BLINDEUNDERVISNINGENS HISTORIE 1784 -1985 i korte træk ERINDRINGER FRA REFSNÆSSKOLEN i sidste halvdel af 1900-tallet.
ELISE JØRGENSEN 2010
Forord I den græske mytologi idømmes Kong Sisyfos af Korint den straf, at han skal rulle en stor, rund sten op ad bjerget Olympos helt op til bjergets top. Men hver gang han næsten har nået toppen, næsten er oppe! smutter stenen fra ham og ruller helt ned til bjergets fod, og han må begynde forfra.
Et sådant sisyfos-arbejde har fremstillingen af denne beskedne beretning været for mig og for fotograferne
LONE KRÖNING MOGENSEN OG KIRSTEN ELLEBÆK
hvem jeg takker for stor og tålmodig indsats for dette projekt.
En dag udbrændte harddisken totalt, og med den manuskriptet, men det lykkedes Lone og Kirsten at rekonstruere manuskriptet. Også for dette er jeg dem begge stor tak skyldig! Jeg har måttet indse, at det nærmest er en umulighed at mixe tekst og illustrationer i et tekstbehandlingsprogram, sådan som jeg har forsøgt at gøre. Deraf er alle de endeløse vanskeligheder opstået! - og naturligvis også af min ringe indsigt i at betjene mig af computerens mange finesser.
Jyderup, 2010. Elise.
Blindeundervisningens Historie 1784 -1985 i korte træk Elise Jørgensen 2010
På Refsnæskysten -
En sommerdag i 1980'erne -
Fra venstre LARS, BRIAN, JANNICK, til højre SUSANNE siddende på hug
Refsnæsskolens sang Tekst: Jørgen Emborg. Marts 1959 Melodi: Viggo Wøhlk
På Refsnæskysten er luften karsk, og der er læ bag skolemure, når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk, og stormen blæser i lurer. I forårsnætter med fugletræk blandt blege stjerner bli'r tanken væk. Den barndomsstrand Du aldrig kan Forglemme, hvor end du færdes
Du lærte sange og eventyr; selv kunne bedre du digte. En sten, du fandt, var et elsket dyr, En ven, du aldrig turde svigte. Men ingen, ingen dig helt forstod - din vilde glæde, din trods, dit mod. Den barndomstid
* snart hård, snart blid - du skal bestandig erindre.
Tag, nu du rejser fra dette sted, (en trækfugl vender tilbage), dets egen hilsen og ønske med ud i de ukendte dage: Om skæbnen truer med sorg og skræk, Da husk de jublende forårstræk: Hvem førte dem i mørket frem og gennem stormfulde dage.
Tirsdagstræf med førerhund
Foto: Kirsten Ellebæk d.19.11.2009
Blindeundervisningens historie i korte træk
Erindringer fra Refsnæsskolen i sidste halvdel af 1900-tallet
Juleforberedelser på Refsnæsskolen i 1950'erne og 1960'erne
Tirsdagstræf om blindeundervisning
I dag har vi fået besøg af to gæster. Kirsten Harreschou, der har haft sin barndoms skolegang på Refsnæsskolen, og som siden er uddannet til telefonist, er gift og mor til to nu voksne børn, der begge er fløjet fra reden. Og Kelly, som er en Labrador, der er uddannet som førerhund.
Jeg har haft hele mit arbejdsliv på Refsnæsskolen. Men da det er 20 år siden, jeg gik på pension, er alt hvad jeg har brugt i undervisningen af materialer og metoder og alt, hvad jeg har oplevet sammen med børnene, for længst passé. Alt på Refsnæsskolen er siden blevet digitaliseret.
Men i dag er Kirsten kommet, og hun har tilbudt at fortælle os lidt om den uddannelse, som Kelly har fået, før hun blev Kirstens hund.
Foto: Mik Holbæk Amts Vensteblad d.19.11.2009
Jeg har også bedt Kirsten om at læse lidt for os, så I kan se, hvorledes det går til.
Om Kelly har Kirsten fortalt, at Kelly er en labradortæve på 3 år. Ved udvælgelsen af hunde til oplæring som førerhunde lægges der vægt på hundens karakter, intelligens og størrelse. Oplæringen tager 5-6 måneder, i hvilken tid hunden bor hos træneren. I træningsperioden mødes hunden og dens kommende "bruger" flere gange, for at træneren kan vurdere, om hundens og dens fremtidige herres temperamenter passer sammen, hvad der er absolut nødvendigt for begge parter. Hundetræneren er ansat hos Dansk Blindesamfund, og hunden forbliver Dansk Blindesamfunds ejendom, men udlånes til brugeren, så længe den kan gøre tjeneste, indtil ca. tiårsalderen, hvorefter den pensioneres. Førerhundens opgave er at lede sin synshandicappede herre uden om forhindringer, sikkert over trafikerede veje, på opfordring finde "bænk", "dør", "trappe" o.a. En førerhund kan lære helt op til 29 "kommandoer" på menneskesprog. Den benytter også i høj grad herrens kropssprog og tonefald.
Forbipasserende eller tilstedeværende må aldrig distrahere en førerhund "i arbejde"! Den behøver hele sin koncentration til sit arbejde.
En lille oplevelse med en førerhund
Min jævnaldrende veninde Else, der bor i Sverige, inviterede mig med til et møde i Växjö. Mødet begyndte i Domkirken med morgenkaffe og ostefrallor (osteboller) i selve kirkerummet. Efter en kort andagt blev vi kørt til Växjös nye koncerthus i en nyere del af byen, som hverken Else eller jeg kendte. Koncerthuset er rundt med den cirkelrunde koncertsal i midten og aulaen som en ring uden om koncertsalen. I koncertsalen fik vi i løbet af dagen fire foredrag, afbrudt af middag og kaffe med kager i aulaen. Efter at det hele var slut, stod Else og jeg ude på fortovet og spekulerede på, om vi skulle gå til højre eller venstre for at finde tilbage til Domkirken, hvor Else om morgenen havde parkeret sin bil. Vi stod på fortovet ved siden af hinanden med ansigtet mod kørebanen. Bag os løb en grøft, parallelt med fortovet, langs grøften en græsrabat, bag græsset de nybyggede huse. Da kom hen ad fortovet imod os i rask trav en mand med sin førerhund. For ikke at bringe hunden ud af dens bane, trådte Else og jeg et stort skridt bagud - og faldt begge baglæns ned i grøften! Manden, der troede, at vi var blevet bange for hunden, sagde, idet han passerede os: "Hon är så sneil!". (Hun er så rar!) Da Else og jeg omsider var kommet op af grøften, så vi manden og hunden langt nede ad gaden, i færd med at krydse den næste gade. Hunden havde overhovedet ikke ladet sig anfægte af de to gamle koner, der lå og rullede rundt i grøften! SE, det var en Rigtig førerhund!
Jeg vil sige ganske lidt om handicaps.
Uanset hvilket handicap et menneske får i livet, vil et handicap altid medføre tab af noget værdifuldt for dette menneske. Hvis det drejer sig om et synshandicap, vil jeg tro, at det, man først og alvorligst savner, er muligheden for at bevæge sig frit.
Det umiddelbare hjælpemiddel er en stok. I 1950'erne udviklede man i USA en speciel blindestok og en speciel teknik i brugen af denne. Blindestokken er hvid og afløste i Danmark det hidtil brugte symbol på syns eller hørehandicap, nemlig det gule armbind med tre sorte cirkelrunde pletter. Den hvide stok blev straks det enerådende symbol på blindhed. Den er samtidig et nyttigt hjælpemiddel. Ca. 10 cm længere end en almindelig spadserestok kan den svinges rytmisk fra side til side umiddelbart foran den gåendes fødder og således advare om forhindringer: trapper op eller ned. Et andet meget vigtigt område, som et synstab vil gribe ind i, er muligheden for at skaffe sig viden og uddannelse gennem læsning.
Menneskeheden har kunnet læse og skrive siden 4000 år før vor tidsregning. Men ingen skrift, som kunne læses med fingrene, blev opfundet før i begyndelsen af 1800-tallet.
Før den opfindelse blev gjort, var næsten alle blinde henvist til at tigge.
Foto, Mik, Holbæk Amts Venstreblad. 19. nov. 2009.
Valentin Haüy 1745 - 1822 Grundlagde de første skoler for blinde Og helligede sig deres elevers uddannelse.
Louis Braille, 1809 - 1852 punktskriftens skaber, skriftsproget for verdens blinde.
VALENTIN HAÜY 1745 -1822
I Paris levede i sidste halvdel af 1700-tallet en mand ved navn Valentin Haüy (udtalt a-y-i). Haüy var oversætter i udenrigsministeriet. Det var i oplysningstiden, hvor man bl.a. tænkte på, at alle mennesker burde gøres til nyttige samfundsborgere. Haüy traf en trup fattige, blinde gademusikanter. Han fattede interesse for dem og tænkte på, om det dog ikke skulle være muligt at bibringe disse mennesker kundskaber, så de kunne skabe sig en bedre tilværelse. Men der skulle gå ti år, før Haüy fik lejlighed til at gå videre med den tanke.
I 1784 kom den østrigske, blinde pianist Maria Theresia von Paradis til Paris for at give koncerter. Haüy opsøgte hende siden, og hun viste ham, at hun havde lært at læse og skrive ved hjælp af løse bogstaver skåret ud i træ. Hun havde også landkort, hvor byer, bjerge og floder var markeret følbart.
Haüy begyndte da at undervise en ung blind tiggerdreng mundtligt i almindelige skolefag, suppleret med musik. Resultaterne var så fremragende, at et filantropisk selskab i Paris hjalp Haüy med at oprette en skole for foreløbig 12 fattige blinde børn. Undervisningen bestod foruden af mundtlig fortælling og musik også af flere forskellige slags håndarbejder. En dag opdagede Haüys første elev, at han bag på et beskrevet ark papir kunne føle de skrevne bogstaver. Han kunne genkende alle o'erne.
Dette gav Haüy en epokegørende idé!
Bogtrykkerkunsten var opfundet af Guthenberg før 1450. Haüy anskaffede bogtrykker-blytyper, som han pressede ned i fugtigt karton, hvorved aftrykket kunne føles og læses med fingrene på bagsiden af arket. Typerne som Haüy valgte, var det latinske alfabets store og små bogstaver.
Ved brug af spejlvendte typer fik han retvendte bogstaver på bagsiden. Haüy kunne nu undervise sine elever i at læse, selv om bogstaverne var vanskelige at tyde med fingrene, og læseprocessen derfor langsom. Sådanne ophøjede bogstaver kaldes reliefbogstaver.
Haüys skole voksede, men under de urolige tider under Napoleon måtte Haüy trække sig tilbage. Han blev kaldt til Sankt Petersborg, hvor han oprettede et blindeinstitut. Undervejs oprettede han også et blindeinstitut i Berlin.
Valentin Haüy og hans første elev, den blinde tiggerdreng, der læser i en bog trykt med reliefbogstaver. Statuen står foran Paris' blindeinstitut "Institut National des Jeunes Aveugles" på Boulevard des Invalides. Foto,Elise 1998.
Miniature på elfenben af Lucienne Filippi. Foto:André Louis
.
"Blindehistorisk Museums Venner" ved huset i Coupvray, hvori Louis Braille blev født og voksede op, og hvortil han livet igennem vendte tilbage i alle ferier og i sine hyppige sygdomsperioder. Foto: Elise 1998.
”Braille-slægten har udført saddelmagerhåndværket i Coupvray gennem mere end et århundrede, idet traditionen er videreført fra far til søn. Den første Simon Braille - Louis Brailles farfar -ankom til Coupvray henimod år 1740 og efterfulgte her sin svigerfar, Saddelmager Auville, der havde etableret sig her allerede i 1600tallet” (Beretning, opsat på væggen i saddelmagerværkstedet.)
Inventor of the raised dots alphabet for the blind. Born in Coupvray on 4th January 1809 He opened the doors of knowledge to those who cannot see.
Marmorplade i muren på huset i Coupvay. Indskriften på fransk og engelsk lyder i oversættelse:
I DETTE HUS BLEV FØDT DEN 4. JANUAR 1809 LOUIS BRAILLE OPFINDER AF SKRIFTEN AF OPHØJEDE PUNKTER FOR BLINDE
HAN HAR ÅBNET DØRENE TIL VIDEN FOR ALLE DEM SOM IKKE KAN SE
Jørgen Clausen, elev på blindeinstituttet I København, ved værkstedsbordet hvor ulykken skete i 1812. Foto: Elise Jørgensen 1998
Ca. 100 km syd for Paris ligger landsbyen Coupvray. Her boede i begyndelsen af 1800-tallet en saddelmager, Simon-René Braille, med sin kone Monique og deres fire børn. Rytteriet var en væsentlig del af den franske hær. Og saddelmagerhåndværket var gået i arv i familien i tre generationer. Saddelmagerværkstedet ligger i husets nederste etage, hvor man går lige ind fra landsbygaden. Familien boede i etagen ovenover. Terrænet er så kuperet, at man fra opholdsrummet på l. sal går lige ud i familiens have.
I 1812 indtraf en meget alvorlig ulykke. Børnene var vant til at se deres far arbejde med læderet. Men denne dag ville den tre-årige Louis selv prøve. Han havde nu en højde, så han lige kunne kigge ind over faderens arbejdsbord. Dér lå en syl, som han kunne nå! Og en stump læder. Men sylen smuttede for drengen og fór lige ind i hans ene øje.
Der fandtes dengang ingen midler mod betændelse. Det beskadigede øje blev blindt. Betændelsen bredte sig langsomt, men sikkert til det andet øje. Ved seksårsalderen var Louis Braille helt blind.
Louis Braille var overordentlig velbegavet. Trods sin blindhed gik han med sine søskende i landsbyskolen i Coupvray. Derigennem kom han i kontakt med en benediktinermunk ved navn Jacque Palluy og marquise Jeanne- Robertine dOrvielliers, der blev interesserede i den højtbegavede dreng. Takket være disse to mennesker kom Louis Braille ti år gammel ind på Haüys blindeinstitut i Paris. Denne skole hed da Institut National des Jeunes Aveugles. Her undervistes i mange fag, og læstes i bøger trykt m. reliefskrift. CHARLES BARBIER
Til denne skole kom en dag i 1822 en mand for at tilbyde skolen en opfindelse, han havde gjort, og som han mente, ville være at interesse for blinde. Mandens navn var Charles Barbier de la Serre. Barbier var kaptajn i artilleriet. Han havde opfundet en "natteskrift" til sine soldater, på hvilken de i mørke kunne sende og modtage meddelelser uden at bruge lys og derved afsløre for fjenden, hvor de opholdt sig. Denne skrift bestod af ophøjede punkter, der kunne føles med fingrene. Skolens forstander og lærerpersonale var skeptiske, men den tolvårige Louis Braille begreb straks denne skrifts muligheder! Han gik straks i gang med at arbejde med at forenkle Barbiers natteskrift, og snart kunne han og hans kammerater betjene sig indbyrdes af den nye punktskrift, men i skolearbejdet anvendtes reliefskrift.
Louis Brailles punktskrift
Louis Braille arbejdede ihærdigt i al sin fritid med at forenkle og systematisere Barbiers natteskrift. Denne bestod af 12 ophøjede punkter i flere rækker. Louis Braille fandt frem til at 3+3 punkter i to lodrette rækker var tilstrækkeligt. Disse 6 punkter giver 63 kombinationsmuligheder, rigeligt til alfabetet, sætningstegn og talsystemet. Louis Braille spillede selv orgel, og snart tog han også fat på at udarbejde en nodeskrift ved hjælp af sine seks punkter.
Hele hans punktskriftsystem er enkelt og systematisk opbygget. Alligevel kunne Louis Braille blive ved med at pudse og pynte på sit system, forenkle og forbedre det, indtil han opnåede det fuldendte. Dette sættes til året 1825. Siden er Louis Brailles punktskriftsystem blevet skriftsproget for alverdens blinde.
Louis Brailles opfindelse er genial! Intet mindre! Og den har aldrig siden kunnet erstattes af noget andet system. At læse med fingrene er langsommere end at læse med synet. En trænet punktlæser kan opnå en læsehastighed, der er ca. det halve af en seende læsers læsehastighed. Men braille-skriften er den hurtigst læsbare blindeskrift, der er opfundet. De 6 punkter er netop, hvad fingerspidsens føleflade kan dechifrere uden yderligere følebevægelser. Den kan derfor gøre læseprocessen glidende. Jo flere fingre eleven kan læse med des bedre: begge hænder; en, to eller flere fingre på hver hånd.
Anne Sparre. Foto: Kalundborg Folkeblad 1967.
Jan Røjkjær. Foto: Kalundborg Folkeblad 1967.
Susanne Have. Foto: Elise. Jannick Munk Foto: Elise. Blindeundervisningens begyndelse i Danmark Logeordenen "Kjæden"
Fra Frimurerordenen udgik flere loger med samme idealistiske og filantropiske målsætning som Frimurerordenen. "Kjæden" var en af dem. Kjædeordenen dannedes i København i 1774 af en kreds af velsituerede og veluddannede mænd og kvinder af "det højere borgerskab". Efter at Kjæden i en årrække havde ydet støtte på forskellig vis til ubemidlede borgere, opstod et ønske hos Kjædens medlemmer om at samle indsatsen om en enkelt opgave, hvor støtten da kunne blive des større. Efter professor Christian Frederik Brorsons råd og tilskyndelse faldt valget på uddannelse af blinde. Professor Brorson (hvis farfar var bror til salmedigteren og biskoppen Hans Adolf Brorson) var præst ved Garnisons Kirke i København. Professor Brorsons interesse for blinde var blevet vakt ved at han i sit embede havde haft to blinde konfirmander. Professor Brorson blev Kjædens ildsjæl.
o I lejede lokaler i gaden Åbenrå i København havde logen "Kjæden" sine mødelokaler, og her åbnede den d. 10. juni 1811 "Det kongelige Institut for Blinde" og begyndte undervisningen med 10 elever. Skolen blev hurtigt en kostskole, fordi også hygiejnen måtte varetages.
Logebrødrene og -søstrene skiftedes til at undervise. Vederlagsfrit. Undervisningen var mundtlig fortælling, man havde ingen bøger. Men musik og håndarbejder var også på programmet, selv om man kun rådede over ét skolelokale.
Opgaven voksede. Man måtte ansætte lønnede lærere og flytte til bedre lokaler. En logebroder, grosserer Fürst, havde været på Haüys skole og kendte således til læsning af reliefskrift. Men da alle logens medlemmer havde borgerlige erhverv foruden deres engagement i Kjædens skole, slog tid og kræfter efterhånden ikke til. Man vedtog at bede Staten overtage opgaven med at undervise blinde. Kjæden byggede da for egne midler "Det kongelige Blindeinstitut" på Kastelsvej på Østerbro og forærede det kvit og frit til Staten, mod at denne herefter skulle påtage sig arbejdet med at uddanne blinde.
Overdragelsen fandt sted den 5. november 1858. Denne dato er hvert år siden blevet fejret som "Skolens Fødselsdag", årets største festdag.
STATENS INSTITUT for BLINDE OG SVAGSYNEDE
Tidligere DET KONGELIGE BLINDEINSTITUT indviet 4.november 1858. Foto fra 100 års fødselsdagen 1958. Foto: Aero. Dansk Luftfotografering. Nr. 18050. Flyttet til nye bygninger på Rymarksvej i Hellerup 1968.
Johannes Moldenhawer 1829 -1908
Kjæden havde forberedt overdragelsen af skolen til Staten ved i tide at have udset sig en forstander, professor Johannes Moldenhawer, som i årene forud blev sendt på studierejse til Europas allerede eksisterende andre Blindeinstitutter. Da Moldenhawer tog fat på arbejdet som forstander i 1858, kendte han således både reliefskriften og Louis Brailles punktskrift.
Alle elever ved blindeinstitutterne havde straks taget Louis Brailles punktskrift til sig, mens de seende lærere holdt fast i reliefskriften ud fra den betragtning, at da punktskriften ikke umiddelbart kan læses af seende, ville dette yderligere isolere blinde fra seende.
Så længe Moldenhawer var forstander - indtil 1905 - skulle reliefskriften stadig læres. Først når en elev var sikker i den, måtte vedkommende stifte bekendtskab med punktskriften. Nogle læsebøger blev trykt således, at side 1 og 2 var på reliefskrift, side 3 og 4 på punkt, side 5 og 6 igen på reliefskrift og så fremdeles. Man skulle beherske begge systemer for at kunne læse hele historien. Undervisning i reliefskrift ophørte først i 1905 ved Moldenhawers afgang.
Johannes Moldenhawer var ellers på mange områder en fremsynet mand. Eleverne på instituttet var i alderen fra 10-11 år til 18-20 år. Moldenhawer mente, at det var alt for sent at påbegynde oplæringen af det blinde barn ved ti-årsalderen. Han ønskede en forskole for de syv- til tiårige børn. Og denne skole skulle ligge på landet i frie omgivelser!
Foto: Elise 2009
Kysthospitalet Indviet 1875
Når man fra Kalundborg kører ad Kystvejen ud til Kysthospitalet (nu boligkomplekset "Kysten") passerer man en sten, der står i højre side af vejen, en mindesten for lægen Sophus Engelsted, Kysthospitalets grundlægger.
Sophus Engelsted, ung overlæge ved Københavns Kommunehospital, vidste fra sin praksis, hvilke kummerlige opvækstvilkår fattigfolks børn havde med underernæring, mangelfuld hygiejne og tuberkulose til følge. En form for tuberkulose, kaldet Kirtelsyge, Skrofulose, angreb mange småbørns lymfekirtler i halsen, og derfra bredte betændelsen sig til øjnene og medførte blindhed. Sophus Engelsted rejste på studieophold til Bretagne, til kystbyen Berck-sur- Mer, hvor man i 1861 havde bygget et kysthospital, hvor man med lovende resultater behandlede scrofulose med solens lys. I stedets mange solskinstimer legede børnene nøgne på stranden, hvor sand og saltvand forøgede solens kraft. Hjemkommen til Danmark søgte Sophus Engelsted og hans kolleger efter et sted, hvor solens stråler ramte kysten med samme indfaldsvinkel som på Bretagne, og med flest mulige solskinstimer. De fandt frem til Refsnæshalvøens sydkyst, og her byggede man "Kysthospitalet" i 1875 med plads til 100 patienter.
Som overlæge på Kysthospitalet udnævntes reservelæge ved Københavns Kommunehospital Vilhelm Schepelern, som Engelsted kendte som en dygtig og samvittighedsfuld læge. Tilskyndet af Engelsted havde Vilhelm Schepelern også været på studieophold på kysthospitalet Berck-sur-Mer.
I Kysthospitalets festskrift fra år 1900 beretter overlæge Schepelern i sin afhandling blandt andet om Kysthospitalets første patient: "Det var naturligvis lidt af en begivenhed her på hospitalet, da vor første patient med sin fader den 9ende juli 1875 kom vandrende hertil på sin fod fra omegnen af Slagelse. Vi fik lejlighed til at iagttage og behandle hendes sygdom i lang tid dengang, og det er lykkedes mig at erholde oplysninger om hendes helbredstilstand indtil nu: Karen Marie Jørgensen 10 år gammel datter af husmand. Indlagt d. 9/7 1875, udskrevet d. 17/11 1878 .... Jeg har oplysninger om hendes helbredstilstand til October 1899. Hendes udseende er sundt, hun er kraftig bygget og vel næret."
Overlæge Vilhelm Schepelern og børnene i en sygestue på Kysthospitalet. Maleri af professor Valdemar Irminger 1888. Maleriet hænger på Kalundborg Bibliotek. Foto: Kalundborg Folkeblad 1998.
DEN KONGELIGE BLINDEFORSKOLE PÅ REFSNÆS Indviet november 1898
Forstander Moldenhawer var kommet igennem med sit ønske om at oprette en forskole for blinde børn fra 7 til 10 år. En skole ude på landet, hvor sol, lys og luft kunne komme børnene til gode. Også disse småbørns øjenproblemer skyldtes i mange tilfælde scrofulose. Hvad var mere nærliggende end at lægge Forskolen i nærheden af Kysthospitalet, hvis første overlæge, Vilhelm Schepelern, så også kunne være læge for Blindeforskolens børn.
REFSNÆSSKOLENS SKOLEBYGNING Bygget 1940, rummer 12 nøjagtig ens klasselokaler, der alle vender mod syd. Foto: Elise.
I 1934 flyttedes hele barneskolen til Refsnæs, hvor den fik navnet "Det kongelige Blindeinstitut på Refsnæs", almindeligt kaldet "Refsnæsskolen". Eleverne gik her fra 1. til 7. klasse, senere udvidet med 8. klasse. Desuden udvidedes med to specialklasser for de dårligst udrustede elever.
Efter konfirmationen i sidste klasse fortsatte eleverne deres uddannelse på Instituttet på Kastelsvej i København - i daglig tale kaldet "Tutten" - først med to efterskoleklasser, derefter med en erhvervsuddannelse. I begyndelsen af Blindeinstituttets eksistens var der ikke mange erhverv at vælge imellem for eleverne. Man kunne uddannes til børstenbinder eller kurvemager, væver eller rebslager.
Hvis man er god til dansk, kan man uddannes til stereotypør. Stereotypørerne skriver punktskrift i zinkplader, der derefter trykkes i punktskriftpapir som bogsider, der kan heftes til tidsskrifter eller indbindes til bøger. At skrive i zinkplader kræver stor kraft. Stereotypøren skriver bogstaverne med fingrene på en speciel punktskriftmaskine, en stereotyperingsmaskine, hvor stereotypøren forstærker trykket ved samtidig at træde på en pedal.
En del musikalske elever uddannes til klaverstemmere, andre til organister. Organisteksamen fra Blindeinstituttet er ligestillet med organisteksamen fra Musikkonservatoriet. Tilmed er blinde organister nødt til at huske alle noder og musikstykker udenad!
Med tiden er stadig flere uddannelser blevet tilgængelige for synshandicappede: fysioterapeutuddannelse, telefonistuddannelse. Senest har informations-teknologien åbnet endnu flere muligheder, EDB- programmører bl.a.
For alle mennesker er evnen til at læse en væsentlig del af livets muligheder, en vej til at fylde fritid med meningsfuldt indhold. Behovet for blinde for adgang til litteratur satte tidligt behjertede mennesker i gang med at skrive bøger af på punktskrift til det bibliotek for "Danmarks Blinde", som begyndte at tage form allerede i 1883. Dengang måtte alle bøger skrives af i hånden med pren på små punktskrifttavler. Siden kom punktskriftmaskinen, til skolebrug og til afskriverne. Blandt disse var gennem årene en del fanger i Statsfængslerne.
"STATENS TRYKKERI OG BIBLIOTEK FOR BLINDE"
blev i 1924 oprettet af den senere forstander for Det kgl. Blindeinstitut i København, Jørgen Plenge, som en selvstændig afdeling under instituttet. Herfra forsynes de to skoler med skolebøger, og herfra kan enhver blind i hele landet rekvirere såvel fag- som skønlitteratur til låns, både på punktskrift og på lydbøger.
Fra Nodebiblioteket forsynes blinde organister og musikere med noder på punkt.
Louis Brailles punktskriftsystem er enkelt og systematisk opbygget. Alligevel blev han ved med at pudse og pynte på det, forenkle og forbedre, indtil han havde nået det fuldendte. Dette resultat sætter man til året 1825.
Bøger på punktskrift er omfangsrige. Man har stadig søgt at få skriften til at fylde mindre. Men de enkelte tegn er nødt til at have en størrelse, så de kan føles. Man kunne i begyndelsen kun skrive på én side af et ark, fordi punkter på side 2 ville ødelægge de punkter, man allerede havde skrevet på side 1. Men en dansk blindelærer ved navn Wulff fandt ud af at forrykke skriften på side 2 en lille smule til højre og lidt nedad. Derved undgik man, at punkterne på side 2 ramte punkterne på side 1. Punkterne på side 2 fremtræder som fordybninger på side 1 og mærkes ikke af de læsende fingre. Derimod er det ikke let at læse en sådan punktside med synet, fordi man da ser både de ophøjede og de fordybede punkter. Papir til punktskrift er af en kraftig kvalitet. For at forenkle fremstillingsprocessen praktiserede man en periode at suge den skrevne punktside i plastic og samle plasticarkene i ringbind. Ubehaget ved at læse i en sådan plasticbog er, at fingrene ikke kan glide hen over plastic'en, men hænger fast. Det hjælper at have lidt kartoffelmel at dyppe fingerspidserne i nu og da under læsningen.
Teknikkens fremskridt muliggjorde, at stadig flere uddannelser og studier blev tilgængelige for synshandicappede. Dermed steg behovet for lærebøger på punkt. Presset på Statens Trykkeri voksede enormt og trykkeriets kapacitet kunne umuligt opfylde alles krav. Men her gjorde fremskridtet et spring frem.
Radioen var kommet til verden i løbet ad 1930'eme. Dansk Blindesamfunds formand (fra 1928 til 1951) Ernst Jørgensen formulerede sin glæde over denne landvinding for alle synshandicappede i de smukke ord:
Radioen er Guds gave til os Blinde.
På blindeskolerne i Norden indførtes den norske Tandberg spolebåndoptager. På Refsnæsskolen optog man skolekomedierne og andre begivenheder. Lærer Aage Dittmann fik det særlige hverv hver dag på spolebåndoptageren at optage udsendelserne fra Dansk Skoleradio. Lærerne kunne så hente de bånd ind i deres klasse, som havde relation til de aktuelle undervisningsemner. Få år senere afløstes den store Tandberg båndoptager af den langt mere handy kassettebåndoptager, som hurtigt blev hver elevs eje.
Inspektør Folke Johansens bog " Sådan fik Danmarks Blinde et skriftsprog"
med undertitlen "En historisk oversigt" udkom d. 17. februar 1986 i sortskriftudgave og i punktudgavens 1. og 2. bind.
På opslaget læses som et eksempel på reliefskrift titlen på et tidsskrift:
MAGAZINE FOR THE BLIND
The little periodical of which suget i plastic.
I almindelighed tog arbejdet med at overføre en bog fra sort til punkt flere måneder. At netop denne bog - den eneste indtil da - udkom på samme dag på både sort og punkt, var en cadeau fra Blindeinstituttet til inspektør Folke Johansen i taknemmelig anerkendelse af Folke Johansens livslange indsats for Blindeinstituttet og dets elever. Mod slutningen af sit arbejdsliv og under hele sit otium opbyggede Folke Johansen "Blindehistorisk Museum" og "Studiesamlingen".
DA. W l-lbL SKR1FI5
1926 til 1980 omfattede den almindelige skolepligt i Danmark også alle synshandicappede børn mellem 7 og 14 år. Det ville sige, at alle synshandicappede børn i Danmark samledes på Refsnæsskolen, der var landets eneste specialskole for synshandicappede børn.
For forældrene var det smertefuldt at skulle aflevere deres syvårige, handicappede barn til vildfremmede mennesker langt fra hjemmet. For barnet ikke mindre smertefuldt, og for barnet begyndte nu et livsafsnit fuldt af hjemve og længsel efter forældre og søskende og de kendte omgivelser.
For forældrene blev det en stadig mere påtrængende nødvendighed at få ændret denne lov om skolepligt! De dannede en forældreforening, hvis største drivkraft var ønsket om at kunne beholde deres børn hjemme.
1980 ændredes skolepligten for handicappede børn til undervisningspligt. Folkeskolen åbnedes for alle børn uanset handicap De folkeskolelærere, der efter denne ordning ville få et synshandicappet barn i deres klasse, blev sendt på ekstra uddannelse på Refsnæsskolen for at lære at undervise i punktskrift og abacus-regning og for at høre om blindepædagogik.
Henrik læser regneopgaven i bogen, laver udregningerne på Abacus-rammen, og skriver facit på det ark punktskriftpapir, som han har sat i Perkins-punktskriftmaskinen. Foto, Elise.
Litografi af Josef von Kiehuber.
Johann Wilhelm Klein 1765 -1848
Johann Wilhelm Klein blev født i landsbyen Alerheim nær Stuttgart i Sydtyskland i 1765. Han studerede retsvidenskab i Stuttgart, og efter afsluttet studium var Johann Klein opfyldt af iver efter at gøre en indsats i sin hjemegn, der var udplyndret og forarmet efter napoleonskrigenes hærgen. Men han måtte indse, at han ene mand ikke formåede at udrette stort.
I 1799 sejlede Klein derfor ad floderne til kejserstaden Wien, hvor han skulle komme til at tilbringe resten af sit liv. De første fire år levede han i stor nød og fattigdom. Men så blev han kaldet til forstander for en afdeling af Wiens fattigvæsen. Mange af de mennesker, som her søgte hans hjælp, var blinde, og Klein så det nu som sin opgave at hjælpe disse mennesker til at få undervisning og uddannelse, så de kunne blive "nyttige samfundsborgere".
Klein begyndte med én ung blind dreng, som han underviste i almindelige skolefag hjemme i sit eget hjem, men snart fik han hjælp i form af statsstøtte, så han i 1804 kunne åbne en blindeskole for otte elever.
Uden at kende noget som helst til Haüys arbejde i Paris stod Klein også meget hurtigt over for savnet af et skriftsprog for blinde! Og han tog fat på opgaven at skabe et sådant! Han gik ud fra det latinske alfabets store blokbogstaver, hvis linjer han angav med følbare prikker, som han frembragte med nålestik gennem kraftigt papir.
Kleins nåleskrift frembød den fordel, at den var umiddelbart læsbar for seende, og den vandt stor udbredelse i den tysktalende del af Europa. Denne skrift havde Klein færdig i 1807. Han fortsatte hele livet med at arbejde for at forbedre blindes forhold i Wien, dels med at åbne værksteder for blinde håndværkere, dels ved at åbne hjem for ældre blinde.
I 1819 udgav Klein en undervisningsvejledning for blindelærere.
I 1848 døde Johann Wilhelm Klein af lungebetændelse, 83 år gammel. Han fik en ærefuld begravelse på Wiens Zentral Kirkegård. Wienerkongressen 1814 -1815.
Fra september 1814 til juni 1815 mødtes Europas monarker i Wien for at ordne Europas grænseforhold efter afslutningen af napoleonskrigene. Blandt monarkerne også Danmarks konge Frederik den Sjette. I 1814 indbød Johann Wilhelm Klein alle kongressens medlemmer som gæster på Instituttet. Blindeundervisningen var stadig et nyt tiltag inden for almueundervisningen i Europa, men alligevel fangede Kleins indbydelse ikke kongernes og fyrsternes interesse - værten, Østrigs Kejser Frans den Første, sørgede for rigelige og fornøjelige fester så længe arbejdet stod på!
Kun én eneste af kongresdeltagerne viste interesse, tog mod indbydelsen og besøgte Kleins Blindeinstitut: Den danske Konge Frederik den Sjette! Han fik til gengæld en fyrstelig rundvisning og gaver med hjem!
Et af Studiesamlingens klenodier: et eksemplar af Haüys læsebog, trykt med reliefskrift, måske det eneste nu eksisterende eksemplar! kan være en af de gaver fra Kleins institut, som Frederik den Sjette hjembragte til Danmark og efter sin hjemkomst - selv medlem af Kjædeordenen - videregav til "Det Kongelige Blindeinstitut", som Kjædens Blindeinstitut så ærefuldt havde fået Kongens billigelse til at kalde sig.
Forud for Det Kongelige Blindeinstituts flytning i 1968 fra Kastelsvej til Rymarksvej i Hellerup blev alle lofter og kældre tømt og meget gammelt inventar og gamle undervisningsmaterialer kom for dagens lys. Hver enkelt ting blev nøje gennemgået af kyndige personer, dets historie klarlagt og dens museale værdi bedømt. Alle disse genstande katalogiserede Folke Johansen og opbyggede den enestående Studiesamling, som fik sin plads i lokaler i kælderetagen i det nye institut i Hellerup som fik navnet:
STATENS INSTITUT FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE.
P.S. Når wienerkongressens deltagere skulle drøfte spørgsmål in plenum betjente de sig af det sprog, som var alle datidens lærdes sprog, og som samtlige deltagere beherskede: Latin.
Erindringer fra Refsnæsskolen i sidste halvdel af 1900-tallet.
Omsorgen for børnene uden for skoletiden varetoges af plejepersonalet: plejemoderen og en plejeassistent på hver boafdeling. Men på skolefri dage fordeltes tilsynet med børnene på lærerpersonalet, de kvindelige lærere havde på skift vagterne på "Østskolen", der var afdelingen for alle pigerne og de yngste drenge fra 1. til 3. klasse. De mandlige lærere havde vagterne på "Vestskolen", som var afdelingen for drengene fra 4. til øverste klasse. Det kaldtes at "have inspektion", og personen kaldtes "inspektionen".
Hver søndagsvagt var delt mellem en morgeninspektion fra klokken 08 til klokken 15, og en afteninspektion fra klokken 15 til klokken 22. Fra klokken 20 til morgeninspektionen kom, var der nattevagt, en dame, som sad på "medicinstuen", hvor hun kunne lave sig kaffe, og hvorfra hun i nattens løb gik sine faste runder. Nattevagten havde også det sure job, i nattens løb at stoppe børnenes strømper!
Om søndagen stod børnene op klokken 08. Inspektionen gik først til hver sovestue og ønskede "God morgen". To unge barnepiger hjalp de mindste børn i tøjet. Ligesådan var der to unge piger til hjælp ved alle måltider. Når børnene skulle i seng - de mindste klokken 20, de store klokken 21 - var der også 2 barnepiger til hjælp med at få de små i seng. Når alle var i seng, gik inspektionen ind i en efter en af sovestuerne. Børnene satte sig op i sengene og foldede hænderne. Inspektionen spurgte: "Hvis tur er det til at bede aftenbøn?". Det havde børnene nøje rede på.
Fadervor og Amen efterfulgtes altid af ordene: "Tak for den dejlige dag! Amen." Jeg ved ikke, hvem der havde fundet på denne tilføjelse til aftenbønnen, men jeg tænkte, hver gang jeg hørte det: "Hvor dejlig kan en sådan søndag have været for et barn, langt fra sine forældre og søskende, ensom trods kammerater, hvilke fortrædeligheder kan dagen ikke have indeholdt, hvilke uretfærdigheder - Som en ringe trøst gik jeg altid til hvert enkelt barn, puttede dynen ned om det, strøg det over håret og talte lidt med det og ønskede det god nat. Mangen en havde også et eller andet at hviske med inspektionen om før det sidste godnat.
Jeg var næsten altid så længe om at sige godnat til de små, at det var blevet de store pigers sengetid, klokken 21, før jeg kunne gå ned til dem i deres opholdsstuer, men de havde ellers også tit ønske om at drøfte en eller anden af dagens begivenheder med inspektionen, men så kunne vi altid trække tiden lidt. Med hensyn til aftenbøn, om hvis tur det var, svarede de altid: "Det gør vi selv!"
Hver søndag var der ca. 45 børn hjemme på Øst. Der var altid to unge piger til hjælp ved alle måltider, men i timerne mellem måltiderne var inspektionen alene med børnene. Med en aldersspredning fra 7 til 15 år var det sjældent muligt at organisere nogen fælles aktivitet for alle børnene.
Brian undersøger om det hårdtbeskåme æbletræ - en sørgelig rest af skolens oprindelige æbleplantage - stadig kan bruges som klatretræ. Foto,Elise.
Refsnæsskolens område.
Refsnæsskolens 40 tønder land store område omfattede foruden bygningerne, skolegården og legepladsen også skolehaverne, æblehaven og "Værnehjemmet"s skov. Og bedst af alt den herlige Strandmark langs fjorden, der med sin stenede strand, sit græsareal og krat, udgjorde et legeområde, som især de mindre drenge værdsatte. Strandmarken adskilles fra de øvrige af skolens arealer af Kystvejen. Selv om de store børn - med forældrenes skriftlige tilsagn - havde vejtilladelse, måtte ingen børn derudover alene krydse Kystvejen. Når vejret var godt, og mange havde lyst til at komme ned på Strandmarken, måtte vi alle gå samlet derned. Ingen måtte være uden opsyn. En undtagelse kunne gøres med de store piger, som hellere ville blive oppe i deres opholdsstuer.
Indtil ca. 1990 sejlede færgerne på ruten Kalundborg-Århus. Hver gang en færge passerede skolens kyststrækning, ventede vi spændt på "færgebølgerne". Efter 25 minutters forløb kom kølvandet stadig kraftigere og kraftigere rullende op på strandens sten. En lyd, som betog os. Efter kulminationen tog bølgerne igen gradvist af.
Som "søndagsinspektion" færdedes man uden ophør rundt på de områder af skolens terræn, hvor børnene måtte færdes frit, for børnene skulle kunne finde inspektionen, hvis der var noget, de ville spørge om, eller noget, de ville have hjælp til. Altid fulgte en lille flok med på rundturen, nogle ville gerne gå med inspektionen i hånden, andre fulgte med, fordi de ville fortælle noget, eller blot med for hyggens skyld. Behov for voksenkontakt, måske udsprunget af hjemvé.
Naturen omkring Refsnæsskolens område
Naturen omkring Refsnæsskolens område er righoldig og afvekslende. Før biler blev allemands eje gik vi meget med børnene.
Godt en kilometer længere ude ad Kystvejen ligger Kysthospitalet. Da Kysthospitalet blev bygget, skænkede Geheimeråd C. Liebe hospitalet et areal på 14 tønder land bøgeskov og en tønde land til legeplads. Et stykke af denne skov indviedes til kirkegård. I alt har her været begravet ca. 85 patienter, flest børn, døde af tuberkulose. Men denne kirkegård er i vore dage sløjfet. Tilbage står kun gravsten for overlægerne Vilhelm Schepelern og Rolf Hertz og deres hustruer, samt en sten for oversygeplejersken.
Hvis vi havde to skoletimer i træk, lærer og elever sammen, kunne vi nå at gå ud til Kysthospitalets skov, gå lidt rundt i skoven, hvor der blandt andet voksede nogle "ægte" kastanjetræer, og lege lidt på Kysthospitalets legeplads, hvor der var gynger og vipper. Undervejs derud kunne vi finde bjørnespinderlarver og oliebiller, samt vilde blomster.
Mod nord førte skolens markvej forbi skolens landbrugsbygninger mellem marker ud til Trøjeløkkeskoven og videre op over Refsnæshalvøens højderyg ud i det bakkede landskab, forbi mosehuller op til Raklev Kirke.
Forstander Moldenhawer må have fået en strålende inspiration, da han i sin tid besluttede, at Blindeinstituttets barneskole skulle lægges på landet; og at han holdt fast i sin beslutning blev til gavn og glæde for talrige synshandicappede børn, der i løbet af deres skoleår herved fik adgang til et væld af naturoplevelser.
En forårsdag gik jeg med en klasse store børn op til et af disse mosehuller, hvor jeg havde hørt tudser kvække. Næsten hele vandoverfladen var dækket af store svømmende huntudser med hver sin lille hantudse på ryggen. Tudser parrer sig ikke, men når hunnerne skal gyde deres æg i vandet, klatrer hannen op på ryggen af sin udkårne og klamrer sig til hende ved at lægge forbene om livet på hende. I denne stilling afventer han det rette øjeblik til at gyde sin sæd ud over æggene. Han kan godt sidde der og vente et par dage. Med den medbragte ketcher fiskede jeg et sådant tudsepar op af vandoverfladen, for at børnene kunne få lejlighed til at føle på dem - hvis de havde lyst. Alle ville gerne prøve!!
En anden forårsdag, hvor en nattergal sang af fuld hals i "Væmehjemmet's" skov, gik jeg med en klasse mindre børn i skoven. Nattergalen sad frit fremme på en gren ca. to meter over jorden og sang og sang i ét væk. Jeg sagde til børnene: "Hør! Det er en nattergal, der sidder og synger! Hvis vi alle går ganske stille fremad og uden at sige noget, vil den måske blive ved med at synge!" Det gjorde den! Vi stod til sidst lige under den syngende fugl, der fuldstændig henført gik op i sin jublende sang, Vi kunne blive ved at høre den, mens vi gik videre..
Refsnæsskolen ligger i Raklev Sogn
Én søndag formiddag om måneden kom præsten fra Raklev ned på skolen for at holde gudstjeneste. Om lørdagen forud omdannede gartner Rasmussen og hans folk "Pigernes gymnastiksal" til brug for gudstjenesten. Talerstolen blev prædikestol; stueorgelet, som til daglig stod i redskabsrummet, blev båret ind i salen. Bænkene fra morgensangssalen blev båret over i gymnastiksalen og stillet op i to grupper, som bænkene står i en kirke. Yderligere blev to ganske lave bænke uden rygstød stillet forrest til siddeplads for de yngste børn. Sang- og salmebøger på sort og på punkt blev lagt ud på bænkene.
Skolens musiklærer Viggo Wøhlk var også organist i Kalundborgs femtårnede Vor Frue Kirke. Derfor kunne han ikke spille ved skolens gudstjenester. Det gjorde plejemoder Inger Olsen fra Værnehjemmet, afdelingen for voksne kvinder.
Lidt før klokken ti stillede eleverne på henholdsvis Vest og Øst op i række og geled, to og to, og marcherede over i pigernes gymnastik og satte sig på bænkene. De indeboende voksne kom også. De større børn var som regel ærgerlige over at skulle til gudstjeneste. Jeg ved ikke, hvor meget de opfattede af præstens prædiken. De kommenterede den aldrig. Alle Pastor Norups prædikener var skåret over samme læst. Efter at have læst søndagens tekst op, stillede han tre spørgsmål. Derpå tog han fat forfra og besvarede selv alle tre spørgsmål, før han sluttede med en lille søndagsskolehistorie. Som jeg husker det, sad børnene altid stille, og de sang altid med.
Men i samme øjeblik den sidste orgeltone havde lydt, fór alle de mindre børn op fra bænkene, op til præsten! De ville hilse på ham, røre ved hans hænder og hans præstekjole, snakke med ham! Han var det rarest tænkelige menneske! Der er ingen tvivl om, at dét for børnene var gudstjenestens - måske også dagens - clou. Og jeg er sikker på, at det også var det for præsten!
Jeg husker en bestemt søndag. Børnene stod parat, opmarcheret to og to på Østskolens gang. Jeg talte dem! For at sikre mig, at alle var kommet. Så marcherede vi af sted, ud gennem bislaget ud i pergolaen, over i pigernes gymnastiksal.
Da alle havde sat sig på bænkene, fik jeg pludselig og ganske umotiveret den indskydelse at tælle dem igen. Der manglede to!! Hurtig som lynet fór jeg over gårdspladsen, ind på gangen og rev den første dør, jeg kom til, op! Det var ind til et kosterum! Der stod de to! "Skynd jer at komme," sagde jeg til dem. "De er ikke begyndt endnu", tog en i hver hånd og løb i fuld fart tilbage over gårdspladsen. Vi nåede lige ind, før frøken Olsen satte i med orgelet. Kommentarer var ganske overflødige. Jeg vidste jo, hvor kede de større børn var af at skulle til Gudstjeneste, på en dag, der ellers var helt uden forpligtelser. Men i stilhed frydede jeg mig over, at de ikke havde haft held til at fuppe mig. Moderne tider
Mine arbejdsår på Refsnæsskolen strakte sig så langt frem i nittenhundredtallet, at jeg dér ude oplevede den tid, hvor det at bruge efternavne gik rent af mode. Jeg syntes godt om den skik, at alle brugte tiltaleformen "du" til alle, eller til næsten alle. .Refsnæsskolens børn havde altid haft det privilegium at sige "du" til alle voksne.
Når Refsnæsskolens elever skulle til tandlæge, blev de kørt ind til en af tandlægerne i Kalundborg. Den tandlæge, som børnene omtalte, hed Keld - uden efternavn. Det var jo nemt for børnene, men det kunne også vise sig upraktisk, som vi skal se. Jeg traf aldrig børnenes tandlæge.
En dag tog jeg mine seks små første-klasse elever, der alle var totalt blinde, med ned i biologilokalet. Jeg satte alle skolens udstoppede egern frem på bordene, så børnene kunne få dem i hænderne og undersøge dem, mens vi talte om dem.
Et stykke inde i timen bankede det på døren. Ind trådte en ung mand, som jeg aldrig havde set før. Han præsenterede sig som "Keld" og vinkede for at tilkendegive, at vi bare skulle fortsætte timen. Han satte sig ved et bord længst tilbage i lokalet. Lidt efter spurgte et af børnene: "Er du tandlægen?" "Nej," svarede han uforstående. Lidt efter spurgte et andet af børnene: "Hedder du Keld?" "Ja", svarede han. Triumferende lød det: "Ja, men så er du jo tandlægen!!! "
Jeg sagde til den fremmede unge mand: "Du er nødt til at fortælle os, hvem du er, og hvorfor du er kommet!"
Han sagde: "Jeg er fra Danmarks Radio, og jeg er kommet, fordi jeg geme vil lave en radioudsendelse med børn på Refsnæsskolen”.
Hvis denne Keld havde præsenteret sig med både sit for- og efternavn ville intet problem være opstået for børnene.
Juleforberedelser på Refsnæsskolen i 1950erne og 1960erne
Juleforberedelserne på Refsnæsskolen begyndte tidligt i de år. Skolens husholdning var som på en stor bondegård. Der hørte grønsagsland, æbleplantage og grisestald til, som blev passet af gartneren og hans medhjælpere. Allerede omkring 1. december lød grisenes angst- og smertensskrig ud over hele skolens område den dag, da slagteren ankom. Også eleverne tog tidligt fat på deres juleforberedelser. De havde tænkt over, hvad de ville fremstille som julegaver til forældre og søskende inden for sløjd, håndarbejde og keramik. Dengang blev sløjd ikke tilbudt pigerne, kun de store drenge. Af håndarbejder fik drengene lært både strikning og knytning. Keramik var for de små og mellemstore.
I de år tilfaldt al keramikundervisningen min mand og mig. Fra rigtig gammel tid havde modellering været et vigtigt fag i blindeundervisningen. Skolen fik blåleret hjem i store blokke, som blev holdt fugtige under våde sække. Der var ikke et specielt formningslokale. Eleverne blev i deres klasselokale, hvor de fik en linoleumsplade på deres skolebord og herpå en skive ler, så stor som de mente at skulle bruge, samt en kort kittel på. Skolen havde ikke heller sparkeskiver. Børnene rullede leret ud i lange "pølser" der skulle blive lige tykke overalt for ikke at knække. For at få pølsen ensartet tyk, måtte man ustandselig flytte hænderne hen over pølsen, mens man rullede leret ud. Derefter ringlede man pølserne op, som stenalderfolkene gjorde, til krukker eller skåle. Den færdige ting bar for altid aftryk af barnets fingre. En ekstra værdi, synes jeg.
Skolen havde en talrig modelsamling bl.a. af dyr selv her længe før plasticlegetøjets tid. Hvis man aldrig har set f.eks. en flodhest, må man have en model af en flodhest i hænderne, for at kunne danne sig en forestilling om en flodhests form og for at fremstille en figur af en flodhest af leret. Og man må tale om en flodhests virkelige størrelse. Lettere er det med små ting, der kan omfattes af barnets hænder.
Refsnæsskolen var fattig i de år. Vi ønskede os meget en keramikovn, så vi kunne brænde de ting, som børnene fremstillede. Men det havde skolen ikke råd til. I stedet for fandt vi på at brænde småting hjemme i vores kakkelovn. Vi bandt to store uglaserede urtepotter sammen med ståltråd, åbning mod åbning, lagde så mange småting i, som der kunne være, og hængte om aftenen, når ilden var dæmpet, dette "brændekammer" ind over gløderne. Næste morgen var tingene råbrændt, forglødede, og holdbare, men ru på overfladen.
Omsider anskaffede skolen en lille "Lyngbyovn" til keramikbrænding. Men den billigste model! som var uden termostat! Vi kunne nu glasere tingene efter råbrændingen, så børnene kunne få tingene med hjem, især som julegaver. Men de forskellige glasurer behøvede forskellige varmegrader. Ovnen brugte mange timer for at nå op på de nødvendige 800, 900 eller 1000 grader og også lang tid til at køle ned igen, så man kunne åbne ovndøren og tage tingene ud.
At ovnen ikke havde termostatstyring, medførte, at man skulle være til stede og slukke ovnen i det øjeblik, den nåede den ønskede temperatur. Op mod jul var der pres på! Så snart det ene hold sager kunne tages ud, fyldte vi det næste ind! Ingen pauser! I mange tilfælde ville temperaturen nå den nødvendige varmegrad i løbet af natten! Mangen, mangen vinternat er jeg stået op klokken 2 eller 3 og kørt ud på skolen og siddet i kælderen hos ovnen og ventet - som Den store Mester i salmen - på øjeblikket, hvor jeg kunne slukke ovnen og køre hjem igen og i seng.
Adventskransen
I hele december måned var adventskransen tændt under morgensangen. Det var ikke en sædvanlig adventskrans med fire lys. Nej, her talte man dagene til hjemrejsedagen! Hvis hjemrejsen skulle finde sted f. eks. den 20. december, bandt min mand en krans - altid over en cykelfælg - og satte 19 lys i. Hver morgen tændtes et lys mere ved morgensangens begyndelse. Vi sang en julesalme, forstanderen bad Fadervor, og vi sang en julesang.
Derefter gik vi over i klasserne, hvor vi straks fra den 1. december var begyndt at julepynte. Mange, mange af decembers skoletimer anvendtes på at lære børnene at flette hjerter og sætte hanke på dem. De færdige hjerter hængte vi på snore, tværs gennem rummet eller foran vinduerne. Det spraglede papir fik vi hvert år foræret af Bogtrykker Vejlø i Kalundborg, der havde skåret det til i passende formater.
I den første morgentime havde hver elev et tændt stearinlys på sit bord. Åben ild og blinde er en farlig kombination. Alene dette at stryge en tændstik er noget, der kræver mod! At holde den brændende tændstik i højre hånd, at lægge tændstikæsken fra sig og med venstre hånd finde lyset og vægen, og forene flammen med vægen, kræver barnets hele koncentration. Men glæden er stor, når "operationen" er vel tilendebragt, (altid under den voksnes fulde opmærksomhed, og altid kun ét barn ad gangen).
Pebernødder
Midt i december bagte "køkkenet" pebernødder! Baljer-fulde. På en bestemt dag blev hele skolens personale inviteret over i skolens køkken, holdvis, og eleverne klassevis. De voksne fik kaffe og småkager. Børnene fik saftevand og pebernødder. Traditionen tro, skulle børnene synge den specielle Pebernødde- sang for økonomaen og køkkenpersonalet, før de fik pebernødder i deres kræmmerhuse. Et kræmmerhus skulle drejes af et ark punktskriftpapir, der er større end et ark A4, endnu bedre hvis man kunne få fat i et gammelt punktskriftshefte, der er heftet med klammer i ryggen, og altså gav ark af to punktsiders størrelse. Før man fik fabriksfremstillede poser, drejede købmanden selv kræmmerhuse til varerne, hvis kunderne ville købe sukker, mel, rosiner og mange andre slags varer i løst mål. På skolen kneb det efterhånden med lærere, der kunne den kunst! Så blev der brug for os få stykker, der kunne. Børnene fik aldrig lært det. Det var jo kun aktuelt denne ene dag om året. - men om børnene mødte frem med et stort eller et lille kræmmerhus, så fik de alligevel alle lige mange. Køkkendamerne øste nemlig op af baljerne til alle med samme litermål.
Pebernøddesangen Skrevet for år tilbage af lærer Tove Brøgger
Melodi: Højt fra træets grønne top
Vore pebernødder er Verdens allerbedste! Derfor samles alle her Køkkenet at gæste. Kræmmerhuset fyldt vi får Li' til randen før vi går. Drenge, ja og piger Alle tak vi siger!
Den sidste dag før julerejsen hjem
Den sidste skoledag før julerejsen hjem var særlig festlig. I de pyntede klasseværelser læste klasselærerne højt og delte mange slags godter ud. I mange klasseværelser stillede man om på bordene, så alle sad med ansigtet vendt mod hinanden. Stearinlysene på bordene var tændt.
Vi kunne også lege. Blinde børn har ikke så mange lege, som seende børn. Men alt efter børnenes alder og formåen kunne vi lege forskellige lege. "Mis, mis miau!" for eksempel. Børnenes stole stilles i en rundkreds, og vi sætter os derpå - der er én stol for lidt! Den, der ikke får en stol, går rundt og sætter sig på skødet af en af de andre og spørger vedkommende: "Mis, mis, miau?" den adspurgte svarer med at miaue som en kat, og spørgeren skal på lyden høre, på hvis skød han sidder. Gætter han rigtigt, får han pladsen på stolen, og nu er det den andens tur til at finde et skød og spørge. Gætter han forkert, må han søge en andens skød og gætte igen.
Vi kunne lege "Skibet er ladet med - " og andre ordlege. Særlig yndet var en slags "tampen brænder": En skulle gemme et tikkende vækkeur et sted i klassen, mens kammeraterne var uden for døren. Når uret var skjult, blev kammeraterne kaldt ind. I dybeste stilhed skulle de forsøge at lytte sig frem til skjulestedet. Den, der først fandt frem til uret, var så den næste til at gemme det.
Når formiddagens timer var gået på fornøjelig vis, skulle vi skynde os at fjerne alle spor af jul. Børnene fik den pynt, de ønskede, med sig; noget blev gemt til næste år, noget blev kasseret. Børnene gik over på afdelingerne. Lærerne kørte hjem.
Men klokken syv kom alle lærerne tilbage til skolen. Børnene var da badede og lå i deres senge. Forventningsfulde og spændte på morgendagen! Rejsedagen! Deres "rejsetøj", d.v.s. det bedste tøj, de havde, lå parat på stolen ved siden af deres seng, klart til hurtigt at blive taget på næste morgen, når de skulle af sted! Hjem!
Men først skulle der siges Godnat. Alle de voksne var kommet tilbage til skolen, hver medbringende en stor godtepose. Alle gik rundt på alle afdelinger til hvert enkelt barn for at tage afsked. Hver fik lov at dykke dybt i godteposen, fik en lille snak om den forestående hjemrejse, måske et lille knus og i hvert fald de varmeste ønsker om en glædelig jul derhjemme og hilsen med til far og mor. Efterskrift
Til mine tidligere elever
Medens jeg har siddet og nedskrevet disse spredte erindringer fra min tid på Refsnæsskolen (fra 1947 til 1985), er mine optegnelser blevet stadig mere personlige. I begyndelsen skrev jeg for at udenforstående, der intet kender til Refsnæsskolen, kunne få et indtryk af den lukkede verden, som Refsnæsskolen dengang var.
Men snart begyndte børn at dukke frem i min bevidsthed, hvert enkelt af alle de mange børn, som jeg har kendt og holdt af og delt livet med. For mange blev tilværelsen hård. For nogle blev den kort. Mange klarede sig godt, trods hårde odds. Hver enkelts skæbne har rørt mit hjerte - med glæde eller medfølelse. Jeg må tænke på, at i mange situationer kan jeg have svigtet uden at fornemme det.
Jeg mindes med glæde, at jeg altid følte mig velkommen, når jeg trådte ind i en klasse. Det har jeg aldrig fået sagt jer tak for.
Alle har I bidraget til at mit liv fik værdifuldt indhold..
Jyderup 2010 Elise. Replikker. I 1. klasse lige før sommerferien. Anette: Jeg er ked af, at jeg skal rejse fra Refsnæsskolen! Jeg: er du ikke glad for, at du skal hjem og holde sommerferie? Anette: Jo, men jeg mener om 7 år.
Da jeg holdt op på skolen, forærede børnene mig en stor hvid kanin af porcelæn. Da de nogen tid senere besøgte mig, viste jeg dem kaninen igen.
Hans Jørgen: Det er den kanin, vi har foræret dig!
Jeg: Du kan også tro, at jeg er glad for den!
Hans Jørgen: Det kan du også roligt være! Du må vide, det er ikke Alle og enhver, der får sådan en kanin.
Annelise: Jeg elsker altså regning! Jeg kan slet ikke lade være med at holde op med at regne.
Religion. Førstefødselsret? Hvad er det? Bo: det ved jeg godt hvad er! Det er alt det, hans gamle far har haft, når han dør. Tændt julelys på bordet.(4. klasse). Bjarne kom for nær til lyset. Jeg: Der fik du svedet hårtoppen, Bjarne! Bjarne: (sagligt!) Nåh, jeg synes nok, her lugtede sådan af Nytår!
Michael Holm flakker søgende om på fliserne. Helga Hvass: Hvor skal du hen, Michael? Michael: Jeg skal til klaver i K3. Helga prøver at "fjernstyre" ham med myndig røst. Da det ikke lykkes, fører hun ham hen til K3: Her er døren, nu kan du gå ind!
Michael: Nåh - det er nu først på onsdag!
Min mand havde naturhistorie i sin egen klasse. Kaj Møller havde svært ved at kende de udstoppede dyr fra hinanden. Til eksamen satte Åge en udstoppet ræv foran Kaj.
Kaj føler hen over ræven fra snude til halespids: Det er en ræv!
Åge glad: Hvordan kan du se, at det er en ræv?
Kaj - sindigt : Jo, jeg kan huske, at du sagde, at den der havde møl halen, var en ræv.
Velkommen til Blindehistorisk Selskab.