Kategori: arkiv: Refsnæsskolen

"Refsnæsminder" Af Laus Klüwer - skrevet oktober 2014.

Forhistorie: Jeg blev født i et fattigt men trygt hjem i 1948. Mine forældre drev en fugle- og akvariehandel, far var desuden biologisk konservator, han udstoppede dyr. Deraf kom den virus som tog mit syn. Jeg blev indlagt i en alder af 1 1/2 år i 14 dage på Militærhospitalet i Århus. Ingen besøg. Efterfølgende havde jeg utroligt svært ved at være væk fra mine forældre. Det første besøg på Refsnæs fandt sted, da jeg var 3 år. Det endte i gråd og tænders gnidsel, da jeg var efterladt på børnehjemmet, mens mine forældre var til en samtale. Mine Forældre forsøgte at få mig i børnehave der hjemme, så jeg kunne vænne mig til at være sammen med andre børn. Det kunne ikke lade sig gøre. Jeg var enebarn, til min lillebror blev født da jeg var 4 år. Ellers var jeg ikke vant til børn på min egen alder, men havde god voksenkontakt. Både familie og øvrige omgivelser viste både forståelse og var villige til at vise og forklare ting for mig.

Min skolegang begyndte 3. august 1955 på Refsnæs efter loven. Blinde børn skulle undervises på et blindeinstitut, i realiteten det kgl. blindeinstitut på Refsnæs. Jeg havde glædet mig, det var jo nyt og spændende. Mor havde læst op for mig, hvad jeg skulle have med af tøj bl.a. et rigtigt sæt tøj, mit første jakkesæt samt 6 lommetørklæder, resten har jeg glemt. Jeg husker dog, at det var dyrt.

Vi ankom til Kalundborg den 30. om aftenen efter en lang rejse. Der var langt fra Fredericia dengang. Næste dag fik vi en venlig modtagelse på Refsnæs. Mine forældre var til stede indtil om aftenen hvor de pludselig var væk, uden at sige farvel til mig, efter råd fra personalet. Jeg blev dybt chokeret, og græd som pisket. Det blev den første nat, hvor jeg græd mig i søvn, men det blev ikke sidste gang. De næste dage står for mig som i en tåge. Jeg husker dog, at jeg tænkte, at det måtte være nogle forfærdelige børn, som skulle tales så hårdt til. Selv blev jeg talt venligt til i 2 dage, den tredje gik sandheden op for mig, sådan blev der talt til alle børn. kom så i gang! spis så op! se så at blive færdig! osv.

Det blev hurtigt hverdag. Refsnæs bestod af Øst- og Vestskolen. På Øst boede alle pigerne, og de små drenge, dvs. indtil 4. klasse. På Vestskolen boede de store drenge fra 10 til 14 år. Skolebygningen med klasseværelser, gymnastiksal og svømmehal, faktisk 2 gymnastiksale pigernes og drengenes. Ved festlige lejligheder kunne de slås sammen ved at skyde en væg til side, som gik på ruller hen ad en skinne. Den var så tyk, at man kunne gå ind i mellemrummet, hvor den skulle være, når begge gymnastiksale blev slået sammen. Mere herom senere. Desuden var der et børnehjem, hvor børn kunne være, fra de var 14 dage gamle. Værnehjemmet hvor nogle voksne kvinder boede, som måske havde svært ved at klare sig selv. De kaldtes aldrig andet end værnekonerne.

Længere henne ad Kystvejen lå Kærhus. Et meget skræmmende sted, hvor nogle børn, som enten var meget syge eller måske mindre begavede, blev opbevaret. Kærhus var en mindre afdeling med 10 til 20 børn. En ofte gentaget trussel var, at hvis vi ikke tog os sammen kom vi på Kærhus.

Hvis vi blev syge, blev vi indlagt på sygeafdelingen. Her herskede sygeplejersken frk. Jakobsen. En lidt spøjs type. Foruden frk. Jakobsen var der fru Pedersen, som var gift med pedellen. Hun var et elskeligt menneske, som vi alle holdt af. Jeg blev indlagt adskillige gange det første år med forkølelse. Jeg var dog ikke mere syg, end at jeg kunne nyde freden og den gode behandling Vi kunne oven i købet, ved hjælp af hovedtelefoner, høre radio, hvis frk. Jakobsen altså havde tændt sin radio. Det var vist under en mæslingeepidemi, at vi var rigtig mange indlagte, og fandt ud af, at hvis vi talte, råbte i den ene øreklap på een stue, kunne det faktisk høres i hovedtelefonerne på de andre stuer. Det gik den eftermiddag så med, indtil Frk. Jakobsen hørte det i sin højttaler. Så blev der godt nok ballade. Når vi var indlagte, holdtes der styr på vores kropsfunktioner. Havde vi et stort ærinde på toilettet, måtte vi ikke trække ned. Efterfølgende stod frk. Jakobsen så på gangen og råbte "hvem har lavet"! Når vi så gik til bekendelse, blev det ført til protokols, intet blev overladt til tilfældet. Skulle vi have medicin eller have dryppet øjne, skulle vi møde på medicinstuen. Der var medicinstue morgen, middag og aften inden aftensmaden. Jeg husker endnu, hvordan vi stod i flok og rad og ventede på, at det blev vores tur. Til at hjælpe på medicinstuen var der et par af de store piger, de såkaldte medicinpiger. Et særligt indslag var de børn, som skulle dryppes med noget, der hed Pilokopin. Det fandtes i forskellige opløsninger som for 2 eller 4 %. Når frk. Jakobsen så råbte 2 %! skulle de pågældende så træde et skridt frem, hvorefter de blev dryppet, hvorefter det lød, 4 %, hvorefter det gentog sig. Man ventede nærmest, at de så fik lov til at stå rør.

I det første år på Refsnæs, trivedes jeg så dårligt, at jeg vist var ved at ende i en slags psykose. Jeg flygtede vel nærmest fra hverdagen, og fungerede langsommere og langsommere både i skolen og i hverdagen, hvad enten det gjaldt at spise eller få tøj på om morgenen. De gentagne trusler om Kærhus hjalp absolut heller ikke. Morgenerne på Refsnæs var svære at klare. Vi blev vækket kl. 7.00. Måtte vaske os i koldt vand, klæde os på, og så var det tid til morgenmaden. Jeg var som barn tynd og splejset, nærmest et lille skravl, det ses ikke i dag, og derfor var jeg de første år nærmest på en slags fedekur. Det indebar, at jeg fik et æg hver aften, fint nok. Men til gengæld skulle jeg spise en portion øllebrød med klumper og det hele hver morgen. Desuden fik vi et kvart stykke brød med leverpostej og 1/2 stykke sigtebrød med marmelade. Det kunne jeg slet ikke klare, så det endte med, at jeg kastede op i tallerkenen hver dag. Så var jeg naturligvis stædig, og en af assistenterne havde sin daglige fornøjelse af at tage skeen ud af hånden på mig, og proppe det hele ind igen. Da jeg mange år senere mødte en pige, som havde gået i klassen over mig, var hendes første spørgsmål til mig, om det ikke var mig der kastede op hver morgen. Da jeg kom hjem på ferie, prøvede jeg naturligvis at fortælle mine forældre om det, men de troede mig ikke. Hvem ville også tro på sådan en røverhistorie. De mente, det var noget, jeg fandt på for at undgå at skulle tilbage igen. Men da jeg i en ferie fik ondt i halsen og mor skulle se mig i halsen, kunne hun jo se mærkerne efter skeen, og så skete der ting og sager. Pludselig måtte jeg selv bestemme, hvad jeg ville spise og hvor meget. Vi kunne vælge mellem havregryn med mælk, havregrød eller altså øllebrød.

Personalet var et kapitel for sig. Udover lærerne var der på Østskolen en afdelingsleder kaldet plejemor, 2 assistenter samt diverse barnepiger. Så var der naturligvis køkken– og stuepiger, som ikke betød så meget for os børn. De var absolut nederst i hakkeordenen. Over hele skolen regerede forstanderen Poul Petersen, som var et ordentligt menneske men ingen karismatisk leder. I min tid på Østskolen var frk. Zwicky afdelingsleder "plejemor" og Inga Bloch var første assistent. Hun skulle være fradømt retten til at omgås børn! Hun var vel nærmest en art sadist, ondskabsfuld var hun i hvert fald. Utroligt hvor meget skade et enkelt menneske kan volde et barn. Den anden assistent hed fru Thomsen. Der forelå ikke noget om en hr. Thomsen, det kan jeg godt forstå. De to regerede med hård hånd over os børn. Det varede ikke længe før jeg, for første gang, i spisestuen hørte ordren: "Tag brillerne af!" og slask, faldt der en kontant lussing. Brillerne som kostede penge måtte jo ikke komme noget til.

Midt i elendigheden det første år, kom der dog et lyspunkt, nemlig en ny barnepige. Hun var datter af en af lærerne, og hed Lotte Neergaard. Hun kom lynhurtigt til at betyde meget for os, og ikke mindst for mig. Tænk sig, hun holdt faktisk af børn! Hun var kun 18 år gammel og havde vel ingen uddannelse, men hvor var hun god til at omgås børn. Til trods for sin unge alder og venlige, for ikke at sige kærlige væsen, havde hun aldrig problemer med disciplinen. Vi respekterede hende langt højere end alle de andre voksne. Jeg har tit tænkt på, hvad der mon er blevet af hende. Jeg håber det er gået hende godt Det har hun i allerhøjeste grad fortjent. Hun har en stor del af æren for at jeg ikke gik helt til fra starten.

Da der var gået et år på den måde, var jeg nærmest gået i stå. Jeg glemmer aldrig en morgen i min første sommerferie. Far havde kaldt på mig, men efter 1/2 time havde jeg endnu ikke fået alt tøjet på. Far spurgte mig hvorfor, og jeg fortalte, at jeg var så bange for at bliver sendt på Kærhus. Far blev meget opbragt og lovede mig, at det aldrig ville ske, det ville han aldrig tillade. Jeg følte en stor vægt blive lettet fra mine skuldre, og fra da af gik det langsomt fremad.

Ferierne var naturligvis de helt store højdepunkter. Vi kom hjem 4 gange om året, efterårsferie, juleferie, påskeferie og sommerferie. I de første år på Refsnæs havde jeg det så dårligt, at jeg ville adskille ferierne totalt fra tiden på Refsnæs. Jeg ville ikke tale om Refsnæs, ikke høre musik, som jeg først havde hørt på Refsnæs og jeg blev meget fortørnet, da en skolekammerat fra en af de højere klasser, sammen med sine forældre kom på besøg i en sommerferie. Der skulle være vandtætte skodder imellem. Den sidste dag i ferien var ganske forfærdelig. Nu kunne jeg ikke længere skjule for mig selv, at ferien var slut. Mine forældre vidste godt, hvordan det var fat, og prøvede at mildne det på alle måder. Jeg har bestemt fået mine livretter til middag osv., men jo kærligere de var, jo forfærdeligere fik jeg det. Selve rejsedagen var forfærdelig ud over alle grænser det gør næsten ondt at genkalde mig det. Jeg fattede simpelthen ikke, at verden bare gik videre, der var kunder i butikken som sædvanligt, der kørte biler ude på gaden også som sædvanligt, musikken i radioen var den samme som altid osv. Jeg håbede til det sidste på en eller anden katastrofe, så jeg kunne blive hjemme, men forgæves. Vi kørte i taxa til banegården. Vognmanden vidste også godt, at det ikke lige var min dag. Han kørte altid selv, kom i sin nyeste bil, og prøvede at fortælle mig om den. Hvor har jeg dog mødt megen venlighed. Turen kostede dengang den fyrstelige sum af 3,65 Kr. Far betalte med en 5-kronesedel, fik penge tilbage, og så fik jeg sedlen. Jeg glemmer det aldrig. Rejsen tilbage til Refsnæs var aldeles rædselsfuld. Hvordan jeg skulle holde ud til næste ferie var ganske enkelt umuligt at forstå. Til gengæld var dagen før en ferie helt i top. Vi var nærmest euforiske. Sådan oplevede jeg det i det mindste. Senere har jeg forstået, at ikke alle var lige så glade som jeg. Husk at børn kunne være på børnehjemmet fra de var 14 dage gamle. Så var der jo kun lidt eller ingen kontakt til deres forældre. Der blev vist ikke gjort mange forsøg på at undervise os den dag. Vi havde andet i hovedet, i morgen skal vi hjem!! Jeg tror det var til påske 1956, der var Suez-krise og på grund af brandstofmangel fik vi en dag til morgensang at vide, at vi blev sendt hjem en dag tidligere. Jublen var endeløs! Der var en helt særlig stemning sådan en dag. Jeg tror vi fik længere snor end sædvanligt. I dag ville man nok sige at vi var udenfor pædagogisk rækkevidde. Jamen hvad kunne de gøre os, vi skulle jo hjem i morgen.

Og så kom selve rejsedagen. Vi blev sendt af sted i 3 hold, mod København, mod Århus og videre op i Jylland og så os som skulle til Fyn og det øvrige Jylland. Sikken en dag! Den kunne man leve længe på. Vi havde en reserveret vogn i toget, og blev endda rangeret ombord på storebæltsfærgen. Hvilken luksus! Men hvor var den rejse dog lang!

Senere har mine forældre fortalt om den bekymring, de havde angående misundelse hos mine yngre brødre. Min ældste lillebror blev født i 1952 og den yngste i 1956. Det var jo nok sådan at alt det spændende såsom familiebesøg osv. Foregik, når jeg var hjemme. Det gik nu fint nok. Vi var jo oppe at toppes ind imellem som alle andre unger, men vi havde bestemt også mange gode stunder. Min ældste lillebror Ole læste bl.a. Zarens kurer for mig. Senest var det Carsten som læste Asterix, så vi var ved at dø af grin. Der kunne NOTA lære noget.

Mit første skoleår var som sagt ikke nogen succes. Udover de almindelige skolefag, havde vi noget, som blev kaldt praktiske øvelser. Her skulle vi lære forskellige ting, såsom at sætte snørebånd i og binde sløjfer. Vi fik også et fag kaldet anskuelse. Det gik ud på at få en fornemmelse af, hvordan forskellige ting så ud. Jeg husker, at vi så en model af en landsbykirke, og Kalundborg kirke med de 5 tårne. Senere lærte vi bl.a. om en smedje, en mølle osv. Det var faktisk rigtig vigtigt for os, som var født blinde. Det gav os et godt begreb om, hvordan forskellige ting så ud, som var for store til at vi kunne overskue dem.

I naturhistorie havde vi udstoppede dyr. Der var endda et rigtigt menneskeskelet. I de første år stod det opstillet i sangsalen som det hed, hvor vi også havde morgensang. Senere kom der et fint skab, det kunne stå i. I sangsalen stod også løven. Det var faktisk en fuldvoksen udstoppet løve, som også blev brugt i naturhistorie. Mange brugte den til at ride på, hvilket forargede mig, jeg vidste jo alt om at omgås udstoppede dyr.

Vi skulle jo lære at læse og regne. Det foregik på punktskrift, som blev vores naturlige skriftsprog. Vi brugte nogle blyklodser som skulle vendes rigtigt og anbringes i en tavle, som var en slags kasse med en form for rist som skulle holde styr på klodserne. Jeg blev aldrig god til de klodser. Punktskrift bestod dengang af 6 prikker som giver 63 variationsmuligheder. Først skulle vi lære bogstaverne fra a til j, hvorefter de næste 10 bogstaver er de samme, her er der så sat en prik til nedenunder. Vi havde også en klods med 6 trækugler som kunne fjernes eller placeres efter behov, så vi kunne se, hvordan de enkelte bogstaver så ud. Tallene bestod af de samme tegn som bogstaverne fra a til j, bare med et taltegn foran. Her brugte vi også nogle gamle blyklodser og en lignende tavle. Det blev jeg heller aldrig god til. Jeg sad tit og faldt i staver i regnetimerne, hvorefter vores "gamle" tykke regnelærerinde frk. Kjellerup råbte "Laus du skal regne"! Gud hvor var det kedeligt. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at lære at læse. Jeg blev faktisk meget glad for det. Allerede dengang blev bøger en stor del af mit liv. Jeg husker især en forfatter Niels K. Kristensen, som skrev nogle meget spændende bøger bl.a. fra de slesvigske krige.

På Refsnæs var der et bibliotek, hvor vi en aften om ugen, kunne låne et bind på punktskrift. Det forslog hverken helt eller halvt. Det var hr. Ellebæk, som også var vores klasselærer, som stod for biblioteket. Jeg har mange gange næsten plaget livet af ham for at få bare lige et bind mere i løbet af ugen. Jeg var faktisk meget vedholdende. Ellebæk, som vi alle holdt af, trods hans undertiden voldsomme temperament, var naturligvis glad for min interesse. På den anden side kunne han jo ikke gøre forskel. Det endte med, at han forklarede mig det, samtidig med at han viste mig hvor nøglen til biblioteket hang. Jeg fik dog strenge ordre til kun at liste mig derind alene, og jeg måtte ikke gå ind i det inderste rum, hvor der stod film– og lysbilledfremviser. Fint med mig, jeg kom fra da af troligt hver biblioteksaften og fik mit reglementerede bind, og supplerede så op efter behov resten af ugen. Og så læste jeg ellers af hjertens lyst.

Ellebæk var også den der stod for skolehaverne, som mange var glade for. Det var et stykke jord, som var opdelt i et antal bede, som eleverne så, under Ellebæks kyndige ledelse, selv dyrkede. Græskar og rødbeder blev dyrket og senere syltet af frk. Brygger, som stod for skolekøkkenet. Ærter og radiser osv. blev naturligvis også dyrket.

Som klasselærer brugte Ellebæk båndoptageren i undervisningen. Der blev købt 2 drabelige Eltra båndoptagere, samt installeret et radioanlæg i skolebygningen, med en højttaler i hver klasse. De enkelte lærere kunne så bestille optagelser af forskellige programmer i skoleradioen, som hr. Ditmann så optog. Disse kunne så afspilles via højttaleren i klassen. Men man kunne også selv optage. Vi læste f.eks. H. C. Andersens Svinedrengen, som så blev optaget.

Den sjoveste og mest dramatiske optagelse blev dog foretaget dagen før en juleferie. Det var skik at de enkelte klasser holdt julestue, og klasselærerne hyggede så om os. Udover hvad vi fik af slik osv., husker jeg, at Ellebæk læste højt for os. En af mine klassekammerater, Anne-Grethe, var blevet syg, og var blevet hjemme hos sine forældre, og for at hun ikke skulle gå glip af det hele, blev hele seancen optaget på bånd. Vi havde en adventskrans i klassen og alle lys var naturligvis tændt. Pludselig gik der ild i båndene som den hang i, og den faldt ned i hovedet på Inge, og der var ved at gå ild i hestehalen. Ellebæk fo'r op midt i en sætning og råbte højt at der var gået ild i Inges hår, det blev dog slukket før der skete noget alvorligt. Inge blev senere kredsformand i Århus. Ingen tvivl om at Ellebæk blev forskrækket. Det var en mindeværdig optagelse, og vi hørte episoden adskillige gange. En fast tradition ved juletid var pebernøddedagen. Den dag lavede vi alle et kræmmerhus af punktpapir. Det kunne blive ganske stort, hvorefter vi i flok og rad gik over i det store køkken hvor pebernøddesangen blev afsunget. Så fik vi pebernødder i kræmmerhusene, rigtig mange som jeg husker det. Ethvert afbræk i en kedelig hverdag var jo kærkomment. Ellebæk var også ejer af en Ford A, da vi gik i de mindre klasser, og vi kunne faktisk være i den alle 6 i klassen. På den måde kunne vi besøge en keramikfabrik og flere andre virksomheder. Senere blev den erstattet af en mindre Renault Dauphine. Så måtte vi deles op, men jeg husker dog, at vi besøgte Tersløsegård, hvor Holberg som bekendt har boet.

Som tiden gik, rykkede vi op i klasserne, og da jeg kom i 4. klasse skulle jeg over og bo på Vestskolen. Her havde vi det lidt friere, og jeg trivedes meget bedre. Det er nok derfor, mine erindringer bliver tydeligere fra den tid.

I det meste af min tid på vest, regerede frk. Høtoft som afdelingsleder. Jeg har aldrig hørt nogen kalde hende plejemor, men hun var nu ellers rigtig sød. Det har ikke været let at holde styr på os store knægte. Slet ikke aftenen før en sommerferie. Jeg stod efter aftensmaden i stengangen, som kældergangen hed udenfor spisestuen, da Høtoft kom gående forbi, som sædvanlig, efter vores mening, duftende lidt rigelig af parfume. Jeg stod i mine egne tanker "Hurra i morgen skal vi hjem" osv. og mumlede, nærmest pr. refleks stinkdyr. Hvorefter hun vendte sig og ophidset spurgte mig "hvad sagde du" Husk det var dagen før sommerferien, så jeg svarede frejdigt, at det egentlig ikke var min mening, at alle og enhver skulle høre det, men hvis det var sådan, hun ville have det, så sagde jeg altså stinkdyr. Jeg kunne godt tale højt, hvis det skulle være. Så blev hun sur! og smed mig udenfor. Jamen hvad var problemet? En lun sommeraften i juni, og så skulle vi jo altså hjem i morgen? Nå men jeg skred ud af den forbudte hoveddør, men den var jo nærmest, og satte mig på siddegyngen, hvor man kunne sidde og gynge og snakke, hvis man var flere. Denne gang var jeg alene og sad og nød den lune sommeraften. Det var skik dengang, at der blev holdt lidt afslutning den aften, med kaffe og bankospil osv., hyggeligt nok. Da tiden kom, blev jeg dog siddende. Var jeg smidt ud eller hvad? Høtoft sendte en af assistenterne ud efter mig, men jeg holdt mig til at Høtoft havde smidt mig ud. Ville hun have mig ind igen, måtte hun selv komme og hente mig, og det måtte hun så til sidst, hvem vandt! Men det var nu næsten synd, som sagt var hun bestemt god nok.

Udover Høtoft, kom en Lillian Krogh Jørgensen som assistent. Hende kom vi også til at holde meget af. Under et højskoleophold havde hun mødt sin forlovede Mads Finn, hvis forældre drev en gård på den anden side af Kalundborg. Mange lørdag eftermiddage samlede Frk. Krogh, en del af os. Så gik vi ind til Kalundborg, hvor vi mødte Mads Finn eller en af hans forældre, som var tilsagt med bilen, hvorefter vi kørte resten af vejen til deres gård, hvor vi så blev sluppet løs. Vidunderlige dage, hvor vi stiftede bekendtskab med dyrene, traktoren osv. Mads Finn blev en gang sat til at køre en tur med Børge Hest og mig i sidevognen på Nimbussen. Ingen tvivl om at han holdt meget af sin Lillian. De blev da også gift til sidst, og en tid kom frk. Krogh kørende på Nimbussen i flyverdragt og det hele, når hun skulle på arbejde, men en dag gav hun os den sørgelige meddelelse, at hun rejste. Det måtte jo komme, men hvor var vi kede af det. Men hun var jo altså blevet gravid, og dengang var der ingen barselsorlov. Hun vendte senere tilbage og blev en slags rådgiver for integrerede børnehavebørn, så hun gik ikke helt til spilde. Mads Finn blev afdelingsleder på vest, men det var efter min tid.

Efter frk. Krogh kom Dagny Olesen. Det har ikke været let at følge efter Lillian, men jeg blev også glad for hende. Til al overflod kom også en frk. Kammer, hun var fra Århusegnen med dialekt og det hele, så hende tog vi vist ikke så alvorligt, selvom hun ikke har gjort nogen noget. Dagny blev senere afdelingsleder og mobilitylærer på instituttet på Rymarksvej. Jeg fik mange kopper kaffe hos hende dengang. Der var altid en voksen til stede for at holde øje med os. Vi var selvfølgelig lede ved altid, at skulle gøre rede for vores gøren og laden, men de havde jo ansvar for os, og engang, før min tid, var der faktisk en, der druknede i fjorden. En af lærerne havde "inspektion" på vest hver aften. Så blev der tit læst højt for os. Ingen kan glemme hr. Neergaards oplæsning af Melvilles Moby Dick eller hr. Emborg som læste Walter Scot' Helvedeshunden.

Det var først på vest, at jeg for alvor fik venner på Refsnæs. Jeg har aldrig været god til de større kliker med deres intriger. Det gad jeg simpelthen ikke. Per Jørgensen og jeg mødtes i vores fælles sorg efter en ferie. Det var sådan, at det var svært at finde et sted, hvor man kunne være sig selv. Udover skoletiden var der de store opholds- eller legestuer, og om natten lå vi mange sammen på store sovesale. Per og jeg mødtes i lille klaverstue, hvor der lige var plads til klaveret og et par stole. Her havde jeg ofte held til at få lidt kvalitetstid for mig selv, men altså ikke denne gang. Vi faldt dog i snak, og det viste sig, at vi havde mange tanker til fælles. Ingen af os var særlig fysisk aktive, men holdt meget af at tænke over tingene. I resten af min tid på Refsnæs var vi uadskillelige og brugte mange, mange timer på at snakke om alt muligt. Det var Per som anbefalede mig at læse Gustav Wieds Livsens ondskab. Det var en pine, som 13-årig at læse om ædedolkenes klub. Jeg var altid sulten. Per kom fra København og kom hjem i weekenderne, hvilket jeg var lidt misundelig over, men jeg var faktisk med ham hjemme flere gange og blev venligt modtaget i hans forældres hjem på Nørrebro. Sikke weekender vi så havde! Alt det kaffe vi kunne drikke, alt hvad vi kunne spise, og så havde Per en af de første B & O spolebåndoptagere, som vi brugte meget tid på at lege med. Tænk en hel weekend i et almindeligt hjem med en almindelig familie. Og så købte vi ildpastiller, som smagte af både æter og chloroform og ja, brændte som ild i munden på os. Det tænker jeg tilbage på med stor taknemmelighed. Maden på Refsnæs var lige så god, som den var tiltrængt. Jeg kunne ikke lide fisk, men da økonomaen frk. Sørensen en dag, efter kogt torsk, spurgte mig hvad jeg syntes om middagsmaden, måtte jeg jo sige, at den syntes jeg ikke om. Det blev hun ked af at høre, men da jeg sagde, at hun jo ikke kunne gøre for, at jeg ikke kunne lide fisk, var vi straks gode venner igen. Mange gange, i det store frikvarter, gik jeg over i det store køkken for at få at vide, hvad vi skulle have til middag. Jeg fik tit en frikadelle eller en skefuld budding el. lign. ved de lejligheder. Udover skolen, havde vi naturligvis en del fritid, som jo skulle bruges fornuftigt. Der var på Refsnæs dengang en æbleplantage. Jeg røber nok ikke de store hemmeligheder, når jeg fortæller at vi naturligvis gik på rov der af og til. Det gik også godt i de fleste tilfælde, men en gang imellem... Pludselig stod gartner Rasmussen foran os som skudt op af jorden, og så blev der ballade. Han kunne skælde ud! Sjovt nok fik vi lov at beholde, hvad vi havde i lommer og under bluser. Jeg har senere tænkt, at han nok tit så os, men kun en gang imellem måtte træde i karakter. Jeg har ham mistænkt for at have fået mangt et godt grin. Helt galt gik det først da vi fandt ud af at æblerne blev gemt i kasser i en stråtækt kælder. De største og saftigste lå i den nederste kasse, så jeg satte de andre til at flytte kasser så vi kunne komme til, og så kom gartner Rasmussen. Den dag fik vi en skideballe, som virkelig kom fra hjertet. Ingen tvivl om at da var vi gået over stregen. Vi blev ved med at hærge i æbleplantagen, men kælderen holdt vi os fra. Egentlig var det jo uskyldigt nok, vi skulle jo have haft de æbler alligevel, men enhver ved jo at stjålne æbler smager bedst. Rasmussen var god nok, og jeg husker ham med glæde, møgfald eller ej.

Mange af de andre elever brugte fritiden på at løbe på rulleskøjter og andre vilde gerninger. Jeg læste. Hvordan det kunne lade sig gøre at løbe på rulleskøjter som helt blind er mig stadig en gåde, men så vidt jeg husker kom ingen noget til. Rundt om skolegården var pergolaen, et halvtag som lå på runde træsøjler, som så stod hele vejen rundt, og også hen til skolebygningen. Så kunne man gå der i tørvejr. Selvom mange havde en synsrest, var der dog også mange helt blinde. De klarede sig lige så godt på rulleskøjter uden at ramme søjlerne.

Refsnæs er et sted med en dejlig natur, selvom det tit blæser en del. Luften var frisk, lidt for frisk til mig det første år. Hvis vi ikke var ude, var der på Vest mulighed for at spille skak, mølle og endda bordtennis, hvis man kunne se til det. En af lærerne hr. Ditmann organiserede årlige konkurrencer i skak, bordtennis, kuglespil og fodbold.

Så var der en opholdsstue, der hed læsestuen. Her sad bl.a. andre jeg og læste rigtig meget. Det var på den tid, jeg fik uofficiel adgang til biblioteket. Båndoptageren kom også på det tidspunkt. Det var med spolebånd, og på Vestskolen fik man en Tandberg 2, med 2 hastigheder. Vi skulle lære den at kende og faktisk have et "kørekort" til den for at få lov at låne den. Min klassekammerat Kaj Møller, fik en Philips Major med 4 spor og 3 hastigheder, kom ikke her! Et af de epokegørende forsøg vi lavede var, at optage i stereo, stereo! Det var det helt nye, så nyt at ingen af os faktisk havde kendskab til det. Men vi lavede en opstilling af begge båndoptagere, båndet løb fra den ene til den anden, og ved at optage på forskellige spor, lykkedes det os at lave vores første stereooptagelse. det var vildt! Senere købte Kaj en forlængerledning på 8 meter til mikrofonen. Det gav jo noget større bevægelsesfrihed og vi kunne gå i gang med det som skulle blive den mest dramatiske optagelse vi foretog. Som tidligere nævnt kunne skydeporten, som væggen hed, som adskilte gymnastiksalene, skydes ind i væggen. En eftermiddag fandt vi på, at den kunne køres lidt frem, så Kaj kunne gå ind i mellemrummet og trække kablet med sig, hvorefter et par af de andre så skulle rulle skydeporten ind efter ham. Når væggen så var helt inde, skulle Kaj så selv skubbe den ud igen, og til sidst klemme sig ud til vi andre. Det var Kaj selv, som havde udtænkt plottet, der var altså på ingen måde tale om tvang. Jeg skulle betjene båndoptageren, som stod på "forstærker" så vi havde kontakt med Kaj, mens han forsvandt ind i mørket med skydeporten efter sig. Da den var helt inde satte jeg den på optagelse, og vi havde ikke længere forbindelse med Kaj. Langsomt gik tiden, og langsomt, meget langsomt og i små ryk, kom skydeporten frem igen, og til sidst Kaj, heldigvis uden at være kommet noget til. Vi havde aftalt, at var han ikke kommet ud efter et kvarter, måtte vi hente hjælp og så tage skideballen. Både Kaj og vi andre var naturligvis nervøse, mens han kæmpede sig ud, hvad nu hvis kablet viklede sig om et af hjulene osv. Men alt gik jo godt og snart kunne vi, tilbage på Vest, sætte os og høre optagelsen, jeg citerer Kaj fra skydeportens mørke indre: "jeg tror sgu der er noget galt, jeg er bange for den har sat sig fast, nå, jeg prøver lige igen og sætter røven imod og trykker". Næste dag, som var en mandag, var vi endnu ikke færdige med at gå og smågrine af det. Vi spiste middagsmad sammen med lærerne, og Ellebæk spurgte hvad det var vi grinte af. Både Kaj og jeg påstod at der ikke var noget, men Ellebæk fik jo lokket historien ud af os. Det kneb for ham at holde masken, men faktisk fik han os til at tage båndet med til timen bagefter, hvor det blev afspillet under andægtig tavshed i klassen. Det viser noget om vores tillid til Ellebæk. Det lykkedes næsten for ham bagefter, meget alvorligt at forklare os, hvor farligt vi havde båret os ad, og få os til at love ikke at gentage eksperimentet, men det var en af de mere muntre dansktimer. Da vi kom i 7. klasse og jeg var 13 år, blev vi konfirmeret. Først gik vi til præst hos Pastor Norup. Det foregik på skolen, men vi blev konfirmeret i Raklev kirke, hvorefter der var konfirmationsfest for os på Refsnæs. Vores forældre var med, og den sammenlagte gymnastiksal dannede rammen. Der var også andendagsgilde dagen efter.

Og pludselig var det slut, vi skulle hjem på sommerferie og ikke tilbage på Refsnæs, men begynde i København på instituttet der, som lå på Kastelsvej, et både spændende og skræmmende perspektiv. Jeg kan huske at frk. Kammer var den sidste, som sagde farvel og på gensyn til mig. Mange tidligere elever plejede at besøge Refsnæs i en weekend, men ikke jeg. Jeg vendte mig bare om og forlod Refsnæs. Jeg har kun været der en gang siden, nemlig da der var 100 års jubilæum. Det føltes nærmest som at få uddrevet de sidste dæmoner.

BLINDEUNDERVISNINGENS HISTORIE 1784 -1985 i korte træk ERINDRINGER FRA REFSNÆSSKOLEN i sidste halvdel af 1900-tallet.

ELISE JØRGENSEN 2010

Forord I den græske mytologi idømmes Kong Sisyfos af Korint den straf, at han skal rulle en stor, rund sten op ad bjerget Olympos helt op til bjergets top. Men hver gang han næsten har nået toppen, næsten er oppe! smutter stenen fra ham og ruller helt ned til bjergets fod, og han må begynde forfra.

Et sådant sisyfos-arbejde har fremstillingen af denne beskedne beretning været for mig og for fotograferne

LONE KRÖNING MOGENSEN OG KIRSTEN ELLEBÆK

hvem jeg takker for stor og tålmodig indsats for dette projekt.

En dag udbrændte harddisken totalt, og med den manuskriptet, men det lykkedes Lone og Kirsten at rekonstruere manuskriptet. Også for dette er jeg dem begge stor tak skyldig! Jeg har måttet indse, at det nærmest er en umulighed at mixe tekst og illustrationer i et tekstbehandlingsprogram, sådan som jeg har forsøgt at gøre. Deraf er alle de endeløse vanskeligheder opstået! - og naturligvis også af min ringe indsigt i at betjene mig af computerens mange finesser.

Jyderup, 2010. Elise.

Blindeundervisningens Historie 1784 -1985 i korte træk Elise Jørgensen 2010

På Refsnæskysten -

En sommerdag i 1980'erne -

Fra venstre LARS, BRIAN, JANNICK, til højre SUSANNE siddende på hug

Refsnæsskolens sang Tekst: Jørgen Emborg. Marts 1959 Melodi: Viggo Wøhlk

På Refsnæskysten er luften karsk, og der er læ bag skolemure, når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk, og stormen blæser i lurer. I forårsnætter med fugletræk blandt blege stjerner bli'r tanken væk. Den barndomsstrand Du aldrig kan Forglemme, hvor end du færdes

Du lærte sange og eventyr; selv kunne bedre du digte. En sten, du fandt, var et elsket dyr, En ven, du aldrig turde svigte. Men ingen, ingen dig helt forstod - din vilde glæde, din trods, dit mod. Den barndomstid

*   snart hård, snart blid - du skal bestandig erindre.

Tag, nu du rejser fra dette sted, (en trækfugl vender tilbage), dets egen hilsen og ønske med ud i de ukendte dage: Om skæbnen truer med sorg og skræk, Da husk de jublende forårstræk: Hvem førte dem i mørket frem og gennem stormfulde dage.

Tirsdagstræf med førerhund

Foto: Kirsten Ellebæk d.19.11.2009

Blindeundervisningens historie i korte træk

Erindringer fra Refsnæsskolen i sidste halvdel af 1900-tallet

Juleforberedelser på Refsnæsskolen i 1950'erne og 1960'erne

Tirsdagstræf om blindeundervisning

I dag har vi fået besøg af to gæster. Kirsten Harreschou, der har haft sin barndoms skolegang på Refsnæsskolen, og som siden er uddannet til telefonist, er gift og mor til to nu voksne børn, der begge er fløjet fra reden. Og Kelly, som er en Labrador, der er uddannet som førerhund.

Jeg har haft hele mit arbejdsliv på Refsnæsskolen. Men da det er 20 år siden, jeg gik på pension, er alt hvad jeg har brugt i undervisningen af materialer og metoder og alt, hvad jeg har oplevet sammen med børnene, for længst passé. Alt på Refsnæsskolen er siden blevet digitaliseret.

Men i dag er Kirsten kommet, og hun har tilbudt at fortælle os lidt om den uddannelse, som Kelly har fået, før hun blev Kirstens hund.

Foto: Mik Holbæk Amts Vensteblad d.19.11.2009

Jeg har også bedt Kirsten om at læse lidt for os, så I kan se, hvorledes det går til.

Om Kelly har Kirsten fortalt, at Kelly er en labradortæve på 3 år. Ved udvælgelsen af hunde til oplæring som førerhunde lægges der vægt på hundens karakter, intelligens og størrelse. Oplæringen tager 5-6 måneder, i hvilken tid hunden bor hos træneren. I træningsperioden mødes hunden og dens kommende "bruger" flere gange, for at træneren kan vurdere, om hundens og dens fremtidige herres temperamenter passer sammen, hvad der er absolut nødvendigt for begge parter. Hundetræneren er ansat hos Dansk Blindesamfund, og hunden forbliver Dansk Blindesamfunds ejendom, men udlånes til brugeren, så længe den kan gøre tjeneste, indtil ca. tiårsalderen, hvorefter den pensioneres. Førerhundens opgave er at lede sin synshandicappede herre uden om forhindringer, sikkert over trafikerede veje, på opfordring finde "bænk", "dør", "trappe" o.a. En førerhund kan lære helt op til 29 "kommandoer" på menneskesprog. Den benytter også i høj grad herrens kropssprog og tonefald.

Forbipasserende eller tilstedeværende må aldrig distrahere en førerhund "i arbejde"! Den behøver hele sin koncentration til sit arbejde.

En lille oplevelse med en førerhund

Min jævnaldrende veninde Else, der bor i Sverige, inviterede mig med til et møde i Växjö. Mødet begyndte i Domkirken med morgenkaffe og ostefrallor (osteboller) i selve kirkerummet. Efter en kort andagt blev vi kørt til Växjös nye koncerthus i en nyere del af byen, som hverken Else eller jeg kendte. Koncerthuset er rundt med den cirkelrunde koncertsal i midten og aulaen som en ring uden om koncertsalen. I koncertsalen fik vi i løbet af dagen fire foredrag, afbrudt af middag og kaffe med kager i aulaen. Efter at det hele var slut, stod Else og jeg ude på fortovet og spekulerede på, om vi skulle gå til højre eller venstre for at finde tilbage til Domkirken, hvor Else om morgenen havde parkeret sin bil. Vi stod på fortovet ved siden af hinanden med ansigtet mod kørebanen. Bag os løb en grøft, parallelt med fortovet, langs grøften en græsrabat, bag græsset de nybyggede huse. Da kom hen ad fortovet imod os i rask trav en mand med sin førerhund. For ikke at bringe hunden ud af dens bane, trådte Else og jeg et stort skridt bagud - og faldt begge baglæns ned i grøften! Manden, der troede, at vi var blevet bange for hunden, sagde, idet han passerede os: "Hon är så sneil!". (Hun er så rar!) Da Else og jeg omsider var kommet op af grøften, så vi manden og hunden langt nede ad gaden, i færd med at krydse den næste gade. Hunden havde overhovedet ikke ladet sig anfægte af de to gamle koner, der lå og rullede rundt i grøften! SE, det var en Rigtig førerhund!

Jeg vil sige ganske lidt om handicaps.

Uanset hvilket handicap et menneske får i livet, vil et handicap altid medføre tab af noget værdifuldt for dette menneske. Hvis det drejer sig om et synshandicap, vil jeg tro, at det, man først og alvorligst savner, er muligheden for at bevæge sig frit.

Det umiddelbare hjælpemiddel er en stok. I 1950'erne udviklede man i USA en speciel blindestok og en speciel teknik i brugen af denne. Blindestokken er hvid og afløste i Danmark det hidtil brugte symbol på syns eller hørehandicap, nemlig det gule armbind med tre sorte cirkelrunde pletter. Den hvide stok blev straks det enerådende symbol på blindhed. Den er samtidig et nyttigt hjælpemiddel. Ca. 10 cm længere end en almindelig spadserestok kan den svinges rytmisk fra side til side umiddelbart foran den gåendes fødder og således advare om forhindringer: trapper op eller ned. Et andet meget vigtigt område, som et synstab vil gribe ind i, er muligheden for at skaffe sig viden og uddannelse gennem læsning.

Menneskeheden har kunnet læse og skrive siden 4000 år før vor tidsregning. Men ingen skrift, som kunne læses med fingrene, blev opfundet før i begyndelsen af 1800-tallet.

Før den opfindelse blev gjort, var næsten alle blinde henvist til at tigge.

Foto, Mik, Holbæk Amts Venstreblad. 19. nov. 2009.

Valentin Haüy 1745 - 1822 Grundlagde de første skoler for blinde Og helligede sig deres elevers uddannelse.

Louis Braille, 1809 - 1852 punktskriftens skaber, skriftsproget for verdens blinde.

VALENTIN HAÜY 1745 -1822

I Paris levede i sidste halvdel af 1700-tallet en mand ved navn Valentin Haüy (udtalt a-y-i). Haüy var oversætter i udenrigsministeriet. Det var i oplysningstiden, hvor man bl.a. tænkte på, at alle mennesker burde gøres til nyttige samfundsborgere. Haüy traf en trup fattige, blinde gademusikanter. Han fattede interesse for dem og tænkte på, om det dog ikke skulle være muligt at bibringe disse mennesker kundskaber, så de kunne skabe sig en bedre tilværelse. Men der skulle gå ti år, før Haüy fik lejlighed til at gå videre med den tanke.

I 1784 kom den østrigske, blinde pianist Maria Theresia von Paradis til Paris for at give koncerter. Haüy opsøgte hende siden, og hun viste ham, at hun havde lært at læse og skrive ved hjælp af løse bogstaver skåret ud i træ. Hun havde også landkort, hvor byer, bjerge og floder var markeret følbart.

Haüy begyndte da at undervise en ung blind tiggerdreng mundtligt i almindelige skolefag, suppleret med musik. Resultaterne var så fremragende, at et filantropisk selskab i Paris hjalp Haüy med at oprette en skole for foreløbig 12 fattige blinde børn. Undervisningen bestod foruden af mundtlig fortælling og musik også af flere forskellige slags håndarbejder. En dag opdagede Haüys første elev, at han bag på et beskrevet ark papir kunne føle de skrevne bogstaver. Han kunne genkende alle o'erne.

Dette gav Haüy en epokegørende idé!

Bogtrykkerkunsten var opfundet af Guthenberg før 1450. Haüy anskaffede bogtrykker-blytyper, som han pressede ned i fugtigt karton, hvorved aftrykket kunne føles og læses med fingrene på bagsiden af arket. Typerne som Haüy valgte, var det latinske alfabets store og små bogstaver.

Ved brug af spejlvendte typer fik han retvendte bogstaver på bagsiden. Haüy kunne nu undervise sine elever i at læse, selv om bogstaverne var vanskelige at tyde med fingrene, og læseprocessen derfor langsom. Sådanne ophøjede bogstaver kaldes reliefbogstaver.

Haüys skole voksede, men under de urolige tider under Napoleon måtte Haüy trække sig tilbage. Han blev kaldt til Sankt Petersborg, hvor han oprettede et blindeinstitut. Undervejs oprettede han også et blindeinstitut i Berlin.

Valentin Haüy og hans første elev, den blinde tiggerdreng, der læser i en bog trykt med reliefbogstaver. Statuen står foran Paris' blindeinstitut "Institut National des Jeunes Aveugles" på Boulevard des Invalides. Foto,Elise 1998.

Miniature på elfenben af Lucienne Filippi. Foto:André Louis

.

"Blindehistorisk Museums Venner" ved huset i Coupvray, hvori Louis Braille blev født og voksede op, og hvortil han livet igennem vendte tilbage i alle ferier og i sine hyppige sygdomsperioder. Foto: Elise 1998.

”Braille-slægten har udført saddelmagerhåndværket i Coupvray gennem mere end et århundrede, idet traditionen er videreført fra far til søn. Den første Simon Braille - Louis Brailles farfar -ankom til Coupvray henimod år 1740 og efterfulgte her sin svigerfar, Saddelmager Auville, der havde etableret sig her allerede i 1600tallet” (Beretning, opsat på væggen i saddelmagerværkstedet.)

Inventor of the raised dots alphabet for the blind. Born in Coupvray on 4th January 1809 He opened the doors of knowledge to those who cannot see.

Marmorplade i muren på huset i Coupvay. Indskriften på fransk og engelsk lyder i oversættelse:

I DETTE HUS BLEV FØDT DEN 4. JANUAR 1809 LOUIS BRAILLE OPFINDER AF SKRIFTEN AF OPHØJEDE PUNKTER FOR BLINDE

HAN HAR ÅBNET DØRENE TIL VIDEN FOR ALLE DEM SOM IKKE KAN SE

Jørgen Clausen, elev på blindeinstituttet I København, ved værkstedsbordet hvor ulykken skete i 1812. Foto: Elise Jørgensen 1998

Ca. 100 km syd for Paris ligger landsbyen Coupvray. Her boede i begyndelsen af 1800-tallet en saddelmager, Simon-René Braille, med sin kone Monique og deres fire børn. Rytteriet var en væsentlig del af den franske hær. Og saddelmagerhåndværket var gået i arv i familien i tre generationer. Saddelmagerværkstedet ligger i husets nederste etage, hvor man går lige ind fra landsbygaden. Familien boede i etagen ovenover. Terrænet er så kuperet, at man fra opholdsrummet på l. sal går lige ud i familiens have.

I 1812 indtraf en meget alvorlig ulykke. Børnene var vant til at se deres far arbejde med læderet. Men denne dag ville den tre-årige Louis selv prøve. Han havde nu en højde, så han lige kunne kigge ind over faderens arbejdsbord. Dér lå en syl, som han kunne nå! Og en stump læder. Men sylen smuttede for drengen og fór lige ind i hans ene øje.

Der fandtes dengang ingen midler mod betændelse. Det beskadigede øje blev blindt. Betændelsen bredte sig langsomt, men sikkert til det andet øje. Ved seksårsalderen var Louis Braille helt blind.

Louis Braille var overordentlig velbegavet. Trods sin blindhed gik han med sine søskende i landsbyskolen i Coupvray. Derigennem kom han i kontakt med en benediktinermunk ved navn Jacque Palluy og marquise Jeanne- Robertine dOrvielliers, der blev interesserede i den højtbegavede dreng. Takket være disse to mennesker kom Louis Braille ti år gammel ind på Haüys blindeinstitut i Paris. Denne skole hed da Institut National des Jeunes Aveugles. Her undervistes i mange fag, og læstes i bøger trykt m. reliefskrift. CHARLES BARBIER

Til denne skole kom en dag i 1822 en mand for at tilbyde skolen en opfindelse, han havde gjort, og som han mente, ville være at interesse for blinde. Mandens navn var Charles Barbier de la Serre. Barbier var kaptajn i artilleriet. Han havde opfundet en "natteskrift" til sine soldater, på hvilken de i mørke kunne sende og modtage meddelelser uden at bruge lys og derved afsløre for fjenden, hvor de opholdt sig. Denne skrift bestod af ophøjede punkter, der kunne føles med fingrene. Skolens forstander og lærerpersonale var skeptiske, men den tolvårige Louis Braille begreb straks denne skrifts muligheder! Han gik straks i gang med at arbejde med at forenkle Barbiers natteskrift, og snart kunne han og hans kammerater betjene sig indbyrdes af den nye punktskrift, men i skolearbejdet anvendtes reliefskrift.

Louis Brailles punktskrift

Louis Braille arbejdede ihærdigt i al sin fritid med at forenkle og systematisere Barbiers natteskrift. Denne bestod af 12 ophøjede punkter i flere rækker. Louis Braille fandt frem til at 3+3 punkter i to lodrette rækker var tilstrækkeligt. Disse 6 punkter giver 63 kombinationsmuligheder, rigeligt til alfabetet, sætningstegn og talsystemet. Louis Braille spillede selv orgel, og snart tog han også fat på at udarbejde en nodeskrift ved hjælp af sine seks punkter.

Hele hans punktskriftsystem er enkelt og systematisk opbygget. Alligevel kunne Louis Braille blive ved med at pudse og pynte på sit system, forenkle og forbedre det, indtil han opnåede det fuldendte. Dette sættes til året 1825. Siden er Louis Brailles punktskriftsystem blevet skriftsproget for alverdens blinde.

Louis Brailles opfindelse er genial! Intet mindre! Og den har aldrig siden kunnet erstattes af noget andet system. At læse med fingrene er langsommere end at læse med synet. En trænet punktlæser kan opnå en læsehastighed, der er ca. det halve af en seende læsers læsehastighed. Men braille-skriften er den hurtigst læsbare blindeskrift, der er opfundet. De 6 punkter er netop, hvad fingerspidsens føleflade kan dechifrere uden yderligere følebevægelser. Den kan derfor gøre læseprocessen glidende. Jo flere fingre eleven kan læse med des bedre: begge hænder; en, to eller flere fingre på hver hånd.

Anne Sparre. Foto: Kalundborg Folkeblad 1967.

Jan Røjkjær. Foto: Kalundborg Folkeblad 1967.

Susanne Have. Foto: Elise. Jannick Munk Foto: Elise. Blindeundervisningens begyndelse i Danmark Logeordenen "Kjæden"

Fra Frimurerordenen udgik flere loger med samme idealistiske og filantropiske målsætning som Frimurerordenen. "Kjæden" var en af dem. Kjædeordenen dannedes i København i 1774 af en kreds af velsituerede og veluddannede mænd og kvinder af "det højere borgerskab". Efter at Kjæden i en årrække havde ydet støtte på forskellig vis til ubemidlede borgere, opstod et ønske hos Kjædens medlemmer om at samle indsatsen om en enkelt opgave, hvor støtten da kunne blive des større. Efter professor Christian Frederik Brorsons råd og tilskyndelse faldt valget på uddannelse af blinde. Professor Brorson (hvis farfar var bror til salmedigteren og biskoppen Hans Adolf Brorson) var præst ved Garnisons Kirke i København. Professor Brorsons interesse for blinde var blevet vakt ved at han i sit embede havde haft to blinde konfirmander. Professor Brorson blev Kjædens ildsjæl.

o I lejede lokaler i gaden Åbenrå i København havde logen "Kjæden" sine mødelokaler, og her åbnede den d. 10. juni 1811 "Det kongelige Institut for Blinde" og begyndte undervisningen med 10 elever. Skolen blev hurtigt en kostskole, fordi også hygiejnen måtte varetages.

Logebrødrene og -søstrene skiftedes til at undervise. Vederlagsfrit. Undervisningen var mundtlig fortælling, man havde ingen bøger. Men musik og håndarbejder var også på programmet, selv om man kun rådede over ét skolelokale.

Opgaven voksede. Man måtte ansætte lønnede lærere og flytte til bedre lokaler. En logebroder, grosserer Fürst, havde været på Haüys skole og kendte således til læsning af reliefskrift. Men da alle logens medlemmer havde borgerlige erhverv foruden deres engagement i Kjædens skole, slog tid og kræfter efterhånden ikke til. Man vedtog at bede Staten overtage opgaven med at undervise blinde. Kjæden byggede da for egne midler "Det kongelige Blindeinstitut" på Kastelsvej på Østerbro og forærede det kvit og frit til Staten, mod at denne herefter skulle påtage sig arbejdet med at uddanne blinde.

Overdragelsen fandt sted den 5. november 1858. Denne dato er hvert år siden blevet fejret som "Skolens Fødselsdag", årets største festdag.

                   STATENS INSTITUT for BLINDE OG SVAGSYNEDE


Tidligere DET KONGELIGE BLINDEINSTITUT indviet 4.november 1858. Foto fra 100 års fødselsdagen 1958. Foto: Aero. Dansk Luftfotografering. Nr. 18050. Flyttet til nye bygninger på Rymarksvej i Hellerup 1968.

                                Johannes Moldenhawer 1829 -1908


Kjæden havde forberedt overdragelsen af skolen til Staten ved i tide at have udset sig en forstander, professor Johannes Moldenhawer, som i årene forud blev sendt på studierejse til Europas allerede eksisterende andre Blindeinstitutter. Da Moldenhawer tog fat på arbejdet som forstander i 1858, kendte han således både reliefskriften og Louis Brailles punktskrift.

Alle elever ved blindeinstitutterne havde straks taget Louis Brailles punktskrift til sig, mens de seende lærere holdt fast i reliefskriften ud fra den betragtning, at da punktskriften ikke umiddelbart kan læses af seende, ville dette yderligere isolere blinde fra seende.

Så længe Moldenhawer var forstander - indtil 1905 - skulle reliefskriften stadig læres. Først når en elev var sikker i den, måtte vedkommende stifte bekendtskab med punktskriften. Nogle læsebøger blev trykt således, at side 1 og 2 var på reliefskrift, side 3 og 4 på punkt, side 5 og 6 igen på reliefskrift og så fremdeles. Man skulle beherske begge systemer for at kunne læse hele historien. Undervisning i reliefskrift ophørte først i 1905 ved Moldenhawers afgang.

Johannes Moldenhawer var ellers på mange områder en fremsynet mand. Eleverne på instituttet var i alderen fra 10-11 år til 18-20 år. Moldenhawer mente, at det var alt for sent at påbegynde oplæringen af det blinde barn ved ti-årsalderen. Han ønskede en forskole for de syv- til tiårige børn. Og denne skole skulle ligge på landet i frie omgivelser!

Foto: Elise 2009

Kysthospitalet Indviet 1875

Når man fra Kalundborg kører ad Kystvejen ud til Kysthospitalet (nu boligkomplekset "Kysten") passerer man en sten, der står i højre side af vejen, en mindesten for lægen Sophus Engelsted, Kysthospitalets grundlægger.

Sophus Engelsted, ung overlæge ved Københavns Kommunehospital, vidste fra sin praksis, hvilke kummerlige opvækstvilkår fattigfolks børn havde med underernæring, mangelfuld hygiejne og tuberkulose til følge. En form for tuberkulose, kaldet Kirtelsyge, Skrofulose, angreb mange småbørns lymfekirtler i halsen, og derfra bredte betændelsen sig til øjnene og medførte blindhed. Sophus Engelsted rejste på studieophold til Bretagne, til kystbyen Berck-sur- Mer, hvor man i 1861 havde bygget et kysthospital, hvor man med lovende resultater behandlede scrofulose med solens lys. I stedets mange solskinstimer legede børnene nøgne på stranden, hvor sand og saltvand forøgede solens kraft. Hjemkommen til Danmark søgte Sophus Engelsted og hans kolleger efter et sted, hvor solens stråler ramte kysten med samme indfaldsvinkel som på Bretagne, og med flest mulige solskinstimer. De fandt frem til Refsnæshalvøens sydkyst, og her byggede man "Kysthospitalet" i 1875 med plads til 100 patienter.

Som overlæge på Kysthospitalet udnævntes reservelæge ved Københavns Kommunehospital Vilhelm Schepelern, som Engelsted kendte som en dygtig og samvittighedsfuld læge. Tilskyndet af Engelsted havde Vilhelm Schepelern også været på studieophold på kysthospitalet Berck-sur-Mer.

I Kysthospitalets festskrift fra år 1900 beretter overlæge Schepelern i sin afhandling blandt andet om Kysthospitalets første patient: "Det var naturligvis lidt af en begivenhed her på hospitalet, da vor første patient med sin fader den 9ende juli 1875 kom vandrende hertil på sin fod fra omegnen af Slagelse. Vi fik lejlighed til at iagttage og behandle hendes sygdom i lang tid dengang, og det er lykkedes mig at erholde oplysninger om hendes helbredstilstand indtil nu: Karen Marie Jørgensen 10 år gammel datter af husmand. Indlagt d. 9/7 1875, udskrevet d. 17/11 1878 .... Jeg har oplysninger om hendes helbredstilstand til October 1899. Hendes udseende er sundt, hun er kraftig bygget og vel næret."

Overlæge Vilhelm Schepelern og børnene i en sygestue på Kysthospitalet. Maleri af professor Valdemar Irminger 1888. Maleriet hænger på Kalundborg Bibliotek. Foto: Kalundborg Folkeblad 1998.

DEN KONGELIGE BLINDEFORSKOLE PÅ REFSNÆS Indviet november 1898

Forstander Moldenhawer var kommet igennem med sit ønske om at oprette en forskole for blinde børn fra 7 til 10 år. En skole ude på landet, hvor sol, lys og luft kunne komme børnene til gode. Også disse småbørns øjenproblemer skyldtes i mange tilfælde scrofulose. Hvad var mere nærliggende end at lægge Forskolen i nærheden af Kysthospitalet, hvis første overlæge, Vilhelm Schepelern, så også kunne være læge for Blindeforskolens børn.

REFSNÆSSKOLENS SKOLEBYGNING Bygget 1940, rummer 12 nøjagtig ens klasselokaler, der alle vender mod syd. Foto: Elise.

I 1934 flyttedes hele barneskolen til Refsnæs, hvor den fik navnet "Det kongelige Blindeinstitut på Refsnæs", almindeligt kaldet "Refsnæsskolen". Eleverne gik her fra 1. til 7. klasse, senere udvidet med 8. klasse. Desuden udvidedes med to specialklasser for de dårligst udrustede elever.

Efter konfirmationen i sidste klasse fortsatte eleverne deres uddannelse på Instituttet på Kastelsvej i København - i daglig tale kaldet "Tutten" - først med to efterskoleklasser, derefter med en erhvervsuddannelse. I begyndelsen af Blindeinstituttets eksistens var der ikke mange erhverv at vælge imellem for eleverne. Man kunne uddannes til børstenbinder eller kurvemager, væver eller rebslager.

Hvis man er god til dansk, kan man uddannes til stereotypør. Stereotypørerne skriver punktskrift i zinkplader, der derefter trykkes i punktskriftpapir som bogsider, der kan heftes til tidsskrifter eller indbindes til bøger. At skrive i zinkplader kræver stor kraft. Stereotypøren skriver bogstaverne med fingrene på en speciel punktskriftmaskine, en stereotyperingsmaskine, hvor stereotypøren forstærker trykket ved samtidig at træde på en pedal.

En del musikalske elever uddannes til klaverstemmere, andre til organister. Organisteksamen fra Blindeinstituttet er ligestillet med organisteksamen fra Musikkonservatoriet. Tilmed er blinde organister nødt til at huske alle noder og musikstykker udenad!

Med tiden er stadig flere uddannelser blevet tilgængelige for synshandicappede: fysioterapeutuddannelse, telefonistuddannelse. Senest har informations-teknologien åbnet endnu flere muligheder, EDB- programmører bl.a.

For alle mennesker er evnen til at læse en væsentlig del af livets muligheder, en vej til at fylde fritid med meningsfuldt indhold. Behovet for blinde for adgang til litteratur satte tidligt behjertede mennesker i gang med at skrive bøger af på punktskrift til det bibliotek for "Danmarks Blinde", som begyndte at tage form allerede i 1883. Dengang måtte alle bøger skrives af i hånden med pren på små punktskrifttavler. Siden kom punktskriftmaskinen, til skolebrug og til afskriverne. Blandt disse var gennem årene en del fanger i Statsfængslerne.

"STATENS TRYKKERI OG BIBLIOTEK FOR BLINDE"

blev i 1924 oprettet af den senere forstander for Det kgl. Blindeinstitut i København, Jørgen Plenge, som en selvstændig afdeling under instituttet. Herfra forsynes de to skoler med skolebøger, og herfra kan enhver blind i hele landet rekvirere såvel fag- som skønlitteratur til låns, både på punktskrift og på lydbøger.

Fra Nodebiblioteket forsynes blinde organister og musikere med noder på punkt.

Louis Brailles punktskriftsystem er enkelt og systematisk opbygget. Alligevel blev han ved med at pudse og pynte på det, forenkle og forbedre, indtil han havde nået det fuldendte. Dette resultat sætter man til året 1825.

Bøger på punktskrift er omfangsrige. Man har stadig søgt at få skriften til at fylde mindre. Men de enkelte tegn er nødt til at have en størrelse, så de kan føles. Man kunne i begyndelsen kun skrive på én side af et ark, fordi punkter på side 2 ville ødelægge de punkter, man allerede havde skrevet på side 1. Men en dansk blindelærer ved navn Wulff fandt ud af at forrykke skriften på side 2 en lille smule til højre og lidt nedad. Derved undgik man, at punkterne på side 2 ramte punkterne på side 1. Punkterne på side 2 fremtræder som fordybninger på side 1 og mærkes ikke af de læsende fingre. Derimod er det ikke let at læse en sådan punktside med synet, fordi man da ser både de ophøjede og de fordybede punkter. Papir til punktskrift er af en kraftig kvalitet. For at forenkle fremstillingsprocessen praktiserede man en periode at suge den skrevne punktside i plastic og samle plasticarkene i ringbind. Ubehaget ved at læse i en sådan plasticbog er, at fingrene ikke kan glide hen over plastic'en, men hænger fast. Det hjælper at have lidt kartoffelmel at dyppe fingerspidserne i nu og da under læsningen.

Teknikkens fremskridt muliggjorde, at stadig flere uddannelser og studier blev tilgængelige for synshandicappede. Dermed steg behovet for lærebøger på punkt. Presset på Statens Trykkeri voksede enormt og trykkeriets kapacitet kunne umuligt opfylde alles krav. Men her gjorde fremskridtet et spring frem.

Radioen var kommet til verden i løbet ad 1930'eme. Dansk Blindesamfunds formand (fra 1928 til 1951) Ernst Jørgensen formulerede sin glæde over denne landvinding for alle synshandicappede i de smukke ord:

Radioen er Guds gave til os Blinde.

På blindeskolerne i Norden indførtes den norske Tandberg spolebåndoptager. På Refsnæsskolen optog man skolekomedierne og andre begivenheder. Lærer Aage Dittmann fik det særlige hverv hver dag på spolebåndoptageren at optage udsendelserne fra Dansk Skoleradio. Lærerne kunne så hente de bånd ind i deres klasse, som havde relation til de aktuelle undervisningsemner. Få år senere afløstes den store Tandberg båndoptager af den langt mere handy kassettebåndoptager, som hurtigt blev hver elevs eje.

Inspektør Folke Johansens bog " Sådan fik Danmarks Blinde et skriftsprog"

med undertitlen "En historisk oversigt" udkom d. 17. februar 1986 i sortskriftudgave og i punktudgavens 1. og 2. bind.

På opslaget læses som et eksempel på reliefskrift titlen på et tidsskrift:

MAGAZINE FOR THE BLIND

The little periodical of which suget i plastic.

I almindelighed tog arbejdet med at overføre en bog fra sort til punkt flere måneder. At netop denne bog - den eneste indtil da - udkom på samme dag på både sort og punkt, var en cadeau fra Blindeinstituttet til inspektør Folke Johansen i taknemmelig anerkendelse af Folke Johansens livslange indsats for Blindeinstituttet og dets elever. Mod slutningen af sit arbejdsliv og under hele sit otium opbyggede Folke Johansen "Blindehistorisk Museum" og "Studiesamlingen".

DA. W l-lbL SKR1FI5

1926 til 1980 omfattede den almindelige skolepligt i Danmark også alle synshandicappede børn mellem 7 og 14 år. Det ville sige, at alle synshandicappede børn i Danmark samledes på Refsnæsskolen, der var landets eneste specialskole for synshandicappede børn.

For forældrene var det smertefuldt at skulle aflevere deres syvårige, handicappede barn til vildfremmede mennesker langt fra hjemmet. For barnet ikke mindre smertefuldt, og for barnet begyndte nu et livsafsnit fuldt af hjemve og længsel efter forældre og søskende og de kendte omgivelser.

For forældrene blev det en stadig mere påtrængende nødvendighed at få ændret denne lov om skolepligt! De dannede en forældreforening, hvis største drivkraft var ønsket om at kunne beholde deres børn hjemme.

1980 ændredes skolepligten for handicappede børn til undervisningspligt. Folkeskolen åbnedes for alle børn uanset handicap De folkeskolelærere, der efter denne ordning ville få et synshandicappet barn i deres klasse, blev sendt på ekstra uddannelse på Refsnæsskolen for at lære at undervise i punktskrift og abacus-regning og for at høre om blindepædagogik.

Henrik læser regneopgaven i bogen, laver udregningerne på Abacus-rammen, og skriver facit på det ark punktskriftpapir, som han har sat i Perkins-punktskriftmaskinen. Foto, Elise.

Litografi af Josef von Kiehuber.

Johann Wilhelm Klein 1765 -1848

Johann Wilhelm Klein blev født i landsbyen Alerheim nær Stuttgart i Sydtyskland i 1765. Han studerede retsvidenskab i Stuttgart, og efter afsluttet studium var Johann Klein opfyldt af iver efter at gøre en indsats i sin hjemegn, der var udplyndret og forarmet efter napoleonskrigenes hærgen. Men han måtte indse, at han ene mand ikke formåede at udrette stort.

I 1799 sejlede Klein derfor ad floderne til kejserstaden Wien, hvor han skulle komme til at tilbringe resten af sit liv. De første fire år levede han i stor nød og fattigdom. Men så blev han kaldet til forstander for en afdeling af Wiens fattigvæsen. Mange af de mennesker, som her søgte hans hjælp, var blinde, og Klein så det nu som sin opgave at hjælpe disse mennesker til at få undervisning og uddannelse, så de kunne blive "nyttige samfundsborgere".

Klein begyndte med én ung blind dreng, som han underviste i almindelige skolefag hjemme i sit eget hjem, men snart fik han hjælp i form af statsstøtte, så han i 1804 kunne åbne en blindeskole for otte elever.

Uden at kende noget som helst til Haüys arbejde i Paris stod Klein også meget hurtigt over for savnet af et skriftsprog for blinde! Og han tog fat på opgaven at skabe et sådant! Han gik ud fra det latinske alfabets store blokbogstaver, hvis linjer han angav med følbare prikker, som han frembragte med nålestik gennem kraftigt papir.

Kleins nåleskrift frembød den fordel, at den var umiddelbart læsbar for seende, og den vandt stor udbredelse i den tysktalende del af Europa. Denne skrift havde Klein færdig i 1807. Han fortsatte hele livet med at arbejde for at forbedre blindes forhold i Wien, dels med at åbne værksteder for blinde håndværkere, dels ved at åbne hjem for ældre blinde.

I 1819 udgav Klein en undervisningsvejledning for blindelærere.

I 1848 døde Johann Wilhelm Klein af lungebetændelse, 83 år gammel. Han fik en ærefuld begravelse på Wiens Zentral Kirkegård. Wienerkongressen 1814 -1815.

Fra september 1814 til juni 1815 mødtes Europas monarker i Wien for at ordne Europas grænseforhold efter afslutningen af napoleonskrigene. Blandt monarkerne også Danmarks konge Frederik den Sjette. I 1814 indbød Johann Wilhelm Klein alle kongressens medlemmer som gæster på Instituttet. Blindeundervisningen var stadig et nyt tiltag inden for almueundervisningen i Europa, men alligevel fangede Kleins indbydelse ikke kongernes og fyrsternes interesse - værten, Østrigs Kejser Frans den Første, sørgede for rigelige og fornøjelige fester så længe arbejdet stod på!

Kun én eneste af kongresdeltagerne viste interesse, tog mod indbydelsen og besøgte Kleins Blindeinstitut: Den danske Konge Frederik den Sjette! Han fik til gengæld en fyrstelig rundvisning og gaver med hjem!

Et af Studiesamlingens klenodier: et eksemplar af Haüys læsebog, trykt med reliefskrift, måske det eneste nu eksisterende eksemplar! kan være en af de gaver fra Kleins institut, som Frederik den Sjette hjembragte til Danmark og efter sin hjemkomst - selv medlem af Kjædeordenen - videregav til "Det Kongelige Blindeinstitut", som Kjædens Blindeinstitut så ærefuldt havde fået Kongens billigelse til at kalde sig.

Forud for Det Kongelige Blindeinstituts flytning i 1968 fra Kastelsvej til Rymarksvej i Hellerup blev alle lofter og kældre tømt og meget gammelt inventar og gamle undervisningsmaterialer kom for dagens lys. Hver enkelt ting blev nøje gennemgået af kyndige personer, dets historie klarlagt og dens museale værdi bedømt. Alle disse genstande katalogiserede Folke Johansen og opbyggede den enestående Studiesamling, som fik sin plads i lokaler i kælderetagen i det nye institut i Hellerup som fik navnet:

STATENS INSTITUT FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE.

P.S. Når wienerkongressens deltagere skulle drøfte spørgsmål in plenum betjente de sig af det sprog, som var alle datidens lærdes sprog, og som samtlige deltagere beherskede: Latin.

Erindringer fra Refsnæsskolen i sidste halvdel af 1900-tallet.

Omsorgen for børnene uden for skoletiden varetoges af plejepersonalet: plejemoderen og en plejeassistent på hver boafdeling. Men på skolefri dage fordeltes tilsynet med børnene på lærerpersonalet, de kvindelige lærere havde på skift vagterne på "Østskolen", der var afdelingen for alle pigerne og de yngste drenge fra 1. til 3. klasse. De mandlige lærere havde vagterne på "Vestskolen", som var afdelingen for drengene fra 4. til øverste klasse. Det kaldtes at "have inspektion", og personen kaldtes "inspektionen".

Hver søndagsvagt var delt mellem en morgeninspektion fra klokken 08 til klokken 15, og en afteninspektion fra klokken 15 til klokken 22. Fra klokken 20 til morgeninspektionen kom, var der nattevagt, en dame, som sad på "medicinstuen", hvor hun kunne lave sig kaffe, og hvorfra hun i nattens løb gik sine faste runder. Nattevagten havde også det sure job, i nattens løb at stoppe børnenes strømper!

Om søndagen stod børnene op klokken 08. Inspektionen gik først til hver sovestue og ønskede "God morgen". To unge barnepiger hjalp de mindste børn i tøjet. Ligesådan var der to unge piger til hjælp ved alle måltider. Når børnene skulle i seng - de mindste klokken 20, de store klokken 21 - var der også 2 barnepiger til hjælp med at få de små i seng. Når alle var i seng, gik inspektionen ind i en efter en af sovestuerne. Børnene satte sig op i sengene og foldede hænderne. Inspektionen spurgte: "Hvis tur er det til at bede aftenbøn?". Det havde børnene nøje rede på.

Fadervor og Amen efterfulgtes altid af ordene: "Tak for den dejlige dag! Amen." Jeg ved ikke, hvem der havde fundet på denne tilføjelse til aftenbønnen, men jeg tænkte, hver gang jeg hørte det: "Hvor dejlig kan en sådan søndag have været for et barn, langt fra sine forældre og søskende, ensom trods kammerater, hvilke fortrædeligheder kan dagen ikke have indeholdt, hvilke uretfærdigheder - Som en ringe trøst gik jeg altid til hvert enkelt barn, puttede dynen ned om det, strøg det over håret og talte lidt med det og ønskede det god nat. Mangen en havde også et eller andet at hviske med inspektionen om før det sidste godnat.

Jeg var næsten altid så længe om at sige godnat til de små, at det var blevet de store pigers sengetid, klokken 21, før jeg kunne gå ned til dem i deres opholdsstuer, men de havde ellers også tit ønske om at drøfte en eller anden af dagens begivenheder med inspektionen, men så kunne vi altid trække tiden lidt. Med hensyn til aftenbøn, om hvis tur det var, svarede de altid: "Det gør vi selv!"

Hver søndag var der ca. 45 børn hjemme på Øst. Der var altid to unge piger til hjælp ved alle måltider, men i timerne mellem måltiderne var inspektionen alene med børnene. Med en aldersspredning fra 7 til 15 år var det sjældent muligt at organisere nogen fælles aktivitet for alle børnene.

Brian undersøger om det hårdtbeskåme æbletræ - en sørgelig rest af skolens oprindelige æbleplantage - stadig kan bruges som klatretræ. Foto,Elise.

Refsnæsskolens område.

Refsnæsskolens 40 tønder land store område omfattede foruden bygningerne, skolegården og legepladsen også skolehaverne, æblehaven og "Værnehjemmet"s skov. Og bedst af alt den herlige Strandmark langs fjorden, der med sin stenede strand, sit græsareal og krat, udgjorde et legeområde, som især de mindre drenge værdsatte. Strandmarken adskilles fra de øvrige af skolens arealer af Kystvejen. Selv om de store børn - med forældrenes skriftlige tilsagn - havde vejtilladelse, måtte ingen børn derudover alene krydse Kystvejen. Når vejret var godt, og mange havde lyst til at komme ned på Strandmarken, måtte vi alle gå samlet derned. Ingen måtte være uden opsyn. En undtagelse kunne gøres med de store piger, som hellere ville blive oppe i deres opholdsstuer.

Indtil ca. 1990 sejlede færgerne på ruten Kalundborg-Århus. Hver gang en færge passerede skolens kyststrækning, ventede vi spændt på "færgebølgerne". Efter 25 minutters forløb kom kølvandet stadig kraftigere og kraftigere rullende op på strandens sten. En lyd, som betog os. Efter kulminationen tog bølgerne igen gradvist af.

Som "søndagsinspektion" færdedes man uden ophør rundt på de områder af skolens terræn, hvor børnene måtte færdes frit, for børnene skulle kunne finde inspektionen, hvis der var noget, de ville spørge om, eller noget, de ville have hjælp til. Altid fulgte en lille flok med på rundturen, nogle ville gerne gå med inspektionen i hånden, andre fulgte med, fordi de ville fortælle noget, eller blot med for hyggens skyld. Behov for voksenkontakt, måske udsprunget af hjemvé.

Naturen omkring Refsnæsskolens område

Naturen omkring Refsnæsskolens område er righoldig og afvekslende. Før biler blev allemands eje gik vi meget med børnene.

Godt en kilometer længere ude ad Kystvejen ligger Kysthospitalet. Da Kysthospitalet blev bygget, skænkede Geheimeråd C. Liebe hospitalet et areal på 14 tønder land bøgeskov og en tønde land til legeplads. Et stykke af denne skov indviedes til kirkegård. I alt har her været begravet ca. 85 patienter, flest børn, døde af tuberkulose. Men denne kirkegård er i vore dage sløjfet. Tilbage står kun gravsten for overlægerne Vilhelm Schepelern og Rolf Hertz og deres hustruer, samt en sten for oversygeplejersken.

Hvis vi havde to skoletimer i træk, lærer og elever sammen, kunne vi nå at gå ud til Kysthospitalets skov, gå lidt rundt i skoven, hvor der blandt andet voksede nogle "ægte" kastanjetræer, og lege lidt på Kysthospitalets legeplads, hvor der var gynger og vipper. Undervejs derud kunne vi finde bjørnespinderlarver og oliebiller, samt vilde blomster.

Mod nord førte skolens markvej forbi skolens landbrugsbygninger mellem marker ud til Trøjeløkkeskoven og videre op over Refsnæshalvøens højderyg ud i det bakkede landskab, forbi mosehuller op til Raklev Kirke.

Forstander Moldenhawer må have fået en strålende inspiration, da han i sin tid besluttede, at Blindeinstituttets barneskole skulle lægges på landet; og at han holdt fast i sin beslutning blev til gavn og glæde for talrige synshandicappede børn, der i løbet af deres skoleår herved fik adgang til et væld af naturoplevelser.

En forårsdag gik jeg med en klasse store børn op til et af disse mosehuller, hvor jeg havde hørt tudser kvække. Næsten hele vandoverfladen var dækket af store svømmende huntudser med hver sin lille hantudse på ryggen. Tudser parrer sig ikke, men når hunnerne skal gyde deres æg i vandet, klatrer hannen op på ryggen af sin udkårne og klamrer sig til hende ved at lægge forbene om livet på hende. I denne stilling afventer han det rette øjeblik til at gyde sin sæd ud over æggene. Han kan godt sidde der og vente et par dage. Med den medbragte ketcher fiskede jeg et sådant tudsepar op af vandoverfladen, for at børnene kunne få lejlighed til at føle på dem - hvis de havde lyst. Alle ville gerne prøve!!

En anden forårsdag, hvor en nattergal sang af fuld hals i "Væmehjemmet's" skov, gik jeg med en klasse mindre børn i skoven. Nattergalen sad frit fremme på en gren ca. to meter over jorden og sang og sang i ét væk. Jeg sagde til børnene: "Hør! Det er en nattergal, der sidder og synger! Hvis vi alle går ganske stille fremad og uden at sige noget, vil den måske blive ved med at synge!" Det gjorde den! Vi stod til sidst lige under den syngende fugl, der fuldstændig henført gik op i sin jublende sang, Vi kunne blive ved at høre den, mens vi gik videre..

Refsnæsskolen ligger i Raklev Sogn

Én søndag formiddag om måneden kom præsten fra Raklev ned på skolen for at holde gudstjeneste. Om lørdagen forud omdannede gartner Rasmussen og hans folk "Pigernes gymnastiksal" til brug for gudstjenesten. Talerstolen blev prædikestol; stueorgelet, som til daglig stod i redskabsrummet, blev båret ind i salen. Bænkene fra morgensangssalen blev båret over i gymnastiksalen og stillet op i to grupper, som bænkene står i en kirke. Yderligere blev to ganske lave bænke uden rygstød stillet forrest til siddeplads for de yngste børn. Sang- og salmebøger på sort og på punkt blev lagt ud på bænkene.

Skolens musiklærer Viggo Wøhlk var også organist i Kalundborgs femtårnede Vor Frue Kirke. Derfor kunne han ikke spille ved skolens gudstjenester. Det gjorde plejemoder Inger Olsen fra Værnehjemmet, afdelingen for voksne kvinder.

Lidt før klokken ti stillede eleverne på henholdsvis Vest og Øst op i række og geled, to og to, og marcherede over i pigernes gymnastik og satte sig på bænkene. De indeboende voksne kom også. De større børn var som regel ærgerlige over at skulle til gudstjeneste. Jeg ved ikke, hvor meget de opfattede af præstens prædiken. De kommenterede den aldrig. Alle Pastor Norups prædikener var skåret over samme læst. Efter at have læst søndagens tekst op, stillede han tre spørgsmål. Derpå tog han fat forfra og besvarede selv alle tre spørgsmål, før han sluttede med en lille søndagsskolehistorie. Som jeg husker det, sad børnene altid stille, og de sang altid med.

Men i samme øjeblik den sidste orgeltone havde lydt, fór alle de mindre børn op fra bænkene, op til præsten! De ville hilse på ham, røre ved hans hænder og hans præstekjole, snakke med ham! Han var det rarest tænkelige menneske! Der er ingen tvivl om, at dét for børnene var gudstjenestens - måske også dagens - clou. Og jeg er sikker på, at det også var det for præsten!

Jeg husker en bestemt søndag. Børnene stod parat, opmarcheret to og to på Østskolens gang. Jeg talte dem! For at sikre mig, at alle var kommet. Så marcherede vi af sted, ud gennem bislaget ud i pergolaen, over i pigernes gymnastiksal.

Da alle havde sat sig på bænkene, fik jeg pludselig og ganske umotiveret den indskydelse at tælle dem igen. Der manglede to!! Hurtig som lynet fór jeg over gårdspladsen, ind på gangen og rev den første dør, jeg kom til, op! Det var ind til et kosterum! Der stod de to! "Skynd jer at komme," sagde jeg til dem. "De er ikke begyndt endnu", tog en i hver hånd og løb i fuld fart tilbage over gårdspladsen. Vi nåede lige ind, før frøken Olsen satte i med orgelet. Kommentarer var ganske overflødige. Jeg vidste jo, hvor kede de større børn var af at skulle til Gudstjeneste, på en dag, der ellers var helt uden forpligtelser. Men i stilhed frydede jeg mig over, at de ikke havde haft held til at fuppe mig. Moderne tider

Mine arbejdsår på Refsnæsskolen strakte sig så langt frem i nittenhundredtallet, at jeg dér ude oplevede den tid, hvor det at bruge efternavne gik rent af mode. Jeg syntes godt om den skik, at alle brugte tiltaleformen "du" til alle, eller til næsten alle. .Refsnæsskolens børn havde altid haft det privilegium at sige "du" til alle voksne.

Når Refsnæsskolens elever skulle til tandlæge, blev de kørt ind til en af tandlægerne i Kalundborg. Den tandlæge, som børnene omtalte, hed Keld - uden efternavn. Det var jo nemt for børnene, men det kunne også vise sig upraktisk, som vi skal se. Jeg traf aldrig børnenes tandlæge.

En dag tog jeg mine seks små første-klasse elever, der alle var totalt blinde, med ned i biologilokalet. Jeg satte alle skolens udstoppede egern frem på bordene, så børnene kunne få dem i hænderne og undersøge dem, mens vi talte om dem.

Et stykke inde i timen bankede det på døren. Ind trådte en ung mand, som jeg aldrig havde set før. Han præsenterede sig som "Keld" og vinkede for at tilkendegive, at vi bare skulle fortsætte timen. Han satte sig ved et bord længst tilbage i lokalet. Lidt efter spurgte et af børnene: "Er du tandlægen?" "Nej," svarede han uforstående. Lidt efter spurgte et andet af børnene: "Hedder du Keld?" "Ja", svarede han. Triumferende lød det: "Ja, men så er du jo tandlægen!!! "

Jeg sagde til den fremmede unge mand: "Du er nødt til at fortælle os, hvem du er, og hvorfor du er kommet!"

Han sagde: "Jeg er fra Danmarks Radio, og jeg er kommet, fordi jeg geme vil lave en radioudsendelse med børn på Refsnæsskolen”.

Hvis denne Keld havde præsenteret sig med både sit for- og efternavn ville intet problem være opstået for børnene.

Juleforberedelser på Refsnæsskolen i 1950erne og 1960erne

Juleforberedelserne på Refsnæsskolen begyndte tidligt i de år. Skolens husholdning var som på en stor bondegård. Der hørte grønsagsland, æbleplantage og grisestald til, som blev passet af gartneren og hans medhjælpere. Allerede omkring 1. december lød grisenes angst- og smertensskrig ud over hele skolens område den dag, da slagteren ankom. Også eleverne tog tidligt fat på deres juleforberedelser. De havde tænkt over, hvad de ville fremstille som julegaver til forældre og søskende inden for sløjd, håndarbejde og keramik. Dengang blev sløjd ikke tilbudt pigerne, kun de store drenge. Af håndarbejder fik drengene lært både strikning og knytning. Keramik var for de små og mellemstore.

I de år tilfaldt al keramikundervisningen min mand og mig. Fra rigtig gammel tid havde modellering været et vigtigt fag i blindeundervisningen. Skolen fik blåleret hjem i store blokke, som blev holdt fugtige under våde sække. Der var ikke et specielt formningslokale. Eleverne blev i deres klasselokale, hvor de fik en linoleumsplade på deres skolebord og herpå en skive ler, så stor som de mente at skulle bruge, samt en kort kittel på. Skolen havde ikke heller sparkeskiver. Børnene rullede leret ud i lange "pølser" der skulle blive lige tykke overalt for ikke at knække. For at få pølsen ensartet tyk, måtte man ustandselig flytte hænderne hen over pølsen, mens man rullede leret ud. Derefter ringlede man pølserne op, som stenalderfolkene gjorde, til krukker eller skåle. Den færdige ting bar for altid aftryk af barnets fingre. En ekstra værdi, synes jeg.

Skolen havde en talrig modelsamling bl.a. af dyr selv her længe før plasticlegetøjets tid. Hvis man aldrig har set f.eks. en flodhest, må man have en model af en flodhest i hænderne, for at kunne danne sig en forestilling om en flodhests form og for at fremstille en figur af en flodhest af leret. Og man må tale om en flodhests virkelige størrelse. Lettere er det med små ting, der kan omfattes af barnets hænder.

Refsnæsskolen var fattig i de år. Vi ønskede os meget en keramikovn, så vi kunne brænde de ting, som børnene fremstillede. Men det havde skolen ikke råd til. I stedet for fandt vi på at brænde småting hjemme i vores kakkelovn. Vi bandt to store uglaserede urtepotter sammen med ståltråd, åbning mod åbning, lagde så mange småting i, som der kunne være, og hængte om aftenen, når ilden var dæmpet, dette "brændekammer" ind over gløderne. Næste morgen var tingene råbrændt, forglødede, og holdbare, men ru på overfladen.

Omsider anskaffede skolen en lille "Lyngbyovn" til keramikbrænding. Men den billigste model! som var uden termostat! Vi kunne nu glasere tingene efter råbrændingen, så børnene kunne få tingene med hjem, især som julegaver. Men de forskellige glasurer behøvede forskellige varmegrader. Ovnen brugte mange timer for at nå op på de nødvendige 800, 900 eller 1000 grader og også lang tid til at køle ned igen, så man kunne åbne ovndøren og tage tingene ud.

At ovnen ikke havde termostatstyring, medførte, at man skulle være til stede og slukke ovnen i det øjeblik, den nåede den ønskede temperatur. Op mod jul var der pres på! Så snart det ene hold sager kunne tages ud, fyldte vi det næste ind! Ingen pauser! I mange tilfælde ville temperaturen nå den nødvendige varmegrad i løbet af natten! Mangen, mangen vinternat er jeg stået op klokken 2 eller 3 og kørt ud på skolen og siddet i kælderen hos ovnen og ventet - som Den store Mester i salmen - på øjeblikket, hvor jeg kunne slukke ovnen og køre hjem igen og i seng.

Adventskransen

I hele december måned var adventskransen tændt under morgensangen. Det var ikke en sædvanlig adventskrans med fire lys. Nej, her talte man dagene til hjemrejsedagen! Hvis hjemrejsen skulle finde sted f. eks. den 20. december, bandt min mand en krans - altid over en cykelfælg - og satte 19 lys i. Hver morgen tændtes et lys mere ved morgensangens begyndelse. Vi sang en julesalme, forstanderen bad Fadervor, og vi sang en julesang.

Derefter gik vi over i klasserne, hvor vi straks fra den 1. december var begyndt at julepynte. Mange, mange af decembers skoletimer anvendtes på at lære børnene at flette hjerter og sætte hanke på dem. De færdige hjerter hængte vi på snore, tværs gennem rummet eller foran vinduerne. Det spraglede papir fik vi hvert år foræret af Bogtrykker Vejlø i Kalundborg, der havde skåret det til i passende formater.

I den første morgentime havde hver elev et tændt stearinlys på sit bord. Åben ild og blinde er en farlig kombination. Alene dette at stryge en tændstik er noget, der kræver mod! At holde den brændende tændstik i højre hånd, at lægge tændstikæsken fra sig og med venstre hånd finde lyset og vægen, og forene flammen med vægen, kræver barnets hele koncentration. Men glæden er stor, når "operationen" er vel tilendebragt, (altid under den voksnes fulde opmærksomhed, og altid kun ét barn ad gangen).

Pebernødder

Midt i december bagte "køkkenet" pebernødder! Baljer-fulde. På en bestemt dag blev hele skolens personale inviteret over i skolens køkken, holdvis, og eleverne klassevis. De voksne fik kaffe og småkager. Børnene fik saftevand og pebernødder. Traditionen tro, skulle børnene synge den specielle Pebernødde- sang for økonomaen og køkkenpersonalet, før de fik pebernødder i deres kræmmerhuse. Et kræmmerhus skulle drejes af et ark punktskriftpapir, der er større end et ark A4, endnu bedre hvis man kunne få fat i et gammelt punktskriftshefte, der er heftet med klammer i ryggen, og altså gav ark af to punktsiders størrelse. Før man fik fabriksfremstillede poser, drejede købmanden selv kræmmerhuse til varerne, hvis kunderne ville købe sukker, mel, rosiner og mange andre slags varer i løst mål. På skolen kneb det efterhånden med lærere, der kunne den kunst! Så blev der brug for os få stykker, der kunne. Børnene fik aldrig lært det. Det var jo kun aktuelt denne ene dag om året. - men om børnene mødte frem med et stort eller et lille kræmmerhus, så fik de alligevel alle lige mange. Køkkendamerne øste nemlig op af baljerne til alle med samme litermål.

Pebernøddesangen Skrevet for år tilbage af lærer Tove Brøgger

Melodi: Højt fra træets grønne top

Vore pebernødder er Verdens allerbedste! Derfor samles alle her Køkkenet at gæste. Kræmmerhuset fyldt vi får Li' til randen før vi går. Drenge, ja og piger Alle tak vi siger!

Den sidste dag før julerejsen hjem

Den sidste skoledag før julerejsen hjem var særlig festlig. I de pyntede klasseværelser læste klasselærerne højt og delte mange slags godter ud. I mange klasseværelser stillede man om på bordene, så alle sad med ansigtet vendt mod hinanden. Stearinlysene på bordene var tændt.

Vi kunne også lege. Blinde børn har ikke så mange lege, som seende børn. Men alt efter børnenes alder og formåen kunne vi lege forskellige lege. "Mis, mis miau!" for eksempel. Børnenes stole stilles i en rundkreds, og vi sætter os derpå - der er én stol for lidt! Den, der ikke får en stol, går rundt og sætter sig på skødet af en af de andre og spørger vedkommende: "Mis, mis, miau?" den adspurgte svarer med at miaue som en kat, og spørgeren skal på lyden høre, på hvis skød han sidder. Gætter han rigtigt, får han pladsen på stolen, og nu er det den andens tur til at finde et skød og spørge. Gætter han forkert, må han søge en andens skød og gætte igen.

Vi kunne lege "Skibet er ladet med - " og andre ordlege. Særlig yndet var en slags "tampen brænder": En skulle gemme et tikkende vækkeur et sted i klassen, mens kammeraterne var uden for døren. Når uret var skjult, blev kammeraterne kaldt ind. I dybeste stilhed skulle de forsøge at lytte sig frem til skjulestedet. Den, der først fandt frem til uret, var så den næste til at gemme det.

Når formiddagens timer var gået på fornøjelig vis, skulle vi skynde os at fjerne alle spor af jul. Børnene fik den pynt, de ønskede, med sig; noget blev gemt til næste år, noget blev kasseret. Børnene gik over på afdelingerne. Lærerne kørte hjem.

Men klokken syv kom alle lærerne tilbage til skolen. Børnene var da badede og lå i deres senge. Forventningsfulde og spændte på morgendagen! Rejsedagen! Deres "rejsetøj", d.v.s. det bedste tøj, de havde, lå parat på stolen ved siden af deres seng, klart til hurtigt at blive taget på næste morgen, når de skulle af sted! Hjem!

Men først skulle der siges Godnat. Alle de voksne var kommet tilbage til skolen, hver medbringende en stor godtepose. Alle gik rundt på alle afdelinger til hvert enkelt barn for at tage afsked. Hver fik lov at dykke dybt i godteposen, fik en lille snak om den forestående hjemrejse, måske et lille knus og i hvert fald de varmeste ønsker om en glædelig jul derhjemme og hilsen med til far og mor. Efterskrift

Til mine tidligere elever

Medens jeg har siddet og nedskrevet disse spredte erindringer fra min tid på Refsnæsskolen (fra 1947 til 1985), er mine optegnelser blevet stadig mere personlige. I begyndelsen skrev jeg for at udenforstående, der intet kender til Refsnæsskolen, kunne få et indtryk af den lukkede verden, som Refsnæsskolen dengang var.

Men snart begyndte børn at dukke frem i min bevidsthed, hvert enkelt af alle de mange børn, som jeg har kendt og holdt af og delt livet med. For mange blev tilværelsen hård. For nogle blev den kort. Mange klarede sig godt, trods hårde odds. Hver enkelts skæbne har rørt mit hjerte - med glæde eller medfølelse. Jeg må tænke på, at i mange situationer kan jeg have svigtet uden at fornemme det.

Jeg mindes med glæde, at jeg altid følte mig velkommen, når jeg trådte ind i en klasse. Det har jeg aldrig fået sagt jer tak for.

Alle har I bidraget til at mit liv fik værdifuldt indhold..

Jyderup 2010 Elise. Replikker. I 1. klasse lige før sommerferien. Anette: Jeg er ked af, at jeg skal rejse fra Refsnæsskolen! Jeg: er du ikke glad for, at du skal hjem og holde sommerferie? Anette: Jo, men jeg mener om 7 år.

Da jeg holdt op på skolen, forærede børnene mig en stor hvid kanin af porcelæn. Da de nogen tid senere besøgte mig, viste jeg dem kaninen igen.

Hans Jørgen: Det er den kanin, vi har foræret dig!

Jeg: Du kan også tro, at jeg er glad for den!

Hans Jørgen: Det kan du også roligt være! Du må vide, det er ikke Alle og enhver, der får sådan en kanin.

Annelise: Jeg elsker altså regning! Jeg kan slet ikke lade være med at holde op med at regne.

Religion. Førstefødselsret? Hvad er det? Bo: det ved jeg godt hvad er! Det er alt det, hans gamle far har haft, når han dør. Tændt julelys på bordet.(4. klasse). Bjarne kom for nær til lyset. Jeg: Der fik du svedet hårtoppen, Bjarne! Bjarne: (sagligt!) Nåh, jeg synes nok, her lugtede sådan af Nytår!

Michael Holm flakker søgende om på fliserne. Helga Hvass: Hvor skal du hen, Michael? Michael: Jeg skal til klaver i K3. Helga prøver at "fjernstyre" ham med myndig røst. Da det ikke lykkes, fører hun ham hen til K3: Her er døren, nu kan du gå ind!

Michael: Nåh - det er nu først på onsdag!

Min mand havde naturhistorie i sin egen klasse. Kaj Møller havde svært ved at kende de udstoppede dyr fra hinanden. Til eksamen satte Åge en udstoppet ræv foran Kaj.

Kaj føler hen over ræven fra snude til halespids: Det er en ræv!

Åge glad: Hvordan kan du se, at det er en ræv?

Kaj - sindigt : Jo, jeg kan huske, at du sagde, at den der havde møl halen, var en ræv.

Refsnæsskolen fra 1898 – 1998 – 100 års jubilæum————————————————————-Det kongelige Blindeinstituts Forskole på Refsnæs
1898 – 1. november – 1998
Refsnæsskolen, Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark
Forord ved Keld Stochholm

Forhistorien

Begyndelsen

Udbygning

Administration og ledelse

Eleverne

Personalet

Den daglige undervisning

Skoleliv

1966-1998

Udbygning

Administration og udlægning til amtet

Personalet

Konsulenter og hjemmevejledning

Materialelaboratoriet

Eleverne

LOG-TEXT og andre nye hjælpemidler

Refsnæsskolen gennem 100 år

Efterord

Kilder

FORORD

Keld Stochholm

Jeg sidder på Øst i den vestre længe, bygget i 1909, samme år som forstanderboligen blev opført som inspektørbolig til L. B. Rützou. Jeg skal kun gå nogle
få skridt over i mellemfløjen – så er jeg der, hvor det hele begyndte i 1898. En utrolig oplevelse at tænke på de tusinder af blinde og svagsynede børn,
der gennem tiden har været på Refsnæsskolen. Jeg synes, det er en lykke, at Refsnæsskolen stadig er på det sted, hvor det hele begyndte. Historien taler
til os i hverdagen; traditionen er vigtig for vor oplevelse af os selv i arbejdet med eleverne. Hundrede års erfaring har skabt en god og dygtig platform
for arbejdet med blinde og svagsynede børn og unge i Danmark – et arbejde, der ikke alene er anerkendt her i landet, men også uden for landets grænser.

Jeg spørger mig selv: “Er der noget, der har været karakteristisk for os gennem alle 100 år?” Nogle vil måske sige, at vi har fulgt godt med i udviklingen
fagligt og organisatorisk og har formået at placere os betydningsfuldt i forhold til samfundet, til stadighed forskelligt ud fra de politiske og samfundsmæssige
mønstre, der har eksisteret. Det er nok rigtigt, men jeg mener, at det er rigtigt ud fra en helt anden tankegang, nemlig at vi lige fra 1898 har koncentreret
os om, hvad det vil sige at være blind eller svagsynet, og så være barn. Det væsentlige har hele tiden været, at vi har arbejdet med børn, og at de skulle
tilgodeses som børn, der ikke kunne se, eller som så dårligt. De fleste af de børn, der var her i 1898, var blinde som følge af tuberkulose. Et andet karakteristikum
var allerede på den tid, at børnene ofte havde andre handicap eller andre problemer udover synshandicappet. Derfor har vi gennem alle årene taget os af
børn med synshandicap og en del med andre handicap. Debatten har været der: “Var det rigtigt, eller skulle det kun være et sted for dem, der alene var
synshandicappede?” Hver gang er resultatet blevet, at gruppen af synshandicappede med andre handicap i stadig stigende grad er kommet med i vores arbejde.
Vi har lært at forstå, at det påvirker et barns udvikling at være blindt eller svagsynet, men vi har også lært at forstå, at det giver helt særlige udviklingsbetingelser
at være barn med et synshandicap og et eller flere andre handicap. Det er synshandicappets indvirkning på barnets situation, og det er synshandicappets
indvirkning på, hvordan man kan fungere, også med andre handicap, der er grundlæggende for den pædagogik og de udviklingsmuligheder, som vi kan give barnet
eller den unge.
Vi kan i dag være taknemmelige for, at vi fik lov til at beskæftige os med alle disse børn og unge, og at vi forstod betydningen af ansvaret for at sikre
dem den bedst mulige opvækst og udvikling gennem leg og samværd, gennem undervisning og træning. Vi medarbejdere har kunnet danne grundlaget eller rammen
omkring de blinde eller svagsynede børns tilværelse. De har ofte selv måttet tage fra de muligheder, der var, og skabe indholdet. De har igennem det samvær,
de har haft, skullet danne grundlaget for den identitet og social forståelse – en forståelse, der har betydet en erkendelse af sig selv som blind eller
svagsynet i forhold til andre synshandicappede, men ikke mindst i forhold til den store gruppe af seende, hvor forskellige de så end er.
I dag har vi den bredeste kontakt til blinde og svagsynede børn nogensinde – cirka 100 bor her for længere tid, 600 kommer her på korte ophold hvert år,
cirka 1000 vejledes af vore konsulenter rundt omkring i landet. Vi er taknemmelige for den store indsats, vi kan og skal gøre, vi er taknemmelige for det
samarbejde, vi har haft med de mange forældre og de mange kommuner og amter om at løse opgaverne for den forholdsvis lille gruppe på cirka 1650 blinde
og svagsynede børn og unge, som er i Danmark. Vi glæder os til det fortsatte arbejde.
Vores historie er baggrunden for det hele, og den påvirker også fremtiden. Det er derfor en glæde at sige tak til cand.phil. Niels Strandsbjerg for at
have samlet det historiske materiale fra de første hundrede år og beskrevet det i denne bog. Det er en spændende bog for alle, der er interesseret i Refsnæsskolens
arbejde. Det er billeder af tider og metoder, adfærd og meget mere, som har ændret sig gennem tiden, og som på mange måder er uforståelige, opfattet efter
nutidens normer. Men det har været den proces, som vi har skullet igennem for at være Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark.

Keld Stochholm, forstander

Forskolen på Refsnæs før udvidelsen i 1903. Den ombyggede villa “Strandlyst” bestod kun af en fløj ud mod Kystvejen og stranden. Villaen var opført i 1881.

Forskolen på Refsnæs før udvidelsen i 1903. Den ombyggede villa “Strandlyst” bestod kun af en fløj ud mod Kystvejen og stranden. Villaen var opført i 1881
og blev anvendt som privat sanatorium og pensionat indtil statens overtagelse i 1898. På billedet ses de fleste af de 20 børn, der var plads til samt sandsynligvis
frk. Graae og frk. Mosolff. (Bilnd. Mus.)

FORHISTORIEN

1. november 1898 ankom de første børn til “Det kongelige Blindeinstituts Forberedelsesskole på Strandlyst ved Kallundborg”, og dermed påbegyndte Refsnæsskolen
   sin foreløbig 100-årige virksomhed.

Ved åbningen af forskolen kom blinde børns skolegang for første gang til at svare til seendes, men det havde taget mange år, før man nåede så langt.

Allerede i 1811 påbegyndte Kjæde-Ordenen den første blindeundervisning i Danmark. Det var et filantropisk foretagende baseret på frivillig arbejdskraft
og frivillige bidrag. Bl.a. gav Frederik VI tilskud og gav samtidig tilladelse til at institutionen måtte bære navnet “Det kongelige Blindeinstitut”.
Trods en idealistisk indsats fra Kjædens side, blev det efterhånden klart, at en effektiv blindeundervisning krævede større ressourser og professionelle
lærerkræfter. Kultusministeriet (Kirke- og Undervisningsministeriet) nedsatte derfor en kommission, der fremkom med en betænkning i 1852.

Denne betænkning slog bl.a. fast, at blindeundervisning burde være en statsopgave, og at undervisningen først burde påbegyndes, når eleverne var 10-12 år
gamle, idet de ikke skønnedes modne nok til at begynde i en tidligere alder.

Betænkningen førte til “Lov om Oprettelsen af et nyt Blinde-Institut” af 21. januar 1857 og 5. November 1858 åbnedes blindeinstituttet på Kastelsvej i København.

Blindeinstituttets bygning blev betalt af Kjæde-Ordenen, men driften af instituttet skulle fra nu af betales af staten. Det var herved blevet slået fast
at blindeundervisning var en statsopgave, men man gik ikke så langt, at man samtidig indførte skolepligt for blinde børn, således som det var sket for
døve børn allerede i 1817. Det var fortsat frivilligt om man ville lade sine blinde børn blive undervist. Undervisningspligt for blinde børn blev først
lovfæstet i 1926.

Der stod ikke noget i loven af 1857 om elevernes alder ved optagelse på instituttet, men det forudsattes at de ligesom i Kjædens institut skulle være i
alderen fra 10-11 til 18-20 år.

Instituttet blev ledet af en forstander, der var underlagt en bestyrelse på 5 mand, hvoraf de to blev valgt af Kjæde-Ordenen. Instituttets første forstander
var Johannes Moldenhawer, der beklædte posten helt til 1905 og således også var Refsnæsskolens første forstander. Det skyldtes ikke mindst hans indsats,
at forskolen blev oprettet og at blinde børns skolegang blev påbegyndt samtidig med andre børn.

Allerede i Moldenhawers rejseberetning fra studiebesøg på udenlandske blindeinstitutter i 1856 foreslog han en aldersgrænse fra 6 år tiloptagelse på det
kommende institut i København, men som nævnt blev dette ikke gennemført fra instituttets åbning i 1858. I forbindelse med den påtænkte udvidelse af blindeinstituttet
kom i 1872 den første henvendelse fra bestyrelsen til ministeriet om oprettelse af en “forberedelsesanstalt” for små blinde børn, og derefter rejstes sagen
med mellemrum af bestyrelsen eller forstander Moldenhawer.

Forskolen blev ikke oprettet i forbindelse med blindeinstituttets udvidelse, der var tilendebragt i 1880, men til gengæld blev der forsøgsvis etableret
forskoleundervisning i privat regi. Det var atter engang Kjæde-Ordenen der trådte til. Ordenen havde i 1861 oprettet et asyl for blinde børn, der var for
unge til at komme på blindeinstituttet. I forbindelse med en udvidelse af asylet i1876 blev der forsøgsvis indført undervisning for de 6-10 årige blinde
børn. Undervisningsplanerne var udarbejdet af forstander Moldenhawer, der også førte tilsyn med undervisningen.

Undervisningsforsøget blev tilsyneladende en succes. Ihvertfald animerede det bestyrelsen til at presse på over for ministeriet, for at få oprettet en forskole
i statsligt regi. Endelig i 1890 anmodede kultusministeriet bestyrelsen om at udarbejde planer for en forskole. Som svar fremlagde bestyrelsen året efter
forslag om en forberedelses- og prøveanstalt for 40 blinde børn i alderen fra 6-7 til 10-11 år samt en anstalt for ca. 20 svagtbegavede og åndssvage blinde
børn.

Endnu en gang trak sagen i langdrag. I 1894 forsøgte ministeriet ganske vist at leje to bygninger, men planerne strandede af forskellige årsager. To år
senere fik ministeriet en ny besparende ide, idet man prøvede at overtale Kjæde-Ordenen til at etablere en egentlig forskole med statstilskud; derved mente
man at have løst opgaven, “uden uforholdsmæssig store Udgifter for Statskassen.” Desværre for ministeriet mente Kjæden også, at forskolen var en statsopgave
og sagde nej. Så var ministeriet overtalt, og i november 1897 besigtigede en af bestyrelsen nedsat kommission det private sanatorium “Strandlyst” på Røsnæs,
og denne bygning blev derefter købt af staten i vinteren 1897-98 til brug for en forskole.

En af årsagerne til at sagen trak i langdrag var vanskeligheder med at finde egnede bygninger samt tvivl og uenighed om hvor forskolen mest hensigtsmæssigt
skulle placeres. Oprindelig var det Moldenhawers tanke, at forskolen skulle ligge så tæt som muligt på blindeinstituttet på Kastelsvej, så han som forstander
havde let ved at føre tilsyn og for at forskolen kunne integreres mest muligt med det gamle institut. Flere muligheder blev nævnt og forsøgt. Bl.a. var
det på et tidspunkt på tale at udflytte Døveinstituttet, der var blindeinstituttets nabo på Kastelsvej, så de tomme bygninger kunne overtages af forskolen,
men både denne og andre ideer om lokaler forskellige steder i København måtte opgives af forskellige årsager. Allerede i 1880erne fremsattes ideen om at
placere forskolen på Refsnæs i nærheden af Kysthospitalet, men der skønnedes i første omgang at være for langt til instituttet i København. Først da øjenlægen
Eiler Hansen udgav sit statistiske værk “De unge blinde i Danmark” i 1895, blev alle overbevist om at sundheden måtte have første prioritet. I det nævnte
værk påvistes det at 36% af tilfældene af erhvervet blindhed skyldtes tuberkulose og samtidig konstateredes en uhyggelig høj dødelighed blandt eleverne
på blindeinstituttet i København. Tuberkulosen var datidens store folkesygdom, som man bekæmpede på sanatorier og hospitaler, der helst skulle ligge ved
vandet, så der var rigeligt med sund og frisk luft. På Refsnæs lå i forvejen Kysthospitalet, som var et tuberkulosehospital. Man indledte da et samarbejde
med dette hospital og lod overlægen være tilsynsførende ved forskolen.

Efter at alt dette var faldet på plads og den købte bygning var blevet ombygget til formålet, kunne Det kgl. Blindeinstituts Forskole endelig åbne den 1.
november 1898 med det formål at være “Skole, Hjem og Sanatorium” for blinde børn mellem 6 og 10 år.

BEGYNDELSEN

Det må have været en barsk oplevelse at komme til Strandlyst den 1. november 1898. Den om- og tilbyggede villa, som er den nuværende administrationsbygnings
sydfløj, lå direkte ud til kysten uden nogen former for læhegn, så blæsten havde fri adgang; men det var jo netop også meningen.

Det var ikke lykkedes, at få gennemført bestyrelsens forslag om en institution til 40 normaltbegavede børn samt til 20 svagtbegavede. Forskolen kunne fra
begyndelsen kun rumme 20 elever, og dette tal blev allerede nået i løbet af det første år.

Til at undervise og passe eleverne blev der ansat to lærerinder, frøken Graae og frøken Mosolff, af hvilke frk. Graae også var plejemoder og leder på forstanderens
vegne. Forstanderen fra København besøgte forskolen nogle gange om året, ellers foregik forbindelsen per korrespondance. Foruden at undervise eleverne,
der var delt i to klasser, i alle fagene, var lærerindernes pligter ifølge Årsberetningen fra Blindeinstituttet: “1ste lærerinde har tilsyn med Sygeplejen,
Linnedkammeret, Drengegarderoben og Husets Rengjøring, samt Regnskabet, Brevskrivning for Børnene og Dagsjournalen, 2den Lærerinde har Tilsyn med Badningen
og Pigebørnenes Tøj, fører Elevbogen og assisterer ved Regnskabet”. Men så havde de også på skift fri hver anden søndag.

I de første mange år fandtes der to slags personale på Refsnæs: Funktionærer og tyende; de første kender vi af navn, de sidste som regel ikke. Af tyendehjælp
fandtes fra skolens start en sygeplejerske, der også skulle reparere børnenes tøj, samt en hjælpepige til børnene, en kokkepige, to stuepiger og en karl.
Til at varetage skolens sanatoriemæssige opgaver var overlæge Schepelern fra Kysthospitalet tilknyttet som institutionens læge. Han besøgte skolen hver
anden dag og havde fastsat skolens sundhedsregler, der især omfattede badning og spadsereture.

Institutionens virke som hjem, skole og sanatorium fremgår også tydeligt af den første

Dagsorden:

                          Vinter                                  Sommer

Der stås op kl. 7 kl. 6½
Morgenkost kl. 8 kl. 7½
Andagt kl. 8 3/4 kl. 7 3/4
Skole kl. 9 kl. 8
Badning kl. 10 kl. 9½
Frokost kl. 10½ kl. 10½
Spadseretur kl. 11 kl. 11
Skole kl. 12 kl. 12
Middag kl. 2 kl. 2
Spadseretur kl. 3 kl. 3
Håndgerning kl. 4½

Friluftslege og havearbejde skiftevis hver anden dag kl. 4½

Fritid kl. 6-7
Aftensmad kl. 6 kl. 7
Aftensang kl. 7 kl. 7 3/4
Sengetid kl. 7 1/4 kl. 8

Således fremstår dagsordenen i Blindeinstituttets Årsberetning 1898-1899. Der findes dog også en håndskreven dagsorden fra samme tid, der er lidt anderledes
især for tiden mellem kl. 4 og kl. 7, idet dette tidsrum også omfatter sang og gymnastik. Desuden levner den håndskrevne dagsorden også eleverne lidt mere
fritid, samtidig med at sengetiden for de større børn først er fastsat til kl.9. Med små justeringer fortsatte dagsordenen nogenlunde uændret i adskillige
år. Det bemærkes, hvor stor vægt frisk luft, motion og badning er tillagt i dagligdagen. Badningen foregik om vinteren således, at piger og drenge på skift
hver anden dag fik brusebade i saltvand, som karlen havde slæbt op fra fjorden, mens de om lørdagen fik varme karbade. Om sommeren blev brusebadene afløst
af daglig badning i fjorden, der fandt sted i den periode, hvor fjordvandet var mindst 13 grader varmt. For at holde rede på hvor sunde børnene var, blev
de vejet hver 14. dag, og resultatet blev omhyggeligt ført til protokols. Foruden forskolens egne elever havde man i de første mange år også et varierende
antal elever fra blindeinstituttet i København, der af helbredsmæssige grunde skulle på rekreation på Refsnæs.

For børnenes sundhed var det også vigtigt, hvad de fik at spise. Det høje Kultusministerium havde godkendt et detaljeret spisereglement, der i en turnus
på 10 dage specificerede de enkelte retter. Middagsmaden bestod af to retter solid borgerlig kost som medisterpølse, kødsuppe, vælling, lobskovs og lignende
med rigelig mælk eller sødt øl til. Alt sammen omhyggeligt udregnet efter vægt og mængde. På papiret ser det helt fint ud, men om det også har været sådan
i praksis, er vanskeligt at kontrollere. Af tidligere elevers erindringer fremgår det f.eks. at øllebrøden, der serveredes om morgenen kunne være en særpræget
oplevelse. Et særligt træk, som også kan ses af eleverindringer, bestod i, at personalet – der spiste sammen med børnene – fik serveret en anden slags
mad. Det kunne eleverne naturligvis ikke se, men de kunne med misundelse dufte de åbenbart bedre retter.

Selve skoleundervisningen var naturligvis det vigtigste indhold i dagligdagen. Af Årsberetningen fremgår det, hvad man underviste i skoleåret 1899-1900.
I første klasse var der blevet undervist i dansk, religion, anskuelse, regning, frøbelske arbejder samt modellering, og disse fag blev fortsat i anden
klasse. I dansk skulle eleverne endnu lære latinske bogstaver i relieftryk, da forstander Moldenhawer mente, det var gavnligt. Først efter hans afgang
i 1905 gik man over til kun at anvende blindskrift. Flere af fagene må have været rent mundtlige, som når der om religion i 1. klasse står: “Bibelshistorien
fra Skabelsen til Esau og Jacob gennemgaaet 4 Gange. 9 Salmer udenad.” Ellers ligner skemaet undervisningen, som den foregik gennem mange år. Det ses,
at man allerede fra begyndelsen har lagt vægt på anskuelsesundervisning med modeller, brugt bogstavkasser, modelleret og lært forskellige småarbejder efter
Frøbels metode, der senere blev afløst af Montessori-metoden.

Foruden sundhedsmæssige og skolemæssige opgaver havde forskolen også opgaven som hjem for de små 6-10 årige børn. Eleverne kom spredt fra hele landet og
ofte fra små kår. Transporten til det fjerne Refsnæs var forholdsvis dyr. Kun i sommerferien fik eleverne en betalt rejse hjem, så kontakten med familien
kunne være sparsom. Brevskrivning var heller ikke så let, da forældrene normalt ikke kunne blindskrift, men som det fremgik ovenfor, var det en af plejemoders
opgaver at stå for børnenes brevskrivning. Det betød i praksis, at hun læste brevene til eleverne højt for dem, samt at hun efter elevernes diktat skrev
til forældrene, og senere – når eleverne havde lært at skrive blindskrift – oversatte brevene til latinske bogstaver.

Refsnæsskolens dagbog fortæller om traditioner, der blev grundlagt i begyndelsen og fortsatte gennem mange år. F.eks. den årlige udflugt til Asnæsskovene,
fejring af kongens og forstanderens fødselsdage, fester omkring juletid osv.

I det følgende vil Refsnæsskolens udvikling frem til ca. 1966 blive beskrevet ud fra de ovenfor berørte temaer: Udbygning, administration og ledelse, eleverne,
personalet, den daglige undervisning, skoleliv m.m. Frem til 1966 forløb udviklingen relativt rolig med gradvise ændringer. Det har derfor syntes naturligt
i denne fremstilling, at sætte et skel ved dette årstal.

UDBYGNING

Som nævnt var forskolen i 1898 blevet meget mindre end bestyrelsen og forstander Moldenhawer havde forestillet sig. De 20 elever, der var plads til, var
alt for få i forhold til behovet, og der var ikke meget udenomsplads. Det var man efterhånden blevet klar over i ministeriet, og allerede i 1903 blev der
bygget en østfløj til den bestående bygning. Herefter var der plads til 30 børn. I 1909 blev endnu en fløj tilbygget, således at bygningen, der senere
kaldtes “Østskolen”, fik sit nuværende udseende. Bygningen, der i dag rummer administration og materialelaboratorium, havde derefter plads til 50 elever.
Samtidig byggedes inspektørbolig (senere forstanderbolig) og kedelhus.

Fra begyndelsen havde det som nævnt været bestyrelsens tanke, at forskolen også skulle indeholde en særlig afdeling for de forholdsvis mange mere eller
mindre åndssvage elever, der sinkede den almindelige undervisning. Til dette formål anskaffedes endelig i 1916 nabovillaen “Bakkely”, der indrettedes til
hjælpeskole for 16 elever – i 1919 udvidet til 30 elever. “Bakkely kaldtes derefter for “Vestskolen”.

Hermed var et stort ønske blevet opfyldt, og for at institutionen kunne regnes for fuldt udbygget, manglede nu kun et børnehjem for 0-7 årige børn, der
af sociale grunde ikke kunne være i hjemmet. Her måtte man endnu engang ty til privat velgørenhed. I 1916 havde grosserer Cornelius Stau på opfordring
af Dansk Blindesamfund oprettet et privat børnehjem i Ballerup for 0-7 årige blinde børn. Hjemmet flyttedes i 1918 til Lyngby, men i 1921 overtog staten
børnehjemmet, der flyttedes til Refsnæs. Til gengæld for overtagelsen købte Cornelius Stau en nabogrund på 8 tdr. land, som han forærede Refsnæsskolen.
På denne grund blev opført et børnehjem – den nuværende kantinebygning – med plads til 20 børn under den skolepligtige alder. Samtidig fik skolen plads
til skole- og nyttehaver, frugtplantage, husdyr m.m. Cornelius Stau mindes i dag i navnet på det nye børnehjem, der blev opført i 1970, og som i dag rummer
kursusafdelingen, “Stausgården”.

Som hovedregel fortsatte elevernes undervisning på Blindeinstituttet i København efter endt undervisning på Refsnæs. Problemet var imidlertid, hvad man
skulle gøre ved de elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse i København, eller som efter uddannelsen der alligevel ikke havde muligheder for at
klare sig selv, eller ikke havde en familie at komme hjem til. En del af problemet løstes ved opførelsen af det såkaldte værnehjem i 1928 (fra 1967 kaldet
Fjordhøj) for 20 piger. Beboerne beskæftigedes med vævning o. lign., men nogen videre fremtidsmuligheder fandtes ikke. Det kunne ses ved Værnehjemmets
nedlæggelse i 1972, hvor de sidste beboere udflyttedes. Da var mange af beboerne de samme, som var flyttet ind i 1928.

I 1928 bestod Refsnæsskolen således af en hovedskole (afdeling Øst) med ca. 50 elever, en hjælpeskole (afdeling Vest) med ca. 30 elever, et børnehjem med
ca. 20 børn samt Værnehjemmet med ca. 20 beboere. Alt i alt en betragtelig udvidelse af institutionen i løbet af 30 år.

Fra midten af 30’erne blev undervisningstiden på Refsnæs udvidet således, at eleverne forblev på Refsnæs indtil konfirmationen og først derefter blev sendt
til København. Dette forhold vil der blive nærmere redegjort for senere; i denne forbindelse skal det blot nævnes, at en så kraftig udvidelse af elevtallet
selvfølgelig gav pladsproblemer. Efter en tid med store lokaleproblemer, lykkedes det endelig at få bygget skolebygningen samt gymnastiksalen og svømmehallen
i 1940. Hermed regnedes Refsnæsskolen for en fuldt udbygget moderne institution efter datidige forhold. Svømmehallen var forøvrigt den første i amtet,
men i første omgang fik eleverne ikke megen glæde af den. Krigen og besættelsestiden medførte som bekendt brændselsrestriktioner, så vandet måtte ikke
opvarmes.

Bortset fra købet af nabovillaen, “Strandbo”, til brug for lærerboliger i 1945, skete der herefter ingen udvidelser på Refsnæs før 1966. Især i løbet af
1950’erne og begyndelsen af 60’erne blev indtrykket af en lidt gammeldags institution med pladsproblemer og utidssvarende forhold stærkere, men det var
svært at råbe myndighederne op og først i løbet af de glade 60’ere, hvor økonomien gik stadig bedre, begyndte der at ske noget. Men så gik det også stærkt.

Dog skete der lidt med hensyn til problemet med elever, der ikke kunne sendes hjem eller videre i uddannelsesforløbet, men det skete i form af tilknyttede
institutioner. I 1938 oprettedes den private institution “Hestehavehus” under ledelse af Kirsten Larsen. Den modtog kvindelige elever udgået fra hjælpeskolen
på Refsnæs og fungerede indtil 1970, hvor den blev overtaget af Refsnæsskolen på lejebasis og senere solgt fra. En tilsvarende institution for unge mænd
blev oprettet i Viskinge i 1937, kaldet “Jydegården”. En tidligere ansat på Refsnæsskolen købte en landejendom, hvor det var meningen at beboerne skulle
beskæftiges med landbrugsarbejde, men det gik ikke særlig godt og institutionen blev lukket igen i 1944. Begge de nævnte institutioner var under tilsyn
af Refsnæsskolen. Til delvis afløsning af “Jydegården” købte staten i 1951 den gamle præstegård i Raklev, der blev til den selvstændige statsinstitution
“Raklevgården” for unge mænd udgået af Refsnæsskolen. I 1974 blev Raklevgården inddraget direkte under Refsnæsskolen. Endelig skal nævnes, at man i 1953
købte det nærliggende “Kærhus” til brug for multihandicappede.

ADMINISTRATION OG LEDELSE

Fra 1898 var Refsnæsskolen, som tidligere omtalt, Det kgl. Blindeinstituts Forskole under ledelse af forstanderen i København, der igen var underlagt en
bestyrelse, der var underlagt Kirke- og Undervisningsministeriet. På Refsnæs var plejemoder den daglige leder under tilsyn af forstanderen og overlægen
på Kysthospitalet. I 1905 blev Moldenhawer afløst af cand. theol. J.U. Plesner som forstander for Blindeinstituttet og dets forskole på Refsnæs. I 1909
udnævntes en inspektør for forskolen, nemlig cand. theol. L.B. Rützou. Han fik en lidt mere selvstændig stilling end plejemoderen havde haft, men var stadig
undergivet forstanderen i København, der også aflagde hyppige besøg på stedet.

Efter de mange udvidelser mente man endelig i 1918, at skolen skulle være selvstændig og inspektør Rützou blev udnævnt til forstander for Den kgl. Blindeforskole
på Refsnæs, som institutionen nu kom til at hedde. Det kgl. Blindeinstituts bestyrelse på 5 medlemmer fortsatte som fælles bestyrelse for de to blindeinstitutter.
Denne bestyrelse var et mellemled mellem forstanderen og ministeriet og skulle godkende fastansættelser, skoleplaner og andre dispositioner af principiel
betydning. Bestyrelsen blev nedlagt i 1934 i forbindelse med socialreformen.

Blindeforskolen, der i 1928 ændrede navn til Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs, var frem til 1924 underlagt Kirke- og Undervisningsministeriet. I 1924
blev blindeinstitutterne overført til det nyoprettede Socialministerium, hvor de forblev indtil særforsorgens udlægning til amterne i 1980 med undtagelse
af årene 1926-1929, hvor socialministeriet var afløst af et sundhedsministerium.

I 1935 døde forstander Rützou og blev afløst af lærer ved Blindeinstituttet i København K.L. Grove-Rasmussen, der også var cand. theol. Grove-Rasmussen
døde allerede i 1943, og da forstanderen på Blindeinstituttet i København netop var gået af, benyttede man lejligheden til en omorganisering af statens
blindeforsorg, idet Statens Blindevæsen, under ledelse af en administrationschef, blev oprettet med virkning fra 1. januar 1944. Det har ikke været muligt
at finde nogen lovhjemmel for ændringerne, ej heller at finde nogen cirkulærer, der omhandler omorganiseringen. Det synes at være et lidt mærkeligt tidspunkt,
at foretage et sådant skridt; det var midt under besættelsen, regeringen var gået af 29. august 1943 og det såkaldte departementchefstyre opretholdt administrationen.
Alt tyder på, at det var socialministeriets embedsmænd, der selv stod for reformen, men der må sandsynligvis have foreligget planer forberedt gennem udvalgsarbejde
over flere år. Det overordnede formål med reformen var at sikre kontinuiteten i de blindes uddannelse fra børnehave til erhvervsuddannelse, uanset hvilken
institution uddannelsen foregik på.

Administrationschefen, W. Bøgh Christensen, blev den øverste administrative leder af blindeinstitutterne, hvis nye forstandere degraderedes til inspektører
med ansvar for undervisningen. To år senere blev forstandertitlen dog genindført. Samtidig oprettedes Statens Øjenklinik under ledelse af en øjenlæge.
Administrationschefen skulle samtidig koordinere samarbejdet mellem institutterne, øjenklinikken, blindeorganisationerne og de private blindeinstitutioner.
Af den bevarede korrespondance ses det, at næsten alle sager er gået gennem administrationschefen, men kompetancen har været lidt flydende, og det har
givet vis ikke været let at være forstander, når chefen i København havde det afgørende ord. Statens Blindevæsen blev nedlagt i 1970. Gennem hele perioden
var stillingen som administrationschef besat af Willy Bøgh Christensen.

I 1944 blev lærer N.H. Ilsøe inspektør (senere forstander) på Refsnæs. Han var leder i de vanskelige år i slutningen og lige efter krigen, som der senere
skal berettes om. Ilsøe fratrådte allerede i 1949 og blev afløst af lærer ved Døvstummeinstituttet i Nyborg, Poul Petersen, der var forstander til 1966.

Frem til 1970 skete der herefter kun én markant administrativ nyskabelse. Lov af 11.5. 1956 om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede,
kaldet blindeloven, indførte Blindenævnet. Dette nævn skulle behandle principielle spørgsmål vedrørende blinde og svagsynede og være rådgivende for socialministeriet
omkring administrationen af loven samt komme med forslag til foranstaltninger, som udviklingen gjorde påkrævet. Blindenævnet bestod bl.a. af administrationschefen,
blindeinstitutternes forstandere, repræsentanter for personale, elever og forældre samt repræsentanter for Dansk Blindesamfund m.fl. Blindeloven gennemførte
forstander Moldenhawers gamle kongstanke om instituttvang for blinde og svagsynede, men åbnede alligevel mulighed for dispensation. I løbet af 1950’erne
og især 60’erne blev diskussionen om blinde elevers eventuelle integration i folkeskolen et af de spørgsmål, der virkelig skilte vandene indenfor blindeforsorgen
og ikke mindst mellem forældre og blindeinstitutterne. Det var blindenævnets opgave at tage stilling til en eventuel dispensation fra tvungen skolegang
på blindeinstitutterne, men mere herom senere.

ELEVERNE

I 1898 var det frivilligt for blinde børn at komme på Refsnæsskolen. Det var oven i købet også frivilligt om man overhovedet ville lade sine blinde børn
undervise. Først i 1926 indførtes undervisningspligt for blinde børn – 112 år efter indførslen af den almindelige undervisningspligt ! Hvor mange blinde
børn der ikke fik undervisning vides ikke, men det har næppe været mange. Præsterne havde indberetningspligt angående blinde i deres sogn, og også kommunernes
socialudvalg kunne tage affære. Ganske vist findes der beretninger om børn, der har været gemt væk i hjemmet en stor del af deres barndom, eller har henslæbt
flere år i landsbyskolen, hvor de af gode grunde ikke kunne følge med, men vi må gå ud fra, at det altovervejende flertal af blinde børn kom på Refsnæsskolen
– også før 1926.

Betingelserne for optagelse var, ud over aldersbestemmelserne, ifølge årsberetningen for Blindeinstituttet 1894-1895, som også blev gældende for forskolen:
“Adgang til Optagelse i Instituttet har ethvert Barn af enhver Trosbekendelse, naar det i den Grad er Synet berøvet, at det ikke kan se at læse og skrive,
men iøvrigt er sundt på Legeme og Sjæl og ikke moralsk fordærvet.” Dernæst følger en række betingelser om vaccinationsattester, erklæringer fra den lokale
øvrighed, medbringelse af tøj samt betaling, som nærmere vil blive behandlet nedenfor. Desuden skulle forældrene skrive under på, at de på forlangende
straks tager barnet tilbage, hvis instituttet anser det for uegnet til oplærelse, samt skrive under på at “Saalænge Barnet er i Institut, må dets Forældre
eller Forsørgere afholde sig fra enhver Indvirkning på dets Opdragelse, uden forsaavidt at de til Forstanderen kunne udtale deres Ønsker.” Det betød i
praksis, at forældreindflydelse var totalt fraværende; forældreråd og lignende hørte en fjern fremtid til. Betingelsen om sundhed på sjæl og legeme skulle
tages bogstaveligt. I elevsagerne kan man se at de to vigtigste udskrivningsgrunde i utide var “seende” eller “åndssvag”. Allerede fra begyndelsen var
det et problem med de forholdsvis mange svagtbegavede elever, men hvis man sporede bare lidt påvirkelighed for undervisning, beholdt man så vidt muligt
eleverne, og kun forholdsvis få blev sendt hjem eller overgivet til åndssvageforsorgen. Det var dog problematisk for undervisningen og de godt begavede
elever, og det var derfor en stor lettelse, da man i 1916 kunne tage Bakkely (Vest) i brug som hjælpeskole. Det satte til gengæld skel mellem eleverne;
ifølge erindringer fra tidligere elever var kammerater, der blev overflyttet til Vestskolen ganske enkelt væk og eksisterede ikke mere i de gamle kammeraters
verden. Da Vestskolen af uransagelige grunde blev lukket som hjælpeskole i 1940, blev de svagtbegavede elever igen integreret i den normale skole, men
som regel i særlige hjælpeklasser.

En ting, man skulle tro kunne afholde forældre fra at sende deres børn på blindeinstitut, var betalingen for opholdet. Især i begyndelsen kom de fleste
elever fra økonomisk ret ringe kår – tuberkulosen, som jo i begyndelsen var den store blindhedsårsag, var en sygdom, der især ramte den socialt dårligt
stillede del af befolkningen – og desuden kunne velstående folk betale privatundervisning for deres blinde børn. Det økonomiske problem var nu ikke så
stort. Ganske vist var kontingentet fastsat til 700 kr. årligt -“derunder indbefattet kost, klæder og undervisning”- , men det kunne nedsættes eller helt
bortfalde. De 700 kr. svarede i 1898 godt og vel til en ufaglært arbejders årsløn, hvis han var så heldig at have arbejde hele året. Lov om det offentlige
Fattigvæsen af 1891 med senere ændringer slog fast, at det offentliges udgifter til børns oplærelse på blindeinstitutterne ingensinde havde været anset
som fattighjælp. Staten betalte udgifterne, hvis forældrene ikke kunne udrede kontingentet, hvilket de skulle gøre opmærksom på i optagelsesansøgningen
ledsaget af en erklæring fra fattigbestyrelsen i hjemkommunen om forsørgerens indkomst- og formueforhold. Kun hvis forsørgeren i forvejen var under fattigforsørgelse,
skulle hjemkommunens fattigvæsen betale, men da kun et nedsat kontingent på 120 kr. årligt. Af regnskabsbøgerne fremgår det, at en hel del elever har betalt
kontingent, men som regel kun en del af det fulde beløb. Det kunne også været hårdt nok; der findes en del restancesager. Efter loven af 1926 om blindes
undervisningspligt var det kommunerne, der skulle betale for eleverne ophold på blindeinstitutterne, hvis forældrene ikke kunne. Kontingentet blev fastsat
til 600 kr. årligt – altså en nedgang i forhold til 1898. Hvis forsørgeren ikke kunne betale kontingentet helt eller delvist, skulle hjemkommunen betale
det manglende beløb, men stadig uden at det fik fattighjælps virkninger for forsørgeren. Fattighjælp havde jo normalt den virkning, at modtageren mistede
en række borgerlige rettigheder. Med socialreformen i 1933 blev det igen statens tur. Forsorgslovens § 69 slog fast, at det var statens opgave, at betale
for blinde børns ophold på blindeinstitut, hvis forældrene ikke havde råd. Der skulle stadig betales kontingent, men der kunne søges om hel eller delvis
friplads. Det var hjemkommunens socialudvalg, der skulle afgøre om der skulle bevilges friplads eller ej, men det var staten, der skulle betale. Dette
forhold kunne tænkes, at have haft en positiv indflydelse på socialudvalgenes velvilje. Endelig bortfaldt ved ikrafttrædelsen af blindeloven af 1956 elevbetalingen
for ophold på Refsnæsskolen fuldstændigt.

Som tidligere nævnt kunne man hjemsendes som “seende” hvis man skønnedes, at have for godt et syn til at blive undervist sammen med de blinde. I 1921 indførtes
imidlertid som et forsøg en særlig svagsynsklasse på Refsnæs, og derved påbegyndtes en målrettet undervisning af denne tidligere noget forsømte gruppe.
Der havde også været svagtseende på Refsnæsskolen tidligere, men der var ikke blevet taget specielt hensyn til dem. De måtte lære blindskrift ligesom
de andre børn ellers blev de hjemsendt. Nu indledtes en undervisning, der tog særligt hensyn til de svagsynede elevers specielle handicap, og derved påbegyndte
Refsnæsskolen sin virksomhed som institut også for alle landets svagsynede elever. Efter 1921 var der til stadighed specielle svagsynsklasser på skolen,
men i modsætning til hvad forholdet var for helt blinde børn, var det en mindre procent af landets svagsynede skoleelever, der kom på Refsnæs.

Mens Refsnæs var forskole, var eleverne som omtalt mellem 7-8 og 11-12 år; altså en aldersmæssig relativ homogen gruppe, der efter endt undervisning på
Refsnæs blev sendt til videre skolegang på instituttet i København. Som antydet i forbindelse med skolens udbygning blev elevgruppen imidlertid efterhånden
aldersmæssigt meget spredt. Da man i 1916 oprettede hjælpeskolen (Vestskolen) for de elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse i København, fik
man efterhånden nogle betydelig ældre elever, idet uddannelsen på hjælpeskolen var beregnet til at vare indtil eleverne var 18-20 år, hvorefter de så vidt
muligt blev sendt hjem. Den næste udvidelse af aldersfordelingen fik man i 1921 ved oprettelsen af børnehjemmet, hvorved også 0-7 årige kunne komme til
Refsnæs. Ved oprettelsen af værnehjemmet i 1928 fik man en ny gruppe beboere på Refsnæs. Pigerne, der flyttede ind, var ca. 18-25 år, og da der ikke skete
nogen videre udslusning, havde man på værnehjemmet en gruppe efterhånden modne damer.

I 1934 ophørte Refsnæsskolen med kun at være forskole. En nedsat kommission havde foreslået, at blindeinstituttet i København skulle være ungdomsskole og
koncentrere sig om erhvervsuddannelserne. Dette forslag blev delvist fulgt, og fra 1934 fortsatte eleverne skolegangen på Refsnæs. Det betød, at skolen
hvert år blev udvidet med en årgang, indtil den var fuldt udbygget svarende til den 7-årige folkeskole. Eleverne forblev nu på Refsnæs til efter deres
konfirmation og blev først sendt til København som 14-16 årige. Med denne udvidelse havde Refsnæsskolen 150-180 elever.

I 1944 påbegyndtes på Refsnæs en samlet registrering af alle blinde og svagsynede børn i Danmark; en registrering der stadig fortsætter. Allerede før denne
registrering var forstanderen begyndt at foretage enkelte besøg i hjemmene. Denne begyndende konsulenttjeneste, der senere fik et vældigt omfang, især
da blinde børns eventuelle integration i folkeskolen blev aktuel i slutningen af 1950’erne og især i 60’erne, vil senere blive behandlet i et særskilt
afsnit.

Hvordan har så denne brogede skare af elever i alle aldre opfattet deres ophold på Refsnæs? Opfattelsen af opholdet er naturligvis individuel, men da mange
opholdt sig hele deres barndom på skolen, må erindringen om skolegangen nødvendigvis fylde meget i bevidstheden. Der er her valgt nogle forskellige eleverindringer
fra forskellige perioder. Erindringer er en problematisk størrelse, nogle husker kun det positive og fortrænger resten, men erindringerne er den eneste
måde, hvorpå man kan nærme sig en fornemmelse af, hvorledes livet på Refsnæsskolen er blevet opfattet. Set udefra kan man forstå, at det kunne være hårdt
for et 7-årigt barn, at skulle forlade hjemmet og komme til en helt fremmed verden. Det er naturligvis ikke specielt for blinde børn, og sammenligner man
med beretninger om børnehjem og kostskoler i første halvdel af dette århundrede, har Refsnæsskolen givetvis ikke været det værste sted at tilbringe sin
barndom.

PERSONALET

Tre ting var karakteristisk for Refsnæsskolens personale langt op i dette århundrede. For det første boede en stor del af personalet indtil midten af 1960’erne
på selve institutionen. For det andet var personalet delt i 2 grupper: På den ene side lærere, plejemødre (dvs. afdelingsledere – som regel læreruddannede),
økonoma, oldfrue, sygeplejerske m.fl. – altså funktionærerne; på den anden side tyendet, senere kaldet karle og piger eller husassistenter. De første kender
vi af navn, de sidste som regel ikke. En tredje karakteristisk ting – i alt fald i begyndelsen var den massive overvægt af kvinder. Bortset fra pedellen
og inspektør/forstander samt enkelte karle var samtlige ansatte kvinder. Først i 1922 blev den første mandlige lærer ansat, og han var endda fortrinsvis
beskæftiget med kontor- og regnskabsopgaver. I begyndelsen af 1930’erne blev der ansat flere mandlige lærere.

Et billede af personalets sammensætning kan vi f.eks. få ved at se på det normerede personale, der nævnes i finansloven for 1938/39. På et tidspunkt hvor
skolen er næsten fuldt udbygget. På dette tidspunkt findes der af tjenestemænd: 1 forstander, 1 overlærer, 7 lærere, 4 læreraspiranter, 1 plejemoder og
1 pedel – i alt 15 tjenestemænd. Af ikke- tjenestemænd var normeret: 1 lærer, 1 børnehavelærer, 1 deltidsansat lærer, 2 assistenter (heraf 1 på børnehjemmet
og 1 på værnehjemmet), 2 plejemødre, 1 oldfrue, 1 økonoma, 1 sygeplejerske, 2 natplejersker, 22 husassistenter, 2 karle samt løs hjælp til vask, rengøring,
syning m.m. – altså i alt 36 plus det løse. Det er markant, at den største gruppe udgøres af husassistenterne, men de havde også mange forskellige opgaver.
Det er karakteristisk både for Refsnæsskolen og for samfundet som helhed, at der på en lang række områder har fundet en øget professionalisering sted i
personalegruppen. Oprindelig bestod personalet kun af lærere samt ufaglærte suppleret med en sygeplejeske, og det var tilstrækkeligt. Op gennem århundredet
kommer der flere nye personalegrupper til: Uddannet økonoma, barneplejersker, kontoruddannede, håndværkere og senere socialpædagoger, psykologer, socialrådgivere,
tale-høre pædagoger, synskonsulenter m.fl. Men endnu i 30’erne var der kun kommet en uddannet økonoma og enkelte barneplejersker til. Derfor gjorde husassistenterne
ikke alene rent og lavede mad, de assisterede også på afdelingerne som barnepiger og lagde børn i seng, hjalp med på- og afklædning osv. Først i 60’erne
og 70’erne blev de endelig afløst af pædagoguddannet afdelingspersonale eller forpraktikanter. Lærerne var heller ikke bare lærere, men havde også “inspektion”
på skift lørdag-søndag, hvor de skulle passe og underholde eleverne.

Et arbejde, der krævede flere hænder, var have- og landbruget. Da grosserer Stau i 1921 forærede Refsnæsskolen 8 tdr. land jord i forbindelse med opførelsen
af børnehjemmet, fik skolen mulighed for at blive delvis selvforsynende med fødevarer. De 8 tdr. land blev dels benyttet til prydhave og nyttehaver for
eleverne, men resten blev udlagt til kartoffel- og grønsagsmarker og frugtplantage samtidig med, at der blev bygget stald og kartoffelkælder. Af en indberetning
til Socialministeriet fra forstander Rützou om køkkenpersonalets arbejde fra 4. december 1934 fremgår det, at køkkenpersonalet bestod af en økonoma og
4 køkkenpiger samt en hjælpepige 2 timer daglig til hjælp ved kartoffelskrælningen (der spistes daglig ca. ½ td. kartofler, dvs. 50 kg). Foruden at tilberede
de daglige måltider blev så godt som alt pålæg og fars hjemmelavet. Råvarerne kom fra de 16 svin, der årligt blev slagtet og bagefter parteret af køkkenpersonalet.
Desuden skulle der plukkes grønsager, syltes og henkoges. Det var ret store mængder det drejede sig om. Af en senere indberetning fremgår det, at land-
og havebruget i perioden 1. november 1941 til 31. marts 1942 leverede 6 grise, 76 tdr. kartofler, 240 hvidkål, foruden rødkål, rosenkål, porrer, selleri,
grønkål og rødbeder samt 97½ snese æg. Det var således en større landhusholdning køkkenpersonalet drev, men de fik naturligvis også løn for det, omend
ikke lige meget. Lønningerne var i 1934:

Økonoma lønnes med 150 kr. månedlig

1. kokkepige ” ” 63-70 kr. “
2. kokkepige ” ” 50 kr. “
3. kokkepige ” ” 45 kr. “
4. kokkepige ” ” 40 kr. ”

   Arbejdstiden var fra kl. 6.30 til 12.15, kl. 13-16 og 17-19.30 for kokkepigernes vedkommende. Men så havde de også en ugentlig frieftermiddag fra kl.
   15 samt fri hver anden søndag skiftevis kl. 9 og kl. 12. Økonomaen forventedes så vidt mulig at være konstant til rådighed uden fast fritid.

(Her indsættes uddrag af Ester Sørensens beretning fra Refsnæs-Nyt nr. 23 side 3.)

Som det fremgår af ovennævnte lønninger var der forskel på folk. Demokrati på arbejdspladsen, ligeløn og lignende var slagord fra en fjern fremtid. Hierarki
var nøgleordet; ikke bare på Refsnæs, men i samfundet og på dets institutioner i det hele taget. Øverst tronede forstanderen, og han bestemte i princippet
alt, hvad bestyrelse og ministerium tillod ham. Senere kom som omtalt administrationschefen ind i billedet, hvad der gjorde billedet lidt mere broget –
især for forstanderen. Personalet havde ikke meget at skulle have sagt, i alt fald ikke formelt. Lærerne havde indflydelse på undervisningens form og indhold,
men ikke meget der udover. Lærermøder blev indført kort efter skolens oprettelse, men det er karakteristisk, at personaleråd og samarbejdsudvalg først
bliver indført i begyndelsen af 1970’erne. Personalets indbyrdes forhold var også præget af hierarkiet. I 1934-indberetningen fremgår det at der i køkkenbygningen
fandtes en folkespisestue for syersker koner, karle, vaskeripiger m.fl., mens funktionærerne spiste i spisestuen på østskolen. Det fortælles, at endnu
i begyndelsen af 60’erne sad personalet bænket efter anceinnitet og fik serveret i samme rækkefølge.

Kun fra begyndelsen af Refsnæsskolens virksomhed kan der spores oprør mod den naturlige rangfølge. Af bestyrelsens arkiv fremgår det, at skolens 2 første
lærerinder, frk. Graae og frk. Mosollf ikke havde det godt med hinanden. Frk. Mosollf nægtede flere gange at følge plejemoderens ordrer, og til sidst gav
bestyrelsen og ministeriet frk. Mosollf tilladelse til at fraflytte skolen for at gifte sig uden at miste sin stilling. Begrundelsen var, at ” den harmoniske
Samvirken mellem Lærerkræfterne ved Forskolen, der er af saa stor Betydning, men som beklageligvis hidtil har været vanskelig at opnaa,” nu skulle kunne
lade sig gøre.

DEN DAGLIGE UNDERVISNING

Skolegangen kom straks efter skolens grundlæggelse i faste rammer. Man tilstræbte så vidt muligt, at følge den almindelige folkeskole med tilføjelse af
de særlige blindefag som anskuelse, modellering, virksomhedsøvelser m.m. Efter oprettelsen af hjælpeskolen, og især efter at skolen var blevet fuldt udbygget
i slutningen af 30’erne, fulgte man simpelt hen Københavns kommunes skoleplan. Som eksempel vil her blive gennemgået skolearbejdet i skoleåret 1910-1911,
som det formede sig, efter at inspektør Rützou havde overtaget den daglige ledelse som inspektør.

Eleverne var delt i 4 klasser samt en hjælpeklasse og fagene var: Dansk med anskuelse, religion, regning, frøbelske øvelser, modellering, virksomhedsøvelser,
papirfoldning, sandbakke, stedsbeskrivelse, sang og gymnastik. Disse fag blev der undervist i om formiddagen 21½ timer om ugen. Desuden havde eleverne
om eftermiddagen strikning for pigernes vedkommende og måttefletning og sløjd for drengenes samt en fælles ugentlig time i dans. Fagenes nærmere indhold
vil blive beskrevet med 1. og 4. klasse som eksempel:

Første klasse (9 elever):

Dansk. De fleste punktbogstaver er indøvede ved hjælp af de små trækklodser med bogstaverne på. Stavning. Tolydsord er indøvede efter Damms A.B.C.

Anskuelse. Fortalt om husdyrene, deres liv og nytte for menneskene. Gennemgået modeller af disse samt af forskellige andre almindelige dyr. Læst 9 lette
fortællinger og en del nemme smådigte.

Religion. Talt om højtiderne samt fortalt enkelte historier fra det gamle testamente. De letteste morgen og aftensange er læste.

Regning. Tælling er indøvet ved hjælp af kuglerammen og genstande. I hovedregning addition og subtraktion med tal indtil 10.

Frøbelske øvelser. Perlearbejder, væsentligt med store perler. Lette symønstre udført på pap.

Virksomhedsøvelse. Øvet i at vinde garn, snøre, binde, afklædning og påklædning. Øvelser med klodser og sortering.

Sandbakke. Øvet i at ælte sandet og danne bakke, sø, ø, halvø.

Stedsbeskrivelse. Børnene er øvet i at finde vej i hus og have.

(1. klasse havde ikke modellering, mens 4.klasse ikke brugte sandbakke.)

Fjerde klasse (12 elever):

Dansk. Af læsebogen “En Jul på Landet” er læst og repeteret første del og halvdelen af anden del. Indholdet er forklaret. Stavning efter Poulsens Retskrivningsøvelser
indtil stk. 40. 3 fortællinger og 10 digte er læste. Punktskrift: Alfabetet, ord og sætninger er skrevet.

Anskuelse. Efter modeller er gennemgået mosen, kulgruben, skibet, havnen, huset, bondegården. Der er foretaget udflugter med eleverne. De har været ombord
på et dampskib, har besøgt Kalundborg Kirke, Kalundborg Museum, et fyrtårn, en bondegård og en kæmpegrav.

Religion. Fra Moses til rigets deling. 12 salmer.

Regning. Lettere opgaver indenfor de 4 regningsarter, fornemlig hovedregning.

Frøbelske øvelser. Øvet i syning med fin tråd, pindearbejde og knytning.

Modellering. Modelleret geometriske figurer efter træmodeller. Nogle af eleverne nået de lettere, andre sværere, f.eks. 5-sidet prisme og 6-sidet pyramide.
Desuden modelleret en mængde forskellige former, såsom frugter, brugsgenstande, huse, dyr osv.

Sang. Forskellige sangøvelser. 10 enstemmige sange og salmer. 6 tostemmige og 1 trestemmig sang.

Gymnastik. Lege. Øvelserne er ledede med gymnastikkommissionens håndbog som grundlag.

(Efter Aarsberetning fra det kgl. Blindeinstitut i København og dets Forskole. 1909-1910 og 1910-1911.)

Det er tydeligt hvilken stor rolle de fag, der tilsammen kan kaldes sansetræning, har haft fra begyndelsen af skolens virksomhed. Problemet med undervisning
af blinde børn er at skaffe dem et begrebsapparat. En række begreber som rund, trekantet, oval eller størrelsesforhold eller hvordan en ko ser ud, får
et seende barn mere eller mindre lært af sig selv, der skal bare sættes ord på begreberne. Et blindt barn må lære at se med hænderne – problemet er bare,
at hænderne ikke rækker så langt som øjnene. Formålet med skolen var dobbelt. Dels skulle eleverne tilegne sig en række kundskaber svarende til indlæringen
i folkeskolen, dels skulle eleverne lære at færdes og klare sig i en verden, de ikke kunne se, og som nu engang er indrettet efter de seendes præmisser.

Især fra 1920’erne og 30’erne blev indlæringsmetoderne stadig forbedret. En række dygtige lærere opfandt og fremstillede tildels selv en lang række hjælpemidler
i form af modeller og indlæringsmaterialer. Det kunne være alt muligt, også ganske simple ting som en flaske der skulle fyldes med vand, så man kunne høre,
hvornår den var fuld, til en pose med de 4 kornsorter, klodser med tal efter størrelse eller et reliefkort med ophøjede konturer. Også ganske almindelige
ting fra dagligdagen kunne bruges til f.eks. sortering efter materiale, vægt, anvendelse osv. Efterhånden fik Refsnæsskolen opbygget en meget stor anskuelsessamling
med alt fra udstoppede dyr og fugle til modeller af kirker, smedje, havn, kulmine osv. Som det ses allerede i undervisningsplanen fra 1911, blev disse
modeller knyttet til talrige ekskursioner til virksomheder og institutioner. Tilsammen var disse ting medvirkende til at give eleverne et godt begreb om
omverdenen.

Der er ingen tvivl om, at Refsnæsskolen gennem hele perioden stod godt rustet skolemæssigt og fik givet eleverne en efter tidens forhold god uddannelse.
Der fandtes ikke nogen speciel blindelæreruddannelse. Lærerne var som regel almindelig seminarieuddannede og lærte så af erfaring og af hinanden. Ikke
mindst fordi flere lærere forblev på skolen gennem mange år, blev der opbygget en solid erfaringsmasse, men den høje anceinnitet kunne måske af og til
være en hæmsko for nye initiativer. Den opbyggede undervisningsmetode fortsatte perioden igennem, men i 60’erne og 70’erne blev der efterhånden brug for
nye tiltag. Især fordi elevklientellet delvist ændredes og mange af de kvikkeste elever blev integreret i folkeskolen.

Mange elever klarede sig godt både til eksamen og ikke mindst senere i tilværelsen, så undervisningen må have opfyldt sine formål. Måske fik ikke alle lige
meget ud af undervisningen, men den har også været krævende. Især for de lidt tungnemme elever. Alt andet lige kræver det ekstra intelligens at klare
sig som blind.

Skoleåret sluttede med den årlige eksamen, der var en blanding af alvor og fest, og hvor der allerede fra skolens begyndelse blev skabt nogle faste traditioner.
Frk. Graae skrev i dagbogen, at 5. juni 1900 havde forskolen sin første eksamen. Foruden forstanderen, sognepræsten m.fl. var også “Egnens Honoratiores”
inviterede – 20 deltog. Denne skik fortsatte hele perioden igennem. Foruden lærere fra blindeinstituttet i København og fra skolevæsenet i Kalundborg,
der sammen med sognepræsten i Raklev virkede som censorer, var der altid mange tilskuere fra egnen eller familiemedlemmer til eleverne. Der blev uddelt
flidspræmier o. lign. og det hele sluttede med en større fest. Det hele fik således et festligt præg, men for eleverne kunne det være alvorligt nok. Hvem
slap gennem nåleøjet til videre uddannelse på instituttet i København, og hvem blev erklæret uegnet til videre skolegang. Dette blev især aktuelt efter
at skolegangen på Refsnæs fra sidst i 30’erne, som omtalt, var blevet udvidet til at omfatte hele børneskolen til eleverne var 14-16 år. Afgørelsen om
overflyttelse til instituttet eller ej var nok truffet tidligere på baggrund af vidnesbyrdene, men stod man på vippen kunne eksamen nok være en nervepirrende
affære.

SKOLELIV

Opholdet på Refsnæsskolen var ikke kun præget af skolegang. En stor del af fritiden og ferierne måtte også tilbringes på institutionen. Frem til 1920 fik
elverne kun betalt hjemrejse med ledsagere i sommerferien, hvilket betød at de fleste elever tilbragte hele resten af året på Refsnæs. I 1920 blev der
også indført betalt hjemrejse i juleferien, mens hjemrejse i påske- og efterårsferien først blev indført i begyndelsen af 1950’erne. Weekend hjemrejser
blev først indført efter 1966. Naturligvis kunne de elever, hvis forældre havde tid og råd til selv at hente og bringe dem, gennem hele perioden komme
hjem i ferierne. Omvendt forblev de elever, der ikke havde noget hjem, de kunne komme til, på Refsnæs året rundt, hvis de ikke kunne komme med en kammerat
hjem på sommerferie.

(Her indsættes REFSNÆS-NYT nr. 18 side 6)

Som tidligere nævnt blev en række fester og ritualer grundlagt allerede i de første par år af skolens eksistens: Den årlige udflugt til Asnæsskovene, fest
på kongens fødselsdag, på skolens og på forstanderens fødselsdage, fastelavnsfest, juletræ m.m. samt eksamensfesten, der er omtalt. Efter 1920 blev juletræsfesten
flyttet til elevernes tilbagekomst i januar. Alle disse traditioner fortsattes og blev efterhånden også udviddet. I 1930erne erhvervedes Fyrrebakken længere
ude på Røsnæs, der kunne bruges både som udflugtsmål og til weekend ophold, og da eleverne fra slutningen af 30’erne også blev konfirmeret på Refsnæs opstod
en ny tradition. Eleverne blev konfirmeret i Raklev kirke, og forældre og pårørende var skolens gæster på dagen. Festerne havde forskelligt præg, men servering
af chokolade samt dans var allerede tidligt faste ingredienser. På store dage som kongens og forstanderens fødselsdage nævner frk. Graae i dagbogen endog
servering af vin, men om det kun var til personalet er lidt uklart.

Som et eksempel på hvordan en fest kunne forløbe bringes her et uddrag af frk. Zwickys notesbog, hvori hun beskriver arrangementet omkring forskellige fester
for at kunne huske det fra år til år. Notesbogen er for nylig fundet i et gammelt skrivebord. Frk. Zwicky var fra 1939-1952 plejemoder på Vest, derefter
på Øst (som notesbogen handler om) og fra 1959 til sin pensionering 1973, lærer og overlærer.

“Fødselsdagsfesten 14/11 1952.

1. Jeg skal indbyde Nattevagterne og min unge Pige. Frk. Friis indbyder sin Nattevagt, Fru Olsen.
2. Om formiddagen skal jeg dække Kaffebord til alle Voksne til om Aftenen i Pigernes Veranda, Radiostuen og Linoleumsstuen. (c. 80) er der Plads til.
3. Endvidere skal der dækkes til Hestehavehuspigerne i Drengenes Veranda. I Aar var der 14, de sidder langs Vinduerne på Drengenes Bænke. Hvidt Papir på
   Bordene. Hestehavehus kommer også til Chokolade om Eftermiddagen.
4. I Børnenes Spisestue er der dækket til alle Funktionærbørn, i Aar c. 25 – også til Chokolade. – Der tages 4 Bænke op fra Kælderen.-
5. Kl. 6 spises der baade for Børn og Voksne samtidig: Middagen bestod af:
   1. 3 Snitter.
   2. Flæskesteg og Rødkaal m.m.
   3. Æbletrifli m/ 1 glas Vin til.
   4. Kaffe med en enkelt Smaakage til (smaa Kringler) – Instituttet giver ikke Røg! –

Dans til Kl. 9½ for alle Børn, derefter Is og Vafler, de Voksne fik Kaffe & The med Snitter, Lagkage og Medaljer til.

7 og 8 Holdet går saa i Seng. 9 Holdet danser til Kl. 11.”

7, 8 og 9 Holdet henviser til opdelingen af eleven efter sengetider, der var aldersbestemt.

En ting er fester og udflugter, nok så vigtig var naturligvis hverdagene og de almindelige søndage. To ting spillede en vigtig rolle i denne forbindelse.
Dels skolens beliggenhed og omgivelser, dels lærernes inspektion. Også efter, at Refsnæsskolens præg af sanatorium gradvist forsvandt i løbet af 1920’erne,
spillede stranden og strandmarken mellem Kystvejen og strandkanten en vigtig rolle i friluftslivet. Her var der plads til at røre sig, men efterhånden
som bilernes antal steg i løbet af århundredet, blev passagen af kystvejen et problem, der ikke blev løst før efter 1966. En anden fordel var de 8 tdr.
land grosserer Stau havde foræret skolen i 1921. En del var, som nævnt, udlagt til frugthave og køkkenhave, og her kunne eleverne få lov at prøve deres
evner som landbrugsmedhjælpere. En anden del var udlagt som skolehaver til eleverne. Her kunne de selv afprøve deres færdigheder inden for gartnerfaget.
Efter overleveringerne skulle de ikke altid rene grønsager have smagt usædvanlig godt, men desværre groede køkkenhaverne ofte til i sommerferien. Også
skolens nærmeste omegn kunne efterhånden udforskes på egen hånd. Efter at eleverne fra slutningen af 30’erne var blevet ældre, kunne de, når de var fyldt
12 år, få vej- eller udgangstilladelse efter aflagt prøve og med forældrenes tilladelse. Udgangstilladelsen gav lov til at færdes 2 og 2 uden for skolens
område, men kun ad nærmere beskrevne ruter. Det gav naturligvis en vældig udvidelse af den kendte verden, men man måtte f.eks. ikke spadsere ind til den
store og farlige by, Kalundborg.

Langt hjemmefra var det for eleverne naturligvis afgørende, hvordan forholdet var til de voksne, dvs. personalet. Det har naturligvis været individuelt,
hvordan elevernes forhold til den enkelte lærer har været, men der er ikke tvivl om, at lærernes inspektionsdage i weekenden har medført et nærmere forhold
end normalt mellem lærer og elev. Allerede fra skolens begyndelse sagde eleverne du til plejemoder og lærere, og det var absolut ikke normalt før 1966.
Der er mange eksempler på udflugter og andre initiativer med frivilligt arbejde fra lærernes side, og desuden var deres hjem ofte åbent for eleverne på
alle tider af døgnet. Erstatte forældre og familie kunne personalet naturligvis ikke, men der er ikke tvivl om, at mange lærere og plejemødre har gjort
en stor indsats, for at Refsnæsskolen også skulle fungere som hjem for eleverne, som det også var forudsat fra skolens oprettelse.

Her indsættes REFSNÆS-NYT nr. 29 side 4)

Et særligt kapitel i skolens historie er forholdene under den tyske besættelse af Danmark Refsnæsskolen havde de samme problemer som resten af befolkningen,
men selvfølgelig i en større målestok end en almindelig familie. Rationering og varemangel, luftalarm og transportvanskeligheder var nogle af de mest mærkbare
følger af krigen. Der blev indrettet beskyttelsesrum i kælderen, hvor elever og personale tilbragte adskillige timer med højtlæsning og lignende. På grund
af indskrænkninger og ustandselige ændringer i den offentlige transport blev hjemrejserne i ferierne et stort problem, og forstanderen måtte skrive til
forældrene, at hjemrejserne var på deres ansvar. Dette betød, at en del elever måtte tilbringe især juleferien på skolen. I det store og hele blev skolens
drift dog opretholdt med de nødvendige ændringer frem til sommerferien i 1944. Den 22. juni 1944 rejste børnene på sommerferie, og for de flestes vedkommende
kom de først tilbage i efteråret 1945. Tilbagekomsten fra sommerferien blev stadig udskudt med forskellige begrundelser. Det viste sig at tyskerne havde
overtaget det meste af Refsnæsskolen som flygtningelejr. Kun de elever der af sociale årsager ikke kunne være hjemme fik lov at blive på skolen. Det drejede
sig om ca. 13 eleverne, hvortil kom 4 finske elever, der fik ophold på Refsnæsskolen fra 1943-1945, som en gestus over for Finland. De blev samlet på Vestskolen,
mens resten af institutionen blev skilt fra. Først i september 1945 kom skolen i gang igen. Det betød, at mange elever ufrivilligt fik forlænget deres
skolegang med et år.

1966-1998

Fra 1966 skete der gennemgribende, for ikke at sige revolutionerende, forandringer på Refsnæsskolen, og det skyldtes ikke kun, at der kom en ny forstander.

I 1960’erne forandrede Danmark sig radikalt. Fra slutningen af 1950’erne vendte alle økonomiske kurver og en hidtil uset velstandsstigning tog sin begyndelse.
Baggrunden var kompleks og skal ikke nærmere omtales her, men bl.a. faldende råvarepriser og forbedrede afsætningsvilkår i en mere frihandelsvenlig verden
samt private og statslige initiativer medførte at Danmark for alvor blev industrialiseret. Resultatet blev omfattende ændringer i samfundet, både demografisk,
socialt og mentalt. Folk flyttede fra landet til byerne og byggede parcelhuse og kvinderne kom på arbejdsmarkedet, hvor der var plads til alle. Lønningerne
steg og for første og sikkert sidste gang i danmarkshistorien, var der i slutningen af 60’erne ingen arbejdsløshed. Den økonomiske vækst ville tilsyneladende
fortsætte uhæmmet og alt var muligt. Mangelsamfundet med de begrænsede ressourcer var et overstået kapitel. Autoritetstroen smuldrede, og man begyndte
at stille større krav til de offentlige ydelser. Der skulle bygges motorveje til de biler, der nu var blevet råd til, uddannelsesinstitutionerne skulle
udbygges til de store krigsårgange og de små børn skulle i børnehave, når mødrene nu var på arbejde. Også social- og sundhedssektoren mærkede de nye tider:
Moderne sygehuse og folkepension til alle var blot nogle af tiltagene. Velfærdssamfundet var på vej. Og midt i alt dette kom de nye tider også til Refsnæs.

De nye tider var man begyndt at mærke allerede før 1966. Der var ikke sket bygningsmæssige udvidelser på instituttet siden 1940. Sovesale og utilstrækkelige
undervisningslokaler var ikke længere tidssvarende, men talrige planer og ansøgninger om nødvendige udvidelser var ikke blevet gennemført af besparelseshensyn.
Måske havde man heller ikke haft gennemslagskraft fra blindevæsenets side over for regering og folketing. Desuden blev der i perioden 1958-1968 brugt mange
penge på det nye blindeinstitut i København, som man havde talt om siden 1880’erne, men som nu endelig blev en realitet med indvielse i 1968. Samtidig
var det ikke helt afklaret, om man skulle udbygge Refsnæsskolen, hvor den lå, eller flytte skolen til København.

Den manglende autoritetstro begyndte også at kunne mærkes. Blindeloven af 1956 havde indført instituttvang, men nu var der forældre, der ikke lyttede efter
sagkundskaben og forlangte dispensation, så børnene kunne bo hjemme og gå i almindelig skole. Det var man ikke glad for på Refsnæs, men tendensen mod handicappede
elevers integration i folkeskolen lod sig ikke standse. Endelig i slutningen af 1965 havde man fået afklaret diskussionen om skolens beliggenhed, og der
blev givet bevilling til at påbegyndte bygningen af nogle hårdt tiltrængte skolepavilloner, samtidig med at nye tidssvarende boafdelinger blev planlagt.
Forstanderen ville imidlertid ikke være med mere og sagde sin stilling op ved udgangen af 1965. Derefter blev Kurt Kristensen fra 1. januar 1966 ansat
som forstander. Kurt Kristensen var kun 32 år og kom fra en stilling som ledende skolepsykolog i Herning, hvor han også ledede et undervisningscenter for
alle kategorier af handicappede.

I Kurt Kristensens tid som forstander skete en vældig udvikling af Refsnæsskolen. Dels rent fysisk med nye skolebygninger, nye boafdelinger, ny børnehave
osv. Dels i form af en række nye aktiviteter. I forbindelse med handicappede elevers integration i folkeskolen skete en omfattende udbygning af konsulenttjenesten
både for skolebørn og deres forældre og inden for småbørnsområdet. Der blev ansat tale-høre pædagoger og psykologer, og materialelaboratoriet blev oprettet.
I Skibbrogade blev oprettet et træningsværksted og de ældre beboere på Værnehjemmet og Raklevgården blev efterhånden udsluset til en selvstændig tilværelse
eller blev flyttet til andre institutioner. Meget nyt personale blev ansat med mange forskellige uddannelser. Bevillingerne var stigende, og de blev udnyttet
fuld ud. Det var en helt forandret institution Kurt Kristensen efterlod sig, da han tog orlov i 1972 for at drage til Afrika og arbejde med uddannelse
af lærere i specialpædagogik til undervisning af handicappede. I 1973 tog han sin endelige afsked, hvorefter Keld Stochholm 1. februar 1974 blev ansat
som forstander fra en stilling som lærer ved Geelsgård Kostskole.

I mellemtiden var “de glade 60’ere” forbi. De sluttede brat i efteråret 1973, da oliekrisen markerede et økonomisk vendepunkt. Arbejdsløsheden kom tilbage,
og offentlige besparelser blev en stadig tilbagevendende realitet, omend niveauet fortsat lå langt højere end før højkonjunkturen satte ind.

Fra 1974 til 1978 blev de sidste planlagte byggerier færdiggjort: Kantine, ambulatorium, centralkøkken, faglokaler og festsal. Siden er der ikke sket noget
bygningsmæssigt på Refsnæsskolen. I Keld Stochholms forstandertid er kursusafdelingen blevet etableret og kursernes antal er steget. De normaltbegavede
blinde børn er efterhånden blevet fast integreret i folkeskolen, mens de interne elever på instituttet i højere grad består af multihandicappede børn
og unge. I øvrigt er instituttet fortsat i samme spor med en stadig udbygning af konsulentordningerne, flere kurser for forældre og pædagoger, observationsophold
for elever, udbygning af materialelaboratoriet osv.

En af de mere skelsættende ændringer i perioden er særforsorgens udlægning til amterne i 1980. Som tidligere omtalt blev Statens Blindevæsen nedlagt i 1970,
hvorefter blindeinstitutterne blev underlagt Socialstyrelsen. I forbindelse med socialreformerne i 1970’erne blev det besluttet, at særforsorgen skulle
udlægges til amterne. Forslaget var i første række møntet på åndssvageforsorgen, hvis store mammutinstitutioner ikke længere kunne anses for tidssvarende.
Man talte fra politisk side om decentralisering og nærhedsprincipper, men hvordan man kunne opretholde og samtidig decentralisere de to eneste eksisterende
blindeinstitutter står lidt uklart. I hvert fald blev Refsnæsskolen overført fra staten til Vestsjællands amt fra 1. januar 1980. Det var selvfølgelig
en stor omvæltning. Hvor forstanderen tidligere refererede til Socialstyrelsen, kom der nu mange instanser ind i billedet: Vestsjællands Amt og alle de
andre amter, der bruger Refsnæsskolen, foruden kontakter og samarbejde med de mange kommuner i landet.

I det følgende vil nogle af de her berørte temaer blive nærmere behandlet.

UDBYGNING

Fra 1966 til 1978 blev Refsnæsskolen udbygget til sin nuværende størrelse. Det foregik i etaper og ikke altid helt som instituttet ønskede sig. I begyndelsen
kunne der være problemer med stop for offentlige byggerier, når regeringen mente, at økonomien var ved at løbe løbsk; efter 1973 skulle man spare generelt.
Som tidligere nævnt startede udbygningen med 4 nye skolepavilloner i 1966. I 1967 erhvervedes en privat villa uden for instituttets område på Fyrrebakken,
der indrettedes til boafdeling for 10 børn under navnet “Fyrrehøj”. De 2 næste boafdelinger “Egehuset” og “Birkehuset” blev taget i brug i 1969, og i 1970
opførtes en ny småbørnsafdeling, “Stausgården”, der senere blev omdannet til kursusafdeling.

Disse udvidelser var kun første etape i en udbyggelsesplan, der skulle være afsluttet i 1972. Sådan kom det ikke helt til at gå. I 1970 indførtes byggestop
og i 1974 skulle alle budgetter barberes ned, men de fleste planer blev dog gennemført, omend i skrabet udgave og nogle år forsinket. Der skal ikke her
gås i detaljer med de enkelte bygningers opførelsestidspunkt, men gives en oversigt over byggeriet fra 1970-1978.

Der blev bygget yderligere 3 nye boafdelinger, hvor man gik uden for instituttets oprindelige areal, idet de er beliggende på Byens Mose. Desuden blev Værnehjemmet
tømt for sine oprindelige beboere og nyindrettet til boafdeling for elever under navnet “Fjordhøj”. Endelig blev de gamle afdelinger, “Øst” og “Vest”,
tømt for elever; herved forsvandt de sidste rester af den gamle institutionstid med sovesale og privatliv i et skab eller i en taburet med indbygget skuffe.
“Vest” blev efter en omfattende restaurering og ombygning genåbnet som boafdeling i 1974, men nu med kun halvdelen af de oprindelige beboere og under helt
andre vilkår. “Øst” blev indrettet til administration og materialelaboratorium.

Nu var elevernes forhold nogenlunde i orden, og man tog derefter fat på bygningen af et nyt centralkøkken (det blev forlangt af sundhedsmyndighederne!).
Dernæst fulgte et moderne ambulatorium med de nødvendige faciliteter samt to nye skoleblokke. Til sidst opførtes faglokaler og endelig en festsal, der
af bevillingsmæssige årsager ikke måtte hedde festsal, men skulle kaldes samlingssal. Samlingssalens nye orgel, der var financieret af forskellige fonde,
blev indviet ved skolens 80-års jubilæum i november 1978, og derved var Refsnæsskolens udbygning foreløbig afsluttet, og instituttet havde i store træk
fået den ydre form, det har i dag. Set udefra blev resultatet ganske vellykket med den charmerende blanding af gammelt og nyt. Selv om besparelser medførte,
at ikke alt blev helt efter ønske, havde besparelserne også enkelte fordele; f.eks. medførte de, at det gamle børnehjem fra 1921, der i dag rummer personalekantinen
og mødelokaler, blev bevaret. Efter de oprindelige udbyggelsesplaner skulle den have været revet ned. Siden er der ikke ofret de store midler på bygninger,
hvilket også i nogle tilfælde kan ses.

Også med hensyn til aktiviteter for unge og voksne blinde over den undervisningspligtige alder blev Refsnæsskolen udbygget. Tidligere er omtalt problemerne
med elever, der ikke egnede sig til videre uddannelse på instituttet i København, hvorfor man i 1928 havde oprettet Værnehjemmet for (dengang unge) kvinder
og senere de selvstændige institutioner Raklevgården og Hestehavehus samt Kærhus i Refsnæsskolens eget regi. I begyndelsen af 1970’erne blev beboerne på
Værnehjemmet flyttet til Klintegården længere ude på Røsnæs. Herfra blev de i 1974 udsluset til selvstændige boliger i Kalundborg eller overflyttet til
plejehjem. Det samme skete med beboerne på Hestehavehus, da denne blev overtaget af Refsnæsskolen i 1970, og med beboerne på Raklevgården, der i 1974 blev
nedlagt som selvstændig institution; og overtaget af Refsnæsskolen. I stedet for den lidt passive beskæftigelse, der hidtil havde præget de nævnte institutioner,
forsøgte man i stedet en egentlig revalidering. I 1967 åbnede Refsnæsskolen et træningsværksted i Skibbrogade i Kalundborg. Det fungerede både som et beskyttet
værksted og som en værkstedsskole, hvor man forsøgte at oplære eleverne til egentligt erhvervsarbejde ved produktion af materialer til forskellige virksomheder.
Det lykkedes også at få enkelte ud på arbejdsmarkedet (hvilket var meget lettere i slutningen af 60’erne), men i begyndelsen af 1970’erne lukkedes værkstedet
i Skibbrogade. I stedet overflyttede man beboerne på Kærhus til en af de nye boafdelinger, og indrettede Kærhus til et beskyttet værksted samt til dagcenter;
disse aktiviteter fungerer stadig.

En nyskabelse, der gradvis kom i gang i slutningen af 1960’erne, var afholdelsen af kurser. Især efter den begyndende integration af synshandicappede elever
i folkeskolen opstod der behov for kurser for de involverede folkeskolelærere, men også pædagoger, forældre og efterhånden også elever blev tilbudt kurser.
I begyndelsen blev kurserne afholdt uden for instituttet af medarbejdere, der ad hoc blev udpeget til kursuslærere. Men i begyndelsen af 1970’erne dannedes
kursusafdelingen som en selvstændig enhed. Da Raklevgården i 1974 blev overtaget af Refsnæsskolen, blev den midlertidigt brugt som kursusafdeling, men
fra begyndelsen af 80’erne, da antallet af internt anbragte småbørn faldt, overtog man gradvis Stausgård, der i dag udelukkende er kursusafdeling. Siden
1981 har der været fast personale på kursusafdelingen, der i dag tilbyder kurser året rundt uden for skoleferierne, og som nu er en veletableret afdeling
med egen afdelingsleder, der dog stadig kan trække på instituttets øvrige medarbejdere som kursuslærere.

ADMINISTRATION OG UDLÆGNINGEN TIL AMTET

Den 1. oktober 1970 nedlagdes Statens Blindevæsen, og dermed nedlagdes også stillingen som administrationschef, der som tidligere omtalt var overordnet
forstanderne på de 2 blindeinstitutter. Nedlæggelsen var allerede blevet besluttet ved oprettelsen af Direktoratet for revalidering og forsorg i 1965,
men altså først effektueret 5 år senere. Der var vist få, der begræd nedlæggelsen af Statens Blindevæsen. I stedet blev blindeinstitutterne underlagt den
nyoprettede socialstyrelse, der som chef fik forstanderen ved blindeinstituttet i København, tidligere formand for Dansk Blindesamfund, H.C. Seierup. Denne
ordning kom kun til at fungere i knap 10 år, idet særforsorgen, herunder blindeforsorgen, pr. 1. januar 1980 blev udlagt til amterne.

Ideer om en eventuel udlægning af særforsorgen, eller dele af den, opstod allerede i forbindelse med forberedelserne til kommunalreformen i 1970, hvor kommuner
og amter fik en sådan størrelse, at det var realistisk at de kunne påtage sig en større opgave i social henseende. I forbindelse med socialreformkommissionens
arbejde, der gav anledning til den række diskussioner og initiativer på det sociale område, der prægede årtiet, og som bl.a. også medførte bistandsloven,
blev ideen fremsat igen. Derefter blev konkrete udvalgsarbejder igangsat i 1975, og disse resulterede i en betænkning om særforsorgens udlægning, der fremkom
i efteråret 1976. Herefter fortsatte udvalgsarbejderne, også på lokalt plan, og den 8. juni 1978 kom så lov nr. 257 om særforsorgens udlægning, kaldet
udlægningsloven. Formålet med loven var angiveligt, at fremme nærdemokratiet ved at decentralisere og stille særforsorgens klienter på lige fod med andre
borgere. Alle særlove for handicappede forsvandt ved denne lejlighed. Fra 1. januar 1980 skulle handicappede behandles ligesom andre, der havde behov
for kommunens eller amtets støtte, efter bistandsloven m. fl. love. Fra samme dato overtog amterne særforsorgens bygninger, ligesom personalet blev overført
til amtslig ansættelse. Dog kunne amterne fra begyndelsen ikke administrere frit, idet udlægningsloven havde garanteret, at institutionerne i de første
fem år skulle fortsætte efter de hidtidige retningslinjer. Denne garanti fra statens side var delvis en imødekommenhed overfor de kritiske røster, der
rejste sig mod udlægningen, ikke mindst fra personalets side. Mindst modstand var der mod åndssvageforsorgens udlægning, da denne særforsorgsgren var så
stor, at de fleste amter kunne oprette lokale institutioner for sine egne borgere. Anderledes forholdt det sig med de små handicapgrupper som blindeforsorgen
med kun to landsdækkende institutioner.

Fra 1. januar 1980 har Refsnæsskolen således været underlagt Vestsjællands Amtskommune, og det har ikke været helt uproblematisk. Amtet mødte måske opgaven
med de bedste intentioner, men på mange måder var amtets organisation ikke gearet til at drive en landsdækkende institution som Refsnæsskolen med dens
mange forskelligartede aktiviteter. I et par år før udlægningen havde flere arbejdsudvalg behandlet de forskellige problemer, der skulle falde på plads
ved overgangen til amtets administration med henblik på, at Refsnæsskolen skulle underlægges amtets socialudvalg. Forberedelserne var for så vidt faldet
på plads, og et arbejdsgrundlag var blevet fastlagt, men få måneder før den skelsættende dato meddelte amtet, at Refsnæsskolen alligevel ikke skulle underlægges
socialudvalget, men i stedet med undervisnings- og kulturforvaltningen ! og så var man lige vidt og kunne begynde forfra. Hvor skolen før var på finansloven
med et årligt budget og med reference til socialministeriet, skulle der nu forhandles med amtet, hvor også økonomiudvalget var naturligt inde i billedet.
Problemet var at alt for mange instanser skulle spørges, før en beslutning kunne tages. Desuden var pengene nu øremærkede til bestemte formål; det betød,
at driften blev mere ufleksibel. Det var ikke mere muligt at kanalisere pengene derhen, hvor et pludseligt behov måske gjorde det mest hensigtsmæssigt.
Desuden blev administrationen væsentlig mere indviklet. Hvor sager om elever tidligere kom direkte til Refsnæsskolen, forlangte amtet nu, at alle journaler
angående børn, som skolen var i kontakt med, skulle via amtet. Dette blev dog ikke gennemført, men administrationen udvidedes alligevel væsentligt, også
fordi børnenes hjemkommuner og amter er meget mere indblandet end tidligere og fordi betalingsreglerne også er blevet mere komplicerede. Amtet gjorde nok
den fejl, at behandle Refsnæsskolen på samme måde som amtets øvrige institutioner, uden at gøre sig klart at skolen som landsdækkende institution ikke
kunne sammenlignes med en lokal specialskole eller lignende. På et tidspunkt var forholdet mellem amtet og Refsnæsskolen mildt sagt lidt anstrengt, men
en udvikling til det bedre synes at kunne iagttages de seneste år.

Et andet problem var Refsnæsskolens fortsatte eksistens i dens hidtidige form. Landets øvrige amter skal betale til instituttet for rådgivning og vejledning
samt undervisningsmaterialer fra materialelaboratoriet efter objektive kriterier (dvs. efter indbyggertal), og desuden skal kommuner og amter betale efter
takst for elever, der bor på Refsnæsskolen, for skole og ophold m.m. Derudover skal de øvrige amter og kommuner betale 9% af udgifterne til Vestsjællands
amt til reetablering. Det kunne derfor være oplagt for flere amter selv at opbygge et apparat til varetagelse af deres egne borgeres behov, så de slap
for at betale til Vestsjællands Amt. Dette har dog aldrig været på tale. I stedet var der på et tidspunkt tanker fremme om en opsplitning af institutionen
i mindre selvstændige enheder, som det var sket med de store enheder inden for den tidligere åndssvageforsorg. Dette havde f.eks. kunnet betyde en selvstændig
skoleafdeling, en boafdeling, en hjælpemiddelcentral, en konsulentafdeling osv. Disse selvstændige afdelinger kunne i sin yderste konsekvens så være blevet
flyttet rent fysisk til andre steder i landet. Disse planer blev heldigvis stillet i bero, da de havde betydet en ødelæggelse af den samlede ekspertise
og erfaring Refsnæsskolen efterhånden har opbygget. Fordelen ved Refsnæsskolen som en samlet institution er jo netop, at eleverne ikke bare bliver visiteret
til en specialskole for synshandicappede, men får et samlet tilbud omfattende eksperttilbud inden for psykologi, fysioterapi, tale-høre undervisning, specialpædagogik,
hjælpemidler osv.

Ved udlægningen blev Refsnæsskolen også underlagt undervisningsministeriets almindelige regler for folkeskolen med hensyn til skolenævn og lignende. Tidligere
havde bestyrelsen for “Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede” gennem flere år fungeret som et uofficielt rådgivende organ, og dette fortsatte
også efter at skolenævn blev indført i 1980. Skolenævnet bestod ganske vist også fortrinsvis af medlemmer fra forældreforeningen, men nævnet kunne kun
udtale sig angående skolesager, mens det uofficielle organ, forældreforeningens bestyrelse kunne udtale sig om alle sider af Refsnæsskolens virke. Derfor
fortsatte de to organer sideløbende. I 1993 kom loven om indførelse af skolebestyrelser, men Refsnæsskolen ønskede i stedet et bredere sammensat organ,
der kunne rådgive om alle sider af instituttets virke. Efter nogle års forhandlinger, hvor skolenævnet fortsat fungerede, blev der i 1996 indført et institutråd.
Institutrådet består af repræsentanter for forældreforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner, amtsrådsforeningen, kommunernes landsforening, Dansk
Blindesamfund, medarbejderrepræsentanter samt op til tre personligt udpegede repræsentanter. Dette råd kan rådgive om alle sider af instituttets virksomhed
og virker som en slags bestyrelse med forstanderen som sekretær.

PERSONALET

Hvis man sammenligner personalesituationen i 1966 med forholdene i 1998 får man et godt billede af udviklingen på Refsnæsskolen med hensyn til arbejdsområder
og aktiviteter. Det karakteristiske for udviklingen er dels forøgelsen af antallet af medarbejdere, dels den voldsomme udvidelse af antallet af professioner
og arbejdsområder. Pr. 1. januar 1966 var der ansat: 1 forstander, 24 lærere og overlærere (inklusive musik- og børnehave- og vævelærer), 5 afdelingsledere,
9 afdelingsassistenter, 6 omsorgselever samt 23 af såkaldt “andet personale”, der dækkede så forskellige områder som den tilknyttede præst, læge, tandlæge
og danselærer samt sygeplejerske, økonoma, oldfrue, pedel, gartner, smed, kontorassistenter, syerske og diverse medhjælpere. I alt 68 personer hvortil
kom et antal husassistenter og rengøringspersonale.

Pr. 30. juni 1998 er der ansat 286 personer på Refsnæsskolen alt inklusive, også militærnægter, praktikanter, folk i jobtræning og i puljejobs samt medarbejdere
på deltid. De 286 medarbejdere dækker i alt 61 forskellige stillingsbetegnelser. En del af stillingerne har blot ændret betegnelser siden 1966, hvilket
bl.a. hænger sammen med de øgede uddannelseskrav, der f.eks. stilles til afdelingspersonalet, hvoraf en del i 1966 var uuddannede; men de mange nye stillingsbetegnelser
dækker også over de mange udvidelser af Refsnæsskolens tilbud til eleverne, der er sket siden 1966. I 1966 blev den første tale- høre pædagog ansat og
så gik det ellers slag i slag. Der er siden blevet ansat ergo- og fysioterapeuter, håndværkslærere, typografer og andre håndværkere, psykologer, socialrådgivere,
synskonsulenter, småbørnskonsulenter, inspektør, koordinerende afdelingsleder, chauffører m.v. Alt i alt en broget sammensat medarbejdergruppe, der stillede
nye krav til koordinering og samarbejde.

Efter 1966 var de tider forbi, hvor forstanderen kunne regere enevældigt. Ideer om medbestemmelse og demokrati på arbejdspladsen bredte sig – omend langsomt
– i hele samfundet. På Refsnæsskolen havde der hidtil kun eksisteret lærermødet som et kollegialt organ, og dette havde kun indflydelse i rene undervisningssager.
Som en overgangsordning fik enkelte medarbejdere møderet – men ikke stemmeret – til lærermødet, der samtidig begyndte at diskutere mere bredt om Refsnæsskolens
anliggender. Dette var imidlertid ikke tilfredsstillende for de øvrige faggrupper, der efterhånden begyndte at markere sig på instituttet. Lærerernes status
som privilegeret gruppe begyndte at blive antastet.

Som en forløber for et egentligt samarbejdsudvalg oprettede man i 1970, et kontaktudvalg, der bestod af lederne af de forskellige afdelinger samt en af
forstanderen udpeget formand. Udvalgsmøderne, kaldet kontaktmøder, blev som regel afholdt hver 14. dag, og det kunne tage alle emner op, også forslag o.lign.
udefra. Ret hurtigt blev gruppen udvidet med en repræsentant fra alle faggrupper på Refsnæsskolen, dvs. fra lærerne, afdelingspersonalet, køkkenet, gartnerafdelingen,
revalideringen, materialelaboratoriet osv. Dermed var der dannet et rådgivende, kollegialt organ, der skulle sikre, at den enkelte medarbejder fik relevant
information om, hvad der foregik på institutionen, og samtidig fik mulighed for at fremføre sine synspunkter. Kontaktudvalget blev afløst af et egentligt
samarbejdsudvalg, der blev oprettet pr. 1. januar 1974, efter at cirkulæret af 16. februar 1972 om samarbejde og samarbejdsudvalg i statens virksomheder
og institutioner havde forlangt det. Samarbejdsudvalget blev sammensat efter de almindelige regler med repræsentanter udpeget af ledelsen og de faglige
organisationer. Samarbejdsudvalget behandler i lighed med kontaktmøderne sager angående alle dele af Refsnæsskolens virksomhed, men hvor fordelingen af
budgetmidler ifølge dagsordenen fylder meget.

Oprettelsen af kontaktmøder og samarbejdsudvalg var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at imødekomme en ny tids behov for koordinering og samarbejde. Behovene
var dels opstået, fordi der var kommet mange nye medarbejdere af forskellige kategorier, dels fordi Refsnæsskolen efterhånden rummede så mange aktiviteter,
at det efterhånden blev svært at overskue helheden og koordinere indsatsen. Desuden blev det gamle hævdvundne hierarki efterhånden ødelagt. Det passede
måske til en svunden tid, men med så mange veluddannede medarbejdere med hvert sit speciale gik det ikke længere. Desuden lå det i tiden, at uddelegere
ansvar og selv have indflydelse på sin arbejdsdag. For at imødekomme behovet for information og medindflydelse oprettede man i 1971 personalerådet, der
bestod af samtlige medarbejdere, og som mødtes mindst fire gange om året under ledelse af en formand, der valgtes for to år af gangen. På møderne havde
forstanderen pligt til to gange om året at fremkomme med en beretning om instituttets virksomhed i det forløbne halve år. Derudover kunne alle sager drøftes
på møderne undtagen personforhold, og rådet havde indstillingsret til samarbejdsudvalget samt ret til at få sendt vedtagelser fra møderne med videre til
højere myndigheder. Især i de første år var der livlig aktivitet på rådsmøderne. Som et eksempel ses her dagsordenen til mødet 4. oktober 1971, hvor der
var 115 mødedeltagere:

1. Formandens beretning.
2. Lovændringsforslag. (forskellige ændringsforslag til rådets love, bl.a. foresloges ordet “revalidering” erstattet med “træningsgruppen for voksne”)
3. Fra grupperne.
4. Åbne journaler.
5. Angående personalekurser
6. Skal alle pædagoger på Refsnæsskolen kaldes “socialpædagoger”.
7. Valg af festudvalg.
8. Meddelelser fra Kurt Kristensen.
9. Eventuelt.

Som det kan ses var der nok at tage fat på, men efterhånden viste personalerådet sig at være for uhåndterlig en størrelse. Fremmødet faldt og det blev sværere
at finde en kandidat til formandsposten. Så vidt det kan konstateres, fandt det sidste møde sted i 1979, og kort efter blev rådet nedlagt. Det betød dog
ikke at aktivitetsniveauet faldt. Som det kan ses på punkt 3 og 7 i dagsordenen, var der allerede i 1971 nedsat adskillige grupper og udvalg, og der kom
flere. Man var trådt ind i “mødealderen” – en tidsperiode vi stadig befinder os i. Fra 1971 var det personalerådet, der nedsatte kontaktudvalget, der samtidig
blev udvidet med personalerådets formand og en repræsentant for forældreforeningen. Sideløbende hermed blev der dannet en lang række andre udvalg, grupper
osv. på kryds og tværs med allehånde opgaver. Den tid var forbi, hvor forstanderen kunne deltage i alle Refsnæsskolens aktiviteter.

Samtidig blev personalet også i højere grad organiseret i fagforeninger. Lærerne havde hele tiden været organiseret – fra 1941 i Danmarks Blindelærerforening,
der som en etatsorganisation bestod til begyndelsen af 80’erne – men meget af det øvrige personale blev først organiseret i slutningen af 60’erne og begyndelsen
af 70’erne. Det betød på den ene side, at ledelsen ikke mere kunne skalte og valte med personalet efter forgodtbefindende med urimelige arbejdsforhold
og -tider, eller f.eks. afskedige en medarbejder på grund af graviditet, som det endnu kunne ske i begyndelsen af 1960’erne. Der blev nu skabt ordnede
og regulerede arbejdsforhold efter overenskomst. På den anden side betød “fagforeningsbevidsheden”, at systemet blev mere ufleksibelt. Mange medarbejdere
ville nu ikke længere deltage i fester og andre frivillige arrangementer, hvis der ikke faldt betaling efter tariffen. Det var ikke længere et kald, at
være ansat på Refsnæsskolen, men et lønarbejde. Samtidig betød den faglige organisering et øget administrativt arbejde med de mange overenskomster, som
der på et tidspunkt var 32 forskellige af. Dette tal er dog blevet reduceret siden, og det synes som om spørgsmålet om arbejdsforhold er faldet ind i et
mere naturligt leje efter de ophidsede diskussioner i 70’erne.

1. december 1969 blev den første inspektør, med ansvar for skoleområdet, udnævnt. Det var begyndelsen på en udvikling med opdeling af Refsnæsskolen i en
   række områder med hver sin ansvarlige leder. Dels som led i en decentralisering på instituttet, dels for at aflaste forstanderen, der dog stadig var/er
   den, der står med det endelige ansvar. Senere blev der udnævnt en koordinerende afdelingsleder med ansvar for boafdelingerne samt en leder af småbørnsafdelingen.
   Som det sidste led i denne udvikling blev der i 1996 oprettet et lederteam bestående af lederne af skolen, boafdelingerne, ambulatoriet, småbørns- samt
   rådgivnings- og vejledningsområderne. Dette team, der betegner den foreløbige slutsten på en udvikling mod øget decentralisering, har som samlet gruppe
   selvstændig beslutningskompetance.

KONSULENTER OG HJEMMEVEJLEDNING

Besøg i hjemmet hos blinde børn er en gammel tradition inden for blindevæsenet. Traditionen blev påbegyndt af forstander Moldenhawer fra Blindeinstituttet
i København, der i anden halvdel af forrige århundrede flere gange rejste rundt i landet og besøgte blinde, både børn og voksne. Hørte han på en sådan
rejse om blinde børn, han ikke havde kendskab til, besøgte han dem, talte med dem og vejledte forældrene, som det kan ses af hans indberetninger fra rejserne.
Denne tradition fortsatte forstander Rützou på Refsnæsskolen. I hvor stort et omfang disse besøg har fundet sted vides ikke, kun at de forekom. Efter fremkomsten
af loven om blinde børns undervisning i 1926 troede forstander Rützou, at han kunne få tilskud til hjemmebesøgene, men på en ansøgning svarede ministeriet,
at der savnedes hjemmel i loven til et sådant tilskud. Han må dog godt foretage besøgene på egen regning. Allerede få år senere skifter ministeriet imidlertid
standpunkt, og i 1928 får Rützou bevilling til at besøge tre børn i deres hjem. I årene herefter fortsatte forstanderen med at besøge dels de få blinde
børn, der af en eller anden grund ikke kom i skole på Refsnæs, dels og navnlig børn under den skolepligtige alder. Da administrationschefen for Statens
Blindevæsen blev udnævnt i 1944, overtog han nogle af besøgene. Hvem der fik besøg og hvor ofte, forekommer lidt tilfældigt og ikke helt koordineret, men
at der var behov for hjemmevejledningen, var man klar over, og efterhånden blev ordningen udvidet. På lærermødet den 21. marts 1952 fik lærerne besked
om, at de kunne pålægges at besøge blinde børn i deres hjem, og at de fik kompetence til at afgøre om barnet kunne forblive i hjemmet, eller om det burde
overføres til instituttet. Det blev begyndelsen til en mere systematisk hjemmevejledning ved hjælp af de såkaldte rejselærere, som de rejsende lærere på
Refsnæs blev kaldt i begyndelsen. Efter indførelsen af den faktiske instituttvang ved blindeloven af 1956 blev det i første række svagtseende børn i folkeskolen
og især børn under den skolepligtige alder man tog fat på. Fra begyndelsen af 1960’erne, da man begyndte at give dispensation til at blinde børn måtte
gå i folkeskolen, kom der atter gang i vejledningen på skoleområdet. Men fra midten af 60’erne blev vejledningen delt i en småbørnsvejledning og en skolevejledning
og i 70’erne kom også specialvejledningen til. Disse tre grene af Refsnæsskolens efterhånden meget omfattende vejledningsvirksomhed vil i det følgende
blive behandlet hver for sig.

Småbørnsvejledningen

I begyndelsen af 1960’erne begyndte man lidt mere systematisk at besøge blinde småbørn i deres hjem, samtidig med at Refsnæsskolen begyndte at afholde kurser
for forældre. Besøgene foregik dog stadig sporadisk, og mange blinde eller svagsynede børn under den undervisningspligtige alder blev først sent anmeldt
til synsregistret, så man i nogle tilfælde først fik kontakt med børnene, når de nåede skolealderen. Da Kurt Kristensen blev forstander i 1966 blev der
virkelig taget fat. Allerede i april samme år indsendte han et forslag til Socialministeriet om udbygning af vejledningen for småbørn på 0-7 år, hvori
han refererede nyere psykologisk forskning, der viste, at barnets første leveår var meget væsentlige for dets videre udvikling. Kristensen foreslog derfor,
at der skulle ansættes foreløbig tre børnehavelærere, der skulle rejse rundt og besøge forældre halvdelen af ugen og resten af tiden arbejde i den interne
børnehave, der samtidig foresloges udbygget. Den daglige koordinering af hjemmevejledningen skulle foretages af Kirsten Kristensen, der også skulle være
superviser for konsulenterne. Målet var, at alle forældre med 0-7 årige blinde eller svagsynede børn i hele landet skulle have besøg hver 14. dag.

Som sagt, så gjort. I løbet af 1966/67 blev der ansat tre hjemmevejledere, der delte landet imellem sig. De besøgte ikke alene forældre, men også de børnehaver
og specialbørnehaver, hvor børnene gik. Efterhånden blev øjenlæger og andre bedre til at anmelde børnene tidligt til synsregistret, så efterspørgslen efter
vejledning stadig steg. Denne udbygning betød, at der i 1972 var ansat syv småbørnskonsulenter. Opgaven var, at rådgive og støtte forældrene i den svære
situation, de var kommet i med et handicappet barn. Det kunne være gode råd om opdragelsen af et blindt barn, udlån af egnet legetøj og hjælp ved henvendelse
til de sociale myndigheder. Samtidig foretog konsulenten en vurdering af barnets adfærdsmønster og arbejdede direkte med barnet, for at demonstrere metoder
og muligheder for barnets fortsatte udvikling. Det hele skulle udmøntes i en handlingsplan for hvert enkelt barn, der skulle sikre det optimale udviklingsmuligheder
under medvirken af både forældre og konsulent. For at sikre et ensartet bedømmelsesgrundlag nåede man efterhånden frem til et fælles iagttagelsesgrundlag,
der skulle sikre at vejledningsrapporter og journaler indeholdt de samme elementer, og derfor kunne sammenlignes. Det hele foregik som et teamwork, hvor
konsulenterne mødtes med Kirsten Kristensen en gang om ugen og udvekslede erfaringer. På den måde blev konsulentarbejdet stadig udviklet. Dels ved at man
lærte af sine egne og kollegernes erfaringer, dels ved at man videreudviklede sig ved at bruge Refsnæsskolens øvrige ekspertise, der efterhånden var blevet
udviklet. Mobilityinstruktør, fysioterapeut, psykolog og talepædagog, foruden læge og sygeplejerske, blev efterhånden tilknyttet gruppen, når konsulenterne
havde brug for eksperthjælp, så det var alle sider af barnets udvikling, der kunne tilgodeses.

Efter at børnehjemmet i 1970 var rykket ind i en ny bygning blev kun ca. to tredjedele af pladserne besat af permanent anbragte børn. Resten blev benyttet
til kortere eller længere midlertidige ophold for hjemmeboende børn. Børnene kunne dels være på aflastningsophold, når familien af en eller anden årsag
trængte til aflastning, dels kom børnene på observationsophold, så de kunne iagttages over en længere periode, hvis man var i tvivl om diagnoser og handlingsplan.
Desuden blev forældrekurser med og uden børn samt kurser for andre med tilknytning til børnene, i stadig stigende omfang afholdt på Refsnæsskolens kursusafdeling.

Det blev tilstræbt, at børnene fra 3-års alderen kom i en almindelig børnehave eller en specialbørnehave. Børnehavens personale blev så rådgivet og undervist
af småbørnskonsulenterne. Ellers var en af de vigtigste opgaver rådgivning i forbindelse med børnenes skolestart, der blev foretaget i samarbejde med skolekonsulenterne.
Skulle de gå i folkeskolen, på Refsnæsskolen eller eventuelt i en af åndssvageforsorgen specialskoler eller et helt andet sted? På grund af konsulenternes
ofte langvarige og dybtgående kendskab til børnene var og er det en kompetent rådgivning, der kunne gives forældrene i dette for børnene meget afgørende
valg. Herefter overgik børnene til skole- eller specialvejledningen.

Således begyndte og udviklede småbørnsvejledningen sig, og således er den i store træk fortsat frem til i dag, hvor den fortsat er en af grundpillerne i
Refsnæsskolens arbejde. I dag er der 12 småbørnskonsulenter, der har delt landet imellem sig, så de hver har et til to amter at dække. Konsulenterne er
nu fortrinsvis bosat i det distrikt, de arbejder i, men mødes et par dage hver måned på Refsnæsskolen Konsulenterne vejleder her i 1998 knap 500 børn
under den skolepligtige alder. De sidste 20 år har tallet på børn under vejledningen varieret fra ca. 300 til 500 med stigende tendens. Der skal ikke her
diskuteres årsager til denne stigende tendens, men en af grundene er, at børnene bliver tilmeldt synsregisteret stadig tidligere, således at synskonsulenterne
kan begynde deres arbejde med vejledningen, mens børnene er stadig yngre. Over halvdelen af børnene er i dag multihandicappede, hvad der selvfølgelig gør
opgaven vanskeligere både for forældre og vejledere.

Da man i 1970 indviede den nye småbørnsafdeling var der plads til 25 børn. Dette tallet er siden gradvist faldet, idet stadig flere af børnene bliver boende
hjemme. I dag bor kun fem til seks børn permanent på Refsnæsskolen, mens der til stadighed er ca. 11 børn på aflastningsophold af vekslende varighed. De
øvrige børn under vejledningen kommer en gang om året eller hvert andet år til Refsnæsskolen på observationsophold i en uge sammen med deres forældre.
Denne opgave løses dog fortrinsvis af kursusafdelingen.

Skolevejledningen

Som omtalt ovenfor begyndte den egentlige vejledning for skolebørn først for alvor, da det fra begyndelsen eller midten af 1960’erne blev almindeligt at
integrere blinde børn i folkeskolen. Blindeloven af 1956 havde reelt indført instituttvang for blinde skolebørn, men dog med en dispensationsmulighed,
man i begyndelsen ikke forventede ville blive brugt. Man var både fra Refsnæsskolens side og hos andre autoriteter og eksperter helt overbevist om, at
blinde børn absolut havde bedst af at gå i skole på et blindeinstitut. De meget få børn, der før 1956 af den ene eller anden grund ikke ville gå på Refsnæsskolen,
så man ikke med milde øjne på. I en sag fra omkring 1950, hvor et forældrepar ikke ønskede deres søn på Refsnæsskolen, men satte ham i en privat skole,
kan man se, hvordan forstanderen og udsendte lærere gennem flere år forsøgte at overtale forældrene. Det var forgæves, og det endte med, at Refsnæsskolen
erklærede, at den fralagde sig et hvert ansvar for drengens uddannelse. Nogen støtte til materialer og hjælp fra rejselærere fik han dog alligevel.

Efterhånden ændredes opfattelsen af muligheden for at integrere handicappede i folkeskolen. Især forældrene pressede på, og erfaringer fra udlandet var
overvejende positive. På Refsnæs begyndte nogle af lærerne at overveje om institutophold var det eneste saliggørende, men almindelig accept af integration
blev først udbredt fra midten af 60’erne (mere om dette emne i afsnittet om eleverne).

Da de første blinde skoleelever i begyndelsen af 60’erne fik dispensation af Blindenævnet – der efter Blindeloven var nedsat til at administrere loven –
til at gå i almindelig skole, gik man i gang med vejledningen fra Refsnæsskolen. Rejselærerne eller konsulenterne tog ligesom småbørnskonsulenterne rundt
i landet og besøgte forældrene og den skole, barnet gik i. Der blev arrangeret observationskurser for eleverne og kurser for de involverede folkeskolelærere.
Konsulenterne deltog i undervisningen i klasserne, og rådgav forældrene om hjemmearbejde og lignende. Opgaven blev hurtigt omfattende, efterhånden som
det blev reglen snarere end undtagelsen, at de godt begavede blinde eller svagsynede elever ikke kom på Refsnæsskolen. Allerede i 1969 gav man konsulenthjælp
til 262 børn i den undervisningspligtige alder, hvoraf 36 var punktlæsere. På denne tid blev konsulenttjenesten varetaget af 9 rejselærere eller konsulenter,
der sideløbende underviste på Refsnæsskolen. En af de vigtigste opgaver var fremskaffelsen af egnede materialer. Efter at materialelaboratoriet var blevet
igangsat i 1966, kom de fleste bøger og materialer derfra, og fra 1971 forsynede materialelaboratoriet alle blinde og svagsynede skoleelever i Danmark
med bøger og andet undervisningsmateriale ( se mere om materialelaboratoriet i næste afsnit).

Efterhånden blev det så almindeligt at ikke alene blinde, men også elever med andre handicaps, gik i den almindelige skole, at man begyndte at forberede
integration på alle punkter, også rådgivningsmæssigt. I 1966 udnævnte undervisningsministeriet en fagkonsulent for de blinde elever i folkeskolen og i
et cirkulære fra 1971 lagde samme ministerium op til, at amterne kunne ansætte synskonsulenter. I 1973 ansatte Nordjyllands amt som det første en synskonsulent
til at tage sig af amtets egne blinde og svagsynede, og de næste 10-15 år fulgte de fleste øvrige amter eksemplet og ansatte synskonsulenter – de fleste
var i øvrigt tidligere medarbejdere på Refsnæsskolen. Tilbage er nu kun Bornholms amt samt Københavns og Frederiksberg kommuner, hvor eleverne og skolerne
stadig får direkte konsulenthjælp fra Refsnæsskolen. Der er naturligvis et nært samarbejde mellem de amtslige konsulenter og Refsnæsskolen. Eleverne kommer
stadig på observationsophold på instituttet eller kommer for at lære specielle ting, f.eks. mobility, ligesom kursusafdelingen i stor udstrækning benyttes,
og ikke mindst er materialelaboratoriet stadig leverandør af undervisningsmateriel.

Kontakten mellem blinde og svagsynede elever og Refsnæsskolen varetages også af den efterhånden traditionsrige sommerskole. Sommerskolen har fundet sted
hvert år i den første uge af sommerferien siden 1968, hvor man havde 14 elever. Sommerskolen tilbyder elever i folkeskolen en uges ophold med et tematisk
program og formålet er dels, at eleverne møder kammerater fra hele landet og får en fornøjelig uge, dels bruges opholdet også til observation og eventuelt
indlæring af specielle færdigheder. Sommerskolen er gennem årene blevet stadig større. I 1998 deltog ca. 150 børn og unge. Foruden ansatte fra Refsnæsskolen
deltager også lærere og pædagoger fra børnenes hjemlige institutioner som ledere.

Specialvejledningen

Som tidligere omtalt var blindeinstitutterne oprindeligt kun beregnet for normaltbegavede blinde børn og unge. Principielt blev åndssvage blinde børn hjemsendt
som “uunderviselige” eller overgivet til åndssvageforsorgen, men som det tidligere skulle være fremgået af denne beretning, beholdt man alligevel en stor
del af dem og underviste dem på hjælpeskolen eller i særlige klasser. Der var altså en gammel tradition for at Refsnæsskolen også tog sig af dårligt begavede
børn, men grænsen for hvem man tog sig af, og hvem der kom på åndssvageanstalt eller blev hjemme, var lidt flydende. Der har altid været en forholdsvis
stor andel af de blinde børn, der på en eller anden måde var åndssvage eller psykisk handicappet, som det nu hedder. Op gennem dette århundrede er man
blevet stadig bedre til at kurere de mere banale øjensygdomme, og det har betydet, at andelen af mentalt handicappede eller multihandicappede børn er steget
markant, så de nu udgør ca. 90% af samtlige blinde børn og unge.

De blinde børn, der var anbragt under Statens Åndssvageforsorg, havde blindevæsenet før 1960’erne ikke nævneværdig kontakt med. Da småbørns- og skolevejledningen
kom i gang i 60’erne begyndte konsulenterne også at få kontakt med multihandicappede børn. Således fik f.eks. 41 børn, der blev undervist i åndssvageforsorgens
skoler, hjælp fra skolevejledningen i 1969. Hvor mange blinde børn, der var anbragt under åndssvageforsorgen, troede man, at man vidste. Siden 1944 skulle
alle blinde børn i landet jo anmeldes til synsregistret, men måske fandtes der børn under åndssvageforsorgen, der ikke var blevet diagnosticeret som blinde
eller svagsynede.

Socialstyrelsen, der var blevet oprettet i 1970, tog tidligt initiativ til at gøre noget for de blinde åndssvage. I løbet af 1970’erne igangsattes en række
undersøgelser og initiativer, hvor Refsnæsskolen selvfølgelig var en naturlig deltager. I 1971 nedsattes arbejdsgruppen om blinde åndssvage, og dernæst
gik det slag i slag med undersøgelser, konferencer og seminarer. Det hele kulminerede med blindeundersøgelsen i 1976. Ved denne undersøgelse gennemgik
man simpelthen åndssvageforsorgens institutioner ved hjælp af institutionernes eget personale, åndssvageforsorgens øjenlæge og synskonsulenter fra Refsnæsskolen.
Resultatet var at man “fandt” flere hundrede åndssvage børn med synshandicap, der ikke tidligere var anmeldt til synsregistret. Undersøgelsen viste, at
en meget større procentdel af åndssvageforsorgens klientel havde synshandicap end andre børn udenfor.

Allerede nogle år før undersøgelsen var et samarbejde kommet i gang mellem åndssvageforsorgens øjenklinik og Refsnæsskolens småbørnskonsulenter, idet øjenlægen
rapporterede til Refsnæs, når hun fandt børn, hun mente, havde behov for pædagogisk vejledning. Dette blev begyndelsen til specialvejledningen. Fra 1975
var der først én, senere to, af småbørnskonsulenterne, der udelukkende tog sig af børn under åndssvageforsorgen, og samtidig begyndte en af skolevejlederne
at koncentrere sig om børn i åndssvageforsorgens skoler. Arbejdsfordelingen blev efterhånden sådan som den er i dag. Småbørnskonsulenterne tager sig af
alle børn fra 0-7 år uanset handicap, undtagen de (meget få) børn, der er institutionsanbragte. Specialvejlederne tager sig af alle børn på specialskoler
og skolevejlederne vejleder børn i folkeskolen (sammen med de amtslige synskonsulenter). Specialvejledningen for multihandicappede foregår ligesom den
øvrige vejledning med observationsophold, kurser for forældre, lærere og pædagoger osv. De multihandicappede elevers forhold er efterhånden blevet Refsnæsskolens
største arbejdsopgave, og det skal da også i denne forbindelse nævnes, at størstedelen af de interne elever hører til denne gruppe.

I denne forbindelse må også nævnes den specialvejledning, der foregår omkring elever, der lider af Spielmeyer-Vogts syndrom. Denne uhyggelige arvelige sygdom
viser sig først som begyndende svagsynethed hos hidtil normale børn i 5-7 års-alderen og fortsætter derefter med total blindhed og efterhånden en fremadskridende
fysisk og mental nedbrydning. Det er klart, at et sådant barn medfører meget store psykiske og fysiske prøvelser for både barnet og familien. Derfor har
der siden midten af 1970’erne været ansat en specialvejleder for disse børn. Vejlederen er medlem af en gruppe af specialister, der arbejder med denne
sygdom, der ret konstant omfatter 20-30 personer.

MATERIALELABORATORIET

Da forskolen blev oprettet i 1898, fik den bøger med fra blindeinstituttet i København – både på punkt og i relieftryk. Også efter at Refsnæsskolen var
blevet selvstændig i 1918, fik den skolebøger fra blindeinstituttet i København. Blindeinstituttets trykkeri blev i 1952 udskilt som en selvstændig institution
under navnet Statens Trykkeri og Bibliotek for Blinde, der stadig fremstillede skolebøger på punkt, også til Refsnæs. Det øvrige undervisningsmateriel
på Refsnæsskolen blev for en stor dels vedkommende lavet af lærerne selv, eller efter model fremstillet af lokale håndværkere. Tidligere er omtalt den
store anskuelsessamling skolen gennem årene har opbygget med særlig henblik på blindeundervisning. Almindeligt undervisningsmateriel kunne naturligvis
købes. Det gik meget godt i mange år, men efterhånden som kravene steg til et mere differentieret materiale, og ikke mindst da integrationen af blinde
elever i folkeskolen begyndte, opstod der behov for en mere samlet og systematisk fremstilling af bøger og andet undervisningsmateriel. Den tid var forbi,
hvor man kunne benytte det samme lærebogssystem år efter år til alle elever. Derfor påbegyndtes materialelaboratoriet i 1966.

Inspirationen kom til dels fra Herning, hvor Kurt Kristensen havde fået oprettet et materialelaboratorium i forbindelse centeret for specialundervisning
for handicappede, da han var skolepsykolog der. Ideen blev flyttet til med til Refsnæs i 1966 sammen med en af medarbejderne fra Herning. Året efter blev
Dansk Blindesamfunds punkttrykkeri nedlagt. Dermed opstod en chance for at få eget punkttrykkeri på Refsnæs for en overkommelig pris. Det lykkedes, og
maskinerne og to medarbejdere fortsatte derefter deres virksomhed på Refsnæsskolen fra foråret 1968. Dermed var materialelaboratoriet for alvor etableret,
og allerede efter få år beskæftigede det 8 faste medarbejdere foruden et stort antal løsere tilknyttede personer. Det drejede sig dels om et antal af skolens
egne lærere og pædagoger, der arbejdede med bog- og materialetilrettelæggelse, dels om afskrivere, der sad hjemme og afskrev bøger til punktskrift, og
et antal civile værnepligtige. Desuden havde materialelaboratoriet en afdeling i Århus, der fortrinsvis beskæftigede civile værnepligtige, men som ret
hurtigt fik status som revalideringsværksted. Endelig blev der også beskæftigelse til fængselsvæsenet, idet nogle rutineopgaver blev udført i Kalundborg
arrest eller i statsfængslet i Vridsløse.

Materialelaboratoriet var og er et serviceorgan for Refsnæsskolen samt for blinde og svagsynede elever i folkeskolen. Laboratoriet blev administreret af
et pædagogisk kontor med en lærer som leder, der varetog koordineringen mellem teknikere og pædagoger. Derudover var det opdelt i følgende forskellige
arbejdsfunktioner: Et sorttrykkeri, der fremstillede stortryksbøger til svagsynede samt trykte alle skolens formularer, skemaer, publikationer m.v.; et
punkttrykkeri, der som navnet antyder, trykte publikationer i punktskrift; træskæreri samt plastværksted, der fremstillede reliefkort, modeller o. lign.,
og et båndværksted til fremstilling af lydbånd. Desuden tog bestillingskontoret sig af bestilling af materialer samt udlån og modtagelse af ordrer. Alt
i alt en mangesidig virksomhed der stadig fungerer efter sit oprindelige formål, men netop på dette område er der sket en kolossal udvikling i teknologisk
henseende.

I 1971 blev al fremstilling af punktbøger til folkeskolen koncentreret på Refsnæsskolen, dvs. bøger til 1.-7. klasse, mens instituttet i Hellerup, der
på denne tid også havde fået sit eget trykkeri, tog sig af bøger til senere skolegang. Senere er dette forhold ændret, så Refsnæs nu fremstiller materiel
til 1.-10. klasse, mens bøger til gymnasiet og de videregående uddannelser stadig laves i Hellerup. Med EDB’ens fremkomst og udvikling i de sidste 30 år
har bogproduktionen og arbejdsgangen med hensyn til fremstilling af punktbøger gennemgået en revolutionerende udvikling, ligesom den grafiske branche i
det hele taget. I forbindelse med opfindelsen af log -text’en (se særligt afsnit senere) gik man på materialelaboratoriet for alvor ind i Edb-alderen.
Bøger kan nu scannes og transskriberes til punktskrift på så kort tid, at man i princippet kan have dag til dag levering af bestilte bøger på punkt, hvis
det vel at mærke kun drejer sig om ren tekst. Redigering og layout foregår også elektronisk via skærm, og der er ikke mange af de gamle maskiner i brug
længere. 99% af alle skolebøger og skønlitteratur på punkt bliver ikke længere trykt, men overføres på diskette eller telefonmodem og sendes til skoleeleverne
over hele landet. Plastværkstedet og træskæreriet er også væk. Reliefkort og lignende fås nu på svulmepapir, der overflødiggør håndarbejdet og ting af
træ er enten erstattet af andre materialer eller findes billigere andetsteds. Men med hensyn til sorttryk og punktoverførsel samt båndfremstilling er materialelaboratoriet
stadig en meget travl virksomhed.

ELEVERNE

I 1963 fik de første blinde elever af Blindenævnet dispensation efter blindelovens §5, stk. 5 til at blive taget ud af Refsnæsskolen og gå i skole hjemmefra.
Denne udvikling mod handicappedes integration i den almindelige skole havde man set tidligere i udlandet, men herhjemme mente de fleste eksperter – inklusive
Refsnæsskolen – at blinde børn havde bedst af at komme på blindeskole. Initiativet til udmeldelserne kom fra forældrene. Man talte i datidens aviser om
et forældreoprør, men forældrene var absolut ikke enige indbyrdes. Fra Statens Blindevæsens side argumenterede man ikke overraskende for institutophold.
Man mente nok, at børnene kunne lære dansk og regning i en almindelig skole, men problemerne ville opstå i fag som geografi, biologi og gymnastik m.fl.,
der ville kræve specielle undervisningsmidler, og desuden var lærerne i den almindelig skole ikke trænet i at oplære blinde børn. Dertil kom, at børnene
måtte savne de specielle blindefag, man lagde så stor vægt på Refsnæsskolen som anskuelse, sanseøvelser og senere mobility. Desuden var der synspunkter,
der rakte helt tilbage til Moldenhawers argumenter for at oprette forskolen, nemlig – omend udtrykt på en lidt anden måde – at forældrene enten ville overbeskytte
eller forsømme barnet, så det blev ude af stand til at klare sig i samfundet. Omvendt mente nogle af forældrene, at det var unaturligt at fjerne et 7-års
barn fra sine vante omgivelser, at barnet ville gennemgå en mere harmonisk udvikling hos sine forældre, hvor et barn naturligt hørte hjemme, og desuden
mente enkelte af forældrene at Refsnæsskolen var en dårlig skole, og at deres barn kunne lære mere på en almindelig skole. Argumenterne var naturligvis
meget mere differentierede end her antydet, og parterne stod ikke nødvendigvis så stejlt overfor hinanden. Også inden for blindevæsenet var der folk, som
ikke var helt overbevist om, at institutionsophold var det eneste saliggørende. Blindenævnet fulgte forældrene og gav i 1963 tre børn dispensation til
at forlade Refsnæsskolen, hvorfra man erklærede, at man fralagde sig ansvaret for deres videre uddannelse.

Efter at de tre første blinde elever var begyndt at gå i skole uden for Refsnæs, fulgte de følgende år to til tre elever årligt deres eksempel, indtil det
fra slutningen af 1970’erne snarere bliver reglen end undtagelsen, at børn, der “kun” er blinde, går i den lokale folkeskole. Fra 1980, hvor særforsorgslovene
bortfaldt, blev det lovpligtigt, at handicappede har ret til at gå i almindelig skole, hvis deres handicap tillader det. Integrationen blev tilsyneladende
en succes, men det viste sig, at en del elever, når de kom i puberteten alligevel ønskede at tilbringe de sidste skoleår på Refsnæs blandt ligemænd. Det
er ikke morsomt at være tretten år og være anderledes. Til gengæld er det i de senere år blevet populært at tage de sidste skoleår på efterskole for dem,
der kan klare det.

På Refsnæsskolen vænnede man sig hurtigt til de nye forhold, omend meningerne om integration eller ej stadig var meget forskellige. Som tidligere beskrevet
kom skolevejledningen og de andre tilbud til eleverne uden for instituttet ret hurtigt i gang, men også internt skulle integrationen efterhånden vise sig
at medføre store forandringer. Fra 1960’erne til i dag har Refsnæsskolen udviklet sig fra at være en skole for normaltbegavede, samt lidt dårligere begavede,
blinde og svagsynede børn til fortrinsvis at være en institution for multihandicappede. Det skyldes ikke kun, at de kvikkeste elever er forsvundet til
folkeskolen, men også at antallet af multihandicappede børn og unge er steget markant. Dette forhold hænger paradoksalt nok især sammen med lægernes dygtighed
til at redde stadig mindre for tidligt fødte børn. Resultatet af denne praksis har været et voksende antal børn, der ikke alene er blinde, men også kan
være mentalt retarderede, have hjerneskade, være spastikere eller have epilepsi osv. i vekslende grader og sammensætninger. Også narkomani og alkoholisme
har været medvirkende til at øge antallet af multihandicappede børn. Denne udvikling af elevklientellet har naturligvis medført store ændringer på Refsnæsskolen
både hvad angår elevernes undervisning og fritidsaktiviteter.

Undervisningen

Frem til 1971 fortsatte man på Refsnæsskolen den traditionelle klasseundervisning med klasser opdelt efter årgang og efter grad af synshandicap. Fra 1966
var skolegangen på skolen blevet udvidet til også at omfatte 8. klasse. Det blev tilstræbt at følge normalskolens læseplan med tilføjelse af de særlige
blindefag som anskuelse og sansetræning. F.eks. var elevfordelingen pr. 1. september 1969 som følger: 6 elever i forskoleklassen (blandet klasse med både
blinde og svagsynede), 55 elever i 11 blindeklasser, 24 elever i 5 svagsynsklasser, 29 elever i 4 specialklasser, 7 elever i ungdomsklassen (for elever,
der ikke havde fortsat undervisningen på blindeinstituttet i Hellerup) samt 4 elever, der boede på Refsnæs, men gik i den normale folkeskole i Raklev eller
Kalundborg. I alt 125 elever. Grænsen mellem blinde og svagsynede blev som hele tiden sat ud fra om eleverne kunne se tilstrækkeligt til at modtage visuel
undervisning, dvs. om de kunne læse almindelig bogstaver, eventuelt i forstørrelse. Ellers blev eleverne punktlæsere i blindeklasserne. Selv om denne
skelnen mellem blinde og svagsynede er den samme, har grænsen alligevel flyttet sig. Ved hjælp af ny optik, bedre viden om belysningsforhold og andre nye
hjælpemidler kan langt flere svagsynede klare sig uden at skulle lære punktskrift, Denne udvikling, der især har fundet sted de sidste 15-20 år, hænger
også sammen med, at man samtidig har ændret opfattelse af de svagsynedes synsrest, som man tidligere beskyttede og ikke måtte overanstrenge, hvor man i
dag tværtimod træner synsresten så meget som muligt. De fire specialklasser var et direkte udtryk for, at elevklientellet var begyndt at ændre sig. Specialklasserne
for multihandicappede var blevet oprettet et par år før som afløsning for de gamle hjælpeklasser, men netop i 1969 ændrede man på indholdet. Hidtil havde
man så godt det nu kunne lade sig gøre prøvet at lære eleverne dansk og regning osv. ligesom de øvrige klasser, men resultaterne havde ikke været imponerende.
Nu tog man konsekvensen og indrømmede, at de pågældende elever alligevel ikke havde en fremtid på arbejdsmarkedet, men at formålet med undervisningen måtte
være at sikre dem et så godt liv som muligt. Det prøvede man at gøre ved at undervise i almindelig daglig færden, lære dem orientering samt mere hobbyprægede
ting.

I 1971 forlod Refsnæsskolen klasseundervisningen og gik over til åbenplan skolen, som var meget moderne på den tid. Man delte eleverne op i seks undervisningsgrupper
efter alder og grad af handicap, og til hver gruppe blev knyttet 3-4 faste lærere, der underviste i dansk, regning og orientering, hvortil kom en række
lærere, der underviste i de mere specielle fag som musik, formning, mobility m.fl. Fordelen skulle være mulighederne for en mere fleksibel undervisning,
hvor man i vekslende gruppestørrelser, og også med individuel undervisning, skulle kunne tage større hensyn til den enkelte elevs behov end i den mere
stive klasseundervisning med kun een lærer af gangen. Samtidig kunne enkelt elever tages ud til individuel undervisning, terapi og undersøgelser i fag
som syns- og sansetræning og mobility samt hos specialister som talepædagog, fysioterapeut og psykolog.

Dette system med eleverne inddelt i grupper er i det store og hele fortsat siden. Som regel er eleverne opdelt i fem storgrupper, der så igen er opdelt
i mindre grupper. Eleverne udgør nu en så forskelligartet gruppe, at de ikke mere undervises efter årgang, men efter en individuel handleplan selvom udgangspunktet
stadig er folkeskolens læseplaner. Undervisningen foregår som oven for beskrevet både i grupper og individuelt med de traditionelle skolefag og de særlige
blindefag. Dog synes et traditionelt blindefag som anskuelsesundervisning ikke at have samme centrale placering som selvstændigt fag som tidligere, men
forsøges nu integreret i de øvrige fag.

Et forholdsvis nyt blindefag er til gengæld Mobility, som faget hedder med en engelsk betegnelse, der kan oversættes til bevægelighed, hvilket ikke siger
ret meget. Mobility er et organiseret system af individuel træning for blinde til at færdes med mindst mulig hjælp fra andre, og det har vist sig at man
med dette system har kunnet nå længere end tidligere med at lære blinde at færdes på egen hånd. Det mest karakteristiske er den hvide stok, som den blinde
bruger til at føle sig frem med ved hjælp af pendulsving. Systemet stammer fra USA, hvor det blev udviklet til krigsblinde veteraner efter 2. Verdenskrig.
I midten af 1960’erne blev systemet kendt i Danmark, og et par år senere blev det introduceret på Refsnæs, hvor det hurtigt vandt indpas i den daglige
undervisning ved hjælp af et antal uddannede instruktører. Både de interne elever og elever, der går i skole uden for Refsnæs, bliver undervist i mobility.
De sidstnævnte afprøvet under kursusophold eller hos synskonsulenterne. Det kræver lang og hård træning for blinde at lære at færdes nogenlunde ubesværet,
og færdighederne skal holdes ved lige. Derfor er det naturligvis meget individuelt, hvor langt eleverne når, lige som for de øvrige fags vedkommende.

Elevråd og fritidsaktiviteter

Også eleverne mærkede til de nye mere demokratiske strømninger i 1960’erne og i 1966 blev der oprettet et elevråd. Man havde ganske vist allerede i begyndelsen
60’erne forsøgt at oprette et elevråd, men det kom ikke rigtigt til at fungere på grund af manglende opbakning fra lærerside. Det nye elevråds virke kom
ganske vist, som de fleste elevråds, til at ligge i småtingsafdelingen, men det fik alligevel oprettet frugtbod, afholdt fester, støttet oprettelsen af
elevforeningen, medvirket til indkøb af båd m.m. Efter godt en halv snes år forsvinder elevrådet lige så stille ud af skolens historie. Det gik som det
er set før og siden: De aktive gik ud af skolen og der var ikke nogen til at overtage aktiviteterne. I stedet har man senere forsøgt sig med stormøder
for eleverne både samlet og på boafdelingerne, hvor det fungerer bedst.

Den omtalte elevforening var foreningen “Enigheden”, der blev stiftet 22. maj 1968 af og for elever over 14 år på Refsnæsskolen samt eksterne elever fra
Kalundborg og omegn. Foreningen fungerede nærmest som en slags fritidsklub med et månedligt møde med foredrag og ekskursioner, mens det om vinteren mest
var diskoteksaftener, der stod på programmet. Foreningen blev ledet af medlemmerne selv ved en bestyrelse, men dog med hjælp fra Refsnæsskolens medarbejdere.
En anden forening til fritidsaktiviteter var tandemklubben “Refsnæs”, der blev stiftet i 1975. I denne forening var der af gode grunde også seende med,
men også denne måtte lukke for aktiviteterne af mangel på tilslutning. Således er det også gået med andre fælles aktiviteter som roklub og spejdertrop.
Det ændrede elevklientel har ikke kunnet opretholde eller været interesseret. Det betyder ikke , at der ikke sker noget for eleverne i fritiden, det er
bare andre ting. Dels i form af fælles udflugter, lejrskoler og koncertture, dels individuelt, hvor eleverne går til ridning, svømning og andre ting eller
benytter fritidsordningerne på instituttet.

Forældrene

Forældrenes indflydelse og engagement har udviklet sig en del, siden de ved forskolens start måtte skrive under på, at de frasagde sig enhver form for indflydelse
på deres børns opdragelse, som beskrevet i første afsnit. I de første ca. 50 år af Refsnæsskolens historie indskrænkede forældrenes direkte kontakt med
skolen sig til at modtage meddelelser om deres barns standpunkt, om feriers start- og slutdato og andre nødvendige meddelelser samt mulighed for at komme
til den årlige forældredag og eksamen. Efterhånden blødes forholdet til forældrene noget op, og de opfordres til at besøge skolen, når de har tid og mulighed,
og de kan som regel altid komme til at tale med en lærer eller forstanderen, men direkte indflydelse havde de ikke. Indflydelsen kom først efter, at der
i 1950 blev stiftet en fælles forældreforening for de to blindeinstitutter. Den nye forældreforening fik straks gennemført to af sine krav, nemlig en årlig
frirejse for en af forældrene til barnets institut, som allerede trådte i kraft samme år, samt gratis hjemrejse for eleverne i påskeferien, som blev gennemført
fra 1951. Hidtil havde eleverne kun haft gratis hjemrejse i jule- og sommerferien. I den store blindekommission, der forberedte blindeloven af 1956 blev
forældreforeningen også repræsenteret. Denne lov bestemte blandt andet, at der ved hvert institut skulle oprettes et forældreråd på tre medlemmer, og desuden
blev forældrene også repræsenteret i blindenævnet, der som tidligere nævnt var socialministerens rådgivende organ i forbindelse med lovens gennemførelse.
Dermed havde forældrene fået formel indflydelse, og denne fortsatte efter særforsorgslovenes afskaffelse i 1980 i skolenævn og institutråd, som beskrevet
i afsnittet om administrationen. Siden 1961 har forældreforeningen, eller landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede som den nu hedder, udgivet
bladet “Treklangen”.

LOG-TEXT og andre nye hjælpemidler

Gennem årene er der fremkommet en række tekniske hjælpemidler, der i høj grad har lettet tilværelsen for blinde, og har givet dem nye muligheder. Den første
epokegørende ting var båndoptageren, der kom frem i 1930’erne, men for alvor slog igennem i 1950’erne.. Da den senere blev videreudviklet til kassettebåndoptageren,
fik de blinde og svagsynede et praktisk og næsten uundværligt hjælpemiddel. Det næste store spring i udviklingen kom med informationsteknologien (EDB).
Blandt de mange anvendelsesmuligheder denne nye teknologi har for blinde, kan nævnes den talende computer, men her vil vi se nærmere på log-texten. Log-texten
er et lille fladt apparat med 19 taster og et display i punktskrift og et i almindelig skrift. Log-texten kan bruges selvstændigt som et tekstbehandlingsapparat,
men log-texten kan også tilsluttes en almindelig pc’er og med et særligt program virke som en terminal, så man på log-texten kan læse pc’erens skærm og
man fra log-texten kan skrive direkte til pc’eren. Dermed bliver anvendelsesmulighederne mangfoldige, idet alle pc’erens muligheder nu står til rådighed.
Den blinde skoleelev kan modtage en opgaveside fra læreren via hendes pc’er og læse den i punktskrift på displayet. Dernæst kan eleven løse opgaverne med
punktskrift og næste dag aflevere dem til læreren efter at have printet dem ud på almindelig sortskrift. Log-texten er forsynet med et særligt program,
der afforkorter den almindeligvis anvendte forkortede punktskrift, så teksten kan overføres til almindelig sortskrift. Maskinen kan også forsynes med alle
de forskellige regneprogrammer, der kan bruges på en pc’er. Desuden kan log-texten bruges som læseapparat ved at man indlægger digitale bøger som f.eks.
skolebøger og ordbøger, hvorefter betjeningen sker på log-texten, også for bøger lagret på pc’eren. Han kan også gøre det samme med en roman, tage log-texten
med i toget og læse romanen der. Skolebogen eller romanen fås fra Refsnæsskolens materialelaboratorium, hvor bøgerne på bestilling indscannes, redigeres
og sendes til eleven på diskette, eller via telefonmodem.

Log-texten er opfundet af ingeniør Poul Erik Skov, der første gang kom til Refsnæs i 1984 med sin lille blinde datter. Derefter satte han sig hjem og forsøgte
at konstruere et apparat, der kunne bruges af blinde børn. I 1987 kom Skov med den første version af log-texten, der senere er videreudviklet med nye og
forbedrede versioner. Et problem var punktskriften eller Braille skriften som den også kaldes efter den franske opfinder. Denne er traditionelt opbygget
af seks punkter, der giver 64 forskellige tegn, hvilket betyder, at man må undvære en del af sortskriftens tegn eller anvende flere punktskrifttegn for
at udtrykke det samme. Desuden passede seks punkt systemet ikke til datateknologiens ASCII tegntabel med sine 256 tegn. Man måtte derfor opfinde en ottepunkts
blindskrift, der i alt giver 264 forskellige tegnmuligheder. Dette blev påbegyndt i 1988 af Keld Stochholm og Svend Thougaard, og efterhånden som systemet
med otte punkts blindskrift var blevet indarbejdet og log-texten videreudviklet, fik man et enestående kommunikationssystem. I dag har alle blinde skoleelever
i folkeskolen en log-text og en pc’er og har således muligheder, der stiller dem helt på linje med deres seende kammerater og i teknologisk henseende bedre.
Log-texten har nu efterhånden bredt sig udenfor skoleelevernes rækker og benyttes også i Sverige, men der har været en del modstand mod det nye punktskriftsystem
især fra ældre blinde. Der er dog også udviklet et program, der kan overføre ottepunkts blindskrift til det traditionelle sekspunkts.

REFSNÆSSKOLEN GENNEM 100 ÅR

Nærmer man sig Refsnæsskolen udefra afspejler skolens hundrede års historie sig mere eller mindre tydeligt i bygningerne. Der findes vist nok 31 forskellige
bygninger på instituttets område i vidt forskellige stilarter og materialer og fra forskellige tidsperioder. Bygningerne har ikke nødvendigvis samme funktion
som oprindeligt, men alligevel giver de fornemmelsen af kontinuitet i Refsnæsskolens virksomhed. Her har blinde børn boet, leget og fået undervisning gennem
100 år. Det er ikke kun i bygningerne man fornemmer en sammenhæng gennem de 100 år. Mange af de ting, der karakteriser Refsnæsskolen i dag, kan man følge
langt tilbage i historien. F.eks. hjemmebesøg hos blinde, fremstilling af materialer til undervisningsbrug og vægtning af børnenes fysiske udvikling med
dans og gymnastik og træning i at færdes på egen hånd. Refsnæsskolens udvikling blev præget af de personer der havde deres virke her, men udviklingen er
på godt og ondt naturligvis også præget af det omgivende samfund. Udviklingen viser sig bl.a. i de officielle betegnelser skolen har haft: Det kgl. Blindeinstituts
forskole på Refsnæs (1898-1918), Den kgl. Blindeforskole på Refsnæs (1918-1928), Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs (1928-1956), Statens Institut for
Blinde og Svagsynede (1956-1966), Statens kostskole for blinde og svagsynede, Refsnæsskolen (1966-1980) til den nuværende Refsnæsskolen, Institut for Blinde
og Svagsynede Børn og Unge i Danmark (fra 1980). Det starter autoritært; de første navne skal indgyde respekt og ærbødighed, og man skal være klar over,
at det er et privilegium at komme på et kongeligt institut. I kraft af velstandsstigningen, velfærdsstatens udviklingen og et andet syn på handicappede,
bliver det efterhånden en naturlig rettighed for handicappede at komme på specialskole. De synshandicappede har dog ikke været den mest udsatte gruppe
af handicappede. Det har været et “pænt” handicap at være blind, hvilket ses både af den tidlige private velgørenhed omkring de blinde, og det forhold
at staten relativt tidligt, i 1856, fastslog at blindes undervisning var en statsopgave. Andre handicapgrupper og socialt udstødte grupper var endnu i
adskillige år overladt til privat velgørenhed eller nedværdigende fattighjælp. Dermed ikke være sagt at pengemidlerne har flydt rigeligt. Staten – og senere
amterne – har altid skullet spare, og budgetterne har været skrabede på Refsnæsskolen. Nødvendige udvidelser og forbedringer er normalt kommet sent i forhold
til behovet, og kun i en kort periode i slutningen af 1960’erne var der tilsyneladende penge nok

På trods af alle vanskeligheder og på grund af mange gode viljer og indsatser har der gennem100 år været drevet en virksomhed her, der altid har kunnet
være sit navn bekendt. Om Refsnæsskolen kan fortsætte mange år endnu under en eller anden form, der passer til blindes og svagsynedes behov, afhænger af
samfundsudviklingen i almindelighed og de bevilligende og besluttende politikere i særdeleshed, men også af Refsnæsskolens evne til at følge med tiden
og samtidig bevare de bedste af traditionerne. Men det er en helt anden historie.

EFTERORD

Den her foreliggende beretning er ikke HISTORIEN om Refsnæsskolen og heller ikke en videnskabelig afhandling om blindeforsorgens og blindepædagogikkens
udvikling gennem 100 år. Det er derimod et forsøg på at skitsere Refsnæsskolens udvikling i store træk med særlig vægt på begivenheder, udviklinger og
aktiviteter, som jeg har fundet illustrative som eksempler på skolens udvikling. Meget andet kunne være taget med, og mange vil sikkert savne et eller
andet, men historieskrivning er en selektiv proces.

Jeg vil gerne takke Refsnæsskolen for husly og ikke mindst takke nuværende og tidligere ansatte og elever for inspirerende samtaler undervejs i forløbet.
Især vil jeg takke forstander Keld Stochholm, der løbende har gennemlæst manuskriptet undervejs, og er kommet med gode råd, ideer og korrektioner, men
det endelige resultat er alene mit ansvar.

Jeg takker ligeledes forfatterne til de forskellige erindringer af tidligere elever og ansatte, der har været bragt i REFSNÆS-NYT, og som uden forfatternes
billigelse er aftrykt her i mere eller mindre forkortet form.

Billedmaterialet stammer foruden fra Refsnæsskolen fra Kalundborg Lokalhistoriske Arkiv og fra Blindehistorisk Museum i Hellerup, der takkes for deres imødekommenhed.

Kilder og litteratur

Foruden oplysninger fra nuværende og tidligere elever og ansatte er beretningen baseret på studier af Refsnæsskolens arkiv, der befinder sig henholdsvis
på Landsarkivet for Sjælland m.m. i København og på skolen. Som hovedregel findes materiale fra før ca. 1965 på Landsarkivet og materiale efter 1965 på
Refsnæsskolen. Derudover er især benyttet følgende trykte materiale:

Aarsberetninger om det Kongelige Blindeinstitut og dets Forskole. Diverse år.

Historisk Oversigt over Den kgl. Blindeforskoles 25-aarige Beståen. Ved forstander L. Rützou. Kbh. 1923.

Det kgl. Blindeinstitut på Refsnæs. 1898 – 1.November – 1948. U. å.

Refsnæsskolen 1966-69. (Refsnæsskolens tre- års beretning):

Refsnæsskolen 1969-1972.

Refsnæsskolen 1978. Beskrivelse af funktion.

Blindeinstitutioner i Danmark. 1858-1970. Arkivregistratur ved Niels Strandsbjerg. 1992.

Sven Houmøller: Kjæde-Ordenen og Blindeforsorgen 1811-1961. Kbh. 1961.

Johs. Moldenhawer: Det kongelige Blindeinstituts Historie. Kbh. 1905.

Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København. 1858 – 5. November – 1958. Kbh. 1958.

Love og cirkulærer.

Diverse udgaver af REFSNÆS-NYT.

Refsnæs 1998. Niels Strandsbjerg

Refsnæsbladet
Jubilæumsnummer
1898-1948.
9. årgang. Nummer 4.
Overført i Statsfængslet i Vridsløselille.
Trykt i Statens Trykkeri for blinde.
København 1948.

Indhold
Jubilæumshilsen fra forstander N.H. Ilsøe
Et lille tilbageblik. Af forretningsfører i Dansk Blindesamfund Ernst Jørgensen
Gamle minder. Af Grethe Sørensen
Refsnæsminder. Af Ove Olsen
Det skal tages med et smil. Af Johanne Madsen
Refsnæs i dag. Af Birte Knudsen
Indtryk fra Refsnæs. Af administrationschef Bøgh Christensen

Jubilæumshilsen fra forstander N.H. Ilsøe.
I den sidste tid hvor jubilæet er rykket nærmere er jeg kommet til at spekulere over, hvad det egentlig er, der fejrer 50 års fødselsdag. Jeg har spurgt mig selv: “Er det bygningerne?” Det er det ikke, for kun den del af Østskolens sydfløj, der udgjorde den første blindeforskole, har gjort alle årene med. Der er ingen af personalet eller eleverne, der har været her i alle årene, så det er heller ikke dem, der kan fejre jubilæum. Nej, det må være arbejdet, den særlige undervisning, der drives her, som jubilerer. Før Blindeforskolen på Refsnæs blev oprettet, kom blinde børn først i skole, når de var fyldt elleve år, så det var et stort fremskridt, da forskolen kom i gang, og børnene kunne komme i skole, når de var otte år. Nu må I ikke tro, at undervisningen altid har foregået, som den gør i dag. I de første år fandtes der ingen regnetavler og regneklodser, al regning var hovedregning. Der var ingen undervisning i sanseøvelse, og børnene lærte ikke at læse punktskrift, men en skrift, der var meget vanskeligere og langsommere at læse. Der var heller ingen svagsynsklasser, så I kan forstå, at ligesom selve instituttet er også undervisningen vokset og er blevet ændret. For at give jer et begreb om instituttets vækst, kan jeg fortælle jer, at skolen begyndte med én bygning, og at der det første år var 20 elever, nu er her 10 bygninger og 130 elever. Når man taler med mennesker, der har været elever her, fortæller de alle sammen, at de har været glade for at være her, og at de har mange gode minder herfra. Det samme er der givet udtryk for i dette hæfte. Hvad I vil få ud af jeres skoletid afhænger for en stor del af jer selv. Arbejd i skolen, leg i fritiden og skaf jer gode kammerater, så vil I også få gode minder herfra.
N.H. Ilsøe.

Et lille tilbageblik. Af forretningsfører i Dansk Blindesamfund Ernst Jørgensen.
En augustaften i 1907 kom jeg til Strandlyst, som vi den gang kaldte skolen på Refsnæs. Den havde da kun plads til cirka 30 elever, og man kom hurtigt i kontakt med samtlige beboere af det lille skolehjem. Min indstilling over for stedet var hjemmefra den allerbedste. Jeg havde i måneder glædet mig til at træffe mine nye kammerater, og uden bekymring tog jeg dagen efter afsked med min mor, som havde fulgt mig. Jeg blev heller ikke skuffet med hensyn til stedet og menneskene; men jeg, der var noget forvænt, havde min eneste virkelige bekymring med hensyn til kosten, som den gang ikke var så god som nu. Vi danske er jo med rette berygtede for vor alt for store interesse i mad, og i hvert fald var vi som børn stærkt interesserede i dette spørgsmål. Hver morgen fik vi havregrød, serveret i tinskåle. Sommetider var den sveden, og mælken var altid hældt på i forvejen, så den var kold og ikke videre appetitlig. Det værste ved det var næsten, at vi for at få et ekstra stykke mad til frokost skulle spise mere grød om morgenen. Tirsdag og fredag dannede en undtagelse, da fik vi nemlig øllebrød, og en af mine kammerater har udtrykt det sådan, at han altid syntes, at det var bedre vejr de morgener. Selv om vi altså var meget glade for øllebrøden, må det dog siges, at den rummede uvante muligheder for overraskelser. Man kunne således finde kålblade endeskiver af spegepølser, sejlgarn med mere i den. Forklaringen var vist den, at brødstumperne, som skulle anvendes til øllebrøden blev fejet fra køkkenbordet ned i en skuffe, og så hændte det altså, at andre rester røg med. Frøken Wunsch, som havde ansvaret for kosten, var ellers meget venlig imod os. Hun læste for os, og vi var altid velkomne i hendes stue, og selv om vi altså ikke var så glade for maden, så tror jeg, vi opfattede forplejningen som en tilskikkelse, man ikke bebrejdede nogen personligt. Plejemor, frøken Gråe, som den gang var skolens leder var en statelig og myndig dame, som umiddelbart indgød respekt. Hun interesserede sig personligt for hver enkelt af os, en indstilling, som jeg tror deles af alle lærerinderne og de fleste af personalet i øvrigt. De to første år var det så overvejende kvinderne, der beherskede scenen. Ikke blot var frøken Gråe leder, men hele personalet med en enkelt undtagelse nær var kvindeligt. Undtagelsen var Kristian Karl, eller Store Kristian, som vi kaldte ham, og at mindes Refsnæstiden uden at mindes ham ville være umuligt. Han var vor hjælper i alle praktiske spørgsmål og vor bedste trøst, når noget gik os imod.
1909 skete der store forandringer. Skolen blev udvidet til at kunne have cirka 50 elever, og ledelsen blev overtaget af inspektøren, som vi den gang kaldte den senere så højt skattede forstander Rützou. Det er ikke her stedet til at omtale de forskellige ledere, instituttet har haft. De har alle hver for sig været udmærkede og har ydet deres meget værdifulde indsats, men det skal blot siges, at det var en lykke, at netop forstander Rützou blev den, der prægede, ja, man kunne sige, skabte den store udvikling fra det lille skolehjem til den betydelige institution, han efterlod sig. Han vandt hurtigt elevernes tillid og hengivenhed. Som et eksempel på, hvor personligt vi følte os knyttet til ham, kan jeg for mit eget vedkommende nævne følgende: En gang, da den på den tid så velkendte opdagelsesrejsende, Åge Meyer Benedictsen, skulle holde et foredrag, var jeg så uheldig at være lagt til sengs med forkølelse. Forstander Rützou lovede mig da som trøst for det foredrag, jeg gik glip af, at jeg måtte ønske, hvad jeg ville for 50 øre, et pænt beløb den gang, og det er betegnende, at jeg ved den lejlighed betvang min tilbøjelighed for søde sager og ønskede mig en fløjte, netop med den begrundelse, at jeg ville have noget, som jeg kunne bevare som minde om forstanderen. Jeg har den ikke længere, men gennem hele min instituttid i København lå den i mit skab. Det er vanskeligt i en kort artikel at give et fyldestgørende billede af tiden på Refsnæs i årene 1907-11, navnlig når det drejer sig om at fortælle de nuværende elever om denne tid. Det havde været langt lettere sammen med mine samtidige at dvæle ved de mange fælles minder. Når vi på sovesalen i København kom ind på dette emne, var vi altid enige om, at Refsnæs for os i mangt og meget havde været et barndomshjem, som rangerede i klasse med vort eget private hjem, og når vi begyndte at huske hverandre på de steder og de begivenheder, som spillede så stor en rolle for os på Refsnæs, blev det meget sent, før vi slumrede ind.
Ernst Jørgensen.

Gamle minder. Af Grethe Sørensen.
I anledning af instituttets 50 års fødselsdag er jeg som gammel elev blevet opfordret til at fortælle lidt fra gammel tid. Nu skal jeg prøve på det, og så må læserne selv se at finde ud af, hvad tidspunkt De synes bedst om. Frøken Filstrup var plejemoder, mens jeg var på skolen. Men jeg må hellere fortælle lidt om skolens fødselsdag. Da sang vi kantaten med orkesterledsagelse, og lærerinderne spillede børnekomedien “Lille Hvide”. Om aftenen var der bal, i regelen var det Kofoeds orkester fra Holbæk, som spillede. Næste morgen blev hver sovesal vækket med musik af orkesteret. En oplevelse var det også, når vi store piger fik lov at lege barnedåb med vore dukker. Så var frøken Kårsen præst. Man sagde barnets navn. Dåbsritualet lød: “Jeg døber dig i saltevand, indtil du bli’r til en sprællemand,” og så fik vi lov at drikke kaffe i legestuen. En dag havde vi fået fat i en frø nede i sandkassen. For den gang havde vi en stor legeplads uden gynger. Denne frø var vi meget optaget af, men det kneb lidt at høre, når der blev kaldt. Vi havde en gammel rar barnepige, som kæmpede fortvivlet for at få os til at slippe frøen. Pludselig fik hun en god idé og råbte: “Jeg ved nok, hvor længe den lever.” Der blev straks ro i lejren, og så lød det i rigtig dialekt: “Indtil den dyer.” Skuffelsen var så stor, at vi gav os til at råbe: “Pjat, Anna!” Og havde plejemoder ikke kaldt os ind for at give os vort legetøj, som hun lige havde været i byen at købe, er det ikke godt at vide, hvordan det var endt. Samme pige sagde altid, når vi rigtig glædede os til et eller andet: “Ja, men hvis verden nu forgår i nat!” Skovturen var den gang en heldagstur. Da vi første gang skulle bruge biler til turen, var vi ude at prøve, hvor mange der var plads til i en stor bil. Vi havde håndarbejde med Inger, som vi kaldte “Lyse Inger”, så længe hun gjorde, som vi ønskede. Men kom der en kurre på tråden, hed det “Mørke Inger”, for nogle vrøvlehoveder var vi jo. Denne håndarbejdstime begyndte i bedste forståelse; men da vi skulle ud at prøve bilerne, glemte Inger at sætte sin stol på plads, og da vi kom stormende ind igen, faldt en af os over stolen og brækkede ryggen på den, og da Inger kom, var hun alt andet end lys.
Nå, men nu må jeg nok slutte min lille beretning om gamle dage. Jeg håber ikke, jeg har været alt for langtrukken og kedelig.
Grethe Sørensen.

Refsnæsminder. Af Ove Olsen.
I vil have mig til at fortælle jer noget om min Refsnæstid, men det er slet ikke så let at finde på noget. Selvfølgelig er der noget at fortælle om, men det gør det jo netop endnu vanskeligere, for så kan jeg vælge og vrage for at finde det bedste frem. Jeg skulle nemlig nødigt sludre så længe, at I begynder at kede jer. Så er der endelig det, at mange af de ting, jeg dengang oplevede, er de samme, som de I selv er så fortrolige med. Men et eller andet kan vi vel nok få at snakke om. Det er så almindeligt, at de voksne siger, at da de var børn, da var der rigtige drenge og piger til, da var de ikke så ustyrlige, men bare friske. De ældre siger altid til de unge, at man opførte sig en del pænere i deres ungdom. Men tro mig, kære venner! De var ikke bedre, ikke et hår bedre! De har bare glemt – fordi de skal passe på os andre – hvordan de i virkeligheden var. Men nu vil jeg gøre en undtagelse fra denne regel og ærligt – og uden blinken – fortælle jer, hvordan jeg var dengang, og, når jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke blevet meget bedre med tiden. Efter at have levet som det sorte får i en lille sjællandsk landsbyskole, hvor jeg fik min daglige ration på snuden – og rationerne var ikke så små dengang – kom jeg i 1936 som 12 årig til Refsnæs og begyndte at gå i skole for alvor. Derhjemme i landsbyskolen havde jeg det – rent arbejdsmæssigt – ganske skikkeligt, for, som læreren sagde: “Han kan jo ikke læse på lektierne, så det gør ikke noget, at han ikke kan sine ting”. Men nu skulle der altså tages fat! Jeg så lyst på tingene, for jeg var blevet vant til at slås, og denne vane fik jeg også straks brug for. En bornholmer må gerne tale sit uforståelige, halvsvenske mål, en jyde må gerne sige A og mange andre sære ting, ligesom fynboen uden at blive generet af sine omgivelser gerne må synge sit bondemål ud, men en stakkels sjællænder skal helst tie stille, hvis han ikke vil drilles fra morgen til aften. Jeg kunne ikke tie stille, så jeg blev altså drillet. Jeg var et hidsigt gemyt – hvorfor ikke sige det rent ud – jeg fandt mig ikke i noget, og så måtte vi slås. Efterhånden lærte jeg dog at tale “Kalundborg-Jysk”, og så var stridens dage forbi – sådan da.
Efter kort tid var jeg helt anerkendt af kammeraterne og gled ind som et naturligt led i det daglige liv. Normann og jeg var uadskillelige dengang. Vi fablede i en uendelighed om alt mellem himmel og jord med de spændende drengebøger, som lærerne læste højt om aftenen, som forbillede, blot var vore fabler endnu mere fantastiske. Der har næppe eksisteret mennesker under solen med så blændende evner og en så enorm styrke, som vi i hine, nu næsten glemte dage, var i besiddelse af. Historien har gang på gang vist – og den viser det atter i dette tilfælde – at al storhed engang må gå til grunde. Der kan opstå misforståelser i enhver union. Det gjorde der af og til også i vor. En meget regnfuld dag skulle vi prøve kræfter – for sjov, naturligvis – men det endte med det vildeste slagsmål nede i snavset. Der lå vi så og kæmpede, indtil hr. Dittmann kom farende gennem haven som en orkan og fik os fra hinanden. Bagefter vandrede vi fablende rundt i haven, og alt var glemt. Det er på den måde, synes jeg, i skal slås, – for I skal ikke komme og bilde mig ind, at I aldrig slås. –
Om vi drillede lærerne og lavede numre i klassen? Det er jo næsten et latterligt spørgsmål! Selvfølgelig gjorde vi det. Nu ved jeg godt, at lærerne vil sidde et eller andet skjult sted og lytte til vor samtale, men jeg er ikke bange, selv om jeg ved, at de vil trække mig i ørerne, nive mig i armen, stikke øretæver for til sidst at sende mig i seng, når de næste gang ser mig – for sådan er lærerne nu engang – det gør heller ikke noget, når bare de er retfærdige og kun straffer os, når vi virkelig har gjort noget galt. Som eneste svagtseende i klassen var jeg Frøken Madsens bydreng, cykelsmed og – sammen med Mogens – hjælpelærer. Det hændte ikke så sjældent, at hun kom forpustet ind i klassen og sank stønnende om på sin stol. Det var cyklen, det var galt med. Den var vist punkteret, for hun måtte pumpe hele vejen. Om jeg ikke ville gå op og kigge på den? Jeg stillede mig meget imødekommende. – Jeg er altid glad, når jeg kan gøre ældre damer en lille tjeneste. Jeg gik op til skuret uden lappegrejer. Det var som regel altid ventilgummiet, der var revnet. Så blev det bare vendt, hvorefter jeg satte mig ned for at nyde solskinnet eller, hvis det var gråvejr, den dejlige stilhed, der var, mens alle de andre var i skole. Når jeg kom tilbage, forklarede jeg, at det havde været meget vanskeligt at finde hullet. Hun havde meget tit glemt sine nøgler “i et stykke rødt uldgarn over i 3. klasse”, og jeg kunne let få en time til at gå med at finde dem, skønt jeg selv gik med dem i lommen. Som de fleste damer i hendes alder var Frøken Madsen bange for små søde husdyr som mus og rotter. En dag var der kommet en uskyldig, lille mus ind i klassen. Den fo’r forvirret rundt, fordi den ikke kunne finde sit hul. Frøken Madsen sad på bordet med benene trukket helt op under sig. Hun bad mig jamrende slå det fæle dyr ihjel. Jeg tog den ene sko af, og med den i hånden stormede jeg rundt i klassen efter musen. Af naturen er jeg en ubetinget dyreven, og det gør mig ondt, når jeg, af sundhedshensyn, føler mig forpligtet til at slå en flue ihjel – så hver gang jeg havde trængt min lille, grå ven op i en krog, lod jeg den have en chance, og sådan blev vi ved, til klokken ringede fra time. At jeg er blevet, som jeg er, er faktisk slet ikke min egen skyld. Engang i frøken Flensborgs time var jeg krøbet ind i et skab, og da hun kom,var der ingen, der “vidste”, hvor jeg var. Midt i timen begyndte jeg at læse højt inde i skabet, og resultatet blev et par røde kinder. Det var mig, der fik øretæverne, skønt Flens selv sagde, at de andre havde ødelagt mig, for jeg var “sådan en sød dreng,” da jeg kom. Ak, ja! Når vi stillede op på Vest for at gå til morgensang, skulle vi stå pænt, hvilket resulterede i, at jeg engang blev nevet ganske voldsomt i armen af frøken Steengård, fordi jeg pjattede med stuepigerne, og jeg kan fortælle jer, hvis I ikke allerede ved det, at Frøken Steengård er lige så god til at nive som Frøken Gyldenbjerg til at synge duetter med sin veninde fra Kalundborg.
En på snuden kan man nu altid få. I Hr. Meyers religionstime skulle jeg fremsige første vers af “Dagen går med raske fjed”. Hvad der dengang hændte, vil jeg tilskrive min far, der i et gemytligt øjeblik lærte mig et vemodigt og stemningsfyldt vers, som jeg pludselig fik lyst til at gøre de andre bekendt med. Jeg rejste mig ærbødigt – man skal altid være ærbødig over for sine lærere -. Jeg trak vejret dybt og begyndte: “Dagen går med raske fjed –” Mon den gik? “Smedens børn må ile –” Hr. Meyer rejste sig, “Ned til Brugsen efter øl –” Han kom faretruende nærmere, “Fra morgen til aften silde”. Som tak for denne fine præstation fik jeg en knaldende lussing. Jeg vidste nok, at Hr. Meyer var en dygtig mand, men at han var så dygtig til at lange en ud, havde jeg nu aldrig forestillet mig. Jeg har gennem hele mit liv været en stakkels, uheldig fyr. Allerede den første aften gav Hr. Dittmann mig en på siden af hovedet, bare fordi jeg sang for højt til aftensang. Hos Hr. Dittmann sang vi altid “Nu lukker sig mit øje” eller “Klokken slår”. Han talte til tre, og så satte vi ind. Den aften var det “Klokken slår”. Med tårer i øjnene sang jeg højt, altså for højt, “så skal vi nok komme hjem”, og så skulle det endda ende sådan. Det vrimlede med øgenavne. Jeg tror ikke, der var nogen, der ikke havde et øgenavn. Bedst var det selvsagt at give lærerne et eller andet skørt navn at løbe rundt med. Jeg skal ikke komme ind på øgenavne i al almindelighed – det ville blive en afhandling på 5 tykke bind. Dog kan jeg ikke lade være med at omtale et par af Hr. Ellebæks. Knasker studerede engelsk med stor iver, og på en eller anden måde havde han givet Hr. Ellebæk tilnavnet “The King’s Square”, og Hr. Ellebæk blev fuldstændig rasende, når han hørte dette dystre og uheldssvangre navn. Men det blev endnu værre, da en opfindsom sjæl fandt på at kalde ham “Rosinante” efter en gammel og radmager hest, der væltede, hvis man kom til at støde blidt til den. Det var sjovt at drille lærerne, selv om der tit faldt brænde ned.
De fleste af os tog det nu ikke så nært med en lussing nu og da. Værre var det at blive sendt i seng. Engang smed Frøken Vedsø mig i seng, fordi jeg havde klatret i træer. Så lå jeg der i al min ensomhed, mens de andre drak kaffe med æblekage til. Det var vist endda mig, der gav kaffe den aften. Ikke altid kunne frøken Vedsø klare sagerne selv. Når man nu som jeg var uheldig og kom til at synge lidt for højt nede i kruset ved aftensbordet, hvor der skulle være så stille som, ja – som der aldrig kunne blive – så blev man sendt op til hr. Øer for at blive straffet. Det må nu for resten ikke altid være morsomt at være overstraffelærer. Vi havde også fester. De store vil jeg ikke omtale. Derimod vil jeg gerne fortælle om de rent private fester, som vi havde på Vest lørdag aften. Når Hr. Øer havde inspektion, sang han viser for os, og vi havde det meget hyggeligt. Ikke så sjældent underholdt vi også selv. Jeg har dog altid manglet den evne. Vi havde også gedegilde, hvor vi spiste kaniner og andre rovdyr. Så havde vi de store piger med, men tit måtte vi undvære dem. Da den daværende 3. Vestklasse blev konfirmeret, havde de en fest på Fyrrehøjen. De måtte tage hver en kammerat med, og jeg hørte blandt de heldige. Om aftenen blev det regnvejr, og vi dansede inde efter Verners harmonika. Vi havde kun “Trætøse”, som det hedder. Da vi blev konfirmeret, havde vi piger med til en lignende fest. Aldrig, om jeg så bliver en gammel, lallende olding, vil jeg glemme Niels Åge Fut og hans madvogn! Da han havde 10 års jubilæum som karl, havde vi en lille festlighed på Vest, hvor Niels Åge holdt en lille tale, hvori han takkede for “alt godt i de kommende år.” Brandprøverne og tærskningen var måske de to ting, næst efter æbletræerne, der tiltrak os mest, men også rabarberne var en fryd for vore ganer i forårsmånederne. Inden vi gik i seng i frugttiden, var vi gerne ude “at skyde dyr”. Om natten var der også dem, der fiskede. Dus hørte radio i sengen, hvad der i øvrigt var strengt forbudt. Verner var en ivrig fisker. En nat, han havde været på togt, var han faldet i søvn ude midt på æterens bølger. Hen på morgenen vågnede han og fik travlt med at bjærge grejerne. Under sit arbejde kom han til at vælte en løs fodende. Den faldt med et vældigt brag, der tilkaldte nattevagten, og for ikke at blive opdaget satte Verner i et hysterisk spring op i seng, men sprang forkert og landede i hovedet af Svend Børge.
Vi lavede også andet end gale streger. Vi startede et blad med stor iver og udgav et nummer. Vi red i skarpt trav på Tulle og senere Max. Vi strejfede omkring nede ved stranden, løb til Simon efter cigaretter, som vi røg i smug bag ved stalden eller i vore huler, men I må ikke sige det til nogen. Vi krydsede Atlanten på Esbern Snare og overfaldt en mængde fredelige fragtskibe. Vi plyndrede og slog ihjel i de skønne Middelhavsbyer, og undertiden slog vi også hinanden ihjel. Og der kom tider, hvor vi strejfede rundt i haven for at få et lille glimt af den udkårne. Vi ville gerne være helte i pigernes øjne, og derfor søgte vi at udmærke os på alle mulige måder, mest dog ved kraftprøver, men også ved en smule kejtet ridderlighed. Min gode ven, Niels Åge, og jeg havde vore lønlige sværmerier. Vi var begge to nogle rigtige krystere, for vi turde ikke betro de skønne vore følelser. Det forblev en hemmelighed, og jeg fortæller det heller ikke nu. Engang kom vi farende med arbejdsvognen. Niels Åge var hest og jeg kusk. Pludselig så jeg vore udkårne dukke op foran hestens hoved. Jeg satte i et dristigt spring ned mellem vognstængerne og fik dem drejet ind i hegnet, så vognen standsede. Jeg havde forhindret ulykken, jeg var en helt, men Niels Åge var skuffet og i dårligt humør, fordi det ikke var ham, der havde udmærket sig. Jeg gik glad i seng den aften. Så kom da den dag, hvor vi for sidste gang skulle forlade skolen ved fjorden for at tage hjem på sommerferie. Vi skulle nu ind på Tutten og så fremtiden i møde i stor spænding og forventning. Men det var med et stik i hjertet, jeg så tilbage på den tid, de tre lykkelige barndomsår, der nu var forbi.
Ove Olsen, nummer 35.

Det skal tages med et smil. Af Johanne Madsen.
Da jeg var fire år, skulle min søster i skole. Jeg havde altid været vant til at have de samme rettigheder som hun, og jeg kunne derfor slet ikke begribe, at jeg ikke også kunne komme med der. Hver morgen spurgte jeg, om det ikke var i dag, jeg skulle i skole. De voksne gav mig imidlertid kun det svar, der irriterer alle børn i den alder, at jeg var alt for lille, og jeg måtte vente længe endnu. Det bevirkede, at jeg snart holdt op med at spørge, og som tiden gik, glemte jeg også min længsel efter skolen. Otte år gammel var jeg endelig blevet stor nok til at komme i skole. Jeg fandt, at det vist kunne blive meget spændende at komme til Refsnæs. Hvad Refsnæs egentlig var, gjorde jeg mig ikke store spekulationer om, blot var jeg klar over, at jeg skulle rejse meget langt, over et stort vand, “Storebælt”, og at jeg kom lidt længere bort fra mor, end godt var. Jeg fik en klump i halsen og en sugende fornemmelse i maven, hver gang jeg tænkte på det; Jeg kunne jo ikke vide, at det slet ikke gik så galt, som jeg frygtede.
“Vi tager dem igen. Et Ø med porten til højre, et O med porten til venstre, et I går til venstre lomme og et E til højre.” Flens gentog det tålmodigt gang efter gang, fortalte noget, der var karakteristisk for hvert bogstav. Jeg anstrengte mig også for at høre efter og huske dem, så det var drøjt, når jeg samtidig kunne høre kammeraterne tumle udenfor. Jeg syntes, det var meget uretfærdigt, at jeg skulle sidde og mase med de kedelige bogstaver, mens de andre susede højt i gyngerne og på karrusellen. Jeg forsøgte adskillige tricks for at slippe for de forhadte ekstratimer, men det endte altid med fiasko. Jeg mødte således en dag op med et meget lidende udtryk og fortalte med grådkvalt stemme, at jeg havde så skrækkelig ondt i maven. Flens havde inderlig ondt af mig, hendes gode hjerte løb af med hende, hun gav den lidende pige fri. Jeg mente, at at slaget nu var vundet og løb sejrsstolt ud. Der var én dreng i min klasse, som jeg ofte sloges med, men naturligvis fordi jeg var den stærkeste. Også i denne middagsstund fik det spinkle lille kræ varmet sine rygstykker. Jeg gik op i mit arbejde med iver og styrke, og jeg hørte ikke, at mit navn blev nævnet to-tre gange. Først da en tog mig hårdt i armen, vendte jeg mig sveddryppende fra mit offer. ” Mon mavepinen skulle være gået over nu?” Spurgte Flens venlig deltagende, men alligevel i en bestemt tone, der ikke huede mig. Jeg kunne intet svare på det pinlige spørgsmål, men fulgte mut og skamfuld med.
Vejret har altid haft en vis indflydelse på mit humør. Mine kammerater har måttet døje en del under min utrolige surhed om morgenen, og hvis vejret var gråt og kedeligt, var jeg mere end almindelig morgensur. Rent galt var det, når vi en skønne morgen vågnede op til et snelandskab. De andre jublede, men samtidig bemærkede de også min tværhed, og så var dommen fældet. Der var ingen pardon, ved første givne lejlighed skulle jeg sules. Forfra, bagfra og fra begge sider kom der store, løse snebolde susende. De gik indenfor tøjet, og vandet drev iskoldt nedad ryggen. Svup, svup, sagde det, når jeg sjokkede rundt i de våde træsko, mens de andres hånende lattersalver gjaldede gennem gården. I nøden fandt jeg dog et par lidelsesfæller. Mens de modige udkæmpede drabelige sneboldkampe udenfor, drev vi en slags indendørs vintersport. I det store, tomme hus gled vi formummede rundt langs væggene. På de nervøse bevægelser sås det tydeligt, at vi godt vidste, at vi vandrede ad forbudne veje. “Er alle ude?” Råbte den inspektionshavende gennem gangen, og vi hørte ildevarslende skridt nærme sig. Fra legestue til legestue, fra sovesal til sovesal gik den vilde jagt. Rævehulen havde mange udgange; netop tidsnok til ikke at blive set kurede vi på maven ned ad et gelænder og susede som ti vilde heste hen ad gangen. Når vi fem minutter efter mødte forfølgeren i haven, så vi ynkeligt forfrosne ud og kendte ikke spor til spøgeriet på gangen. Nej, må jeg så bede om foråret på Refsnæs. Rigtig forår med grøde i luften og i de små skolehaver bag skolebygningen. Vi masede og gravede i den sorte jord, til vi selv var lige så sorte. Vi vandede og såede, mens forårssolen badede al kulden ud af kroppen. Det var et forårssymbol, når vi kom stormende op ad trappen,tre minutter for sent til time; Kæberne gik som kværne, lommerne struttede, og næverne var fast knyttede om det, der ikke kunne være i mund og lomme. Jeg forstår så godt lærerens fortvivlelse, når han skulle have sidste klasse til naturhistorie og ventede at finde store, fornuftige elever pænt på deres pladser, men i stedet fandt en flok gumlende kreaturer, der syntes, at dette var den letteste og behageligste måde at have botanik på. Jeg syntes som barn, at det var ganske i sin orden, at skoleåret sluttede med en eksamen. Den tørre fornemmelse i munden og den nervøse mavepine, som jeg altid nu har, når jeg skal op til eksamen, kendte jeg slet ikke dengang. At læse og regne lidt for fremmede mennesker var da vel det mindste man kunne gøre, når man til gengæld fik lov til at gå i sin nye kjolehele dagen og spille prinsesse. Med eksamen var jo også sliddet for det skoleår forbi. I de sidste otte dage skulle man vænnes til at holde ferie; Det var herlige dage, hvor man pjaskede i vandet eller dasede ved stranden. Sidste aften inden sommerferien, højt humør over hele linien, vi var kommet tidligere i seng end sædvanligt, men der kunne slet ikke være tale om at sove. Sovestue nummer fem var forvandlet til en moderne krigsskueplads. Soldaterne stønnede i kampens hede, alt var et sydende, kogende hav. Den ene reaktionsdrevne bombemaskine efter den anden bragede ind i de tyske forsvarslinier. Mine maskiner gik fra mål med en enorm kraft, og jeg mente selv, at de ramte fjendens forsvarsstilling med en usvigelig sikkerhed. Jeg hørte med tilfredshed en dump lyd og en strøm af vrede ord fra fjenden, efter at jeg havde sendt det “dødbringende” bæst af sted. Ak, men kun kort varede lykken. Mit våben gik for fuldt speed, ikke i fjendens frontlinie, men ud ad det åbenstående vindue, hovedpuden havnede med det velkendte klask i haven. Venner og fjender samledes til konference. Det var mig, der havde kastet puden, og det var derfor også mig, der skulle hente den, og hvad der ellers kunne være til mig dernede. Det var en slukøret lille gesandt, der et øjeblik efter smuttede ud fra nummer fem. Med kjolen uden på natkjolen og i sutsko måtte jeg ned for at se,om jeg kunne få en fred i stand med højere magter. Kåde og overgivne var vi den sidste aften, og det var ikke altid nemt at finde grænsen; Men der var dog eet år, hvor den sidste aften ikke var, som den plejede, det var, da vi for sidste gang skulle rejse fra Refsnæs. Vi prøvede at være glade og tumle som de andre, men hver gang vi kom til at tænke på, at dette var vor sidste aften som elever på den skole, hvor vi havde levet hele vor barndom, så kunne glæden ikke blive helt ægte. Når lågen for sidste gang smækkede efter os, og vi travede ad Kystvejen til Kalundborg for at komme med første morgentog, så var der en prikkende fornemmelse dybt nede i hjertet, for det var, ligesom porten til barndommens land var lukket. Det var uforglemmelige barndomsdage på Refsnæs, det vil I erkende, når jeres tid der er forbi.
Bitten.

Refsnæs i dag. Af Birte Knudsen.
Hver morgen, når vi kommer op, farer vi med det samme ud i vaskerummet, for det gælder om, hvem der kommer først til kummerne, da vi er to om hver. Når vi er færdige i vaskerummet, skal vi ind at rede seng, og det skal også gerne gå lidt hurtigt, for vi skal være færdige inden morgenbordet. Når vi er færdige med at spise, skal vi snart i skole, og der er vi så i seks timer, men det er ikke kedelige timer, nej, der er noget nyt i hver eneste time. Vi er i vandet omtrent hver dag, og der er mange, der lærer at svømme. Forleden dag skulle Nancy bjerge Anna, og det gik meget godt i begyndelsen, men da de kom ud på det dybe, gik det galt, og Nancy tabte Anna, og hun faldt ned på bunden, og der lå de begge to og sprællede rundt en tid, men så fik Nancy endelig fat igen, og de kom lykkelig og vel ind. Anna har den store svømmeprøve. Når vi er færdige med skolen, kommer fritiden. Der har vi sandelig også nok at bestille, for der er en hel masse, man lige pludselig skal have lavet. Vi strikker og læser, leger og driller og meget andet.
Så er der lektielæsning, og det går jo ikke altid lige stille af. Om aftenen er det først rigtig humøret bryder ud, og der kan somme tider være en larmen, så Plejemor må ned og bede os om at være rolige. Forleden aften havde jeg taget Annas armbånd og låset det inde i mit skab, og så gik Gerda ind og passede på døren, og der stod hun fra klokken 7 til 9½, så sluttede vi fred, og Anna fik sit armbånd igen. Klokken ni kommer vi i seng, og så er den dag forbi.
Birte Knudsen.

Indtryk fra Refsnæs. Af administrationschef Bøgh Christensen.
En dag, da jeg kom over på Værnehjemmet, sagde Ras med bebrejdelse i stemmen: “Du elsker os ikke mere, for nu har du været heroppe tre gange uden at besøge os i Værnehjemmet.” Og jeg, som troede, at jeg elskede jer alle sammen, gik over for at blive trøstet på Børnehjemmet.
Og se, det blev jeg også, for Annie inviterede mig til bal på Kærhus. – Og så havde hun drømt, at det var luftalarm. Kan I huske, at jeg i fjor sommer sammen med hr. Øer var ude i en lille båd for at fotografere jer ude i vandet. Det var ikke let for mig at holde balance, for båden vippede, og da jeg kom op på badebroen, stod Kesse og sagde fortrydeligt: “Det var kedeligt, at du kom op.” “Hvorfor,” spurgte jeg forbavset. Kesse svarede: “Jeg stod og glædede mig til, at du var plumpet i.”
– Jeg tror nok, at han fik et ordentligt dunk i maven. En gang ved et af vore fødselsdagsballer ville min gode lille navnefælle Edith Bøgh Christensen absolut danse med mig, men jeg erklærede, at jeg var for træt i benene. Næste dag mødtes vi i Østskolen, og så ville Edith på ny danse, men så sagde jeg: “Vi har jo ingen musik.” Hertil svarede Edith: “Du behøver ingen musik for at danse med sådan en engel som mig.” Vi ved jo alle sammen, at Edith ikke sætter sit lys under en skæppe, og det skal man heller ikke, men om hun just er en engel, det kan vi jo skændes om. Men at hun er en rask pige, det er i hvert fald givet, og som sådan står hun og andre med hende som repræsentanter for jer alle sammen; for I er alle i skolen på Refsnæs friske og raske børn. Ikke mindst derfor bliver jeg altid i bedre og bedre humør, jo mere min lille blå bil nærmer sig Refsnæs, når jeg skal op for at besøge skolen. I glæder mig hver eneste gang, jeg er oppe hos jer ved jeres humør og ved jeres raske færden og ved jeres mange morsomme bemærkninger. Ikke mindst de sidste fortæller mig nemlig, at I er nogle friske og raske børn, men de fortæller mig også, at I føler jer hjemme, for hvis man befinder sig på et sted, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme, så lægger det uvilkårligt en dæmper på ens livslyst. En sådan dæmper har jeg aldrig stødt på hos nogen af jer, og det er noget af det, jeg lægger mest vægt på; Men jeres færden i skolen er ikke alene udtryk for, at I føler jer hjemme og synes, at I har det godt med os voksne. Det er også udtryk for, at I har det godt med hverandre, og det er det næste, der altid glæder mig, når jeg ser det; Jeres gode kammeratskab og den smukke og hjertelige måde I altid hjælper hinanden på. Lad mig blot nævne Mie, som har så megen hjælp behov endnu, fordi benene ikke vil makke ret. Jeg har aldrig set et surt ansigt hos nogen af jer, når Mie skal hjælpes. Ja, nu må jeg jo naturligvis føje til, at ingen regler er uden undtagelse, ikke når det gælder Mie, men engang imellem kan en og anden nok finde på at være lidt ukammeratlig og måske endda på ganske eftertrykkelig måde, for eksempel ved at – bide! Av – den sad vist. Nu skal jeg ikke komme med flere af de afsløringer, som I alle sammen kender i forvejen.
Når vi nu skal holde den store runde fødselsdag, så er det, som forstander Ilsøe har skrevet, selvfølgelig arbejdet, der holder fødselsdag, men jeg tror, at vi alle kan være enige om, at det gode kammeratskab ikke skal stå i skammekrogen på vores fødselsdag, og det skal være et af de mange fødselsdagsønsker, hvormed vi voksne vil følge jer, som er elever på det tidspunkt, da skolen fylder 50 år, at I ikke alene må være gode kammerater indbyrdes, men at I også, når I bliver store og kommer ud i verden, må vinde kammerater og venner i denne, også udenfor jeres egen kreds. Sine egne skal man aldrig svigte, det er rigtigt, men man skal også passe på ikke at være sig selv nok. En af de gamle drenge fra Refsnæs, som I alle sammen kender fra radioen, og som skal være med på fødselsdagen, Johannes Wahl, har engang fortalt mig om, hvor stort et arbejde, han har måttet udføre for at komme i virkelig nær forbindelse med seende mennesker, og selvom der for mange af jer er adskillige år til, at I skal ud i den seende verden, så er det ikke på noget tidspunkt for tidligt at tænke på at dygtiggøre jer også til at komme i god forbindelse med mange seende mennesker. Og hertil er et frit og hyggeligt samliv med jeres egne kammerater og med jeres lærere, med jeres forældre, søskende, pårørende og bekendte derhjemme den bedste uddannelse, i kan få. Alle vi voksne både i skolen og udenfor vil gerne være jeres gode kammerater, og vi ved, at I også fra jeres side vil være med i fællesskabet, som vi til syvende og sidst alle bør bidrage til må nå så langt som til at omspænde alle mennesker i hele Danmarks land, ja i hele den store verden; Og jeres far og mor og jeres søskende, de vil tænke på jer mer end nogensinde, når vi holder vor fødselsdag, og allermest når de sidder ved radioen og hører transmissionen af skolens fest; Dem skal vi ikke glemme på denne dag, men sende dem mange venlige tanker, og hver og en af jer, er jeg sikker på, vil skrive en lang beretning til far og mor og søskende om alt, hvad der er sket på 50 års fødselsdagen.
Administrationschef Bøgh Christensen.