kommentaren fra Birgitte. Buller lister rundt om bordet i håbet om at en af dem skulle have tabt et stykke kød på gulvet.
“Min levende støvsuger”, bemærker Kjeld. Og det er ikke kun rengøringen, Buller hjælper til med. Buller er Kjelds øjne i trafikken. Takket være ham kan Kjeld gå ture og tage på udflugter.
Crouzon syndrom
I Kjelds barndomshjem blev der aldrig rigtig talt om Kjelds dårlige syn og hans anderledes udseende. Kjeld ved ikke, hvad hans mor tænkte, første gang hun fik ham i sine arme efter fødslen. Han har aldrig spurgt, og hun har aldrig sagt noget om det. Han mener nu heller ikke, hans liv har været så meget anderledes end andres. Da hans forældre blev opmærksomme på hans nedsatte syn, fik han besked på, at han ikke måtte løbe over på den anden side af Jernbanegade som de andre børn. Men han gjorde det alligevel. Flere gange var han da også ved at blive kørt over af en cykel. Når Kjelds bror og de andre børn spillede rundbold, var Kjeld med på holdet. Han var fritaget for at ramme bolden med battet – i stedet kastede han bolden ud i marken med hænderne. Han var ikke den første, der blev valgt, når holdet skulle sættes. Men hvad gjorde det.
Som 9-årig blev Kjeld sendt på blindeskole langt fra sine forældre i Næstved.
Han kom kun hjem i sommerferien og til jul. Mange af de andre drenge på skolen græd sig selv i søvne, og Kjeld syntes bestemt heller ikke, det var lige sjovt at være væk hjemmefra. Men det kunne være meget værre, tænkte han, og han vidste jo ikke, hvordan han ville have haft det, hvis han havde været derhjemme. Der var altså ikke nogen grund til at være ked af det, mente Kjeld.
Først efter at begge Kjelds forældre døde, fik han lyst til at vide noget mere om den skæbne, der som den eneste i familien havde ramt ham. Kjeld har aldrig fået stillet en sikker diagnose, men meget tyder på, at Kjeld er født med det meget sjældne Crouzon syndrom, som medfører et misdannet ansigt og kranie. Øjnene er større og mere fremstående end hos almindelige mennesker. Det er også årsagen til Kjelds stærkt nedsatte syn. Knoglerne i hans kranie er stivnet forkert, og det har skadet de nervebaner, der styrer synet.
I dag er Kjeld 76 år. Én gang om ugen får han hjemmehjælp, og hver tirsdag får han besøg af sin kontaktperson, Maya.
“Sammen ordner vi verdenssituationen”, svarer Kjeld, når man spørger ham, hvad de laver. Maya tager Kjeld med på museum og hjælper ham med at finde den rigtige skjortestørrelse, når de er på bytur. Der er jo grænser for, hvad Buller kan, og modsat så mange mænd holder Kjeld af at ose i butikker. Med Maya ved sin side får han forklaret hvilket tøj, pigerne synes er moderne, og hvordan skoene i vinduet ser ud.
Hver aften ringer han til Birgitte. De taler helst sammen et par gange i løbet af dagen. Hun må ikke tro, han holder mindre af hende nu end tidligere, selvom hun er blevet dårligere. Hvis nogen spørger, hvordan det går med Birgitte, plejer Kjeld at sige, at hun bliver frækkere og frækkere, jo dårligere hun bliver. Birgitte er den eneste kæreste, Kjeld har haft. Måske fordi han altid har været tilbageholdende. Det var heller ikke ham, men Birgitte, som tog det første initiativ efter deres første møde på Osted Kro.
Aftenstævnemøde
Hun havde ringet først på aftenen.
“Danmark er lige ved at vinde, du må ringe senere”, havde Kjeld sagt. Birgitte gjorde sig klar til at gå i seng. Hun lagde sig under dynen. Klokken var ni om aftenen, og det var begyndt at blive mørkt. Det var den 25. august 1995. For fire dage siden dansede Birgitte med Kjeld på Osted Kro, og hun havde tænkt på ham hver dag siden. Fra sin seng greb hun ud efter telefonen, og ringede til Kjeld endnu en gang. Nu måtte den fodboldkamp være færdig. Han tog den. “Du kan tage en taxa herud – jeg skal nok betale”, hørte Birgitte pludselig sig selv sige. Kjeld var ikke vant til at blive inviteret ud af fremmede damer så sent om aftenen. Han syntes, det var lidt tosset. Han havde også planer for den følgende dag. Alligevel var det en oplevelse, han ikke ville gå glip af. Han ringede efter en taxa, og blev kørt hen til Birgitte, som på det tidspunkt boede i en beskyttet bolig 20 minutters kørsel derfra. Birgitte stod ud af sengen. Dengang kunne hun selv tage sit tøj på – med undtagelse af sine sko og strømper. Så da Kjeld ankom, stod hun med bare tæer på stuegulvet. Hun havde en flaske vin i hånden.
Kjeld kan ikke huske, hvad de talte om den aften, men han kan huske, at klokken blev et, inden han tog derfra igen.
Mange kommende nætter blev tilbragt i Kjelds lejlighed i København. Kjeld havde ingen gæsteseng, så når Birgitte var på besøg, lagde han sine reolmoduler ned ved siden af sin egen seng. Oven på dem lagde han sine sofahynder og derpå en madras. På den måde blev de to senge lige høje.
“Det var altså fuldstændig vanvittigt”, har Kjeld ofte sagt til Birgitte, når han tænkte tilbage på den første tid, inden han anskaffede en drømmeseng.
I dag har Kjeld og Birgitte ikke længere mulighed for at sove sammen om natten.
Birgitte har brug for den hjælp, hun får på plejehjemmet. Derfor bliver hun hentet hver aften kl. 21, når hun besøger Kjeld. Inden hun tager hjem, bukker Kjeld sig ned for at give hende et kys. Han rammer for det meste hendes næse først. Han har svært ved at se hendes mund.
Forlovelsen
Da Kjeld og Birgitte havde kendt hinanden i et år, besluttede de sig for at blive ringforlovet. Det var ikke noget, de havde talt længe om. Det var et naturligt skridt, følte de. Birgitte bestilte et dobbeltværelse på Hotel Søfryd i Jyllinge. Og der ventede champagne på værelset, da de ankom til hotellet. Men de åbne trapper fra foyeren til første sal var svære for Birgitte at komme op ad. Det var let at komme til at sætte fødderne forkert, men det lykkedes. Oppe på værelset skulle de hver især give hinanden ring på, men Birgitte var så nervøs, at hun fik nogle meget pludselige spastiske bevægelser. Hun tabte Kjelds ring, så Kjeld måtte kravle rundt på gulvet, for at finde den igen. Også det lykkedes i sidste ende, og Kjeld og Birgitte fik hver deres ring på. De skålede i champagne.
“Nu har jeg fået min lille pus”, udbrød Birgitte i glæde. Nu kunne hendes far ikke komme og sige, at Kjeld blot var endnu en løs forbindelse.
Birgitte havde haft et par andre bekendtskaber. Den ene havde taget hende med til både Mallorca og Ibiza, men det var aldrig blevet seriøst. Det havde hendes far altid understreget.
Birgitte havde bestilt bord i restauranten. Hun vidste, at Kjeld ikke kunne fordrage ris, og derfor kunne hun ikke dy sig for at drille ham. “Vi skal have ris til middag. Hvide ris til forret, gule ris som hovedret og brune ris til dessert”, sagde hun. Hun havde fået tjenerne i restauranten til at hoppe med på spøgen, men Kjeld vidste, at det blot var endnu et af hendes små numre. Middagen bestod af lammepaté, engelsk bøf og is til dessert.
Efter forlovelsen begyndte Birgitte at sende Kjeld roser. Hver den 21. i måneden modtog Kjeld én rose for hver måned, de havde kendt hinanden. Blomsterhandleren havde undrende spurgt, hvor længe Birgitte ville blive ved med det. Hun fortsatte indtil Kjeld fyldte 60. Til hans fødselsdag købte hun en hvid gulvspand og bandt et rødt silkebånd om den. Hun fyldte den med 60 røde roser. Kjeld har spanden endnu.
Den runde fødselsdag fejrede Kjeld med en større fest, og Birgitte fik lejlighed til at møde Kjelds familie. Efter desserten blev brudevalsen sat på anlægget. Kjeld og Birgitte havde aftalt, at de skulle danse den på netop denne aften. Kjeld holdt godt fast om Birgitte, mens de dansede til Niels W. Gades toner.
Dagen efter fortalte Kjeld Birgittes far om festen.
“Jeg dansede med Birgitte”, havde Kjeld fortalt.
“Birgitte, hun danser ikke, hun hopper bare som en krage”, havde faderen sagt. Det var noget af det ondeste, Kjeld nogensinde havde hørt et menneske sige. Man skal ikke grave i, at ens barn er handicappet, synes Kjeld.
50 år
Buller har lagt sig under sofabordet. Birgitte sidder ved spisebordet. Kjeld finder en hundekiks i et af køkkenskabene og rækker den til Birgitte.
“Kom Buller”, råber hun, og med logrende hale løber han hen mod hende.
“Sit”, siger Birgitte, og da Buller sidder helt roligt, rækker hun hånden frem med hundekiksen. Han spiser den straks, og Birgitte trækker hånden til sig igen. Det er svært at se på hende, at hun snart fylder 50. Hun har ingen rynker endnu. De er nu også så flinke til at pleje hendes ansigt på plejehjemmet, synes hun.
Kjeld åbner køleskabet. Han føler på flaskerne, der står på den nederste hylde. Det er snapseflasken, han leder efter. Han spekulerer på, hvordan han kan overraske Birgitte på hendes fødselsdag. Han kan godt lide, at Birgitte altid finder på tossestreger. Nu vil han finde på noget, der virkelig kan overraske hende, når hun fylder 50 år. Han ved bare ikke hvad det skal være endnu.
For nyligt besøgte de Lynge Kro, hvor de havde planlagt, at holde Birgittes fødselsdagsfest. Receptionisten havde sagt i telefonen, at der var gode faciliteter for handicappede. Men da de ankom til kroen for at få syn for sagen, kunne Birgitte ikke få sin kørestol gennem hoveddøren. De måtte tage hjem igen. Nu har de besluttet sig for at holde festen i Birgittes venindes beboerhus. Der kan ikke komme helt så mange mennesker med, som Birgitte havde håbet på.
“Hvis hun havde råd, ville hun nok have inviteret os alle sammen ind i KB-hallen”, griner Kjeld. Han er dog bekymret for, at hun bliver stresset af at tænke så meget på festen, for når Birgitte får for meget at tænke på, kan hun godt begynde at spjætte. Det samme sker, når hun bliver ked af det. Så bliver hendes spastiske bevægelser voldsommere.
Birgitte tager tingene meget tungere end Kjeld. Kjeld skøjter henover de dårlige oplevelser. “Det kunne være meget værre”, siger han, hvis Birgitte beklager sig.
Men Birgitte er heller ikke altid blevet behandlet så pænt, det ved han godt.
Da Birgittes farmor døde for ti år siden, så hendes far helst, at hun blev væk fra bisættelsen. Han mente, det var alt for besværlig. Birgitte vil aldrig glemme, at Kjeld ringede til hendes far. Kjeld var rasende. “Jeg er også handicappet, og jeg ville være ked af det, hvis jeg ikke måtte komme med til min farmors begravelse”, havde han sagt i telefonen.
Birgitte var ofte blevet gemt væk af sin familie. Som barn fik hun heller ikke lov til at deltage i de huslige gøremål. Det tog for lang tid, hvis hun selv skulle skære sin mad ud eller dække et bord. Derfor lader Kjeld altid Birgitte gøre alt det, hun vil. Hun smører sin egen og hans mad så ofte, hun har lyst. Også selvom det går meget hurtigere, når han selv gør det. Hun skal gøre det, hun kan. Det nytter ikke noget at fortælle hende, hvad hun ikke kan.
Kjeld sætter snapseflasken på bordet. Han finder to glas. Han læner sig ned mod flasken, så han har sine øjne helt tæt på. Han føler sig frem og skruer låget af. Birgitte kan ikke åbne en snapseflaske. Hendes hænder er ikke stærke nok. Til gengæld kan hun se at hælde snapsen i glassene. Det er Kjelds syn for dårligt til. Han spilder altid.
“Det er, hvad jeg kalder samarbejde”, lyder det fra Kjeld.
Parret skåler og tømmer hver deres lille glas.
Ad 6. Efterlysning. Ved Kjeld Andersen
Gennem de senere år har jeg samlet på årgangslister over elever, som har gået på Refsnæsskolen. Det drejer sig primært om konfirmationshold, så der er nok personer, som jeg ikke har fået med. Det er ikke fordi, jeg vil forsøge at opsøge de pågældende, men når jeg ser navnene, vækker det minder – gode såvel som mindre gode. Imidlertid mangler jeg nogle lister. Det drejer sig om årgang 1944 og årgang 1945.
På grund af krigen er der gået kludder i årgang 1945, men er der nogen af jer læsere, der kan hjælpe mig med at få orden i denne sag. Desuden mangler jeg årgang 1952. Jeg har årgang 1953, det er den sidste, jeg har. Hvis der er nogle af bladets læsere, der kan hjælpe mig videre i min indsamling, vil jeg være glad herfor.
Jeg bor på adressen, Teglværksparken 40, Ganløse. 3660 Stenløse.
Hvis I skriver, kan jeg klare såvel sortskrift som punkskrift.
Min e-mailadresse er: kjeldogbuller@andersen.mail.dk
Mit telefonnummer er 48 18 15 07.
Med venlig hilsen
Kjeld Andersen
Dette var, hvad vi valgte at bringe denne gang.
Næste udgave vil efter planen udkomme i februar 2008.
Medlemmer, der har emner og stof til bladet, bedes sende det senest 14. januar 2008.
Med venlig hilsen
Karsten Ahrens, bestyrelsesmedlem og redaktør.