Afsløring af en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb i særforsorgen

 

Af Ove Gibskov

Efter aftale med Ask Abildgaard skriver jeg her om den højtidelighed, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil 20. november afslørede en sten til minde om dem, der blev udsat for svigt og overgreb, mens de var anbragt under sær- og åndssvageforsorgen. Begivenheden fandt sted på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, og det var ministeren, som havde taget initiativ til, at der skulle rejses en sten netop der.

Arrangementet blev indledt med, at museets leder, Sarah Smed, bad forsamlingen om at holde et minuts stilhed, hvorefter Pernille Rosenkrantz-Theil bl.a. sagde:

” Det er vigtigt, at vi mindes det, der er sket, og ikke glemmer de historier, som blev beskrevet med den store rapport, der kom blandt andet her fra Forsorgsmuseet… Nogle af jer har levet hele livet med ar på sjælen for de svigt og overgreb, I var udsat for. Derfor er det også på sin plads, at staten omsider undskyldte og erkendte sit ansvar.

Som en af de tidligere anbragte sagde, så kan skuldrene sænkes… Livet var præget af vilkårlig vold, af overgreb, af tvangssterilisationer og af ufrihed. Vi er nået rigtig langt siden de forhold, men jeg tror også, at det er tydeligt for enhver, der følger social- og handicapområdet, at vi slet ikke er nået så langt, som vi gerne ville i udviklingen af vores velfærdssamfund i forhold til borgere, der er afhængige af hjælp og støtte… Så der ligger en stor opgave foran os, men med undskyldningen lukker vi et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Og lad det blive startpunktet for udviklingen af et velfærdssamfund, som vi kan være bekendt på de her områder.

I forlængelse af den undskyldning rejser vi i dag en mindesten her ved Forsorgsmuseet i Svendborg. Den skal netop minde os om et af de mørke kapitler i vores historie, som mange nok har forsøgt at glemme, fortrænge og gemme væk”.

Mindestenen er 140 cm høj og 80 cm bred. Den er forsynet med en metalplade, hvor der står: ”Til minde om de børn, unge og voksne, der blev udsat for svigt og overgreb under deres anbringelse i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980.

Hvad der overgik disse mennesker, skal vi aldrig glemme.

Rejst af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz Theil på vegne af regeringen i 2023”.

Museet havde engageret en violinist, som efter afsløringen af stenen spillede to eftertænksomme stykker. Blandt de ca. 35, som deltog, var Svendborgs borgmester, repræsentanter for pressen og ansatte i ministeriet og på museet. Men fra selve målgruppen var vi kun fem tilstede – nemlig, en døv, en blind, en svagsynet samt de to eneste kvinder af dem, der blev anbragt på Sprogø, som stadig lever. Jeg talte med flere, som gav udtryk for, at det ret beskedne fremmøde nok skyldtes tidspunktet for arrangementet, der allerede fandt sted 9.45 og kun var berammet til at vare tre kvarter. Sarah Smed tilbød dog derefter at give en rundvisning på museet, som er indrettet på landets længst eksisterende fattiggård. Under denne rundvisning blev der også stillet adskillige spørgsmål til de to Sprogøkvinder, som begge er over 90 år. De fortalte engageret om forskellige oplevelser både på Sprogø, og hvor de ellers havde været anbragt. Og det blev heldigvis videooptaget.

Når jeg deltog i denne begivenhed, hænger det bl.a. sammen med, at jeg for DBS har været med i en gruppe, der har fulgt hele processen med den omfattende udredning. Og selv om mange af de tidligere anbragte jo desværre ikke var med til denne markering, oplevede jeg den som en fin og væsentlig afslutning på et langt og til tider uskønt forløb, som jeg tidligere har skrevet om – bl.a. her i bladet.

Ovenstående artikel har været bragt i Dansk Blindesamfunds Medlemsblad nr. 16 2023.